Alpetop
   Malene havde ikke helt opgivet håbet om at få hendes forældre fra deres sindssyge kostskole idé og gik med beslutsomme skridt, og fødderne solidt plantet i et par silke sko, fra Kina selvfølgelig!, hen til hendes fars kontor.
   Hendes trin genlød rungende i den enorme Frederiksberg lejlighed og det irriterede hende. At appellere hendes sag til hendes far var som at indrømme et nederlag og hun håbede at hendes mor og den pige der i øjeblikket fik kost og logi imod at hjælpe til ikke hørte hende.
   Efter at havde taget en dyb indånding bankede Malene på døren og ventede pænt på at blive budt indenfor.
   "Kom ind." lød hendes fars ru stemme endelig og Malene smøg sig indenfor og smilede hendes bedste lillepige smil imens hun lukkede døren og undrede sig over hvilke papirer hendes far var ved at gemme væk.
   "Faar," hun trak på det og med det samme så Joakim mistænksom ud "må jeg gerne spørge dig om noget?" Malene havde lært gode manerer, hun brød sig bare ikke alt for meget om at bruge dem.
   Joakim nikkede vagtsomt "Selvfølgelig min pige."
   Malene plantede sig på hans knæ, skød underlæben frem og så på hendes far med brune, våde øjne "Far, er det rigtigt at dig og mor sender mig væk?" hun havde valgt sine ord omhyggeligt og prøvede at få hendes far til at føle sig skyldig over deres beslutning.
   Han trak hende ind til sig "Malene, du ved udmærket godt at vi ikke sender dig væk. Et år i udlandet kan kun blive godt for dig når du skal søge ind på universiteter og ærlig talt så trænger din opførsel til lidt 'kæft, trit og retning'."
   Oprigtigt surmulende stirrede Malene på sin far "Så slem har jeg da ikke været!" hun vidste godt selv at det ikke var helt sandt "Og jeg har i hvert fald ikke gjort noget som Eliza heller ikke har gjort!"
   Søgende blandt en masse mapper på hans skrivebord så Joakim ud til endelig at finde det han havde ledt efter "Jamen det er så op til Elizabeths forældre hvordan de vil takle det, men først skal du lige se den her."
   Han rakte Malene en brochure i skinnende blåt papir. Modstræbende tog hun den og så på forsiden. Skolens navn stod skrevet med gotisk, hvid skrift over et billede af noget der mest af alt lignede en krydsning imellem en fæstning og et kloster. Nogle børn i blå, hvide og sorte skoleuniformer stod ude foran porten og smilede sukkersødt.
   Malenes hjerte bankede pludselig stærkere. Hun ville ikke overleve der, det vidste hun instinktivt "Far, please, det må du ikke! Lad være at sende mig dertil." på kanten af desperation var Malene villig til at forhandle "I kan da i det mindste lade mig blive her i Danmark, send mig til Herlufsholm eller Sorø ligesom de andre!"
   Hvis ikke hun havde tilføjet det sidste havde Joakim og Annika (der havde overhørt de hævede stemmer og var kommet ind på kontoret) måske overvejet at lade hende blive. Men fordi de vidste at mange andre forældrepar i deres omgangskreds havde 'nøjedes' med at trække deres børn ud af de københavnske privatskoler og sende dem på strengere skoler i landet så ungerne, der var Malenes omgangskreds, alligevel klarede at finde sammen og fortsætte som før havde de besluttet sig for noget langt mere drastisk.
   Det havde taget dem hele natten at finde frem til denne løsning. Annika gav sig selv skylden for at være en dårlig mor og mente at Malenes adoption måtte have noget at gøre med hendes oprør. Først efter lange diskussioner havde det lykkedes Joakim at påpege at så mange andre de kendte havde præcis de samme problemer med deres børn som ikke var adopterede.
   Men i sit stille sind overvejede han selv om det kunne være deres skyld. Om det var dem der havde gjort noget forkert. Til sidst i den tidlige morgentime var de blevet enige om at de havde givet Malene alt hvad hun kunne ønske sig. Derfor kunne de, med kun svagt rystende hænder, nægte hende at blive.
   Malene havde i sin hidsighed rejst sig op, men følte nu at gulvet blev revet væk under hende og hun faldt og faldt. Sendt væk. Afvist endnu engang.
   Hun omdirigerede sin sorg og usikkerhed til vrede og sendte begge sine forældre et ondt blik før hun højlydt trampende forlod lejligheden og smækkede døren bag sig.
   Hendes nøgler lå inde i lejligheden, men heldigvis havde hun sin mobil, lidt penge og det falske kørekort i hendes cowboybukselomme. Hendes jakke havde hun også glemt så hun frøs i sin lille T-shirt der afslørede navlepiercingen, og hendes Kina tøfler var virkelig ikke beregnet til udendørs brug.
   Alligevel tog hun elevatoren ned og gik beslutsomt ud på den travle gade. Folk stirrede på hende, men hun gik med hovedet holdt højt og ømme fødder den ti minutter korte tur hen til Eliza.
   Elizas rigtige navn var egentlig Elizabeth, men hun hadede det så hun og Malene havde fundet nye mere fashionable, og internationale navne til hinanden. Med Elizabeth var det nemt og siden da havde alle kaldt hende Eliza med korrekt, engelsk accent som i Pygmalion.
   Men Malenes navn havde været en sværere udfordring og til sidst, efter en del forbudt vin, var de blevet enige om at hendes nye navn skulle være Mai-Li og at hun skulle farve hendes lange, glatte hår kulsort i stedet for dets naturlige blonde farve for at se mere asiatisk ud.

Malene gjorde det rent faktisk og det blev en kæmpe succes fordi det sorte hår fik hende til at se så meget ældre ud. Stadig nu hvor hun kun var seksten kunne hun nemt gå for at være tyve hvis hun ville.
   I lang tid var deres forældre lykkeligt uvidende om at to af de skandalebørn de hørte så meget om, Eliza og Mai-Li, faktisk var deres egne døtre.
   Men Malenes tur til Paris med den fem år ældre Bjørn havde afsløret hende og straffen skulle åbenbart matche forbrydelsen.
   I det samme Malene trådte indenfor i en lejlighed så storslået og luksuriøs som hendes egen kunne Eliza se at der var noget i vejen. Hun råbte til hendes forældre at hun havde gæster og smækkede så døren til hendes værelse i hvis nu der skulle være nogen tvivl om at hun var blevet hørt.
   Da hun var på kanten til at hyperventilere fik Eliza plantet Malene på det nedslåede toiletsæde, i badeværelset der hørte til hendes værelse, og gav strenge instrukser om at hun skulle blive siddende.
   Hurtigt fik hun fisket en dåseøl frem, der havde stået gemt bag alle sodavandsdåserne, i det minikøleskab som begge piger havde, men i forskellige farver.
   Eliza hældte halvdelen op i et glas og tog selv en tår af dåsen. Malene slappede en lille smule af "Du forstår slet ikke hvad der er sket." fik hun fremstammet og tog endnu en slurk af øllen imens Eliza panderynkende så til. Hun følte sig en lille smule skræmt. Var hun selv i problemer?
   Malene tømte sit glas og holdt om sig selv "Mine forældre ved alt. Om mig altså," tilføjede hun hurtigt for at berolige Eliza der havde fået et panisk udtryk i øjnene "de fandt ud af det med Bjørn og Paris. Jeg ved ikke engang hvordan." Malene holdt en pause og spyttede bittert i håndvasken.
   Som en krisemedhjælper sagde Eliza beroligende "Hør her, det er ikke det værste der kan ske. Bare sørg for at de sender dig til Herlufsholm, så kan du være sammen med Eva og de andre."
   Snøftende rystede Malene på hovedet "Nej, Eliza, det er værre endnu!" hikkede hun og nikkede ivrigt da Eliza tilbød hende mere øl.
   Hendes veninde trak på skuldrende "Nå ja, der er måske ikke ligeså meget prestige i at gå på Sorø, men de er ikke ligeså strenge og, hey," hun lyste op i et smil "Adam blev sendt derned i sidste måned." for at muntre Malene op sagde hun overvejende "Måske skulle jeg bare betro mig til mine forældre og så tager jeg med, det bliver en fest!"
   Hun kunne ikke forstå at Malene blev ved med at sidde og tude, nu måtte hun da tage sig lidt sammen "Kom nu skat, drik ud, så fikser jeg dig op og vi kan tage i byen. Jeg ringer til de andre og så møder de os på Ketchup om en time."
   Malene rystede på hovedet og hostede da hun fik en tår øl galt i halsen. Det smagte væmmeligt.
   Eliza sukkede "Ja ja, jeg ved godt at Ketchup er lidt kikset, men det er det eneste sted der er en lille smule gang i den så tidligt. Vil du låne mine Miss Sixty sandaler?" kaldte hun over sin skulder, allerede på vej ind for at gennemsøge sit skab.
   Hikstende fik Malene endelig forklaret sig "De sender mig på kostskole i fucking Schweiz!"
   En kuldegysning løb igennem Eliza "Schweiz? Altså det der alpeland?"
   Malene begyndte at tude igen.
   I lang tid sagde de to piger ikke noget til hinanden, Malene fordi hun ikke kunne og Eliza fordi hun grublede over venindens forfærdelige skæbne og bekymrede sig om sin egen. Hvis hendes forældre fik nys om hvad hende og Malene havde gået og lavet og hvordan hendes forældre straffede hende, kunne hun selv ende i seriøse problemer.
   "Hvad har du tænkt dig at sige til de andre?"
   Malene kiggede op på Eliza med røde, hævede øjne og et ansigt forvrænget af udtværet mascara "Hvad mener du?"
   Eliza rejste sig beslutsomt op og gik tænksomt rundt i hendes værelse "Ja du kan sgu da ikke fortælle dem du tager til Schweiz, så bliver du jo til grin. På et eller andet tidspunkt skal du hjem til os igen. Hvad med at vi siger ..." hun trak på det og tænkte sig godt om.
   Malene var stadig i så meget panik over hendes håbløse situation at hun ikke havde nogle fornuftige forslag at bidrage med.
   "Vi siger at da du var i Paris med Bjørn, blev du opdaget af sådan en talentspejder. Og nu går du på modelskole dernede!" hun klappede begejstret i sine hænder. Hun havde lige reddet Malenes sociale fremtid og sin egen røv.
   Pigerne blev inde på Elizas værelse resten af aftenen imens de blev fuldere og fuldere og fandt på flere fantastiske løgn historier som Malenes cover. I et anfald af optimisme søgte de efter den kostskole hun i virkeligheden skulle gå på, på internettet, men det ødelagde deres humør. Omgivelserne så triste ud, det lå langt fra den nærmeste by og det hele virkede gammeldags.
   Eliza sneg sig ind i en af hendes forældres stuer og kom tilbage med en flaske vodka "Vi har vist brug for stærkere sager."

Det blev sent før Malene endelig fik vaklet hjem til sig selv på usikre ben og endnu ømmere fødder. Kina skoene var totalt ødelagte, det havde begyndt at regne på den korte hjemtur og hun var trådt direkte ned i en vandpyt, Malene selv var gennemblødt fra top til tå.
   Annika sad oppe og ventede på hende med en bekymret mine. Hun havde en cremefarvet silkepyjamas på, hendes lyse hår samlet i en fletning og et par slippers der matchede pyjamassen. Ligeså snart hun hørte Malene ude i opgangen gik hun hen til hoveddøren for at låse hende ind.
   "Malenä, du er jo fuld!" udbrød hun forarget, og prøvede at vifte stanken af alkohol væk da hun hjalp sin datter ud af hendes våde tøj.
   Malene snublede rundt og havde svært ved at holde balancen, men trak alligevel nonchalant på hendes skuldre "Og hvad så? I sender mig jo alligevel væk!" idet hun sagde væk gav hun et spark med højre ben og hendes sko fløj larmende ned af gangen.
   Med et træt ansigtsudtryk hentede Annika skoen og løftede den sippet op imellem det yderste af to fingerspidser "Du må da forstå at vi inte kan lade dette fortsettä."
   Rystende af kulde siden hun kun stod i sit våde undertøj trak Malene på skuldrende igen. Hendes navlepiercing var bare endnu et provokerende bevis på hendes ulydighed. Annika rystede på hovedet. Hun havde aldrig lært af sine forældre hvordan man håndterede en situation som denne.
   "Jeg henter din papa." sagde hun bare, og drejede på sin hæl.
   Malene sank grædende sammen på gulvet. Hun følte sig som den mest usle person, hadet og afvist af alle. Det var den nagende følelse af usikkerhed der havde fulgt hende siden tiden på børnehjemmet der viste sit grimme fjæs igen.
   Normalt kunne hun jage den bort. Hun havde lært det med hjælp fra Eliza, at spille selvsikker når hun ikke var det, at manipulere folk omkring sig og have kontrollen så de ikke kunne såre hende. Men intet af det betød noget længere.
   For nu var hun igen en lille, trist pige. Og hendes status i hendes omgangskreds ville ikke kunne hjælpe hende på nogen som helst måde på den nye skole. Hun mærkede Joakims arme om sig og begravede sit ansigt ved hans skulder, ligeglad med at hun tørrede snot af på hans dyre badekåbe.
   "Så, så lille skat." sagde han trøstende og strøg hende over håret.
   "Jeg vil ikke af sted far!" bad Malene desperat, indtrængende og stadig patetisk fuld "Jeg kan ikke engang tale Schweizisk."
   Joakim grinte "De taler altså tysk der, skat."
   Malene snøftede højlydt "Det taler jeg heller ikke." peb hun.
   Efter et stykke tid bar Joakim sin datter ind på hendes værelse og puttede hende som om hun stadig var et lille barn. Da hun var begyndt at pludre om at hun ikke ville bo på en alpetop, var han sikker på hun bare skulle sove sin brandert ud og så kunne de alle sammen tale fornuftigt om det i morgen.