Jeg samler på øjeblikke.
   Øjeblikke med mennesker
   Allerhelst med dig.

   
Starten på slutningen
   Det er et utrolig smukt syn der møder mig her på vej op i bjergene. Kort efter at vi har forladt det flade stykke land omkring Tetoan begynder stigningerne og snart befinder vi os inde i Riifbjergkæden, som strækker sig her fra den nordøstlige del af Marokko og langt ind i Algeriet.
   I modsætning til de Norske fjelde, som er de eneste bjerge jeg har set inden min rejse her ned til Marokko, ja så virker disse Riifbjerge mere runde og varme, ja måske nærmest kærlige, følsomme og i alt fald mere indbydende at gå i gang med end jeg inden afrejse havde forestillet mig.
   Her var ingen høje spidse og ofte nøgne klippestykker for oven, men snarer store grønne arealer, som igen og igen afsluttede i toppen med nogle runde og bløde buer. Det virkede som om man kunne gå lige op til toppen og så ned på den anden side af bjerget. Det skulle senere vise sig at min iagttagelse ikke var helt forkert, ja faktisk rigtig. Faktisk lignede de her bjerge mere de legetøjsbjerge Morten, min lillebror sammen med Ejnar, vores stedfar, skabte på den lille modeljernbane ude i varmerummet for snart mange år siden.

Selv bussens ret så støvede ruder kunne ikke forhindre min nydelse af landskabet. Bjergsiderne er fyldt med kæmpestore buske af blomstrende Neier i røde og hvide farver. Ellers er det spredte grupper af geder, får og kreaturer som fylder bjergsiderne og ind imellem mener jeg at kunne skimte enkelte hyrder, som passer på de dyr som ser ud til sagtens at kunne passe på sig selv. Hist og pist kan jeg se små huse spredt ud og op af bjergsiden. ja nogle ,meget tæt på selve bjergryggen. Husene ligger for det meste næsten skjult af en lille tilhørende lund af småtræer.
   Så langt jeg kan se op af siderne er bjergene opdyrkede. Den ene lille terassemark afløser den anden. Hele dette sceneri går næsten i et med bjergkædens farver.

På et tidspunkt passerer vi nede til højre en ret stor sø, som ligger omkranset at skov og frister med en række små næsten hemmelige laguner.
   Jeg undre mig over så megen frodighed i et land som jeg inden min ankomst opfattede som varmt, tørt og afsvedet.
   Vi sniger os langsomt opad og opad. Den gamle Volvobus har bestemt set sine bedste dage, men både frem og op kommer vi og det på trods af at alle pladser er besat og bagerummet og taget fyldt til bristepunktet med alverdens bagage og varer.
   Da jeg steg ind i bussen i terminal hallen i Tetoan var det samtidig min debut som deltager i den Marokanske hverdag og ikke mindst virkelighed.
   Skal jeg være helt ærlig var det faktisk en debut, som var lige ved også at blive mit eneste og forgæves forsøg. Så fremmedartet var det og ikke mindst den hob af ikke særlig velduftende mænd som ville "servicere" mig med alt lige fra at finde den rigtige billetlugt til at vise mig ud til den rigtige bus for slet ikke at tale om dem der tilbød at bære min bagage, som trods alt kun bestod af min rygsæk og som jeg i den grad var helt tilfreds med selv at have ansvaret for på ryggen.
   I busterminalen ignorerede jeg al kontakt og satte mig midt i myldret ned på en bænk og gjorde mig umage med at se helt ligeglad ud. Enhver henvendelse fra servicerende Marokkanere blev ignoreret, som om jeg ikke var tilstede i denne verden hvilket jeg faktisk heller ikke var. Jeg var "i firmaet angst og banges rædselskabinet". Skrækslagen ved tanken om hvordan jeg skulle kunne bevæge mig ud i dette mylder af fremmedartede mennesker. Finde frem til den rette lille billetlåge ud i den myldrende hal med omkring 20-25 af slagsen og med skilte på arabisk. Jeg ved snart ikke hvordan, men jeg fandt frem til hvor jeg skulle have billet til, fik check på afgangstidspunktet og så på rette tidspunkt lykkedes det mig at komme ud og sidde blot lidt mindre utryg i selve bussen, som dog kunne byde på en del afskærmning til mig i form af inddelte sæder hvor jeg måske kunne være så heldig af få en vinduesplads og med min egen rygsæk som siddekammerat. Godt adskilt fra den virkelighed jeg godt vidste at jeg før eller senere gerne skulle vænne mig til og ikke mindst vænne mig til ikke af frygte.

På det tidspunkt virkede det helt utopisk og var jo netop også forklaringen på at rejsen var så tæt på at slutte inden den overhovedet var kommet i gang.
   Da jeg sad på en bænk i hallen og forsøgte at lægge en brugbar plan for projekt billetkøb, fik jeg besøg af en ganske ung pige, som spurgte om jeg ville købe en lille pakke klinex servietter. I stedet for at svare røg det ud af munden på mig, om hun kunne tale engelsk. Et genert Yes, fulgt af sted med et lille smil blev min redning. Hun fulgte mig over til den rigtige lille luge. Hjalp mig med at købe den rigtige billet og fulgte mig umiddelbart efter ud i selve busterminalen hvor hun efter at have spurgt sig lidt om fulgte mig over til den rigtige bus, hvor hun endog gik med op og sikrede mig en vinduesplads, hvorimod min rygsæk, til min nervøsitet, blev efterladt i bussens bagagerum. Bussen afgik nøjagtigt samtidig med min entre og i forvirringen fik jeg hverken betalt den unge pige for hendes uvurderlige hjælp end sige svaret hende på om jeg ville købe en lille pakke Klinex. Det generede mig faktisk meget. Hvad tænkte hun nu ikke om mig. Hvad havde jeg lært hende omkring kvindlige turister. Jeg følte mig flov og måske endnu mere fordi hun havde behandlet mig så anstændigt. En rigtig søster til søster aktion, som jeg gerne havde påskønnet med lidt penge. Det er nu en time siden vi trillede ud af busterminalen i Tetoan og jeg er faldet helt til i bussen selvom forholdene på alle måder er mig fremmedartet, De andre passagerer, duften eller rettede lugten, lydene sproget og fint krydret med den fremmedartede musik der skrattende trængte sig vej ud af bussens lille radio.

Men lad mig lige begynde med begyndelsen. Jeg landede i Malaga lufthavn i forgårs ved middagstid og tog straks bussen ned til Algeceras, den sydligste havneby i Spanien, lige ved siden af Gibraltar.
   Det var en underlig fornemmelse for mig at se flyets øvrige passager alle blev hentet af deres respektive rejsebureau i ankomsthallen i Malaga Lufthavn, medens jeg bare var mig selv og så endda for aller første gang på egen hånd ud i den store verden.
   Det kan lyde underligt, men jeg følte min selvtillid steg et par grader da jeg helt alene hurtigt fandt den lille sti foran afgangshallen oppe på første sal. Den lille sti, som førte over motorvejen og ned til den lille skinnebus, som skulle føre mig lidt ned af Costa Del Sol gennem charter turisternes foretrukne by i Spanien Torremolinus og videre ned til Furengiola. En af de mange byer langs kysten, som blev hjemsted for skatteplagede skandinaver, som gennem 60 èrne og 70 èrne forlod det skandinaviske velfærdssamfund og de høje skatter til fordel for solen og det mindre skattetryk her nede i Spanien. I Furengiole skiftede jeg fra skinnebus til rigtig bus, som fortsatte ned langs Solkysten.
   Da jeg efter 2½ time steg af bussen kunne jeg sige goddag til Algeciras, en tarvelig, beskidt havneby, som bestemt ikke indbød til andet end det som de fleste bruger den til, et hurtigt afsæt og videre med færgen over Gibraltarstrædet med kurs mod Afrika.
   For mit vedkommende blev det en kort ventetid i en relativ stor ny færgeterminal, før jeg kunne gå ombord på hurtigfærgen til Ceuta, som er en toldfri spansk besiddelse på nordspidsen af Afrika.
   Alt gik planmæssigt, men jeg havde også arbejdet specielt meget, ja helt ned i mindste detalje med denne start på rejsen. En god start skulle give mig mod og styrke til at tage de næste langt mere vanskelige skridt på rejsen. Jeg havde via internettet kunne hente tider på både skinnebussen fra lufthavnen til busterminalen i Fuengiola, videre med busruten ned af Costa Del Sol til Algeceras og endelig tidspunkter for færgeafgang. Jeg vidste imidlertid også at denne strukturerede del af rejsen var slut i morgen.
   Herefter ville jeg bevæge mig ind i Mortens Marokkanske univers. Et univers, som jeg godt nok via Morten havde kendskab til eksisterede, men alligevel, nok mest fordi jeg aldrig har været sydligere end Nordtyskland, opfattede som noget nær en fremmed planet eller min verdens ende og starten på noget jeg kun kendte fra eventyr, og fantasiens verden.
   Et muslimsk og arabisk land, som jeg havde hørt en masse om, men hvor spillereglerne for mig er ukendte og fastlagte tider og datoer skal tages med det nødvendige forbehold for ændringer.

Det var en imponerende sejltur ud af havnen i Algeceras, forbi Gibraltarklippen, som hvor lille den end er, på grund af sin strategiske beliggenhed altid gennem hele historien har været omgærdet med, magt og besidder trang. Mit eneste kendskab til Gibraltarklippen er at den er Engelsk og at der blandt indbyggerne skal tælles en gruppe aber med.
   Længere ude i selve strædet er det som om alverdens supertankere har sat hinanden stævne på denne nok mest trafikerede sejlstrækning i verden.
   Jeg stod oppe på soldækket under hele turen over og allerede efter en times sejlads kunne jeg skimte og lidt senere tydelig se Ceuta og dens havn foran mig. Det var en underlig fornemmelse, at styre direkte mod det sted som var Europas indgangen til Afrika.

Jeg havde hjemmefra hos AVIS biludlejning lejet en bil i Ceuta med chauffør og stor var min glæde og lettelse, da jeg vandrede ud af færgeterminalen og lige ind i armene på en velklædt ældre herre, som fremviste et stort hvidt papir hvor der stod Mis. Irene Hansen, Denmark. Jeg gik straks hen til ham. Han præsenterede sig smilende som mr. Abdelaziz fra AVIS biludlejning i Ceuta og jeg satte mig befriet og lettet ind i en støvet bil, som stod klar lige udenfor terminalen.
   Aftalen med AVIS var , at bilen og ikke mindst chaufføren skulle bringe mig sikkert over grænsen til Marokko og videre frem til Hotel Riff i Tetoan. Det var en del af aftalen at chaufførens vigtigste job, ud over at køre naturligvis, var at hjælpe mig gennem den kaotiske administration jeg havde hørt at der næsten altid var ved den Marokanske grænseovergang og så føre mig til min første base i Marokko.
   Det havde været lidt vanskeligt for kontoret hjemme i København at forstå, at der ikke var tale om en almindelig billeje, men mindst lige så meget en form for både praktisk og ikke mindst psykologisk bodyguard til passageren.
   Det var lykkedes ikke mindst takket være meldinger fra deres kontor i Ceuta om, at sådan en opgave ikke var dem fremmed. De påtog sig jævnligt disse kombinerede opgaver ikke mindst for ældre lidt forsigtige amerikanske og engelske turister, som gerne vil opleve hele tusinde og een nats eventyr på denne deres livs verdensrejse de har givet sig ud på, i en så sen alder, så det mere får karakter af en form for fravel rejse til livet end goddag til nye oplevelser.
   De er på ingen måde indstillet på at gå glip af mere end højest nødvendigt, men ønsker på den anden side ikke at løbe nogen personlig risiko under vejs gennem oplevelsesrigerne.

Men nu var det mig og jeg var jo netop kommet der til hvor ikke meget kan lægges fast i skemaer, tidstabeller og forudsigelige hændelser. Jeg vidste også at netop dette gjorde denne rejse til den uden sammenligning største udfordring i mit snart 56 årige lange liv, som jo netop indtil videre har bestået i forudsigelige begivenheder i det omfang jeg selv har kunnet bestemme og det har jeg langt hen ad vejen kunnet gøre.
   Havde nogen der hjemme fortalt mig, at jeg indenfor et år skulle rejse alene på tur i Marokko ville jeg have opfattet dem som ret så fantasifulde og i alt fald uden kendskab til hvem jeg var og hvad jeg stillede op til.
   Målet for vores køretur var Hotel Riff, som var min første lille base i Marokko. Det var et 4 stjernet hotel, det bedste Tetoan kunne byde på. Jeg forestillede mig et hotel med stor udstyrspragt og et aldrig fungerende varmtvandsanlæg. Tiden måtte afgøre om jeg fik ret i min forudsigelse. Hotellet skulle ligge på kystvejen fra Ceuta til Tetoan og ca... 4 km. før vi nåede selve centrum af Tetoan. Jeg havde løseligt regnet det ud til ca. 65 kilometer.
   Tetoan er den største by i den nordlige del af Marokko og har op igennem tiderne altid været Riif regionens hovedstad med et indbyggertal på omkring 200.000.

Turen fra havnen og op igennem Ceuta by var forløbet uden problemer, men jeg kunne mærke min nervøsitet og et stigende ubehag da vi efter 3 kilometers kørsel udenfor byen holdt og ventede ved grænsen.
   Det var et kultur chok som ville noget. Fra at køre gennem Ceuta, som ligner enhver moderne og velholdt Spansk by og så bare efter to kilometer komme til den Marokkanske grænse, var et skift fra en verden til en anden og jeg mener virkelig en helt anden verden. Jeg måtte selv med ud og stå i kø og aflevere mit pas ved en af de små luger.
   Der var stort set anarki overalt. Mænd, kvinder og børn, som bar fremmedartet tøj og havde for mig helt nye og meget fremmedartede dufte og lugte, maste på for at komme til.
   Andre maste på for at få lov til at være behjælpelig for et par Dihram, den Marokanske mønt. Proceduren ved grænse-overgangen var følgende: Først skal du kæmpe dig frem til en lille luge. Herefter skal du være hurtig og bede om en hvid formular, som skal udfyldes og returneres sammen med passet. Toldbetjenten er kun ved den lille luge, når han kommer for at aflevere nogle færdigbehandlede pas og han er lige så hurtig væk med en ny lille stak pas og formularer til sagsbehandling. Det gælder derfor om at være hurtig og anmode om den lille hvide formular.
   Jeg ved ikke hvorfor der ikke bare lagde en lille stak formularer fremme til fri afbenyttelse, men måske skyldes det, at den gruppe Marokkanere, som tilbød alle at låne en kuglepen og få en formular på denne måde ville miste deres måske eneste indtægtskilde. Hvis det var forklaringen er det nok forståeligt at tingene forholder sig som de gør. Efter at have udfyldt skemaet var næste opgave at mase sig frem i menneskemængden igen og sørge for at aflevere pas og formular til toldbetjenten når hen dukkede op for at aflevere og modtage pas. Herefter måtte den rejsende væbne sig med tålmodighed og bare krydse fingre for, at han på et eller andet tidspunkt var blandt de heldige, som fik passet retur uden yderligere problemer. Her var ingen køkultur, men hele tiden en menneskemængde, som alle maste på for at komme frem og overtage en plads hos de heldige, som lige i dette øjeblik fik deres pas tilbage og kunne bevæge sig frem til selve grænse-overgangen.
   Enhver klarede sig selv, men jeg havde heldigvis støttepædagog på og han viste at han var sine penge værd. Der er ingen tvivl om, at jeg fik mig pas hurtigere tilbage end de fleste andre i folkemængden, ikke mindst på grund af de 20 DH ca... 16 kr., som min chauffør havde anbefalet, at jeg lagde i passet da det blev afleveret i lugen.

Da vi endelig var kommet over grænsen var der kun ca. 1 times kørsel ind til Tetoan af kystvejen. Det første mine øjne fangede på køreturen var en lille by lige over grænsen inde til højre. Her kunne jeg bag de sikre ruder i bilen konstatere, at middelalderen ikke helt havde givet slip på alle dele af verden f. eks. ikke denne lille plet. Får, geder, bunker af affaldsbjerge, høns, barfodede mennesker, store og små i slidte kutter og tykke kvinder pakket ind i bylter af ja jeg ved snart ikke hvad, men i alt fald udvendigt ret så smukt spraglet tøj og så en råben og skrigen som var mobiltelefonen afskaffet. Dette for så vidt frodige sceneri, som både havde skræmt mig, men også fascineret mig sluttede brat og herefter var det en fredelig kyststrækning vi fulgte ind mod Tetoan. Udsynet var domineret af det smukke middelhav og så store lejligheds komplekser til turister blandes med almindelige hoteller. Det er ikke meget man ser til Marokko her.

I mangel på synsoplevelser nød jeg at komme i snak med min chauffør. Jeg snakkede med Abdelaziz om alt mellem himmel og jord. Han kunne lidt engelsk og jeg kunne sikkert lidt mere eller også var det omvendt. Ikke noget farligt. Ikke noget forpligtigende, men blot emner, som er velegnet til en lille small talk.
   Det var glædeligt for mig at tage hul på mine engelsk kundskaber, som havde ligget i dvale i snart ret så mange år. Det er ikke meget man får luftet sine sprogtalenter, når man år efter år vandre i De Nordiske fjelde. Det er utroligt så lang holdbarhed der er på sprogkundskaber. Når først låget er af, bobler der ustandselig nye gloser og sætningskonstruktioner frem og det er som om den positive spiral selv presser gloser frem fra hukommelsens indre. Og ind imellem gloser, som jeg ikke anede at jeg kendte.

Udvendigt fra lignede mit hotel ikke noget der var værd at skrive hjem om, men indenfor hoveddøren kan jeg kun beskrive det som skødesløst smukt. Smukt, ja meget smukt må jeg sige. Jeg følte virkelig at jeg var noget og det var jeg jo også. Irene Hansen på rejse i Marokko.
   Da jeg ankom sent i går aftes til hotellet blev jeg standsmæssigt fulgt ind af min chauffør, som naturligvis også bar al min bagage. Da jeg havde afleveret mit pas og og checket ind i receptionen blev jeg fulgte af en drager i en flot lysebrun uniform hen over de store marmorbelagte gulve med ægte tæpper, som lå overalt i hallen. Fra et tilstødende lokale, måske restauranten eller baren kunne jeg høre levende arabisk musik. Det overraskede mig noget da det i øvrigt ikke var til at få øje på andre gæster end mig.
   Hen af en gang og op til første sal og pænt gå med fruen ind for at demonstrere hvilke tekniske hjælpemidler der stod til min rådighed. Jeg havde ingen planer om at se fjernsyn, men fulgte pligtskyldigt med i dragerens eller piccoloens vejledning. Herefter fulgte anlægget med aircondition og da vi kom til clock radioen med alverdens væknings kombinationer takkede jeg pænt af og fik ham ud af døren ved hjælp af lidt spanske pesetas jeg havde i min taske. Ud over de tekniske installationer var mit hotelværelset også rigt udstyret med et par store smukke marokkanske krukker, håndknyttede tæpper på gulvet og minsanten, et B&O fjernsyn på vægen.
   Efter et tiltrængt varmt karbad satte jeg mig lidt ud på den lille altan, for at indsnuse lidt atmosfære, men det var så som så med den. Det eneste jeg kunne se var en velholdt park med en swimmingpool. Det kunne være i hvilken som helst by eller hvilket som helst land. Sådan er det nu engang med de hoteller, som netop gerne skulle leve af, at kalde på genkendelsen når gæsterne trådte ind. Man kan sige en form for kvalitetssikring, som netop sikre den samme kvalitet hver gang og dermed skaber den samme tryghed hos gæsterne hver gang. Kun på den måde kan de vigtige mænd og få kvinder, som benytter disse overnatningsmuligheder åbenbart bedst koncentrere sig om deres gøremål.
   Efter 5 minutter med CNN nyhederne, hvor jeg kunne konstatere, at der ikke var indtrådt væsentlige begivenheder ude i verden, som kunne være mit alibi for at afbryde min rejse, faldt jeg i søvn kl. 23.30.

Efter en noget urolig søvn vågnede jeg op kl 8.00 til dagen hvor jeg skulle begynde opstigningen til bjergbyen Chaouen. Da jeg ikke kendte til de hygiejniske muligheder de næste par dage valgte jeg, at nyde mit bad ekstra meget. Herefter tog jeg noget let bomuldstøj på.
   Jeg betragtede personen i spejlet og fandt hende både ung og faktisk lidt smuk. Jeg syntes ikke jeg kunne få øje på den midaldrende kvinde i spejlet, men snarre en pige, som godt nok havde fået lidt rynker, men det var mest smilerynker, som var med til at tegne et glad og lyst sind. Jeg samlede som sædvanligt mit skulderlange blonde hår i en hestehale, pakkede min bagage og gik ned i hotellets restaurant for at få lidt morgenmad.
   Jeg bemærkede at næsten alle i restauranten var mænd. Jeg så kun een kvinde, som sad ved et bord sammen med to mænd. Hun bar et smuk mørkeblåt klæde. En kombination af en kjole og et meget smukt og langt sjal eller slør. En del af mændene var i europæisk jakkesæt, men der var lige så mange som var klædt i arabisk klædedragt. Alt i alt et frodigt skue. Jeg kunne sagtens ha' siddet her hele dagen i denne arabiske business verden. Det var for mig som en dokumentarfilm i farver og med både lyd og duft.

Jeg kunne godt mærke at nu var det alvor. I Går havde jeg næsten reddet på en euforisk bølge af begejstring over egen indsats og mod, men i dag, uden den ældre spanske støttepædagog og helt igennem overladt til Marokkanernes for godt befindende var jeg knap så kæk.
   Da jeg i sin tid der hjemme i Stenløse fik ideen med at rejse herned var det nærmest som en konstatering af, at det havde vel nok været flot hvis man ( læs jeg ) havde haft mod til at rejse ned for selv at undersøge sagen på egen hånd, men det vidste jeg jo godt, som Espen, min kære husbond og de andre der hjemme ville ha' forklaret mig, at det var yderst risikabelt og derfor helt udelukket. Selv om jeg aldrig drøftede emnet med nogen blev tanken ved med at dukke frem og til sidst kunne jeg tydelig mærke, at den ikke alene hjemsøgte mit indre oftere og oftere, nej jeg kunne også mærke hvordan tanken udviklede sig fra en teoretisk mulighed og videre til en ide, som igen voksede sig mere og mere flyvefærdig frem til dette konkrete projekt.
   På et tidspunkt kunne jeg mærke, at der ikke var nogen vej tilbage. Ideen udviklede sig i løbet af nogle måneder til et gennemtænkt og detaljeret rejseprojekt, som jeg orienterede Espen om, at jeg havde til hensigt at realisere. Espen har, ikke mindst i kraft af sin vedholdenhed, altid kunnet snakke mig fra flyvske projekter gennem tiden og dem har jeg haft haft nogle stykker af. Ikke sådan at jeg selv opfattede dem som flyvske, men i Espens bogholderverden bliver en del rubriceret som flyvsk og jeg har aldrig haft gennemslagskraft til at vinde end sige starte diskussioner med ham om disse emner.
   Denne gang kunne han imidlertid godt mærke, at løbet var kørt. Ikke sådan at han ikke prøvede. Guderne skal vide, at han gjorde sit til, at jeg aldrig kom af sted, men jeg kunne mærke at også han vidste, at beslutningen var truffet helt ind i mig selv og stod ikke til at ændre. Nogle gange i sit liv kommer man bare frem til beslutninger, som ikke står til at ændre. Ikke så ofte som de burde, men de kommer selv til mig og her var en af af slagsens.
   Hvis jeg skulle holde fast ved målet med denne rejse vidste jeg, at jeg var nød til at bevæge mig ud i grænselandet for at finde grænsen. Min grænse, eller mine grænser. Dem havde jeg aldrig søgt og dermed var de holdt på behørig afstand fra min verden, ja jeg havde nok nærmest ladet som om de ikke eksisterede. I den sidste tid inden min afrejse kunne jeg mærke en svag sitrende og sød fornemmelse hver gang jeg gennemtænkte mit projekt.

Efter et par timers kørsel hvor bussen flere gange lød som om den ikke kunne mere, fornemmer jeg at nu må den snart komme, den by som jeg har valgt, som mit udgangspunkt for min helt egen undersøgelse af Mortens skæbne og forsvinden sidste år.
   Chefschaouen, også kaldet Chaouen hedder den efter Mortens beskrivelse fortryllende lille bjergby, som i bogstaveligste forstand ligger klistret op af bjergsiden. Jeg har siddet og stirret helt målløst ud af vinduet i de to timer busturen indtil videre har varet. Jeg har fra mange ture i de Nordiske fjelde og bjerge et billede af at der skal være øde oppe i bjergene, men det var der på ingen måde her. Disse Riifbjerge, som strækker sig langt østpå og helt ind i Algeriet var overalt fyldt med liv og der lå spredte huse selv ret højt
   op af bjergsiderne.
   Jeg sad og tænkte på hvordan man i grunden skulle komme helt op til de øverste huse. Hvor fik de vand fra og elektricitet? Der var så vidt jeg kunne se ingen veje der førte så højt oppe af bjergsiderne. Senere erfarede jeg, at mulddyr stort set er det eneste transportmiddel, der kan benyttes når man bare kommer lidt op ad bjergskråningerne. Det er en fascinerede tanke, at store områder her er bilfri områder. Ingen biler og alt det som følger med den opfindelse, som efter min vurdering har vundet alt for stor udbredelse. Længe leve mulddyret og dets elegante gang på de små bjergstier, som snor sig rundt i højderne som små vejvisere for dyr og mennesker.

Enhver der kender mig ved, at denne tur på alle måder er mit livs største udfordring. Ingen havde forestillet sig dette projekt end ikke mig selv, men jeg gør det fordi jeg ved og kan mærke at det skal gøres. Uanset at Morten ofte drillede mig med, at jeg en dag skulle med ham på en tur her ned til Marokko og allerhelst til Chaouen, blev det aldrig til noget.
   Vi flirtede med tanken. For Morten var det alvor, men for mig blev det altid ved snakken og han vidste det godt og bebrejdede mig aldrig, at jeg ikke bare en enkelt lille gang tog med ham herned. Jeg vidste, at det for ham var et meget stort ønske, at han en dag kunne vise mig hans personlige lille paradis, men sådan skulle det ikke være. Hans forståelse for mit afslag viser en af Mortens egenskaber jeg sætter højest, hans rummelighed.
   Faktisk føler jeg mig ret ussel over, at jeg nu hvor det gælder min egen smerte og behov for at få lov til selv at undersøge og opklare sagerne på stedet, ja så kan jeg godt rejse herned og har oven i købet valgt, at gøre det utrolige, at rejse herned som alene kvinde. Men jeg ved godt, at det kun er den halve sandhed. Helt inderst inde ved jeg godt, at denne for mig grænseoverskridende og risikable tur tager jeg fordi jeg ved, at jeg skylder Morten turen og jeg ved, at jeg må tage den alene. Jeg ved også at den uanset hvad der sker vil komme til at betyde en ret så væsentlig kursændring i mit liv. Alene det at tage turen vil give en kursændring. Ingen forventninger om plus eller minus, men helt sikkert en kursændring. Har det mon været en væsentlig medvirkende årsag til min beslutning? Jeg tænker lidt, men vælger at skifte tanker.
   Jeg har i hele planlægningsfasen kunnet mærke, at jeg uge efter uge på forskellig måde har frigjort mig for en række snærende regelsæt, som ellers har styret min tilværelse med hård hånd. Alt dette er foregået i mit eget hoved. Jeg har hverken indviet Espen eller andre der hjemme i denne indre proces. De vil ganske enkelt ikke forstå det. Eller sagt mere ærligt: Jeg vil ikke være i stand til at forklare mig for andre. Måske fordi processen i overvejende grad er så fyldt med mine helt indre og private følelser. Følelser som ikke er tilgængelige for andre og dermed heller ikke kendte af andre.
   For overhovedet at kunne gennemføre turen har jeg også på det praktiske plan forberedt mig ret lang tid og særdeles grundigt. Min rygsæk er pakket om og om igen efter alle kunstens regler. Første pakning viste 20 kg. og herefter fulgte mange og lange overvejelser og ikke mindst prioriteringer og der af følgende fravalg, til jeg nåede ned på det som jeg vidste, at kloge folk havde sat som max vægt på min rygsæk, 8 kg. Hverken mere eller mindre. Det var jeg nået ned på og havde under vejs lært et og andet om vores forbrugersamfund.
   Jeg startede første pakning med det på daværende tidspunkt absolut mest nødvendige. Senere kom jeg bl.a. via hærens nødrationer og ved at udskifte nogle kilo tøj med lidt vaskepulver ned på de 8 kg.
   Jeg har udelukkende til brug for denne tur anskaffet mig en mobiltelefon og alverdens plastikkort. Jeg har læst alle bibliotekets bøger om Marokko og selv anskaffet mig Lonly Planet over Marokko. Jeg ved at det var Mortens "Bibel" og derfor vil tænkningen og terminologien fra bogen måske være med til at hjælpe mig frem gennem det der venter forude.