Kærlighed og mørke
   Dyb mørke og mareridt vækkede mig her til morgen. Det er torsdag i Oujda. Nattens tema var det samme som de sidste dage. Job jeg ikke kunne bestride. Tanker jeg ikke kunne holde sammen på. Frygt for en fremtid, der kun kan føre et sted hen. Længere og længere væk fra mine kære og længere og længere ind i mig selv.

Der er flere temaer i drømmene. Nederlagsfølelsen, nedværdigelsen, ensomheden, forladtheden og i stigende grad frygten for fremtiden. Helt selvstændigt kan jeg om morgenen også mærke denne dybe følelse af omsorgssvigt.
   Et svigt jeg hvor nødigt jeg end vil må rette mod Vibeke, min egen mor. Det træder tydeligt og tydeligere frem, at den intime følelsesmæssige kontakt jeg igennem hele min barndom og opvækst har haft til min mor kun træder frem som en brøkdel af et øjeblik, sammenligner med de få stunder jeg nåede at være sammen med Ulf.
   Hans raseri, hans galskab, hans verdensfjerne fantasterier til trods for alt det var han i vores alt for få stunder sammen " på " med både krop og sjæl, men også kun i øjeblikke for i det næste at være væk, måske i Tyskland, Jylland, Sverige, hans elskede Norge eller hvor ved jeg. Måneden efter kunne han være " på " igen i et nyt og for mig intimt øjeblik, hvorefter han forsvandt igen på evig jagt efter hans livs tråd, der kunne holde hans tilværelse sammen, som perler på en snor, men jeg kunne altid regne med at han i den grad var til stede i hvert eneste øjeblik vi var sammen.
   Jo, jeg er Ulf søn. Jeg ville for alt i verden ikke have undværet den korte tid hvor han velsignede mig med sine små øjeblikke. Fyldt med fantasterier og måske også små dybe råb om hjælp fra en ensom gammel mand, der var på vej til at falde ind i sig selv. Jo jeg er Ulf søn med alt hvad det indebære, ikke mindst et varsel om en fremtid, hvor mit livs usammenhængende øjeblikke bliver som bitte små korn på tidslinien.
   Alzheimer kan det måske kaldes. Hvem ved, men nu kom navnet. Jeg har ikke forberedt det, men her på min lille cafe på Rye de Marrakech, hos min omsorgsfulde cafe mand, på skyggesiden af gaden fandt jeg, i dette øjeblik, måske fordi nattens mørke denne gang havde været så tydeligt i min erindring, det naturligt at få det ned på papir.
   Det begreb, som de sidste par år hvileløst har flakket rundt i mit univers og kun er kommet ud af min mund, når jeg overfor andre har berettet om min tidligere, men nu overstået frygt for dette sygdomsbegreb, som for mig er lig stumper og stykker. Jeg ved at det på ingen måde er overstået. Jeg har her et par år efter alle de symptomer, som føre frem til diagnosen Alzheimer.
   Et tankesæt og en virkelighed jeg indtil nu kan administrere og styre, men som i perioder hvor jeg ikke er medicineret korrekt kan betyde en skæbnesvanger cocktail, når den slutter sig sammen med min indre depression og i denne unfair alliance kan være på nippen til at tage over med alle mine vrangforestillinger og tanker om at afslutte livet.
   Afslutte ikke det egentlige liv for det har jeg bestemt intet i mod. Nej det er det sorte liv. som uanset at det jo går over på et tidspunkt netop i dette mørke øjeblik kun og helt er mørkt og i bedste fald består af intet blandet med en usynlig smerte.
   Det er aldrig blevet til andet en disse små flirt med døden, men belært af tilfældigheder ved jeg hvor tæt og usikkert jeg kan stå på kanten af tilværelsen netop på grund af tilfældigheder, som falder sammen til øjeblikket hvor de bare ikke skulle falde sammen. Når depressionen er størst, dybest og mørkest kan det være en befriende løsning at tage imod den invitation, som kommer fra toget
   som larmende suser ind på parronne bag fra.
   Du mærker lykken kommer nærmere og nærmere. Du høre toget tude og muligheden for befrielse er inden for rækkevidde. Du skal bare lige lade dig falde ned fra perronen så skal du ikke foretage dig mere. En mørk november aften er sat til livs og eksistere kun for de stakler som må blive tilbage.
   Blive tilbage med den evigt gnavede fornemmelse af at ha' været i nærheden og dog ikke i stand til at forhindre min indre lykke og formelle ulykke. For det er jo dem, som står med det i bedste fald uforståelige og med denne urimelige dårlige samvittighed over ikke ha' have forhindret det som de ingen mulighed havde for at forhindre. Dette at en i deres nærhed har valgt at handle selvstændigt. At handle på egen hånd og med råderet over egen krop.
   Det er kun brøkdele af mine sekunder, der i dette helt tilfældige øjeblik skal afgøre hvad der skal ske eller ikke måske ikke ske. Det kan i dette øjeblik med toget kommende bagfra, være en helt tilfældig og uovervejet tanke, som pludselig viser mig hvor tæt jeg er på kanten af tilværelsen. Så tæt som jeg aldrig selv har mærket at jeg var, men alligevel i situationen med dens tilfældigheder må erkende at jeg er.
   Alt dette, tanker, følelser, kaos skal klares på under et par sekunder. Det er hvad der står til rådighed for mig. Kun ved at bevæge sig ud i grænseland ved jeg hvor grænsen er og de gange jeg har skimtet grænsen for min tilværelse har min fornuftige voksne del i mig taget styringen og valgt at fastholde mig i smerten, mørket og i bedste fald i intet, absolut intet aller højest blandet med smerte og mørke. Fastholdt mig fordi fornuften i modsætning til mig kan se lyset forude i tunnelen.

Efter nattens mørke bliver jeg fuldstændig høj når jeg træder ud i lyset på gaden. Kroppen som før var forkrampet foldet sammen i fosterstilling på sengen åbner sig. Solen lyset og medinaen på den anden side af gaden varmer og lyser mit sind op.
   Jeg ved slet ikke hvordan jeg får løftet mig så meget op så jeg overhovedet kommer ud af mørket og ud på gaden og jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre hvis der ikke var det fantastiske lys der lokkede mig op og ud i det virkelige liv.
   Men jeg er her og det mørke sind er gået til hvile og det lyse har taget over. Det er morgen som Bifrost så smukt sang og som sandt er, det er morgen. Klokken er 10.33 og jeg nyder endnu engang en kop myntethe på min lille cafe på Rye de Marrakech. Det lille sted som blandt et par andre har fået sin helt særlige plads i min tilværelse.
   Jeg falder fuldstændig i svime over ham, sælgeren på fortorvet ved siden af mit bord. Jeg kan tydelig se det på ham. Tiden eksistere ikke. Han lever livet, året, måneden, ugen, døgnet, timen, men klokken eksistere kun på de ure han sirligt lægger pænt lige på sit salgsklæde på fortorvet, som er hans udstillingsvindue. Næsten hvert eneste ur han lægger så lige som muligt, retter han lidt senere igen. De skal præsentere sig ordentligt. Skidt med at han selv og hans tøj ligner noget, der endnu mere trængte til at blive lagt lige. Jeg ser det hele tydeligt.
   Jeg sidder mindre end 2 meter fra hans urforretning han i dag har valgt at åbne på fliserne lige til højre for mig. Han har al den tid der skal til for at skaffe en mulig kunde, som muligvis kan give et solgt ud, som muligvis kan give en lille fortjeneste. Eller måske i morgen. Alt i medens han venter går min tid. Jeg rejser mig og bevæger mig ind i medinaens små gader. Han lever videre i sit udstrakte øjeblik.

Det blev til det det skulle være en handelstur gennem medinaens labyrint. Det er sidste egentlige handelsdag på turen. Nu skal rygsækken fyldes med mine berømte marokkanske sutsko og dem der hjemme skal også have en lille ting fra årets tur.

Efter et par småture rundt fik jeg handlet ind hos køb- manden. En af dem med alle sine sække fyldt med alt det en husmoder behøver for at kunne levere et fint måltid. Paprika og kærligheds blomsterthe til dig, mit livs kærlighed. Dig jeg ikke elsker på grund af din alder, men på trods. Marokkanske tandbørster og naturtandstikker til Kristina og Janne, mine to døtre og så naturligvis også til Gina, dit lille "uhyre". De fire
   skal også have en lille stenfigur. Dem må jeg finde senere.
   Fyldt med poser fra købmændene, der intet vejer videre på jagt efter den handel, som skal skabe det første større varelager i min Marokkanske landhandel hjemme i Nivå. Pludselig, som var det ikke tilfældigt, befandt jeg mig i en konkret forhandling i en lille skoforretning. En forhandling, som havde alt det, der skal til for at skabe fremgang og gennembrud og føre til det højest opnåelige. En handel begge parter finder tilfredsstillende.
   Disken flød med forskellige udgaver og størrelser af "modellen", det drejede sig om, den fodformede Marokkanske sutsko. Regnemaskinen blev brugt. Tal og bud fløj hurtigt og kærligt gennem luften. Det var klart en handel, som var båret frem af en gensidig respekt, smil og tryg atmosfære. Ikke mindst vidste begge parter, at vi gik mod et resultat. Sutskoene blev delt i grupper og forhandlet en for en.
   I løbet af ca... 10 minutter var handlen indgået men en gensidig, varm og glad attitude. Den konkrete aftale blev 23 par sutsko for 750 Dh. At handlen forløb så fint skyldes også at jeg havde lavet et grundigt stykke forarbejde på pris og kvalitet. Begge mærkede og ikke mindst min handelspartner, at vi hver især vidste hvad vi forhandlede om og konditionerne. Det var klart Ulf dag i dag. Vibeke var aldrig kommet ud af starthullerne.

Det er nu aften og jeg er gået i venteposition i Marokkos mest trøstesløse by Nador. Det er en historieløs og nedslidt handelsby lige syd for den Spanske besiddelse Mellila, hvorfra min færge til Malaga afgår i morgen aften. Cirklen er tæt på at slutte for denne gang. Jeg ved ikke hvorfor, men det er som om alle kryplinge og invalider i Marokko er samlet på gader og stræder i denne i forvejen støvede og deprimerende ørken af en by. De stønner, siger underlige lyde og fremviser vulgært de lemmer de ikke har og for andres vedkommende normal hjerne eller krop.
   Jeg kan ikke lade være med at tænke på sigøjnerne i Casa. De sigøjnere, som er absolut intet. I bedste fald til besvær for andre, så er man da noget. De kasteløse i Indien forholder man sig dog til. De bliver sat ind i rangordenen. Godt nok nederste, men dog ind. Jeg kan ikke forestille mig en myndighed her i landet, som overhovedet vil reagere på et råb om hjælp fra disse stakkels sigøjnere fra disse udstødte folk ude mellem togvognene ved siden af skinnerne.
   Mine tanker løber videre rundt til de mange små pletter i Marokko hvor jeg trods alt også har set både i ord og handling, hvordan stærk og svag, lille og stor, rig og fattig, syg og rask kan leve sammen i en form for fællesskab. Vise gensidig respekt og praktisere Koranens sociale dimension: Du skal give til dem som trænger.

Så er der picnic i parken i Mellila inden afgang med færgen kl. 23.00 til Malaga. Jeg har pakket flute, ost mineralvand for slet ikke at glemme en flaske spansk rødvin købt i et helt almindeligt Spansk EU supermarked ud og sidde op af et af parkens utallige store palmer på et velplejet grønt græstæppe. Velplejet må vel også være det rigtige ord for denne by man når efter at have passeret grænsen fra Marokko kun ca... 2 km uden for byens centrum. Det er langt lettere at komme ud af Marokko end ind. Måske er det et af regeringens forsøg på at bekæmpe den høje arbejdsløshed. Jeg forlod støvskyen i Nador i formiddags og har via den ordinære busforbindelse forladt Marokko og sagt god dag til EU.
   Selvom jeg på ingen måde skal klage over dette lille øjeblik med min lille rødvinspicnik i den svage aftensolen og med en tilpas kølende brise er der ikke nogen vej udenom. Jeg må tilbage. Inden afrejsen hjemmefra var jeg rimelig overbevist om, at dette, bortset fra min efterårstur med "Ørekenens Sønner", var min sidste Marokkotur i alt fald for en del år. Men sådan ser det ikke ud mere.

Ikke sådan at jeg ikke nåede hvad jeg ville på denne tur. Jeg så de steder jeg ønskede at se og de nye steder jeg havde planlagt at besøge. Alle rejsens indre og ydre forventninger er til fulde indfriet.
   Sagen er imidlertid, at de nye oplevelser, både det jeg så og det jeg følte helt ind i mig selv nødvendiggør en ny rejseudfordring. Alene High Atlasbjergene med den storslåede natur og de levende væsener langs de fine rene vandveje var en kanonoplevelse og kan få mig herned igen.
   Den helt nye opdagelse Sigfrou satte også mange tanker gang. På vej ind til Fes havde jeg kun i tankerne hvordan jeg kunne bo i denne lille bjergby i en lidt længere periode. Jeg gik så langt som til at kontakte en af de store banker i Fess, som hjalp mig med navn og adresser på to agenter, som formidlede ejendomme i området. Inden afrejse fra Sigfrou havde jeg også indhentet de lokale priser på huse i byen fra den engelske dame, som jeg havde truffet i det lille hus ved siden af teltpladsen.
   Jeg traf ingen af de to agenter hjemme, men måtte konstatere at byen havde gjort stort indtryk på mig. Sigfrou har fået en stor plads i mit hjerte. Både nu og forhåbentlig også i fremtiden. At mødet med lærerinden fra Fess og Kirsten og hendes desperate situation så kom til at sætte dagsorden for de næste ture er en helt anden sag.

Min picnic og tanker blev pludselig afbrudt af et par ulastelig klædte og pænt armerede spanske betjente, som ikke fandt det passende med min picnic i byens hjerte. Helt ærligt tror jeg det største problem var min primitive indtagelse af rødvin direkte fra en hel flaske da jeg ikke havde noget glas.
   Et par ældre herre med hver sin lille hund kom mig uventet til undsætning og forklarede at jeg godt måtte fortsætte, blot jeg rykkede ud til græskanten ved stien. Græsset var for hunde forklarede de smilende. Dette blev mit første møde med jøden Simon og hans jævnaldrende ven Katolikken, hvis navn jeg ikke husker. Katolikken var det man forstår ved en meget stor mand. Ikke speciel tyk, men bare stor. Høj, bred oh måske med en lille overvægt af pund på maven. Simon var den diametrale modsætning. Han var lille, spinkel og med et smilende rundt hoved, der ikke havde for meget hår tilbage. Hele hans udstråling udsendte humanisme, nysgerrighed og livsglæde.
   Mødet med dem den aften udviklede sig til en overordentlig hyggelig passiar over en times tid. En passiar som hurtigt udviklede sig fra lidt forsigtige spørgen sig ind på hinanden, til en ret fortrolig samtale om kulturelle og religiøse sammenstød under overfladen her i Mellila. Muslimerne trænger frem og medførte at flere og flere kristne vælger at forlade Mellila til fordel for det spanske hovedland. Det er en udviklingsspiral som vi kender mange andre steder fra. Araberne trænger i større og større omfang op fra Marokko og ind i det velhavende Mellila, en ikke uvæsentlig dør på klem til det forjættede EU. På den måde fortrænger de de øvrige religioner. Spaniolerne ligger for så vidt som de har redt. Det er deres eget behov for billig arbejdskraft, som har tiltrukket og skabt indvandringen. Uden billig sort arbejdskraft i den Spanske besiddelse var problemet aldrig opstået.
   Når Marokkanerne først er kommet ind i Mellila forsøger de helt naturligt at skaffe plads til deres øvrige familiemedlemmer og så kører roletten. Simon vidste godt at Mellila var en tabt bastion for de kristne og Spanien. Det er ikke nyt for dette grænseland mellem to kontinenter. Det har altid været kampplads for kulturer og religioner gennem tiderne.

Efter en times samvær fyldt med en for mig overraskende tæt kontakt sagde vi farvel til hinanden. Katolikken for at vandre hjem
   og Simon for at gå til fredagsbøn i Synagoen. Det er en evig kim til fundering hos mig at tid ingen betydning har når mennesker forsøger at etablere relationer. På en time kom jeg og Simon meget tættere på hinanden end mange jeg har kendt årtier. Den hurtige tætte kontakt blev skabt af øjne, som sendte " jeg vil dig noget og kun noget godt " signaler. Den helt tætte kontakt nåede vi da Simon, som forklaring på at han skulle have sin hjertemedicin løftede op i sin løst hængende skjorte for at blotte sit store operationsar, som gik hele vejen ned over brystkassen lige i midten. Han havde klaret en stor hjerteoperation. Da jeg umiddelbart efter og uden ord fremviste mit tilsvarende ar på brystet var ord unødvendige. Den der kun har øjeblikket lever det hele ud i dette øjeblik, som på den ene side skal indeholde alt fordi øjeblikket ikke kan vente på et nyt fordi dette nye måske aldrig kommer og hvis er sit eget med egen nerve.
   Egne relationer. Egne selvstændige følelser, som skal leves ud i netop dette øjeblik og ikke kan vente på noget nyt øjeblik. Når man en gang kun har haft fat i livet med spidsen af neglene forstår man hinanden. Når man kun har dette øjeblik sætter man pris på det. Da jeg tog afsked med Simon var jeg fyldt til randen med varme følelser. Vi sagde farvel og allerede dengang vidste jeg at vi skulle ses igen.
   Jeg havde endnu et par timer, som skulle leves i Mellila inden færgeafgang kl. 23. I den anden ende af parken afholdt en kristen menighed værgemøde med sang og musik i bedste Frelserens Hærs stil. Børnene på stolerækkerne foran den lille scene nød rytmerne, men faldt fra under de indlagte salgstaler. En gammel gut i fine nye joggingsko stod og gyngede glad mellem børnene i takt til rytmerne. Han virkede dog ikke som om han var indstillet på at blive overbevist om noget som helst. Jeg vendte den lille gruppe kristne ryggen og forlod parken. Måske om tusinder af år er det muslimerne, som holder fast i en lille stump af det hellige ærme, som andre religioner for længst har iført sig. Hvem ved. Ingen ved. Det eneste sikre er det skete. Alt andet er langt fra sikkert.
   Kun den der ved det hele, ved det hele. Livet er jo når alt skrælles af i virkeligheden kun et stykke vi opfører hvor vores ukendte instruktør har fastlagt alle roller i mindste detalje. Vi kender bare ikke hinandens roller og har aldrig tid til at se i vores eget rollehæfte uanset at der her ligger mange små oplysninger, som kan bringe lidt håb, lettelse og lindring ind i tilværelsen.

Jeg forlader den spanske bydel og lander endnu engang inde på den Marokkanske cafe i en af sidegaderne. Værten kan ikke skjule sin glæde over at have en europæisk kunde og så for anden gang i dag. Ved cafeens andre borde sad de med deres sørgmodige øjne. De "heldige" marokkanere, som var kommet over grænsen til Mellila. Deres mørke tomme øjne tydede på at sjælen var blevet hjemme et eller andet sted i Marokko. Sammen med sjælen var også livsglæden og livslysten, ja vel selve livet.
   Jeg forstår det ikke og måske skal jeg heller ikke forstå dette, at den vestlige verdens tomme forbrugermentalitet kan friste så mange mennesker så meget, at mange sætter livet på spil for at krydse Gibraltarstrædet illegalt udelukkende for at komme op til Spanien for at arbejde sort, som nutidens slaver. Jeg rejser mig på et tidspunkt og vender kursen mod havnen. Jeg krydser den imponerende runde Place de Espania hvor de sidste Europæere holder til på de eksklusive fortovsrestauranter, som på grund af prisniveauet endnu, så længe det vare er et effektivt værn mod muslimsk selskab.
   Videre forbi den kæmpe bymur, som omkranser den gamle bydel. På indersiden i en port var malet en række sorte hagekors. Mørket sænkede sig i mere end en forstand over Mellila, som havde Riffbjergene i baggrunden. Disse feminine bjerge, med deres Riifkvinder i spraglede dragter og stråhatte, stak op ude i horisonten.
   Jeg var klar til en overfart til Malaga på anden klasse og uden kahyt. Ikke sådan at jeg ikke havde råd til andet, men sådan skulle
   det efter min mening være. Livet er der hvor folk er. I en kahyt vil højest være et par andre rejsende, som søgte ly og ro til en nats søvn. Ude på dækket og i salonerne fortsætter livet mellem mennesker hele natten, med en lille lur ind imellem. Det er for mig en naturlig afslutning på endnu en rejse i tid, rum og sind i mit andet fædreland, Marokko.
   I de sidste minutter i færgens afgangshal sidder jeg omgivet af en gruppe middelaldrende, stadig arbejdsføre, men arbejdsløse Marokkanere, som sandsynligvis har fået det forgyldte dokument på legal indrejse til Spaniens hovedland. De virker nervøse og usikre. Nogle af dem forsøger diskret at bede den rejsebøn, som gerne skal bringe dem vind i sejlene ovre på den anden side af Middelhavet. Men først skal vi alle have gennemlyst vores pas ved ombord stigningen for at fange eventuelle falske papirer. Det giver en forsinkelse på flere timer, som bliver taget af alle med heroisk ro.
   På hallens væg, lige ved siden af mig er der klistret en plakat op med billede af en efterlyst ung mentalt syg spanioler men navnet Mariano Nieto Virue. Teksten fortæller at han sidst er set i Malaga den 28. Maj samt at det er helt afgørende for ham at få sin medicin dagligt.
   Jeg tænker på de mange skæve eksistenser jeg har mødt de sidste to uger. Eksistenser som stort set alle eksisterer på trods af mangel på medicin. Jeg fandt min egen lille boks med min aftenmedicin frem. Tog min døgndocering og skyllede den ned med mineralvand. Et øjeblik er forbi og et nyt kan begynde. Mariano er forsvundet. Den blonde araber søger efter sin far og jeg har fundet mig selv eller mere ærligt en der ligner mig. Den rigtige må vente. La vida es arte. Selve livet er kunsten. Dette blev afslutningen på min sidste "flydenomkring" rejse til Marokko.

Året efter besøgte jeg igen Simon. Jeg havde skrevet i forvejen. Fortalt lidt mere om mig selv. Hvordan livet så ud her oppe i det kolde Nord. Han havde kvitteret med et langt brev hvor et både spændende, men også alvorligt og hårdt liv var rullet op. Jeg havde på hele min rundtur glædet mig til at slutte af oppe hos Simon i Mellila.
   Da jeg ankom til parken stod han smilende med sin lille hund. Jeg ved ikke hvorfor, men det faldt helt naturligt at vi tog om hinanden, stod længe uden at sige et ord og gik hånd i hånd ud af parken og hjem til Simons lille hus, som ligger ca... 5 minutter gang fra parken i en lille gade hvor det første, der møder en er de smukke træer, som står hele vejen ned i begge sider af gaden. De skaber skygge for den stærke sol og danner en form for hyggelig overbygning over gaden.
   Der er enkelte små butikker, men ellers er det et roligt og fredeligt beboelseskvarter. Mange forskellige dufte, ja en skøn blandlig af blomster, krydderier, kærlighed og lavendel møder een.
   Vi sætter os i den lille gård bag huset. Ser længe på hinanden. Vi ved godt at der er noget særligt mellem os. Ikke bare vores fælles oplevelser omkring hjerterne, men også nogle følelser, som hos Simon har været kendt længe. De er trådt tydeligere og tydeligere frem i hans mange breve til mig. Hos mig er de kun kommer frem ind i mellem og aldrig så meget så de er bemærket af andre mennesker heller ikke Simon.
   Vi havde kun lige startet vores fælles vandring mod nye øjeblikke da jeg første gang følte et voldsomt kaos af følelser og behov for omsorg og nærværd og frem for alt skreg jeg på det jeg nu vidste at jeg kun smerteligt havde lært at undvære, en far.
   Jeg følte at Simon fra første dag i parken og lige til nu uden videre var gået ind og helt naturligt fra første øjeblik, i alt fald i mit univers, dækkede denne funktion. Da jeg dagen efter forlod ham og hans lille hus gik jeg gennem parken mærkede jeg den særlig tiltrækning jeg følte overfor ham.
   Som udgangspunkt var Simon bare en god ven jeg havde lært at kende på min rejse. Følelsesmæssigt var han primært min maskuline autoritet og samtidig håbede jeg på at han ville sige det jeg gerne ville høre, at han i denne fælles verden vi havde sammen i Mellila var min far, men nej, uanset at den var mere end ønsket, var den for langt ude. Det vidste jeg godt. Min biologiske far var og vil vedblivende være min nu afdøde far, Ulf Hanson.