Efter at have læst om Chaouen og ikke mindst dens historie kan jeg slet ikke forstå hvorfor jeg først skal der ned nu, men sådan er livet jo tilrettelagt så fornurligt ind imellem. Det at den har været en lukket by for ikke troende helt frem til 1920 er med til at give byen et skær af mystik. Før 1920 er der kun kendskab til to ikke troende
   som risikerede deres liv og besøgte byen trods forbuddet. Den ene var den engelske journalist Walter Harris i 1880erne forklædt som jøde. Det er underligt, at tænke på at Morten har besøgt byen i 1960'erne. Det er faktisk kun 45 år efter at den blev åbnet for de vantro. Og Erik var om nogen vandtro.
   I 1400-tallet var Chaouen en velegnet bjergbase for angreb på Portugiserne i Ceuta. De næste århundrede slog muslimerne, som var blevet fordrevet fra deres fædreland Spanien, sig ned i Chaouen. I kærlighed til deres hjemland Andalusien malede de stort set alt i byen i de lyse blå nuancer og hvide farver. Denne tradition lever i bedste velgående og er naturligvis med til at gøre byen til noget særligt. Ja der må vente mig en smuk oplevelse.
   Omkring århundrede skiftet var Chaouen en uindtagelig fæstning og skjulested for Riifkabylen Abd Del Krim, der med sine Riifkabyler havde fordrevet Spanierne fra hele det nordlige Marokko og helt ned til Fess. Han blev i mange år af Spanien og det øvrige Europa omtalt som en simpel bandit. Mange år senere måtte man erkende, at han faktisk var frihedskæmper og endog en af de mest farvestrålende og dygtige. Det er stort set altid sejerherrerne, der bestemmer hvilke titler, der skal klistres på taberne.
   I 1920 landsatte Spanierne en styrke på 20.000 mand på kysten lige ud for Chaouen. Overmagten blev for stor for Kabylerne og byen blev indtaget og Abd Del Krim blev sat i lænker i Kasbahen i medinaen. Her endte han sine dage og byen blev åbnet for ikke troende og turisterne kan den dag i dag se hans lænker og fængselscelle. Byen var op igennem 1960èrne blomsterbørnenes absolutte favoritmål. Mange slog sig ned og levede flere år i og omkring Chaouen stort set udelukkende af røg, slik og myntethe.

Så er den der. Hvide huse op af bjergskråningen et stykke borte. De ligger der så tæt så de danner det de er, en hvid bjergby og ingen tvivl det er Chaouen. Flere og flere huse dukker nu op på begge sider af vejen.

Vi ankommer til byen nedefra. Jeg bemærker, at den ro der på hele turen har hersket i bussen nu skifter over til en form for rastløshed. Folk begynder at pakke deres ting sammen og forbereder sig mentalt på, at rejsens mål snart er nået. Selv kan jeg mærke at nervøsiteten breder sig. Jeg har ventet så længe på, at få realiseret et stort ønske om at finde et eller andet, som måske kan bringe mig til en opklaring af hvad der i virkeligheden skete sidste år og ikke mindst få en form for forklaring på det, som indtil nu står, som en stor gåde for mig og også for mange andre. Hvorfor handlede Morten som han gjorde, eller handlede han overhovedet som myndighederne har fortalt os?
   Lige i øjeblikket er det så som så med min tankevirksomhed. Jeg er skræmt alene ved tanken om at stå ud af bussen og så bare skulle handle og træffe beslutninger helt alene i en helt fremmed verden, ja et helt fremmed univers.
   Bussen triller dyttende ind på busterminalens parkeringsplads og knægtene står klar til at servicere de tilrejsende på alle måder for et par Dihram, den Marokkanske mønt. En Dihram svare til ca... 70 øre.
   Jeg venter som én af de sidste med at forlade bussen og vel ude på pladsen indgår jeg "kontrakt" med en knægt på 11-12 år, som ud over at vise mig op til hotel Parador, hvor jeg har bestilt værelse, tilbyder, ja faktisk forlanger at bærer min bagage. Det kan jeg slet ikke afslå og desuden føler jeg mig lidt mere sikker i selskab med ham end hvis det havde været en voksen. Børn kan være frække, men de har som regel, i modsætning til voksne, anstændige grænser for hvor meget de mener, at det evt. er rimeligt at udsætte turisterne for. Vi vandre af sted og snart går det op af stejle gader. Knægten smiler glad og virker på ingen måde tynget af, at han bær min rygsæk. Jeg blev ret flov over ikke selv at bære den. Er der noget jeg bestemt ikke vil ligne så er det netop sådan en hjælpeløs turist. Men han havde med stor autoritet forklaret mig at sådan skulle det være og at turen i øvrigt ville tage ca. 20 minutter.
   På et tidspunkt kommer vi op til en lille rundkørsel hvor der inde i midten er en charmerende rund park med stier, pergolaer og tunge stenbænke hvor kvinder for sig og mænd for sig sidder og sludre, medens børnene leger i nærheden. På modsatte side af rundkørslen, den yderste, er der hele vejen rundt cafeer hvor mændene sidder med deres the på små hvide stole.

Vi drejer til højre og bevæger os nu op og hen af det som må være den nyere bydels hovedgade. Her er fyldt med folk, som enten skal noget eller bare promenere. Jeg kan tydelig se at folk her går klædt langt mere arabisk end i Tetoan hvor jeg havde indtryk af, at de fleste mænd stilede mod en mere europæisk påklædning. For kvindernes vedkommende består forskellen i, at de i Tetoan fortrinsvis gik med mørkt tøj. Sjal og tørklæde om hovedet. Her i Chaouen er det Riifkvinderne i deres meget synlige og smukke rød og hvidstribede tøj som fylder gadebilledet.
   På højre side af vejen ligger en række cafeer og små parkanlæg og på venstre side løber en stor hvid mur hvor der for hver ca... 10 meter er bygget en lille bænk ind i selve muren. Her kan borgerne sidde og føre en fortrolig samtale, hvad de også gør. Ja fortrolig ved jeg jo ikke, men småsnakker det gør de i alt fald.
   Oppe til venstre kan jeg nu se den røde bymur som løber hele vejen rundt om Medinaen her i Chaouen. På et tidspunkt passere vi en ret bred og lang stentrappe, som i dette øjeblik bruges som grøntsagsmarked. Det er for 95% vedkommende Riifkvinder, jeg kan kende dem på tøjet, som de sidder der og sælger familiens produkter.
   Det er et eldorado af farver og jeg kan pludselig mærke en lyst til at male. En lyst jeg ikke har mærket i flere år. Måske fordi den ikke har været der, eller måske fordi den har gemt sig. Gemt sig til bedre tider eller bare andre tider, mere male rigtige tider. Tider hvor lysten kunne få lov til bare at være det den var en lyst. Lyst til at male og Ikke nødvendigvis Riifkvinderne, men farvespillet lige her foran mig sætter bare min malerlyst i gang, men helt ærligt, ja jeg ville virkelig også gerne male lige netop dem, Riifkvinderne med deres farvestrålende grøntsager og furede ansigter, som udstråler hårdt arbejde, men også liv grænsende til livsglæde.
   På venstre side passere vi nu den port, som fører ind til den gamle bydel Medinaen. Jeg kan tydelig fornemme den fortættede stemning der hersker her. Dyr, mennesker og vogne glider i en lind strøm ud og ind af mørket i porten til Medinaen.
   Det er som om det samlede mylder må trække sig voldsomt sammen for at kunne komme igennem porten. Det lykkes, men hvordan skal jeg nogen sinde kunne komme derind. Jeg gyser ved tanken fordi jeg ved at det er min første bundne opgave. Der ventede mig forhåbentlig et eller flere værdifulde spor, men hvem og hvordan må indtil videre vente.
   Vi fortsætter nu det sidste stykke op til hotellet med Medinaens høje mur til venstre for os og en storslåede udsigt over dalen og bjerglandskabet til højre for os. Vi gør faktisk på kanten og langs med og op af bjerget. Jeg kan rigtig se hvor meget vi har bevæget os op i terrænet siden starten. For enden af gaden og dermed også den endeløse stigning ligger mit hotel Parador. Et firstjernet hotel. Det ser faktisk ret moderne og checket ud allerede udefra. Parkeringspladsen er fyldt med ret så dyre biler. Jeg betalte min tro følgesvend og at læse i hans smil at han blev godt betalt.
   Efter at have checket ind går jeg ned og sætter mig på Hotellets terrasse, der vender ud mod bjergene. Det er et næsten eventyragtig syn. Bjergene og dalene ligner til forveksling illustration til en børnebog om gamle dage i Aladins forunderlige verden. Jeg kan ikke se det, men jeg ved det. De dyr og mennesker jeg kan skimte på bjergsiderne bevæger sig. På afstand ligner det imidlertid mere et billede af et ubevægeligt øjeblik. Riifbjergene virker på samme tid både i den grad beboet med mennesker og dyr overalt, men samtidig fornemmer jeg klart, at der i forhold til mange andre pletter på jorden her er særdeles god plads til livsudfoldelse for alle levende væsener her.
   Klokken er 13 og jeg bestiller en kop Lipton the, læner mig tilbage og lukker øjnene og bilder mig ind at jeg er helt rolig. Jeg har taget en lang, men let og luftig kjole på. Det andet tøj jeg rejste herop i var gennemblødt af angstens sved.
   Inden jeg satte mig på terrassen var jeg lige ude foran hotellet for at orientere mig lidt. Til min store glæde lå der en helt åben indgang til medinaen lige foran hotellet. Ikke noget at være bange for tænkte jeg trøstende til mit lille jeg. Her var plads til alle også en forskræmt lidt klaustrofobisk kvinde fra det høje nord. Jeg kunne oven i købet se, at de første forretninger i medinaen i udpræget grad var beregnet til turister. Som jeg sad der og ventede på min the betragtede jeg de øvrige gæster. Jeg kunne tydelig se at de var turister og jeg bemærkede at de var klædt helt almindeligt og ikke lignede nogen, som havde planer om at bevæge sig alene ind i medinaen. De glædede sig sikkert til en guidet tur med mulighed for at forevige lokale folk og fæ og måske få en lille souvenir med hjem.
   Det er lidt interessant. Det første mit øje fanger er en ruinen et stykke op af bjergsiden. Det kan kun være ruinen af den katolske kirke. Den er omtalt i Lonely Planet og både fra Morten og andre har jeg hørt kirkeruinen omtalt, som et af de steder hvor man stort set altid kan købe hash.
   Jeg husker engang Morten fortalte, at han sammen med et par af hans venner havde været højere oppe af bjerget forbi kirken og modtaget en grundig indføring i hvordan hash blev fremstillet. Den unge mand ved kirken havde øjensynligt taget dem for et holdt opkøbere og troede fejlagtigt, at interessen for en demonstration var et dække for at besigtige et større parti med henblik på en handel.
   De var vandret med ham et stykke op af bjergsiden til en yderst primitiv gård hvor de både havde fået en orientering om dyrkning og efterfølgende en demonstration i fremstilling af både prima og sekunda hash. Som afslutning på demonstrationen blev der fremvist en ret stor klump hash på et par kilo. De afslog en handel og betalte en skuffet sælger for demonstrationen og mynteteen, som var blevet serveret af hans lillesøster.

Jeg gennemgår igen i hovedet hvordan jeg bedst kan gribe opgaven an. Jeg har to spor at gå efter og de befinder sig begge inde i medinaen. Det er sådan set det som giver mig min uro og nervøsitet. Jeg er for nu at sige det lige ud hunderæd for at bevæge mig ind i det inferno af levende væsener. Jeg har studeret det kort der er i Lonely Planet over medinaen, men har opgivet. Jeg må klare mig selv og så spørge om vej. Alene det at skulle spørge nogen om noget som helst helt der inde giver mig gåsehud. Jeg ved at Medinaen skal erobres af flere omgange. Første gang jeg bevæger mig der ind skal jeg gå så langsomt som muligt. Stoppe op når jeg får brug for det og vende om lige så stille når jeg er lige ved at skrige af skræk. Sådan vil jeg udsætte mig for en hel række træningsture lige til jeg kan bevæge mig nogenlunde afslappet rundt. Jeg har også overvejet muligheden for at allierer mig med min lille ven fra Busterminalen. Han kunne være min bodyguard rundt i Medinaen, men nu må vi se.

Det ene spor drejer sig om to spanske kvinder på Mortens alder, som driver et lille hotel Gernika her i Medinaen i Chaouen. Når jeg regner dem for et spor skyldes det, at deres lille hotel var Mortens foretrukne overnatningssted når han var i Chaouen. Jeg ved samtidig, at han har omtalt dem som værende venlige, troværdige og frem for alt ikke fanget ind af Koranens tynde, men farlige tråde, som vandrede usynlig rundt i medinaens små stræder og kunne opfange og når enhver sætning og ethvert ord af betydning. End ikke den katoske kirke havde haft held til at besætte disse to gæve hunkønsvæsener, men den er jo også oppe imod to selvstændige stærke kvinder, som samtidig har tilladt sig den dristighed at elske hinanden gennem et helt langt liv. Morten betragtede klart de to spanske kvinder som nogle han om nødvendigt kunne betro hemmeligheder. Sporet har der ud over den praktiske fordel at deres lille hotel, så vidt jeg kan se på kortet, ligger lige inde i medinaen og op af en lille smøge til højre. Det kunne være en egnet øverute for mig.
   Det andet spor er Ab Den Bi, en fyr, som passer en tæppeforretning inde i hjertet af medinaen. Han var Mortens absolutte gode lokale ven og så vidt jeg har kunnet finde ud af også på en eller anden måde involveret i sidste forårs begivenheder. Han er klart mit stærkeste spor. Han og eller de spanske kvinder kan forhåbentlig føre til det næste og egentlige spor, som er beboere i en lille landsby i Riifbjergene på den anden side af det store bjerg, som rejser sig lige bag Chaouen. Det bjerg, som byen rent faktisk ligger klistret op af.
   Det eneste jeg har at holde mig til er billederne jeg har fundet derhjemme af en lille gruppe huse i en dalsænkning. Ved at studere billederne og sammenholde dem med den viden jeg har fra Mortens beretninger om den gang han for nogle år siden blev overrasket af uvejr og måtte søge tilflugt i en lille landsby og overnatte hos en af familierne i landsbyen, er jeg sikker på at billederne stammer fra landsbyen og et billede af en bondefamilie må være den familie han overnattede hos.
   Når landsbyen er så interessante skyldes det at den officielle Marokkanske forklaring lyder, at Morten var eftersøgt og sigtet for ulovlig grænseoverskridelse og menneskesmugling ved den Algeriske grænse. Da han forsøgte at skyde sig fri under en anholdelse oppe i Riifbjergene blev han skudt af politiet. Uden at kunne forklare de nærmere omstændigheder oplyste Politiet, at hans lig var sporløst forsvundet inden myndighederne fik bragt det ned til Tetoan. De Marokkanske myndigheder har opgivet, at begivenhederne udspillede sig i bjergene i Tetoan regionen omkring Chaouen og har i øvrigt henlagt sagen.
   Jeg tror på ingen måde, at myndighederne taler sandt. Hvis situationen var som politiet beskrev ville Morten alene have forsøgt at flygte. At Morten , den gamle pacifist, skulle have skudt på et andet menneske er helt utænkeligt. Der er noget der slet ikke passer. Svaret på hvad der skete sidste forår må findes højt oppe i disse smukke bjerge.
   Min umiddelbare forklaring på at liget var forsvundet, skal søges i det forhold, at en evt. obduktion måske ville vise, at Morten blev skudt bagfra. Alene den omstændighed kan få et lig til at forsvinde i Marokko. Det sparer myndighederne for en masse besværlige søforklaringer.

Det er morgen og jeg har sovet som en drøm på dette firstjernede hotel til 210 kr. i døgnet. Morgenmaden er indtaget, og dagen skal bruges til, mine træningsture i medinaen. Undervejs vil jeg finde frem til Hotel Gernika og den tæppeforretning hvor Ab Den Bi arbejder. Jeg er veludhvilet og kan mærke et psykisk overskud.
   Selvom solen skinner fra en skyfri himmel er der en behagelig temperatur. Klokken er 10.00 og jeg bevæger mig over pladsen foran hotellet og ind i Medinaen. Jeg ved ikke hvad der skete med mig. Måske havde jeg kørt en hysterisk stemning op i mit indre eller leget djævelens advokat så mange gange så medinaen, da jeg endelig trådte ind i den, var langt fra det rædselsscenar fra middelalderen jeg havde bygget op i min forestillingsverden. Jeg vil nærmere betegne det jeg så som et kærligt eventyr fra middelalderen. Et virvar af små trappegader overalt og sammen med huse og murværk malet i de smukke lyse blå pastel farver.
   Hver gang jeg stopper op kan jeg finde små fine detaljer overalt. Jeg har bemærket mig denne særlige ro, som jeg husker at Morten altid omtalte. Alle de ansigter jeg møder har øjne, som smiler venligt til mig som vil de fortælle, at jeg er velkommen og ikke skal frygte noget. Hvordan kan der i så snævre rammer og med et mylder af mennesker og dyr, herske en sådan ro? Ind imellem mine vandringer holder jeg et lille hvil og får en kop the ved et af de små borde foran cafeerne på pladsen, som er medinaens centrum. Bortset fra påklædningen og det elektriske lys kunne det ligeså godt være året 1799, som 2001. De gamle mænd står ved de store gamle trævæve, skrædderne syr i hånden og skomageren finder ikke grund til, at bruge nymodens pjat som maskiner. Bageren har fyret op i sin ovn og byens kvinder går i en jævn strøm hen for, at få bagt deres brød. En stor ovn er naturligvis langt mere økonomisk end 200 små. Vi kunne sagtens lære lidt omkring ressourceforbrug og miljørigtige løsninger af dette folk. Denne, min første medinavandring strakte sig til min store overraskelse ud over to timer.
   På en lille cafe i udkanten af torvet prøver jeg at gøre en form for status over min medina øvelse og observationer, som er gået over al forventning. Jeg har både fundet Hotel Gernika med de spanske kvinder og den forretning hvor Ab Den Bi skulle arbejde.
   Hotel Gernika ligger på den gade, som løber lige bag den høje medinamur. Lige før hotellet passere man et fint lille trappetorv. Det er næsten ikke til af forklare, men det danner platform for tre små trappegader alle under 3 meter i bredten og to gader uden trin. Der ud over findes der i flere niveauer andre platforme hvor der er opsat boder. Det hele er rammet smukt ind af hvide vægge og blå døre og kunstfærdige tegninger af bl.a. dyr og blomster på husvæggen. Lidt længere fremme kommer vi så til Hotel Gernika på venstre hånd, eller rettere sagt dets facade.
   Det er en velholdt bygning med 3 små etager. Nymalet i de samme hvide og blå nuancer. Der ud over er facaden smykket med fine gesimser, udskæringer omkring vinduer og tag. Alt meget velholdt og smukt dekoreret i kærlighed til deres tidligere fædreland Andalusien. Da jeg tidligere gik forbi sad der en kvinde på omkring Mortens alder på trappen til hotelindgangen. Hun var kraftig uden at virke fed. Hun havde krøllet mørkt, næsten sort hår, som omkrandsede et buttet ansigt, med et par venlige varme brune øjne. Hun bar en ret stor forvasket hvid T-shirt og et par blå slidte jeans og havde bare ben i et par sandaler. Hun lignede bestemt ikke nogen hoteldirektør, men jeg følte mig overbevist om at det var den ene af de to spanske kvinder.
   Den forretning Ab Den bi arbejdede i fandt jeg via et visitkort jeg havde fundet hjemme i Mortens papirer. Forretningen lå lige bag torvet lidt oppe af en trappegade og inde til højre. Jeg havde forsigtigt kikket ind af den åbne dør, men der var ingen at få øje på. Jeg kunne se at de solgte tæpper, tasker og andre lædervarer. Primært et varesortiement beregnet på turister.