La Storia
   Jeg ved ikke rigtigt hvor jeg skal begynde. Det vil sige jeg ved godt hvornår det hele startede. Hvornår de forskellige begivenheder fandt sted. Nej det vanskelige er, at få beskrevet hvordan det hele startede inde i mit eget hoved.
   Helt der inde hvor alle tankerne huserer, drømmene bliver skabt, smerten har sit bo og hukommelsen fastholder livslinien intakt. Helt inde i mit fortrolige sjæls kammer. Mit private og fortrolige indre, hvor jeg har valgt at du, og kun du Ervan, min fortrolige må komme ind.
   Der inde hvor roret til min sjæls vandring sætter retning. Helt der inde hvor mit sind fra tid til anden bliver ramt af begivenheder og oplevelser, der giver sår og sygdom. Sår og sygdom i sindet. Og nu er vi nok ved starten.
   Det hele begyndte med at jeg på den første tur til Marokko opdagede, at der sker en forandring helt inde i mig selv, når jeg bevægede mig rundt alene i Marokko med min rygsæk.
   Det er som om jeg her nede og helt alene ikke har de sædvanlige filtre, som normalt gør det vanskeligt for mig at tage et par dybe spadestik ned i mit eget indre.
   Det er ikke sådan at jeg oplever en særlig lykkefølelse ved at opholde mig her nede, men mere en modtagelighed for at komme i kontakt med de følelse, jeg til daglig er alt for god til at lægge låg på.
   Hvis jeg skal forklare det på almindeligt dansk er det noget med, at jeg her nede har tid og ro til at fordybe mig i mit eget univers, uden at nogen eller noget griber forstyrrende ind i mine tankebaner. Dette kombineret med den Marokkanske sjæl gør stedet så velegnet til filosofferen og fordybelse ikke mindst i mig selv. Så enkelt er det vist.
   For at give dig historien i en rigtig rækkefølge er jeg nød til at følge min sjæls vandring via uddrag fra mine rejsedagbøger hvor jeg har beskrevet mine sidste års rejser, bortset fra den første tur, alene med min rygsæk rundt i Marokko.
   Det er nemlig min psykiske tilstand og ikke mindst min helt egen forståelse af den, der naturligt fører mig frem til den sidste tids ret konkrete og for andre måske ubegribelige handlinger.
   Det der er ubegribeligt skal naturligvis ikke gribes, men ofte drives vi til, at ville forstå også det ubegribelige og uforståelige.

Bortset fra mine ungdomsrejser var min første tur til Marokko som sagt med Kristina i 1996 hvor vi rejste rundt 2 uger med vores lille telt og havde den bedste ferie sammen nogen sinde.
   Det var mit første selvstændige ferieprojekt, efter af jeg var blevet skilt fra Hanne. For første gang stod jeg og skulle bygge min egen rede og træffe helt selvstændige beslutninger om mit liv.
   Dengang vidste jeg det ikke og det var da heller ikke min begrundelse eller forklaringen på afslutningen på mit liv med Hanne, men senere kunne jeg se, at bruddet og ikke mindst den efterfølgende alenetilværelse var nødvendig, for at komme helt ind til mig selv. Det kan virke forrykt, men sådan var det og nu kan jeg med min nyerhvervede selvindsigt forstå, at sådan er Morten skruet sammen.
   Af en eller anden grund har den, på alle andre felter ret så stærke personlighed, aldrig fundet plads og udfoldelse for sig selv i et parforhold.
   Spørgsmålet er om jeg nogen sinde har fundet plads til mig selv i min egen tilværelse. Ikke mindst i de mørke stunder ved jeg at spørgsmålet er mere end relevant. Sådan forholder det sig.

Kristina og min rejse kunne ikke være foregået på noget bedre tidspunkt. Kristina var 10 år og jeg havde lige holdt 50 års fødselsdag og havde fået mit største ønske opfyldt, en stor flot rygsæk med 10 års garanti, som symbol eller rettere bevis på hvad min nyvundne frihed skulle bruges til. En frihed som skulle bruges til at rejse ud i verden. De to uger med Kristine var de to uger, som aldrig kommer tilbage og som jeg altid vil opleve, som det jeg mest af alt ville gøre om igen uanset hvad.

Det var turen hvor vi på vores første nat i Marokko sov på en bar jordmark i Martil, en lille kystby lidt udenfor Tetoan. Vi havde været tæt på at miste al vores bagage p.g.a. min uforsigtighed. En såkaldt "Guide" havde fået "fat i kraven på os" allerede ved grænseovergangen og han vandt i første omgang.
   Han havde allerede forsøgte at servicere os ved pladsen for Grand taxi ved grænseovergangen, de taxi som har en fast pris pr. passager til en bestemt by og køre så snart den er fyldt med 5-6 personer.
   Jeg forklarede ham, åbenbart forgæves, at vi ikke havde brug for hans hjælp. Da jeg havde forhandlet pris med taxichaufføren og vi havde sat os ind på bagsædet og vognen var fyldt op med øvrige passagerer og vi kørte, opdagede jeg, at han sad på forsædet med sin ven.
   Under hele turen snakkede han sig ind på mig. Vi havde forklaret chaufføren at vi skulle af et stykke ind af kystvejen til M. Diq. hvor jeg viste, at der skulle ligge en campingplads lige ned til Middelhavet.
   Efter en lang smøre om hans fortræffeligheder som guide og at han var glad for at møde turister hvor han kunne træne sig engelske, forklarede han mig at den omtale campingplads var lukket og først
   ville åbne om 14 dage.
   Jeg ignorerede ham, men da han for 5 gang forklarede mig og samtidig påtog sig at vise os en campingplads i Tetoan følte jeg mig i den grad latterlig og små paranoid hvis jeg insisterede på at blive sat af midt ude på landet med Kristina og ingen campingplads.
   Inde i det jødiske kvarter af Medinaen i Tetoan standede taxien og vi var leveret. Der var et inferne af mennesker, dyr og larm Han fik lokket os ind på nok det mest tarvelige pensionat i byen med løfte om at han nok skulle følge os ud til campingpladsen i morgen.
   Jeg glemmer aldrig Kristinas øjne da vi stod oppe på vores værelse på pensionatet. Det kunne ikke blive værre og Kristina fik stille forklaret mig, at her kunne ingen mennesker overnatte og jeg var enig.
   For at få tid til at tænke over hvordan vi nu skulle komme videre og ikke mindst hvordan vi skulle "ryste vores falske guide af", forklarede jeg ham at vi ville gå ned på gaden for at sidde lidt på en cafe og få en sodavand. Han fulgte naturligvis ganske uopfordret med os og skulle nok vise os hvor der var en ordentlig cafe hvor vi kunne sidde i fred og ro.
   Pludselig befandt vi os alene med ham i et mylder af smågader. I forvirringen fik jeg ikke registreret gaden hvor pensionatet lå og dermed også al vores bagage. Det eneste jeg havde var en nøgle til vores værelse med et lille plastikskilt som med håndskrift forkyndte at vi boede på værelse 21. Det var alt. Ingen pensionats navn. Intet.
   Det var ikke muligt for mig, at få ham til at vise os vej tilbage, men heldet vendte i en tæppeforretning. Her havde han fået slæbt os med ind og fik faktisk også fremtryllet to cola, men med det helt selvfølgelige underforståede, at vi lige skulle købe et par tæpper med hjem til lillemor.
   Pludselig var vores falske guide væk og vi stod alene med en ret så pågående sælger, som i takt med aflæsning af mit ansigt sænkede sit ambitionsnivou for dagens omsætning. Til sidste tryglede han mig om blot at købe en lille souvenir til Kristina.
   På et tidspunkt fik jeg i et hjørne af butikken øje på vores falske guides lille rygsæk. Den tog jeg til mig og satte mig demonstrativt ned og ventede på at dens ejermand skulle dukke op. Det gjorde han efter 5 minutter hvor jeg forklarede ham, at nu var det nok og det endda mere end nok og det havde det i øvrigt været længe.
   Han prøvede forgæves gentagne gange med sit "No problem mr. Morten" og jeg kunne kun forklare ham at der i aller højeste grad var problemer og nu var han ikke i tvivl om at, jeg mente det og jeg mente det alvorligt.
   Tilbage på pensionatet forsøgte han forgæves, at presse penge af mig med henvisning til at han havde været vores guide det meste af dagen.
   Han startede med at forlange 200 DH ca... 160 kr. Mit ansigtsudtryk og attitude fik hans pris til i løbet af få minutter at rasle ned på 20 DH.
   Da han til sidst bare bad om mine solbriller, som var tre år gamle og i sin tid anskaffet for 8 kr. på en tankstation på Rhodos, vidste han at forestillingen var tæt på at være forbi. Jeg lukkede døren til vores kakerlak suite på 6 kvadratmeter og hørte lidt senere hans ven foreslå at de opgav yderligere forsøg på at hale penge ud af den helt igennem besværlige turist fra Norden.
   Efter vi ha' ventet ca.. 10 minutter forlod vi pensionatet og et par timer efter havde vi opklaret, at der var en campingplads i den lille kystby Martil kun 20 km, udenfor Tetoan.
   En lille knægt der havde lyttet på da vi spurgte om vej til bussen, fangede vores behov og viste os ned til busterminalen og hen til lokalbussen til Martil.
   Jeg kunne mærke at tingene nu begyndte at gå i den rigtige retning. Bussen skulle lige til at køre da vi ankom og inden jeg havde nået at give vores lille hjælper en skilling for hans hjælp var han sprunget på bussen og satte sig ved siden af os.
   Jeg forklarede at vi ikke havde mere brug for hans hjælp, ja faktisk fandt det anstrengende med ham på slæb. Det var bestemt ikke noget problem. Han skulle alligevel til Martil hvor han havde sin familie.
   I Martil vandrede han trofast ved siden af os ud af kystvejen til campingpladsen. Jeg tror at jeg mindst ti gange bad ham fortrække og satte trumf på og sluttede "samarbejdet" da han også skulle til at hjælpe os med at slå teltet op.
   Han fik 20 DH, hvilket må siges efter Marokkanske forhold at være en storslået betaling for på 5 minutter at blive vist ned til bussen. Dette forhindrede ikke vores lille hjælper i at bande og svovle over den efter hans mening lusede betaling. De små lærer af de store. Sådan vandre visdom og dumhed menneskesyn og moral og etik fra generation til generation.
   Den dags oplevelser havde virkelig lært mig noget, og på den barske måde, fordi jeg naturligvis havde været ret så bange og samtidig følte, at jeg skulle signalere til Kristina at farmand havde alt under kontrol, men jeg havde sandt at sige langt fra alt under kontrol den dag.
   Det blev med en enkelt undtagelse både første og sidste gang en af de utallige falske guider, skulle få held til at køre rundt i manegen med mig. De specielt uddannede "guider", som tjener penge på folks forlegenhed og usikkerhed og som står klar ved grænsen til at byde velkommen til Marokko og servicere de naturligt lidt skræmte turister, som ofte for første gang bevæger sig alene ind i den arabiske verden.
   Da vi efter en lille rundtur i Martil lagde os til ro i vores lille to mandstelt, side om side med pladsens faste beboere en sigøjner familie og nogle invalider i kørestol var jeg tryg og glad. Det blev starten på rejsen med Kristina.
   En rejse som skulle føre os til Chaouen hvor vi slog lejr i vores lille telt på "taget" af byen. Videre med natbussen til Al Hoceima hvor vi badede i lagunen og senere til badebyen Saide, hvor vi første morgen på teltpladsen fra vores naboer fik serveret Myntethe i sølvkande, med dejlig brød fordi de havde set at vores lille telt ikke rummede mulighed for de store kulinariske udfoldelser.
   Kristina stiftede venskaber på stranden og om aftenen, i skæret fra en petroleumslampe og stearinlys, legede vi gæt og grimasser med de andre familier på teltpladsen fordi vi ville i kontakt med hinanden, men vi havde kun hver vores helt forskellige sprog.

Vi udsatte gang på gang vores afrejse fra Saide, men til sidst pakkede vi teltet sammen og drog videre via Oudja til Fess hvor Kristina langt inde i en af Nordafrikas største medinaer, fik købt sko og vi holdt vores helt egen afskedsfest med Marokko på den fineste restaurant i Fess.
   Selv om vi var de eneste gæster den aften afviklede de hele deres program med mavedans i lange baner, artister og et 6 mands orkester til at spille under maden. Kristina indgik som en del af et nummer hvor hun iført bryllupsdragt blev båret ind på scenen på et stort sølvfad og gift med en af tjenerne.
   En rejse, som for mig på mange måder blev rejsen. Den faldt på det rigtige tidspunkt og vi fulgte op med en kanotur på Gudenåen da vi kom hjem. Min taknemmelige over lige netop at have nået det inden "lukketid" er stor. Året efter fortalte Kristina sin far på en pæn men afklaret facon, at hun stadig fandt, at charterferie var den bedste ferieform.
   Jeg må leve med, at jeg har forspildt mange muligheder i store dele af mit liv. Der havde været så mange ting og så meget jeg kunne have foretaget mig.
   Nu prøver efter bedste evne at bruge friheden til, at fastholde mig selv i at leve livet hver dag helt ud og hele tiden. Jeg har forsøgt at glemme, men ved dog stadig at jeg som alle andre mennesker hele tiden har haft min fulde frihed til at gøre det jeg fandt rigtigt for mig. Mit problem var at jeg aldrig følte, at jeg fortjente det. Hverken det store eller det små.

Anden tur til Marokko var juni måned året efter i 1997 hvor Kristina som sagt ikke orkede flere rygsæk ture og jeg derfor selv drog af sted alene i de nu obligatoriske 2 uger.

3. gang var samme år om efteråret. Jeg havde en ide om at lave et lille rejsebureau med rygsækture i Marokko. Turen skulle bruges til at tilrettelægge og indhente oplysninger og indhente tilbud fra hoteller m.v. Sandheden var nok mere, at jeg bare hurtigt måtte derned igen.
   Det blev turen hvor jeg rejste ned vel vidende at mit hjerte var ved at svigte. Jeg havde hjertemedicin med, men det viste sig hurtigt at de ikke var stærke nok.
   Jeg kan nu med stor sikkerhed sige, at trappegaderne i Tanger, som føre fra strandpromenaden op til selve byen ikke er velegnet for hjertepatienter og da slet ikke hvis de samtidig har ambitioner om at slæbe på en tung rygsæk.
   Jeg forsøgte forgæves at få udleveret noget hjertemedicin på apotekerne i Tanger. Jeg kunne mærke at de blev bekymrede når jeg beskrev mine symptomer og henviste hver gang til en læge. Med mit kendskab til det Marokanske sundhedsvæsen var det det eneste jeg ikke skulle.
   Kontakt til en læge ville betyde indlæggelse uden anden behandling end smertestillende medicin og hvis alt gik vel sandsynligvis hjemsendelse på sygesikringens gule kort. Det havde nu nok været det rigtige, men i mit univers helt utænkeligt.
   Det lykkedes endelig, dagen efter, inde i et lille apotek i medinaen i Fess at få noget hjertemedicin. Ikke så mange dikkedarer, lægeerklæringer, speciel lægeerklæringer for ikke at nævne recepter. Nej, har du ondt i hjertet skal du ha' noget hjertemedicin, så her, min ven vær så god og spis.
   Jeg blev først klar over hvor alvorlig situationen havde været da jeg få måneder efter hjemkomsten blev indlagt og omgående fik foretaget en 4 dobbelte by-pass operation. Jeg ved ikke om jeg er dumdristig eller bare er.
   Uanset hvad folk mener, og de mener meget om min sygdom, så er svaret at jeg ikke er dumdristig, men er. Er i øjeblikket og vil nogen sige, ude af stand til at foretage en risikovurdering, men jeg har aldrig været så god til det med beregninger.
   Nu bagefter kan jeg godt se, at det kræver en særdeles god forklaring, at bringe sig i den situation jeg gjorde på denne tur. Jeg skulle senere ved at lægge en række lige så uforståelige handlinger sammen, nå til en form for forståelse af, mit indre univers. Umiddelbart kunne det godt virke som om jeg var styret af en form for dødsdrift, men jeg ser det noget mere kompliceret.

4. rejse var sidste år i juli måned 1998. 5. gang var maj 1999. Resten af turene vil jeg fortælle dig om i dette brev.