Med kursen mod intet
   Da jeg stod op kl. 8.00 var hele huset i gang med at spise morgenmad også Sacha. Hun havde ikke sovet meget i nat. Jeg satte mig ned og berettede hvor fint det var gået og hilste fra Tama. Alle var tilsyneladende lettede og glædede sig på mine og Sachas vegne. Selvom solen ikke havde været fremme så længe var det allerede kanon varmt. Midt om natten er det ret varmt i Figuig og om dagen kanon varmt. Jeg har lånt tøj af cykelsmedens familie. Hvide bomuldsbukser og en kort hvid jakke, begge i dejlig let bomuld. Det var en befrielse at trække i det her til morgen. Klæder skaber folk og disse skaber velvære. I morgen var der afgang for mig og Sacha mod Mellila via Oudja og Chaouen. Dagen i dag skulle bruges til at gennemgå ruten og de sidste detaljer med cykelsmeden som ville komme over middag.
   Dagen efter var vi tidligt oppe. Alt var pakket og klar til turen op nordpå og vi satte os til rette i udlejningsbilen præcis kl. 8.00. Tidspunktet var valgt med omhu, så vi kom ud på vejene i det tidsrum hvor trafikken var størst og muligheden for at blive standset af vejkontroller tilsvarende mindre. Udefra lignede vi alle de andre. Jeg i mit Marokkanske tøj og ret solbrændt og Sacha var jo bare den hun var en, der faldt ind i landskabet her i Aladins verden. Planen var, at vi skulle tage turen op til Oudja i et stræk. Det er ca. 600 km, men er rimelig god vej i et fladt terræn bestående af stenørken. I Oudja skulle vi afvente besked på hvornår vi kunne hente pakkerne med arkiverne hos Ab Den Bi i Chaouen samt få aftalt nærmere hvordan vi kom det sidste stykke over grænsen til Mellila. Vi sagde fravel og jeg skulle mødes med cykelsmeden i Sefrou når det hele var overstået. Alt under forudsætning af at jeg ikke var blevet sat i forbindelse med begivenhederne og derfor kunne rejse ind i Marokko igen.
   Med ruderne rullet ned trillede vi stille og roligt ud på hovedgaden og snart havde vi lagt Figuig bag os. Jeg satte kursen mod Bouarfa, som var den eneste by vi skulle passere på turen. Den ligger ca. 150 km. Fra Figuig og har jf.. LP betegnelsen den mest kedelige by i Marokko. Jeg har derfor aldrig følt anledning til at stoppe op i byen selvom jeg har kørt igennem den op til flere gange. Fra en busrude i 35 graders støvet varme indbyder byen heller ikke til andet end et ophold som nøjagtig vare så længe buschaufføren tillader og heldigvis tid nok til at kunne forsyne sig med frisk koldt vand og måske en lille kop kaffe.

Jeg mærker et lille stik af hjemve. Selvom Kristina er blevet stor har jeg en grundlæggende tro på at det kun går godt med hende hvis hendes far er lige i nærheden. Det har været en vanskelig og til tider smertelig frigørelsesproces hun har måtte igennem i sine teenageår.
   I starten tilgav jeg hendes udskejelser og handlinger. Senere indså jeg at jeg selv var en del af frigørelsesprocessen, men det tog tid. En far slipper ikke så let sin datter og vi havde været knyttet ret så tæt sammen. Ikke bare på grund af Hannes langvarige sygdom og efterfølgende vores skilsmisse, men fordi vi nød at være sammen.
   Da vi flyttede til Nivå var Helene nøjagtig 1 år så huset her og lokalområdet er for hende blevet det faste holdepunkt i hendes barndom. Da Hanne arbejdede i Glostrup og jeg var institutionschef i Helsingør uden fast arbejdstid blev det mig som afleverede og hentede Kristina. Det første år hos bebyggelsens sorte dagplejemor, som i vores lokalområde var det mest eftertragtede pasningstilbud fordi det lå lige i begyndelsen og så naturligvis også fordi hun var den hun var. En glad og helt igennem sund og almindelig mor nu med store børn.
   Jeg husker ofte at hun flere gange proklamerede at når de børn hun p.t. passede skiftede over til børnehaven ville hun ikke længere passe børn, men ligge på sofaen og drikke portvin. Vi morede os meget for lige så snart der var dukket et nyt lille væsen op i bebyggelsen blev hun overtalt til lige at passe det barn også, men så ville hun også o.s.v. Der var stor sorg blandt kommende forældre i området da hun endelig trak sig tilbage.
   Det var i øvrigt en lidt underlig fornemmelse, at være ansvarlig for Helsingør kommunes pasningstilbud og så selv have sit barn i sort dagpleje. Men med 700 manglende pladser var der ikke udsigt til andet og det uanset at det også betød sort dagpleje for Kristina.
   Da hun var omkring 3 år købte jeg en gammel sort budcykel med en stor rød kasse foran. Oppe i den kasse levede Kristina en stor del af sin barndom i alt fald når vi var sammen. Vi handlede ind i den. Kørte badetur til stranden eller ind og tog færgen til Sverige frem og tilbage, kørte skoven tynd til vi kendte hver sti helt ind til Helsingør eller hentede jordbær ude på landet bag bebyggelsen.
   Da Kristina var blevet så stor så hun i bogstaveligste forstand var vokset ud af kassen blev cyklen solgt. Jeg fortrød allerede salget dagen efter. Jeg havde fået det samme for den som jeg selv mange år forinden havde givet så det var ikke prisen. Nej det var afslutningen på en lykkelig periode, som dog heldigvis blev afløst af ture ud i skoven for at plukke hindbær, spise vores lille madpakke på bænken eller bare ud i det grønne på må og få, men hvor Helene nu cyklede på sin egen cykel.
   Hvor var hun nu? Hvad lavede hun? Havde de styr på hende der hjemme? Passede hun sit gymnasium, eller brugte hun for mange kræfter på fyre og fester? Studier føre til viden og dybder, men det er på overfladen Kristina og vi andre skal leve livet og elske med sin elskede. Kristina må godt have lov til at leve livet uden at skulle gå i dybden hver dag og hele tiden. Når jeg er så langt væk fra hende kan jeg se det hele, men hjemme er alt glemt. Jeg er jo barn af Vibeke og kan umulig ryste det hele af mig, selvom jeg tit har lyst.
   En del af mig fortæller at Kristina helst skal gå ud af den lige vej og ikke smutte ned af de brogede sidegader, som kan være ret så farlige, men jeg ved også at det er her oplevelserne og livet ofte findes. Jeg kunne mærke at jeg var stærkt på vej til at blive en gammel idiot, der kun tænker i fornuft og Kristinas sikkerhed, uden at erkende at livet er her og nu og bør nydes, hvilket Helene er ret god til. Dette at leve livet er en uundgåelig måde at risikere at komme til skade.

Vi er nu i udkanten af Bourafa og har kun passeret en vejkontrol hvor vi blev dirigeret videre uden at skulle stoppe op. Jeg fik en lille klump i halsen og kunne mærke at pulsen steg, men det hele var overstået på et øjeblik.
   Vi har ikke snakket meget sammen på turen. Sacha har fået sig en lille lur og det har passet mig helt fint. Inde i byen holder jeg ind til siden og vi går ud for at få lidt at spise og et par store flasker vand. Det er sidste mulighed for at proviantere på turen. Cafeen vi har valgt ser lige så trøstesløs ud som hovedgaden den ligger på og de folk, som sløvt bevæger sig rundt i varmen efter hvad ved jeg ikke. Jeg har ingen appetit, men Sacha indtager til gengæld det første rigtige måltid siden hun kom over grænsen.
   Først nu kan hendes lille krop slappe bare lidt af og de naturlige behov, som sult har meldt sig. Jeg nyder at se hende spise, nøjagtig som jeg altid nød når Helene som lille satte det ene måltid til livs efter det andet og igen nøjagtig som Vibeke havde været glad når Irene, Gustav og jeg som børn og senere som voksne med stor appetit satte hendes måltider til livs.
   Efter en pause på en time triller vi det sidste stykke igennem hovedgaden i Bourafa og følger nu et skilt som viser 350 km til Oudja lige ud i intet. Jeg træder let på speederen og når op på vores marchhastighed som er 100 km i timen hvilket vil bringe os frem i løbet af 3-4 timer. Jeg tænder for radioen og der flyder stille Marokkansk musik ud af højtalerne. Der er en helt særlig rytme og puls i den musik. Den er ikke som noget som helst andet. Den er sig selv. Snart var vi der ude hvor alt er ophørt og dog vidste jeg fra tidligere busture, at der findes liv herude, men det er bare vanskeligt af få øje på. Både folk og dyr glider i et med denne stenørken og afsløre på ingen måde det liv som tro det om man vel leves her i intet.
   Efter at have kør godt halvvejen afsløre et blik på instrumentbrættet, at vi måske står overfor problemer. Temperaturen er langsomt men sikkert begyndt at stige. Jeg åbner helt for varmeapparatet i bilen for på den måde at forsøge at friholde så meget varme som muligt fra motoren som virkede nærmest rødglødende. Det ville være forkert at sige at min stærke sider er det indre af bilerne, men jeg kendte i alt fald det symptom vi nu stod overfor og vidste derfor også at jeg snart ville stå med et uundgåeligt valg.
   Skal jeg stoppe bilen for at undgå at den koger helt op i køleren og dermed beskadige motoren definitivt og så vente og håbe på at en bil på et eller andet tidspunkt kommer forbi som kan hjælpe os. På de timer vi har kørt har vi kun mødt to modkørende biler, så muligheden er bestemt til stede, men hvem siger at de i givet fald kan hjælpe.
   Eller skal jeg som den anden mulighed ofre et par af vores egne drikkeflasker på køleren og så køre stille og roligt videre i håb om på et tidspunkt at komme til noget bebyggelse hvor vi kan få mere vand og måske finde ud af hvad der er galt.
   Der var faktisk ikke andre muligheder. At tro på en telefon falder mig på ingen måde ind. Jeg læner hovedet tilbage mod nakkestøtten og mærker en sær fornemmelse af at mit projekt er ved at smuldre her midt ude i intet, men jeg vælger i stedet at tage mig sammen. Det er en egenskab jeg med årene har fundet ud at at jeg faktisk bestrider ret så effektivt når det ser sortest ud. Og jeg kan virkelig, som et valg tage mig sammen. Jeg fortæller Sacha at vi lige skal have lidt vand på køleren og så se at komme hen til et sted efter mere vand. Ingen problemer, men lidt bøvl med bilen. Sacha virker helt upåvirket af situationen. Vi havde 4 1½ liters flasker med vand og jeg var heldig. Køleren drak kun den ene flaske, så var den fyldt helt op igen og vi tog endnu et livtag med stenørkenen mod vores mål nord og atter nord.
   Efter en halv time kom der et "hel i uheld". Eller mere rigtigt et uheld samtidig med et held. Vi passerede en hyrde med sin gedeflok på nøjagtig samme tidspunkt som bilen igen begyndte at stige i temperatur og denne gang kunne jeg se at dampen trængte ud fra en køler som kogte over. Ind til siden og bon jour, selv om det bestemt ikke var nogen god dag, men det var en af de få franske gloser jeg kunne byde på og hvis hyrden overhovedet kunne andet sprog end sit eget måtte det være fransk. Det kunne han ikke, men til gengæld kunne han let se hvad der var galt med bilen og jeg kunne faktisk ret let med fagter og vandflaskerne spørge om hvor i al verden vi kunne skaffe mere vand i området. Hyrden snakkede og pegede frem af vejen. Jeg spurgte endnu engang for at være sikker i min sag om der var vand forude og han nikkede med et stort og overbevisende smil, som afslørede at tandbørstning ikke var så nødvendigt her ude. Herefter forsøgte jeg at få en fornemmelse af hvor langt der var til paradiset forude, men det måtte jeg opgive. Hyrden vidste godt hvad et ur var men havde ingen fornemmelse af tid når den skal regnes ud på timer og minutter.
   Vi takkede for hjælpen. Bare det at han var her tydede på at der måtte være andre mennesker indenfor en rimelig afstand, men hvilken afstand måtte stå i det uvisse. Jeg hældte endnu en flaske vand på og vi trillede forsigtigt der ud af idet jeg prøvede at finde den hastighed, som belastede motoren mindst og dermed udskød det næste og uundgåelige opkog af bilens køler.

Vi trillede lige akkurat hen til den lille gruppe huse i samme øjeblik køleren havde valgt igen at skabe opmærksomhed. Jeg havde set dem ude fra hovedvejen og var svinget til højre hvor vi på en ret så dårlig vej, som på visse tidspunkter forsvandt og bare var stenørken for så igen at blive til en form for vej. En primitiv men dog en vej. Sådan kørte vi omkring 2 km før vi nåede husene.
   Belært af erfaringer fra mine vandreture i bjergene vidste jeg, at der hvor der var mennesker måtte der også være vand. Jeg havde bare ingen fantasi til at forestille mig, at der helt her ude i intet skulle være vand. Men det måtte der være om ikke andet i en utrolig dyb brønd.
   Da vi kom tættere på kunne jeg se at husene var bygget sammen så det nærmest lignede de korthuse jeg byggede som barn. Rum på rum, lænende sig op af de foregående kort indtil der var skabt en hel labyrint af muligheder for ophold. Sådan var det her eller måske var det blot en mur jeg kunne se. En mur rundt omkring huse som lå inde i midten og på den måde blev skærmet mod sandstormene i området. Ørkenens svar på en dansk firlænget bondegård. Der sad et par mænd ude foran og jeg gik hen og hilste på mændene en for en og det var ikke nødvendigt at forklare så meget. Bilen var indhyllet i damp fra en køler som kogte for fjerde gang i dag.

Jeg kunne mærke at mine kræfter både de fysiske og psykiske var ved at forlade fra mig. Der var nu gået 4 dag fra vi forlod Figuig og sandede til i denne afkrog af verden og vi var ikke kommet herfra.
   Landsbyens mænd havde gjort deres yderste for at hjælpe, men sprogproblemer og mangel på værktøj fik ethvert redningsforsøg til at synke ned i ørkenens kviksand. Det viste sig at propellen, som skal køle motoren var flækket og ubrugelig og kendsgerningen var at vi faktisk i denne varme ikke kunne komme videre før den var repareret eller udskiftet.
   De var absolut gæstfri. Vi havde fået et rum med madrasser, rigeligt med mad og vand og Sacha tog det hele med næsten overstadig ro, men vi havde et andet og stigende problem og det var mig. Jeg kender mig selv så godt og jeg kunne mærke, at jeg var tæt på at give op.
   På et tidspunkt havde jeg mistet besindelsen og overfuset en af mændene, som efter bedste evne, men ikke med tilsvarende held, havde forsøgt at afmontere propellen til køleren med henblik på at forsøge at svejse den sammen, eller skaffe en magen til, men hvor fra fortog sig i tågerne. Det var imidlertid også helt lige meget for inden han havde fået den afmonteret havde han knækket det beslag han skulle løsne så vores behov for reservedele nu var fordoblet.
   Det var bare for meget og i alt fald mere end jeg kunne rumme. Jeg råbte og skreg så højt, så det stod klart for alle, at denne mand var ude af balance og der skulle bæres over med ham. Jeg mærkede hvordan temperaturen i mig steg endnu mere over at mærke denne psykologiske overbærenhed fra folk, som beroliger personer som på ingen måde har behov for eller lyst til at blive beroliget. Det var faktisk det eneste jeg ikke havde lyst til. Jeg ville koge over nøjagtig som den gamle forbandede udlejningsbil havde tilladt sig, helt her ude i intet, at koge over. En længere ensom vandring væk fra husene fik bragt mig i balance igen og livet kunne fortsætte sin gang her hvor jeg snart ikke vidste om jeg skulle tilbringe mine sidste år på dette guds forladte sted.
   Problemerne på grund af min manglende medicin havde sneget sig ind på mig og jeg var nået til den fase hvor jeg ikke kan styre mit temperament. Jeg vidste det. Jeg var på vej til at miste kontrollen over mig selv og mit liv.

Jeg har altid undret mig over når jeg på rejser rundt både i Danmark og udlandet og passere steder, som jeg af en eller anden grund opfatter som ubeboelig, at lige netop på dette sted, ja så er der folk som har valgt, at her vil de aller helst bo i hele verden.
   Jeg har aldrig kunnet forstå hvorfor folk ikke flygtede fra de helt utrolig grimme og for mig ubeboelige småbyer i Jylland. Byer som udelukkende består i, at der kommer et stykke vej som skifter fra landevej til bymæssig bebyggelse og så følger en række huse der kun har et til fælles, at de dårligt kan blive grimmere og mere grå at se på. Inde i husene er der bager, brugs, blandet landhandel, ligkisteforretning og et en enkelt grill bar hvis den da ikke er udkonkurreret af et pizzeria.
   Jeg har fuld forståelse for, når man er født og opvokset her ude i et par huse i stenørkenen, at så kan det være vanskeligt, ja faktisk umuligt at komme herfra. Men at jeg, som kommer i udlejningsbil, har orden i mine plastikkort og en ambassade i Rabat, at jeg ikke skulle kunne komme herfra er lige så uforståeligt, som de tusinder af danskere, som er fanget i de hundrede af små lange byer, som består af disse anonyme hovedgader.