Riifbjergenes hemmelighed
   Det havde været meget svært for mig at læse sidste del af Mortens rejsedagbog fra dette forår færdig. Måske fordi jeg i virkeligheden selv skrev den færdig oppe i mit eget hoved, der hvor Morten havde sluttet.
   Jeg forestillede mig hvorledes Mortens galakse havde bevæget sig i perioden efter og det var ikke behagelige fornemmelser jeg havde. Det var som at møde en helt anden person, som ikke var min bror, men et væsen, som var inficeret af en uhelbredelig trolddom fra en fjern, sort og mørk planet.
   Da teksten bare stoppede og jeg ikke havde flere rejsebøger kunne jeg mærke hvordan jeg var fyldt med kvalme og næsten skulle kaste op. Den depression. Den forbandede depression. Hvor i al verden kom den fra og hvorfor havde den besluttet sig for at krænge sig rundt om Mortens krop og sidde som en sort hund på ryggen af ham hele livet og hvorfor var det kun de forbandede piller, som kunne tæmme dyret på ryggen. Hvorfor kunne al den kærlighed Morten var omgivet af ikke være den lindrende medicin.
   Jeg ved med mig selv at jeg har mange tanker og forestillinger over hvorfor og hvordan, men en ting stod funklende klar for mig. Morten overlevede ikke ude i intet på grund af sig selv, men på trods af sig selv. Han overlevede fordi der her nede i hans Marokko var folk som tog hånd om ham på et tidspunkt hvor han om nogen havde brug for det og ingen af hans kære var i i nærheden af hans virkelighed. Hvordan overlevede han sin medicinmangel? Det vil jeg gerne have svar på.

Vi vandrede ud af Medinaen helt oppe i toppen hvor det træder så tydeligt frem, at Chaouen rent faktisk ligger klistret op af bjerget. Et par steder her oppe i den øverste del af medinaen er den høje bymur brudt ned og der er fri adgang ud til bjerget. Børnene snurrer nysgerrigt omkring os. Det er ikke hver dag de ser at folk rejser fra Chaouen ved at bevæge sig ud af disse huller og direkte ud i bjerget hvor der kun svagt skal skimtes et dyrespor mellem den stenede jord og klipperne.
   Ab Den Bi havde hentet mig ved hotellet klokken otte i morges og jeg havde været færdig længe før, ja faktisk havde jeg en følelse af at jeg havde været klar parat hele livet til den tur, som for blot et par år siden kun ville forekomme i en helt igennem uvirkelig drøm.
   De par småting jeg havde medbragt havde jeg i min lille Fjellræv. Ab Den havde sin store rygsæk med, som ud over hans personlige ejendele også indeholdt lidt køkkengrej, proviant, et lille telt og et par soveposer. Nok til at vi kunne klare os uden friske forsyninger i et par dage. Det var slet ikke faldet mig ind, at jeg skulle bære min del af vores bagage. Sammen med Ab Den var jeg forvandlet fra at være en, på overfladen selvstændig "kan selv kvinde" til at blive en kvinde, som godt tør give sig selv lov til at være en lidt svag kvinde, sammen med en mand Ab Den Bi, som det falder helt naturligt at tage ansvar for og beskytte kvinden.
   Jeg ved, at det kan lyde helt forrykt, men det ændre ikke ved at sådan og lige netop sådan er mine følelser i dette øjeblik. Det er muligt, at jeg, når jeg kommer hjem til Stenløse, Tryg Baltika, Espen og alt det andet, hurtigt falder på plads igen i den " Kan selv kvinde " rolle, men inderst inde ved jeg allerede nu, at den situation aldrig opstår.
   Hvad konsekvenserne af disse begivenheder vil komme til at betyde for min fremtid må netop fremtiden vise. Jeg kan kun registrere livet her og nu og har på ingen måde behov for hverken et længere eller mere overordnet end sige konkret perspektiv. Jeg vil livet og mit det er lige her og nu.
   Efter at have vandret ca. 20 minutter skråt op af bjerget til venstre nåede vi op til den lille teltplads hvor Morten havde ligget i telt med Kristina for nogle år siden. Den nøgne klippeformation var afløst af en fin lille skov. Vi gik gennem teltpladsen og fulgte stien som førte os videre op til venstre. Kort efter kom vil til det sted hvor valget skal træffes. Skal man gå til venstre om bjerget og så holde til højre for at komme frem til den lille Riiflandsby, som var vores mål, eller skulle vi gå til højre og så holde til venstre til vi kom frem.
   Den eneste rutebeskrivelse jeg kendte var Mortens og den går på at gå til venstre om bjerget og holde til højre lige til man kommer rundt om bjerget og igen lander i Chaouen. Ab Den foreslår imidlertid, at vi tager vejen til højre. Den er ikke kortere, men utrolig smuk. Den vil relativt hurtigt føre os op på bjergkammen, hvor vi kan vandre det meste af vejen lige til vi begynder nedstigningen som vil føre os direkte ned i landsbyen.
   Vi drejer til højre og det går nu stejlt opad. Jeg mærker ret hurtigt at mit hjerte begynder at arbejde. Mit åndedræt stiger. Jeg koncentrere mig om vejrtrækningen og mine fødders arbejde. Der er en særlig tilfredsstillelse ved, at bruge og administrere sine kræfter og mærke at man når ud til sin absolutte udeevne, grænsen for ens fysiske formåen. Jeg føler virkelig at jeg er i tæt kontakt med stort set hele min krop, men klart mest med hjerte og lunger.
   Resten af formiddagen forløb med vandring afbrudt af små drikke og puste ud pauser. Ind imellem stod vi bare stille og så ud over landskabet. Stille fordi vores vejrtrækning ikke tillod så meget snak og for mit vedkommende også fordi jeg slet ikke var i stand til at sætte ord på hvad jeg oplevede. Jeg havde travlt nok med at opleve. Nede til højre kunne jeg se Chaouen som en lille klat med små hvide firkantede huse.
   Ved middagstid anrettede Ab Den et let lille måltid med brød, ost og vandmelon. Han havde som enhver erfaren vandringsmand i bjergene valgt et sted hvor vandet lidt højere oppe havde presset sig ud af bjergvæggen, og nu dannede et fint lille vandløb til glæde for dyr planter og lige nu også os.
   Vi holdt pause i et par timer og jeg brugte tiden til at samle mine noget kaotiske tanker. Jeg gjorde det bl.a. ved at skrive lidt i min dagbog og i øvrigt bare ligge ned helt udstrakt og lade øjnene søge dovent hen over himlen.
   Der var ingen tvivl. Dette var ikke alene et dejligt øjeblik. Det var selve livet. Det er netop i sådan et øjeblik jeg ved, at langt det meste af livet blot går med at slå tiden ihjel. Hvad har jeg dog ikke gjort ved mig selv og mit liv i alle de år. Hvad er den dybere liggende forklaring på, at jeg som den oplagt bedste måde, at vælge at leve mit liv på de sidste 35 år har været i dette venskabelige ægteskab og på et i den grad oplevelsesforladte sted som hovedsæde for et forsikringsselskab.
   Et par små skyer passerede mit synsfelt og jeg kender godt svaret på mit eget spørgsmål. Jeg har valgt at leve det liv jeg nu engang har valgt at leve fordi dette øjeblik først er kommet til mig lige nu i dette øjeblik. Ja Kirkegaard jeg ved det godt. Livet skal leves forlæns men forstås baglæns.
   Jeg er ikke i tvivl. Jeg vil stige ned fra dette bjerg med en helt ny drejebog for mit liv i rygsækken. En drejebog, som respektere og forstår, at lykken kun kommer til os i små korte glimt i løbet af livet. Jeg vil målrettet gå efter dem, øjeblikkene, de små lykkelige øjeblikke. Jeg vil åbne mine øjne, skærpe mine sanser og hellere knokle i det uendelige for, at trække den smule lykke jeg kan tilkomme ud af, mit liv i stedet for, at glæde mig over, at jeg kan få tiden til at gå med noget fornuftigt og interessant. Det interessante, spændende og belærende er ikke længere nok for mig. Nej jeg går efter det smukke, det forunderlige, det ubeskrivelige, livet. Jeg vil dygtiggøre mig i at leve livet og aldrig med at slå tiden ihjel.

Eftermiddagens vandring blev på ingen måde anstrengende, men snarer en listen oppe langs bjergryggen på den lille trampesti, som til tider kun var der fordi vi vidste, at det var den. Ved 18 tiden slog vi lejr. Uanset at eftermiddagens vandring ikke havde budt på de store fysiske udfordringer nød jeg at lægge mig i græsset helt udstrakt og med øjnene dovent rette op mod skyerne.
   Jeg vågnede ved at Ab Den forsigtigt rørte min arm. Jeg må være faldet i søvn og have sovet et par timer. Det var blevet mørkt og Ab Den havde slået det lille telt op og lavet et bål. Flammerne lyste og skabte en flot kontrast til baggrundens mørke skygger af bjergtoppe. Maden var klar og bestod af en række svitsede grøntsager, som jeg ikke alle sammen kendte. Ab Den forklarede mig tålmodigt og med lange pædagogiske forklaringer hvad de enkelte grøntsager var for nogen og så var der i øvrigt brød og the.
   Det var svært for mig ikke, at opfatte mig som Riifbjergenes ukronede dronning. Hvis dette er livet ja så vil jeg gøre alt for at
   døden kommer til at vente længe og gerne forgæves på mig. Ikke sådan, at jeg ikke anerkender at jeg, sjælen har midlertidigt ophold i denne krop, af samfundet registreret som og kaldt Irene Hansen, og at det er helt forståeligt, at jeg på vej i min evige læring på et tidspunkt skal videre til en anden krop hvor jeg kan fortsætte min udvikling. Ja alt det forstår jeg, men det ændre ikke ved at dette øjeblik er et øjeblik fyldt med lykke.
   Jeg ligger og tænker på, at mine samtaler med Ab Den omkring filosofi, astrologi og religion har påvirket mig. I starten af vores samtaler var der som jeg så det milivid afstand mellem Ab Dens helt afklarede forhold til hans liv og religion og så min noget mere forvirrede trossamling bestående af passiv kristendom, astrologi, alternative tanker med et kraftigt skær af reinkarnation og måske hvis jeg skal være helt ærlig et stænk af trolddom.
   Efterhånden som snakkene blev dybere og ikke mindst, at vi fik fjernet menneskers misbrug af deres egen religion, ja så var det som om det hele gled sammen og blev forenet harmonisk i en lille æske. Det hele var der, min forvirrede trossamling og Ab Dens Islam og det hele gled umærket og harmonisk sammen i vores fælles natur og dannede en syntese bestående af evig kærlighed. Kærlighed til livet. Kærlighed til ens medmennesker. Kærlighed til en selv. Det hele var der og vil være der i evigheder.
   Jeg er af den opfattelse, at der er en dybere mening med alt det vi foretager os eller bliver udsat for. Jeg er derfor meget sensitiv omkring registrering af hvad jeg særligt skal lære af denne rejse. Jeg ved det godt. Jeg skal lære at nyde. Nyde livets mange dejlige øjeblikke og her og nu øjeblikket med Ab Den Bi. Det er et utroligt problem for mig, dette med, at også jeg har lov til at nyde og det falder mig da heller ikke naturligt selv om dette øjeblik stort set ikke er til andet end nydelse. Der står ikke en opvask ude i køkkenet, et overarbejde, eller en snak om vores istandsættelse af huset, som jeg i stedet burde tage mig af. Nej hele den jagende flok, som ved bedst hvad der er rigtigt og godt for Irene var ikke til stede.
   Her er kun Ab Den og mig og jeg kan mærke min dårlige samvittighed står skummelt ude i mørket. Den må jeg se at få has på. Hvad
   ville folk der hjemme ikke tænke hvis de vidste, at jeg vandre rundt her oppe i Riifbjergene med en totalt fremmed mand?
   Ville omstændighederne kunne skaffe mig forståelse og tilgivelse? Ville Espen kunne holde sig fra længere krydsforhør? Venlige, men krydsforhør.
   Samtidig med at tankerne pibler frem i mit indre kan jeg mærke det forrykte i mine tanker. Dårlig samvittighed og tilgivelse? Dårlig samvittighed og tilgivelse for hvad? Det er en svær størrelse det med at få dårlig samvittighed og søge tilgivelse over noget som på ingen måde kan kvalificere sig til at skabe dårlig samvittighed, men moralen er så indbygget i mig, at blot den omstændighed, at andre ville kunne tillægge mig skjulte og forbudte hensigter er nok til at få samvittigheden til at blusse op.
   Jeg ved, at jeg har lang vej endnu før den knude er flettet op. Jeg ved, at den først er flettet helt op, når jeg er i stand til at foretage mig lige hvad jeg har lyst til blot jeg ikke krænker eller på anden måde skader andre mennesker herunder naturligvis Espen.
   At folk lader sig "skade" udelukkende via deres egne tanker og moralske arvegods, skal hverken jeg eller nogen andre tage ansvar for.
   Jeg ved at jeg er et frit menneske, som kan bevæge mig rundt på kloden og frit tage kontakt med de mennesker, som jeg føler glæde ved at være sammen med. Mennesker som fylder mig med positiv energi. På samme måde er jeg frit stillet til at afvise samvær med mennesker, som kun tapper mig for energi.
   Det lyder så indlysende, men når man er kvinde og opdraget til næsten pr. refleks og i alt fald uden refleksion, at kunne tilsidesætte sine egne behov til fordel for andres f . eks. ens mand børn og øvrige familie, ja så er der som sagt lang vej ud til lykken. Jeg har afleveret hele mit lykkens mandat til alle andre og parkeret min vilje og evne til livsudfoldelse samme sted.
   Hvis jeg virkelig fortalte hvad jeg i dette øjeblik følte ville jeg ingen forståelse finde end ikke hos mig selv, så jeg skubber tankerne væk, men følelser var der stadig.
   Dem kan du ikke sådan sende væk. De bor i dig. Alle de små og ofte sarte følelser. Glæde, sorg, skuffelse, misundelse, raseri og alle de andre, som vi kender og kan mærke, men har så forbandet svært ved at tage ansvar for.
   Vi snakker om vores egne følelser som noget ude fra kommende, som pludselig lander på os. Kun ved at tage ansvar for vores egne følelser og trække dem til os og forstå at de lever i os, kan vi forhindre at andre kan tænde og slukke for vores følelser helt efter for godt befindende.
   Ikke noget med at jeg bliver så ked af det når Espen gør sådan og sådan mod mig. Nej Espen, når du gør sådan og sådan ved mig bliver jeg ked af det. Så er ansvaret for mine følelser placeret og magten til at kontrollere dem ligger samme sted. Ansvar og kompetence skal altid følges ad også når det gælder følelser. Jeg ejer mine følelser. De bor i mig og jeg vil tage det fulde ansvar for dem.
   Jeg ved at Morten på mange måder havde et svært og vanskeligt sind, men hans måde at håndtere forhold og kærester på har jeg altid haft en stor respekt for og hvis jeg skal være helt ærlig også været en smule misundelse over. Uden at misbruge mennesker nød han til fulde alle de mennesker han kendte. Det var meget få folk som blev kasseret hos ham og slet ikke hans tidligere kærester. Når et af hans forhold sluttede forsvandt den tidligere kæreste ikke bare ud i intet. Nej det lykkedes ofte for ham, eller også faldt det ham bare helt naturligt, at bibeholde en fin og varm kontakt. Han så dem, rejste med dem og nogle deltog i de store kom sammen, som han nød at invitere til.
   Jeg husker specielt hvordan Hanne, Mortens sidste hustru kom og besøgte ham fast hver tirsdag eftermiddag. Der var ingen tvivl om, at det på mange måder var en gestus fra Mortens side. Lige da de var blevet skilt ville Kristina deres datter hverken bo hos eller bare besøge Hanne på grund af hendes sygdom. Problemet blev uden de store armbevægelser løst via tirsdagsmøderne. Den gang nød Hanne meget disse besøg og det samvær de 3 havde. Det var først efter Hannes død, at Morten for alvor opdagede, at han faktisk også havde nyt det ret meget. Der har næsten altid været sådan at det mere følelsesmæssige, kommet bag på Morten. F. eks. kom det bag på ham, at Hanne død i den grad gjorde ham ulykkelig og sendte ham ud i en af de største kriser i hans liv.
   Hanne døde juni 1999. Morten var på rejse i Marokko med en af sine gode venner og 3 veninder, men han nåede hjem tidsnok til selv at kunne fortælle det til Kristina og bære kisten ud af kirken og helt ud i friheden. Friheden fra et liv fyldt med konstante krav om smertestillende medicin. Krav som var drevet at den indre angst som gnavede i hende døgnet rundt.
   Morten kunne ikke og ville til sidst heller ikke leve med det. Det var det eneste emne de to aldrig efter skilsmissen bragte på banen. Hanne kendte alle Mortens svar og havde ingen behov for, at få dem repeteret. Morten kendte Hannes smerte og havde ikke længere behov for, at få svar på det uforståelige i hendes valg.
   Begge to valgte de i stedet livet i de små øjeblikke om tirsdagen. Hanne kunne rumme Morten, men Morten magtede ikke at rumme Hanne. Det var Mortens tro der langsomt forlod ham og han kunne ikke finde en ny. Når du kaster stenen og i luften og den forsvinder, på det sted begynder troen. Troen på, at stenen ikke er forsvundet, men faldet ned i et andet univers end dit. Først ved Hannes død fandt Morten igen troen, troen på, at Hannes sjæl har søgt og fundet bo i en anden krop med nye livsbekræftende udfordringer.
   Morten havde været gift to gange og skilt to gange. Begge hans exkoner havde mere eller mindre bevidst valgt livet fra efter deres brud med ham. Det er en både hård og kontant pris at skulle betale for sin frihed.

Det er morgen. Solen titter frem bag bjerget og livet virker næsten uvirkeligt. De fuldstændig ligegyldigt problemstillinger de er i stand til at dyrke frem hjemme på rådhuset er på ingen måde i stand til at nå mig her foran mit lille telt i 2.300 meters højde. Og hvis de var i stand til at nå mig ville de prelle af på min trøje, som jeg har taget på og som er skabt til denne dag og dette sted og ikke nogle uvirkelige tankebaner fra en fjern og kold verden langt fra livet lige her og nu og med Ab Den Bi som min vejviser.
   Efter morgenmaden vandre vi videre hen af bjergets tag og frem mod den nedstigning som skal føre os ned til den lille landsby hvor begivenhederne fandt sted sidste år ved denne tid. Jeg håber at finde svaret på bare noget af det der skete med Morten.