En rejse i tid, rum og sind del I
   Efter 1½ times forsinkelse landede vi i Malaga lufthavn. Jeg gik ud af lufthavnshallen, 50 meter videre og over en gangbro som fører over vejen til den lille skinnebus, som skal bringe mig til Torremolinus, hvor jeg håber på at kunne finde en billig overnatning, til jeg skal med færgen fra Malaga til Mellila. Den ene af de to små spanske besiddelser på den marokkanske middelhavskyst.
   Mellila er beliggende relativ tæt på den algeriske grænse hvorimod den anden Ceuta ligger og danner den nordøstlige lille spids på det afrikanske kontinent ud mod Gibraltarstrædet.

Jeg fandt et lille billigt hotel og nu er klokken tæt på midnat Dansk tid. Jeg ved faktisk ikke hvad den er lokalt. Som traditionen byder sig har jeg lige spist en tunsalat og sidder nu og nyder rødvinen og ser på folk, der promener forbi.
   Jeg sidder lige midt i Torremolinus på en af gågaderne. Byen er ren gøgl, men gir' sig ikke ud for at være mere end den er og her er pænt rent som min mor ville sige. Jeg har virkelig tænkt meget over denne tur. Min første alene. Jeg er ikke i tvivl om, at det både bliver en fysisk og psykisk rejse.
   Da alt var klar til afgang fra Nivå blev der gjort forsøg på at klistre et par hjemlige problemer med på rejsen. Jeanette ringede 1½ time før afgang og ville have en for klaring på mit brud hvilket var helt forståeligt lige bortset fra at jeg netop var ude af stand til at give hende den.
   Fem minutter før jeg skulle ud af døren ringede Berlinske Tidende angående "fyringssagen". Jeg var sidste år blevet bortvist fra stillingen som socialchef fordi jeg havde indberettet at to socialudvalgsmedlemmer havde handlet ulovligt deriblandt min udvalgsformand. En ældre, overlægefrue med charmerende psykopatiske træk og en tung og overvægtig socialdemokratisk fagforeningskvinde af de værste og i modsætning til overlægefruen var det her svært at finde noget som kom i nærheden af noget som kunne betegnes som charmerende. Dette opkald og efterfølgende snak med Avisen gav en forsinkelse på 20 minutter.
   Her i Torremolinus er sagen helt rystet af. Jeanette er derimod med på turen, men det havde hun været også selvom hun ikke havde ringet.
   Hun er med på turen sammen med Tinne fordi de begge er eksempler på mine for andre uforklarlige brud på forhold, jeg selv aktivt og ydede havde været med til at etablere. Og vel og mærke alle brud på tidspunkter hvor omgivelserne og ikke mindst den "udkårne" havde forventet det stik modsatte i form af en flytten sammen eller lignende markeringer af, at nu satser vi på hinanden.
   Irene, min søster er nok det menneske der kender mig bedst. Hendes udgave går på at jeg invitere kvinder helt der ind, hvor jeg alligevel ikke kan have dem.
   Det er for så vidt rigtigt, men jeg ved også at en del af forklaringen skal søges i det forhold at jeg havde utroligt svært ved af føle eller måske mærke kærligheden. Derfor brud på brud. Kærlighed bygges op fra øjeblik til øjeblik og ikke kun i øjeblikket. Det bliver en rejse på mange planer, ikke mindst en rejse ind i mit eget til tider formørkede sind.

Dagen efter er mørket væk og lyset har taget over. Jeg tog toget fra Torremolinus til Havnen i Malaga. På vej gennem Malaga centrum passerede jeg de hjemløse, som holder til på den store plads foran havnen.
   Jeg noterer at de hjemløse her ser langt mere fattige og forarmede ud end hjemme i Danmark. Det er en lidt pudsig iagttagelse, men ved nærmere eftertange forventeligt. Alle får vi derhjemme lidt gavn af den skandinaviske velfærdsmodel hver især på vores eget niveau også de hjemløse.
   Men uanset nye kondisko og joggingdragt sladre ansigtet altid. Her gælder ingen tavshedspligt eller privatliv. Ansigtet fortæller sin egen sørgelige historie om en menneskelig tragedie uden bolig hverken til krop eller sjæl.
   Jeg bemærker at nogle af de hjemløse her på pladsen har en meget aktiv attitude. Noget kunne tyde på, at det er folk, som har haft en kortvarig, men voldsom social deroute fra en tilværelse, som aktiv selvforsørgende til en tilværelse som aktiv, stadig selvforsørgende, men nu hjemløs her på pladsen. De er stadig aktive nu blot med 2 kartoner toldfri cigaretter og lidt plat i deres lille butik, som for det meste består af to plastikkasser. En til varerne og en til at sidde på.
   Andre af de hjemløse sidder eller ligger helt passive på pladsen og betragter sløvt tilværelsen, som haster forbi. Deres udtryk virker som en lang venten på livets afslutning. De har, som så mange fjernsyns- og pomfritterspisende folk i vesten, ingen ambitioner end sige planer om at skulle nå noget som helst inden.
   Dette med "at slå tiden ihjel "for ikke at glemme dette med: Kan du få tiden til at gå" er i den grad noget, der fortæller en hel del om folks ambitionsniveau omkring tilværelsen og livskvalitet eller mangel på samme.
   Efter at jeg var gået på tjenestemandspension stødte jeg på velmenende mennesker, som lidt pænt pakket ind spurgte til, om jeg nu , så ung som jeg trods alt var, kunne slå tiden ihjel. Jeg svarede, at det kunne jeg godt og hvis jeg på et tidspunkt fik problemer med det kunne jeg jo bare slå mig selv ihjel.
   Jeg mente det faktisk og mener det stadig. Hvis formålet med livet er at få det til at gå, er der ingen grund til at bruge kræfter på at leve det. Mit svar gav tavshed, men jeg tvivler på om det også førte til eftertanke. Tankeløse mennesker har pr. definition svært ved alle tanker måske i særlig grad eftertanker.
   På vej over pladsen kommer jeg helt naturligt via de hjemløse til at tænke på Ulf. Det har for at sige det mildt været og er stadig voldsomt for mig at blive konfronteret med de mange små brikker jeg får samlet omkring hans liv og dermed også hans person. Brikker som hele tiden og jeg mener hele tiden og ubønhørligt banker på hos mig og viser nye lighedspunkter mellem ham og mig, hans søn.
   Nogle gange bliver jeg helt ubehagelig til mode når jeg i små daglige situationer bliver mindet om, at det gjorde Ulf også. f. eks. fryser jeg aldrig. Jeg går med shorts stort set hele året. Da jeg fik varmemesteren fra det kompleks hvor Ulf havde haft sin lille lejlighed til at fortælle lidt om Ulf var hans første bemærkning, at han altid havde shorts på uanset vind og vejr.
   Små eksempler, og dem er der efterhånden mange af, der viser at jeg på en måde er vendt hjem efter en lang rejse i uvishedens og rodløshedens land. Men at komme hjem er også at komme hjem til smerten, tabet og en klarhed over de indre rædsler, som jeg skimter hver gang jeg ser dybere og dybere ind i mig selv og ud eller ind i fremtiden.
   Ulf tusinde små lapper viser mig direkte hen til mit eget liv. Mine mange kinabøger fyldt med tilsvarende notater, som dog også viser mig, at jeg endnu er i stand til at holde sammen på et eller andet. Er mit brev til dig en del af dette syge univers. Er brevet her, når alt kommer til alt, bare en smule ord, uforståelige ord om uforståelige tankebaner, men samlet på en måde med lige margen i højre side, så det fremstår som sammenhængende.

Jeg har svært ved af tro, at det er tilfældigheder, alt det med Ulf sker i samme periode hvor jeg har så store kvaler og spekulationer over mit sinds udvikling.
   Smerte, glæde, sorg, seksualitet og kærlighed forlader mig. Alt forlader mig. Jeg sidder tilbage med min tomme krop tømt for følelser, dem som giver livet mening og indhold.
   Der er ikke langt fra denne følelsesmæssige tomhed og så over til den småpsykopatiske følelsesforladte type. Heldigvis har jeg så veludviklet en omsorgsevne så jeg kan holde diagnosen psykopati på afstand.
   Bortset fra facaden, tøj, hygiejne og økonomi, hvor er så forskellen på mig og de hjemløse her på pladsen i Malaga?
   Er det i virkeligheden min kærlighed til og ansvar for Kristina og min økonomiske status? Måske har den hjemløse på fliserne sine følelser i behold. Måske kan han elske og mærke livet hvad jeg langtfra altid kan. Måske har han en større berettigelse til livet end mig. Ham, som jeg opfatter som kun ventende på at livet skal slutte.
   Jeg forlader tankerne. De er for farlige og jeg er ikke i stand til at håndtere dem på nuværende tidspunkt. Jeg retter min opmærksomhed mod havnen og færgen til Mellila og prøver endnu engang at lægge de tunge tanker til side vel vidende at de dukker op igen.

Færgeafgangen var for mig den egentlige start på årets rejse i tid, rum og sind. Malaga og Costa Del Sol vil for mig altid være et transitland, eller måske mere retfærdigt det sted hvor jeg omstiller og klargøre mig mentalt til det egentlige, ankomsten til Marokko. Jeg skal berette tre væsentlige begivenheder fra denne tur. Alle tre begivenheder, som har stor betydning for at forstå de videre begivenheder. Så vi vender tilbage til dagbogen fra 1997 hvor jeg på færgen til Mellila lavede en lille løs status over min rejseplanlægning.

Oujda blev en foreløbig skillevej. Jeg kan mærke at jeg er meget åben overfor hvor turen skal føre mig hen. P.t. er der kun 2 faste mål. Oasebyen Figuig som Kristina og jeg ikke nåede frem til sidste år og så Bjergbyen Chefchaouen, som sidste år var en så stor oplevelse at den måtte besøges igen for nærmere studier og nydelse.
   Jeg havde inden afrejse hjemmefra besluttet mig for at ruten til Figuig skulle gå via Oujda, den største af de nordøstlige byer tæt på grænsen til Algeriet. Herfra skulle turen så gå 300 km stik syd med bus ned til Figuig.
   Den planlægning ændrede jeg i sidste øjeblik til en rute, som skulle føre mig fra Oujda og 12 km øst på over grænsen til Algeriet og via den lille Algirske grænseby til Oran og herfra på samme måde stik syd 300 km, men nu inde i Algeriet ned til grænsebyen Beni Ounif. Herfra er der ikke mere end 2 km til den Marokanske grænse og igen 3 km videre til Figuig.
   Allerede dengang på turen tænkte jeg over hvorfor jeg valgte at ruten skulle gå via Algeriet.
   Min umiddelbare begrundelse var på det tidspunkt, at Lonely Planet, min uundværlige rejsebog, fremover blot kaldt for LP, beskrev ruten de 300 km fra Oujda til Figuig som særdeles kedelig. Samtidig ville ruten i Algeriet føre mig igennem et flot ørkenområde.
   På det tidspunkt var jeg ikke klar til at lægge andre forklaringer frem på bordet. Det ville være at dykke for dybt ned i mit sind, den mørke del af det. I dag ved jeg besked. En besked om at det kræver en ganske særlig forklaring at drage gennem et land som bestemt ikke kan kaldes for kedeligt, men hvor de også har for vane at skære halsen over på sagesløse mennesker. Ofte passagerer i en bus.
   Den selvkritiske indre dialog omkring mig selv og de hjemløse på pladsen i Malaga fortsatte på færgen. Min kritik af det plastikmekka, som jeg opfattede Torremolinus som, var måske også i bund og grund en kritik af mig selv og mit liv. De folk, som sad ved plastik bordene på gågaden i Torremolinus, eller vandrede i deres joggingtøj hånd i hånd er måske ikke så afhængige af rammerne eller kulisserne for deres liv.
   Den er svær at sluge, men de har sandsynligvis deres relationer og følelser i behold og det er jo det centrale når livsspillet skal opføres og man ønsker gode anmeldelser. Her sad jeg i går aftes og græmmede mig over de usmagelige kulisser og i virkeligheden græmmede jeg mig måske mest over min egen talentløse præstation i tilværelsen.
   En præstation som netop er talentløs fordi den mangler gennemgående følelser i alle replikkerne og stadig føre mig mere og mere frem mod isolation fra mine omgivelser.
   Det bliver stadig vanskeligere for mig dag for dag, måned for måned at kunne forvente, at mine nærmeste omgivelser skulle kunne forstå hvad der sker i mit indre.
   Jeg må se i øjnene at jeg, som alle andre naturligvis blive bedømt på mine handlinger og præstationer på den synlige del af livsscenen og her hjælper ingen dumme undskyldninger fra dybet.