Bortset fra disse ret voldsomme kampe, som dog hen ad vejen ebbede ud havde vi en meget lykkelig periode, som også bragte os i Kirke, hvor jeg 1. maj 1976 knælende ved alteret i cowboytøj og blå espadriller med gule prisskilte under sålerne, som gjorde alle tilstedeværende i kirken opmærksom på, at de var indkøbt for 9.86. På dette alter lovede vi hinanden troskab til døden os skilte. Det blev til næsten 20 års lykkeligt samliv.
   Vi fik vores uddannelser. Jeg måtte tage jurastudiet på 4 år for at indhente det første, som ikke var helt rigtigt. Det blev grundet fuldtidsarbejde samtidig en ret så hård periode. I dag kan jeg ikke forstå hvorfor jeg ikke bare erkendte den lille hvide løgn, men nej det gør Vibekes søn ikke.
   Vores ægteskab var frem for alt et arbejdsfællesskab og venskab. Vi støttede og supplerede hinanden utroligt meget arbejdsmæssigt og har nok også uden at ville det, næsten skubbet hinanden frem til to flotte karriereforløb, som havde sine omkostninger.
   De første 10 år var de lykkeligste og da de skulle til at toppe med Kristinas forunderlige ankomst var det som om fortiden havde indhentet Hanne.
   Det var som om vores tab og sygdom tappede os for den energi som ethvert parforhold må have for at trives og udvikles. Vi svævede uden rigtig at ville se det i øjnene mod opløsning af vores forhold og langt senere til formel skilsmisse og fysisk adskillelse.
   Det startede nok med tabet af Anitta, som vi havde haft i familiepleje fra hun var 3 år til hun blev lidt over 6.
   Vi havde efter et par års arbejde i Jylland atter vendt snuden hjem. Vores plan var at vi, med Hanne som den primære hjemmegående person, ville arbejde som professionel familiepleje.
   Vi havde sendt et orienteringsbrev til et par håndplukkede kommuner, som vi kunne tænke os at samarbejde med. Den første henvendelse kom fra Lyngby Tårbæk kommune som til vores store forbavselse forespurgte om vi ikke nok ville tage en pige på 3 år i langvarig familiepleje. Det afslog vi høfligt og repeterede at vi udelukkende ønskede at arbejde med sager hvor alle parter var enige om at der skulle arbejdes målrettet med henblik på at bringe barn og forældre sammen igen så hurtigt som muligt.
   Et par uger efter henvendte sagsbehandleren fra kommunen sig igen og forklarede at vi, hvis vi tog imod den lille pige på 3 år godt måtte arbejde på hjemgivelse, men vi skulle også vide at forvaltningen ikke troede at det på noget tidspunkt ville blive aktuelt så vi skulle også være klar på at det kunne blive resten af barndommen. Pludselig kom det frem at sagsbehandleren allerede havde hentet pigen fra en privat plejefamilie på Fyn. En familiepleje som familien selv udenom forvaltningen havde etableret men nu var raget alvorlig uvenner med.
   Derfor var forvaltningen blevet inddraget. Vi sagde ja til at hjælpe i den aktuelle situation, men jeg tror vi begge vidste, at vi havde bevæget os ud af en farlig vej som let kunne ende i en blindgyde, hvor følelser kan blive fanget og tvunget op i en krog hvor ingen nok så fornuftig flugt er mulig.
   Det blev til 3 lykkelige år med Anitta, som vi kom til at holde af som vores egen datter. Det var netop dette at komme til at holde af, som
   skulle blive vores svaghed.
   Vi accepterede at leve som en form for professionel deltager i en familie som i den grad var fyldt med en blanding af magt, had og intriger. På et tidspunkt var vi så klemt af hendes familie som behandlede os som deres tyende, som passede barnet og skulle møde op til diverse familietræf og smile pænt og gøre som der blev sagt.
   Jeg fatter den dag i dag ikke hvordan vi i den grad kunne miste overblikket, men svaret skal nok søges i det forhold at Anitta uden at vi ville det blev vores datter. Efter at have gjort alt for at få et barn måtte vi erkende at det ikke kunne lade sig gøre. Anitta blev vores datter.
   Det var også forklaringen på at Anitta familie og specielt hendes morfar, som var en velhavende mand, som var vandt til at få sin vilje stille og roligt var ved at overtage alle beslutninger om Anittas liv og hverdag. Til sidst var vi nød til at få en afklaring. Hvem styrer hvem og hvad og hvordan.
   Den fik vi. En dag ringede sagsbehandleren ind til mig på arbejdet og meddelte mig, at vi ikke skulle hente Anitta fra børnehaven i dag. Hun var hentet af forvaltningen og hendes biologiske mor. Vi har ikke set hende siden. Jeg var grådlabil i flere år efter, men Hanne var ramt langt alvorligere og dybere.
   Det var i forlængelse af denne begivenhed, at vi besluttede os for at adoptere et lille barn fra Korea. Alt forløb planmæssigt og det var naturligvis en stor oplevelse og lykkefølelse at hent den lille stump på bare 4 måneder i Lufthavnen.
   Når jeg ser på billederne fra den dag kan jeg imidlertid godt se at livet var slukket i øjnene på Hanne. Ikke sådan at hun ikke glædede sig over vores lille datter, men blot en konstatering af at øjnene havde talt. Livet var ved at forlade hende.
   Forløbet med Annita havde sat sine spor i sjælen på den kvinde som om nogen havde et brændende ønske om at få børn med den hun elskede.
   På samme tid var vi kommet i store økonomiske vanskeligheder fordi jeg et par måneder forinden var blev bortvist fra min stilling som sekretariatschef i en landsdækkende organisation.
   Jeg valgte næsten i panik at starte egen konsulentvirksomhed op, hvilket var dødsdømt uden kapital og erfaring. Vores økonomi hang mere end i laser. Vi havde ikke fået solgt vores hus i Jylland og måtte derfor i en hel del år betale udgifter for to huse.
   Gælden steg stød og roligt til omkring 600.000 kr. og det var lidt af et mirakel at vi red stormen af. To heldige hushandler med et par års mellemrum og stillingen til mig som institutionschef i Nivå kommune og indflytning i Nivåparken, blev starten på en dejlig tid, men i dag kan jeg se at Hanne langsomt med sikkert forlod den virkelige verden til fordel for en evigt varende livslang migræne, som jeg først langt senere opdagende var alt andet end migræne. Det blev årene hvor Kristina og jeg nød hinandens selskab. Jeg havde købt en gammel budcykel med en stor rød kasse foran.
   Den, budcyklen blev mit foretrukne transportmiddel i de næste mange år og ikke mindst blev kassen Kristinas foretrukne opholdssted i sommerhalvåret.
   Vi kørte området tyndt. Vi handlede ind og cyklede til Helsingør og tog færgen over til Sverige og købte små dåser bolcher på vej hjem. Vi kørte på landet og plukkede jordbær på markerne og hindbær i skoven.
   Medens Kristina og jeg levede livet i en dejlig hverdag passede jeg efterhånden også Hanne, som tilbragte stadig mere og mere tid i sengen.
   Da Hannes angstneurose var ved at fortære hendes indre og hun forgæves forsøgte at holde smerten nede med medicin gik det galt. Hele vores tilværelse blev en skadestue med eget apotek fyldt med i starten legal medicin og da det til sidst ikke var nok med alle former for medicin som bare kunne dulme smerten lidt. I helt tørlagte perioder blev rør på rør af codimagnyler hældt på almindelig vand og forvandlet til lindrende brusende væske.
   På et tidspunkt flyttede Helles mor ind i vores underetage. Hendes mand var med årene blevet et nummer for avanceret i sin adfærd og hun trængte til en normal tilværelse uden for meget fest, glimmer og spiritus.
   Men det blev måske Hannes skæbne. De to videreudviklede og optrappede deres lille pilleleg som de uden min opmærksomhed havde leget gennem et langt liv. Beslutningen var ikke nem, men Hannes mor flyttede ud.
   Hun fik et fint lille pensionist hus i nærheden og jeg tror hun var glad for at få Hanne og ikke mindst det pres Hanne lagde på hende lidt på afstand. Hanne var ofte ude af stand til at stå op.
   Hun var for længst ophørt med at søge stillinger. Hendes ansøgninger beskrev en særdeles kvalificeret og ofte overkvalificeret ansøger, som hver gang blev indkaldt til samtale, men til sidst mødte hun op i en forfatning hvor hun dårligt kunne gå selv.
   Vi var enige om at ydmygelsen skulle standse og Hanne søgte ikke flere stillinger, men ville heller ikke høre tale om helbredelse for et misbrug hun ikke havde, men derimod søgte hun pension hvilket hun fik.
   På et tidspunkt begyndte Hanne at falde om flere gange om dagen. Kristine blev naturligvis bange og jeg måtte ofte om aftenen tage hende med til møder fordi hun ikke kunne og heller ikke turde være alene hjemme med Hanne. Kristina har deltaget i stribevis af byrådsmøder i Hillerød og opfattede mit forvaltningssekretariatet, som hendes andet fritidshjem og legeplads og mine nærmeste medarbejdere som en form for familie. Vores lille familie gik definitivt i opløsning efter en ret dramatisk ferie på De Kanariske Øer, hvor Hanne faldt om og fik anfald i takt med at det udløste medicin fra de lokale læger. Jeg havde på ingen måde kontrol over noget som helst, men valgte at være sammen med Kristine så meget som muligt væk fra det hotelværelse, som mere lignede en skadestue end rammerne for en dejlig badeferie.
   Hanne fik presset det sidste medicin ud af de spanske læger under henvisning til en sikker hjem transport uden anfald. Jeg kunne ikke længere tage ansvar for Hannes, adfærd og valg.
   Efter vores skilsmisse fortsatte vores venskab og blev på sin vis tættere end det nogen sinde havde været. Vi var sluppet for de smertelige sammenstød om legal og illegal medicin i huset. Når vi var sammen var det for at være sammen og oftest med Kristina. Det var små lykkelige stunder ikke mindst for Hanne.
   I 1999 var jeg på tur her nede i Marokko med dem jeg kalder for rejseholdet. Det var Bo, fra Ørkenens Sønner, og så Therese og Jette begge gæve piger fra lokalområdet og endelig ikke at forglemme, Tove Johannes lillesøster.
   Alle fem var vi singler, der vidste en hel del om livet og dets fortrædeligheder. Jeg havde fortalt dem om min Treckingtur i High Atlasbjergene året før og det måtte de lige prøve. Alt var lagt an til en dejlig tur. Vi var så oplagte efter eventyr og vi svingede utrolig godt sammen.
   Vi tog færgen en fredag fra Algeceras til Tanger og direkte samme aften videre med nattoget til Marrakech hvor vi ankom kl. 7.00 lørdag morgen og vandrede direkte ind af de brede boulevarder til det hyggelige rygsækhotel Ali lige ved Djemaa el-Fna, pladsen som er centrum for al den spas og gøgl byen bl.a. er verdensberømt for. Søndag ved 17 tiden holdt vi møde med vores guide Hassan, som skulle føre os helt der op i High Atlasbjergene hvor der er evig sne. Efter mødet og lidt mad var det blevet tid til en lille fest inden start på trekking mandag morgen.
   Vi havde medbragt sanghæfter med alle de gamle flippersange og Tove havde guitaren med. Der blev sunget, grinet, skrålet, snakket og ind i mellem også drukket stærk spiritus, som vi havde haft med fra Spanien. Omkring midnat Trak Bo mig til siden og fortalte at Hanne var død. De havde ringet hjemmefra.
   Det var som om venden stod stille. Jeg gik ud i gadens mylder og larm, men mærkede kun min egen stilhed og tomhed. Jeg har altid været langsom til at reagere på alvorlige begivenheder.
   De kommer først til mig som et slag i nakken længe efter at jeg burde have reageret. Sådan var det også denne gang. Jeg brød først sammen flere måneder senere da det gik op for mig at tabet af Hanne havde ramt min tilværelse som en kampesten der triller ind i en lille grøn busk.
   Jeg havde svært ved at rejse mig igen. Svært ved at springe ud og tage del i livet igen. Jeg var chokeret over så hårdt hendes død havde påvirket mig.
   Jeg tog hjem dagen efter og var nød til at mellemlande i Madrid hvor jeg på Platza Espania sad og holdt min egen lille mindehøjtidelighed for Hende. Det var en smuk, mild sommeraften.
   Der var fyldt med folk på alle de små restauranter rundt omkring pladsen og inde i midten spillede Juan Miguel Vazquex på fløjte og Thomas Schindowski på Guitar. Jeg spiller ofte deres CD'er som jeg købte den aften og holder på denne måde mine egne små minde højtridligheder for Hanne.
   Jeg nåede at komme hjem så jeg selv kunne fortælle det til Kristina, som lå i telt ved Lisseleje. Hanne blev begravet omme på den lille kirkegård bag vores bebyggelse. Når jeg løber forbi kan jeg lige se ind til hendes grav og hilse på hende. Ind i mellem stopper jeg op og sætter mig for at få en lille snak med hende. Det gør mig glad for jeg savner hende stadig.

Jeg må erkende at tredje besættelse fandt sted Allerede medens jeg var gift med Hanne Jeg mødte Tut. Vi arbejdede begge i socialforvaltningen dog uden at kende hinanden.
   Vi faldt i snak en sen aften under en julefrokost. Jeg blev på stedet forelsket og for første gang i mit liv var det mig der valgte og ikke blev valgt. Det var en helt ny fornemmelse for mig.
   Det var på ingen måde sådan et engangs nytårsbekendtskab. Faktisk var vi sammen flere gange inden vi elskede. Det startede med en periode med små fortrolige stævnemøder hvor vi som nyforelskede prøvede at bevæge os ind i hinandens univers.
   Det var den perfekte tilværelse for en autist, hvilket jeg faktisk var i den periode. I de små korte stjålne øjeblikke vi var sammen var jeg på med krop og sjæl. Når jeg ikke magtede mere intimitet, eller det blev for tæt kunne tage hjem til mit liv i Nivå og isolere mig i mit kammeratskabsligenede ægteskab med Hanne, som gav mig fred fordi hun også selv havde brug for fred og ensomhed.
   Det gik selvfølgelig ikke i længden. Selvom jeg valgte af fortælle det hele til Hanne og samtidig orientere hende om, at jeg ville skilles kunne jeg ikke når det kom til stykket. Vibekes søn, der i sin tid giftede sig med Birgitte, som skulle føde hans barn, uanset at han på ingen måde elskede hende, men snare frygtede hende, han var nu blevet forelsket.
   Det blev til et brud med Tut, som naturligvis ville have en afklaret situation hvilket jeg ikke kunne give hende. Bruddet var effektivt fra dag til dag.
   Selvom vi arbejdede i samme forvaltning, snakkede vi ikke mere sammen. Det var starten på en periode hvor min forelskelse i Tut langt fra forsvandt, men, men blev snarre til en mindre besættelse. Hun var altid med i mine tanker.
   Jeg fantaserede om, at hun og jeg var sammen igen. Jeg kunne gå formålsløse runder i den store kontorbygning i håb om at møde hende og måske lige hilse på, men alt var forgæves.
   Da jeg en del år senere blev skilt fra Hanne blev ordningen at hun flyttede op i et rækkehus i det samme lokalområde og jeg blev i huset i Nivå, mod at overtage al vores fælles gæld.
   Det var en fair aftale fordi vi ønskede at behandle hinanden ordentligt. Da der skete nok i mit liv valgte jeg ikke at sælge huset, som ellers var alt for stort til to personer.
   I stedet udlejede jeg en del af det til en Bosnisk flygtningefamilie. Jeg havde set at man søgte boliger og jeg ringede og snakkede med flygtningecentret Montebello som straks kom på besøg for at inspicere forholdene om det var noget som kunne bruges.
   Jeg havde forestillet mig at der skulle bo et par stykker eller måske far, mor og et barn. Center sygeplejesken fortalte at de havde en meget dejlig familie, som virkelig trængte til at komme ud af centerbygningen og gerne bo et sted med fred, ro og lidt omsorg. Jeg ved ikke. Hun har sikkert kunne mærke, at sagen ikke for mig bare var noget med at tjene nogle penge og så ikke mer.
   Jeg har aldrig været særlig ferm til at skjule min høje omsorgssøjle. Jeg blev noget overrasket da hun præsenterede familien som far, mor, to drenge og en bedstemor.
   Jeg ved ikke hvorfor, men jeg indvilligede i at møde familien og var naturligvis leveret. Det var en pragtfuld familie, rigtige levende mennesker og da de havde et handicappet barn, som jeg godt kunne se at jeg kunne være med til at skabe bindeled til det offentlige hjælpesystem han havde brug for, ja så faldt sagen fint på plads.
   De havde naturligvis været igennem en meget svær periode inden de kom til Danmark. Oplevelser de bragte med ind i hver ny dag som livet bød på.
   Værst ramt var uden tvivl faderen i familien. Han var da krigen var på sit højeste blevet skilt fra den øvrige familie og sat i fangelejer sammen med flere hundrede andre Bosniske mænd.
   Jeg prøvede kun et par enkelte gange af få ham til at snakke om hans oplevelser fra den periode, oplevelser som ikke var til at snakke om uden store følelsesmæssige omkostninger.
   Jeg kunne tydeligt mærke, at det magtede han ikke, men i dag fortryder jeg, at vi ikke tog de samtaler. Jeg skulle ikke have ladt mig skræmme af krigens gru, men have hjulpet ham til at få det bearbejdet.
   Han led i en alt for lang periode bl.a. fordi han aldrig fik den professionelle hjælp han ville have haft så meget brug for eller i det mindste fortalt sin historie til en omsorgsfuld lytter. Den rolle burde jeg have taget på mig. Jeg er i tvivl om hvorvidt han på noget tidspunkt har talt med et andet menneske om hans oplevelser.
   Da min Bosniske familie rykkede ind startede 3 lykkelige år. De fik et værelse mere og jeg accepterede at dele mit absolut meget lille køkken med min Bosniske bedstemor Munta.
   En lille kraftig hvidhåret kvinde med blå øjne og jeg tror næsten født med et lille tørklæde om lokkerne. Køkken samarbejdet startede ellers lidt formelt. Munta var på ingen måde vandt til at en mand foretog sig noget som helst i køkkenet. Muntas svigersøn, så jeg kun enkelte gange i køkkenet når han havde fået dispensation til at lave pop corn.
   At jeg så den ene dag havde en kæreste til middag og den anden dag Hanne og på et tidspunkt da Hanne blev gift igen også hendes nye mand til spisning gjorde det nødvendigt for Munta at rulle hele sin forståelsesløber ud i fuld længde.
   Efter en periode valgte Munta den fornuftige strategi, at hun servicerede mig ud af mit eget køkken. Aftalen blev at jeg godt måtte lave mad i køkkenet på betingelse af at hun fik lov til at rydde op efter mig og vaske op efter at vi havde spist.
   Senere udvidede hun denne behagelige strategi til også at omfatte mit vasketøj. Det var perioden hvor mit sengetøj blev strøget og jeg helt uhæmmet kunne slippe alle mine kærlige følelser ud på Munta, som var det min egen mormor, som var genopstået og flyttet ind i mit liv igen.
   Mit køkken er ikke længere det samme køkken efter at Munta forsvandt. Når hun, plaget af gigt, stod lænet op af køkkenbordet om aftenen, og vaskede op med en hjemmerullet cigaret siddende flabet i munden var livet lige til at holde ud. Eller når hun med et kosteskaft rullede den tyndeste dej ud over mit runde spisebord til dejen hang ned som en økologisk dug, for timer efter at have skabt den dejligste Bosniske lasagne med alverdens spinat i etager.
   Jeg ved at Munta havde gerne set, at jeg havde opgivet alle mine køkken aktiviteter for at slutte mig til det lykkelige hold, som Munta havde ansvar for fik den kost, som de havde fået gennem generationer nede på Balkan.
   En for fed kost, men en kærlig kost. Det skete aldrig, men i stedet glædede hun ofte både mig og Kristina med at sætte lidt mad til side til os med en tallerken over.
   Hun vidste hvad vi kunne li' og gav os det. Vi nød det og savnede det som vi savnede hele familien, da de flyttede op og byggede deres helt egen rede i et hus lejet af kommunen og med en vildmark til have, som i løbet af en sæson blev omdannet til et intensivt Bosnisk økologisk mønstergartneri. Jeg besøger dem ofte, tænker tit på dem, savner dem og undre mig ind i mellem over hvorfor de ikke længere bor sammen med mig, eller jeg sammen med dem og jeg må blive dig svar skyldig fordi jeg inderst inde i mit lille hjertekammer savner dem.
   Jeg havde med dem mærket lykken smile til mig da vi var sammen, som det vi var, en slags lykkelig familie.
   Det var i denne ret lykkelige periode at jeg ringede og inviterede Tut ud og spise. Selvom der var gået ret lang tid siden vi sidst bare havde talt sammen var hun ikke overrasket over, at jeg ringede og vi mødtes et par dage efter.
   Ny forelskelse og alt var linet op til en spændende kærlighedshistorie hvor de elskende til sidst fik hinanden. Nu var der bare lige det, at jeg på et tidspunkt kunne mærke, at det ikke gik sådan i alt fald ikke for mig.
   Det blev stadig vanskeligere og vanskeligere for mig at holde Tut væk fra mit inderste sjæls kammer. Hun var efter et langt liv alene mere end klar til at flytte sammen.
   For mig var det lige modsat og flugt var en brugbar løsning. Væk fra denne solstrålehistorie, som jeg slet ikke kunne rumme. Jeg vidste at jeg ikke kunne og heller ikke skulle ind i noget tættere forhold. Jeg manglede helt grundlæggende evnen til at kunne elske.
   Anden halvleg med Tut løb over små 2 år og blev fulgt af yderligere 2-3 forhold. Godt nok af betydelig kortere varighed, men alle sammen med samme uforståelige afslutning.
   Jeg har i den periode haft svært ved at finde og mærke at en en dybere kærlighed skulle komme til mig, som afløser for forelskelsen der jo ikke kan blive ved. Heldigvis er det lykkes for mig at vende et par af disse fejltagelser til venskaber.
   Det har været meget afgørende for mig. Faktisk er det uden tvivl blevet til venskaber for livet. Venskaber jeg ikke ville leve uden. De er blevet mine fortrolige og de har ikke svigtet min tillid.
   Det viser mig, at jeg godt kan komme i den helt tætte kontakt, der er nødvendig for at mærke kærligheden, men var ikke i stand til at fastholde den. Men den gang vidste jeg heller ikke at , at fjerde gang skulle komme og at jeg denne gang skulle komme i kontakt med nogle helt bortgemte følelser i mig og jeg var ikke det mindste i tvivl. Den dag jeg opdagede at jeg aldrig før havde elsket, men samtidig blev jeg fyldt med frygt, angst for at det uundgåelige kunne ske, at jeg skulle miste dig.
   Du ved det selv. Kender hele historien fra den startede den helt særlige formiddag og sluttede med en angstspiral hvor temaet var frygten for at jeg skulle miste dig og netop fordi jeg var bange for at miste dig, mistede jeg dig naturligvis. Det kan ikke være anderledes.
   Det er nok her Kirkegaard ord rammer mig direkte i centrum omkring æstetikeren, der starter forhold op, men ikke magter det lange seje stræk, som kommer efter forelskelsen og føre til den livslange kærlighed.
   Men jeg opfatter mig ikke som en der bare vil det nydende og ikke det ydende. Jeg opfatter mig snarer som een der ikke vil eller rettere tør noget som helst. Ikke kan noget som helst. Ikke er noget som helst andet end tom. Tømt for tanker, historie og følelser.
   Lykken bliver for mig som at knytte lykkens løkke og jeg suges ind i den. Fascinationen omslutter mig og jeg mister kontrol over mig selv og jeg kapsles sammen med min lykke inde i et lukket rum. Udenfor forsøger mørke kræfter at trænge ind til mig, men forgæves. Lykken er med mig, er i mig.
   Når jeg så nærmest uundgåeligt på et tidspunkt mister grebet om lykken snøres den sammen om min hals. Fra det øjeblik hvor jeg knytter løkken ved jeg, at den vil snøre sig sammen om min hals og gøre det af med mig, hvis der overhovedet på noget tidspunkt har været noget af mig i den synlige verden uden for mit indre.
   Det er indlysende for alle, men mine øjne blændes af lykkens løkke. Den jeg suges ind i. Den jeg fascineres af og som kapsler mig inde. Hvorfor lukker jeg op? Hvorfor bliver jeg ikke bare inde i lykken, når livet udenfor kun føre til min opløsning.
   Hvorfor kan jeg ikke bare falde ind i mig selv een gang for alle. Fravel og tak, men jeg foretrækker min indre lykke. Udlevet i fuld offentlighed blandt jer alle sammen, men samtidig i dybeste isolation. Måske kan jeg ikke fordi jeg allerede er faldet ind i mig selv.