Gæster fra øst
   Med de nye oplysninger om Karins datter var det videre forløb, at jeg skulle leje en bil og køre til Figuig hvor den mere detaljerede plan for den første del og nok også den mest problematiske del af Sachas rejse skulle foregå. Jeg havde været inde i Fess for at drøfte den nye situation igennem med lærerinden. Hun var enige i vores valg og stillede både sig selv og hendes gruppe til rådighed hvis det blev nødvendigt. Det var en flot gestus, som jeg imidlertid ikke håbede at jeg skulle komme til at gøre brug af.
   Vi havde planlagt alt særdelse grundigt og alle ydede en flot indsats. Hun anbefalede mig at leje en bil fra et udlejningsfirma her i Fess. Det vil vække unødvendig opsigt at leje den i Sefrou. Det ville have skabt for meget opmærksomhed. Folk i denne lille smukke by havde nu i snart flere år lært mig, at kende som den lidt specielle, men også hyggelige fyr, som altid ankom med sin rygsæk til byen via bus og tog derfra på samme måde. Når jeg i denne situation valgte at køre i bil frem for at tage bus skyldes det Sachas manglende pas og øvrige ID papirer.
   Uden dem ville det være alt for risikabelt, at tage busruten til Figuig. Der er mange politicheck af buspassagerer i grænseområdet og checkene består pr. def. i at kontrollere identifikationspapirer. Det eneske vi har at byde på hvis vi blev bedt om papirer på Sacha er mit eget pas hvor Helene er optaget. Sacha skulle, hvis det blev nødvendigt, rent faktisk give sig ud for at være Helene.
   Det er i øvrigt en af cykelsmedens vigtigste opgaver, at tilrettelægge en rute fra Figuig retur til Sefrou og videre op til Ab Den Bi i Chaouen. En rute hvor risikoen for at løbe ind i en vejkontrol var mindst mulig. Kirstens datter Sacha havde opholdt sig hos farens familie i en mindre by ved navn Adrar. Byen ligger i den sydlige midterste del af Algeriet ca... 280 km fra grænseovergangen ved Figuig. Det sted hvor jeg skulle modtage Sasjas og bringe hende over grænsen til Figuig.
   Selve flugtplanen var fastlagt for længst vi havde bare ventet forgæves i flere uger på at finde det sted hvor familien havde skjult Sacha og så få kontakt med hende og realiseret første del af hendes flugt til grænsen ud for Figuig. Vi havde for længst et sikkert sted hvor vi kunne skjule Sacha til sidste del af missionen, at bringe hende via samme rute som arkivet over grænsen og ind i Mellila og dermed Spanien og EU.

Jeg pakkede min rygsæk med det mest nødvendige. Ali sad og så på. Jeg ved ikke om det var udsigten til, at jeg rejste men jeg bildte mig ind at hun så lidt bedrøvet ud. Vi var også kommet tæt på hinanden de sidste par år. Hun var langsomt krøbet tættere og tættere ind mod teltet om natten for til sidst at tilkæmpe sig jobbet som vagthund i selve teltåbningen. Hverken Ali eller jeg fandt ud af hvad der på dette fredfyldte sted over byen var at holde vagt for, men det spillede heller ingen rolle. Vi nød hinandens selskab. Jeg kløede hendes nakke, rejste mig og blev pludselig bange for, at jeg aldrig skulle se dette sted igen.
   Det var ikke en egentlig dødsangst, men en reel angst for ikke længere, at skulle vandre rundt i dette lille paradis, men de mange mennesker jeg var kommet til at holde så meget af.
   Jeg tog min rygsæk på og lod teltet stå for at signalere, at jeg kun var på en mindre udflugt og hurtigt ville vende tilbage. Det eneste jeg ikke havde brug for var afvigelser fra det daglige, som kunne vække nogens opmærksomhed. Klokken var blevet 11.30 og varmen var ved at være på sit højeste. Ned gennem medinaen svingede jeg over broen, hen til højre og igen til højre over endnu en lille bro og ind i beboelsesgaderne. Jeg havde håbet på, at få et lille glimt af Maja, men hun var som sunket i jorden. Videre ud af medinaen og over på den store plads hvor bussen til Fess allerede holdt med motoren i gang.
   Inde i Fess steg jeg af bussen for enden af Hassans Boulevard. Her fra var der kun 5 minutters gang hen til AVIS biludlejning. Jeg gik ind, lagde mit Dineskort på disken og præsenterede mig og forklarede, at jeg pr. tlf. havde bestilt en bil for 2 uge. Alle papirerne var gjort klar til underskrift. Jeg viste kørekort og pas og fem minutter efter sad jeg i en fin Ford Fiesta og trillede roligt ud af Fess med kurs mod Figuig. Det var faktisk første gang, at jeg sad bag et rat her i Marokko.
   Lys, skumring, mørke og så igen lys. Sådan er det faktisk her i Figuig. Mørket er forvandlet til lys takket være en fuldmåne, som har slået sig sammen med et helt hav af veloplagte stjerner.
   Jeg sidder på taget af cykelsmedens hus. Jeg listede allerede her op lige efter vi havde spist ved 19.00 tiden. Jeg havde brug for at være alene, at lade op til nattens opgave, som jeg nu hvor det var så tæt på godt kunne få mig til at ryste lidt. Ventetiden er gået med at læse Dobbeltgængeren af Dostojevski færdig.
   Den har stået hjemme på min bogreol i snart 25 år og ventet på at blive læst for anden gang. Som ung var det mig meget magtpåliggende ikke alene at læse den, men også at forstå den. Dengang i min ungdom kæmpede jeg en forgæves kamp for at forstå det uforståelige.
   Dengang kunne jeg læse og forstå selve handlingen, de konkrete begivenheder vores ven, kancellisten blev udsat for, men det psykologiske drama, som på den mest uhyggelige måde udspillede sig i hans indre, det forstår jeg først nu hvor jeg har modtaget livets og årenes modning. Den modning som er med til at gøre forståelse mulig.
   Mit liv har i utrolig mange år været som en umoden avokado, som på et ret sent tidspunkt er blevet lagt ved siden af en del ret så modne pærer og via deres særlige evnet til hurtig modning har hjulpet mig på vej i udviklingen. Pæren har de sidste par år haft mange navne. De mest indlysende har været mine tab. Tab af arbejde. Tab af prestige. Tab af erhvervskarriere. Tab af et arbejdsmiljø. Tab af helbred. Tab af hukommelse. Tab af livet og dermed glæden ved livet. Men mest af alt tabet af mennesker. Mennesker, som har betydet meget for mig.
   Det første og sværeste tab var Anitta. Anitta som kom i familiepleje hos Helle og mig da hun var 3 år. Vi elskede Anitta som vores egen datter. Ikke fordi det var aftalen, men fordi vi gav os lov til det og gjorde det, elskede hende. Hun blev det barn vi i flere år havde prøvet så desperat selv at skabe, men alt havde været forgæves.
   Det var lige et par år før det store lægelige gennembrud kom med kunstig befrugtning og alt det andet som næsten afskaffede barnløshed hos dem som havde råd til at betale, f. eks. borgere i den vestlige verden. Men så dukkede Anitta op og blev vores lille, store lykken som kom med den Fynske melodi i sproget og gav os lov til at hele hendes sår efter tabet af sine forældre på Fyn. Forældre hun ikke kunne forstå at hun ikke kunne være hos og i øvrigt aldrig trods løfter fra socialforvaltningen om det modsatte aldrig fik lov til at besøge eller blot se igen.
   Da vi selv 3 år senere måtte erkende at vi selv også skulle aflevere Anitta prøvede vi at lave en plan med forvaltningen. En plan hvor vi langsomt skulle flytte fokus fra os og over til Anittas rigtige familie. Vi kunne ikke og problemet blev løst med en opringning til mig på mit arbejde fra socialforvaltningen. Det var en eftermiddag og jeg blev orienteret om, at vi ikke skulle hente Anitta i børnehaven i dag. Hun var blevet hentet og vi har ikke set hende siden.
   Uanset at det nu snart er mange år siden står følelsen af tabe funklende klart for mig. Ikke bare tabet af Anitta men tabet af troværdighed. Vi havde lovet at passe på hende resten af livet, men kunne ikke holde vores løfte. For Anitta må det have været ubærligt. Faktisk var vores forløb med Anitta identisk med det der skete årene før på Fyn. Her havde hun været i privat familiepleje fra hun var 1 år og frem til at Anittas mor og morfar blev uenige med dem og via socialforvaltningen fik sluttet forholdet på nøjagtig samme brutale måde, som den dag hun blev hentet i sin børnehave i Nærum. Dem som burde tage ansvar for Anitta skæbne fik travlt med at fralægge sig løfter afgivet til os og ansvar for Anittas velfærd. Et ansvar de i kraft af anbringelsen hos os administrerede uden at skulle stå til ansvar for nogen. Jeg græd meget i de næste par år. I dag kan jeg godt savne min evne til at græde.
   Jeg kommer til at tænke længere tilbage. Tilbage til min egen barndom. Først de seneste år er jeg blevet opmærksom på mit helt personlige tab af mig selv, min egen barndom. Det er her jeg skal finde forklaringen på hvordan det forsømte barn i mig på afgørende vis har været med til at sætte dagsordenen for mit socialfaglige virke gennem årene.
   Det var det forsømte barn, som skabte mit sociale engagement og på overbevisende måde lagde indhold til mit første socialpolitiske skrift i form af en opgave på Københavns Universitetet i offentlig ret. Den handlede om tvangsfjernelse af børn og konkluderede ikke overraskende allerede den gang, at der, fra det tidspunkt hvor børnene blev anbragt, stort set ikke blev gjort noget for, at hjælpe familien med af få skabt grundlag for at børn kunne vende hjem igen. En konstatering, som jeg gennem årene med jævnlige mellemrum har måtte repetere.
   Prisen betales både af børn og forældre hvor de i en ofte lang og svær periode inden anbringelsen har brug for hjælp og støtte fra sagsbehandleren, men må se i øjnene at sagsbehandleren reelt ikke eksistere mere. Hun er blevet til en myndighedsperson fuldt optaget af at skabe dokumentation for hendes kommende sag i Børn og unge udvalget. Man kan ikke både piske og trøste, og ankemuligheden er reelt ikke til stede.
   Det var der heller ikke den 22. juni 1997 da jeg sad i bussen på vej fra Oudja til Figuig. Fem minutter før bussen skulle afgå trådte der en mand på ca. 55-60 år ind i bussen. Han stillede sig op foran i bussen og startede en høj, tydelig og engageret tale. Der blev stille i bussen. Alle lyttede. Under samtalen viser han sine arme og hals frem. Det ses tydeligt, at han lider af en voldsom form for eksem. Talen fortsætter med uændret styrke og suppleres nu med fremvisning af en plastikpose med div. medicin, han er nød til at bruge for at holde eksemen nede. Indlægget slutter med fremvisning og grundig gennemgang af alle beløb i en lægeregning for hans behandling. Endnu et par bemærkninger til afrunding af et særdeles kompetent sagsfremstilling for bussens passagerer, som har lyttet opmærksomt.
   Han gennemføre umiddelbart efter indsamling af penge i bussen uden yderligere ord. Koranens sociale dimension har været udøvet i praksis. Du skal give almisser til dem som trænger.
   Han forlader bussen og også for ham er sagen afgjort uden ankemulighed. Jeg kommer til at tænke på nattens børnesag, som også handles af på en helt klar og kontant måde. Enten klare vi den eller også klare vi den ikke og der er bestemt heller ingen ankemulighed her.
   Klarer vi den ikke i nat venter der mig i bedste fald en udvisning i værste fald en smagsprøve på et Marokkansk fængsel i Rabat og det har der i øvrigt gjort længe. Herfra vil de Marokkanske myndigheder have en særdeles god mulighed for, at få deres største ønske omkring min person opfylde. En overflytning til afsoning i Danmark kombineret med et livslangt indrejseforbud i Marokko. En livsvarig udvisning af mit sinds fædreland vil komme meget på tværs af mine fremtids ønsker. Sacha ville blive endnu hårdere ramt. Hun ville sandsynligvis blive sendt tilbage til Algeriet og udleveret til en særdeles uvis skæbne hos hendes fars familie.
   Jeg lagde tankerne til side og bemærkede, at mørket havde forladt scenen i Figuig og afleveret den til stjernerne og månen som oplyste min verden og som skulle vise mig vej ind i Algeriet. Jeg var jeg på vej til at blive en illegal grænseoverløber. Jeg havde brugt et par nætter på at sætte mig ind i nattens lysforhold. Jeg havde brug for så lidt lyst som overhovedet muligt. Bare lige nok til at jeg kunne finde vej over grænsen og frem til det aftalte træfpunkt. Jeg havde bestemt ikke brug for at underholde indbygerne fra landsbyen med min lille udflugt og bestemt slet ikke min tilbagekomst med Sacha.
   Først torsdag var alt faldet på plads med Sachas ankomst til området på den anden side af grænsen. Resultatet var blevet aflevering nu i nat kl. 3.00 og træfpunktet blev på den lukkede grænsevej mellem Figuig og Bechar. Punktet lå 14 km. fra Figuig og ca. 3 kilometer inde i Algeriet. Træfpunktet lå i et øde ørkenområde, som netop fordi grænsen havde været lukket i snart 10-12 år i en form for ingenmandsland.
   Et grænseland, der lige som Figuig lå og ventede på at noget skulle ske, f. eks., at grænsen igen blev åbnet, så Figuig ikke blev en trafikal blindgyde, hvilket jeg og i virkeligheden også størsteparten af Figuigs indbyggere i bund og grund var godt tilfredse med.
   Tilrejsende, som vælger at bruge op til 4 timer i en gammel Volvobus i gennem stenørken og som kun kan forlade Figuig tilbage af samme vej, ja de mener det alvorligt og fortjener, at opleve denne både fysiske og psykiske oase af en by, som netop er så uberørt af fremmed indflydelse fordi grænsen er lukket.
   Tidspunktet for afhentning af Sacha var fastlagt så der var lys nok på det tidspunkt hvor jeg skulle ud på min absolut vigtigste cykeltur i mit liv. Cykelsmeden havde virkelig kælet for den cykel jeg skulle benytte. Der var monteret et ret stort og solidt bagagebær og jeg havde trænet lige så forsigtigt via udflugter til hver af de 4 små landsbyer, som tilsammen udgjorde byen Figuig. Jeg havde krydset rundt mellem landsbyerne, men også lidt ud af vejen til grænsen. Jeg havde sikret mig både at hilsen på møbelsnedkeren på vej ud og lidt senere på vej hjem. Hans værksted lå i det sidste hus på hovedgaden hvor landsbyen sluttede og landevejen til grænsen lå unyttig hen. Han skulle ikke begynde at spekulere over hvorfor den eneste fremmede i byen cykler ud i intet hvor man kun kan blive illegal grænseoverløber. Ikke fordi jeg ikke kunne stole på ham. Jeg har fra starten af mine besøg i Figuig haft en god kontakt til ham og han var også en af de første der fik monteret et af vores udsugningsanlæg her i byen hvilket han var mig dybt taknemmelig for.
   Det har i det hele taget været en både spændende og livsbekræftende opgave at arbejde med de primitive udsugningsanlæg. Det har samtidig skabt mig så mange gode kontakter og venner.
   De eneste der ikke har delt vores begejstring er myndighederne, som har været bekymret for om dette hold af gratister med deres udsugningsanlæg nu ikke bare var en flok politiske aktivister, som skulle støtte fagbevægelsens venstrefløj til at tage magten over de faglige organisationer, hvilket ville være en ret stor katastrofe for myndighederne og erhvervslivet, som netop støttede de eksisterende fagforeningsfolk og på den måde kunne kontrollere og styre fagbevægelsen.
   Set med myndighedernes øjne er det jo genialt, at kunne profilere sig over for udlandet og ikke mindst EU over, at have en fri fagbevægelse. At den så i øvrigt styres ben hårdt via bestikkelse og trusler er en anden sag, eller er det?
   Jo jeg tror på mennesker. Dig og mig og i dette tilfælde møbelsnedkeren, og alle de andre, men jeg har altid Ali's bemærkninger hjemme fra Danmark siddende i mit baghoved: Stol aldrig på en Marokkaner. Kong Hassan har et fint udbygget system af meddelere. Et system som ikke kender nogen grænser og som når ud i selv den mindste lille landsby. Hvis jeg tror på det og det går jeg, ja så betyder det, at et eller andet sted på denne hovedgade bor der et menneske, som vil få stor personlig gevinst hvis vedkommende kan levere nyttige oplysninger om at der nu i nat var mulighed for at fange et par illegal grænseoverløber.

De sidste timer havde jeg siddet i mine egne tanker og kunne nu med tilfredshed konstatere, at Figuig var gået til ro og klokken var blevet 2.00 og det var tid til afgang.
   Jeg satte puden fast på bagagebæret og svingede stille ud på en vej som løb parrallelt med hovedgaden og ville føre mig uset udenom politistationen og militær forlægningen lidt længere fremme. 400 meter fremme svingede jeg tilbage på hovedgaden, ned forbi parken og til venstre og igen til højre ned af bakken og ind i selve oasen. Herefter fulgte snart den sidste af landsbyerne jeg skulle igennem. Ud af hovedgaden, som udgjorde ca. 95% af landsbyen, forbi møbelsnedkerens værksted på venstre hånd og direkte ud af den stjerne og måne oplyste vej mod træfpunktet. Fravel til Figuig og Marokko og goddag til intet. Der ude hvor små mænd plejede at stå af bussen midt om natten og hver gang forsvinde ud i intet.
   Jeg mærkede en underlig fornemmelse af frihed og glæde. Det var som om hele min rygsæk med historie og traumer, indestængte følelser om forladthed, ikke kunne følge med helt herud i intet. Lige nu følte jeg mig på ingen måde forladt.
   Jeg har gentagne gange fortalt Peter om, at en af mine største smerter var når jeg tænkte tilbage til min barndom og mærkede forladthed. Der er hver gang et billede fra vi boede på H. C. Ørstedsvej som igen og igen kommer frem på nethinden. Jeg står ved det store tunge mahognibord i den lille stue og mærker, ja kan næsten blive indhyllet af forladthed. Det er underligt, at lige netop dette øjeblik ved mahognibordet er blevet repræsentant for samtlige af mine øjeblikke hvor min forladthed har spillet hovedrollen.
   Mit andet billede er fra min tid på svagbørnskoloni hvor min forladthed var langt mere konkret og helt forståelig. Jeg var uden varsel blevet fjernet fra min familie og sendt væk.
   Perioden står for mig som sorg, tårer og igen denne forladthed. Først i en meget sen alder er det gået op for mig, at man skal have været sammen med nogen eller noget for at komme i en situation hvor man oplever forladthed.
   Jeg var naturligvis sammen med min familie og venner, men jeg oplevede aldrig at jeg var i følelsesmæssig kontakt med nogen heller ikke med min mor. Det er muligt, at jeg husker forkert, men jeg erindre kun at mor var i fysisk kontakt med mig når hun vaskede mig.
   Når jeg nu besøger mor på plejehjemmet går der ikke mange sekunder får hun lægger sin hånd på min. Hvordan kan jeg bebrejde hende, at hun aldrig har været i kontakt med mig så også jeg registrerede det. Hun har sin egen historie og forklaring på at hun, på trods af at hun har gjort sit bedste, aldrig har formået at skabe denne følelsesmæssig kontakt til mig så jeg kunne mærke det.