Vibeke og min socialdemokratiske familie
   Det er muligt at historien og begivenhederne som jeg nu vil føre dig ind i vil se helt anderledes ud hvis de blev præsenteret af andre af min families medlemmer. Det kan ikke være anderledes. Min beskrivelse tager afsæt fra min model af verden og sådan som jeg læste og læser livet.

Når Marokko blev så interessant for mig skyldes det ikke mindst, at dette land har vist sig at have en særlig evne til at åbne mit sind. Det sind som ellers har været hermetisk lukket ikke mindst for og af mig selv.
   Der er ingen tvivl om, at denne veludviklede evne til at lukke af for fortiden, at proppe begivenheder ned i sækken og efterfølgende snøre den grundigt til og på den måde fortrænge det ellers ufortrængelige, har jeg fra min mor Vibeke.
   En helt igennem dårlig og usund vane, som kan koste dit helbred dyrt og ofte på et langt senere tidspunkt, så du aldrig opdager at sækken er den virkelige skurk.
   Det du lukker ned i sækken slipper altid på et eller andet tidspunkt ud igen. Ikke i den genkendelige dragt, men næsten altid kamufleret som kræft, blodprop i hjertet eller andre livstruende advarsler om at den der gemmer til natten gemmer til...

I Vibekes univers kunne selv spillevende mennesker forsvinde ned i sækken og ud i intet. Første gang jeg bemærkede denne særlige evne hos hende var helt tilbage i min barndom da hun mødte min stedfader Ib.
   Jeg fandt et fint billede af Ib og hans tidligere kone taget af den fotograf, som i min barndom stod på rådhuspladsen med sit store kasseapparat og på den måde kunne det, som de også kan nu 50 år efter i fotoforretninger, fremkalde billeder med det samme. Hverken ham eller manden, som solgte duefoder nåede så vidt jeg husker, at blive erklæret for bevaringsværdige og dermed reddet af støtte fra kulturministeriet.
   Sådan var det også i Vibekes univers. Det smukke billede af de glade nygifte led af den lille skavank, at helhedsindtrykket ikke længere var intakt idet halvdelen af billedet var næsten umærkeligt fjernet med en saks.
   Tilbage på billedet var Ib, en halv Rådhusplads, en mindre flok duer, men meget praktisk ingen ekskone.
   Vera påstod gennem hele livet, at dette var et helt billede og havde aldrig set anderledes ud.
   Nu var det ikke kun billeder som forsvandt ned i sækken inden Vera snørede den til. Nej hele Ibs liv og ikke mindst tidligere samliv eksisterede ikke.
   Jeg har aldrig hørt hverken Ib eller Vibeke nævne den unævnelige kvinde, der røg ned i sækken hvor i øvrigt også Ulf, min biologiske far røg ned. Jeg ved intet om hende, kendte ikke hendes navn. Den kvinde som Ib trods alt havde elsket og den mand, som Vibeke helt indiskutabelt havde elsket og måske stadig elskede, de to personer eksisterede ikke mere. De var lagt i sækken, som blev snøret til og vupti var de blevet til intet.
   Nu vil du nok sige, at det har sin helt naturlige forklaring. Lidt jalousi og sårede følelser, men nej den holder ikke. Resten af mit liv kunne jeg følge med i hvordan medlemmer som blev udmeldt af familien blev udrenset på linie med præsidenter fra det daværende USSR.
   Da jeg I sin tid blev skilt fra min første kone Birgitte, blev alt som kunne minde om hende incl. en ret anseelig samling billeder fra de små vægge i mit barndomshjem pillet ned og lagt i sækken, som blev snøret sammen. Snip snap snude. Nu er den historie ude og så snakker vi ikke mere om det (hende Birgitte).
   Fra den dag af eksisterede Birgitte ikke mere i Vibekes univers og blev ikke nævnt ved navn af andre end mig. Hvis Vibeke under en samtale kun kunne gøre sig forståelig ved, at nævne den unævnelige skete det ved at anvende ordet "hende", aldrig Birgitte.
   En anden, for mig vigtig begivenhed, som også kom i sækken og som uanset dette stadig står stærkt i min erindring, som et alvorligt sår var, da jeg pludselig en dag midt i en skoletime blev sendt på svagbørnskoloni. Jeg har vel været omkring 8-9 år.
   Det kom helt bag på min lærer, at jeg mødte op den dag, hvor jeg skulle være rejst med en samling andre "svage børn" til Høve Sanatoriet hvor der både var frisk luft, sundt mad og kulbuelys hver uge, men ingen mor, søster eller min elskede mormor. Takket være en emsig ung lærerinde nåede jeg desværre, at komme ind til Hovedbanegården og tage toget med de andre stakler.
   Det blev perioden hvor jeg lærte, at man sagtens kan græde sig i søvn ret mange nætter, uden at vække de andre på sovesalen og uden at tage skade af det eller tabe i vægt eller anseelse.
   Jeg fik aldrig besøg af Vibeke, men af Irene, min storesøster og så Mimmi, min mormor. Hvad lavede Vibeke og hvorfor mig og ikke også Irene? Spørgsmålene var mange svarene få, ja faktisk ingen.
   Jeg har aldrig fået en forklaring på hvorfor dette smertelige ophold langt fra min familie. Selv som voksen har jeg overfor Vibeke måtte opgive at bringe denne episode i mit liv på bane.
   I dag ved jeg besked. Hvordan skal Vibeke kunne snakke med om, end sige forklare om en episode, som for længst er lukket nede i sækken og snøret til.
   Der eksisterer jo netop ikke noget ophold på Høve Sanatorium, men jeg husker lugtene, vinden og den knugende fornemmelse af forladthed.
   Da vi for et par år siden ryddede Vibekes lejlighed fordi hun flyttede på plejehjem fandt jeg en stak gamle breve. Der var 12 i alt, stadig i konvolutter og samlet med elastikbånd. Det var mine breve jeg havde sendt hjem til min familie fra svagbørnskolonien.
   Vibeke havde valgt at redde dem fra sækken, men nægtede ethvert kendskab til dem før de blev fundet. Jeg har ikke efterfølgende konfronteret Vibeke med brevene, for de eksistere jo ikke og man kan jo ikke tale om noget, som for længst er dømt ikke eksisterende.
   Brevene lå længe hjemme hos mig inden jeg magtede, at åbne dem og læse dem. En dag hvor jeg alligevel var ret gråd labil fandt jeg dem frem. Alle brevene var stereotype og korte og indeholdt altid spørgsmålet: Hvornår kommer I og besøger mig?
   I starten underskrev jeg mig Morten, senere blev det til Morten Hansen. På den sidste stribe breve var jeg "faldet til" og underskrev mig med navnet 33. Det var mit navn på Høve. Det trak tårer og gav rig næring til det lille forsømte barn, som senere skulle få stor betydning for mange af mine valg i tilværelsen.
   Jo mine evner til at fortrænge er særdeles veludviklet takket være Vibeke. Måske var det i øvrigt på sin plads, at jeg her fortalte dig lidt mere om min mor og min socialdemokratiske arbejderfamilie. Det er jo trods alt fra rødderne planten skal skaffe sig vand til de nye skud og udviklingsretninger.
   Du bliver til det dine forældre har fortalt dig at du skal blive til. Så enkelt er det og så alvorligt er det. Sådan har det altid været og derfor er vi alle børn af vores forældre, families historie og såmænd også vores kulturs historie.

Vibeke er på alle måder en lille kvinde. Fysisk og ikke mindre psykisk. Hun er ikke mere end ca. 160 cm. høj, slank, men har ret kraftig knoglebygning. Hendes ansigt er bredt, hendes øjne blå og håret brunt, halvkort og altid med resterne af krøller fra en permanent.
   Jeg husker ikke at hun på noget tidspunkt har ændret stil, type end sige frisure. Min mor var og har altid været husmoder. De eneste tidspunkter hvor hun, som jeg husker det, gjorde en smule stads ud af sit udseende, var når håret blev permanentet op til højtiderne, eller de runde fødselsdage i familien.
   Som barn husker jeg Vibeke, som den lille flittige husmor. Altid i gang med noget praktisk, så slipper man for at skulle snakke, diskutere og have synspunkter, hvilket altid kunne gøre hende synlig nervøs.
   Når vi, Birgitte og jeg samt Irene og Espen, min svoger, kom på familiebesøg, var det altid efter samme recept. Undgå krigsudbrud i familien via totalservise og bespisning af alle fra vi kom til vi gik.
   Satte jeg mig i en lænestol røg mine ben op i luften og da de landede var det på en blød fodskammel under o.s.v. Bølger af mad blev bragt ind. Her skulle ingen hverken sulte eller samtale. I alt fald ikke om andet end vind og vejr.
   I dag kan jeg se at det var en måde for Vibeke at undgå et egentligt samvær hvor man snakker og måske diskutere om andet end vind og vejr.
   Så snart snakken bevægede sig ned i dybderne og nærmede sig noget i retning af meninger og holdninger for slet ikke at tale om følelser, stoppede Vibeke snakken. Det er her folk kan blive uenige og uvenner og det må for alt i verden forhindres.
   Som voksen har jeg altid haft store problemer med at vise min vrede. Ikke sådan at jeg ikke følte vrede. Det gjorde jeg tit, men jeg kunne ikke vise den. Få den "ud over scenen".
   Resultatet blev ofte, at jeg mistede kontrollen over mine egne følelser. Jeg kunne ikke styre dem. Den opsparede vrede kom ud via alt for voldsomme anfald.
   Først nu kender jeg årsagen og kan give en forklaringen på dette fænomen. Jeg har ganske enkelt aldrig lært hvordan ,man viser sin vrede.
   Når jeg tænker tilbage på min barndom kan jeg ikke komme i tanker om en eneste gang hvor enten Ib eller Irene har vist vrede og talt med store bogstaver. Hvis jeg nu var vokset op i en frodig "Italiensk" familie hvor man godt må råbe højt, ja så havde jeg ikke været i tvivl om hvordan man viser sin vrede.
   I det hele taget dette at vise sine følelser blev af Vibeke betragtet som noget nær en katastrofe. Jeg har aldrig fornemmet at Vibeke på neget tidspunkt kom i nærheden af noget jeg kan kalde for følelsesmæssig kontakt med andre. Ikke sådan at Vibeke ikke kunne give omsorg til os alle. Det kunne hun til fulde, men den følelsesmæssige kontakt har jeg ingen erindring om.
   Det kunne også tydeligt læses i Ib' og Vibekes samliv. De parallel legede. De boede i hus sammen, men jeg fik aldrig en opfattelse af dem som et par som elskende. Jeg mindes aldrig at have set dem tage rigtigt om hinanden. Sige noget kærligt til hinanden eller bare vise lidt ømhed overfor hinanden.
   Nej de arbejdede hver for sig og boede sammen i samme familie. Sådan var det. Hverken mere eller mindre.
   Det Vibeke manglede i psyken havde hun til gengæld i fysikken. Hun var særdeles sund og rask. Røg ikke og drak ikke ud over det obligatoriske glas sød vin til konfirmationer, runde familiefødselsdage og lignende arrangementer.

Husmor var hun og det er kun via gamle papirbilleder jeg har fået et indblik i at hun også engang har været en kvinde. Da hun endnu levede mere eller mindre lykkeligt med Ulf, var Vibeke ikke alene en flot kvinde, men også en kvinde med stil og selvtillid. En kvinde der vil noget.
   Jeg er ikke i tvivl om at Vibeke, da hun valgte Ulf fra, samtidig valgte kvinden og sensualiteten fra og i stedet via Ib fik en stabil forsørger, men til gengæld et alt andet end charmerende parliv.
   Langt senere i mit liv kunne jeg konstatere, at det kun var en utilgivelig beslutning fra en provinsoverlæge på Skagen sygehus, der forhindrede, at hendes kvinde blev trukket op af sækken igen for at blive begæret for anden gang i sit liv af Ulf.

Da Ulf forsvandt ud af vores liv var jeg omkring 4 og min storesøster Irene 6 år. Vibeke tog ham tilbage i en kort periode, men det lykkedes dem ikke at rumme hinandens baner, hvorfor de skiltes for evigt. Ingen tvivl om, at de kunne have betydet meget for hinanden hvis de havde kunnet blive sammen.
   Som den ene af de to eneste, der er en biologisk kombination af lige netop de to mennesker, ja så må jeg retfærdigvis erkende, at deres fortsatte samliv godt nok ville have givet utrolige oplevelser, men også voldsomme op og nedture og ikke mindst have taget livet af mindst den ene af dem.
   Afstanden mellem to pooler kan være så stor, så den ene må forlade kloden og svæve ud i universet. Sådan er det bare. Det blev Ulf som svævede væk fra os.
   Vibeke ville helt bestemt have udviklet sig helt anderledes hvis hun havde været under Ulf fortsatte påvirkning. Det er med Vibeke, som med os alle sammen. Vi rummer det hele, noget mere end andet, men det er vores livsgartnere, som afgør hvad der skal gødes og dermed udvikles og hvad der skal væk under væksten.
   Vibekes lady ikke megen gødning efter, at Ulf forsvandt ud af hendes liv og det hjalp heller ikke at Ib senere kom ind på banen.
   Først nu så mange år efter har jeg lært, at pigen og ladyen i enhver kvinde aldrig dør. Hun bliver ældre, ja, men vil altid leve så længe livet og erindringen varer. Godt nok ofte skjult, men levende. Veras lady var godt og grundig skjult ned i sækken.
   Fra skilsmissen med Ulf tog Vibeke sig af os som alenemor i en tid, hvor der ikke vankede særlig meget hjælp fra det offentlige. Det var heller ikke nødvendigt. Vibeke var og havde fået tilladelse til, at blive hjemmesyerske i handskefirmaet Lund og Søn i Pilestræde. Der hvor hun havde været i lære og fandt stor både arbejdsmæssig tryghed, men også menneskelig omsorg.
   Det var et rigtigt gammelt familiefirma, men et stort socialt engagement i sine medarbejdere. Kvinden i hende blev på et meget tidligt tidspunkt lagt ned i sækken. Et skæringstidspunkt var uden tvivl, da hun bevægede sig i en anden retning i livet end Ulf, min biologiske far.

Når jeg er i gang med at præsentere min familie skal min mormor Mimmi også lige nævnes. Fordi hun var den hun var og primært fordi hun var blandt de personer, som betød mest for min barndom.
   Det er først jeg som voksen er blevet opmærksom på hvor både fysisk og psykisk stærk mormor var. Da hun mistede sin elskede mand og min elskede morfar, klarede hun, at dreje rundt på en tallerken. Ingen klyngen, men selvforsørgende toiletdame efter morfars alt for tidlige død som 56-årig skrædder.
   Jeg husker det tydeligt, Vibeke gør ikke, måske fordi det er snøret til, men morfar døde af en blodprop i hjertet.
   Jeg kan huske små glimt hvor jeg var ude at promenere med ham hvor vi lige måtte holde en lille pause foran det store anker ved Nyhavn, så han kunne få en af sine små piller fra sin fine lille sølvpilleæske. I dag ved jeg at det var nitroglycerin, som jeg senere selv skulle forfalde til brugen af.
   Han døde på hospitalet dagen før han skulle hjem. Han var indlagt på grund af en blodprop og døde af en blodprop. Eller som man sagde den gang, et slagtilfælde.
   Jeg husker at vi græd og morfar blev aldrig snøret ned i sækken. Med min morfars død døde også min eneste mandlige autoritet. Ib kom aldrig til at dække den rolle.
   Mimmi giftede sig aldrig igen og havde heller aldrig noget der kunne ligne en kæreste eller ven. Jeg forstod det godt. Ingen og jeg mener ingen kunne komme efter min morfar. Den elskelige morfar, som jeg desværre kun har små glimt af i min erindring, men ikke desto mindre særdeles stærke og varme følelser for.

I årene fra Ulf forlod os og inden Vibeke blev gift med Ib var Irene og jeg altid hos vores moster og onkel på Bornholm. Moster og onkel fik først selv børn i en ret høj alder, så i flere år var vi "deres sommer børn". Også somrene på Bornholm står for mig som lyse, glade og foretagsomme perioder. Moster var mors diametrale modsætning. Hun var smuk, begavet, veluddannet korrespondent, lys i sindet og blev gift med onkel, som i sine unge dage var skolelærer og freelance journalist og senere blev skoleinspektør for at slutte som skoledirektør i kommunen.
   Havde onkel været en lidt større pædagog var han helt sikkert kommet til at betyde langt mere for min udvikling end han rent faktisk kom til.
   Man skal have respekt for sin opdrager, men ikke være bange og utryg som vi var for ham. Hvor utroligt det end kan lyde gjorde vi faktisk oprør mod onkel engang. Vi havde pakket vores kufferter på vores værelse på 1 sal og "forlangte", at komme hjem. Oprøret blev som de fleste andre oprør slået ned. I dette tilfælde med en blid hånd. Jeg husker faktisk ikke hvad vi var utilfredse over, men heller ikke at vi opnåede nogle forbedringer og vi har nok også haft det helt fint.
   Det som optager mig mest var den kendsgerning, at vi overhovedet turde stille os op overfor den helt store autoritet i vores verden, onkel Claus. Han var gennem årene og er det for så vidt sikkert stadig en dominerende, selvhævdende og krævende person.

For at vende tilbage til min følelse af forladthed er det først via min psykiater Peter Rasmussens jævnlige notater, jeg er blevet opmærksom på, denne sæsonmæssige stemningssvingning.
   Peter var ikke i tvivl. Tendensen er så klar så han sidst jeg besøgte ham foreslog, at jeg de næste par år ikke arbejdede på at gå ned i medicin fordi det næsten pr. definition gik galt hver gang.
   Halvering af dosering i foråret og en ubændig lyst til og tro på helt at kunne lægge medicinen senere, men efteråret indhentede mig hver gang med mørke og tungsind.
   Store problemer og indre smerte inden jeg hver gang måtte erkende nødvendigheden i igen at måtte forhøje min dosering. Inden den til sidste virkede var jeg nede i et uhjælpeligt mørke, hvor forladthed og ligegyldighed blandede sig som en farlig cocktail. Dette er blot en konstatering af, at sådan var det og sådan er det. Jeg har via min erindring prøvet at få et billede af, om jeg i virkeligheden har haft de humørsvingninger hele livet, som en del af mit medfødte sind eller skabt af de første leveår, som jeg selv syntes indeholdt store kontraster.
   Selv tror jeg på arv, men forstærket af miljø for nu at sætte mig selv ind i en socialmedicinsk ramme. Ved nærmere eftertanke var der i min biologiske far Ulf lejlighed i forbindelse med hans død to forhold som kunne pege på at mine svingninger var arvelige. For det første havde han stort set intet foretaget sig det meste af vinteren. Det kunne vi se på kontoudtogene fra banken. Der var, helt atypisk, stort set ingen bevægelser eller forbrug. Det pegede i retning af en indelukket og mørk periode. For det andet fandt vi i lejligheden to helt nye sportstasker og en helt ny sovepose, som stod og skreg på at blive luftet nu hvor foråret og sommeren stod for døren. Dette kunne tolkes i retning af humørmæssige svingninger. Godt nok en hypotese på et spinkelt grundlag, men dog et grundlag.