Du har krav på at vide besked
   Du som aldrig har krævet noget af mig ud over min tilstedeværelse i øjeblikket, har om nogen krav på at vide besked. Jeg har aldrig følt mig tættere på kærligheden end da jeg mødte dig. Du ved at jeg har været forsigtig med at bruge ordet at elske, men hvordan skal jeg kunne beskrive min følelse for dig uden at tage det ord i min mund.
   Du har åbnet og tillidsfuldt vist mig rundt i dit eget univers. Fortalt mig din historie og helt uden drama beskrevet din livsskæbne, som den indtil dette øjeblik har udfoldet sig.
   En beretning som ikke kan rumme noget udefra kommende drama, fordi den i sig selv helt enkelt er sit eget drama, men som også på en smuk måde viser et menneske, som har kunnet vokse af smerten. Har været i stand til at bruge den, som afsæt videre ud og frem i tilværelsen.
   Din historie og din livserfaring viser mig din dybe forståelse for at leve i øjeblikket. Du stiller ikke krav eller har forventninger til tilværelsen, som rækker ud over øjeblikket.
   Jeg vil håbe, at jeg en dag kunne være med til, at få dig til at tro på fremtiden så meget, så du helt naturligt og berettiget kan og vil stille forventninger til den.
   Du har om nogen taget mig med på rejse ud i din galakse og jeg har uden frygt kunnet tage dig med ud og ind i min. Aldrig på noget tidspunkt har jeg frygtet at du ville svigte min tillid.
   Dine øjne har fra første øjeblik fortalt mig det hele. Lige fra det første øjeblik hvor jeg den eftermiddag kastede et blik ind i det lokale hvor jeg skulle undervise og pludselig mødte det blik fra dig som fuldstændig lammede mig. Disse sensitive sikre smukke mørke øjne. De øjne som ser alt, føler alt og udtrykker alt det du står for.
   De øjne som var det hele på een gang. På vagt og nysgerrigt søgende og med tydelighed fortalte mig at her var ikke en helt almindelig hvem som helst. Nej her var et psykisk kraftcenter, som samtidig udstrålede ro, balance og en hvilende i sig selv. Det var en meget sjælden kombination af energi og ro dine øjne kunne udstråle. Fra det øjeblik vidste jeg at du skulle blive min skæbne. Jeg vidste at du uanset hvad ville komme til at spille en absolut hovedrolle i resten af mit liv. Alene dette øjeblik afgjorde det.
   Jeg oplevede på ingen måde, at jeg som en undskyldning for at være sammen med dig etablerede den faglig kontakt til dig, men jeg vidste at sådan, ved siden af det faglige, forholdt det sig også. At det var tilfældet ændre ikke på den kendsgerning at du var inspirerende og udviklende i de faglige dialoger vi hen ad vejen etablerede. Men at jeg ikke havde mulighed for at vælge dig fra var allerede afgjort af dit blik den eftermiddag.
   Derfor vidste jeg også at du blev min skæbne. Den gang burde jeg ha' stolet meget mere på kærligheden, men jeg kendt jo ikke kærlighedens sprog og vidste bare at noget varmt og lykkeligt havde nået mig, men var på det tidspunkt ikke rask nok til at tæmme mit indre, som var blevet fyldt med negative tanker styret af mit alt for ofte mørke sind. Jeg kunne ikke leve med den tanke, at jeg aldrig kunne blive andet og heller ikke skulle være andet end en parentes i dit liv. Ikke en kritik af parentesen for det viste sig at den kun indeholdt lykke og atter lykke for mig, men stadig kun en lille parentes, et øjeblik på din videre vej i livet.
   Du trak med hele din ungdoms energi mit eget efterår frem og satte det i relief. Ikke fordi du gjorde noget forkert, men blot fordi du var og er stærkt både fysisk og psykisk tilstede.
   I dag efter at vores øjeblik er forbi kan jeg endelig indse at den omstændighed at jeg mistede dig ikke var hovedproblemet, men blot en naturlig konsekvens af at jeg havde mistet mig selv længe forinden. Kan jeg finde mig selv igen har jeg måske fundet vejen tilbage til dig. Det er nok den egentlige drivkraft bag mine handlinger og valg.
   Du var så fin i din væremåde, så du aldrig konfronterede mig med den virkelighedsfjerne kullise verden jeg møjsommeligt byggede op og du afviste aldrig direkte at tage den hovedrolle på dig, som jeg uden så meget som at spørge dig, havde tiltænkt dig i mine små urealistiske fremtidsfiktioner.
   Ingen tvivl om at jeg elskede dig og ønskede at dele min fremtid med dig. Så meget mere uforståeligt er det, at jeg ikke selv kunne se, at jeg dybt isoleret, inde i min egen osteklokke byggede min helt egen fremtidsvision op som kun kunne være en solofiktion fordi du aldrig blev inddraget.
   Det startede med den lille gård på landet hvor der skulle være sommerpensionat. Herefter blev det patricievillaen med sorte glaserede teglsten og stuer en suite.
   Du lagte øre til det hele og den eneste gang hvor min fantasiverden nærmede sig din realverden hvor jeg fablede om en stor herskabslejlighed på Østerbro huskede jeg , at du for første gang spurgte konkret ind til mine boplaner, om jeg havde lyst til at bo i København. Da jeg ikke selv var til stede i det virkelige liv kunne jeg ikke svare. Jeg befandt mig i min egen fiktion. Her var ingen dialog mulig.
   I dag kan jeg ikke forstå hvordan jeg i den grad kunne miste kontrollen over mine egne tanker og lade mig føre helt der ud hvor end ikke jeg selv havde noget at skulle have sagt.
   Det er først da du, som en helt naturlig konsekvens af, at jeg selv havde forladt vores fælles verden og på alle måder fravalgt en dialog om fremtidsplaner med den man elsker, også valgte ensomheden fra i det fællesrum vi havde skabt.
   I dag ved jeg at du ikke valgte mig fra. Jeg var gået fra dig længe forinden. Jeg tror i virkeligheden ikke at du på noget tidspunkt har ønsket at vælge mig fra.
   Jeg har aldrig følt større tryghed og lykke end når jeg er sammen med dig. Du vidste besked og så verden tydeligere end mig. Du kritiserede mig aldrig for den soloplanlægning jeg bare forventede at du uden dialog skulle deltage i og så oven i købet med en hovedrolle.
   Hele sceneriet båret frem, af den alt overskyggende frygt for at miste det som jeg vidste at jeg ville miste dig min kære. Dig og den kærlighed jeg fandt i kraft af dig. Den kærlighed, som jeg troede død i mig for mange år siden. En kærlighed, som viste sig for mig
   den dag vores blikke mødtes Den eftermiddag hvor det ene lykkelige øjeblik efter det andet fyldte mit liv med alt.
   I stedet for at vælte mit korthus fortalte du hensynsfuldt at du ønskede at foretage nogle nye selvstændige skridt væk fra den verden jeg selv havde forladt. Dengang vidste jeg det ikke, at din Filippinske kvindlige tankebane gjorde det umuligt for dig at agere på min adfærd, men jeg ved at dine følelser for mig var og er intakte. Det var min egen følelseslabile tilstand, der skabte det definitive brud mellem os.
   Jeg vidste det, men magtede ikke at gøre brug af andre og langt mere hensigtsmæssige handlemuligheder, f. eks. samtalen. De nødvendige og udviklende samtaler med den jeg elskede og gerne ville bygge rede med.
   I dag kan jeg se at jeg har været så utrolig bange for at miste dig. Derfor valgte jeg selv at bryde min fiktive verden ned og fravælge den jeg elskede og som jeg havde tiltænkt hovedrollen i det fiktive familiespil, som alligevel aldrig blev opført.
   Du tog mig som jeg var og holdt af mig. Du gav mig kærligheden tilbage. Derfor har du også krav på at vide at jeg godt ved hvad der skete. Hvorledes det hele hænger sammen.
   Jeg ønsker for alt i verden, at netop du skal vide at jeg ved det hele og tager ansvar for det og beklager mere end nogen anden mine handlinger. Den eneste formildende omstændighed er at den var drevet af kærlighed. Kærlighed fra den som elsker dig, men hvis indre liv allerede på det tidspunkt var i indre opløsning og følelsen af stumper og stykker var tæt på at være en realitet.