To sjæle een tanke og to spørgsmål
Men vi kom vist lidt væk fra hvorfor Marokko har kunnet åbne mit sind, Det sind som jeg end ikke selv har været i stand til at åbne. Det er som sagt nødvendigt, at vi kommer den vej rundt om Marokko for at nå ind til sindet. Det er i mit inderste sjæls kammer forståelsen af mine aktuelle handlinger skal findes.
At Marokko påvirkede mit indre opdagede jeg først rigtigt på min anden rejse hernede. Det var året hvor Helene ikke orkede at tage med og jeg rejste rundt for mig selv i 2 uger. Ulf min biologiske far var lige død og min tilværelse var også af andre årsager ret turbulent. Jeg søgte på rejsen, at finde svar på to for mig helt centrale spørgsmål i min tilværelse. Som udgangspunkt to vidt forskellige spørgsmål, Senere skulle jeg erfare, at de hang uløseligt sammen.
Første spørgsmål:
Jeg har aldrig kunnet forstå hvorfor der var så stor afstand eller manglende balance, mellem mine handlinger og så det jeg magtede. Min lyst til oplevelser var og er langt større end min psykiske styrke, når det kom til stykket og jeg skullet lægge krop og sjæl til tankens handling. Hvorfor opførte jeg mig og handlede, som jeg gjorde? Hvorfor udfordrede jeg ustandselig mig selv?
Mine handlinger passede på ingen måder med at jeg var Vibekes søn. Søn af en enlig mor og handskesyerske. Ikke fordi hun var enlig og handskesyerske, men fordi hun på alle måder har lært mig at vi skulle holde os i baggrunden. Det var det sikreste.
Vi Vi skulle på ingen måde tro, at vi overhovedet var eller på noget tidspunkt skulle blive til noget som helst ud over anonyme mennesker på den anonyme vandring mod livets afslutning.
Vibeke har lært mig, at jeg altid skal holde mig på den lige vej, gemme mig i mængden og ikke på nogen måde invitere til noget, som kan give problemer eller ballade.
Jeg kunne janteloven til ug med kryds og slange. Hellere leve uden indhold end dø tidligt af indhold i tilværelsen for nu lige at sætte det lidt på spidsen. Vibeke mente at man skulle lægge år til livet, men jeg ville meget hellere lægge liv til årene.
Alt var derfor fra Vibekes side lagt an til en tilværelse for mig præget af ro, renlighed og regelmæssighed. Godt skjult i den store grå befolkningsgruppe, som tilskuer til livet, selv mit eget og uden at blande sig i noget som helst.
Jeg blev som sagt gift og fik barn som 19-årig. Allerede som 17-årig havde jeg mange gange spillet aften og nat i pigtrådsorkester i Nyhavn hvor publikum for det meste var ludere, lommetyve og ind imellem en fortabt sømand, som omgående blev lettet for sin hyre.
Jo jeg spildte ikke tiden og havde lige fra starten af utrolig svært ved, at holde mig på den lige vej. Det blev en livslang livsstil. En livsstil hvor jeg gang på gang ragede oplevelser og udfordringer til mig. Alle projekter, som på ingen måde passede med det sarte barn fra svagbørnskolonien, der sad på bageste række i skolen og blev taget ud inden første egentlige eksamen, realeksamen.
Da jeg i en alder af 49 år genså min biologiske far, Ulf, fik jeg en del af svaret på mit første spørgsmål. Den far som jeg ikke havde set hele mit liv, siden han en sommerdag for 41 år siden forsvandt fra mig for evigt bag Det kinesiske Tårn i Tivoli.
Det var her under mine marokkorejser, hvor jeg gav mig selv lov til at tage de dybe spadestik ned i min egen sjæl, at tingene for alvor begyndte at falde på plads. På det tidspunkt gik det op for mig, at Vibeke og Ulf, min mor og far havde udkæmpet en livslang kamp i mit indre.
Begge i det skjulte og omkostningsfrit for dem, men med mig som den, der gang på gang blev såret på sjælen og enkelte gange kom alvorligt til skade, på grund af af deres opslidende kampe. Nu har jeg afdækket mit følelsesmæssige drama og ikke mindst deres spil. Jeg har taget magten i egen sjæl.
Det har på ingen måde været let, men tid til eftertanke i Marokko har hjulpet processen frem mod målet. Samtidig ved jeg nu, at det var i sidste øjeblik. Kampene havde varet så længe og været så indædte, så de var på nippe til at æde mig op indefra og på den måde tage livet af mig. Faktisk var det nok mere held end forstand at det ikke skete i 1987.
Andet spørgsmål:
Det andet spørgsmål drejer sig om min svigtende hukommelse og er en hel del mere kompliceret. Som du ved har jeg været plaget af usikkerhed og bekymring omkring mine hukommelsesproblemer, som til sidst var en væsentlig medvirkende årsag til, at jeg var nød til at trække mig fra det almindelige arbejdsmarked og kombinerede en tjenestemands pension med mine aktiviteter i mit lille firma. En arbejdsmæssig tilværelse, som jeg i øvrigt er mere end tilfreds med, men skuffet over at jeg, nu hvor jeg er økonomisk uafhængig og kan bruge livet til at prøve nye felter og betræde nye stier, bruger min frihed til at lave det jeg har beskæftiget mig med hele livet, den sociale verden.
Helt inde i mit fortrolige indre ligger imidlertid en plan, som om nogle år skal føre mig væk fra det kendte og over i nye baner, udfordringer og oplevelser.
I starten var jeg af den overbevisning, at mine hukommelsesproblemer udelukkende var af praktisk karakter. Jeg bemærkede det kun hjemme omkring praktiske gøremål. Jeg ved nu at det på ingen måde er tilfældet og det er her min bekymring kommer ind. Jo selvfølgelig er det et praktisk problem, at jeg ikke kan huske en række ting og begivenheder i dagligdagen, men det alvorlige består når disse hukommelseshuller langsomt opløser min erindring om fortiden, oplevelser, personer og følelser.
I samme periode begyndte jeg også at registrere mine hukommelsesproblemer på arbejdet. Hvis man spurgte mine tidligere medarbejdere og kollegaer, ville de fleste beskrive mig som en engageret og varm person, men utrolig distræt, forvirret og med en dårlig hukommelse, som naturligvis ofte gav store problemer, specielt når mit ellers veludbyggede kalendersystem svigtede.
Første gang jeg arbejdsmæssigt blev konfronteret med problemet var en dag jeg havde en lille diskussion med lederen af kommunens dagpleje. Da hun åbenbart manglede argumenter valgte hun at kritisere min person. Hun efterlyste mit engagement i dagplejen og som eksempel påstod hun, at jeg sandsynligvis ikke engang kende navnene på de tilsynsførende pædagoger hun havde ansat i dagplejen. Jeg smilede, men svarede ikke. Jeg vidste at hun havde ret og det ramte mig hårdt.
Fra det tidspunkt valgte jeg arbejdsmæssigt den strategi, at jeg selv åbent orienterede alle om min dårlige hukommelse. Mange smilte og kom med opmuntrende forklaringer om, at jeg også havde en stresset og travl arbejdsplads, skulle møde mange mennesker og huske mange navne. Det var rigtigt alt sammen, men jeg vidste at der også var andet som var rigtigt.
På et tidspunkt efter at jeg var startet som socialchef, var jeg nået til et punkt, hvor jeg havde brug for nærmere at få afdækket årsag og omfang af problemerne. Allerede den gang frygtede jeg, at der kunne være tale om en fremadskridende demenstilstand.
Min mormor havde denne demensudvikling og min mor viser samme tegn. Det seneste bekendtskab med min biologiske far har desværre bestyrket min mistanke. Fra det tidspunkt kendte jeg min skæbne. Jeg er Ulfs søn og må vedgå arv og gæld og betale prisen.
Jeg blev checket på Hillerød sygehus og ja, min hukommelse var blevet dårlig og nej de kunne ikke fastslå årsagen og nej de kunne ikke sige noget om fremtiden.
Havde de bare kunnet konstatere en lille hjerneskade, måske opstået i forbindelse med min alvorlige blodprop i hjertet var der både en forklaring og sikkerhed for, at det ikke blev værre. Men nej. Jeg havde kun min egen tro og usikkerheden blinkede med neonskrift i mit indre.
Arbejdsårene som socialchef var på mange måder både fysisk og psykisk nogle særdeles hårde år for mig. Jeg havde min blodprop i frisk erindring og mærkede tydeligt hvordan arbejdspres og stres, udfordrede mit helbred. Det gjaldt ikke mindst mine hukommelsesproblemer, der hele tiden gjorde det nødvendigt for mig lige, at skrue 20% ekstra op for koncentrationen. Ofte måtte jeg under møder lade som om jeg havde læst et omdelt notat vi skulle drøfte. Først et stykke inde i diskussionen kunne jeg skabe det overblik de andre mødedeltagere havde med det samme.
Alt dette påbegyndte langsomt, men sikkert nedslidningen af mig. Til sidst traf jeg beslutning om at handle. Jeg var ikke i tvivl om at jeg skulle handle. Mit arbejdsliv var blevet et helvede.
Jeg husker nøjagtig dråben, som fik bægeret til at flyde over. Jeg havde været til chefmøde på rådhuset og kørte tilbage til socialforvaltningen som lå for sig selv nede på Torvet. Da jeg kom ind på sekretariatet stod Birgit, min vicesocialchef uden for hendes kontor med en af afdelingslederne. Hun spurgte hvor jeg blev af og inde på Birgits kontor gik det op for mig at vi havde en aftale jeg fuldstændig havde glemt og nu med min forsinkelse var tiden gået så meget over så vi blev enige om at lave en helt ny dato for snakken. Der var ikke tid nok.
Jeg rejste mig for at gå ind på mit kontor for at hente min kalender. Da jeg kom ind sad der 7-8 mennesker rundt om mit ovale bord og ventede på at jeg skulle sætte mit for bordenden og styre mødet. Mit problem var bare, at jeg ikke vidste hvad det var for et møde og jeg kendte langt fra alle mødedeltagerne:
Nogen kunne jeg godt se at jeg havde mødt før og andre var helt fremmede for mig. End ikke en gruppeleder fra pensionsafdelingen jeg selv havde ansat for få uger siden kunne jeg få på plads i min hukommelse.
Jeg lod naturligvis som ingenting. Satte mig ned ved bordenden og undskyldte min forsinkelse, men ikke mere. Lene, som var en højt skattet afdelingsleder i ældre-handicapafdelingen mærkede med det samme mine problemer og tog ordet og forklarede alle hvad mødets formål var. Herefter fik jeg styr på begivenhederne. Da vi var 5-6 minutter inde i mødet gik døren op og Birgit kom ind og spurgte hvor jeg blev af med min kalender. Så gav jeg op.
Dette er blot et ud af mange eksempler på min kaotiske hverdag i socialforvaltningen og begrundelsen for at nu havde selv jeg fattet at der nok måtte gøres noget og at det ikke skulle vare for længe.
Inden jeg selv nåede der til hvor jeg så også ville handle på mit helbred blev jeg hjulpet af skæbnen. Jeg havde i længere tid haft en ret så alvorlig sag kørende med byrådet fordi jeg havde indberettet to af mine politikere for at handle ulovligt. Resultatet her og nu blev, at jeg en dag fik 15 minutter til at forlade mit kontor. Jeg var fritaget for tjeneste og det vedblev jeg med at være til min åremåls kontrakt udløb lidt over et år efter. Den eftertænksomhed der fulgte med denne ufrivillige frihed førte mig frem til at handle på mit helbred.
Via min læge fik jeg foretaget nye undersøgelse på neuromedicinsk afdeling på Hillerød Sygehus. Svaret var klart nok. Ja, stadig hukommelsesproblemer. Ja, lidt, men kun lidt forværring i forhold til sidst. Ja, allerede dengang var du helbredsmæssigt berettiget til at gå på pension, men jeg (neuropsykologen) kunne se, at du slet ikke var klar til pension dengang. Nu var nedslidningen påbegyndt og kræfterne små og nej, det var fortsat ikke muligt at sige noget om prognoserne for fremtiden.
Dette var i korte træk en del af min sygehistorie og lidt om det jeg på daværende tidspunkt opfattede, som det største problem, alt det praktiske, kiksede fordi jeg glemte, ikke huskede o.s.v.
Nu ved jeg at hukommelsesproblemet blot er et dæknavn for noget langt mere omfattende og komplekst. Dette med at opleve tilværelsen i stumper og stykker. Det at opleve alt via øjeblikket og kun et øjeblik, som ikke hænger sammen med noget som helst andet end lige netop dette øjeblik.
Dette at øjeblikket, dette øjeblik f. eks. med dig, fylder så meget, at der ikke bliver plads til andre, tidligere øjeblikke i min hukommelse i netop dette øjeblik med dig.
Jeg skal heller ikke regne med, at jeg i dette øjeblik sammen med dig kan trække gamle øjeblikke frem. Der er når alt kommer til alt kun plads til øjeblikkes øjeblik med dig. Og så ind i mellem et optimistiske håb ved pludselig at opdage et tabt øjeblik, som på trods af alt kæmper sig vej frem gennem erindringens glemsel, men blot for at konstatere, at de faktiske begivenheder er intakte, men nerve, følelse og selve sjælen i dette kære gamle øjeblik for længst er slukket.
Tabt og slukket fordi jeg ikke huskede. Tabt alene fordi opfølgning på øjeblikket er, at leve livet videre med afsæt i det forrige øjeblik.
Det gør mig meget ondt, men jeg er nød til at erkende, at jeg skulle falde helt der ned og ind hvor jeg end ikke engang husker den første gang vi to var sammen. Den første gang vi elskede er slettet af min hukommelse.
Dette dyrebare øjeblik hvor vi to for første gang lod vores kroppe mødes lige netop så tæt og intimt, som kun elskende giver lov til. Det øjeblik eksistere ikke mere i min verden. Hvor smertelig kan tilværelsen tillade sig at være, og hvor meget skal jeg bare bede dig om at forstå? At komme over eller vende dig til?
Hvor længe kan jeg leve med at mit hukommelsesspænd krymper min tilværelses historie ind, før jeg vælger den fra, som det den er en klump ligegyldigt intet. Ligegyldigt og lige meget eller lige lidt eller lige intet.
Her fra dette punkt må jeg have frikort til at fravælge det som når alt kommer til alt ikke længere eksistere og derfor søge ro i min sjæl og mit liv.
Jeg ved det. Jeg ejer ikke mere evnen til afsæt i øjeblikket frem mod et nyt. Mine afsæt er altid udfra intet eller punkt nul. Jeg er hver gang det første menneske, som oplever det første øjeblik og hvor længe kan jeg blive ved med at huske og kende mig selv.
Jeg frygter at min historie i fremtiden vil fortabe sig støt og roligt. Jeg starter hvert øjeblik fra punkt 0 og frygter til sidst at danse rundt om mit eget indre mørke, som en lille sjæl, der er ved at blive slugt af en indre magnet, som fylder mig med en ubeskrivelig fysisk og psykisk træthed, som definitivt får min dansen på mørkets kant til at fuldende processen med, "at falde ind i sig selv".
Mit liv er som at gå på line. Jeg maser der ud af og når jeg til sidst ikke orker mere, hvilket uværligt vil ske en dag, falder jeg af linen og ned i mørket.
Du skal dog vide, at bortset fra de meget mørke øjeblikke, er min lyst til livet endnu intakt. Spørgsmålet er blot om jeg har noget liv tilbage.
For at du bedre kan forstå det hele og ikke bare opfatter mig som en stakkel vil jeg føre dig ind i mit univers via mine små kinabøger, hvor jeg har ført detaljeret dagbog for hver rejse. Ikke alene hvad jeg har oplevet sådan rent fysisk, men i lige så høj grad hvad jeg har oplevet i min indre rejse i mit eget sind. Senere kan vi så vende tilbage til Sefrou og jeg kan fortælle dig mere detaljeret, om mit træfpunkt på det lille torv og hvorfor, ja hvorfor så meget.
Hvis du under vejs i mit beretning fornemmer, at jeg springer lidt i det er det rigtigt. Hvis mine beretninger til tider minde dig om små usammenhængende billeder fra en tilværelse, min tilværelse, ja så ha du nok fornemmet rigtigt. Det er "lyden af stumper og stykker". En tilværelse bestående af, og byggende på øjeblikket, dette øjeblik.