Sønner og fædre
   Jeg har forladt den overophedede nat og mørket. Grænselandet og ørkenområderne omkring Zagora. Jeg nåede lige at hilse på en stor flok kameler uden snor og flytte ind på et lille og meget smukt hotel hvor de rigtige berbere kom på besøg i deres flotte dragter.
   Flotte rigtige mænd i hvidt fra top til tå og rigtige kvinder i silkeglatte sorte gevandter. Dem som lever der ude med deres telte og kameler fjernt fra tourisrne, som aldrig når længere end et af de store Hiltonhoteller, som ud over at tilbyde alt den luksus man kan få for penge kan tilbyde en beliggenhed kun ca... 25 km fra den rigtige ørken.
   I ørken kulisser møder turismerne i de hede nattetimer de "rigtige" blå mænd og deres kvinder ude fra ørkenen. De er blå fordi det var deres dragter i gamle dage og i dag er de blå fordi det er en af de mange aftaler de har med rejsebureau omkring det naturlige show, som de optræder med hver aften og på alle måder skal leve op til og indfri de Amerikanske og europæiske gæsternes forventninger.
   Nu hvor jeg siger fravel til Zagora går turen via Rabat, Casablanca og Fess til Sefrou en lille by ca... 25 km syd for Fes.
   Fes skulle egentlig have været et nærmere bekendtskab for mig denne gang, men har skuffet ved at være lidt mørk og trist for mig. Derfor denne lille afstikker, som jeg håber kan bringe mig lidt lys ind. Sefrou er omtalt i LP, som et besøg væk, og har den fordel at der er ikke nogen af de større veje, som naturligt føre igennem byen, derfor stort set ingen turister. Det kan jeg li.
   Den traditionelle medinatur i Fess og min lille private leg "at lade sig blive væk i medinaen" hjalp ellers lidt. Kvaliteten i disse øjeblikke var helt i top ikke mindst da jeg pludselig fra en af de små medinagader kiggede lige ind i himmeriget synliggjort af en lang række af store lyse marmorsøjler, som dannede denne smukke og imponerende søjlegang, som peger direkte mod Mekka. søjlegangen i Karauine Moskeen, Nordafrikas næststørste og blot en ud af omkring 45 Moskeer i medinaen i Fes.
   Hvor utrolig kan det dog være. Men selv alt dette var ikke nok til at fjerne mit mørke.
   Når jeg står stille i basargaden og kikker ned af søjlegangen ser jeg mænd på vej til og fra bøn. Når jeg betragter disse harmoniske mænd, nogle på vej til bøn andre i bøn og endelig andre, som har sat sig til at vente til det bliver tid for dagens sidste bøn, ja så har jeg svært ved at påstå at jeg er et troende menneske.
   Vi er i Danmark ikke engang en befolkning af ateister, for det kræver stillingtagen. Nej vi er en befolkning præget af afstumpet ligegyldighed hvor fjernsynet er blevet vores "husalter" og TV værterne vores præster, som vi i modsætning til den sorte præst kan holde ud at se ud over juleaften.
   Vi vil ikke høre tale om det fordi vi forstår ikke vores egen kulturelle fattigdom.
   En redning vil være at privatisere hele den danske folkekirke med kirker, præster og det hele. Intet er bevaringsværdig ud over øjeblikket, som ikke tør sætte sit mandat på prøve i det næste øjeblik. Al erfaring viser at religion ikke kan gro for statspenge og via statsgartnere. Kunstgødning er ikke og har heller aldrig været ægte.
   Jeg ser på ingen måde Islam, som svaret på vores manglende tro. Den mangel kan såmænd sagtens stå alene og Islam har hverken vist nåde for mig eller de syge som lå hulter til bulter overalt på hospitalsgårdspladsens jord den overophedede nat jeg vandrede i gennem Zagaro på kanten af ørkenen.
   Den nat gav Islam ikke megen trøst til de syge. Ej heller Sigøjnerne, som levede, hvis man da kan kalde det at leve, når de bor i papkasser mellem skinner, togvogne og affald ude på banegårdsterrænet i Casablanca.

Jeg sidder oppe på balkonen på den store busterminal lidt udenfor Fess. Det er lidt komisk, men det er nu anden gang her til morgen jeg forsøger at komme med en bus til Sefrou.
   Første gang var i morges kl 8.30. Jeg havde checket afgangstidspunktet i går og mødte op lidt over 8.00. Inde i den store busterminal købte jeg billet hos en lille mand i et lille billetkontor og blev fint guidet ud til det sted på den store plads hvor deres bus skulle afgå til Sefrou kl. 8.30.
   Omkring klokken ni fornemmede jeg at der måtte være noget galt. Ingen bus og ingen medpassagerer. Her nede tager fornemmelser, som så meget andet, noget længere tid end hjemme. Jeg gik ind til den lille mand i det lille billetkontor. Straks han så mig gav han mig uden ord mine 7 D.h. tilbage, som billetten havde kostet. Det var hans stille måde at sige til mig at han genkendte mig samt at hans bus vist ikke kom til at afgå i dag.
   Videre til et andet lille billetkontor. Betale de 7 D.h. for billetten og nu venter jeg så på en ny afgang, denne gang er tidspunktet sat af et andet busselskab og de har valgt afgang kl 10.00. Jeg sidder og glæder mig over at jeg her på denne dag er fuldstændig renset for alt hvad der kommer i nærheden af stress og jag.
   Min evne til at tage stressede situationer er særdeles veludviklede her i Marokko. Ingen reaktion fra mig over at jeg nu snart har ventet et par timer på at komme med en bus. Det er gode og sunde tegn på en krop og sjæl der hviler i sig selv.
   Jeg steg op i bussen lidt i 10 og vi tøffede ud fra pladsen kl. 10.30 hvorefter vi stoppede for hver ca... 100 meter for at samle folk op og som afslutning på de indledende øvelser kørte vi lige ind for at få lidt benzin på bussen.
   Nogle gange får jeg den tanke at busserne her nede er så gamle og udrangeret, så hvis de brød sammen med en fuld tank ville det fordoble selskabets tab. Op af formiddagen satte bussen kursen ud af Fess og i retning mod Sefrou.
   Til min overraskelse var der 3-4 mand til at betjene bussen, der trods alt kun havde en relativ kort rute. Jeg bemærkede at en af bushjælperne var lige så blond som mig selv. Var han et resultat af en romance, et øjebliks kærlighed hvor Nord og Syd elskede i øjeblikket. Det betingelsesløse øjeblik som ikke kræver, men gir' alt. Mine tanker flød videre til min digtsamling hvor jeg temmelig dristigt, så dristigt, som kun Ulf søn kan være, går i rette med Kirkegaard, som nedgør det æstetisk menneske og den dermed flydende æstetisk kærlighed. På bekostning af det etiske menneske og den forpligtigende kærlighed.
   Jeg fastholder kun til dels min kritik af Kirkegaard. Han har ret derhen at det er det etiske menneske, som skal lede og tage ansvar for de æstetiske behov. Det er jo helt i tråd med transaktionsanalysen, der kalder det etiske menneske for den Voksne og den æstetiske menneske for Barnet.
   Test med transaktionsanalysen viser tydeligt Kirkegårds teori. Hvis en person i for stor udstrækning handler ud fra sit frie Barn og i mindre grad ud fra sin Voksen har vi en persontype der med et par andre karakteristika kaldes for forføreren.
   En persontype hvor vi fagfolk godt ved at der følger en del psykopatiske træk med denne person. Det er den persontype Kirkegaard kalder det æstetiske menneske. Kirkegårds fejl er, at han ikke rummer den psykologiske indsigt vi har i dag.
   En indsigt der ville få ham til at arbejde langt mere nuanceret med sine persontyper og ikke mindst motiverne for deres handlinger. I stedet holder han stort set fast ved ud over den religiøse, kun at arbejde med de to omtalte persontyper med et par enkelte undergruperinger omkring det æstetiske menneske, herunder den tungsindige, som han i mangel af mere viden slet ikke betragter som syg, men æstetiker.
   Grundlæggende har jeg Kirkegaard mistænkt for i virkeligheden at nære en dyb misundelse til de samtidige, som i modsætning til ham var i stand til at leve det virkelige liv incl. kærligheden og ikke skabe sin tilværelse i sætningskonstruktioner og hvor han selv måtte betale for at hans liv kunne udkomme.
   Jeg er samtidig også opmærksom på at jeg skal dybere ind i mig selv før jeg kan tillade mig at sige mig fri for, at mine egne synspunkter ikke også er præget af min aktuelle situation.
   Når jeg sådan jager Kirkegaard er det måske når alt kommer til alt fordi de æstetiske menneske forfalder til øjeblikket og ikke vil tage ansvar for det lange seje træk. Han har ret, men jeg magter ikke andet end øjeblikket og føler mig stødt på mine følelser når han putter mig i gruppe med de overfladiske æstetikere.
   Men på den anden side er Kirkegårds tanker og synspunkter nok også i sin tid båret frem af den sjæl og de følelser, der i sin tid var i ham. Det er underligt. Jeg nære dyb respekt for Kirkegaard og hans tænkning. Og samtidig er hans person omgivet af et menneskesyn, som lader meget tilbage at ønske i retning af humanisme, rummelighed for slet ikke at tale om følelser.
   Jeg husker i sin tid hvor mange af os fra den sociale sektor, der begejstret tog hans få kendte sætninger til os som vores arbejdsmetoder i socialt arbejde. Når du er hjælper skal du møde det menneske du vil hjælpe der hvor vedkommende befinder sig. Ikke en kritisk bemærkning af sætningen, den er almengyldig, men for Kirkegaard var det en ren og skær købmandsbetragtning.
   Du kan ikke trænge igennem med dit kristne budskab og sælge det hvis modtageren er både sulten og tørstig. D.v.s. stil folks sult og tørst inden du bruger kræfter på at sælge kristendommen til dem.
   Da jeg fik et par af de solide bøger om Kirkegaard til min 50 års fødselsdag tog jeg mig, på trods af mit ubehag over Kirkegaard, tid til at sætte mig noget mere ind i hans tanker og teorier.
   En grundig læsning af "Livet skal leves forfra, men læres bagfra" viste mig, at meget af nytidens moderne teorier på det psykologiske og kommunikative plan stammer direkte fra Kirkegaard.
   Hans grundlæggende krav til os mennesker er at vi træder i eksistens. At vi træder frem på livets scene og ikke lægger skjul på hvem vi er, hvad vi tænker, syntes og mener. Ikke noget med at være som andre forventer at du skal være og ikke noget med at mene hvad andre forventer at du skal mene. Nej du skal træde frem som den du er og med de synspunkter du nu engang kan stå inde for.
   De filosofiske tanker forlader mig og den blonde araber træder igen ind på min indre scene. Var han virkelig et resultat af dette Nord Syd møde i lige netop det øjeblik hvor det blev hans tur til at passerer, lige der hvor muligheden for liv er tilstede og kun til stede i dette ganske særlige øjeblik.
   Hvis så var det dette øjeblik mellem to elskede mennesker, der elskede i øjeblikket uden at stille betingelser, men det var hende som betalte prisen for deres betingelsesløse kærlighed. Resultatet blev den blonde araber, som under dagens små pauser kan filosofere over hvor hans maskuline far autoritet fra Norden blev af den dag han drejede rundt om hjørnet og forsvandt måske for altid.
   Jeg kunne være hans far. Måske sidder han netop og tænker det samme. Venter at jeg inden udstigning lige trækker ham til side og visker de fortrolige ord i hans øre: Du er mit blod, mit liv og min samvittighed og her er mit plastikkort.
   Min egen far, som for tusinde år siden forsvandt bag det kinesiske tårn i Tivoli dukkede jo trods alt op igen. Ikke som en brugbar maskulin figur, men som et menneske, der aldrig fik fortalt hele historien til sin søn.
   Da jeg ledte efter ham var det efter en far. Da jeg fandt ham var det for at opdage et livslangt udækket og smerteligt behov for en maskulin autoritet. En far som havde taget mig ved hånden og var gået de lange ture med mig rundt i verden.
   Havde fortalt mig hvad han syntes om det ene og det andet, hvad der var rigtigt og forkert. Hvad der var smukt og grimt og ikke mindst hvorfor han følte og oplevede verden som han nu engang gjorde. En far som havde vist mig livet sådan som han nu engang så det og ønskede at hans søn også skulle se det.
   En far som ikke bare havde ambitioner på sin søns vegne, men også var parat til at løfte, bære sin søn frem i verden til han selv var flyveklar. En far som lagde an til, at jeg selv på et sikkert fundament, når jeg blev større kunne danne mig mit eget billede af den verden vi levede i og samtidig forstå hvorfor han syntes hvad han gjorde og kunne forstå det og acceptere hans synspunkter og dermed hans liv og hans person.
   En far som om aftenen når jeg skulle sove havde fortalt mig eventyr om helte og trolde, feer og drager og at jeg hans søn, når jeg blev stor også skulle ud og forsvare alt det smukke og gode, som han selv forsvarede og at han stolede på at jeg kunne, netop fordi jeg var hans søn resultatet af det øjebliks kærlighed mellem den usynlige kvinde, som skulle blive min mor og den stærkeste og mest frygtede af alle ridderne skulle blive min far.

Jeg kan mærke at mit møde og min afsked med Ulf er faldet langt mere på plads i år end på rejsen sidste år få måneder efter hans død. Klokken er blevet omkring 17 og jeg mærker en skrivelyst præget af glæde, varme og lys. Ingen tvivl om at det er dette lille fortryllende sted jeg har sat mig, der i den grad får alt det dejlige op i mig. Dette øjeblik er uden tvivl denne rejses absolut lykkeligste. Øjeblikket på den lille plads i hjertet af min smukke grønne Medina. Der må være en dybere mening med at jeg er landet her på denne skønne plet og i den grad mærke hvordan lyset og energierne kommer sydende og boblende til mig.

Efter en stund forlader jeg min plads på den lille cafe og bevæger mig rundt i medinaens små gader. Jeg stopper ved den gamle mand og hans smedje. Indenfor ca... 8 kvadratmeter havde han alt hvad han i et langt arbejdsliv havde og fortsat har brug for.
   Med essen i midten af værkstedet og de små vægge tæt pakket med diverse værktøj og heri blandt værktøj han havde produceret. En stor slibemaskine til højre og ham selv ved sit arbejdsbord til venstre. Han er dette øjebliks eksempel på at arbejde og ikke mindst håndværk giver identitet. Jeg står stille og betragter ham her ude fra den lille gade.
   Jeg vil i kontakt med ham og efter et par minutter kan han ikke styre sin tilfredshed over at en fremmed finder glæde ved at betragte ham og hans arbejde. Han viser mig stolt de fine store nåle han fremstiller til sadelmageren og en række andre produkter, som hænger på store søm på væggen.
   Han viser mig knivene han i dette øjeblik forvandler fra gamle sløve knive til skarpe livsfarlige våben. Blot med en lille hård og skarp tingest, som han med sin hammer slår skråt ned på knivens blad, så det er i stand til at flænse alt det kommer i berøring med.
   Jeg takker for fremvisningen og forlader smedjen, uden at vide at vi skulle komme til at lære hinanden godt at kende og i virkeligheden komme hinanden så nær så tabet af et øjeblik der aldrig kommer igen vil give varige sår på sjælen. Videre ned af gaden og ind til frisøren hvor fuldskægget og en del af håret efter en omsorgsfuld behandling røg af for 10 D.h..
   Mørket havde i mellemtiden sænket sig over Medinaen og jeg begav mig op af bjergvejen med et nybagt brød, 3 æg, 3 tomater og lidt salt og peber. Efter 10 minutter sat jeg på teltpladsens mur med byens små lys under mig, stjernehimmelen over mig og mit festmåltid foran mig midt i en sådan stilhed, som kun kan forekomme fordi jeg var eneste gæst på teltpladsen den aften, måske også den uge.
   Hvem ved, pladshunden ved besked men hun siger intet. Hun betragter mig i stilhed og på afstand i denne funklende mørke nat. Det blev starten på et varmt venskab med Ali, som jeg valgte at kalde hende. Ali fordi hun havde fået navnet inden jeg havde opdaget at det var en hun hund.
   Stjernerne, bjergene og byens små lys gør mig lykkelig fordi dette øjeblik ikke behøver at hænge sammen med andre øjeblikke for at give mening.
   Stemningen, roen og de små usynlige dyrelyde og lykkefølelsen helt inde i mig selv er meningen med mit liv i alt fald i dette øjeblik, den aften højt over den lille bjergby Sefrou. Den by som er skabt fordi bjerget velsigner dette sted med vand, som presses ud af bjergsiden over mig og kaster sig ned mod byen via de fantastiske vandfald.
   Det er blevet sent. Maden er spist og Ali er rykket tættere på mig. Hun husker sikkert pandekagen vi delte i formiddags. Min filosofferen omkring øjeblikket får igen næring.