At stige ned fra bjerget med et nyt mandat i rygsækken
   Jeg er rykket ind og fjerner mig ikke frivilligt. Jeg er rykket ind sammen med stumfilmens stjerner og andre af datidens berømte og berygtede i en skøn blanding. Ind på Hotel Continental i den tidligere internationale by Tanger. Klistret op af medinaen ligger dette historiske pragthotel, med ryggen til Medinaen og hele fronten knejsende ud over havnen.
   Jeg sidder under en parasol ude på hotellets store udsigtsbalkon. Når jeg går gennem restauranten og hotellets saloner kan jeg høre Homfree Bogards sløve stemme henne fra baren: Play it again Sam. Jeg går gennem hotellets mange rum a la tusinde og een nats eventyr. Alle rigt dekoreret fra gulv til loft med smukke kakler som danner eventyr og så udskåret træ. Den ene lille lukkede hule efter den anden. Lave små marokkanske sofa arrangementer klar til myntethe og små fortrolige samtaler om guld og diamanter og Tyske spioner.
   Historiens vingesus er dagens kost her på Hotel Continental hvor alt har stået stille i det sidste halve århundrede og heldigt for mig også priserne. Det er godt, at ikke alle har kunnet følge med tiden. Jeg er rykket ind og fjerner mig ikke frivilligt. Hvorfor skulle jeg.
   Ja, jeg erkender det gerne jeg er begejstret for hotel Continental og morgenlyset, som gøder mit lyse sind og i bogstaveligste forstand brænder mørket bort. Jeg ankom fint med færgen fra Algeciras i Spanien og Continental ligger kun 5 min. fra færgeterminalen.

Mørket har sænket sig over Tanger og havnen er nu oplyst med et helt hvidt kraftigt kunstigt lys, som uanset at alt, af hensyn til nattens arbejde ved skibene, bliver nødvendigt oplyst, altid vil være en hjælpeløs dårlig kopi af naturens egen belysning, solen som på samme tid levere både et stærkt og varmt lys. Jeg er ikke til kunstig belysning. Det kan aldrig helt fjerne nattens urovækkende mørke. Det mørke som uvilkårligt åbner mit indre og tvinger mig til kritikløst at rode rundt i mit indre.
   Uanset hvordan jeg vender og drejer det bliver jeg mærket i mit sind når jeg skal tage de ekstra spadestik ned i mit indre. Det følger med som en skygge, når jeg skal beskrive udviklingen eller måske mere rigtigt afviklingen af mit sind. Som du måske har bemærket er min sindstilstand på denne rejse noget mørkere end sidste år.
   Nu set i bakspejlet kan jeg se at det ikke kan være anderledes. Jeg var på vej ind i min største krise og ikke en hvilken som helst krise. En krise i mit sind hvor jeg via erkendelse af begivenheder, som havde fundet sted, men var afvist af min fornuftige del af hjernen, skulle nå frem til smertens center og dermed til en erkendelse, som kan føre mig videre hvorhen ved jeg ikke, men for guds skyld videre. Man kan ikke stå på glødende kul for længe ad gangen.
   Men Tanger bød i øvrigt også på lyse øjeblikke og ikke mindst på det Tanger aller helst må byde mig på. En tur op af de små stejle gader som fører op til Socco, livets plads hvor folk mødes for at handle, snakke eller bare betragte livet. De er der alle sammen. Husmødre som handler. Handlende som er mødt op af hensyn til husmødrene. Gøglerne som sørger for underholdning til alle uanset betaling og heelere der klare alle store og små problemer og overbevisende lover helbredelse af de mest truende sygdomme. De skæve eksistenser og måbende turister i flok. De er der alle sammen og er lige velkomne.
   Det var her på den lille cafe jeg mødte ham i eftermiddags. Ham der med et enkelt livtag fik mig løftet ud af mørket og via latteren ind i de lyse stuer. Jeg sad med min kaffe og hovedet bøjet ind over bogen og læste koncentreret.
   Pludselig hørte jeg ham. "Pist, pist" og et par solbriller blev hejst ned mellem mine øjne og bogen. Jeg rystede på hovedet uden at se op. "Pist, pist", og nu dukkede et armbåndsur op på det centrale sted mellem mine øjne og bogen. Jeg rystede igen på hovedet uden at se op.
   Nu lød det igen "pist, pist", men ingen nye vare blev hejst ned og præsenteret. Jeg læser videre, men bliver forstyrret af et nyt "pist, pist". Jeg løfter blikket og så ind i noget som burde være maven og brystet på en mand, men som er omdannet til et udstillingsvindue for en blandet landhandel. Overalt på overkroppen hang alt lige fra køkkenudstyr til værktøj og over til små morsomme figurer ure, briller og små pynteting.
   Jeg løfter blikket yderligere og møder et utroligt smil fra en utrolig sælger og ejer af denne meget særprægede mobile eenmandsbetjente isenkram forretning. Jeg knækker sammen af grin. Han benytter øjeblikket og mit grin til at foreslå en børste, en fløjte og lidt andre varer. Jeg smiler, ryster på hovedet, smiler igen og tænker på, hvor mennesket dog er opfindsomt og verden dejlig. Sikke vi kan finde på.
   Jeg lægger opløftet af begivenheden planer for den videre rejse i det land jeg ikke er i tvivl om er mit sindets fædreland. Her kendes jeg kun som den jeg nu engang er. Og jeg kender også kun mig selv som den jeg er. Der er ingen, der forventer at jeg har en historie her og ingen forventninger jeg ikke kan indfri.
   Marokko har kun kendt mig som den psykisk skrøbelige person jeg nu engang er. Ingen lange og uforklarlige forklaringer om et hukommelsesproblem, som er mere end blot et hukommelsesproblem.
   Alt her nede er lykkelige selvstændige øjeblikke, som kun behøver at være knyttet sammen på den forunderlige løse måde jeg nu magter at knytte dem sammen på. Jeg behøver ikke forklare noget som i bund og grund er uforklarligt. Jeg kan læne mig tilbage og være den jeg i virkeligheden er. En person uden anden fremtid end øjeblikket og med en stadig mere og mere mangelfuld fortid. Alt hvad jeg lærer heri Marokko tilegner jeg mig ikke på grund af, men på trods. Alt genkendeligt er en sejr på trods og al manglende sammenhæng er ok. Ingen forventer noget som helst af mig. Jeg er fri til at være, som de siger i bankreklamerne på TV 2.
   Det er i dette lys du skal vurdere mine aktuelle handlinger. Handlinger som jeg udfører ikke på grund af, men på trods af. Hvis de lykkedes har jeg nået et mål. Hvis de ikke lykkedes ved jeg at tiden er kommet til det uundgåelige punkt hvor jeg mister øjeblikket. Det sidste. Det kan syntes uforståeligt men jeg har brug for at prøve kræfter med det, der enten bringer mig ud af eller ind i mit fysiske og psykiske grænseland.

Jeg er vågnet op efter den suverænt bedste søvn på turen. Jeg er vågnet op i et lille telt på et lille plateau i ca... 2.200 meters højde i High Atlasbjergene.
   Klokken er 7 om morgenen og jeg sidder på en stor sten og betragter dalen nede foran mig. På bjerget på den anden side af dalen kan jeg se min egen skygge. På de grønne bjergskråninger står får, geder og kvæg spredt og stille som små legofigurer.
   Landsbyen ligger lidt til højre på samme nivou som vores teltplads. Nede i dalbunden, ca... 400 meter under os løber en lille flod som er presset ud af bjerget et stykke oppe til venstre for os. Stedet vi befinder os er på en måde både starten og slutningen på denne dal. Det kan lyde underligt, men det er faktisk svært for mig her i bjergene at orienterer mig ordentligt.
   Hver gang bjergstien fører mig rundt om et hjørne ændres alle vinkler og den samlede bjergkæde har indtaget nye former og figurer. De er på samme tid både de gamle bjerge og de nye.
   Jeg husker senere mit mareridt da jeg uden kort havde valgt at gå venstre om det store bjerg ved Chaouen og så bare holde til højre til jeg kom rundt igen til Chaouen. Den gang gik jeg tre dage før jeg kunne dreje til højre. Hver gang jeg kom frem til en klippeafslutning tænkte jeg at rundt om hjørnet sluttede bjerget, men nej bag ved lå endnu et højt bjerg, som jeg bare lige skulle rundt om o.s.v. Jeg gik tre dage før jeg kunne komme til højre og så var det blot for at løbe ind i voldsomt uvejr. Her i High Atlasbjergene hvor jeg befinder mig er vejret perfekt. Sol, mild varme og små friske briser.
   Jeg befinder mig her oppe sammen med Mette og Christina, to gæve unge jydske piger. Vores guide Saide, vores kok og et mulddyr. Vi vandre rundt i 3 dage her i bjergene.
   Jeg opsøgte straks ved min ankomst til Marrakech Hotel Ali, som er træfpunkt for rygsækrejsende, som godt vil opleve High Atlas bjergene til fods og på tæt hold. Jeg havde koblet mig på først kom-
   mende 3 dages trekkinghold. Aftenen før afgang blev jeg præsenteret for 2 unge pige, som var de eneste ud over mig, der havde tilmeldt sig turen. Stor var overraskelsen da vi efter at have snakket lidt sammen på engelsk pludselig oppe i bjergene opdagede at vi alle tre var fra Danmark.
   I første omgang blev jeg lidt skuffet fordi jeg havde en ide om at få lov til at være mig selv i vandregruppen uanset hvor stor den blev. Jeg havde ikke spor behov for at snakke med andet end bjergene. Det gik naturligvis over al forventning.
   Man er, uanset hvad og hvor mange, ret alene på sådan en vandring. Alle er koncentreret i sit eget univers og forventer ikke selskab. Snakken gik først lidt under måltiderne og ved hvil om aftenen.
   Det har været så intens og oplevelsesrigt for mine sanser, så jeg ikke har haft tid til at skrive i min kinabog før nu. Vores dagsrytme hedder 2-3 timers vandring efter morgenmaden og så dejlig frokost og altid ved et rindende vandløb på grund af maddlavningen.
   Herefter 3-4 timers vandring om eftermiddagen inden der slås lejr for natten. Morgenmad, frokost og aftensmad serveres af vores kok. Det er en ren luksus for 120 D.h., 80 kr. om dagen for os alle tre til deling.
   Ruterne vi vandre veksler mellem 1.500 og 2.500 meters højde og bevæger sig gennem både højtbeliggende øde bjergområder og gennem frodige eksotiske landsbyområder indpakket i grønne
   lunde af valnødetræer, lidt længere nede af bjergsiden. Igen lidt under landsbyerne ligger de små fine terassemarker med hvor der dyrkes sukkerrør, majs og alverdens grøntsager og frugter.
   Dertil skal så lægges den stadigt klukkende lyd af rindende vand fra de små bække som presses ud af bjergvægen og ledes den rette vej gennem sindrige små kanaler hvorefter der tages afsked med vandet, som løber videre langs bjergsiden i dalen til nye landsbyer og marker, som får gavn af vandet, som igen løber videre til nye mennesker og dyr, til nye øjeblikke, ny glæde og gavn, ja man kan kun bade i den samme flod en gang men floden kan på sin side give sine tusinde af øjeblikke til tusindvis af levende væsener på vandets vej som ender hvor ved jeg ikke.

Du kan ikke bade i den samme flod mere end een gang. Næste gang du kommer ned til floden er den gamle væk og en ny flyder forbi. Tilbage er kun flodbunden og de planter, som har rodfæste der. Vanskeligere og farligere bliver det hvis tankesættet føres videre over til spørgsmålet om du kan elske med det samme menneske mere end en gang. Her brydes de normale tankebaner og følelserne bevæger sig ud i grænselandet, der er fyldt med følsomme, sårbare og ofte komplicerede personlige erfaringer, som netop fordi de udspringer direkte fra eget liv gør udsagnet grænseoverskridende og farligt.
   Vi møder tankesættet og stiller op mod det med beretninger om kendskab til lykkelige parforhold, som har varet i årevis. Beretninger om lange samliv hvor først døden skiller dem ad. Jeg er ofte enig i beretningerne om end sjældent overbevist om, at der også er tale om ren kærlighed til døden dem skiller.
   Alt dette ændre imidlertid ikke på kendsgerningen, at du ikke kan elske det samme menneske mere end en gang. Kunsten, hvis det da er en kunst at elske hinanden gennem et langt liv, er jo netop at besidde evnen til at finde glæde og kærlighed ved det nye øjeblik, der hele tiden dukker op med den nye elskede, som netop i det øjeblik er ny, men med kendt og fælles historie med dig. Kærlighedens vej er jo vækstens vej, men derfor også uvishedens vej.
   I stedet for at spørge om vi to vil leve og elske hinanden resten af livet bør præsten spørge om vi er indstillet på at enhver morgen er en ny morgen, med en ny elskede som skal vælges til eller fra samt at enhver morgen er en ny morgen hvor du skal vælge mig til eller fra.
   Det er jo kun den betingelsesløse kærlighed, der ikke kræver, men gir og ustandselig er indstillet på at sætte sit mandat til rådighed der kan tillade sig at bruge benævnelsen kærlighed, uden at knytte løftet om kærlighed til døden jer skiller. Ethvert forhold mellem to mennesker, som bevæger sig væk fra denne betingelsesløse kærlighed er på vej mod ligegyldighedens.

Jeg ved at vi to har praktiseret den betingelsesløse kærlighed. Ikke som en leg, men for alvor. Jeg husker at jeg engang sagde til dig at jeg ville give dig al den lykke jeg kunne finde på jorden. Du svarede blot at du manglede meget i dagligdagen, men ikke lykke. Jeg sagde til dig, at jeg ville være dig tro hele livet. Du svarede blot at hvis jeg havde vidst at jeg kunne gøre dig lykkelig uden af afgive løfter, for en fremtid ingen af os kender, så havde jeg gjort det. Du fortalte mig at du var lykkelig i øjeblikket med mig. Jeg kan ikke elske højere end jeg elsker med dig i øjeblikket.

Den betingelsesløse kærlighed skabes i øjeblikket og stiller begge elskede frit i selv samme dette øjeblik forlades og et nyt liv, et nyt øjeblik længere fremme på livelinen skabes.
   Hvordan kan jeg, min kære, vide at jeg vil blive elsket af dette nye menneske, som har taget selvstændige nye skridt ud i egen galakse, har antaget nye former, indfanget nye dufte og bearbejdet fremmede og måske for mig ukendte følelser. Har ladet sig inspirere at eget liv, i samspil med andre for mig ukendte mennesker. Har valgt at betræde nye veje og stier og måske netop der fattet, at livet ikke nødvendigvis er livet. I alt fald ikke nødvendigvis det samme liv, med de samme aktører og dermed de samme rollehæfter.
   At alt det ,der er uundværligt ikke nødvendigvis er uundværligt. At kærlighed ikke nødvendigvis er kærlighed. At alt det som ligger fast ikke nødvendigvis ligger fast.
   Måske har dette menneske forstået, at intet andet end øjeblikket ligger fast. Måske har dette nye menneske sat sig og tænkt ting på en stor sten ved en lille bæk omgivet af fredelige køer, som behændigt har lært at bevæge sig rundt i bjerge, bræende får, små piger der passer på dyrene, som godt kan passe på sig selv og lige så små drenge, som grundigt udbedre digerne omkring det lille vandløb, så vandet løber lige derhen hvor han, hans familie har brug for at det løber hen i dag lige netop i dag.
   Hvorimod det nye vandløb skal gøre gavn et helt andet sted i morgen hvilket kræver nye øjeblikke, med nye små digebyggerier, alt medens pigerne sidder og passer dyrene samtidig med at de tålmodigt venter på, at blive store nok til at kunne bære store bunker strå på ryggen for til sidst ,at kunne gå ud med sin elskede af de samme stier for at skære strå i dalen og stolt bære det største bundt hjem på sin sarte, feminine ryg og i behørig afstand fra sin elskede, som netop ved intet at bære viser, at han har en elskede og hun på sin side kan ikke begribe hvorfor dette at elske kan have så mange udtryksformer og øjeblikke, som hænger sammen som den forpligtigende kærlighed.
   Den forpligtigende kærlighed, hvis største og eneste styrke ikke er kærligheden, men sikkerhed for i det mindste at have noget vi er enige om at kalde kærlighed.
   Den forpligtigende kærlighed, som stiller krav, og kan gøre det risikofrit dag ud og dag ind, måned for måned fordi den ved at den aldrig skal stille sit mandat til rådighed for en ny dag og et nyt øjeblik. Tryghed og sikkerhed er dens kodeord, som æder al vækst, men fjerner risikoen for at to galakser bevæger sig i nye baner og så meget fra hinanden, så forbindelsen brydes. Måske for en stund eller for altid. Nye øjeblikke vi ikke kender kan ikke give garantier.
   Ethvert forhold mellem to mennesker, som via dialektikkens vej bevæger sig væk fra den betingelsesløse kærlighed er via laveste fællesnævner, på vej mod ligegyldighedens intet og må netop derfor være forpligtigende kærlighed, for i det mindste at have en skal, der kan holde sammen på ligegyldighedens indre.

Overfor det stod vores kærlighed. Vi havde vores egne spilleregler. Vores spilleregler var at vi ikke havde nogen spilleregler. Når vi slap hinanden, og det gjorde vi, svævede vi ud og ind i vores egen galakse. Intensiteten i vores øjeblik sammen, er det som kan bringe vores baner til at mødes igen i håbet om ny vækst og energi. Havde vi regler var det dem som bragte os sammen. Bragte os sammen om løfter og håb om troskab, men også med brud og utroskab som vores skygger.
   Den første lille regel vil være som rebet om halsen på lykken. Den lykkelige kærlighed, som ikke kræver, ikke svigter, men som er, og kun er i øjeblikket.
   Det var den kærlighed jeg mistede da jeg faldt for fristelsen til at binde dig via den forpligtigende kærlighed. Jeg glemte blot at vi netop ikke havde nogen regler og du svævede fra mig ud i din galakse. Væk fra det tomme øjeblik jeg selv havde skabt og forladt. Ingen hørte mit tavse skrig og du gemte dig i din lille hule.
   Jeg kan se det hele og vil bruge det i mit videre liv. Derfor er bruddet ikke nødvendigvis kun en smerte, men kan være den krise, som bringer mig videre, måske til et nyt øjeblik med dig min kære.
   På den anden side ikke mere at kunne elske den man elsker, er så netop resultatet af to galakser, som har bevæget sig væk fra hinanden. Ikke sådan lige pludselig, men bid for bid indtil den døve og blinde opdagede at de ikke kunne se hinanden. Ikke kunne høre hinanden. Ikke kunne mærke hinanden og deres fælles kærlighed.

Jeg ved det kun alt for godt. Min kærlighed er syg den skal behandles, men jeg kender ikke medicinen. Min kærlighed standser fordi du min elskede, netop fordi du er blevet til min elskede, stiller dig hindrende i vejen for min vækst og dermed standser min vandring i livet.
   Du vil uanset at du ikke ønsker det komme til at styre roret i mit sjæls kammer. Ikke fordi du gør det for det gør du ikke. Men fordi jeg i min kærlighed til dig uværligt kommer til at retter mit ror til efter mindste signal fra dig, ja selv om jeg kun fornemmer din reaktion retter jeg roret til så vi ikke kommer ud af kurs med vores galakser.
   Resultatet bliver smerte og brud. Det er alt sammen fordi jeg ikke kan lade være med at invitere dig min elskede helt der ind hvor jeg ikke kan have nogen. Inde i mit sjæls kammer hvor roret til min galakse bor. Der ind hvor intet menneske burde inviteres ind. Der inde hvor mine vandringer i livet bliver skabt.
   Netop fordi du er min elskede vil du være alt dominerende helt der inde og det uanset om du ønsker det eller ej. Det er jo netop ikke dig min elskede, men mig og min sjæl, som uanset hvor meget jeg stritter imod vil overlade dig roret til min sjæls vandring og dermed retning for min galaxes vandring til dig.

At jeg via min kærlighed mister mit ror gik for alvor op for mig på en sen natterejse ud til ørkenområdet syd for Marrakech. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg ved end ikke hvorfor jeg valgte dette sted og dette tidspunkt, men det var mit mørke sind, der bestemte denne nat og den ønskede at komme til en form for grænseland. Natten var fyldt med tanker om at miste. Miste livet eller i bedste fald miste min egen styring ag livet. Nattens konkrete oplevelser blandede sig uvirkeligt i mit sinds kaos og dannede en mørk aliance.

Jeg ved det fordi jeg sidder jeg her en sen aften og venter i en busterminal i en ligegyldig Marokkansk by næsten så sydligt man kan komme syd for High Atlasbjergene uden at forvilde sig ind i Algeriet eller Mauritanien.
   Ligegyldigt fordi den blot er en nødvendig by, som skal bringe mig videre ud i natten, med bus til en endnu sydligere, men ikke så ligegyldig by fordi den skal være starten på min vandring i intet i natten. Den nattevandring flere timer i Zagoras hede, som skal åbne mine sanser og bringe besked til mit indre om at livet måske ikke er livet og måske give et lille tip om hvad livet så er.
   Jeg sætter mig i mørket fordi jeg ved at jeg er faret vildt. Faret vildt her klokken 3 om natten i en ørkenby i 40 graders tilstedeværende varme. Alt virker ligegyldigt på mig, fordi det er ligegyldigt.
   Jeg har rejst i nu snart 10 timer stadig mere og mere sydligt i stadig mere og mere støvede busser for at komme til at sidde i voldsom nattehede her på kanten af livet og ikke vide hvor jeg skal gå hen fordi jeg ikke ved hvad jeg skal her.
   Stønnen fra mennesker fik mig til at kigge ind af hospitalets port hvor jeg i mørket kunne stå og skue ud over en stor hospitalsgård hvor der sad og lå patienter så tæt som fluer på et fluepapir. Jeg ved ikke hvorfor de lå der ude i gården.
   Var der ikke plads inde på hospitalet? Eller ventede de i kø for at komme tæt på en læge eller en anden barmhjertig person som kunne lindre deres smerte? eller var det bare det bedste sted at sove i denne ørken varme nat?
   Efter at have stået skjul i mørket og studeret dette fænomen vendte jeg tomt blikket ned af gaden. Alt var i disse timer aldeles ligegyldigt for mig. Er det varmen som skaber min ligegyldighed? Nej det er bare ligegyldigt, varmen, Zagora, natten ja alt hvad jeg kender. Steder, mennesker omkring mig og minder.
   Hvordan kan noget være ligegyldigt når jeg faktisk holder af det. Hvordan kan de mennesker jeg rent faktisk siger jeg elsker på samme tid være ligegyldige for mig. Hvad er det hos mig og i denne mørke labyrint, som er så gyldigt så det har magt og kraft til at gøre alt andet ligegyldigt.
   Jeg føler at jeg løber rundt og rundt op og ned af gange som alle sluttet og jeg fornemmer at labyrinten uundgåeligt på et tidspunkt vil skrumpe ind og ind til den til sidst kun består af en eneste gang, som igen skrumper ind til et eneste lille rum hvor jeg bliver fanget i mit eget indre fyldt med intet.
   Jeg ved at jeg allerede er i labyrinten og kender min fremtid og kæmper alligevel imod. Det eneste gyldige for mig er at bringe overensstemmelse mellem min indre tilstand af ligegyldighed og så min ydre tilstand hvor jeg krampagtigt prøver at simulere følelser overfor dem jeg holder af.
   Jeg kan ikke forstå hvorfor jeg skal helt der ud hvor alt for længe siden er ophørt med at kunne kaldes fornuftigt. Der hvor man kan blive fristet til at bytte livet for alt andet end dette fysiske og psykiske grænseland.
   Der ude hvor jeg åbenbart skal befinde mig før jeg kan trænge helt ind og ned hvor sjælen bor og få de forklaringer jeg har krav på. Forklaringen på hvorfor netop kærligheden skal fratage min mulighed for styre mit livs ror. Hvad er det der er galt med mig og kærligheden. Hvorfor bliver det til en brændbar vædske?
   jeg har måske og kun måske elsket 3 gange. Men i dette psykiske grænseland og nattens hede hvor alt er muligt er jeg i tvivl om alt ikke mindst hvad det vil sige at elske. Jeg har været i tvivl 3 gange.