Her ude i intet er det naturligt for mig at være alene. Det er en langt mere OK følelse end at være forladt. Jeg vil ikke mere føle mig forladt. Har det noget at gøre med mit nuværende mildest talt kaotiske kærlighedsliv? Hvorfor greb jeg ikke chancen da du pludselig stor der den eftermiddag? Du stod der helt ukompliceret og dejlig med en udstråling jeg aldrig har oplevet hverken før eller siden.
   Hvis jeg lægger alle de forklaringer jeg har givet både dig og andre til side er det så fordi jeg ikke kan. Ikke noget med at jeg frygter, at blive forladt. Den der med at jeg frygter at du forlader mig, har jeg nok alt for let kunnet brugt under henvisning til din alder.
   Nej jeg kan åbenbart ikke være sammen, så tæt sammen som man er og ønsker at være, når man er elskende. Da al min historie snart har fortabt sig i tåger kan jeg ikke sige noget med sikkerhed. Men jeg tror nok at jeg det meste af mit voksenliv har haft de små autistiske træk, der har lagt afstand mellem mig og dem jeg i virkeligheden havde lyst til nærhed med samt at dele følelser med. Måske går det helt tilbage til min barndom. Måske gør jeg Vibeke uret, Måske har jeg selv for at beskytte mig lagt afstand til hende.
   Det er måske forklaringen på, at jeg for at beskytte mig selv har skabt den tilstand hvor jeg helt umærkeligt for mig selv og andre har skubbet alle levende væsner væk, for derefter som noget nærmest naturligt, at præsenteret det som forladthed.
   Den som skubber andre væk kan kun opleve forladthed. Min kære du skal vide, at jeg har svært ved at se en lykkelig udgang på mit livsdilemma: at elske dig så højt, dybt og betingelsesløst og samtidig være så fattigt og simpelt et menneske, som ikke er i stand til at mestre dette, at vise og turde leve som en elskende.
   Er jeg i virkeligheden her midt ude i intet på vej til et af mit livs sandheds øjeblikke måske det største og eneste? Et par tårer trillede ned af min kind medens cyklen bringer mig længere og længere ud i intet. Min grådlabilitet er tiltaget meget i de sidste par år. Jeg har lært at leve med det. For det første fordi jeg ikke har andet valg, men også fordi jeg ved at jeg har godt af på den måde at komme i tættere kontakt med mine følelser. De aktuelle par tårer er ikke kun sorgfulde og smertelige tårer, det er også en form for forløsning, at være nået frem til en ny erkendelse, som kan bringe mig videre frem i min søgen efter at forstå mit sinds udvikling.
   Området omkring Figuig er åbenbart også mit følelsesmæssige grænseland. Det var jo netop ude i intet lidt før Figuig jeg oplevede at mine forældre blev forenet i den smukke natte for år tilbage.
   Når tårer er kommet ud afløses de ofte af en vis lettelse. Sådan havde jeg det. Stjernerne og månen gjorde det let for mig at navigere. Mine beregninger havde fortalt mig, at jeg skulle nå den lukkede grænsebygning efter ca. 35 minutter.
   Det holdt stik. Da jeg trak cyklen udenom grænsebommene, som spærrede vejen og gik ind i ingenmandsland, som blev afløst af Algeriet 400 meter længere fremme kunne jeg mærke, at mit hjerte havde valgt, at opfatte øjeblikket som rimelig alvorligt og farefuldt.
   Efter at have passeret bygningen ved den Algeriske grænse vidste jeg, at der nu kun manglede 3 km. og jeg tændte min lygte, som det var aftalt. Herefter spejdede jeg efter et tilsvarende lys ude af vejen. Det kom efter 10 min og hurtigt kunne jeg skimte to mørke skikkelser i højre vejside.
   Vi stod lidt helt stille og betragtede hinanden. Så gik jeg hen og tog om sacha og hilste på Tarma. Jeg kunne se, at hun var særdeles berørt af situationen og jeg mærkede, at hendes spinkle krop rystede.
   Jeg viskede til hende, at det var i orden at være bange, men at jeg var sikker på, at vi nok skulle klare det. Tama stod helt stille og ubevægelig. Han var en slægtning til cykelsmeden, bosiddende i Algeriet og var frem for alt den person, som havde påtaget sig det ikke ufarlige job, at hentet Sacha fra hendes foreløbige gemmested og ledsaget hende her ud i ingenmandsland. Ud i intet. Jeg kunne ikke se så meget her i mørket, men sacha havde Karins spinkle skikkelse.
   Efter at have takket Tama sagde vi fravel og Sacha satte sig på puden på bagagebæret og holdt rundt om mig. Jeg trådte forsigtigt cyklen i gang og langsomt satte vi kursen væk fra Algeriet og intet og frem mod Marokko og Figuig. Jeg brugte turen til at fortælle Sacha hvad den videre plan var.
   Selv om det snart var nogle år siden kunne hun godt huske mig. Hun havde trods alt besøgt os ret mange gange inde på kontoret i København hvor Karin og jeg havde arbejdet sammen i 4-5 år. Jeg kunne mærke, hvor glad og lettet hun blev over at høre, at hun allerede ville blive forenet med Karin i løbet af et par dage i Mellila.
   Klokken 4.15 trillede vi ind af hovedgaden i Figuig og 20 minutter senere kunne jeg sige godnat og sov godt til en særdeles træt, men lettet sacha. Selv måtte jeg lige sidde og falde lidt ned ovenpå nattens begivenheder, som faktisk var gået nøjagtig som planlagt og helt uden problemer, men jeg havde til gengæld fået eller rettere sagt skabt et problem, eller rettere sagt ikke gjort nok for at løse det. Jeg ville i løbet af 2 dage løbe tør for min min medicin, bl.a. fontex, som er min antidepressive medicin, jeg skal have hver dag.
   Jeg vidste hvad der ventede mig. Jeg har det ikke godt med medicin. Jeg har måtte acceptere at tage medicin for mit hjerte. Kolesterol tallet skal holdes i ave af Zoccor og jeg skal forebygge nye problemet med hjertet via Hjertemagnyler. Det har jeg lært at leve med, men min medicin mod depressionen har jeg aldrig lært at forlige mig med. Jeg har derfor i samarbejde med Peter Rømer gjort flere forgæves forsøg på at komme ud af denne medicin. Drømmen var naturligvis at min depression godt nok var langvarig, men ville slutte på et eller andet tidspunkt og hvis det var nu kunne jeg kun opdage det ved at ophøre med medicinen. Den antidepressive medicin er en form for depot medicin som først virker efter ca. en til to uger og ved ophør også forlader kroppen rimelig langsomt. Fra tidligere forsøg på at undvære denne medicin kendte jeg symptomerne trin for trin.
   Først et par dage uden ændringer. Så et par dage hvor jeg faktisk oplevede, at jeg har det rigtig fint. Jeg føler mig oplagt og ikke mindst langt mere i kontakt med mig selv. Jeg oplever og mærker det virkelige liv som det skal mærkes. Den osteklokke som jeg fornemmer at den antidepressive medicin sænker ned over mig og ikke mindst mine følelser er væk. Jeg nyder at mærke glæde, sorg, lykke og hvad man ellers kan støde på i det rigtige liv uden stimuli.
   Derefter kommer denne uhyggelige periode hvor jeg begynder ikke at kunne styre mit temperament. Det er ikke sådan at jeg med det samme bliver deprimeret. Nej jeg bliver i første omgang fyldt til bristepunktet med et voldsomt temperament, som jeg slet ikke kan tæmme.
   Primært på grund af den manglende medicin, men også fordi jeg aldrig har oplevet temperament og vredesudbrud i min familie og derfor både bliver forskrækket og handlingslammet når jeg støder på vrede ikke mindst min egen. Jeg har aldrig lært at takle vrede.
   Det er som om jeg blot opbevare denne vrede i mig uden mulighed for at komme i nærkontakt med den og dermed kunne tøjle den. Jeg bliver voldsomt vred over stort set ingenting. I sin tid gik det ud over Hanne og Kristine og jeg blev så ulykkelig fordi jeg kunne se det hele. Føle det hele og sammen med dem vide at det var helt urimeligt og i øvrigt slet ikke mig, men en del af mig, som var uden for min kontrol.
   Det var i den fase, at depressionen i sin tid brød ud i lys lue. Snart befandt jeg mig i helvedets forgård hvor jeg blev omsluttet af angst for andre mennesker, en ubændig lyst til at være helt alene, ikke at skulle på nogen måde kommunikere med andre mennesker.
   Tomheden havde gjort sit indtog. Jeg var fanget i en livsfarlig cocktail bestående af depression, autisme og så denne særlige form for demenstilstand hvor jeg falder ind i mig selv. Min fortid var fødsel og min fremtid er døden. Medens jeg ventede på at fremtiden skulle komme, lykkedes det mig altid at få stablet mig op til Peter Rømer, der som min frelsende engel fik sat mig i medicinsk behandling igen.
   Det er det der venter mig på grund af min medicinmangel og jeg har 4-5 dage at løbe på inden det går rigtig galt. Selv om der skulle gå et par dage med det, burde jeg for flere uger siden naturligvis have skaffet medicinen inde fra Fess eller oppe fra Mellila.
   Det er nøjagtig den samme triste historie, som da jeg stod i Casa uden penge og året efter i Rabat med samme problem. Øjeblikket før giver ikke besked til det næste øjeblik fordi der ganske enkelt ikke er nogen kontakt mellem de to øjeblikke. Marokko lever de tilsyneladende med deres arabiske depressioner, men der skal nok være nogle, som bukker under og selv afslutter smerten af intet og tomhed, hvis man ellers kan mærke tomhed og intet.