Når jeg sidder og bladre lidt i min rejsedagbog fra turen her i 1997 kan jeg tydeligt genkalde mig stemningerne. Det var som om jeg vidste at noget var på vej. Ikke noget konkret, men en følelse af at jeg, på trods af mange lyse oplevelser var på vej mod en krise i mit liv. En krise, som på grund af en ny indsigt i mit eget sind ville bringe mig stor og dyb smerte, men også afklaring.

Efter et par dage forlod jeg min ven cykelsmeden og Figuig for at drage med bus over Atlasbjergene til Marrakech.
   Jeg kan se i min dagbog at jeg beskrev turen over High Atlasbjergkæden som både imponerende og smuk. Vejen sneg sig op over bjergkæden og langs floderne i dalbunden. Neier, badende børn og kvinder, som vaskede og lagde deres spraglede tøj til tørre på stenene skabte indholdet på mine nethinder.
   Alt dette gav et fint billede af en utrolig smuk egn. Dengang vidste jeg ikke, at jeg året efter skulle vandre rundt i disse uvejsomme, men smukke bjerge med min rygsæk.
   Da jeg efter en hel dagsrejse ankom til Marrakech var det blot for næsten at forlade byen med det samme igen. Ret usædvanligt. Marrakech står øverst på mange rejsendes liste over steder, de absolut må besøge på deres tur rundt Marokko. Jeg havde det på samme måde, men samtidig uafklaret med byen og måske mere ærligt med mig selv.
   Byens hektiske rytme og liv gik mig ganske enkelt på nerverne. Jeg fornemmede en ubehagelige følelse, af indre opløsning kombineret med rastløshed. Ingen tvivl. Rytmen på turen var slået lidt i stykker. Jeg var pirlig og lod mig irritere af folk, som kontaktede mig eller bare kiggede på mig.
   Marrakech er og bliver en sydende heksekedel og er derfor i sig selv stress fremkaldende. Jeg længtes efter roligere områder og da jeg ikke kunne flygte fra mig selv satsede jeg på Fess og Chaouen. Fes, den helligste af alle Marokkanske byer, med de mange kæmpestore, flotte og smukke boulevarder og parker. Chaouen, som den maleriske bjergby, der ligger klistret op af bjergsiden i Riff bjergene mod nord.
   Uroen fra Marrakech var kun et varsel om et indre ubehag, som snart skulle folde sig ud i al sin rædsel. Efter bare en enkelt overnatning Kom jeg først på eftermiddagen med toget fra Marrakech og havde et par timer efter 5 timers ophold i Casablanca eller bare Casa, som byen kaldes i folkemunde, før jeg skulle videre med nattoget til Fess.
   Jeg skulle i banken og hæve penge. Det fik jeg ikke gjort i Marrakech. Før ville jeg ha' sagt at jeg ikke nåede det, men det rigtige er at jeg ikke fik det gjort. Forskellen er måske ikke så stor for dig, men vent senere skal jeg indvie dig i hvorfor forskellen for mig er som nat og dag.
   I Casablanca, I byens centrum startede en løben spidsrod mellem div. pengeinstitutter, som forskellige venlige mennesker mente havde længe åbent her fredag eftermiddag eller i det mindste havde en pengemaskine, der kunne tage Eurocard eller Diners.
   Alt skulle i midlertidig vise sig at være forgæves. Problemet var at jeg kun havde 45 D.h. og togbilletten til Fes kostede 73 D.h..
   I dag ved jeg at jeg naturligvis igen og igen vil bringer mig i denne situation hvor jeg på grund af denne besynderlige tåbelighed risikere, at "låse" mig fast 3 dage i en for mig fuldstændig uinteressant storby, som til forveksling ligner alle andre storbyer. Året efter gjorde jeg stort set det samme. Da hed byen Rabat, men temaet var det samme. Nu er problemet heldigvis fremover minimeret via mit Visakort og det stigende antal pengeautomater i de større Marokkanske byer.
   På et tidspunkt stod jeg foran en stor trafikeret plads og funderede lidt over mine handlemuligheder. Min st¢rste chance og sandsynligvis også eneste var at forsøge af få vekslet en af mine rejsecheck på et af de store internationale hoteller.
   Som jeg stod der kom en ældre sær marokkaner hen til mig og spurgte om han kunne hjælpe med noget. Han var spinkel og ikke særlig høj. Han var tarveligt klædt, som nogle arabere ser ud når de forsøger at "peppe" sig lidt op ved at iføre sig gammelt aflagt vestligt tøj, som for længst er gået af mode og mere eller mindre nedslidt. Han kunne godt ligne en araber fra en gammel sort hvid gangsterfilm fra Nordafrika. Hans øjne var bestemt ikke rare og han havde derud over en besynderlig fordækt attitude.
   Det overraskede mig at han talte ret godt engelsk og ikke mindst, at jeg stik i mod hvad jeg ellers plejede ikke afviste hans henvendelse. Det er ellers lige et af de øjeblikke hvor jeg ikke har brug for at en eller anden tilfældig plattenslager, som oven i det allerede eksisterende problem, skal skaffe mig yderligere et par stykker på halsen.
   Men nej, af en eller anden uforklarlig grund valgte jeg ikke at afvise ham, men derimod forklarede jeg ham min situation og mit problem. Han vurdering var, at det nok kun var muligt at få indløst en rejsecheck hvis man samtidig boede på hotellet.
   Jeg havde medens vi stod og snakkede, fået øje på et ret stort og at dømme udefra internationalt hotel helt ovre på den modsatte side af pladsen.
   Jeg forlod uden videre den gamle særling, snoede min ind i menneskemyldret og krydsede den store trafikerede boulevard, som delte pladsen i to dele. På den anden side af boulevarden snoede jeg mig igennem det næste menneskemylder og ind på hotellet.
   Det var ganske rigtigt et af de der få femstjernede hoteller, som alle storbyer kan fremvise. I receptionen var der ingen hjælp at hente, men jeg blev henvist til en lille bankfilial lidt nede af en bred gang på hotellet.
   En fin og korrekt bankmand i mørkt tøj og med sirlig mustage beklagede, at denne lille filial kun kunne veksle penge ikke indløse rejsechecks. Han forklarede det så grundigt, venligt, men også bestemt så der ikke var grundlag for at forsøge at lægge pres på ham.
   I det øjeblik mærkede jeg at klokken var faldet i slag. Jeg måtte for det første blive i Casa til jeg fik hævet penge i værste fald først på mandag og samtidig, hvilket jeg godt vidst var et endnu større problem, ,jeg måtte leve med den for mig ubehagelige situation ikke at have rede penge på mig.
   Jeg har prøvet det før og vil komme til at prøve det igen. Jeg kan ikke forhindre at jeg pengeløs bliver ramt af en særlig angst, som fylder alt og hindre mig i at handle fornuftigt.
   Det er på ingen måde noget med at jeg står og skal bruge pengene til noget konkret. Tværtimod. Jeg kan leve her nede i dagevis på en pind og stort set uden at bruge penge. Nej det har noget med frihed og tryghed at gøre.
   Pengene er min tryghed, som giver mig frihed til at gøre hvad jeg har lyst til. At jeg så for det meste ikke har lyst til at foretage mig noget som har med penge at gøre er en helt anden sag.
   Penge er mit frihedsværktøj. På den anden side får jeg også euforiens glæder når jeg på et eller andet tidspunkt igen står med kontanter og har hele verden foran mig.
   Ude foran hotellet satte jeg mig på det nederste trin på stentrappen blot for at vende mig til min nye situation som midlertidig fattig i en arabisk storby.
   Medens jeg sad der og faldt helt sammen kunne jeg mærke at nogen betragtede mig. Ganske rigtigt lige ved siden af mig stod den mystiske og sære gamle mand.
   Han spurgte til hvordan det var gået inde på hotellet. Jeg fik denne ubehagelige fornemmelse af at være under observation. Han havde fulgt efter mig på afstand inde i menneskemyldret, over den store boulevard, gennem det næste menneskemylder og frem til hotellets indgangstrappe. Her havde han stået og ventet på mig.
   Jeg har svært ved at forklare hvorfor, men det løb koldt ned af ryggen på mig. Det er forkert at sige at jeg sådan rent fysisk var bange for ham. Han var både svagelig og gangbesværet, men han vækkede en uro og angst i mig jeg har svært ved at forklare. Jeg valgte at forklare ham pænt, men bestemt at jeg ikke ønskede selskab samt at jeg godt ville være alene.
   Det er mange oplevelser og erfaringer, der har lært mig at påtrængende Marokkanere skal have pæn, men helt klar besked.
   Fra det tidspunkt han fik denne klare besked faldt hans facade bort og et monster trådte frem foran mig i skikkelse af denne gamle. Han bukkede sig truende helt ned over mig og overhældte mig med de værste gloser han kunne på engelsk og det var faktisk ikke så lidt. Han var fra politiet og han skulle nok komme efter mig og ordne mig. Osv.
   Jeg husker tydeligt hvordan jeg koncentrerede mig om ikke at reagere på hans krænkende adfærd, for det var hvad det var. Den mest ubehagelige form for krænkende adfærd. Jeg frygtede ikke direkte ham. Jeg jeg frygtede mig selv, at jeg ikke kunne beherske mig. At jeg ville komme til at skubbe til ham så han faldt og måske kom til skade.

Jeg havde situationen med taxichaufføren i Algeciras sidste år i frisk erindring . Dengang mistede jeg fuldstændigt besindelsen og var tæt på at kaste mig ind i et håndgemæng med en taxichauffør på grund af en bagatelagtig uenighed om betalingen.
   Et anfald som ikke kunne skjules og rullede sig ud på selve gaden mellem biler og tilløbende folk og med Kristina som tavs tilskuer inde på fortovet.
   En episode som i øvrigt nær havde medført at vi ikke nåede vores fly fra Malaga til Kastrup, men frem for alt gjorde mig ked af det og urolig fordi jeg i stedet for at tage vare på Kristina måtte konstatere, at jeg var blevet besat af en dæmon, som prioriterede et forrykt og helt uforståeligt anfald af raseri højere end min egen datters sikkerhed og velfærd.
   Det er relativt nyt for mig. De sidste par år har jeg i forskellige sammenhæng konstateret, at jeg ikke kunne beherske mine handlinger og i stedet er blev styret af voldsomme indre kræfter. Det er en særlig tilstand jeg bringes i, når jeg er ved at miste grebet om en vigtig opgave og handlingslammelsen indtræder og følges op af denne helt ukontrollable affektlabile tilstand.
   Jeg ved at denne tilstand er tæt forbundet med mine hukommelsesproblemer og depressionen og desværre i stadig udvikling mod det værre.
   Jeg registrér også problemet i hverdagen. Langt mere udramatisk, men med den samme manglende kontrol. Denne affektlabile tilstand registrerede jeg også i dagligdagen.
   Konkret opstår problemet når jeg bør stoppe en handling på et tidspunkt hvor jeg er nød til at foretage noget andet end det jeg er i færd med for at løse, et opstået problem.
   Det kan f.eks. være helt banalt praktisk arbejde, som da jeg skulle sætte nye persianer op på Kristinas værelse. I stedet for at hente en anden og brugbar skruetrækker der passer til skruen, kan jeg ikke stoppe med den skruetrækker jeg er i gang med. Hjernen siger stop, men ukendte kræfter får mig til at fortsætte. Resultatet bliver ødelagt beslag eller skrue.
   Eller da jeg skulle male hoveddør og alt endte i total kaos med en stikkontakt svømmende nede i skålen med oliemaling og i løbet af få sekunder var der maling ude over det gule klinkegulv.
   Jeg undlod systematisk, at foretage mig tre til fire helt åbenlyse handlinger, der hver især kunne have løst mit problem. I stedet søgte mit mørke indre mod det uundgåelige sammenbrud og nåede det.
   Alt dette fordi jeg ikke kan stoppe mine handlinger selv om jeg ved at det går galt hvis jeg ikke lige bruger hovedet og giver mig den tid der skal til for at løse problemet på en normal måde. Her mister jeg kontrollen over mig selv og handler forrykt.
   Det var først langt senere, at jeg fandt ud af at dette problem hang uløselig sammen med andre problemer at jeg f. eks. var begyndt at blive så klodset.
   Jeg faldt ofte på trapper eller over en ujævnhed på gaden og jeg kom også til at foretage ukontrollerede bevægelser med mine arme og hænder, som bevirkede, at jeg tabte ting eller slog dem i stykker.
   Den gang undrede jeg mig, men ikke mere. Jeg begyndte helt automatisk, at koncentrere mig når jeg gik på trapper og det hjalp faktisk. Dette at skærpe opmærksomheden i stedet for at stole på at ens krop og lemmer automatisk gør det rigtige uden at blive forprogrameret hjalp mig. Jeg vidste at jeg havde et praktisk problem, men kendte ikke dets årsag og sammenhæng med andet.
   Dette, at miste kontrollen over sig selv, ikke at kunne beherske sig, opfatter jeg som ret så invaliderende og noget at det mest ubehagelige.
   Når det sker overdrager jeg ufrivilligt kontrollen med min tilværelse til følelser, voldsomme følelser og ofte mørke følelser. De får lov til at tegne mine handlinger og resultater bliver sammenbrud.
   Når så den lyse normale Morten igen får kontrol over situationen bliver jeg ramt af sorg. En smertelig sorg over at også dette er et lille tegn på, at udviklingen ikke går i den rigtige retning.
   På et tidspunkt kan problemet ikke løses via medicin. Der er selv for mig grænser for hvor mange gange og hvor meget doseringen kan sættes op. Når den ikke kan mere, står jeg ved min skillevej.

Her og nu på trappen med den gamle ved min side, vender jeg blikket indad og ventede og bad til at galningen ville forsvinde af sig selv.
   Han fortrak efter et stykke tid stadig med skældsord fygende ud af munden til mig. Da jeg var kommet lidt til kræfter og mærkede efter inde i mig selv gøs jeg. Jeg mærkede rigtigt. Det var Ulf jeg havde mødt. Der var ingen tvivl.
   Hans sære og aparte person, hans diffuse snak som alligevel viste at han vidste hvad han talte om og så hans helt pludselige og uberegnelige ondskab. Det alt sammen var Ulf og han havde mødt og overfuset sin søn Morten eller var jeg ved at blive paranoid?.

Se det var de begivenheder du havde brug for fra min rejsedagbog fra 1997. Hvis du er nysgerrig omkring hvad der videre skete i Casa kan jeg fortælle dig at 5 minutter efter at "Ulf" havde forladt mig kom jeg i tanker om at jeg havde nogle spanske pesetas i rygsækken.
   Ind på hotellet igen. Hen til den flinke bankmand, som med et smil vekslede selv om jeg kun havde mønter. Jeg nåede toget og mine oplevelser i Fes og Chaouen må du vente med.