Jeg er ganske overrasket, ja kan nærmest ikke rigtig forstå hvordan min rejse har udviklet sig som den har, men jeg har valgt bare at glæde mig over det. Jeg er ikke bekymret som før. Jeg har en utrolig appetit på at suge til mig fra denne for mig nye og næsten uvirkelige verden. Og sidst, men ikke mindst er jeg ikke spor betænkelig ved min rejse og dens formål. Ja, og det på trods af at jeg godt ved hvor utrolig begrænset viden jeg har om de kommende dages begivenheder, men det er mig der giver spillet op og så må vi se hvem der vil spille med og hvad indsatsen skal være. Jeg føler mig top trimmet.
   Jeg kan mærke at det, i forhold til min normalverden hjemme på arbejdet og hos Espen i Stenløse er ret skæve tanker, der strømmer frit og ucencureret gennem mit hoved. Hvis jeg skal være helt ærlig, er det på ingen måde noget nyt for mig, men her nede strømmer tankerne langt mere frit, naturligt og giver mig en noget anden og mere fremmedartet stemning end dem der hjemme.
   Inderst inde ved jeg godt, at der gennem tiderne kunne være og ofte var ret så skæve tanker og forestillinger inde i hovedet på Forsikringskonsulent Irene Hansen fra Tryg Danmark. Når kollegaer på koncernens lange glasgange hilste på mig tror jeg at mange opfattede, at de hilste på inbegrebet af en trofast, men lidt træt og kedelig kollega.
   De kan muligvis have ret, men i så fald skyldes det ikke mit arbejde, men snarere at det trætter, at skulle leve to liv på samme tid. Samtidig og parallelt med mit normale liv og tilværelse udadtil triller en helt anden handling løs ind i min egen, helt egen fortrolige verden i mit eget hoved.
   Et livsdrama mine kollegaer og venner naturligvis slet ikke havde den mindste anelse om, og heller ikke skulle ha'. At de stort set alle uden undtagelse parallelt med deres almindelige ydre liv tog aktiv del i mit indre univers ja det er jo kun noget jeg ved besked med. Jeg kan jo ikke forvente at de, som jeg selv gør, udvider den nuværende verden med mindst en til og så endda også på deres vegne. At de også skal operere med et tidligere liv, som de ikke har mulighed for at kende til. Et liv som jeg ved udstikker retningen for min lærdom i dette liv.
   Ja, jeg ved det. Jeg er til det lidt okkulte. Det startende med mange års interesse for astrologi og videreudviklet ind i reinkarnationens univers hvor jeg godt nok befinder mig fint, men mærker usikkerhed og tvivl om hvad jeg har lært i de forrige liv samt ikke mindst hvad jeg mangler at lære og derfor bl.a. skal knokle med i dette liv. Jeg føler det på ingen måde som muslimen, der ofre sig for sin religion og som belønning kan vente en ren gaveregn i paradiset. Nej jeg ved godt at sådan forholder det sig ikke. Mine lidelser i dette liv bliver ikke vekslet til godbidder i det næste i forholdet en til en. Nej, men hvis bare jeg kunne få bragt overensstemmelse eller en form for sammenhæng mellem mit nuværende indre liv og så det nuværende ydre vil jeg faktisk være fuld tilfreds med tingenes tilstand og ikke bekymre mig så meget over et tidligere liv, som var og ikke er mere samt det som ikke er endnu, men kommer senere.
   Forsikringskonsulenten har kompetence i den ydre hvorimod mennesket og pigen Irene har det fulde ansvaret for min indre verden. Den indre verden, som jeg så inderligt håbede, på et tidspunkt ville bryde ud af sit gemmested og tage magten fra forsikringskonsulenten og i den forbindelse skabe rummelige livskanaler til den personlige udvikling, som jeg kunne mærke langt bedre ville respektere mine følelser og de valg jeg traf og ikke mindst definer min lykke og gå efter den.
   Men der var og er stadig perioder, som trækker alle mine ressourcer og hvor det ikke er muligt at søge hjælp og støtte hos andre. De ville være blevet forskrækkede og ville sandsynligvis i mangel på indsigt i denne verden have svært ved at finde løsningsforslag og måske, uanset om jeg var syg eller ej, derfor have anbefalet mig en indlæggelse, som løsning på et problem de ikke kunne se og derfor heller ikke hverken kunne forstå eller løse.
   Det er et underligt samfund det danske. Hvis du på nogen måde er væsentlig anderledes, f. eks. ved at give udtryk for dine inderste tanker bliver du let i vores behandlingssamfund defineret som syg i sindet og skal som sådan indlægges sammen med andre såkaldte sindslidende. Behandlingsfilosofien er enkel. Hvis vi, på de lukkede afdelinger, vandre hånd i hånd, de skæve, de depressive, de psykotiske, de angste, de skizofrene og alle de andre afvigere, op og ned af de store sterile gange så skal vi nok få det meget bedre.
   Hvorfor vedgår vi os ikke opbevaringsteorien som jo når alt skrælles af er den grundlæggende og alt dominerende teori på det mentale område i Danmark?
   Jeg bliver lidt overrasket over min tankebane. Faktisk er jeg her og nu til alt andet end at være en kritisk samfundsrevser. Jeg er faktisk fyldt op med gode sunde og positive tanker. Det som her i Chaouen skaber en særlig drivkraft i mig, og samtidig giver mig mulighed for at mærke en barnlig glæde, men ok også forskrækker mig, ja det er det pudsige forhold, at der begynder at blive overensstemmelse mellem min indre og ydre verden.
   Mit skæve indre, som har huseret skjult for selv mine nærmeste og så mine aktuelle handlinger her langt nede i Aladins verden. De to universer flyder på en måde sammen og bibringer mig en sjælden harmoni.
   Ja for at være ærlig så har jeg faktisk aldrig forestillet mig at en egentlig holdbar løsning af problemet skulle kunne komme på tale på anden måde, end ved at jeg blev udsat for en troldmand eller ambitiøs heks, som kunne uddrive mine indre drømmeagtige ambitioner om personlig lykke og fylde det med brugbare rationelle tanker, som den vej rundt ville skabe harmonien og fred og ro hos mine omgivelser ikke mindst hos Espen. Til fordel for fornuften naturligvis, men at det skulle kunne ske den anden vej rundt, ja det giver mig stof til eftertanke og også lidt angstfuld smerte i mave og der er sandelig også noget helt konkret af få kriblen i maven over f. eks. hvad de kommende dage byder på. Hvad jeg selv skal byde på og hvad omgivelserne vil spiller tilbage med?
   Hvis jeg ikke selv spiller ud bliver der ikke noget spil, men kun et besøg af en kvinde fra Norden her i bjergbyen Chaouen. Et besøg fra en midaldrende kvinde, som godt nok havde planer, men som ikke turde realisere dem, af frygt for hvad livet kunne byde på, når det ikke er reguleret ved lov og overenskomster mellem de forhandlingsberettigede parter.
   Jeg ved faktisk ikke særlig meget. Hvem jeg skal møde? Eller rettere hvem jeg vælger at møde? Hvor vil min vej føre mig hen? Ja faktisk ved jeg ingenting, men dette ingenting bliver først afløst af en form for handlingsindhold på det tidspunkt hvor jeg sætter handlingen i gang. Handlingen i min egen drejebog. Dette at have fat i tømmerne på mit eget spand heste fylder mig i disse timer med en ro, som jeg kan mærke også kommer helt indefra. Ikke der hvor den voksne og fornuftige kvinde Irene Hansen bor, men helt der inde i mit aller inderste og mest intime rum. Der hvor mine følelser har bo. Det er helt der inde fra den ro jeg nu mærker en velkommen grøde. Det er den, og ingen anden, som bringer mig energi og kræfter til at søge frem mod rejsens mål hvad det så end må blive. En ting ligger dog helt fast. Der bliver et mål. Det er et
   valg jeg for længst har truffet. Målet bliver en form for afslutning på denne rejse, men så ved jeg heller ikke mer og jeg har heller ikke lyst til at vide mere på nuværende tidspunkt. Jeg har som sagt ikke talt med nogen endnu, hverken ved Hotel Gernika eller tæppeforretningen eller andre fra Medinaen for den sags skyld. På den anden side har jeg også fået lov til at gå uforstyrret rundt i flere timer uden at blive antastet eller bare tiltalt af nogen. Ja, jeg har da stået og nikket og smilet til mange af medinaens beboere. F. eks. da jeg standsede op og betragtede væveriernes monotome arbejde eller skrædderne, som havde god til til både at flirte med mig og samtidig styre nål og tråd. Jo jeg havde mødt mange venlige og smilende ansigter, men ikke snakket med nogen. Jeg har nu sat mig på en lille cafe på medinaens torv, som ligger lige overfor Kasbahen.
   Torvet er omtrent på størrelse med en håndboldbane og ligger omkranset af mange små spisesteder. I midten af pladsen knejser et ret stort træ med fine bænke rundt omkring. Der er vel nærmest tale om en form for lærketræ, men relativ stort. Da jeg først havde fundet ud af mønstret og systemet i medinaens mylder af små gader og stræder var det faktisk let at navigere rund. Fra den nordlige og vestlige side af torvet går gaderne ud i stjerneform og stejlt op af bjerget i hver sin retning. Det er faktisk ikke gader men brede trapper man går på. De egentlige gader kommer på tværs og de holder sig i samme nivou hele vejen rundt og danner en form for mini ringgader, som naturligvis bliver længere og længere jo højere op man bevægede sig op i medinaen. Den sidste og øverste ringgade løber hele vejen rundt langs medinaens store ydermur. Hvis jeg skulle tegne gaderne på et kort ville det derfor blive som et edderkoppespind, med torvet som centrum. Jeg sidder faktisk og bliver lidt stolt af mig selv. Er der noget jeg aldrig troede at jeg besad så var det stedsans. Her har jeg ikke bare sans for steder, men også for lugte og stemninger og det er jo noget af et fremskridt.
   Jeg havde egentlig tænkt mig at vente til i morgen, men jeg kan mærke, at jeg skal aflægge de to Spanske kvinder i Hotel Gernika et besøg allerede i dag.
   Jeg betaler for teen, rejser mig og går lige over torvet og op af den gade, som løber parallelt med bymuren. Gernika ligger 50 meter længere fremme og oppe af gaden. Der er ikke nogen ved indgangen til hotellet og jeg lister forsigtigt ind i en kort, mørk gang som føre direkte ind i det man kalder for en traditionel Marokkansk hall. Det er et relativ stort rum med højt til loftet og med direkte kontakt med de øvrige etager via vinduer eller små indendørs balkoner på etagerne. Fra denne hall er der i hvert af verdenshjørnerne tilstødende lokaler. På den måde virker Hallen, som en form for indvendig gård omkranset at fire sammenbyggede huse. Der er ikke nogen egentlig reception i hallen, men små sofaarrangementer i de 3 åbne rum som står i direkte forbindelse med hallen. Der er ikke en sjæl så jeg prøver med et lille forsigtigt ha - lo, ha - lo. Ingen reaktion, men jeg kan svagt høre en radio spille i et tilstødende lokale.
   Jeg står stille og venter. Jeg prøver igen og nu kom hun ud fra køkkenet. Kvinden jeg havde set på trappen i formiddags. Jeg præsenterede mig og spurgte forsigtigt på engelsk om hun havde tid til at snakke lidt med mig og måske give mig nogle oplysninger, men inden jeg havde fuldendt min fremstilling gik det op for mig at hun ikke forstod engelsk. Det burde ikke, men det kom faktisk helt bag på mig, at hun ikke kunne forstå hvad jeg sagde.
   Af bare forbibelse hev jeg et lille billede frem af Morten og viste det til hende. Jeg kunne se at hun blev urolig og utilpas ved synet af billedet og det var i første omgang nok for mig. Det var for det første tydeligt, at hun kendte Morten og dernæst fortalte hendes udtryk i ansigtet, at hun sandsynligvis også kendte til et eller andet som hun bestemt ikke havde det godt med, måske erindringer fra sidste års begivenheder.
   Jeg fortrød med det samme, at jeg havde bruset sådan hurtigt frem. Det skyldes uden tvivl min egen nervøsitet, men det ændre ikke ved at jeg skulle have brugt lidt mere tid på at snakke mig ind på hende, inden jeg kom frem til mit egentlige ærinde, men sket var sket og det stod mig klart at jeg, for at komme videre, måtte ha' fat i en person som kunne tolke mig gennem en samtale med hende.
   Jeg fik mit billede tilbage og med fagter, et lidt anstrengt smil og ord forklarede jeg efter bedste evne, at jeg ville vende tilbage. Hun smilede, ikke overbevisende nærmest lidt nervøst, men dog smilede.
   Jeg gik tidligt i seng og lå og gennemtænkte dagens begivenheder. Der var mange tanker og indtryk jeg skulle forsøge at få på plads i mit indre. Jeg husker intet, men må være faldet i søvn med det samme omkring nitiden og vågnede med et sæt op til endnu en dag og konstaterede at jeg havde sovet særdelse tungt i 10 timer. Et bad fik mig til at sige goddag til endnu en dag og faktisk kunne jeg nu mærke, at jeg var helt udsovet og følte mig ret så frisk.
   Straks efter, at jeg havde spist morgenmad på hotellet begav jeg mig ned til busterminalen i forsøg på at finde min lille guide og forhåbentlig kommende tolk. Jeg kunne ikke få øje på ham og valgte at sætte mig og vente lidt med en kop the ved den lille cafe som busterminalen rådede over. Kort efter kunne jeg høre at en bus nærmede sig dyttende. Som ud af ingenting dukkede gruppen af drenge frem hver med deres tilbud til servicering af passagerne.
   En solgte slik. En anden hårdkogte æg og en tredje stillede sig bare til rådighed for hvad der eventuelt kunne være af opgaver fra passagererne.
   Jeg fik ret hurtig øjenkontakt til min lille ven og han løb, straks han så mig, hen til mig. Ingen problemer. At tolke var lige ham og han kunne endda også lidt spansk og desuden kendte han godt den spanske Kvinde hun hed Fattha Hounain og var kendt og elsket af alle medianens børn for sin kærlige omsorg og hjælpsomhed overfor dem.
   Jeg satte ham lidt ind i samtalens formål og instruerede ham i at starte med af forklare Fattha hvem jeg var, at jeg var et familiemedlem til Morten, som ofte havde boet hos hende på Hotel Gernika o.s.v.
   Jeg forklarede ham at det vigtigste var at Fattha ikke skulle frygte at snakke med mig. Jeg kunne mærke på ham, at han trods sin unge alder, faktisk var ret moden og betænksom.
   20 minutter efter trådte vi ind i hallen på Hotel Gernika. Det var det samme som sidst. Ikke en sjæl, men lyden fra en radio i et tilstødende lokale.
   Jeg prøvede forgæves igen, med mit ha-lo ha-lo, men ingen reaktion. Pludselig kom en ældre mand ind fra gaden og snakkede sandsynligvis på marokkansk til drengen. Drengen svarede tilbage og jeg kunne både se og forstå, at han nu forklarede den gamle, at jeg var kommet for at snakke med Fattha.
   Jeg kunne se at den gamle rystede på hovedet og svarede drengen ret bestemt. Drengen prøvede endnu engang, men den gamle rystede på hovedet og gjorde tegn til at vi skulle forlade hotellet. Jeg kikkede ind i et par meget gamle, men livlige øjne, som både udstrålede venlighed, men også fasthed og alvor. Det var ikke til diskussion. Jeg kunne mærke nervøsiteten stige. Jeg smilede lidt forlegen til den gamle og vi forlod hotellet.
   Udenfor til højre på det lille trappetorv satte vi os og min lille tolk forklarede mig, at Fattha ikke var på hotellet og på forespørgsel om hvornår hun ville komme var svaret, at det kunne han ikke sige.
   Det som ikke blev sagt direkte, men som klart blev opfanget af min lille tolk var det egentlige budskab "Bliv væk fra os med jeres spørgsmål og problemer". "Vi vil ikke rodes ind i noget". Jeg takkede min lille ven, betalte ham og fulgtes med ham ud af medinaen hvor jeg gik ind af glasdøren til Hotel Parador og han vandrede ned mod busterminalen hvor endnu et par småjob forhåbentlig ventede.
   Jeg gik lige igennem den store og faktisk ret smukke hall i hotellet og satte mig ud på terrassen, som vendte ud solen som uanset at det var midt på dagen snart ville synke ned omme bag det store bjerg lige foran mig.
   Mit humør var nærmest på nulpunktet og jeg følte mig som en håbløs amatør, der hjemme troede så meget og når det så kom til stykket var der kun tale om teoretiske overvejelser der ikke havde hold i særlig meget og mine evner kunne slet ikke stille noget kvalificeret op mod virkelighedens udfordringer her nede.
   Jeg kunne mærke, at jeg slet ikke hjemmefra havde gjort mig klart hvor vanskeligt denne opgave kunne blive. Jeg havde brugt tiden der hjemme til at planlægge alt det praktiske, som kunne planlægges og slet ikke lagt planer for det uvisse og de fremmede udfordringer der både kunne og ville komme.
   Jeg havde slet ikke gennemtænkt nogle strategier eller planer for hvad jeg skulle stille op i den for så vidt forudsigelige situation, at ingen ville snakke med mig. Hvordan fik jeg taget hul på sagen? Kunne jeg trods alt på en eller anden måde få etableret kontakt til Fattha og hvis, kunne jeg få hende til at fortælle mig noget?
   Efter grundige overvejelser valgte jeg at lade dette, mit første spor, ligge lidt stille og så i stedet prøve kræfter med det næste. For det første skulle jeg under ingen omstændigheder forsøge at opsøge Fattha de første par dage. For det andet kunne mit andet spor måske give mig nyttige oplysninger til brug for en eventuel senere snak med Fattha.
   Jeg kunne mærke at skuffelsen over afvisningen på Hotel Gernika allerede var ved at lægge sig. Jeg var nu ikke længere i tvivl om, at jeg selvfølgelig kom til at snakke med Fattha igen. Det var jeg faktisk ret så meget i tvivl om i går aftes da jeg lagde mig til at sove.
   Jeg havde samtidig et par dage til at udtænke en plan for hvorledes jeg skulle skyde mig ind på hende og få etableret en god kontakt. Jeg kunne tydelig mærke, at det ikke skulle blive min Voksen Irene, der skulle komme til at spille hovedrollen alene. Jeg var nød til at trække ret så mange kræfter og en god portion mod og lidt vanvid hos mit Frie barn, hvis jeg skulle takle de aktuelle vanskeligheder. Det Frie barn hvor jeg ved at jeg gemmer mine følelser og min intuition.
   Resten af dagen gik med, at se nærmere på den nyere bydel. Det var tydeligt for mig at historiens tunge vingesus hang tungt og massivt over medinaen, medens stemningen i den nyere bydel bar mere præg af en stræben mod vest eller mere geografisk korrekt mod nord til EU. Jeg gik igen tidligt i seng fordi jeg ganske enkelt ikke havde flere kræfter til at stå op end sige gå.