Døren blev åbnet og Ulf sagde:
   "Goddag Morten. Kom indenfor."
   Der var gået 10 -12 år siden vi sidst havde set hinanden og han fortrak ikke en mine. Det var på nøjagtig samme lidenskabsløs måde, som da jeg besøgte ham i Humlebæk.
   Han foreslog at jeg hentede en pakke cigaretter på tanken og en lille flaske snaps. Jeg hentede cigaretterne til ham, men snapsen måtte han undvære. Man må ikke nyde rusmidler på Skansegården.
   Vi snakkede om løst og fast, mest om løst og jeg forsøgte at skjule min forbavselse og mærkede, at jeg fandt min egen maskuline side frem og placerede ham, min far blidt i barnerollen, hvilket han hverken kommenterede eller protesterede over.
   Jeg havde allerede lavet en plan i mit hoved om, at jeg måtte se at få hjulpet ham. I første omgang med en lejlighed. En socialchefen kan ikke have en hjemløs far rendende rundt i lokalområdet. Slet ikke en far, der jævnligt benytter den lokale hjemløseinstitution, hvilket jeg fandt ud af at han faktisk gjorde.
   Jeg overvejede ikke på noget tidspunkt at tage ham med hjem til Nivå. Dertil stod Irenes oplevelser tydeligt for mig. Vi aftalte at han blev på Skansegården og jeg ville undersøge muligheden for, at skaffe ham en bolig, samt at jeg ville besøge ham i løbet af et par dage.
   Han var enig, og forlod så i øvrigt Skansegården og lokalområdet uden at give besked og forsvandt på den måde ud i verden inden jeg nåede tilbage med min redningsplan.
   Jeg var både overrasket og ikke overrasket. Lettet og ikke lettet. Overrasket fordi jeg troede at vi havde en aftale, samt at jeg var kommet langt i min plan med at skaffe ham en lejlighed i området. Ikke overrasket fordi hele hans person udstrålede ustabilitet og impulsivitet. Lettet fordi hans tilstedeværelse så tæt på mit arbejde i socialforvaltningen havde skabt en vis uro hos mig.
   Hvad nu hvis han kunne finde på at kontakte mig i forvaltningen. Jo skrækscenarierne var mange og desværre alle realistiske. Ikke lettet fordi jeg kunne mærke denne smerte over, at min egen far var hjemløs og måtte leve det uværdige og hårde liv dette netop ikke at have et hjem.
   Jeg kendte kun alt for godt til hjemløse området via mit arbejde i Københavns kommune og tidligere i Sønderjyllands amt, hvor jeg bl.a. havde hjemløse institutionerne som mit ansvarsområde.
   Et par måneder efter på arbejdet ringede de fra socialforvaltningens servicebutik op til mig på mit kontor, for at orientere mig om, at der ved skranken stod en gammel underlig mand, som påstod at han skulle tale med socialchefen, der var hans søn.
   De spurgte om de skulle vise ham ud. Jeg forklarede, at det vist ikke var nogen god ide, samt at det, hvor utroligt det end lød, sagtens kunne passe hvad han sagde og aftalte, at de fulgte ham op til mit kontor.
   Han sagde goddag på sin sædvanlige afslappede måde og jeg gav den medarbejder som havde fulgt ham over til mit kontor besked på, at alt var under kontrol.
   Det var naturligvis kun på overfladen at alt var under kontrol. I mit indre var der absolut intet under kontrol. Han havde bare lige været en tur i Jylland, Sverige og sådan lidt rundt siden vi lavede vores lille aftale og nu havde han problemer med, at få overført sin pension og udbetalt den i den lokale Danske Bank i byen. Han huskede intet om min plan med at skaffe ham en bolig og her og nu var hans problem penge.
   Selvom jeg ikke havde tid fik jeg presset en lille alvorlig "her og nu samtale" med Ulf ind i min mødekalender. Jeg var på hjemmebane og havde ingen problemer med at kridte banen op. Jeg glemte bare, at for Ulf eksisterer der kun hjemmebaner. Ingen bane er for vanskelig for ham.
   Han skældte mig ud via benyttelse af ret kraftige eder hvorefter han forlod mit kontor. Det viste sig senere, at han havde ikke været mere ophidset end at han efter besøg på mit kontor, havde benyttet vores sekretariatstoiletter til at vaske, barbere og ordne sig. Man må jo være lidt smidig og opfindsom når man er på farten som han var.
   Jeg tror der igen gik et par måneder uden livstegn fra ham. Pludselig stod han igen uden varsel, lige ude foran min åbne kontordør hvor jeg var i samtale med et par medarbejdere. Han kunne se på mit ansigtsudtryk, at det ikke just var glæde og begejstring der lyste ud af mine øjne ved gensynet med ham. Inden jeg nåede at sige noget havde han bedt mig om at tage det roligt, han skulle bare lige have lidt hjælp til det med bankoverførsler så var han smuttet igen.
   Jeg var på vej til møde, men Lotte, min super sekretær ordnede det nødvendige for ham. Det var starten på en periode hvor han opdagede, at han ikke behøvede at være afhængig af om jeg var til møde eller andet når han fremover kom på besøg.
   Lotte ordnede hans bankforretninger. Badeværelset kunne han selv finde og han havde, uden at jeg vidste af det, fået etableret en aftale med vores service orienterede kantinedame om, at der altid var mad til socialchefens far når han kom forbi og uden beregning vel at mærke.
   Det hændte dog, at jeg hist og pist stødte på ham når han var på besøg i forvaltningen. Mit kontor blev også brugt til midlertidig opbevaring af lidt jordisk gods i et par plastikposer når han lige kom forbi på en af sine utallige rejser.
   Rejser som i hans univers var forretningsrejser hvor han enten skabte eller solgte billeder og logoer til organisationer eller store virksomheder.
   I hans lejlighed i Skagen fandt vi en årsopgørelse fra skattevæsnet, som viste at han fra Nordjyllands amt rent faktisk havde fået udbetalt et honorar på 400 kr. Jeg kan ikke vide hvad hans ydelse har bestået i, men et gæt er at han efter en langstrakt salgsbelejring af amtets administration har købt et lille værk i håb om at han så ville søge nye græsgange.

Efter hans første besøg i forvaltningen tænkte jeg meget over tingenes tilstand. Min umiddelbare opfattelse var, at det ikke hang helt så godt sammen, at være en stor "socialkanon" i den kommunale forvaltning og så ha' en hjemløs far rendende med sine plastikposer i huset.
   Jeg skulle imidlertid hurtigt erfare, at det kunne jeg faktisk godt. Mine medarbejdere tog det helt fint og så var det jo bare at slappe af og glæde sig over, at han dog havde kontakt til de sociale myndigheder. Det var uanset sammenhæng en meget stor befrielse at mærke, at jeg ikke på nogen måde var flov over tingenes tilstand. Det var helt klart den lykkeligste periode jeg havde med min biologiske far. Ok det var også den eneste, som kunne betegnes som en periode.
   En spilleregel skar jeg ud i pap for ham. Han skulle under ingen omstændigheder finde på, at møde op hjemme hos mig i Nivå. Det overholdt han næsten.
   Jeg prøvede endnu et par gange, at få ham "fanget ind" i en ældrebolig. En gang prøvede jeg virkelig for alle kræfter. Han ringede en søndag morgen ved 10 tiden om formiddagen hjem til mig i Nivå. Han spurgte om vi ikke kunne mødes på Helsingør station. Han var i byen og havde åbenbart husket vores lille aftale om ikke at opsøge mig hjemme.
   Kort efter sad vi sammen på DSB restauranten. Jeg bestilte to kaffe og 2 ostemadder som hurtigt blev til 5, alle sat til livs af min far ud i een køre.
   Da jeg spurgte hvorfor han havde sand i nakken fortalte han mig, i øvrigt uden at gøre et nummer ud af det, at han havde sovet nede på stranden her i Helsingør i nat. Ingen klyngen, men bare en orientering om at han havde sovet nede på stranden. Jeg tænkte på vejret og temperaturen og at det ville passe hans livsstil bedre hvis han boede under lidt lunere himmelstrøg.
   Jeg lånte ham 1.000 kr. og aftalte, at han skulle kontakte mig dagen efter i socialforvaltningen i Hillerød så vi kunne få ordnet det med adresseændring til Helsingør. Han smilede tilfreds og forsvandt sporløst.
   Næste gang han dukkede op blev han aldeles rasende over, at jeg nævnte de 1.000 kr. Han havde aldrig lånt penge af mig og hidsede sig voldsomt op. Den dag blev jeg meget fortørnet. I dag ved jeg, at han på det tidspunkt længe havde befundet sig i den fase, hvor han var ved at falde ind i sig selv.
   Hans liv var i stumper og stykker. Ingen af stumperne havde forbindelse til hinanden. Derfor var det i hans verden reelt, at han ingen erindring havde om de lånte penge. Når et øjeblik var forbi var det i den grad forbi og et nyt ventede forude og helt frigjort fra det forrige.
   Herefter fulgte en periode hvor det lykkedes ham, at få mig til at være lidt bekymret for ham, hvis han ikke havde været på besøg i forvaltningen i et par måneder.
   De små usammenhængende samtaler jeg havde med ham kunne jeg efterhånden stykke sammen, til en lille mosaik over hans liv fra jeg besøgte ham i huset i Humlebæk for ca... 10 år siden, til nu hvor han kun havde sig selv og et par plastikposer.
   Ikke sådan at han lignede en vagabond eller bums. Nej han var altid pæn i tøjet. Nye Fløjlsbukser, skjorte og trøje over. Jeg tror at han i stedet for at vaske tøj smed det ud og købte noget nyt. Han havde jo sin lille tjenestemandspension og på farten, som han altid var, var køb og smid væk modellen mest praktisk.
   Han havde åbenbart haft planer om at sælge huset på Strandvejen og flytte ind i en ejerlejlighed i Helsingør. Planen var for så vidt meget fornuftig. Han var blevet alene og var ustandselig på farten. Huset var blevet solgt, men købet af ejerlejligheden var aldrig blevet til noget. Handlen blev at uforklarlige grunde aldrig afsluttet. På et tidspunkt viste han mig papirer på hans depositum på lejligheden og et dokument over opbevaring af hans møbler hos et lokalt flyttefirma.
   Jeg ved ikke hvad der er gået galt, men med mit kendskab til ham, kan det sagtens have været uenighed om nogle detaljer, som har skabt en voldsom vrede hos ham. Så voldsom så han har været ude af stand til at kommunikere med de personer, som man skulle samarbejde med om salg af huset og køb af ejerlejligheden.
   Som jeg forstod hans forklaringer løste han på sin helt egen måde problemerne ved af flytte til Norge med hele sit indbo. D.v.s. det indbo han kunne ha' i sin gamle BMW over et par ture.
   Fra det tidspunkt havde han mere eller mindre mistet greben om sin tilværelse. Hverdagens tanker og planlægning nåede nok aldrig, at skabe kontakt til den del af hjerne, som skal føre planerne ud i livet.
   Det mest utrolige var, at han nok slet ikke selv registrerede hvad der var galt. Han knoklede på fra hver ny morgenstund og fattede ikke at han siden sidst var rykket yderligere nogle skridt baglæns i stedet for forlæns i tilværelsens vanskelige spil.
   Han havde en bil stående i Køge og hans BMW var gået i stå og holdt derfor parkeret et eller andet sted på en parkeringsplads i Oslo.
   Hvad der nærmere var i vejen med bilerne meldte historien intet om. Der kunne for så vidt være tale om alt lige fra sprængt topstykke til et fladt batteri. Vi får aldrig svaret.
   Malerier og møbler var undervejs på hans rejse mod Norge efterladt alverdens steder. Hvordan skulle han kunne holde sammen på indbo og papirer, når han ikke kunne holde sammen på sig selv og sine tanker.
   Langsomt under hans mange rejser har han mistet lidt indbo hist og lidt her og til sidst var der kun ham selv og hans plastikposer med tegninger og malerier og fjellræven med hans personlige ejendele tilbage.
   Jeg blev lidt trist på hans vegne ved tanken om at hans hjem i Humlebæk dengang jeg besøgte ham var fyldt med ret så mange smukke møbler, malerier og andet indbo. Det står som en gåde hvordan særligt det store indbo er forsvundet. Meget tyder på, at andre, måske de nye ejere, på et tidspunkt har fået ryddet huset.
   Min tristhed på hans vegne smittede ikke af på ham .
   Han virkede på ingen måde mærket af sådan relativ hurtigt og meningsløst, at have mistet hele sin formue, indbo og ting han må have holdt af. Han var hele tiden optaget af arbejde og planlægning for fremtiden. I det ene øjeblik var han i færd med, at tegne eller designe til den ene store verdensorganisation efter den anden. I næste øjeblik var han kunstmaler på vej til...
   Han var på dette stade af planen aldrig i tvivl om at de ville købe hans logo eller malerier. Disse skitser fyldte det meste af hans plastikposer og de nåede kun sjældent videre. Vi fandt i hans lille lejlighed i Skagen flere breve hvor firmaer og organisationer venligt, men afklaret forklarede at de ikke ønskede at gøre brug af hans logoer.
   På et tidspunkt ophørte hans besøg i socialforvaltningen. Jeg tænkte meget på om der var sket ham noget. Jeg var faktisk lidt bekymret for ham. Jeg tog kontakt til pensionskontoret i Grenå som var den kommune hvor han fik udbetalt sin pension. Jo de kendte ham godt, men han var rejst fra kommunen for noget tid siden og de havde ikke en ny adresse på ham. Så vidste jeg besked, at hans adresse var overalt på gader og stræder. En dag på fint hotel i Århus, Oslo eller Gøteborg, to dage efter på sømandshjemmet i Hamborg og dagen efter på Skansegården i Hillerød o.s.v. Han var klart på vej til at blive en verdensborger i Norden.
   Pludselig en dag fik jeg en hilsen fra ham via en af kommunens daginstitutionsledere. Hun havde mødt ham på en bænk i Skagen og da han opdagede at hun var fra Hillerød kommune bad han hende hilse sønnen sin, socialchefen. Det var sidste livstegn fra ham. Han døde året efter og først nu savner jeg ham.