Efterhånden som tiden gik var mit problem ikke bare min medicin mangel og den defekte bil. Nej det næste var at mændene, som jeg dog snakkede lidt med ikke kunne forstå, at vi ikke bare tog bussen videre. Faktisk kunne jeg på et tidspunkt heller ikke selv forstå det. Det var som om min normale dømmekraft var blevet afsvedet i varmen og de sidste dråber var løbet ud i sandet.
   Jeg kunne ikke forestille mig at lave om på planen, men når jeg søgte efter et godt argument for ikke, at drage videre med bussen kunne jeg ikke svare, men blot mærke min ulyst ved at være sammen med mændene og til sidst også ved Sacha. Jeg søgte mere og mere fred i ensomheden og tanken om at stige op i en overophedet bus fyldt med rejsende gav mig kuldegysninger.
   Jeg holdt stædigt fast i min plan om at trække hjælp til stedet. Jeg havde været oppe ved hovedvejen for at aflevere et brev til chaufføren og betalt ham godt for at aflevere det personligt hos cykelsmeden i Figuig. Jeg var tryg ved at brevet nok skulle komme frem og jeg satsede alt på denne mulighed, men dagene var gået uden at vi havde hørt eller set noget.
   Jeg var begyndt at miste lysten og evnen til at stå op. Jeg bildte Sacha og de andre ind at jeg var blevet syg og ikke kunne rejse mig. Jeg jamrede og tog mig både til maven og hovedet. Det blev mit alibi til at kunne trække tæppet op om hovedet og lade som om jeg ikke eksisterede. Jeg var fuldstændig vågen, men fri for al kontakt til omverdenen.
   Modløsheden kom også. Hvad i al verden var det jeg rendte rundt og lavede her ude i intet. Hvad var meningen. Mine projekter opfattede jeg pludselig som luftkasteller. Ideer, som aldrig burde være blevet til andet end det de var, en sy mands hjernespind fra ende til anden og nu, da de var sat i værk forudså jeg kun katastrofer som resultat. I bedste fald kunne jeg i skjul liste afsted i mørket ud til hovedvejen og krybe på bussen som en anden forbryder, der forlader åstedet. Men jeg vidste at åstedet var inde i mig selv.
   Jeg lå og fantaserede over hvorledes jeg kunne forsvinde fra mig selv. Forsvinde fra denne verden fyldt til bristepunktet med absolut intet. Et personligt univers, som jeg møjsommeligt havde bygget op udelukkende bestående af kulisser. Det hele var af pap og papir og menneskerne var ikke virkelige. Selv var jeg i tvivl om hvorvidt jeg var i live eller midt i en ond drøm.
   Når meningsløsheden bliver afløst af intet er der ganske enkelt intet tilbage ud over tomme hylstre af kroppe, som minder om en tid hvor der var bevægelse på sletten og mulighed for at skimte en fremtid.
   Vi er kun små klatter jord, skabt af jord fra vores jord og vi får lov til at hoppe på kloden i et øjeblik hvorefter vi pænt igen må lægge os til hvile, som en integreret del af kloden. Lysten til at afslutte denne smerte kom med jævne mellemrum frem i min hjerne. Jeg havde hver gang held eller dygtighed til at skubbe den væk, men i takt med at smerten blev afløst af ligegyldighed, dette at alt bliver lige gyldigt, ja så blev det til sidst mit egentlige mål, dette at gøre en ende på intet. At miste intet er jo netop ikke et tab noget, men en befrielse.
   Tilgiv mig, men alternativet ved jeg jo netop er intet, blandet med et modbydeligt stænk af dyb ubeskrivelig smerte. At falde ind i sig selv og skue ind i intet holder jeg ikke ud. Når alt kommer til alt er jeg 54 år og har måske i bedste fald hvis alt det der med hjertet går vel omkring 10-15 år tilbage at leve i og i værste fald hvis Altzheimer sygdommen fortsat udvikler sig hvad den desværre har gjort de sidste par år, har jeg måske kun en frist på et par år.
   At slutte nu er jo bare at forkorte et helt liv med 5-10%. Det er jo ikke kvantiteten der betyder noget, men derimod kvaliteten og hvorfor skal jeg ødelægge et ellers langt og for mig indholdsrigt og spændende liv med at føre det sammen med nogle ganske tomme og intetsigende år, som i bedste fald er fyldt med smerte?
   Hvordan kunne jeg i det hele taget bilde mig selv ind at disse helt forrykte handlinger her nede i den Marokkanske nat kunne gøre mig rask og rask fra hvad? Mig selv? Ja det kan i alt fald ikke være andre. Jeg har ingen sygdom, som kan behandles. Det har jeg forgæves forsøgt nu i snart mange år. Jeg har trofast spist en helt apotek hver aften for blot at holde mig, ikke i live, men flydende lige i, og nogen gange under, tilværelsens overflade. Min sjæl er brændt og det er ingen sygdom, der på nogen måde kan helbredes.

Klokken var omkring midnat. Sacha sov. Alle sov, men jeg var vågen og helt optaget af tanken om at mine lidelser snart skulle slutte. Jeg rejste mig forsigtigt stod ud på gulvet, men mærkede at det gyngede under mig. Jeg kunne mærke at nu var den helt gal uden at jeg egentlig kunne forstå hvorfor og hvordan. Jeg stod bare helt stille på gulvet og kunne bare tydelig mærke at der var absolut intet der gik.
   Jeg var som forstenet og forhekset. Jeg stod bare der på bare tær i mine underbukser og en T-shirt og kunne under ingen omstændigheder andet. Det var ikke fordi jeg var bange for at besvime, selvom jeg var svimmel. Nej jeg var bange for mig selv. Bange for hvad jeg kunne finde på hvis jeg tog et skridt. Jeg mærkede tydeligt at jeg ingen kontrol havde over min krop, som jeg var overbevist om ville handle helt uden om min hjerne, som faktisk også havde slået automatpiloten til og selv ham kunne jeg ikke stole på.
   Jeg mærkede at mørke stærke kræfter fra mit indre havde fat i mig og langsomt, medens jeg stod der i mørket, afmonterede min egen vilje og tog over. Det var nu velbegrundet med min frygt. Jeg havde aldrig haft det så slemt før.
   Det var som om jeg holdt et fortroligt møde med den lille loyale del af mig, som endnu havde sin frie vilje i behold. En særdelse begrænset fri vilje, men dog måske nok til at jeg kunne komme over og lægge mig på madrassen og så allierer mig med mit elskede tæppe, som måske trukket op omkring og rundt om min krop kunne frelse mig fra det som ellers ventede.
   Jeg tog de få skridt hen til madrassen uden at falde. Lagde mig forsigtigt. Trak tæppet beskyttende rundt om og over mig og krøb taknemmeligt sammen i fosterstilling, som den lille sårbare dreng jeg var. Det lille forsømte barn, som var så mærket af forladthed så jeg havde taget imod hvem som helst som ville give mig en krop at varme mig ved. Jeg tænkte på Simon, smeden min mor og far. Jeg tænkte på dem fordi de var der i rummet. De stod foran mit leje og så alvorlige ned på mig. Jeg opfattede dem på ingen måde som mine beskyttere og indså at de kunne de heller ikke være. Jeg måtte og kunne kun selv være min egen beskytter. Hvis jeg ikke var i stand til at beskytte mig selv måtte jeg bevæge mig ubeskyttet videre i tilværelsen. Det kunne ikke være anderledes.
   Jeg vågnede stille og roligt, men badet i sved. Lagnet, tæppet og ikke mindst hele min krop var gennemblødt af varm sved. Jeg må have sovet et par timer. Det virkede som afslutningen på et mareridt, men jeg erindrede intet fra min søvn, men huskede tydeligt min tilstand inden jeg faldt i søvn og var bare glad for at jeg nu lå beskyttet for verden under mit tæppe. Jeg vidste, at jeg ikke kunne rejse mig uden at det ville gå galt igen, men accepterede min situation fordi der ikke var andre valg.
   Jeg havde ikke travlt og der var brug for tid, god tid til at tænke igennem hvad jeg skulle foretage mig. Min første og mest indlysende tanke var at jeg ikke skulle foretage mig noget som helst. Hvorfor skulle jeg når der kun var rædsler og ulykker udenfor mit tæppe. Jeg lå vel i en halv time og funderede over verden og lidt efter lidt dryppede der helt almindelige handlekraftige tanker ned i mit sorte univers.
   Jeg begyndte at overveje, at jeg muligvis havde fået det bedre. At jeg godt kunne rejse mig for at udføre de handlinger jeg stille og roligt lå her og planlagde og vel og mærke uden at de andre kræfter tog over og handlede mod min vilje.
   Min tilstand tilskrev jeg ikke usandsynligt den manglende medicin kombineret med varmen og den reelt desperate situation jeg befandt mig i, men nu mærkede jeg igen at jeg til dels havde kontrol over mine handlinger.
   Jeg rejste mig stak fødderne i mine sandaler og tog en trøje over mig. Henne i værktøjskassen tog jeg en gammel hobbykniv og stak den i lommen. Jeg listede ud i det fri og blev overvældet af det stjernehav, som oplyste mit liv.
   Jeg vandrede ud i intet vel vidende, at jeg der ude skulle forsvinde, nøjagtigt som de små mænd jeg havde set forsvinde om natten når de steg af bussen her ude i intet. Jeg kunne mærke hvor rolig jeg blev blot ved denne tanke og beslutning om, at gøre en ende på mine egne lidelser. Min sidste rædsel forestilling ville jeg under ingen omstændigheder deltage i en gang til. Nu skulle det være slut på de halve løsninger. Ikke bare lappe på dem, men gøre arbejdet helt færdigt. Fjerne smerten for evigt.
   Jeg vidste at jeg ville genopstå her ude i intet. Måske som en lille del af øret på et lille forsigtigt gedekid eller smerten i en hyrdes sjæl.

Jeg vågnede. Ikke med et sæt, men ved at jeg et eller andet sted langt ude i horisonten svagt og utydeligt kunne skimte nogle mennesker. Jeg følte det fuldstændig, som var jeg fyldt med al den narkotika det er muligt at fylde på et menneske inden det afgår ved den visse død. Jeg lå længe helt stille og bare nød udsigten til en euforisk verden. Det lignede min mor og far, som stod der ude i horisonten og vinkede ind til deres søn Morten, som sad pænt og ventede på, at de skulle blive færdige med at leve livet, så vi kunne mødes i paradis.
   Jeg lukkede øjnene, men mærkede ingen forskel. Så kunne jeg høre stemmer. Svage stemmer, som om jeg befandt mig i en glasklokke og nogen udenfor forsøgte at sende mig lyd signaler. Ord som jeg ikke kunne høre og derfor ikke forstå. Så husker jeg ikke mere før mine øjne igen åbnede sig. Om der var gået 1 minut, 2 timer eller et år har jeg ingen begreb om, men nu kunne jeg skimte mennesker. Jeg så ind i et par, brune øjne, som fulgtes med en mund, som smilede kærligt til mig som ville den sige, at jeg bare skulle tage det roligt. Alt ville ordne sig og der var ikke længere nogen fare på færde. Ordene fortalte mig indtrængende, at det eneste jeg skulle foretage mig var intet at foretage mig. Ikke snakke med nogen. Ikke foretage mig noget end ikke stå ud af sengen jeg lå i.
   Da han havde forvisset sig om at jeg havde forstået budskabet gav cykelsmeden mig et smil hvorefter han forsvandt. Få dage eller øjeblikke efter, jeg havde mistet enhver tidsfornemmelse på grund af den fremmedartede medicin de behandlede folk som var syge i sindet med, kom cykelsmeden tilbage til mit sygeleje.
   Han havde lærerinden fra Fess med og de oplyste at jeg ville blive hentet af dem i morgen ved middagstid. Jeg skulle bare forholde mig roligt.
   Senere på dagen kom en læge og en plejer for at undersøge, men ikke snakke med mig. Jeg blev betragtet som en genstand, som skulle til reparation og genstande, biler og radioer spørger man jo ikke til råds om hvor de er gået i stykker og hvordan de skal komme til at fungere igen. Da de sluttede undersøgelsen af mit legeme med at give mig et stor skefuld medicin forsøgte jeg at lade som om jeg slugte dem, men så snart de var gået ud af værelset spyttede jeg det meste af de helbredende stof ud og gemte det under mit tæppe. Dagen efter var jeg kommet ret meget til hægterne og ikke mindst ved synet af bandagen om mit venstre håndled tonede den uhyggelige nat ude i den stjernebelyste stenørkenen frem for mit indre.
   Jeg kunne mærke, at det ikke lige var tid til den større selvfordybelse. Der til havde det hele været alt for voldsomt, men cykelsmeden var meget hurtig til at berolige mig og fortalte, på en både udramatisk, men også følsom og omsorgsfuld måde hvad der var sket den nat livet var tæt på at slutte.
   Den aften, ja næsten på samme tidspunkt lige omkring midnat hvor jeg var vandret ud i intet var de kommet i bil fra Figuig. Cykelsmeden og hans fætter. De havde fået min besked noget forsinket. Hvorfor har jeg aldrig fundet ud af. Så snart de ankom til den lille ørkenby og opdagede, at jeg var væk vidste de nøjagtig hvor de skulle lede. Der var ikke så mange muligheder. Der var kun intet og de havde før hørt om europæere, som blev ramt af det de kaldte for ørkensyge. En feberlignende tilstand, man kan lande i hvis man i for lang tid opholder sig i den helt specielle hede, som kun en ørken kan præstere og så uden at beskytte sig. Da de fandt mig i løbet af natten havde jeg mistet en del blod og var faktisk ikke ved bevidsthed, men cykelsmeden havde uden pause båret mig hele vejen tilbage til husene og sammen med sin fætter kørt mig ind til et hospital i Fess.
   Uden cykelsmeden, hans fætter og en hurtig indsats af en professionel stab på universitetshospitalet i Fess havde det ikke været muligt at redde mig. Det var lærerinden, som efter et døgn havde fået mig flyttet fra myndighedernes nysgerrige spørgsmål på medicinsk afdeling, hvor jeg blev bragt ind, og så over på afdelingen for mentalt svækkede, hvor hun havde gode kontakter blandt lægerne, som godt ville give mig den ro og diskretion jeg havde brug for.
   Sacha var hos lærerinden og vi blev et par dage efter forenet her i hendes bolig med henblik på at fortsætte vores færd mod nord så snart jeg var kommet til kræfter. Simon var blevet orienteret og sendte mig mange kærlige tanker, som lige så kærligt blev videreformidlet af lærerinden.
   Efterhånden som jeg kom fri af min medicindøs kunne jeg igen mærke mig selv igen, men jeg følte ingen uro i kroppen og mærkede heller ikke nogen panik selvom jeg nu i snart to uger ikke havde fået min daglige skovlfuld medicin. Det på trods af at jeg godt kendte forklaringen på min katastrofale færd ud i intet for nogle nætter siden. Jeg valgte ikke at beskæftige mig med en medicin jeg tidligst kunne få om et par dage i Mellila.