Da filmen knækkede
   Tilbage i 1987 vidste jeg ikke at min livs film var knækket. Efter et par måneder med voldsomme anfald af smerter i brystet fik jeg en alvorlig blodprop i hjertet. I dag kan vi undre os over at den ikke blev diagnosticerede forinden, men tiden var en anden og jeg var ung, stærk, dyrkede motion og lignede alt andet end en hjerte patient.
   Afsted med udrykning den morgen blodproppen kom og dermed verdens stærkeste smerter. Indlæggelse i 10 dage og hjem til en tilværelse, som stort set kørte videre som altid. Jeg måtte naturligvis alle de fysiske og psykiske vanskeligheder igennem som nu hører med til anden halvleg i en livstruende sygdom.
   Jeg mente selv fejlagtigt dengang, at jeg kom relativt hurtigt tilbage både til familielivet og mit arbejde som afdelingsleder i socialforvaltningen. I dag kan jeg se at jeg stort set aldrig kom tilbage til noget som helst.
   Fra den begivenhed og dette tidspunkt startede jeg en langsom, men sikker glidetur ned og ind i mit eget mørke. Hvad der kom først hønen eller ægget - blodproppen, hukommelsesproblemerne eller depressionen eller om der overhovedet var en sammenhæng kan jeg kun gisne om, men min normale tilværelse sang på sidste vers og min depressive, autistiske eller psykotiske periode havde taget sin begyndelse og skulle senere få følgeskab af min svigtende hukommelse. Selve depressionen bær jeg på endnu og vil sandsynligvis skulle fortsætte med dette resten af livet. Nu er den bragt under delvis kontrol af et helt apotek, som jeg indtager hver aften, men jeg husker tydeligt hvordan den virkelige verden så ud inden den kom under kontrol.
   Depressionen startede helt traditionelt med, at jeg ikke kunne få dynen af om morgene. Jeg var ked af det og det værste var at der faktisk ikke var noget at være ked af. Det var som et gråt og depressivt slør blev blæst ud over min dagligdag.
   I samme periode udviklede jeg denne autistiske tilstand, som faktisk var ved at tage livet af mig. Jeg kunne til sidst ikke deltage i de møder på arbejdet hvor jeg selv var mødeleder. Jeg husker f. eks. tydeligt hvordan jeg ikke engang kunne køre i tog med mine arbejdskollegaer. Vi skulle til et arbejdsgruppemøde i en skandinavisk arbejdsgruppe og de andre havde glædet sig til at vi skulle sidde og hyggesnakke i toget. De var bare for tæt på, hvilket jeg ikke magtede.
   Jeg var nød til at lade som om jeg var utrolig træt og havde hovedpine hvorefter jeg lukkede øjnene under hele turen. Men jeg sov ikke, fulgte med i deres samtaler, men var heldigvis ikke tilstede fordi jeg havde trukket sækken ned over hovedet.
   Uanset at jeg var formand for den skandinaviske arbejdsgruppe måtte jeg oppe i Gøteborg gang på gang forlade mødet fordi jeg ikke kunne klare samvær med andre mennesker i mere end kort tid. Til sidst blev det så slemt med min autistiske tilstand, så folk som kom ind på mit kontor kunne mærke mit ubehaget og forlod mig så hurtigt som muligt.
   Jeg måtte, uden at forklare hvorfor, overlade forhandlingsledelsen under store møder til mine nøglemedarbejdere og selv bare være til stede. Jeg måtte gå udenfor hvis møder trak for længe ud. I dag kan jeg ikke begribe at jeg i den periode ikke på noget tidspunkt overvejede at sygemelde mig.
   Når det overhovedet kunne gå med en chef, som var mere autist end chef skyldes det uden tvivl, at mine nøglemedarbejdere stort set alle bestod af faggrupper, som enten var uddannede pædagoger eller psykologer.
   Jeg huskede en dag at den ene psykolog, Anette, med et lille smil lagde en lille folder om psykologhjælp på mit skrivebord. Anette sagde ikke noget hun smilede blot og lagde den.
   Hun kunne ikke vide, at jeg udenmærket var klar over, at den var helt gal og godt vidste at hjælp var nødvendig, men hun vidste ikke, at jeg havde langt mere brug for, at hun lukkede døren bag sig og satte sig ned overfor mig kikkede mig klart i øjnene og forklarede, at nu skulle der handles.
   Det var samtidig perioden hvor min diagnose gudskelov blev stillet og jeg kom i medicinsk behandling. Denne sidste periode hvor jeg måtte prøve et par præparater inden vi fandt et, der virkede ordentligt på mig, var nok den farligste. Ud og ind af antidepressiv medicin tager tid. Et par uger for at få et præparat ud at kroppen og et par uger inden et nyt virker, skaber så mange farlige op og nedture, som igen skaber de små farlige perioder hvor lys og mørke mødes i en form for ligegyldighed. Alt er ligegyldigt. Mit arbejde var ligegyldigt. Dagene var ligegyldige og selve livet blev ligegyldigt.
   Da tilstanden samtidig er karakteriseret ved at man (jeg) har lys og kræfter til at handle, er der ikke mange skridt hen til at tage sit eget liv. Hvis livet helt bogstaveligt ikke indeholder noget, men kun er tomt og ligegyldigt er tabet af livet ikke svært at bære og slet ikke når det samtidig fjerner den indre smerte på sjælen.
   I samme periode, efter min blodprop registrerede jeg mine hukommelsesproblemer, som jeg dengang opfattede som meget generende, men et praktisk problem, som alternativ færdigheder til en vis grad kunne kompensere for.
   Langt senere forstod jeg, at min udfordring var en helt anden og langt mere alvorlig. Udfordringen hvor jeg ustandselig skulle kæmpe en kamp for at sammenkæde mit livs tusinde af øjeblikke, så jeg kunne fastholde, ikke bare som en illusion, man at jeg helt reelt havde et sammenhængende liv. Et helt liv og med forpligtigende og følelsesmæssig relationer til andre mennesker.
   Jeg er fyldt med tvivl og usikkerhed om fremtiden. Primært fordi jeg ved at jeg må kæmpe med dette problem resten af livet. En knækket film kan ikke lappes sammen.
   Jeg må huske den handling der har udspillet sig i mit liv og de erfaringer jeg har indhøstet. Fastholde mit livs følelser så godt jeg formår, samtidig med at jeg må forsøge at udvikle nye former for måder at fastholde min personlighed på. Jeg slipper heller ikke visionen om at to gamle erfaringer kædet sammen i en ny forunderlig konstruktion kan føre til vækst og udvikling i mit indre. Jeg har drømmen, men p.t. ikke noget at have den i.
   Når mine tankesæt føre mig ind i mit indres opløsning ved jeg, at det kan være svært for andre at forstå, men jeg er nød til at forsøge fordi det er helt afgørende for mig at netop du forstår denne svære del af mit indre. Det er her i min egen indre krise at jeg søger efter og håber at finder en form for ny vækst, som kan bringer mig videre i livet. Jeg er nød til at lære at leve ikke et liv, men et øjeblik.
   Første gang jeg for alvor stødte på problemstillingen "stumper og stykker" fra min hverdag var den gang jeg kørte Kristina op til Johanne inden jeg selv rejste til Marokko. De to, Johanne og Kristina skulle til London medens jeg var i Marokko.
   Johanne var ikke kommet hjem da vi ankom til deres lille hvide hus på toppen af bakken ude på landet i Gørløse. Medens vi ventede besluttede vi at tage en lille parkvandring i Frank, Johannes mands køkkenhave, som på alle måder kan måle sig med Søren Ryges både i omfang og kvalitet.
   Alle slags grøntsager i flot vækst, store tunge bærbuske på en stor velplejet plæne og så hans arkitekttegnede hønsehus med den kaglen der hører til der. Efter vandringen sagde Kristina at hun godt kunne vente de 5-10 minutter på Johanne alene.
   Jeg tog hendes kuffert ud af bilen og stillede den på trappen op til huset. Vi sagde farvel og jeg svingede ud på vejen tilbage mod Nivå.
   Da jeg kom halvvejs mod Nivå gik det op for mig at jeg ikke havde sagt ordentligt farvel til Kristine. Jeg havde bare sagt farvel som om jeg skulle over i Netto og var hjemme igen på 10 minutter.
   Jeg sagde ikke farvel som en far gør når hans datter på 13 skal ud på sin første udenlandsrejse med eget pas, men uden sin far. Problemet var at jeg ikke fik koblet to øjeblikke sammen. Det hvor jeg tager hendes kuffert ud til den store rejse og så det øjeblik der følger efter, hvor vi står ved min bil og jeg skal sige farvel og stige ind.
   Det sidste øjeblik hang på ingen måde sammen med nogen som helst andre øjeblikke. Derfor et "afstumpet" farvel. Da det på vej hjem i bilen gik op for mig blev jeg fyldt med mørke og smerte.
   Mørke fordi et afstumpet farvel jo var det sidste jeg ville byde Kristine og smerte fordi det blot er et ud af uendelige mange øjeblikke hvor jeg bliver konfronteret med at et liv bestående af usammenhængende øjeblikke også er et liv hvor mine følelser ikke kan integreres på en naturlig måde, som hele sammenhængende følelser i et liv som er i stumper og stykker. Øjeblikke hvor jeg uanset mine indre følelser udadtil kan komme til at fremstår, som en besynderlig og til tider følelseskold person og måske netop følelseskold fordi jeg er tømt. Tømt for de følelser der giver livet mening.
   Følelser trives dårligt i adskilte øjeblikke og kan i alt fald ikke udvikles uden muligheden for at vandre gennem livets øjeblikke, netop som sammenhængende følelser, der er i vækst.
   Det er som om alle mine følelser har forladt deres sædvanlige tilholdssteder. Jeg er nød til at gå til den tunge erkendelse, at jeg nok ikke har kunnet føle kærlighed de sidste jeg ved snart ikke hvor mange år. Både Tut, Jeanette og et par bekendtskaber mere var eksempler på en følelsesmæssige invitation uden substans.
   Jeg magtede intet da det kom til stykket. Jeg kan mærke at mine følelser flyver rundt i mit indre univers hjemløse på evig søgen efter en ny bolig.
   Inde i mig selv hænger øjeblikkene og følelserne sammen på min egen invaliderende måde. Eller sagt på en anden og mere direkte måde. Jeg har måtte lært at leve med, at snoren til mit livs perler af øjeblikke er knækket og derfor lader mig tilbage med stumper og stykker. Brudstykker af en tilværelse.

Min velbegrundede tvivl går på om jeg er i stand til at fastholde en form for livline til det virkelige liv og ikke mindst de mennesker, der betyder så meget for mig. Eller om jeg langsomt, men sikkert falder ind i mig selv og til sidst er den eneste der ved, at jeg eksisterer i en form for fællesskab med andre. Et fællesskab, som er mere præget af parallel lege end egentligt samvær. Et fællesskab hvor alle tror at glasklokken har sænket sig ned over min krop for evigt.
   Den værste smerte, kendsgerningen om, at jeg er begyndt at falde ind i mig selv og forsvinde fra den kendte tilværelse ,har jeg indtil nu ikke turdet dele med noget menneske.
   De første par gange reflekterede jeg ikke så meget over det. Det var i bil hjem efter undervisning i Jylland. Pludselig kunne jeg tage mig selv i ikke at vide hvor jeg var. Det eneste jeg kunne registrere var det jeg kunne se at jeg kørte på en motorvej, men hvilken og hvor i verden jeg befandt mig var væk.
   Efter ca... et par minutter havde jeg igen fået kontakt til min virkelighed og jeg kunne rekapitulere hvor jeg var og hvem jeg var. Denne oplevelse gentog sig et par gange og jeg forklarede for mig selv, at det var helt normalt, hvis jeg havde været lidt træt og så mere eller mindre kørte på reflekserne uden at følge med i trafikken.
   Det er jo en meget god forklaring, men jeg vidste heller ikke hvad jeg lavede der ude på vejen. På det seneste har jeg oplevet nogenlunde den samme begivenhed, men denne gang langt mere markant. Jeg kan i hverdagen forsvinde ud af mit eget liv.
   Tilbage har jeg kun min krop, tømt for Mortens liv. Igen går der nogle sekunder før jeg af uforklarlige grunde vender tilbage til mit eget liv igen. I det øjeblik ved jeg ikke hvem jeg er, hvor jeg er og hvorfor jeg er der. Jeg ved ingenting ud over at jeg lever. Det er som min krop igen bliver fyldt med minder, oplevelser og følelser. Jeg ved at jeg er begyndt at falde ind i mig selv.
   Jeg føler at begrebet intet, kaster sig over mig fra to fronter og til sidst vil fange mig i en knibtangsgreb hvor alt forlader mig og kun det tomme hylster af en krop er tilbage.
   På den ene front falder jeg oftere og oftere ind i mig selv eller ud af mig selv. På den anden front frygter jeg, at tidsspændet for den periode jeg kan huske svinder mere og mere ind.
   I øjeblikket har jeg en relativ intakt langtidshukommelse, eller sagt på en anden måde. Den er lige så dårlig som den stort set altid har været.
   En del af min korttidshukommelse går i bedste fald ca. 2-3 år tilbage, men kun i hovedoverskrifter eller stikord for markante begivenheder. Det er en uhelbredelig størrelse at være 54 år og i bedste fald kun have levet i 2-3 år. Det er vanskeligt at sige nøjagtigt, fordi der naturligvis er begivenheder, som går længere tilbage, men samtidig også begivenheder, som kan forsvinde på en uge.
   Allerede et par dage efter at jeg har været ude at afvikle en temadag for personalet i en daginstitution kan jeg hverken huske personerne, den bygning hvor jeg underviste i og end ikke hvor ca.. i byen det var.
   Den definitive smerte kom den dag du spurgte og jeg måtte erkende overfor dig, at jeg end ikke kunne huske første gang vi elskede sammen. Jeg mærkede den største følelsesmæssige smerte der eksistere og jeg kunne fornemme, at du også forstod alvoren, at timeglasset var ved at rinde ud for den, som engang eksisterende kun for dig og Kristine. Følte og elskede min datter og så dig min egen. Jeg er stadig den samme. Den som stadig føler og elsker dig i øjeblikket, men jeg ved aldrig om der kommer et nyt øjeblik, eller mere konkret, jeg ved at der kommer en dag hvor der ikke kommer flere øjeblikke i mit univers.
   Min lille samling af kærlighedsdigte var måske en form for afsked med et følelsesliv, som netop fordi jeg var forfatteren, til det sidste kæmpede for, at øjeblikkets kærlighed var det største og det eneste.
   Den kærlighed som kun kommer til dig når du i øjeblikket gir og får. Gir' vækst og kærlighed og får vækst og kærlighed. Det blev derfor vores kærligheds lod og styrke at være betingelsesløs. Det er her væksten og smerten ligger. Det er her risikoen for det totale tab ligger. Det er her kærligheden bor. Et sted et øjeblik ude i galakserne.
   Ordene er fra mit digt "Jordens og kærlighedens overflade". Det må være alle mine frit svævende følelser i det lufttomme rum uden bolig, der får mig til at skabe denne digtsamling i det helt specielle kærlighedens univers af øjeblikke, men tilbage til min dagbog.