Gæster fra Figuig
   Absalon smilede glad da han så mig på vej over den lille plads med kurs mod mit faste bord lidt til højre foran selve cafeen. Jeg sætter mig. Kort efter kommer han med min myntethe. Jeg tager min bog frem som sædvanligt og begynder mine små notater.
   På et tidspunkt kan jeg mærke at nogen har sat sig på nabostolen. Jeg har ventet gæster længe så jeg tør dårligt nok kikke op for at se om det er det rigtige øjeblik, med den rigtige person på det rigtige sted. Eller er det måske bare en cafegæst, som har sat sig for at nyde eftermiddagsstemningen i den svage sol og valgt stolen ved mit bord.

Jeg ser op og møder et par smukke, rolige og alvorlige øjne. Jeg retter blikket over mod broen og de snakkende mænd langs gaden.
   Efter en lille pause indleder jeg en stille konversation med personen på ved side af mig.
   Han forklarer, at min pakke var ankom som planlagt ude fra "Intet" og ind til Figuig i går og at han her til formiddag havde transporteret den her til Sefrou og som aftalt afleveret den hos den gamle smed.
   Jeg spurgte ind til hvor meget den fyldte, hvad den vejede og hvordan den var emballeret. Jeg fik af vide at den vejede omkring 60 kg og var pakket i 3 solide trækasser. Jeg smilte fordi jeg var glad og tilfreds. Herefter rejste cykelsmeden fra Figuig sig og forlod pladsen lige så ubemærket som han var kommet.
   Jeg sad lidt og mærkede hvordan følelser og ikke mindst følelsen af lykke stille og roligt kom til mig og strømmede rundt i min krop. Tankerne sejlede frodigt rundt i hovedet på mig. Jeg var euforisk ved tanken om at dette projekt var tæt på at lykkes.
   Sidste hindring var turen op nordpå og over grænsen til Mellila. Når jeg først var kommet op til Chaouen vidste jeg at Ab Den Bi nok skulle vide at hjælpe til med at få pakken det sidste stykke over den Spansk Marokkanske grænse og afleveret den til Simon i Mellila. Alt var klar til finalen.
   Jeg vidste at der udenfor Mellila var en rute kaldet Jbel Koroko, som gik over Riifbjergene og udenom selve grænseovergangen. Det var almindelig kendt, at den blev brugt af folk som illegalt skaffede sig adgang til Mellila. Det er klart at der bestod en risiko for at støde på grænsepolitiet, som jævnligt patruljerede, men lidt bestikkelse kunne nok skaffe oplysninger om hvornår patruljering fandt sted eller lige så sandsynligt få politiet til at spejde med det blinde øje.
   Uanset hvilken rejseform jeg valgte når jeg skulle op til grænsen til Mellila med mine pakker måtte jeg se i øjnene at muligheden for at jeg under vejs blive stoppet og kontrolleret af politi og militær er ret overhængende. Opgaven var naturligvis at minimere risikoen for at kasserne blev åbnet og gjort til genstand for en nærmere undersøgelse.
   Hvis jeg blev stoppet i en lejet bil ville de helt sikkert benytte lejligheden til at undersøge bilen og dermed finde pakkerne. Hvis jeg tog den ordinære rutebus op gennem området var der kun en lille risiko for at de begyndte at undersøge pakken. Og skulle det endelig ske var der intet i pakken, som kunne kaste mistanke på mig, som i den sammenhæng var almindelig buspassager.
   Der var ingen tvivl om, at jeg og mine pakker skulle med den ordinære rutebus via Fess til Chaouen. Pakken skal endvidere afleveres til bussen af en af de unge knægte fra smedens værksted. Når bussen sidst på dagen ville ankomme til Chaouen kunne jeg uden problemer træde til som retmæssig ejer af kasserne.
   Jeg blev siddende lidt på cafeen for både at skabe overblik over mine tanker og situationen. Jeg tog min kinabog frem og noterede et lille referat af mødet. Det havde vist sig at være helt nødvendigt og jeg måtte bruge meget tid på at holde styr på de mange små notater bl.a. ved altid at forsyne dem med angivelse at tid, sted og navne. Jeg gennemgik samtidig, for jeg ved ikke hvilken gang, den videre handlingsplan lige til jeg fornemmede at jeg havde kontrol over mine tanker og begivenhederne.
   Jeg ved det og jeg er holdt op med at undre mig over det, men det er nøjagtigt som Ulf levede på sin livsrejse. Ustandselig fandt jeg i Ulf lejlighed små notater, som lagt sammen gav et billede af en person på vandring, men også en person på voldsom vandring i sit indre. På den ene lap var der kommentarer eller smedes vers om vores daværende statsminister Poul Nyrup. På næste lap var vi tilbage til under anden verdenskrig og teksterne blev uhyggelige og usammenhængende. Næste lap var en grundig beskrivelse af en mølle fra Norge o.s.v.
   Jeg har forhåbentlig mere hold på mit liv end det Ulf notater er udtryk for han havde. Det jeg hæfter mig særligt ved er vores trang til at skrive ned. Den kan jeg mærke at vi til fulde deler. Dem som ikke kan huske har lige så meget behov for at fastholde blot lidt virkelighed til ens egen historie. Jeg er nød til at skrive ned. Ellers forsvinder min historie.

14 dage senere kl. 10.00 kløede jeg Ali i nakken og sagde fravel. For ikke at vække unødvendig opsigt lod jeg mit lille telt stå urør med en del bagage.
   Gennem Sefrou gik min vej lige ind til smeden for at sige pænt fravel. Vi havde ikke aftalt hvornår vi skulle tale sammen igen, men vi ville gensidigt tage kontakt hvis det blev nødvendigt. Efter besøget hos smeden kunne jeg mærke, at det var på sin plads med en lille stund hos Absalon og hans far på Cafeen på torvet. Her gennemgik jeg endnu engang den videre handleplan.
   Jeg havde gennem hele ugen haft kontakt med Simon næsten dagligt. Han virkede noget anspændt, men meldingen fra i går gik på at han var klar parart i Mellila, med det nødvendige udstyr til at scanne hele indholdet ind i Pc'èren, som via internettet skulle bringe informationen ud til den frie verden.
   Første etape gik, via bussen fra Sifrou og via Fes, til Chaouen. Her havde jeg aftalt med Ab Del Bi at pakkerne kunne stå i hans forretning indtil jeg havde fået organiseret deres videre rejse på mulddyr over Riifbjergenes højdedrag til Nador og derfra over den illegale grænsesti til Simon i Mellila. Jeg lagde vores afsluttende skæbne i hænderrne på endnu en af mine stedfortrædende fædre.

Den stillingtagen jeg p.t. har taget er ikke stort anderledes end de tidligere om end indsatsen og risikoen er af en anden beskaffenhed end tidligere, men i samme periode er meget også blevet devalueret i mit liv. Jeg er nået frem til mine helt egne leveregler. Det er ud fra disse, at mine valg i tilværelsen træffes.
   Under forløbet med dette Algiersk-Marokanske projekt har jeg aldrig været i tvivl om rigtigheden i at tage stilling og tage del i løsning af en opgave som havde et klart positivt og humant sigte.

Det hele startede for et par år siden hvor jeg kom i snak med en jævnaldrende kvinde i bussen på vej fra Fess til Chaouen. Det var både den første og også eneste kvinde i Marokko jeg uden en egentlig præsentation var kommet i snak med.
   Halvvejs til Chaouen holdt bussen holdt en halv times pause ved en lille cafe i en ret anonym by. På pladsen hvor bussen holdt parkeret var der et par cafeer, med de små grill opvarmede retter i lerkrukkerne. Alle gik hen for at få lidt at spise eller drikke.
   Jeg bestilte blot en kop kaffe og satte mig ved et ledigt bord. Kort efter kom hun med sin mad og spurgte om hun måtte sætte sig ved mit bord.
   Efter et par minutter tilbød hun mig noget af sin mad hvilket jeg høfligt afslog. Det blev starten på en snak, som fortsatte i bussen på vej op mod Chaouen.
   Det viste sig at hun var lærerinde i Fess og var på vej op for at besøge hendes forældre i hendes barndomsby Chaouen. Ikke for at smigre hende, men fordi jeg mente det fortalte jeg om min kærlighed til netop den by.
   Hun blev glad og inviterede mig på the i hendes barndomshjem næste dag. Det blev til flere besøg og mange samtaler, som alle opbyggede en fortrolighed omkring vores univers. Efter at jeg var kommet hjem det år fortsatte vi vores samtaler, men nu via en lind strøm af e mail.
   Der var aldrig noget mand-kvinde spil mellem os. I alt fald ikke fra min side og heller ikke noget jeg kunne registrere fra hendes side. Nu ved jeg godt at kloge fagfolk vil sige, at der altid er et spil mellem kønnene og hvis det er rigtigt ja så var der det nok også.
   På et tidspunkt kunne jeg godt mærke, at indholdet i vores e mail mere og mere og oftere og oftere drejede sig om Algeriet og de begivenheder som har stod øverst på dagsordenen herunder de uendelige massakre på civilbefolkningen.
   På et tidspunkt fortalte hun mig, at hun var medlem af en gruppe på universitetet i Fess. En gruppe som arbejdede for indførelse af demokrati, ytringsfrihed og frie fagforeninger i Marokko. De havde kontakt til og samarbejdede i det skjulte med Amnesti International. Jeg havde fortalt om mit beskedne bidrag hjemme i de to arbejdsgrupper i Danmark og samtidig givet udtryk for, at for mange bruger for megen tid på snak i stedet for at handle.
   Da vi året efter mødtes i hendes lille lejlighed i Fess fortalte hun mig om en gruppe de var i kontakt med i Algeriet, som var kommet i besiddelse af et omfattende arkivmateriale fra militæret.
   Materialet indeholdt så vidt de var orienteret en detaljeret beskrivelse af militærets mange aktioner, hvor de forklædt som religiøse ekstremister havde fortaget en lang række af dette årtiers folkemord på landbefolkning og andre. Alle aktioner som i medierne blevet præsenteret som myrderier foretaget af de yderligtgående religiøse grupper, som bekæmpede regeringen i landet.
   Aktionerne tjener to formål. For det første skaber og vedligeholder de en folkelig afstandtagen fra de religiøse modstandere og samtidig styrker man opbakning til en stærk regering og et magtfuldt militær.
   Alt med det eneste formål at holde folk ved magten, som ellers frygter at miste den. Denne frygt var særdeles velbegrundet.
   De religiøse partier havde for år tilbage vundet et helt demokratisk valg, men den siddende regering og militæret lod dem aldrig overtage magtens paladser. Moralen er ens over hele kloden. Giv aldrig magten til folk, som ønsker magten. Deres eneste formål med magten er at bevare den og tilsidesætter alle andre hensyn udelukkende for at udnytte den til egen fordel.
   De er i stand til at svigte alt og alle, deres samarbejdspartnere, venner og endog dem selv og deres idealer blot de kan forblive ved magten.
   Hun forklarede, at hendes gruppe havde en plan færdig, som skulle bringe arkivet via Marokko til amnesti i Europa. Deres kontakter i Algeriet ville bringe arkivet over grænsen ved Figuig. Herefter havde hendes gruppe fra Fees, brug for en person, gerne europæer, som kunne bringe arkivet det sidste stykke ind i EU i i den spanske besiddelse Mellila eller Ceuta.
   Der var ingen tvivl om, at det Marokanske politi ville stå med lange og røde øre, når arkivets indhold ville blive offentliggjort. Der var heller ingen tvivl om, at politiet derfor efterfølgende ville foretage alt for at finde frem til de personer, som havde stået for dette projekt. Intet spor måtte pege i retning af menneskerettighedsgruppen i Fess. Først og fremmest af hensyn til medlemmerne, men også for at gruppen fortsat kunne arbejde med deres egentlige formål demokratiseringen i deres eget land.
   På grund af de omfattende smuglerier af hash fra Marokko til Europa via Gibraltarstrædet, var opsynet og kontrollen langt større ved Ceuta end Mellila. Derfor blev Mellila valgt som det klart bedste sted at krydse grænsen.
   Medens hun forklarede om projektet hang hendes spørgsmål mere og mere i luften uden at det blev fremsat direkte. Jeg fornemmede, at hun havde svært ved at spørge mig direkte og måske ventede på, at jeg selv foreslog at hjælpe til. Jeg gjorde hende opmærksom på at jeg godt ville gå nærmere ind i en snak om jeg kunne være dem behjælpelig.
   Ved efterfølgende samtaler fortalte hun mig, at det fra starten af vores samtaler havde været hendes hensigt at se på muligheden for, om jeg kunne være den person hun kunne have tillid til og som havde forudsætninger og mulighed for at hjælpe med på at løse opgaven.
   Senere efter mange svære, men også udviklende samtaler gik gruppen i Fess, efter vedvarende pres fra mig med på, at udsende arkivmaterialet på internet samtidig med, at det blev overdraget til Amnesti International.
   Denne offentliggørelse for folket via internettet betød faktisk ret meget for mig. Jeg ville give befolkningen frihed til selv at læse materialet og vælge hvorledes de ville handle som mennesker, ikke kun organisationen. Anarkiet får større og større plads i mit hjerte. La Storia er ikke skrevet forgæves.

Jeg så på uret. Der var 45 minutter til bussen ville afgå og jeg skulle helst være der lidt før så jeg kunne overvære at pakkerne blev afleveret og i hvilket bagagerum de blev opbevaret.
   Jeg sad lidt i mine helt egne tanker da jeg blev jeg ringet op af cykelsmeden fra Figuig. Jeg blev siddende helt rystet.
   Han havde lige fået besked på at hans familie havde fundet Kirstens datter i en lille landsby i den sydlige del af Algier. Det som ikke var lykkedes for mig at finde på to rejser ind i Algeriet havde cykelsmedens familie nu klaret for os. At finde Karins exmand Mahras familie hvor han nu havde holdt Karins datter skjult i næsten 2 år. Ikke alene var hun fundet, men de havde været i kontakt med hende. Lagt en flugtplan, som nu havde resulteret i, at hun rent faktisk befandt sig ved grænseområdet ind til Marokko tæt ved Figuig.

Jeg rejste mig straks og gik hurtigt over til smeden hvor de heldigvis endnu ikke var kørt med pakkerne til bussen. Planerne blev hurtigt justeret. Smeden opbevarede pakkerne til han hørte nærmere og jeg påbegyndte planlægning af min måske sidste rejse ind i Algeriet.
   Det land som lige fra min første tur til Marokko havde stået som stedet hvor jeg flirtede med tanken om at sætte mit liv ind som mandat for en større gevinst, måske at vinde selve livet.
   Det var som om jeg via disse to projekter, arkivet og Karins datter placerede min tilværelse på et skakbræt, som førte mig ud mod skillevejen Jeg håbede på enten at bevise for mig selv at jeg var berettiget til at vinde livet eller slippe af med en smertefuld og ydmygende afslutning på det samme liv. Så enkelt og måske også en smule vanvittigt var det.

At Karins datter kom med på det virkelige livs dagsorden var i modsætning til arkivet en ren tilfældighed og fik på alle måder en komisk start, som dog senere skulle vise sig at udvikle sig ret så alvorligt.
   Jeg havde en aften siddet der hjemme og surfet lidt for sjovt på internettet og kom pludselig i kontakt med en form for organisation, der hjælper med at finde og hjembringe forsvundne eller kidnappede børn.
   Jeg sendte uden at tænke nærmere over det en e mail hvor jeg tilbød, at stå for observationer og indsamling af data og henviste til mit store kendskab til primært Marokko, men også Algeriet. Det viste sig at jeg havde ramt lige ind det rigtige sted på det rigtige øjeblik. Jeg fik en e-mail tilbage og fik aftalt et møde med en fyr i Horsens.
   På det tidspunkt havde jeg faktisk fortrudt, men da jeg alligevel skulle til Jylland den pågældende dag og næsten kørte gennem Horsens, ja så fastholdt jeg selvom jeg fornemmede, at det var et foretagende som havde mere i munden end i ordrebogen.
   Mødet i Horsens med Jim Hansen blev på mange måder en ret så vild og til tider komisk affære grænsende til det groteske.
   Da jeg ringede på gik der lidt tid før døren blev åbnet af en mand på omkring de 35 år. Han var slank, tyndhåret og bar lidt gammeldags briller. Hans påklædning var ikke noget at skrive hjem om og hans smil afslørede både gule og lidt sorte tænder. Han mindede mig mest af alt om en person, som gennem et langt liv havde kæmpet forgæves efter at komme over i tilværelsens solside.
   Kontoret mindede mest af alt om Carl Ejnars Booking afd. vekslet om til en agentverden. Der var fyldt med div. detektiv og spionudstyr og jeg fornemmede tydeligt, at Jim var mindst lige så interesseret i at vise sit inventar, udstyr og varelager frem, som i at snakke realiteter med mig.
   Medens vi talte fulgte han med på CNN i fjernsynet. Han havde en mand af sted på en mission og var nød til at reagere hvis... Det var bare for utroligt og jeg kunne næsten ikke holde masken. Jeg var flere gange på nippen til ikke at kunne holde den alvorlige mine.
   Han ville ikke fortælle om han overhovedet havde en opgave til mig og i selv samme stund passede det mig faktisk fint. Jeg kunne slet ikke få mig placeret på bare en nogenlunde seriøs måde i hans blå briller univers.
   Hver gang jeg spurgte ind til opgaver i firmaet henviste han til sin tavshedspligt, samt at han nu efter at have fået de nødvendige personoplysninger om mig som det næste kunne foretage en sikkerhedscheck af min person.
   Da jeg sagde pænt fravel og gik over til min bil på gaden fulgte han med og afmonterede en lille radiosender, der var sat under min bil. Han forklarede at man i hans branche arbejdede seriøst med risiko vurderinger og dette indbefattede også sikkerhedscheck på mig. Jeg holdt masken, sagde pænt fravel, satte mig ind i bilen og trillede med et smil ud af Horsens med en fornemmelse af, at jeg havde været på besøg i et af Horsens Statsfængsels udslusningsboliger.
   På vej hjem over Fyn og Sjælland tænkte jeg en del over mit møde med Jim. Ikke det indholdsmæssige. Det opfattede jeg som en af de største joke jeg nogen sinde havde været med til.
   Nej, jeg kom til at tænke på hvor forskellig hans model af verden var i forhold til min. Det er faktisk ikke muligt at kommunikere bare nogenlunde klart fra en verden og til en anden, som befinder sig et helt andet sted.
   En verden med helt andre spilleregler, moral og etik for blot at fange et par af de indlysende forskelle. Konkret tænkte jeg på hans opfattelse af tillid og troskab.
   Han havde gjorde et stort nummer ud af at fortælle, at det for ham var uden betydning hvad jeg evt. havde begået af mere eller mindre lyssky handlinger i mit liv.
   Det helt og eneste afgørende for ham var, at han kunne stole på mig. En kriminel fortid var her ingen hindring. Umiddelbart fandt jeg det psykologisk helt forståeligt, at en person som Jim, hvem jeg kunne tiltænke alle former for kriminalitet var nød til at udarbejde sine helt egne moral kodeks, etiske spilleregler og troskabs løfter til sit univers.
   Var der i virkeligheden, hinsides vores normale forestillingsverden, udviklet nogle alternative spilleregler for tilværelsen, som, uanset at de, eller måske netop fordi de var udviklet af kriminelle og andre på samfundets skyggeside, som en for alle var dømt ude af det gode selskab, udviklet et langt stærkere og mere forpligtigende forhold og ikke mindst troskabsløfter mellem mennesker.
   Løfter som kun blev brudt i yderste nød og altid med det samme resultat, udstødelse og forkastelse uden mulighed for at anke og med sikkerhed for at ens troløshed ville forfølge en resten af livet.
   Solen skinnede. Jeg var allerede nået ud på Storebæltsbroen og slog tankerne ud af hovedet i sikker forvisning om at jeg havde hilst på og drukket kaffe med denne særling fra velfærdssamfundets baggård, eller var det i virkeligheden den snavsede forside, for både første og sidste gang.

Men jeg skulle blive klogere. Meget klogere. Nøjagtig en måned efter fik jeg en kort E mail hvor han bad mig komme til nyt møde i Horsens. Jeg ved ikke helt hvad der gik af mig. En del af svaret skal nok søges i et stort og udækket behov for, efter overgang til min "pensionist status, at præstere noget. Ikke bare noget, men noget som jeg selv opfattede som noget stort og vigtigt. Var det i virkeligheden et sørgeligt og desperat forsøg på, at hejse lidt op i mit smuldrede selvværd.
   Jim nævnte at der muligvis var en opgave til mig. En uge efter sad jeg igen hos Jim Hansen i Horsens og denne gang gik han langt mere konkret til værks. Jeg var, alt andet lige, overbevist om, at opgaven udelukkende var havnet hos ham og hans lille firma, fordi hans hjemmeside, uvist af hvilken grund, faktisk signalerede en vis professionalisme og seriøsitet. Jeg havde dog heller ikke på det tidspunkt en tiltro til at han magtede noget i retning af en alvorlig opgave fra det virkelige liv.
   Han forklarede at der var tale om en Mand fra Algeriet, som sidste år i København havde kidnappet sin datter på 12 år, som han havde med en dansk kvinde. Datteren var ført til Algeriet hvor hun nu opholdt sig hos hans familie et eller andet sted i den sydlige del af landet sandsynligvis i en landsby i den sydlige del af Algeriet omkring High Atlas bjergene. Det var alt hvad man vidste. Jeg tror faktisk at det var hans første opgave og at jeg var hans eneste reelle mulighed for at få udført opgaven rimeligt professionelt og skabe et godt resultat.
   Da jeg et par dage efter via e mail fik yderligere materiale om sagen opdagede jeg til min store forbavselse, at det var Karin og hendes datter Sacha. Kirsten var i sin tid medarbejder i en landsorganisation hvor jeg var sekretariatschef.
   Jeg vidste at Karin dengang var gift med en fyr fra Algeriet og de havde to dejlige børn, som ofte var på besøg på sekretariatet. Allerede dengang var der problemer med Karins ægteskab. og år senere hørte jeg at hun var flyttet fra sin mand og havde søgt og fået skilsmisse og ikke mindst forældreretten over deres to fællesbørn. Herefter havde jeg ikke hørte noget fra hende.
   Som jeg nu fik refereret sagen var Karins mand taget på ferie med den yngste datter Sacha til Algeriet. Karins mand kom tilbage til Danmark, men uden Sacha, som blev holdt skjult hos hans familie. Både Karin, Udenrigsministeriet og den Danske ambassade i Algier havde forgæves forsøgt at få klaret sagen, men det var end ikke muligt at få oplyst hvor i Algeriet Sacha opholdt sig.
   I det hele taget var hverken udenrigsministeriet eller den danske ambassade i Rabat særlig interesseret i sagen. Det er som om det er langt vigtigere at være på god for med myndighederne i Marokko, end hjælpe en fortabt dansk statsborger, som oven i købet havde retten på sin side.
   Faktisk havde jeg på vej hjem fra Horsens sidst valgt at ville sige fra overfor dette alt for lyssky og useriøse foretagende, da min henvendelse ikke var særlig gennemtænkt.
   Nu da jeg stod med opgaven "Sacha" så sagen helt anderledes ud. Jeg ville godt hjælpe med til at forsøge at skaffe Kirstens datter til Danmark.
   Jimmy Hansen havde fra Karins familie og bekendte fået nogle tip om mulige skjulesteder og hvor det kunne være relevant at søge efter oplysninger, som kunne føre på sporet af familiens opholdssted, der hvor de holdt Sacha skjult.