Forening eller genforening under palmerne i Figuig
   23. Juni 1997 tæt på midnat eksploderede min rejse i rum, tid og sind. Det var som en forløsning der længe havde været trukket op til og nu blev afspillet på flotteste vis.
   Jeg var på sidste del af turen fra Oujda til Figuig. Vi var grundet en punktering og noget vejarbejde blevet noget forsinket på denne i forvejen lange bustur.
   Når jeg på trods af min oprindelig plan med at rejse gennem Algeriet alligevel sad her i denne bus på vej til Figuig skyldes det, at jeg tidligere på dagen havde gået de 12 km. til fods fra udkanten af Oujda og ud til den Algeriske grænse blot for at konstatere, at grænsen 3 uger forinden var lukket midlertidig af de Algeriske myndigheder.
   Ingen havde fortalt mig det, men jeg havde på den anden side heller ikke forespurgt nogen steder. Da bybussen fra centrum stoppede ude på en øde landevej og ikke kørte videre og jeg noget desorienteret spurgte efter grænsen pegede chaufføren ud af landevejen og oplyste at grænsen var 2-3 km ude i "intet".
   Efter at have gået de 2-3 kilometer antog jeg at han havde ment miles dvs. ca... 12 km. Jeg fik ret og det blev en sej tur med rygsæk ud i ingenmandsland i ekstrem høj varme.
   Ude ved grænsen syntes Grænsesoldaterne, at det var helt fint med lidt selskab. Nærmest af vane bad de om at måtte se mit pas og registrerede at jeg var fra Danmark.
   Pænt farvel og hedeturen hjem til Oujda kunne begynde. Det undrede mig efterfølgende, at jeg ikke kunne mærke en egentlig skuffelse over at grænsen var lukket. På det tidspunkt mærkede jeg allerede et spirende opgør mellem det forrykte og det besindige. Det forrykte i mig ville, koste hvad det ville, have mig ind i rædslernes land Algeriet. Det besindige i mig ville for intet i verden have mig til at løbe en så tåbelig risiko.
   De to "bagmænd" der kæmpede om herredømmet helt der inde hvor mit sjæls ror styres skulle komme til at spille hovedrollerne i samme dags midnatsforestilling.
   Den lange køretur fra Oujda gennem den stenede ørken syd over havde efter min mening ikke været så kedelig som den var beskrevet i LP. Måske fordi jeg godt, som afveksling kan li' de øde strækning, som jeg kalder for "intet".
   Det der igen og igen fascinere mig er, når bussen har kørt i timevis uden at øjet har set noget som helst andet end en gold slette, med en meget nøjsom vegetation og en lille mand så pludselig nede bag i bussen banker på ruden, som tegn på at bussen skal standse, hvorefter han stiger lige ud i "intet" og forsvinder ligesom alt det andet som åbenbart befinder sig der ude.
   Senere på busturen blev min fascination ikke mindre når de små mænd blev sat af ude i det absolut mørke "intet", men oplyst af et stjernehav, som ikke kan beskrives, men skal opleves.
   På grund af vores forsinkelsen havde mørket sænket sig da vi omkring 23.30 tiden kørte de sidste par timer mod oasebyen Figuig. Ingen huse, gadebelysning eller andet til at lyse op.
   Kun de svage lygter fra bussen, men så til gengæld støttet af den utrolige himmel, der var oplyst af alle de stjerner, der kan være plads til på en klar himmel, der strækker sig fra venstre og til højre og helt ned til den flade horisont. Kun afbrudt af Atlasbjergene som viste sine mørke maskuline konturer ude i horisonten fremme til højre.
   Allerede dengang vidste jeg og havde også mærket at der var en lidt anspændt atmosfære her i grænseområdet. Vores bus blev da også standset et par gange af politiets vejafspærringer. Første gang tog politiet mit pas og hele bussen måtte vente 20 minutter til de kom tilbage, stillede et par spørgsmål og afleverede mit pas og som sædvanligt med en venlig og korrekt attitude.
   Her lidt før midnat var jeg krøbet sammen på sædet og faldet i let søvn. Jeg vågnede ved at nogen prikkede til mig. Det var en af de der sværtbevæbnede betjente, som bad om mit pas. Jeg havde slet ikke mærket at bussen var standset. Da jeg gav ham passet forlod han bussen og vendte tilbage 15 minutter efter og bad mig stige ud.
   Jeg fulgte med betjenten lidt hen af vejen hvor der holdt en Jeep, som virkede som deres lille patrulje post.
   Der var et svagt lys fra et par petroleumslygter, men ellers var hele sceneriet jo oplyst af det imponerende stjernehav.
   Uanset den noget uvante situation var jeg ikke på noget tidspunkt urolig eller bange, hvilket der heller ikke var nogen grund til.
   Henne ved jeepen startede et venligt, men bestemt og længere forhør. Hvor kom jeg fra? Hvem kendte jeg i Marokko? Hvor skulle jeg hen? Hvad skulle jeg der? Osv. Det hele blev omhyggeligt skrevet ned, så det tog sin tid.
   Pludselig så jeg fremme til højre en lang, smal flig af månen stikke frem bag Atlasbjergene ude i horisonten. Jeg husker hvor tryllebunden jeg blev ved tanken om dens størrelse, som på det tidspunkt kun kunne anes.
   Betjenten som forhørte mig var til sidst kommet til de afsluttende personlige standard spørgsmål. Han havde jo noteret fra mit pas at jeg hed Sjøstrøm. Herefter spurgte han om min fars navn og jeg svarede Ulf. I betjentens univers gik han naturligt ud fra, at mit efternavn var det samme som min fars, hvilket bare ikke var tilfældet.
   Da jeg i sin tid blev gift med Birgitte tog vi hendes efternavn Sjøstrøm. Da Ulf et halvt liv senere opdagede det blev han aldeles rasende. Al korrespondance til mig var enten stilet til Morten Hanson eller Morten Sjøstrøm / Hanson. Betjenten havde derfor naturligvis indført Morten Sjøstrøm og under far: Ulf Sjøstrøm.
   Herefter spurgte betjenten om min moders fornavn og jeg svarede Vibeke. Da han spurgte til hendes pigenavn svarede jeg Poulsen. Det var ikke rigtigt. Hendes pigenavn var Andersson og Poulsen var Ibs efternavn, som mor fik da de blev gift.
   Jeg ved ikke hvorfor jeg svarede, som jeg gjorde og det kunne umiddelbart se ud som den helt store navneforvirring, men det var det bestemt ikke i mit univers.
   Mine svar kom helt naturligt og afklaret og jeg var slet ikke rundt om nogle overvejelser undervejs.
   Sådan blev der skabt orden i mine rødders navneroderiet. Vibeke og jeg slap af med Hanson, mens Ulf på sin side måtte lide den tort at blive forenet med sin ungdomselskede Vibeke i min første ægtefælles pigenavn Sjøstrøm.
   Ulf og Vibeke Sjøstrøm og deres søn Morten Sjøstrøm var nu ført ind i den marokkanske protokol, som ikke er sådan at ændre på.
   Alt blev skrevet sirligt ned i lyset fra de små petroleumslamper. Jeg fulgte fuldmånen, som netop i dette øjeblik var trådt frem midt på scenen helt fri af bjergene. Det var et utroligt skue og skuespil, der udspillede sig.
   Måske er det fjollet og så må det være det, men jeg mærkede nu alverdens kærlighed og lykkefølelse med denne klare fornemmelse af højtidelighed inde i mig selv som ramme for begivenhederne.
   Min mor og far var i dette øjeblik genforenet inde i mig selv. En form for åndeligt ægteskab, som ville vare evigt inde i mig. Jeg følte og oplevede denne begivenhed med en sådan kraft og styrke at jeg blev fyldt med varme og en sjælden lykkefølelse.
   Det var som kulmination og ikke mindst afslutning på deres livslange opgør inde i mit inderste. Et opgør mellem Vibekes anonymitet og forsigtighed på den ene side og så på den anden side Ulf'es fanden i voldske lyst til oplevelser i livet, støttet af en aldrig svigtende selvtillid.
   Et opgør, som aldrig blev kæmpet færdigt fordi jeg selv denne stjerneklare nat tog magten i min egen sjæl. Betjentene var mine vidner og alt blev skrevet ned.
   Ulf skulle senere på denne rejse vende tilbage i en noget anden udgave, men denne ceremonien fandt sted 5 km. før vi nåede det ene af min rejses mål, oasebyen Figuig.
   Den by jeg ikke nåede sidste år, men senere hen skulle komme til at spille endnu en central rolle i mit liv. Det må derfor være på sin plads med en lille beskrivelse af byen og mit første møde med dens indbyggere.

Bortset fra nogle få indbyggere, som skulle hente rejsende fra bussen var Figuig for længst gået til ro da vi lidt over midnat trillede ind på en lille, men dog en hovedgade.
   Efter forgæves at have ledt efter alternative overnatningssteder måtte jeg tage den tunge beslutning at sove på det eneste hotel som LP direkte frarådede. Udefra lignede det et af de paphoteller, man ser i den støvede hovedgade i en billig gammel western film. Jeg fik banket en søvnig mand op og lå 10 minutter efter i et værelse, som ikke havde haft besøg af rengøringsfolk i årevis, men derimod jævnlig besøg af folk som skulle af med gammelt ragelse tæpper, møbler og lign., som nu lå hulter til bulter i værelset.
   Som jeg lå der på min egen rene lagenpose konstaterede jeg, at jeg var tæt på en dehydrering og ingen mineralvand fik mig til at se forelsket over på verdens mest beskidte vask. Det sidste jeg huskede var at jeg aldrig troede at jeg skulle falde i søvn.
   Op kl 7.00 til endnu en solrig dag og en glæde over at jeg havde bestået min egen lille eksamen i at overnatte på billige, ydmyg pensionater. Dette var ikke tilsigtet, men blev min finale. En seng, en bunke rod, snavs og en ulidelig stank fra en overophedet luft, som stod helt stille. Alt dette for 15 danske kroner.
   Jeg påbegyndte min første vandring i Figuig. Byen indfriede alle mine forventninger. Oasen indeholder 4 små landsbyer hver beliggende i udkanten af oasen, som indeholder omkring 100.000 palmetræer.
   Det er vanskeligt at beskrive, men jeg fik en form for positiv palmeflip. Der er så store natur kontraster og palmerne bliver en slagt symbol på oasens frodighed.
   Hvilken oplevelse at rejse gennem ørkenen i dagevis og så komme til en lille plet hvor vandet helt umotiveret pibler frem og skaber en oase. Isabell Alliende beskriver livet som en lang hård vandring og ind i mellem oplever du i korte glimt lykken, sindets oase.
   Lykken er virkelig en underlig størrelse og i alt fald relativ. Man kan beskrive sit liv som lykkeligt, men kan man mærke lykken, uden også at have mærket smerten og ulykken. Uden at have stiftet bekendtskab til dialektikkens pooler?
   Tilbage til min tur. Bevæbnet med 1½ liter mineralvand begav jeg mig ned gennem landsbyens hovedgade.
   Snart dukkede frodigheden frem i form af en fin lille park med rislende vand og saftig vegetation og smukke stenbænke og flise gange ind i mellem. Naturen kulminerede da jeg svingede med vejen rundt forbi en militær forlægning og til højre. Lige nede foran mig lå palmeskoven. Jeg satte mig ned. Kikkede, kikkede og kunne ikke fatte dette naturskue. Gennem en del af plantagen og videre til næste lille landsby. Hilse pænt på mændene og stille iagttage det stigende antal tilslørede kvinder.
   Jeg finder på alle måder de tilslørede kvinder meget fascinerende og smukke. Underligt fordi man jo netop ikke kan se deres hud og krop. Men det skærper opmærksomheden omkring andre af kvindens udtryksformer så som kroppens samlede facon, dens bevægelser og ikke mindst rytme.
   De tilslørede kroppe, som tit bevæger sig i en forunderlig næsten erotisk rytme nogle gange let svævende hen ad gaden.
   Videre til udkanten af den sidste af de 4 landsbyer. Lige ind og hilse på byens møbelsnedker, der arbejder udenfor sin butik. Han viser mig stolt hans produktion og gør et stort nummer ud af at forklare at møblerne endnu ikke er helt færdige, bejdsen mangler. Jeg får dåsen forevist og hans ansigt lyser. Videre de sidste 100 meter hvor byens hovedgade bare slutter og "intet" begynder.

Jeg satte mig på kantstenen og kikkede ud af den støvede vej hvor jeg vidste at grænsen til Algeriet lå nogle kilometer ude. En grænse som skæbnen ville at jeg ikke skulle krydse. På det tidspunkt følte jeg en vis glæde ved skæbnens valg. Den niende indsigt var med på rejsen. En tår vand og op igen og tilbageturen til selve oasen kunne begynde.
   Hilse på snedkeren igen. Tidsmaskinen rullede. Var han 100 år tilbage eller fremme. Hvad vil det sige at være fremme og tilbage. Alt er bare skridt uden tid og karaktergivning. Nye skridt som skaber nyt liv, nye mennesker. Tid eksisterer ikke.
   Livet består af vores bevægelser og handlinger. Det er kun af praktiske hensyn at vi, det moderne menneske inddeler livet i år, måneder, dage, timer og min. Det eneste der ligger nogenlunde fast er at vi alle går fremad og udad. Der er ingen, heller ikke dem vi betragter som tilbagestående, der går tilbage eller indad. Alle er vi gennem hele livet i udvikling og på samme tid er vores krop allerede i vores ungdom på vej i afvikling.
   Tilbage og ind i selve oasen. Jeg søgte op ad en lille åbning i bjergskrænten til højre for at komme op og få et overblik over oasen fra højderne. Jeg får det og nyder synet. Tre farver dominere totalt. Den Bege/lyssegrå farve fra ørkenen. Den grønne saftige farve fra Palmebladene og som herre over sceneriet den blå skyfri himmel. Jeg har en følelse som om jeg er det eneste menneske på en fremmed klode. Så imponerende og fremmed er naturen og så langt væk opfatter jeg landsbyens og dens indbyggere fra mit liv i min verden og jeg er helt sikker på at de oplever mig på samme måde.
   Jeg vælger at fortsætte her oppe fra ad små smalle jordveje, som på begge sider havde ruinagtige lerklinede huse. Det måtte være meget gammelt bygningsværk. Ingen mursten, men klinet ler. Jeg opdagede at de sindrige små gamle vandingskanaler også løb her i det tilsyneladende forladte beboelsesområde. Vandets klukken var de eneste lyde.
   Pludselig høre jeg lyde af mennesker. Her bor mennesker og dyr. Jeg skal bare vende mig til denne enkle byggeform. Jeg når senere ud på den egentlige jordvej og vandre nu målrettet for at komme ind i selve oasen. Her vandrede jeg et stykke ind i palmeskoven og lagde jeg mig under en stor palme.
   Jeg lukkede øjnene og lyttede til den evige lyd af rislende vand. Det vand som via sindrige små kanaler bliver ledt rundt i hele oasen og videre ud til de 4 landsbyer for at skabe liv til planter, dyr og mennesker.
   Det var tydeligt at se, at der i palmeskoven og ikke mindst mellem palmerne var tale om intensiv dyrkning. Tomater, peberfrugter og andre for mig fremmedartede grønstager stod sunde mellem palmerne og det hele var fint bundet sammen af små æsel veje som samtidig opdelte skoven i små lodder, som givetvis var ejet af forskellige af landsbyens familier.
   Det er i sådan et øjeblik, med lukkede øjne en dejlig varm sol på ens krop og lyden af klukkende vand, at tankerne rigtigt får frit løb. Vel og mærke de lyse, de glade tanker. Natten bringer mig stort set kun mørke og dystre følelser, som sidder i mig i flere timer efter at jeg er vågnet.
   Jeg har glemt at fortælle om mit første møde med ham, som senere blev min ven og fortrolige, byens cykelsmed, som fra vores første møde har været meget hjælpsom og fortællende overfor mig. Han er omkring de 30. Lidt højere end de fleste Marokkanere. Han bærer briller med et stort tykt mørkt stel . Hans hår er halvlangt og uglet, som om det har mistet troen på at få besøg af en kam. Han bære en mørk snavset kedeldragt, som sammen med hans altid snavsede finger på sin egen diskrete måde fortæller, at her er en fra den arbejdende del af byens indbyggere.
   Han fortæller mig at han i nogle år har læst på et universitet i Rabat, men der havde ikke været råd til at fortsætte så nu var han cykelsmed i byen. Han talte et godt engelsk og vi sad flere gange på den lille cafe og sludrede om løst og fast.
   Faktisk lagde vores første møde på ingen måde op til at vi skulle ses igen. Ikke på grund af ham, men mig.
   Han stod den aften jeg ankom ved bussen og ville hjælpe mig. Ikke noget dårligt valg. Jeg lignede om nogen en, der havde brug for lidt hjælp her midt om natten i en fremmed by. Han ledsagede mig i byens eneste taxi til byens eneste hotel, som stadig var i drift efter at grænsen til Algeriet var lukket og trafikken mildest talt var gået i stå her på egnen.
   Da vi nærmede os hotellet så jeg til min rædsel at vi var på vej hen til hotellet, som lå ved siden af byens benzinstation. Det var hotellet, som LP på det kraftigste advarede imod.
   Jeg mærkede angst, som fik mig til at dømme forræderi. Jeg gik i panik og fik taxaen til at køre tilbage til centrum. Uden at blive fornærmet over min opførsel forsøgte han at forklare mig, at der ikke var andre overnatningsmuligheder, men jeg lyttede kun til min indre stemme, der blev ved med at gentage at endnu en plattenslager forsøger at tjene penge på mig, men det skal blive løgn.
   Der skete det noget utrolige, at cykelsmeden faktisk efterfølgende forsøgte at finde en alternativ overnatningsmulighed for mig, men forgæves.
   Tilbage alene måtte jeg så noget senere vandre den tunge vej gennem byen og ud til rædselshotellet. Da jeg snakkede med ham dagen efter var jeg flov, men han hoverede på ingen måde.
   Cykelsmeden har bl.a. fortalte mig hvordan alle i byen snakkede om mig og holdt øje med mig. Ikke af ondskab, men fordi jeg var den eneste og derfor lidt mystiske fremmede, som kom til byen den sene nat uden andet formål end at være. Jeg skal i den forbindelse huske at fortælle dig at grænsen her til Algeriet har været lukket i en del år. Det placere byen som en virkelig endestation.
   Det tager et par timer at komme hertil fra den nærmeste by i Marokko og der er kun den samme vej væk igen.
   Det er derfor langt fra hver måned de får besøg af en virkelig fremmed uden andet formål end netop at besøge oasen.
   Hvis det i går var lykkedes for mig at komme over grænsen ved Oudja havde jeg fået problemer her nede syd på med en lukket grænse. Hvad det havde endt med er ikke godt at vide.