Kulden slog mod Allans ansigt, som mørkets vingeslag, da han trådte ud fra rastepladsens toilet. Han bandede og slog frakken om sig, inden han begyndte at kæmpe sig fremad mod vinden, som var tæt af hvide hidsige snefnug. I det mindste lugter her ikke af lort, tænkte han opgivende og fortrængte kvalmen han havde oparbejdet på det klamme toilet.
   Han så frem mod bilen og indså, at det bare ikke var hans aften. Snefnug havde allerede lagt sig tæt over den blanksorte Audis lakering og ruden var sneet til. Han havde kun været væk i omkring fem minutter. Nu var han glad for at han havde aflåst bilen. For ved Audien stod en fremmed og var i fuld gang med at prøve på at komme ind i den.
   "Hey... hvad fanden laver du med min bil", råbte Allan og begyndte at sætte i løb. Manden snurrede rundt og så hen imod ham. Han flygtede ikke som Allan havde håbet, men holdt blot hænderne ud i en afværgende gestus, uden at sige noget.
   Allan sagtnede farten og gik de sidste par skridt mod manden og bilen. Han indså at han ikke havde noget at frygte. Manden var gammel og mager som et trådnet og intet ved ham så ud til at udgøre en trussel. Han var så bleg, at hans ansigt var tæt på at gå i et med sneen og han rystede af kulde, tilsyneladende for svag til at sige noget.
   "Herregud mand! Hvad er der sket med dig", sagde Allan. Et hurtigt blik rundt på rastepladsen viste, at der ikke var kommet biler til, Allans Audi var det eneste køretøj på pladsen. Manden foran ham krummede sig sammen og begyndte at hoste. Allan trådte hen og støttede ham, samtidig med at han trykkede på centrallåsknappen på sin nøgle.
   "Sæt dig ind, du må se at få noget varme i kroppen", sagde han til manden.
   "Mit navn er Theodor", sagde manden da han havde fået sig slæbt ind i bilen. Motoren var startet og varmen bredte sig hurtigt i kabinen. Theodors stemme var svag og raspende.
   "Allan", præsenterede Allan sig, "hvad laver du herude Theodor? Du er jo ved at omkomme af kulde!"
   "Lang historie..." sagde Theodor blot og lænede sig tilbage i lædersædet. "Tak fordi du lod mig komme ind i varmen"
   "Er din bil gået i stå eller sådan...? jeg kan godt køre dig hen til en tankstation"
   Theodor rystede på hovedet og hev efter vejret et øjeblik. Han gned sine hænder for at få varmen og holdt dem så hen foran bilens udblæsningssystem.
   "I 42 år..." sagde han "de 42 år vi har været gift, har jeg aldrig haft et skænderi med min kone..." Han sank tungt tilbage i sædet og sukkede, "og nu har hun forladt mig"
   "Æh...", sagde Allan og vidste ikke rigtigt hvad han skulle stille op med den oplysning. "Det er jeg ked af at høre, men jeg forstår stadig ikke hvad du laver herude, især ikke i det tøj" Theodor havde ingen frakke på, kun blazere og en tynd habitjakke.
   "Det var her hun forlod mig"
   Det begyndte at dæmre fra Allan, der lige selv var kørt efter et ligegyldigt skænderi med kæresten. Et af den slags skænderier, hvor alt det forkerte der blev sagt, overhalede den egentlige grund til skænderiet og druknede muligheden for forsoning. Han smilede til Theodor.
   "Kvinder!"
   "Ja, kvinder", medgav Theodor ham. "Agnes, min kone, mente det nok ikke sådan. Men hun blev altså frygtelig hidsig og kørte fra mig. Hun kan ikke have tænkt over det. Kulden mener jeg." Theodor fik et nyt hosteanfald og Allan ventede på yderligere forklaring.
   "Jeg regnede med at hun ville køre lidt ned af afkørslen og så bakke tilbage, men hun fortsatte blot. Så regnede jeg med at hun ville vende tilbage efter næste afkørsel.. men..."
   "Hvor længe siden er det at hun kørte?"
   "Halvanden time, tror jeg. Du er den første der har været på pladsen siden"
   "De advarer mod al udkørsel i radioen, vidste i ikke det?", Allan så nysgerrigt på Theodor.
   "Jo, men Agnes ville hjem og desuden var det ikke så slemt da vi startede" Raspede Theodor. "At du også er her viser at ikke alle tager advarslerne så seriøst"
   Allan grinede. "Nej, jeg er her også på grund af en kvinde, kan man sige. Kæresten og jeg blev uenige og jeg skred"
   Theodor løftede et øjenbryn og smilede. Det var et smil som virkede bittert og var blottet for munterhed. Allan var ikke helt sikker på at han brød sig om det. Han skulle til at sige noget, uddybe at det var en bagatel der havde udløst skænderiet med Hanne, men Theodor kom ham i forkøbet.
   "Måske, min ven, kunne du køre mig til den næste rasteplads, det kan være Agnes er blevet forvirret og holder der. Jeg er ret bekymret for hende. Hun har kørekort, men hun har ikke kørt i mange år, hun snuppede bilen da jeg var inde for at tisse".
   "Ulækkert", sagde Allan og så på Theodors forvirrede udtryk at han havde tænkt højt. "Jeg mener toilettet, det er sgu for klamt" Theodor nikkede. "Jeg skal til Århus, så vi kan sagtens køre ind om den næste rasteplads. Ellers må vi finde ud af noget derfra". Skyndte Allan sig at tilføje.
   "Tak"
   Allan begyndte at køre og Theodor, der tilsyneladende blev ved med at være bleg, begyndte at fortælle om Agnes og hans skænderi. De havde besøgt deres datter i Ålborg, som var flyttet sammen med en fyr. En rigtig laps, sagde Theodor med iskold foragt der i stemmen. Agnes havde ikke været enig. Hun havde skældt Theodor ud og sagt til ham at det var den samme historie hver gang, deres datter mødte en ny fyr. Ingen var god nok til hende.
   "Jeg kender den slags fyre som ham, de er kun ude på en ting", betroede Theodor Allan, som fik helt medlidenhed med staklen, for manden lagde ikke skjul på hvad han mente om fyre der forsøgte at komme i lag med hans datter. Theodor var ikke til at stoppe og han virkede som om at han først var ved at varme op omkring hans holdninger til unge mænd og deres standard i forhold til datteren.
   Allan mistede interessen for historien og mens han foregav at lytte, koncentrerede han sig om at se gennem snefnuggenes hypnotiske cirkelbaner mod forruden. Den gamle mands stemme faldt i baggrunden og han begyndte at fortryde at han havde hjulpet ham. Mest af alt fortrød han sit skænderi med Hanne. Han savnede hende pludselig frygteligt. Ønskede at de ikke havde skændtes og at han stadig sad ved hende i hendes varme stue. Det var meningen de skulle flytte sammen og aftenen skulle bruges med at finde en passende lejlighed, eller et hus, mens de hyggede sig med at gennemgå boligannoncer i bladene og på nettet.
   "Er du ikke enig?" Theodor så på ham og det gik op for Allan at han var blevet stillet et spørgsmål, som Theodor forventede svar på. Han havde overhovedet ikke havde hørt efter og han nikkede vagt, usikker på om det var det rigtige. Theodor var øjensynlig tilfreds, for han fortsatte straks med at skælde ud. Allan drømte sig væk og i favnen på Hanne. Vejret og et eller andet ved den gamles holdninger, fik Allan til at tænke på hendes forældre. Den historie hun havde fortalt om dem.
   Den aften hun fortalte om dem, havde Allan og hun lige elsket. Det havde været intenst og smukt på en måde som han aldrig havde oplevet det før. Han havde taget turen fra Århus til Ålborg og undervejs havde han spekuleret på de følelser han havde for hende. Dengang havde de mødt hinanden tre uger tidligere ved et bachelorparty. Festen var gået helt i stå for Allan da hun trådte ind gennem døren. Hun havde fyldt lokalet helt og aldeles og det var som at musikken lagde sig omkring hende og at luften fyldtes af hendes nærvær. Han var blevet forelsket med det samme. Og hun i ham. De var som to halve sjæle, der endelig blev forenet. Det var første gang han skulle besøge hende, ellers havde deres få stævne møder været hos ham.
   Han var nervøs da han stod uden for hendes dør i den smalle opgang på Holbergsgade. Han huskede at han havde undret sig over den nervøsitet, der kom snigende hver gang han skulle møde hende. Det var som om, at hvert møde med hende var afgørende for hans fremtid. Lige inden han skulle til at ringe på åbnede døren og hun stod og smilede til ham, som en åbenbaring fra gudernes allersmukkeste dale. Hendes røde krøllede hår indrammede hendes ansigt og fremhævede hendes grønne øjne med de lyse pletter omkring iris.
   "Nå der er du", havde hun sagt og grebet hans hånd, hvorpå hun førte ham ind gennem en smal gang og direkte til soveværelset. Hun havde tændt stearinlys overalt og hundrede af lys var placeret omkring sengen, på kommoder og i vindueskarme. Hun snurrede rundt og løsnede bæltet på den silkekimono, som han først da bemærkede. Synet af hende nøgen og hundrede af flammer bagved var det smukkeste han nogensinde hade set.
   Bagefter, da de havde elsket, græd hun pludselig. Instinktivt vidste han at hendes gråd ikke havde noget med akten, eller med dem at gøre, men kom fordi et væld af følelser, havde udløst et eller andet i hende. Han havde ventet, holdt om hende og mærket hvordan hun var svundet ind til en lille rystende spurv i hans favn. Og så havde hun pludselig fortalt om forældrenes ulykke.
   "De døde... og det var min skyld", fortalte hun. Først forstod han ikke hvem hun snakkede om og han så spørgende på hende.
   "Mine forældre, åh gud hvor ville jeg gerne have at min mor havde mødt dig", hun kyssede hans hals og trykkede sit hoved helt ind mod hans øre, sådan lå hun mens hun fortalte. Allan lyttede og afbrød hende ikke. Forstod at hun havde brug for at fortælle.
   "De havde været på besøg her, forstår du. For fem år siden, den vinter snestormen lukkede hele landet. Mine forældre var gamle, de fik mig i en sen alder - far var tooghalvtreds, mor otteogfyrre".
   "Jeg var deres et og alt. Det var frygteligt for dem dengang jeg flyttede hjemmefra. Især min far tog på vej over det. Han var ret gammeldags og mente at jeg burde bo hjemme indtil jeg en dag blev gift".
   Hanne smilede og lod en finger glide over Allans læber, inden hun kyssede den og igen trykkede fingeren mod hans læber.
   "Jeg havde mødt en, Thomas og ville gerne præsentere ham for mine forældre. Derfor havde jeg inviteret dem til middag. Thomas var flyttet ind hos mig og ret nervøs over at møde dem. Med rette".
   "Jeg havde ikke fortalt mor og far, at Thomas var flyttet ind, som sagt så var de ret gammeldags. Men jeg troede at hvis de mødte Thomas, så ville være lettere at acceptere at vi skulle bo sammen."
   "Min far ville overhovedet ikke acceptere ham. Jeg ved ikke hvorfor, Thomas var egentlig en sød fyr. Senere viste det sig at han ikke var den rette for mig. Han var sød og ordentlig. Men min far stemplede ham øjeblikkeligt som en idiot. Gav ham ikke en chance".
   Allan vendte sig mod Hanne og så at hendes øjne stadig var fyldt med tårer, selv om hendes stemme var rolig og kontrolleret. Hun smilede og han gav hende et let kys på næsen, inden hun fortsatte.
   "Under middagen blev min far direkte ubehøvlet over for Thomas og lagde overhovedet ikke skjul på at han synes ringe om ham. Jeg prøvede alt for at glatte ud, fortalte min far at Thomas var ved at blive optaget på politiskolen, men selv det var ikke nok for far. Til sidst blev jeg vred og fortalte at Thomas var flyttet ind og at far intet kunne gøre ved det. Jeg gjorde det klart for ham at jeg ikke var hans lille pige mere og... " Hannes stemme begyndte at skælve igen. "og...", hun tog et dyb åndedrag
   "... og så løb ordene af med mig, jeg ved ikke hvorfor, men pludselig fik jeg en voldsom trang til at provokere far. Jeg begyndte at råbe og selv om mor prøvede på at tysse os ned, så gik det hele galt"
   Hanne smilede skælmsk og kom med et lille uventet fnis.
   "Jeg råbte at jeg var ligeglad med hvad han mente om Thomas, og at uanset hvad han mente om det, så boede vi sammen, spiste sammen, sov og vågnede op sammen - og mellem det hele kneppede vi sgu!".
   "Det blev selvfølgelig for meget for far. Han rejste sig resolut og sagde at de kørte hjem. Både Thomas og mor prøvede at hidse os ned. Men det var lige så formålsløst som at prøve på at få to hidsige kamphunde til at give pote efter at have lugtet blod".
   Pludselig afbrød Hanne samtalen og satte sig oven på Allan. Han mærkede at hun var blevet liderlig og nåede kun lige at tænke på hvor underlig en kvinde hun var, inden hun førte ham ind i sig. Hun red ham hidsigt og det varede kun et minut inden hun stivnede og skælvede gennem hele kroppen i en voldsom orgasme. Senere tænkte han at det var den bedste orgasme han nogensinde havde oplevet - selv om den ikke var hans egen. Det havde dog været lysten til ham, som havde udløst den. Inden han helt nåede at fatte hvad der var sket var hun af ham og hun fortsatte sin beretning, som om intet var sket.
   "De kørte, trods min mors protester. Det var første gang jeg dem skændes. På det tidspunkt var jeg ligeglad. Jeg råbte til min far at han ikke skulle vise sig igen før han havde accepteret at jeg var en voksen kvinde og ikke hans lille pige. Jeg så dem aldrig igen."
   "Min far fandt de fire kilometer fra bilen. De kørte galt på vej hjem og han må have prøvet på at gå efter hjælp. Ingen af dem ejede en mobiltelefon. Han frøs ihjel i forsøget. Min mor døde ved kollisionen med autoværnet".
   "Sommetider, når jeg savner min mor allermest tager jeg ud til stedet hvor de kørte galt. Man har selvfølgelig udskiftet autoværnet, men jeg har skrevet deres navne på det, på den måde har de deres eget gravmonument og jeg kan altid huske, præcis hvor de forulykkede".
   På det tidspunkt satte Hanne sig halvvejs op og lænede sig ind over Allan. Han følte næsten at han kunne forsvinde ind i de lyse pletter i øjnene, som nu glitrede i lyset fra stearinlysene.
   "Jeg fortæller dig alt dette nu", sagde hun med en trist mine "fordi at det er som om at min far aldrig har givet slip på mig. Jeg fortæller det for at advare dig. Du har bare ikke at såre mig".
   Hun så så alvorlig ud at Allan ikke kunne lade være med at le. Han trak hende ned til sig og sagde:
   "Aldrig, aldrig min egen".
   Aldrig. Aldrig. Allan troede først at han hørte genklangen fra et minde, der stod så tydeligt for ham, at det lige kunne være sket. Så gik det op for ham at det var Theodor og pludselig var han tilbage på motorvejen. Forvirret så han at han havde ladet sig hypnotisere af snefnuggene mod forruden. Han havde været helt væk. De kørte over hundrede kilometer i timen på en vej der lignede brun sæbe.
   "Aldrig", tordnede Theodor ved siden af ham. Allan fór sammen ved det skærende i hans røst og pludselig råbte Theodor:
   "DU FÅR HENDE KRAFTSTEJLEME ALDRIG, DIN LIDERLIGE SØN AF EN HUNDESTEJLEKNEPPER..."
   Allan virrede med hovedet, det var som om at luften i bilens cockpit pludselig var forvansket af ondskab. En ondskab som han var tvunget til at trække vejret i og som smertede og sløvede ham for hvert et åndedrag.
   "Hvad er det her for noget?", begyndte han og drejede sig mod Theodor. Så stivnede han. Theodor var væk. Eller i hvert fald den levende Theodor.
   "HØRER DU. ALDRIG! HUN ER MIN LILLE PIGE OG INGEN SKAL KNEPPE HENDE. KNEPPE. LAPSEKNEPPE. KNEPPER DU SOM EN LAPS. ALDRIG! HUN ER MIN..."
   I stedet for den gamle blege mand, sad et lig, der så ud som om det havde været frosset og nu var ved at tø op. Dets ansigt var forvredet i en rædselsmaske og øjnene bulede ud, som om øjenhulerne var blevet for små og var ved at presse øjenæblerne ud. Munden var vidtåben og is havde krøllet tungen sammen, så den lignede en igle, blåsort, svullen og bristefærdig af blod. Læberne var revnede og krænget tilbage over hans sorte, forrådnede tænder.
   Til Allans skræk gik det op for ham at den rådne skabning faktisk var ved at tø op. Med en fart som en isklump kastet på et bål. Vand drev ned af habitjakken og lugten af råd var forfærdelig. Liget rakte pludselig over og lagde sine krogede fingre over Allans og rattet. Allan skreg da han mærkede det iskolde rådne kød mod sin hånd. Han forsøgte at flytte hånden, men den var låst under Theodors, eller det der havde været hans hænder. Kulden gik hele vejen gennem Allan og han mærkede hvordan hans fod blev tung og hvordan han øgede trykket på speederen. Bilen accelererede til 120.
   "JEG HAR FANEME FORBUDT HENDE AT LAPSEKNEPPE! HUN VED HVOR VRED JEG BLIVER! FORSTÅR DU. JEG BLIVER VRED NÅR HUN GØR DET!"
   Tingen øgede presset mod Allans hånd og Allan mærkede hvordan hans fingre brækkede under det nådesløse greb. En efter en. Han mærkede hvordan han pressede speederen helt i bund og gennem tårer så han speedometeret bevæge sig op på 170.
   Så gik bilen i spin. Snurrede rundt som snefnug mod en rude. Bilen ramte autoværnet i venstre side og blev kastet tværs over vejen, som en kugle på et billardbord. Han så autoværnet mod venstre komme mod ham. Bilen ramte med en fart, som et eksprestog fra helvede. Han var alene i bilen. Han forstod ikke hvordan.
   Allan lå med hovedet ind mod autoværnet. Han var blevet slynget ud af bilen og kunne mærke at ansigtet var sønderrevet af glasskår. Han kunne ikke bevæge sig og han regnede med at han havde brækket ryggen. Hans højre hånd smertede frygteligt, som om hver eneste knogle i den var brækket. Når han trak vejret, mærkede han bobler af blod i svælget og det lød som når hans gamle kaffemaskine var ved at brygge fra den sidste streg i vandbeholderen. Han kunne ikke bevæge sig, men han var stadig i stand til at læse hvad der stod på autoværnet:
   Til minde om mine kære forældre.
   Theodor og Agnes.
   Nedenunder var tilføjet:
   Til minde om
   Thomas. Frederik. Kim.
   Elsker jer for evigt.
   Hanne