Sveden føltes klæbrig idet den løb ned af hendes venstre tinding. Rent instinktivt lod hun den ene hånd glide hen over dråben og tørrede hånden af i bukserne. Hånden gled atter op mod ansigtet, og det gik op for hende at hun havde en knaldende hovedpine. Hvor befandt hun sig egentlig? Det var mørkt, men hun havde ikke tænkt på det før nu - hvorfor var det så mørkt? Og hvorfor var det så varmt? Hun mærkede igen et par dråber løsrive sig fra hårgrænsen og løbe ned ad hendes venstre kind, hvor de efterlod et klistret spor. Endnu en gang lod hun en hånd opfange nogle af de forbistrede dråber, men denne gang tørrede hun ikke hånden af i bukserne. Der var noget ved de dråber der gjorde hende ubehageligt til mode. Væsken var tykkere end sved. Det gik op for hende at det måtte være blod - det gav også mening i betragtning af den enerverende hovedpine hun havde. Hvad var der sket? Hun huskede ingenting - alting henlå i et uklart mørke - det var som om hun aldrig havde eksisteret. Hun prøvede at genkalde sig sin barndom. Sådan én måtte hun jo have haft. Det nyttede ikke noget, hun kunne ikke fremmane selv det mindste lysglimt i sin hukommelse - hun havde ingen anelse om hvordan hun var endt her. Hvor var hun egentlig henne? For første gang siden hun var kommet til bevidsthed (hun gik ud fra at hun måtte have været bevidstløs) rørte hun på sig. Smerten skød gennem hendes hoved da hun strakte sine ben ud og hendes fødder ramte øjeblikkeligt en væg. Hun var klar over at hun måtte befinde sig i et meget lille rum, for hun havde allerede observeret at hun lå op ad en anden væg. Hendes højre arm gik på vandring, men stødte efter et splitsekund på en tredje væg. Bange anelser bredte sig som ringe i vand - kunne det virkelig være muligt? Intet rum var så lille. Der var kun en mulighed, men hun nægtede at lade tanken sætte sig fast. Pludselig blev hun overmandet af en frygtelig fornemmelse. Det kunne ikke være rigtigt, men inderst inde dæmrede det for hende. Hun var blevet levende begravet.

Xenia så sig om på den store, travle markedsplads. Det var umuligt at orientere sig bare en lille smule. Hvor blev han dog af? De havde aftalt at mødes ved det røde telt i midten klokken seks og klokken nærmede sig nu halv syv. Halvt irriteret begyndte hun at gå rundt om teltet, måske stod han et andet sted - men inden hun havde nået at tage mange skridt, fik hun pludselig øje på ham i mængden. Han zigzaggede ind og ud mellem travle mødre og fædre med rødkindede børn på slæb - han havde endnu ikke fået øje på hende, så hun stod ganske stille og betragtede ham. De havde mødt hinanden for en uge siden. Helt tilfældigt var de kommet til at sidde ved siden af hinanden i toget, hun var på vej op til sin veninde, og Steen, som han hed, havde fortalt at han var på vej op nordpå for at se til sine forældres gravsted. Han havde fortalt om sommerhuset han havde deroppe, men at det var sjældent at han kom der. Hans forældre lå begravet på en lille kirkegård i nærheden, så det var som regel primært af den grund han tog derop. Hun havde haft svært ved at lade være med at føle sig smigret over hans opmærksomhed. Han var helt sikkert den flotteste mand hun nogensinde havde set, og flotte fyre havde ikke for vane at henvende sig til hende. Hun havde aldrig været populær, havde altid mest holdt sig til sig selv. Hun havde da haft forhold før, men det havde været med nogle lidt mere stilfærdige typer. Han var anderledes - det havde hun lagt mærke til fra første færd, og så var han omkring ti år yngre end hende. Selvom Xenia i en alder af 45 holdt sig væsentligt bedre end andre jævnaldrende, så gjorde aldersforskellen hende alligevel usikker. Han kunne vel ikke for alvor være interesseret i hende? Kort inden hun skulle stå af toget havde han nærmest tigget hende om de ikke nok kunne ses igen. Hun havde været tilbageholdende - den velkendte angst for ikke at slå til havde selvfølgelig meldt sig, men han havde alligevel fået overtalt hende. De havde mødtes på en lille café inde i byen et par dage efter deres første møde, og hun havde nærmest følt det som om hun befandt sig i en drøm. Aftenen var forløbet perfekt, og hun blev nok nødt til at indse at hun havde forelsket sig i ham.
   Hun blev revet ud af sine tanker da han pludselig stod ved siden af hende. Han smilede til hende på den måde der gjorde hende helt blød i knæene, og kyssede hende blidt på panden. Hans hånd var varm og blød da den fandt hendes, og de begyndte at gå omkring på pladsen. Hun følte sig stolt over at gå sammen med ham - var det måske ikke misundelige blikke hun fik fra nogle af de yngre kvinder de passerede? Jo, det var der vist ingen tvivl om! En inderlig varme prikkede behageligt i hele kroppen, og hun havde det lidt som om hun lige havde været ude på en lang rutsjebanetur. Han kiggede pludselig på hende, og sagde at han havde noget han ville spørge hende om. Om hun kunne tænke sig at komme med ham op til sommerhuset i weekenden - de kunne gøre lige det der passede dem, og han havde tænkt sig at opvarte hende som den prinsesse han nu engang syntes hun var. Rødmen bredte sig på hendes kinder, og hun tænkte ved sig selv, at det var fjollet at han overhovedet spurgte. Han kunne umuligt være uvidende om den effekt han havde på hende. Hun ville følge ham til verdens ende om nødvendigt, og hun nikkede glad til ham, og han smilede tilbage til hende, og trak hende ind til sig og mumlede ned i hendes hår hvor uendeligt meget hun betød for ham.
   Da weekenden stod for døren havde hun pakket sin bagage og sad utålmodigt og ventede på at han ville komme og hente hende. Hun havde ventet en halv time allerede, men han ville først komme om endnu en halv time - hun var bare så spændt, at hun ikke kunne foretage sig noget som helst andet. Da Steen punktligt var dukket op en halv time senere, havde han båret hendes bagage ned i en bil han havde lejet, for han havde jo lovet hende at hun skulle forkæles - og han ville slet ikke høre tale om at de skulle tage toget. Hun havde lydigt sat sig ind på sædet, og så var de taget af sted mod sommerhuset. Huset havde ligget smukt på toppen af en lille bakke, og alting så idyllisk ud - lige præcis som hun havde forestillet sig det ville. Han bar deres ting indenfor, og åbnede vinduerne i hele huset så den rene luft kunne gøre kål på den indelukkede atmosfære. Om aftenen havde han tilberedt et lækkert måltid til dem, og da han senere havde trukket hende med ind i sofaen foran pejsen, havde hun ikke gjort modstand da han begyndte at tage hendes tøj af. De havde elsket for første gang, og det havde været en oplevelse hun ikke kunne sammenligne med noget som helst andet hun nogensinde havde oplevet. Udmattede var de faldet i søvn i hinandens arme, og det sidste hun havde tænkt inden hun faldt i søvn var at hun aldrig havde følt sig så lykkelig.

Hvor mange timer kunne der være gået? Måske drejede det sig kun om minutter - hun følte sig svimmel, og havde kvalme. Hendes tidsfornemmelse var forduftet, og tiden sneglede sig sandsynligvis af sted. Hun var hjælpeløs, havde prøvet at skrige, men lyden af hendes eget skingre råb om hjælp havde skræmt og fortvivlet hende. Smerten dunkede i hendes hoved, og somme tider døsede hun hen, men hver gang hun kom til sig selv var det kun det gennemtrængende mørke der mødte hende. Hvordan i alverden var dette sket? Hun vred atter sin hjerne, men det var som om at jo mere hun anstrengte sig jo mere frustreret blev hun - og opnåede kun at gøre hovedpinen mere uudholdelig. Hun kunne intet huske, og lukkede øjnene i et nyt forsøg på at fremmane bare den mindste lille ting der kunne forklare situationen hun befandt sig i. Intet - hun følte sig atter svag, og lod sig igen trække med ind i det drømmeløse hul af sorthed.

Xenia vågnede badet i sved, og så sig forvildet omkring - søvnen havde endnu ikke sluppet sit tag i hende og hun missede med øjnede. Hvor var hun henne? Mareridtet sad stadig i hende, og hendes hjerte bankede hurtigt og hårdt. Tankerne jog gennem hovedet på hende, og i brudstykker huskede hun svagt dele af drømmen. Det havde været noget med en kvinde, der indtrængende havde bedt hende om at passe på - passe på hvad? Hun havde i starten af drømmen kun hørt kvindens stemme, men senere havde hun også set hende stå i et mørkt værelse. Det havde været svært at ane meget mere end hendes skikkelse i det dunkle mørke. Xenia satte sig op i sengen, og kiggede sig omkring, og huskede. Steen lå ved siden af hende i sengen og sov stadig sødeligt. Tankerne om drømmen forsvandt som dug for solen, og hun betragtede ham ømt. Han lignede en lille dreng som han lå der. Hun kyssede ham blidt på kinden, og han rørte let på sig, dog uden at vågne. Hun koncentrerede atter sit blik om værelset hun befandt sig i. Det havde været mørkt da de gik i seng, og hun havde ikke haft lejlighed til at studere rummet før. Klokken kunne ikke være særlig meget. At dømme ud fra det sparsomme lys der trængte ind i rummet kunne det højst være daggry. Sengen hun befandt sig i var stor og sort med smukt svungne ornamenter på gavlen. Ved væggen for enden af sengen stod et toiletbord af den slags som kun kunne have tilhørt en kvinde. Måske hans mors? Der lå en kam og en børste i et materiale der kunne minde om ben, og ved siden af stod en gammeldagsudseende parfume flakon. Ved den modsatte væg stod en kommode, og ovenpå den stod en række gamle fotografier i glas og ramme. Det var svært at se fra sengen hvem der var på billederne, og nysgerrigheden gjorde at hun steg ud af sengen og på bare tæer gik over til kommoden. Billederne var gamle og gulnede, og et af dem greb hendes opmærksomhed. Det forestillede en mor med sit barn. Kvinden så meget ung ud, og det slog Xenia at der var en vis lighed mellem dem - samme sårbarhed, og store tillidsfulde øjne. Kvinden på billedet så usikker ud mens hun lidt genert smilede til fotografen, og barnet holdt hun varsomt ind til sig. Barnet så ud til at være omkring halvandet år, og også det smilede hen mod kameraet. Hun vidste ikke hvorfor, men billedet gjorde stort indtryk på hende. Motivet var ordinært, men der var noget ved det billede - noget ildevarslende. Pludselig ekkoede en stemme gennem hendes hoved, og hun genkendte den som kvinden fra drømmen.
   "Pas på!" hviskede den indtrængende stemme "Du er i fare."
   Xenia blev overvældet af frygt og skuttede sig i det kølige morgenlys. Rystelsen fik hende til at tabe fotorammen, som faldt på gulvet. Heldigvis landede den næsten lydløst på det bløde gulvtæppe, og da hun kastede et stjålent blik over mod sengen og den sovende Steen, blev hun forvisset om at han intet havde registreret. Fotorammen var gået fra hinanden og nu lå fotografiet ved siden af med bagsiden op. Der var skrevet noget på bagsiden. Med sirlig blå skråskrift stod der "Jane med Steen, sommeren 1969". En raslen henne fra sengen var lige ved at give hende et hjertestop, da Steen, stadig i søvne, vendte sig. Hans vejrtrækning var hurtigere nu - måske var han ved at vågne? Hurtigt samlede hun rammen, og satte fotografiet på plads bag glasset og skyndte sig tilbage til sengen, hvor hun lod sig glide ned under dynen. Søvnen måtte have overmandet hende, for nogle timer senere vågnede hun til duften af frisklavet kaffe. Et øjeblik efter stod han i døren med en bakke med morgenmad i hænderne. Han smilede kærligt til hende og hun strakte sig med velbehag. Steen krøb ind i sengen til hende, idet han forsigtigt placerede bakken oven på dynerne. Da han var kommet på plads hældte han en kop kaffe op til hende, og rakte den til hende. Hun tog den, og førte den op til læberne, alt imens han betragtede hende på en sælsom intens måde. Hun mærkede et strejf af usikkerhed, hvorfor kiggede han sådan på hende? Måske havde han bare villet i seng med hende, måske håbede han at hun ville tage hjem nu. Ubevidst måtte hun have rynket panden, for i næste øjeblik rakte han en hånd ud og strøg hende uendelig blidt på kinden, nærmest trøstende, og for hvert strøg mærkede hun usikkerheden og de bange tanker blive skubbet i baggrunden. Hun smilede forsigtigt til ham, og han gengældte smilet og tog koppen ud af hånden på hende og stillede den på bakken, som han dernæst stillede ned på gulvet. Derefter trak han hende ind til sig, og knugede hende varsomt uden at sige et ord. De havde elsket for anden gang, og hun havde smilet ved tanken om, at hendes bange anelser var blevet gjort til skamme.

Da hun atter åbnede øjnene var det til en tom erkendelse af at hun nok aldrig ville slippe ud af sit grufulde fængsel. Hun havde da før hørt om folk der blev levende begravet, som regel ved fejltagelser, så hun vidste godt at luften på et eller andet tidspunkt ville slippe op. Hvornår ville det ske? Hvor meget tid havde hun tilbage? Hvornår ville hun kvæles? Spørgsmålene summede i hendes hoved, men det var med en apatisk ligegyldighed at hun grundede over svarene. Om en time, et minut - det forekom hende uendelig ligegyldigt. Det var alligevel ikke noget hun kunne gøre, ingen vidste hvor hun var, nå ja, lige bortset fra den person der havde anbragt hende der. Måske ville han få kvaler over sin udåd, måske ville han komme tilbage og grave hende op, og sige at det alt sammen var en grusom spøg. Et svagt håb tændtes i hende, måske var det bare en ond drøm - og om et øjeblik ville hun vågne. Hun tvang sig til at knibe sig selv i armen - smerten virkede fjern, men efterlod ingen tvivl om at hun befandt sig i vågen tilstand. Bevidstheden om at hun skulle ende sit liv i den mørke grav ramte hende som et slag i ansigtet, og hun gav hulkende efter for sorgen.

Han havde taget hende med ind til den nærliggende landsby, og havde inviteret hende på frokost på en hyggelig lille kro. Værtsparret, bestående af en jovialt udseende, ældre herre og hans trinde, rødkindede kone, havde strålet af landlig hygge, og Xenia havde mærket blodet pulsere hurtigere igennem kroppen da de senere sad ved bordet og han havde kigget på hende og sagt hvor glad han var for at han havde mødt hende. Hun havde ikke troet at hun kunne være så lykkelig. Om eftermiddagen havde et pludseligt regnskyl overrasket dem mens de gik tur i landsbyen, og de havde grinende skyndt sig hjem. De havde snakket og leet som gamle fortrolige, men da klokken nærmede sig halv seks, havde han sagt at han ville tage bilen ind til den lidt større by og købe lækkerier til aftensmaden. Hun havde modvilligt set ham begive sig af sted, hørt ham starte bilen og køre væk fra huset. For at fordrive tiden var hun gået på opdagelse i huset, og havde gået fra de ene værelse til den andet og havde kigget på hans ting. Tanken om at det var hans ting fik hende flere gange til forsigtigt at lade fingrene løbe hen over dem. Som om hun kærtegnede ham og ikke tingene. Da hun havde gået huset igennem, lod hun sig falde ned i en stol inde i stuen med et tilfældigt blad i hænderne. Hun kunne ikke rigtigt koncentrere sig om bladet, for det eneste hun kunne tænke på var ham. Hvordan havde hun været så ufattelig heldig at møde ham? Tænk hvis de ikke havde mødt hinanden i toget den dag! Hun rettede opmærksomheden mod bladet, men stivnede pludselig. Hvad var det? Hun havde hørt en lyd, der lød som om nogen kaldte på hende. Hun slog det hen, og rystede på hovedet mens hun smilede overbærende af sig selv. Kunne man blive tosset af kærlighed? Hun lo højt af sine egne skøre tanker. Knap havde hun grinet færdig før hun igen hørte lyden. Hun tav øjeblikkeligt og lyttede intenst, og der var lyden igen. En svag kalden hun ikke kunne lokalisere hvor kom fra. Hun kendte den stemme, selvom hun ikke kunne skelne ordene, og som en gentagelse af mareridtet hun havde haft om natten, og som hun for længst havde glemt igen, hørte hun kvindens stemme. Hun sad som forstenet, kunne ikke røre sig, turde næsten ikke trække vejret af ren frygt. Hvor kom stemmen fra? Hun sad et øjeblik indtil det gik op for hende - der var ingen tvivl om at stemmen kom fra hendes eget hoved. Hun var altså ved at blive skør! Et hysterisk grin undslap hende, indtil hun skræmt fra vid og sans igen genvandt kontrollen over sig selv. Stemmen advarede hende klagende om at passe på, og da hun frustreret og bange formulerede et "Pas på hvad?", begyndte kvindens stemme at ryste som om hun var på nippet til at bryde i gråd.
   "Intet er som det ser ud til." Kvindens hviskede stemme var svag "Husk på det."
   Stemmen forsvandt, og efterlod Xenia med en knugende fornemmelse af skræk og skepsis.
   Da han kom hjem en halv time senere, havde hun fået tilstrækkelig samling på sig selv og havde halvt overbevist sig selv om at hun havde dagdrømt det hele. Ved synet af ham fløj hun ham om halsen, og snart var hele oplevelsen reduceret til en lille nagende knude i maven. Hun måtte være træt efter den friske gåtur tidligere på dagen beroligede hun sig selv. Middagen han lavede til hende var mindst ligeså hyggelig som den dagen før, og hun nød at sole sig i hans beundring og tilbedende bemærkninger. Steen havde virkelig slået benene væk under hende tænkte hun skælmsk, og den knugende fornemmelse i hendes mave forsvandt som aftenen skred frem. Da han bar hende ind i seng omkring midnat, ville hendes fryd ingen ende tage, og da de timer senere faldt i søvn var hun ør af glæde og taknemmelighed.

Hendes gråd stilnede af. Hun lå helt stille i mørket og lyttede. Stilheden omkring hende var øredøvende, ikke en lyd hørtes bortset fra hendes eget åndedræt. En raspende lyd fik hende pludselig til at fare sammen, indtil det gik op for hende at det var hendes eget åndedræt der frembragte den raspende lyd. Så er det snart slut, tænkte hun bemærkelsesværdigt roligt. Inden længe ville hun besvime af iltmangel, og så ville det være for sent - hun frøs pludselig, skuttede sig. Det blødte stadig fra hendes pande, men det gjorde ikke længere ondt i hendes hoved. Svimmelheden angreb hende igen med fornyet styrke, men hun overvandt trangen til at lukke øjnene. Hun måtte ikke falde i søvn igen, måtte ikke. Mørket opslugte hende igen.

Xenia drømte. Hun gik på en frodig eng fyldt med kornblomster og fuglene omkring hende fyldte luften med melodiøse triller. Der lå et lille hus på engen. Det var lavet af træ, og der var skodder for vinduerne. Hun nærmede sig huset og da hun nåede frem gik hun rundt om det indtil hun kom til en gammel dør, der hang skævt på de rustne hængsler. Hun trak forsigtigt i døren, og den åbnede langsomt. Uden at tøve trådte hun over tærsklen og indenfor. Rummet hun trådte ind i henlå i mørke og i det samme smækkede trædøren i bag hende. Hun vendte sig forskrækket og prøvede forgæves at åbne døren igen. Umuligt - døren rokkede sig ikke ud af stedet. Hun var spærret inde, og mørket omkring hende gjorde hende utryg. Da hendes øjne havde vænnet sig til mørket kunne hun ane konturerne af forskellige møbler i værelset. Enkelte steder var skodderne utætte, og dagslys tiltvang sig adgang gennem de smalle sprækker. Hun lod blikket glide hen over møblerne endnu engang, da en stemme pludselig talte til hende. Hun blev ikke bange, stemmen var mild og venlig og kom fra en kvinde, der pludselig dukkede op fra et mørkt hjørne af rummet.
   "Du skal ikke være bange," sagde stemmen "Jeg ønsker blot at hjælpe dig."
   Mørket omsluttede kvinden og gjorde det umuligt at skelne hendes ansigtstræk. Xenia kunne høre at kvinden trak vejret dybt ind, som for at ruste sig til det hun nu skulle sige.
   "Du skal være varsom fremover, og du skal vide at nogen skjuler noget for dig." Den milde stemme havde en dyb undertone af alvor.
   "Hvad mener du? Hvem skjuler hvad for mig?" Xenias stemme lød en smule skinger i mørket.
   "Jeg ville så frygtelig gerne hjælpe dig, men jeg ved ikke med sikkerhed hvad du skal tage dig i agt for. Jeg ved bare at hvis du ikke passer på, så ender du som mig."
   "Ender som dig? Jeg forstår ikke helt..." Xenia tog et skridt frem mod kvinden, som øjeblikkeligt trådte et skridt tilbage mod skyggerne hun var kommet fra, mens hun afværgende løftede en hånd.
   "Nej, stop. Kom ikke nærmere. Jeg vil ikke have du ser mig." Desperationen i kvindens stemme var ikke til at tage fejl af.
   En djævelsk nysgerrighed bemægtigede sig Xenia, og hun var ude af stand til at stoppe sig selv. "Lad mig se dig. Har du brug for hjælp? Hvis bare her ikke var så mørkt..."
   Det sidste sagde hun mest henvendt til sig selv, og en pludselig indskydelse fik hende til at gå hen til det nærmeste tilskoddede vindue, hvor det lykkedes hende at få åbnet den ene skodde. I samme øjeblik lyset uhindret faldt ind gennem vinduet, lød der et sønderrivende skrig fra kvinden.
   "Nej, nej, nej..." Kvinden satte i en monoton messen, mens hun skjulte ansigtet i hænderne.
   Xenia var chokeret over kvindens voldsomme reaktion, og fortrød sin ubetænksomme handling.
   "Undskyld, jeg ville ikke gøre dig bange. Lad mig hjælpe dig..." Hun tav brat da hun opdagede en blodig plamage i kvindens ene tinding til trods for at det meste af hendes ansigt var skjult bag hænderne.
   "Ingen kan hjælpe mig nu." Et dybt suk fulgte det trøstesløse udsagn, og dernæst brast kvinden i gråd. Hendes hænder faldt ned langs siden, og Xenia så hendes ansigt for første gang. Ansigtshuden var gullig, og ved den ene tinding farvede en blodansamling huden i blå, sorte og lilla nuancer. Den modsatte tinding var domineret af et stadig blødende sår, der bredte sig langs hårgrænsen. Den brune skorpe af delvis størknet blod gav regelmæssigt slip på mørkerøde bloddråber, der som i slowmotion dryppede fra hendes ansigt og ned på hendes hvide sommerkjole, hvor dråberne dannede sælsomme blomsterlignende figurer. Xenias øjne gled hen på kvindens øjne, og det afskyelige syn fik hende til at skrige højt. Begge øjenhuler stirrede tomt på Xenia, og da hun kiggede nærmere efter kunne hun se en vridende bevægelse, der afslørede at de tomme øjenhuler var hjemsted for et mylder af fede, hvide maddiker.
   Hun skreg stadig da hun vågnede, og det første hun så var Steens bekymrede ansigt. Han spurgte hvad der var galt, og hun fik fremstammet at hun havde haft mareridt. Han trak hende trøstende ind til sig og lidt efter lidt faldt hun til ro. Da han senere var faldet i søvn igen, lå hun og stirrede op på de figurer der dannedes på loftet når vinden fik grenene til at svaje udenfor. Hun kunne ikke ryste drømmen af sig - det var den samme kvinde hun havde drømt om igen, og denne gang havde hun set hende. Set hendes blodstrimede ansigt og de rædselsvækkende øjne. Hvem var hun, og hvad var det hun prøvede at advare om? Xenia fik ikke mere søvn den nat, og da dagen gryede følte hun sig træt og hysterisk. Det lignede hende ikke at være hysterisk, men frustrationen over de mærkelige oplevelser hun havde haft i huset havde frarøvet hende fornuften. Hun tvang sig selv til at tænke på noget andet, og besluttede sig for at stå op og lave morgenmad til dem. Nedenunder i køkkenet satte hun vand over til kaffe, fandt morgenbrød frem og anrettede en bakke til det hele. Da hun kiggede på uret og så at klokken kun var lidt i syv, bestemte hun sig for at vente endnu en halv time før hun ville gå op og vække ham. Hun gik ind i stuen og åbnede døren ud til terrassen, og gik udenfor i den kølige morgenluft. Det havde regnet igen i nat, og lugten af fugtig jord slog imod hende. Da hun trådte ned i det dugvåde græs gyste hun et øjeblik for hun havde ingen sko på. For enden af haven stod et lille redskabsskur, og hun begyndte formålsløst at slentre hen imod det. Lidt efter stod hun foran døren, og da hun rakte hånden frem for at åbne døren, sprang en lille edderkop ned på hendes hånd, og det gav et sæt i hende. Edderkoppen løb forvirret rundt på hendes hånd inden den lod sig fire ned i græsset, hvor den forsvandt. Hun rakte atter hånden ud, og fik denne gang åbnet døren uden afbrydelser, og trådte indenfor. Der lugtede af mug, hvilket fik hende til uvilkårligt at rynke på næsen. Gammelt, rustent værktøj hang på væggen, og det så ud som om det var længe siden nogen havde brugt det. Der var intet af interesse i skuret, så hun besluttede sig for at gå tilbage til huset. Idet hun var ved at lukke døren igen faldt hendes blik pludselig på en skinnende genstand på gulvet inde bag arbejdsbordet. Hun bukkede sig ned og fik med en del besvær til sidst fat i genstanden. Det var en gammel hammer, og der var noget der lignede rust på hovedet. Hun studerede den nærmere, og nu kunne hun godt se at den indtørrede brune substans på hammeren ikke var rust. Det var anderledes, mindede nærmere om - hun tøvede et øjeblik - jo, det mindede om størknet blod! Konklusionen forskrækkede hende. Blod! Hvor kom det fra? Hun smed hammeren fra sig, og bakkede ud af skuret, hvorefter hun hurtigt lukkede døren. Hun så sig stjålent omkring, men alt åndede tilsyneladende fred og ro, og da hun ikke længere havde lyst til at gå tilbage til huset, begyndte hun at gå ned mod den lille klynge af træer, der stod for foden af bakken. Lunden bestod vel ikke af flere end tyve træer, men da hun befandt sig i ly af træerne, følte hun sig bemærkelsesværdigt tryg - som om træerne med deres enorme kroner beskyttede hende. En sær fornemmelse fyldte hende pludselig - det var som om hun havde et formål med at gå her, som om hun blev guidet af sted. Hun gik hurtigere og hurtigere, og i næste nu dukkede stemmen op i hendes hoved.
   "Jeg har brug for dig," sagde stemmen.
   Melankolien i kvindens stemme var overvældende, og Xenia blev grebet af tristhed. Stemmen gjorde hendes nærmest tryg, hun var ikke længere bange, og nu lyttede hun opmærksomt. Det føltes som om hun blev båret af sted af en usynlig kraft, og ikke selv havde indflydelse på situationen. Hun nærmede sig den sidste række af træer, og satte farten ned indtil hun til sidst standsede helt op. Hendes blik søgte op mod trækronerne, da en fugl pludselig flaksede forskræmt op og hun fulgte den med øjnene indtil den forsvandt ud af hendes synsfelt. Hun rettede derpå opmærksomheden mod jorden, da stemmen i hendes hoved bød hende at sidde ned. Jorden var en smule fugtig, men det ignorerede hun - hun havde det som om hun ikke længere befandt sig i den virkelige verden - som om hun befandt sig i en drømmeverden, og noget sagde hende at det var vigtigt at hun befandt sig netop der.
   "Jeg havde aldrig troet det skulle ende sådan," nærmest filosoferede kvinden.
   "Jeg havde altid troet at jeg ville..." Stemmen knækkede, og kvinden snøftede.
   Xenia lyttede i en blanding af vantro og sorg. Der var noget i kvindens stemme der påvirkede hende, på en måde som om Xenia kunne føle kvindens smerte, som om de var forbundet sjæleligt. Trækronerne svajede, og den susende lyd var lidt uhyggelig og hele situationen slog igen Xenia som uvirkelig, men hun koncentrerede sig om at lytte.
   "Du må passe på," hviskede stemmen pludselig, "Du er ikke sikker i huset."
   Xenias hjerte sprang et slag over. Hun havde ikke så meget som overvejet at kvindens advarsler skulle gælde huset - Steens hus! Hvad mente hun? Tankerne myldrede frem, gjorde hende usikker.
   "Du må fortælle mig mere," fik hun fremstammet, men der kom ikke noget svar - hun var alene, men den triste stemning var ikke forsvundet.
   "Hvem taler du med?" En dyb stemme talte pludselig bag hende. Forskrækket kom hun på benene og vendte sig om. Dér stod han, og kiggede spørgende på hende, og hun anede ikke sine levende råd. Hun følte sig taget på fersk gerning som en anden forbryder, men på magisk vis fik hun formuleret en forklaring om at hun bare havde talt med sig selv. Steen rystede drillende på hovedet, og fortalte at han var vågnet og havde undret sig over hvor hun var henne, og derfor var gået ned for at lede efter hende. Hun blev blød om hjertet over at han havde været bekymret for hende, og gav ham et kys på munden, som han kærligt besvarede. Derefter tog han hendes hånd og begyndte at gå i retning af huset, mens han sludrede løs om at han havde lagt mærke til at hun havde lavet morgenmad, og hvor sødt det var af hende. Han lagde ikke mærke til at hun stivnede da de begyndte at gå i retning af huset, og han lagde tilsyneladende heller ikke mærke til hendes tavshed. Hvad i alverden skulle hun sige til ham? Han ville tro hun var bindegal hvis hun nægtede at gå med ind i huset, og hun kunne ikke så godt forklare ham at en stemme i hendes hoved havde advaret hende om hans hus. Det var for langt ude, så hun så ingen anden udvej end at følge med ham, og få minutter efter stod de inde i stuen. De hjalp hinanden med at dække morgenbordet, og lidt efter sad de overfor hinanden og spiste. Hun havde ræsonneret at hvis hun var i fare i huset, så var det jo heldigt at de skulle forlade huset samme dag. Det var trods alt søndag, og hun skulle på arbejde dagen efter, og derfor ville de begive sig hjemad om aftenen. Hvad skulle der i øvrigt kunne ske i huset? Episoden tidligere virkede næsten tåbelig nu hvor hun sad og kiggede ham ind i øjnene - de varme brune øjne. Han rev hende ud af hendes tankerække, da han foreslog at de om eftermiddagen kunne tage en tur hen på kirkegården for at se til hans forældres gravsted. Hun indvilligede, og tænkte ved sig selv at det var uhyre betænksomt af ham, at han ikke forsømte forældrenes gravsted. Og da han efter morgenmaden trak hende med op i soveværelset klamrede hun sig til ham.

Hun hørte stemmer. Høje stemmer. Hvad var det de sagde? Hun koncentrerede sig for at høre hvad der blev sagt, men lidt efter lidt fadede stemmerne ud, og forsvandt. Hun virrede med hovedet, og blev klar over at hun havde drømt. Hun rørte forsigtigt på sig i sit trange fængsel, prøvede at blive klar i hovedet. Det var en uoverkommelig opgave, bare det at tænke var en næsten umulig proces. "Nej, du må ikke..." - en af stemmerne vendte tilbage, og hun genkendte den øjeblikkelig som sin egen. Måske var det ikke en drøm hun havde haft, måske var det en erindring! Hvad var det der var sket? Hun prøvede langsomt at genkalde sig drømmen igen, og langsomt begyndte en film at rulle inde i hendes hoved. Hun huskede at hun havde været sammen med én, men hun kunne endnu ikke huske hvem det var. Hun vidste bare at det var en mand. De havde haft det godt, og hun fandt ingen tegn på noget der kunne forklare hende hvordan hun var endt i denne situation. Så slog det pludselig ned i hende som et lyn fra en klar himmel, og hun huskede... Hun huskede alt, og stirrede forfærdet frem for sig i mørket og hviskede "Nej, nej, det kan ikke være sandt!"

Ved frokosttid klarede vejret op, og solen sendte sine varme stråler ned på dem mens de sad i haven og spiste frokost. De havde sludret om løst og fast, men pludselig kom Xenia i tanker om fotografiet i soveværelset.
   "Hvem er kvinden på fotografiet i soveværelset?" Xenia lagde bestikket fra sig, og kiggede spørgende på Steen.
   En næsten umærkelig trækning løb hen over hans ansigt, og hans blik mistede et øjeblik noget af den sædvanlige varme glød.
   "Hvorfor spørger du?" Hans stemme var næsten brysk.
   "Nåh, ikke for noget," sagde hun afvæbnende, ikke helt forberedt på hans modvilje, "Jeg lagde blot mærke til det her i morges, og jeg synes det ser ud som om det er taget her på stedet."
   Han blødte lidt op. "Det er gammelt - jeg tror faktisk det er min mor på billedet. Og barnet er mig. Det er taget nede ved lunden, så du har ret - det er herfra." Han tav, og kiggede tankefuldt hen for sig.
   Xenia betragtede Steen, og for første gang slog det hende pludselig, at den mystiske kvinde fra hendes drøm måske prøvede at advare hende mod ham. Hun kendte ham jo praktisk talt ikke, og som han sad der hensunket i sine egne tanker, gik det op for hende, at hun faktisk vidste meget lidt om ham. Alle deres samtaler havde primært drejet sig om hende, og nu vendte hans mange spørgsmål tilbage i frisk erindring. Uddybende spørgsmål, der kortlagde hendes begrænsede omgangskreds. Med et stik i maven gik det op for hende, at hvis der skete hende noget, så var der faktisk ikke særlig mange der ville bekymre sig om det. Den ubehagelige uro i maven bredte sig som kvalmende ringe. Ingen vidste at hun var af sted på denne weekend! Hun havde med vilje ikke sagt noget til hendes bedste veninde - den eneste hun kunne finde på at betro den slags - fordi hun ville føle sig mere sikker på, at der virkelig var noget at fortælle om. Hvor naiv har man lov til at være? De løsrevne tanker truede med at sætte en lavine af paranoia i gang, så da Steen lagde sin hånd hen over hendes, gav det et sæt i hende.
   "Var der nogen der gik over din grav?" Hans ordvalg ramte hende hårdt, og gav næring til den spirende mistro. Hun mumlede en eller anden undskyldning, og undgik at fange hans blik. Steen lagde en hånd på hendes kind, og hun følte hun blev nødt til at kigge på ham. Hans øjne var varme og tillidsfulde, og når hun kiggede ind i hans øjne smeltede mistroen langsomt væk. Nej, han ville ikke gøre hende noget ondt. Måske var det fordi hun for første gang i sit liv oplevede en kærlighed som denne - og usikkerheden var ikke ukendt for hende. Hele hendes liv havde hun været mester i at spænde ben for sig selv med den til alle tider nærværende usikkerhed. Det var i virkeligheden typisk! Så snart noget gik godt for hende, skulle hun nok få det spoleret. Men ikke denne gang! Styrket af den indre dialog rystede hun de sidste rester af mistro bort, og sendte ham sit mest charmerende smil.

En strøm af billeder fyldte hendes hoved. Som krøllede glansbilleder flød de forbi i et virvar, som hendes udmattede hjerne forsøgte at finde mening i. Mentale billeder af hende selv som 5-årig på skødet af far, moren der skubbede hende bort da hun søgte trøst som 7-årig, kniven hun skar sig med som 11-årig, og endelig den sønderrivende smerte da hun nedkom med helvedesbarnet som 15-årig. Smerten der endelig havde vækket hende, og gjort hende i stand til at flygte fra et helt livs pinsler. En kradsende lyd på siden af den simple kiste fik hende til at tabe tråden, og de værdifulde, men forhadte minder tonede bort. Hun var for træt til at dreje hovedet og undersøge kilden til den skrabende lyd, alt for træt...

Opvasken efter frokosten ordnede de i fællesskab, og bagefter gjorde de sig klar til besøget på kirkegården. Mørke skyer var begyndt at samles på himlen, og enkelte af dem så direkte faretruende ud, så de besluttede at det nok var bedst at tage bilen det lille stykke ned til kirkegården. Den lille hvidkalkede landsbykirke lå smukt på en forhøjning, og i det bakkede landskab omkring den lå kirkegården. Små stier bugtede sig ind og ud mellem de forskellige gravsteder. Nogle havde store, ornamenterede sten og andre havde små, ydmyge sten og de fleste var lidt misligholdte. Naturen virkede altid mere vild og ukuelig udenfor byområderne, og græs og ukrudtsplanter voksede ukontrollabelt de fleste steder. Et sted i det fjerne kunne de høre en tung rumlen, der indikerede at et snarligt uvejr ikke var helt usandsynligt. Steen valgte en af de små stier, og Xenia fulgte efter ham. Han gik rask til, og da Xenia gik og kiggede på de forskellige gravstene, sakkede hun bagud uden at lægge mærke til det. Først da han ikke svarede hende på et spørgsmål, gik det op for hende at han var langt foran. Hun småløb for at indhente ham, men den tilgroede sti gjorde sit til at forpurre hendes fremfærd. En smule stakåndet nåede hun frem til ham, og et øjeblik kunne hun have svoret på at det lød som om han talte med sig selv. Oppe på siden af ham, tog hun hans hånd, og det var som om han blev lidt overrasket over at se hende der. Endelig stoppede han foran et mindre gravsted, og i forhold til de fleste andre var dette uhyggeligt velholdt. Friske blomster i urtepotteskjulere dannede en lille allé op til selve gravstenen, og de hvide sten i bunden af gravstedet var omhyggeligt revet i et sirligt mønster. "Her hviler Karl Johansen 10.11.1935 - 17.12.1995 og hans elskede hustru Franzisca Johansen 13.3.1938 - 17.12.1995" stod der på gravstenen.
   De døde altså samtidig, tænkte Xenia. Måske var det en trafikulykke. Steen havde gennemgået en bemærkelsesværdig forandring, så hun havde ikke megen lyst til at spørge ham. Det virkede som om han havde trukket sig helt ind i sig selv, og hun kunne ikke afgøre om det var fordi tabet af forældrene dukkede op til overfladen igen eller noget helt andet. Han begyndte at mumle uforståeligt, og faldt på knæ foran gravstenen. Xenia følte sig beklemt, og havde det mest af alt som om hun var en påtrængende fremmed. Hun gik lidt væk fra gravstedet, og Steen lagde vist ikke mærke til det, men var opslugt at det der mindede om en samtale med sine afdøde forældre. Pludselig rejste han sig fra sin knælende stilling, og kiggede sig helt desperat om.
   "Du må ikke gå!" Hans blik var mærkeligt intenst, og hun følte en snert af ubehag. "Jeg kan ikke klare at miste dig igen."
   Udbruddet var så indtrængende, at hun først ikke rigtig forstod betydningen.
   "Hvad mener du? Jeg forlader dig ikke, jeg... jeg elsker dig." Ordene slap ud inden hun tænkte nærmere over det.
   "Er det sandt? Så tilgiver du mig altså?" Hans øjne strålede med en djævelsk glans, og han trådte hen mod hende med udbredte arme.
   "Tilgiver? Hvad er der at tilgive? Steen, er der noget galt? Du skræmmer mig!" Xenia trådte et skridt baglæns, men Steen indhentede hende øjeblikkeligt og trak hende ind i sin favn. Han begyndte at græde.
   "Jeg troede jeg havde mistet dig for evigt. Jeg troede du hadede mig. Åh, jeg er så ked af det, det var aldrig min mening..."
   Xenia var fanget i hans jerngreb, som var så hårdt, at hun gispede efter vejret. Hele situationen var uvirkelig, og hun havde ingen anelse om hvad der foregik.
   "Steen, slip mig. Du gør mig bange! Vil du ikke nok fortælle mig hvad der foregår?" Xenia forsøgte at vriste sig fri af hans omfavnelse, og til sin overraskelse mærkede hun at grebet løsnedes. Så snart hun kunne trådte hun et par skridt væk fra ham, og da hun kiggede på ham var hans ansigt fordrejet af had.
   "Jeg vidste det! Det var bare løgn det hele. Du holder ikke af mig. Du er ligeglad, ellers ville du aldrig have efterladt mig hos dem!"
   Inden hun kunne nå at reagere greb han atter fat i hende, og hans hænder fandt hurtigt vej til hendes hals. Han klemte til, og Xenia prøvede desperat at fjerne hans hænder. Underlige dyriske lyde undslap hendes strube mens hun kæmpede for at slippe fri, hendes øjne løb fulde af vand og hendes hoved føltes som om det ville eksplodere. Det her sker ikke! Tanken fløj gennem hendes hoved, og hun kunne mærke at hendes kræfter var ved at slippe op.
   Netop som hun troede hun ville miste bevidstheden, gav Steen slip på hende, og hun tumlede til jorden som en leddeløs dukke. Han kiggede sig søgende om, og begyndte så at gå ned af stien mod udgangen af kirkegården. Xenia hostede voldsomt, og fyldte begærligt sine lunger med store mundfulde frisk luft. Da hun rejste sig, truede svimmelhed med at smide hende omkuld på jorden igen, så hun blev et øjeblik stående med hovedet nedad. Et tordenskrald fik hende til at fare sammen, og da hun gik ned mod udgangen faldt de første tunge regndråber på hende. Uden for kirkegården fik hun øje på bilen, som stadig stod parkeret i skyggen af et stort egetræ. Steen var ingen steder at se, og selvom Xenia på ingen måde havde lyst til at følge efter ham, kunne hun ikke modstå den bizarre indre impuls der drev hende til at finde en forklaring på det der lige var sket. Instinktivt gav hun sig til at gå i retning af huset, og efter nogle minutters gang kunne hun skimte det ude i horisonten. I stedet for at gå mod selve huset, fik en indskydelse hende til at gå ned mod lunden i stedet for. Regnen havde gennemblødt hendes tøj, men hun ænsede det ikke - hendes blik var fast fokuseret fremefter og der gik ikke mange øjeblikke før Steen dukkede op i hendes synsfelt. Han lå sammenkrøbet på jorden på præcis samme sted som hun selv havde siddet tidligere på dagen. I takt med at hun kom tættere på, kunne hun se hans ryg hæve og sænke sig i rystelser. Han græd hjerteskærende.
   "Undskyld, undskyld... Hvorfor fik du mig til det? Jeg ville jo ikke... Hvorfor forlod du mig?" Tårerne strimede hans ansigt, og Xenia blev overvældet af medlidenhed. Selvom hun blidt kaldte hans navn reagerede han ikke - han var tabt for omverdenen.

"Hvorfor forlod du mig? Hvorfor efterlod du mig hos dem?" Den vaklende stemme, hverken lys eller mørk - de utallige bebrejdelser. Hans vrede ansigt, de bitre tårer. Han har samme alder som hun selv havde da hun forlod ham første gang. Hun ved ikke hvad hun skal svare - hun prøver at fortælle ham at hun prøvede... Prøvede at hente ham da han var lige knap to år. Forældrene havde virket glade for at se hende igen, faren havde ikke gjort det han plejede, moren havde smilet. En tid troede hun på at tingene ville blive bedre, lige indtil de fandt ud af at hun havde tænkt sig at tage væk med drengen. De forbød det, og hun så dem først igen da drengen var blevet 15. Åh, gud - hvor ville hun ønske at hun havde haft kræfter til at tage kampen op. De ødelagde ham, hun ødelagde ham. Det var hendes egen skyld. Hun havde kun sig selv at bebrejde. Et erindringsglimt overdøver de andre minder da hun genser hammeren der suser mod hendes hoved. Hans vrede, uendeligt sårbare øjne. "Hvorfor elskede du mig ikke, mor?"