"Jeg er meget imponeret over dine fine referencer. Hvornår kan du starte?" Rengøringslederen kiggede spørgende op fra papirerne. Merete mærkede en svag kildren i maven. Jobbet var hendes!
   "Jeg kan starte når som helst," svarede hun.
   Rengøringslederen betragtede hende anerkendende:
   "Jamen, så siger vi på lørdag kl. 15.00."
   Fem minutter senere da Merete stod ved busstoppestedet, havde hun svært ved at lade være med at smile. Selvom rengøring måske ikke var verdens mest eftertragtede job, så var hun alligevel jublende glad. Studiejobbet på hospitalet ville tilføre hendes slunkne SU økonomi en tiltrængt vitaminindsprøjtning. Hun havde hørt om jobbet fra en af sine studiekammerater, som også arbejdede som hospitalsmedhjælper på samme hospital. Lønnen var udmærket og der var fede weekend- og aftentillæg, og så var det kun otte timer hver anden weekend, dvs. fra kl. 15 - 19 lørdag og søndag.

Fredagen inden Merete skulle starte på sit nye arbejde, var hun i byen med veninderne for at fejre sit held. De havde spist middag hos Lene, og var nu havnet på en irsk pub inde i byen. Meretes kinder brændte, og hun følte sig en smule ør af de ikke uanselige mængder alkohol hun havde indtaget. Hendes blik gled rundt i det tilrøgede lokale, og midt mellem de dansende på det minimale dansegulv fik hun øje på Peter, som var den studiekammerat, der havde fortalt hende om jobbet. Hun rejste sig, og halvt slingrende, halvt dansende satte hun kurs mod dansegulvet.
   Peter lyste op i et smil, da hun storsmilende prikkede ham på skulderen.
   "Må jeg have lov at bryde ind?"
   Han ignorerede sin hidtidige dansepartners fornærmede udtryk, og gav Merete et varmt knus.
   "Selvfølgelig, hvor er det godt at se dig. Skal du på arbejde i morgen?"
   Merete nikkede:
   "Ja, jeg har fået tildelt et område på hjerteafdelingen og så et område i kælderen. Fys… et eller andet!"
   "Fysiurgisk afdeling?" Peter så pludselig bekymret ud. Han trak hende væk fra dansegulvet og ned til et lille bord, hvor de satte sig.
   Merete følte sig lidt forvirret:
   "Ja, hvorfor? Er det en lortetjans?"
   Peters øjne så alvorlige ud, og det skabte en sær kontrast til de feststemte mennesker, der omgav dem. "Nej, ikke rigtig…" Han tøvede et øjeblik, som om han overvejede hvordan han skulle forklare sig.
   "Der er en historie, der cirkulerer på hospitalet. Ingen af os garvede hospitalsmedhjælpere vil frivilligt påtage os rengøringen af fysiurgisk afdeling, så det er altid de nye, der får tildelt det område."
   "Hvad er det for en historie?" afbrød Merete, "en eller anden splatterhistorie om en patient, der gik amok med sit træben, eller hvad?" Hun grinte afvæbnende, men holdt brat inde, da han ikke gjorde mine til at le sammen med hende.
   Merete følte sig pludselig meget fuld. Peters alvorlige ansigtsudtryk, den høje musik, den kvælende røg. Lokalet begyndte så småt at snurre rundt. Hurtigt rejste hun sig op, og nærmest løb ud af pubben. Udenfor måtte hun læne sig op af et tilstødende butiksvindue, så hun stod med panden mod det kølige glas. Forgiftningen tog effekt, og hun kastede op. Hun havde ikke lagt mærke til, at Peter var fulgt med udenfor, men da hun mærkede en hånd på den ene skulder, vidste hun, at det var ham.
   "Er du okay?" Han lød bekymret, og rakte hende en serviet. "Skal jeg hente noget vand?"
   Merete rystede på hovedet, "Jeg må vist hellere se at komme hjem."
   "Vent her," sagde han, "jeg prajer en taxa til dig."
   Kort efter sad hun i en taxa på vej hjem, og havde det elendigt, mest af alt fordi hun følte sig pinligt berørt over at have blameret sig i selskab med Peter. Han var nu sød. Hvad var det egentlig han havde været ved at fortælle? Noget med en historie fra hospitalet. Nå, hun måtte spørge ham senere når de sås på hospitalet. Lige nu ville hun bare hjem og sove.

"Herinde har vi alle rengøringsmaterialerne. Du tager klude og lignende med over på afdelingen når du møder, og du tager de brugte med tilbage når du forlader afdelingen. Har du nogen spørgsmål?" Rengøringslederen kiggede spørgende på Merete, som rystede på hovedet.
   "Jeg viser dig rundt i dag, og fortæller dig hvad dit arbejde indebærer, og i morgen kan du så gå rundt alene. Har du nogen spørgsmål er du naturligvis altid velkommen på kontoret."
   Meretes hoved dunkede, men hun tvang sig selv til at virke energisk og imødekommende, mens hun prøvede at holde trit med rengøringslederen, som i hastigt march tempo gik ned af gangen mod elevatoren. En uafbrudt strøm af forklaringer, formaninger og ordrer flød fra hendes læber, og Merete anstrengte sig for at opsnappe dem alle sammen.
   Fire timer senere ved fyraftenstid var Merete helt udmattet af alle de nye indtryk, og da hun stod ved busstoppestedet, gik det op for hende at hun slet ikke havde set Peter. På trods af travlheden sammen med rengøringslederen, havde erindringen om Peters alvorlige ansigtsudtryk spøgt i hendes hukommelse hele dagen, og det ærgrede hende, at hun ikke havde haft mulighed for at bore lidt i hans mystiske udtalelser aftenen før. Måske ville hun se ham i morgen. Hvis hun gjorde ville hun i hvert fald spørge ham, for hendes nysgerrighed var mere end almindeligt pirret. Ved gennemgangen af fysiurgisk afdeling havde hun ikke hæftet sig synderlig meget ved stedet, som bestod af nogle lange gange, nogle kontorer, behandlingsrum og endelig et poolområde med tilhørende omklædningsrum. Det eneste hun skulle gøre rent på afdelingen var fliserne rundt om bassinet, gulvet i det lokale hvor alle genoptræningsredskaberne stod og så omklædningsrummet med tre tilhørende toiletter. Omklædningsrummet var et stort lokale med noget der mest af alt mindede om en labyrint af omkring 25 små omklædningskabiner. Hvis man lagde sig ned på gulvet, ville man kunne se fra den ene ende af lokalet til den anden, for kabinernes vægge nåede ikke helt ned til jorden, præcis som man ser det på offentlige toiletter. Ved ankomsten til afdelingen havde der stadig været personale tilstede, og rengøringslederen fortalte, at under normale omstændigheder skulle Merete først starte på afdelingen efter kl. 16.00 om lørdagen når personalet var gået hjem. Om søndagen kunne hun starte når hun ville, for da var afdelingen lukket hele dagen.

Natten til søndag havde hun svært ved at falde i søvn, og da hun endelig faldt i søvn var hendes drømme gennemsyret af uhyggelige scenarier og begivenheder. På et tidspunkt drømte hun, at hun gik ned af en lang, mørk gang. Gangen virkede uendelig, og mørket virkede tyngende, nærmest kvælende. I drømmen mærkede Merete hvordan hendes skridt blev langsommere og langsommere, som om hun pludselig skulle forcere et usynligt hav af sejt slim, der klæbede til hende og forhindrede hende i at bevæge sig, indtil hun til sidst måtte overgive sig og faldt om, så det sorte, nu håndfaste, mørke trængte ind i hendes mund, og hun indså at hun ikke længere kunne trække vejret.
   Merete vågnede med et sæt, og kiggede sig fortumlet omkring. Noget havde vækket hende. Hun greb ud efter mobiltelefonen på natbordet, og så at klokken var lidt i ti, og da hun rutinemæssigt fjernede tastelåsen kunne hun se, at der havde været et ubesvaret opkald. Det var altså derfor hun var vågnet. Hun genkendte ikke telefonnummeret, men i det samme modtog hun en sms fra samme nummer.
   "Hej smukke. Vil du med på stranden inden arbejde? Peter" Beskeden var altså fra Peter. Glæden boblede inden i hende, og hun sendte straks et svar tilbage, hvorefter de blev enige om at mødes på stranden en time senere. Vejret var solrigt og varmt, og da Merete nåede frem til stranden var hun svedig og længtes efter at mærke bølgernes klare, kolde vand mod sin krop. Peter var allerede kommet, og han rejste sig og kom hende i møde, da han fik øje på hende. Hun behøvede ikke overtale ham til at gå i vandet, og snart efter kastede de sig rundt i bølgerne som kåde børn. Forpustede og grinende løb de op til deres håndklæder, rystede dem fri for sand, og lagde sig tilrette og nød varmen fra solen, der hurtigt fik vanddråberne på deres kroppe til at fordampe. Merete missede med øjnene mod solen, og betragtede i det skjulte Peter. Der var vist ingen tvivl om, at hun var ved at falde for ham, og det havde hun det helt fint med, selvom fornemmelsen af at være hensat til teenagetidens usikkerhed, fik hende til at føle sig fjollet.
   "Du," sagde hun smilende, "hvad var det egentlig du var ved at fortælle mig den anden dag?"
   Et fragment af alvoren fra den pågældende aften indfandt sig i hans øjne, da han rettede blikket mod hende, men det varede kun kort og afløstes af hans sædvanlige varme blik.
   "Åh, det var ingenting. Bare en fjollet historie. Det skal du ikke tænke på."
   Men hun havde ikke i sinde at lade ham slippe så let.
   "Nej, kom nu. Fortæl mig hvad det er for en historie, der huserer på hospitalet."
   Han kiggede indgående på hende, og trak så på skulderen og satte sig op.

"Engang i 1950'erne på en usædvanlig sløv dag, havde to portører siddet nede i hospitalets kælder og drukket tæt. Der var vitterligt intet at lave, så de følte sig helt sikre på, at ingen ville opdage, at de havde fået sig en lille tår over tørsten. Lige inden fyraften, blev de dog tilkaldt til fysiurgisk afdeling, hvor en patient skulle køres op til en ventende taxa ved hovedindgangen. Om det var angst for at folk skulle finde ud af, at de havde været berusede i arbejdstiden eller bare gemen ondskab, der fik dem til at gøre hvad de gjorde, kan man kun gisne om, men de gik i hvert fald over på afdelingen. Patienten, der skulle hentes, var en yngre mand, der i en trafikulykke havde mistet begge arme og havde fået flere komplicerede brud på det ene ben. Han gik til genoptræning på hospitalet, og som en del af behandlingen indgik vandgymnastik i fysiurgisk afdelings svømmebassin. Helt præcist hvad der foregik da portørerne nåede frem til afdelingen er lidt uklart, men de besluttede sig for at se hvordan det ville se ud når en armeløs mand forsøgte at svømme, og smed derfor den forsvarsløse patient i poolens dybe ende. En tid formåede manden at holde hovedet over vandoverfladen, men panik og udmattelse gjorde snart sit til at manden måtte give op. Han druknede. Portørerne skjulte udåden ved at lade som om patienten allerede var druknet, da de ankom til afdelingen, og ville på den måde have klaret frisag, hvis ikke det var fordi den ene af dem kort efter på mystisk vis druknede i selv samme bassin. Den overlevende portør fik tilsyneladende samvittighedskvaler, og tilstod at have været skyld i patientens druknedød, hvorefter han blev fængslet. Han døde i fængslet nogle år efter."
   "Gud, sikke dog en skrækkelig historie!" Merete havde været helt opslugt af Peters fortælling, og havde uden problemer kunnet forestille sig hvilken gru den stakkels mand havde gennemlevet. Peter nikkede, og gjorde mine til at fortsætte historien.
   "Siden mordet har der været en mærkelig stemning på afdelingen. De få gange jeg har været der, har jeg følt mig ubehageligt til mode. Det er som om der konstant er nogen der holder øje med én, også når man ved, at man er den eneste på hele afdelingen. Jeg får helt gåsehud bare ved at tænke på det! Nå, men som om den ubehagelige stemning ikke er nok, så har der været nogle uforklarlige episoder, som for alvor har skræmt hospitalets personale. Lagde du mærke til den ene væg ved omklædningsrummene, den med kaldesystemet? Tavlen er en oversigt over de forskellige omklædningskabiner, og hvis en patient, der opholder sig i en af disse, får brug for hjælp, så kan han hive i klokken derinde, som så begynder at ringe samtidig med at lampen ude på tavlen indikerer hvilken bås, den nødstedte befinder sig i. Systemet er ældgammelt, og det er muligt at der er et par løse forbindelser, som kan forklare hvorfor klokken nogle gange ringer - uden at der er nogle mennesker i båsene! Det siges, at alle lamper på tavlen blinker samtidig, og at lyset på hele afdelingen går ud. Ifølge overleveringen er den ringende klokke et signal om at genfærdet af den druknede mand er på vej, og at man bør tage benene på nakken. Nogle hævder, at der er personale, der er blevet sindssyge på grund af episoder på afdelingen. Om det er sandt ved jeg ikke, men jeg har i hvert fald set mere end én opskræmt hospitalsmedhjælper i min tid på hospitalet. En del af det er selvfølgelig psykologisk. Man er alene på en afdeling, og selv den mindste lyd, vil få normalvis standhaftige personer til at udvikle en snert af paranoia."

Peter afsluttede sin historie, og kiggede intenst på Merete, som et øjeblik slet ikke vidste hvad hun skulle sige. På trods af de legende børns glade hvin omkring dem, kunne hun ikke lade være med at føle sig ilde til mode.
   "Du er godt klar over," sagde hun efter en kort betænkningstid, "at du tager med mig ned på fysiurgisk afdeling i dag, ikke? Du kan ikke bare fortælle mig sådan en historie, og så lade mig tage derned alene i dag!"
   Peter lod et øjeblik som om han var ved at stikke af, men smilede så beroligende til hende.
   "Selvfølgelig, hvis vi er to er der vel intet at tale om. Vi kan bare mødes derhenne kl. 16.00, så skal jeg nok skynde mig med mit eget område, så jeg kan nå at komme over og hjælpe dig. Nå, skal vi ikke smutte en tur i vandet igen?"
   De følgende par timer lykkedes det Merete at glemme alt om den uhyggelige historie, men da de ved tretiden spadserede ind på hospitalets område, begyndte hendes tanker at kredse om det forestående besøg på fysiurgisk afdeling. Hun skuttede sig i sensommervarmen, og skyndte sig at minde Peter om deres aftale kl. 16.00, og han råbte bekræftende 'vi ses' da han skyndte sig hen af en af hospitalets utallige gange for at gå i gang med dagens dont.
   Da klokken var syv minutter over fire, og Merete havde ventet i ti minutter foran den låste dør til fysiurgisk afdeling, var hun på nippet til at briste i gråd. Hun hadede sig selv for at være blevet skræmt af den tåbelige historie, men lige nu havde hendes fantasi overtaget, og hun havde på ingen måde lyst til at gå alene ind på afdelingen. Et sus af lettelse gled igennem hende, da hun så Peter komme løbende ned af kældergangen. Så kom han altså! Han undskyldte, at han kom for sent. Det havde været umuligt for ham at slippe væk fra afdelingen før, for rengøringslederen havde aflagt ham et uventet kontrolbesøg. Merete låste døren op, og sammen trådte de ind på den mørke gang. Hun skyndte sig over til kontakten, der lyste glødende rødt, og snart efter kom der blinkende liv i de mange lysstofrør, der sørgede for at kælderafdelingen ikke konstant var omsluttet af mørke. De gik ned af den lange gang, som drejede til venstre ad en ny gang, som førte hen til diverse kontorer og behandlingsrum. Drejede man til venstre herfra kom man ind i omklædningsfaciliteterne, og gik man endnu længere frem kom man til opbevaringsrummet, som igen lå lige inden rummet med svømmebassinet. Hurtigt fandt de rengøringsartiklerne frem, og gik i gang med områdets opgaver. Peter begyndte fløjtende at ordne omklædningskabinerne, mens Merete gik ind for at vaske gulvet inde ved bassinet og i opbevaringslokalet. Spanden med vand skvulpede da hun stillede den fra sig ved bassinkanten. Luften i det forholdsvis lille lokale var fugtig og varm. Temperaturen lå konstant på omkring 30 grader, og mens Merete svingede moppen fra side til side, kunne hun mærke små dråber af sved samles ved skulderbladene for derefter at glide dovent ned af hendes ryg. Hun tørrede sig over panden med den ene hånd, og tænkte ved sig selv, at området overhovedet ikke var skræmmende når man blot var to. Nærmest inden hun havde tænkt tanken til ende, gik det op for hende, at hun ikke længere kunne høre Peters glade fløjten. Hun standsede op, og lyttede intenst, men hun hørte kun lysstofrørenes monotone summen. Vandet i bassinet var spejlblankt, ikke en krusning sås på dets overflade, og havde situationen været en anden, ville poolen have været uhyre indbydende. I stedet kunne hun nu pludselig forestille sig hvordan den stakkels armeløse mands dødskamp måtte have set ud.
   "Peter!" Angsten lurede i hendes stemme, da hun trådte ind på omklædningsområdet. Han var ingen steder at se.
   "Peter, hvor er du?"
   Sveden på hendes ryg føltes iskold, og hendes åndedræt var tilbageholdt i små overfladiske gisp. Hun forestillede sig klokken gå i gang med en sireneagtig tuden, og da hun drejede rundt om hjørnet hvor oversigtstavlen hang, kunne hun et øjeblik helt tydeligt se, at samtlige lamper blinkede hidsigt. Hun glemte et øjeblik helt at trække vejret, og blinkede dernæst med øjnene. Det måtte være noget hun bildte sig ind! Hun kiggede igen på tavlen, og alle lamperne var ganske rigtigt slukkede. I det samme hørte hun en raslen ved en af toiletdørene, og sekunder efter dukkede Peter frem bag døren.
   "Jeg hørte godt du kaldte, men naturen kaldte også lige." Hans frejdige smil jog den uhyggelige stemning fra før på flugt, og indenfor et kvarters tid var de færdige med rengøringen af afdelingen.

Et par måneder gik, og efteråret satte ind. Merete og Peter var blevet kærester, og Peter hjalp altid Merete med rengøringen af fysiurgisk afdeling. De havde indarbejdet en effektiv rutine, og det tog dem aldrig længere end et kvarter at færdiggøre afdelingen. Episoder, som den Merete havde oplevet, var udeblevet, og de havde for længst ræsonneret at historien om spøgerierne var resultatet af den fantasi, langt de fleste mennesker er i besiddelse af, og som især næres af mørke, uhyggelige omgivelser. Merete mente at have læst engang, at frygt var et urinstinkt for overlevelse, men det virkede grangiveligt som om hendes frygt for hvad der kunne ske på afdelingen havde en væsentlig irrationel karakter. Både Merete og Peter havde efterhånden slået sig til tåls med at blive ramt af lejlighedsvis paranoia, så da Peter vågnede med halsbetændelse en søndag morgen i slutningen af oktober, gjorde Merete sig det klart, at hun ville blive nødt til at klare rengøringen af fysiurgisk afdeling alene den dag.
   Luften var kold og blæsende, og indeholdt et klart varsel om vinterens snarlige kommen, da hun gik ind på hospitalets område. Endnu var det lyst, men inden længe ville mørket sænke sig, godt hjulpet på vej af det uigennemtrængelige skydække, der ildevarslende hang over hendes hoved. Måske ville det regne senere. Hun besluttede sig for at få fysiurgisk afdeling overstået med det samme, mens man stadig kunne ane dagslyset udenfor. Ikke at der var nogen vinduer på afdelingen, men bevidstheden om at det ikke var mørkt udenfor, havde alligevel en beroligende effekt på hende. Nøglen gled ubesværet ind i låsen, og hun skubbede døren til afdelingen op. Døren gled i bag hende, mens hun tændte lysstofrørene, som summende blev vakt til live og oplyste gangen. Som hun gik igennem gangene hæftede hun sig ved den måde lyset fordrev skyggerne på. Af en eller anden årsag skulle hun tænde lyset på fem forskellige kontakter før hele afdelingen var oplyst, og hun tændte kontakterne i takt med at hun nåede frem til dem. Når hun nåede frem til den næste kontakt lå afdelingen foran hende i bælgravende mørke, hun kunne vitterligt ikke se en hånd frem for sig, før hun trykkede på kontakten. Så begyndte lysstofrørenes sælsomme dans, der næsten ubeslutsomt tændte små lysblink på må og få, før hele røret omdannedes til en konstant lyskilde. Som når man ser ting gennem stroboskoplys, virkede det ofte som om hun så sære væsner i skyggerne inden rummet oplystes helt, og Peter og Merete havde ofte diskuteret om det mon ikke var her ens fantasi begyndte at arbejde på højtryk. Nu var alle lys tændt, og hun hentede rengøringsmaterialerne frem og begyndte at skifte skraldeposerne på afdelingen. Hun arbejdede hurtigt og effektivt, og lavede i sit stille sind en aftale med sig selv om, ikke at være på afdelingen længere end tyve minutter. Ti minutter gik hurtigt, og Merete manglede nu kun at vaske gulvene over det hele. Hvis hun skyndte sig, ville hun bestemt holde tidsplanen, og være ude derfra om lidt. Med spanden i hånden gik hun nynnende ind til bassinet. Moppen gled rutinemæssigt frem og tilbage over fliserne, og Merete koncentrerede sig om tanken om, at hun lige straks var færdig. I det samme hørte hun en skinger lyd, som hun først afviste som værende et udslag af hendes overspændte fantasi, men lydens vedvarende kimen overbeviste hende om, at det foregik i virkeligheden. Som i en døs tvang hun sig til at følge lyden ind i omklædningsafsnittet, hvor hun vidste hvad hun ville få at se. Tavlen blinkede rødt til hende, og da hun uden større overbevisning kneb øjnene hårdt i og åbnede dem igen, havde tavlens udseende slet ikke ændret sig. En lyd af tilbageholdt luft undslap hendes læber i et suk, da hun vantro betragtede tavlen. Dette her skete ikke, det var kun hendes fantasi! Med en lille hvæsen slukkedes pludselig alt lyset på afdelingen, og Merete omsluttedes af et dystert mørke, der kun svagt blev afbrudt af de røde advarselslampers vanvittige blinken. 'Flygt!' skreg en stemme i hendes indre. 'Kom ud herfra nu'. Sanseløs panik var ved at indfinde sig, og Merete løb forbi tavlen ind i et endnu dunklere mørke. En stol skramlede, da hun stødte ind i den, og lyden af den forøgede hendes angst tifold, da hun skyndte sig i den retning hun mente udgangen var. Mørket var nu fuldkomment, og da hun drejede om det sidste hjørne inden udgangen, bankede hendes hjerte så voldsomt, at hun var sikker på, at man ved en obduktion ville finde indvendige mærker på hendes brystkasse, som hendes hjerte havde efterladt med sin ustyrlige banken. Et svagt lys anedes forude, og først troede hun, at det måtte være lys fra kældergangene udenfor, der trængte ind under døren, men så gik det op for hende, at lyset stammede fra en svævende skikkelse, der blokerede udgangen. Hun stirrede uforstående på væsnet foran sig, prøvede at få sin hjerne til at komme med en logisk forklaring på det fænomen hun betragtede, men hendes hjerne nægtede at samarbejde, og da skikkelsen umærkeligt begyndte at glide hen i mod hende, begyndte hendes ben også at svigte hende. Merete forbandede sin forræderiske krop, og et stille hulk sneg sig ud af hendes mund, da hun ikke kunne gøre andet end at vente på, at genfærdet nåede frem til hende. Lyset, der hastigt nærmede sig, afslørede konturer af den mand, det engang havde været, og da dråber af vand faldt på Meretes ansigt, kunne hun tydeligt se, at skikkelsen ingen arme havde. Da skreg hun højt i takt med at sindssygen overtog hendes sind, og skyllede al fornuft bort. Det kolde og klamme favntag det ville have været, hvis væsnet havde haft arme, tyngede hende ned til gulvet, og hun overgav sig paralyseret til vanviddets buldermørke.

"Var det egentlig ikke her en kvinde druknede?" Den unge mand kiggede spørgende på rengøringslederen, da de nåede frem til fysiurgisk afdeling.
   "Jo, det er rigtigt nok. Vores tidligere medarbejder var så uheldig, at glide på det våde gulv inde ved bassinet. Hun slog hovedet ved faldet og gled ned i vandet, hvor hun druknede."
   "Sikke en historie. Så må jeg vist hellere være forsigtig når jeg vasker gulvet fremover!"
   "Helt sikkert," nikkede rengøringslederen bekræftende, selvom hun havde haft sine tvivl om Meretes dødsfald siden den skæbnesvangre søndag, hvor hun havde fundet hende liggende livløs. Da Merete hverken havde afleveret nøgler eller sagt farvel kl. 19.00, og de på hjerteafdelingen sagde, at de slet ikke havde set hende hele dagen, var rengøringslederen gået ned til fysiurgisk afdeling. Her havde hun gjort den chokerende opdagelse. Meretes gennemblødte lig lå blot fem meter fra udgangen, og umiddelbart havde der ikke været nogen klare indikationer af, hvad der havde forårsaget hendes død. Obduktionen viste, at selvom Merete ikke havde vand i lungerne, så var dødsårsagen med største sandsynlighed tør-drukning, en druknetype hvor luftvejene, på grund af krampetrækninger i strubehovedet, lukkes. Selvom ligets placering ikke harmonerede med den officielle forklaring om, at Merete skulle have slået hovedet og være trillet i poolen, så konkluderede man dette, da der ikke fandtes anden logisk forklaring. Det blev forudsat, at en anden person havde fundet Meretes livløse krop i bassinet og havde forsøgt genoplivning uden held, og dernæst var stukket af, men der var ingen beviser der understøttede den teori.
   "Hvor står rengøringsartiklerne?" Den unge mands spørgsmål rev rengøringslederen ud af sin tankerække, og hun viste vej hen til skabet i omklædningsafsnittet, der rummede de efterspurgte artikler. I en brøkdel af et sekund, synes hun pludselig hun så en hvidlig skikkelse forsvinde ind i labyrinten af omklædningskabiner. En kuldegysning pilede ned langs hendes rygrad, og hun tog en dyb indånding. Nu spillede hendes fantasi hende vist et puds.