Lossepladsens takkede tårne af skrald tronede mod tusmørkehimlen, da skikkelsen drejede ned mod indgangen. Det var flere timer siden den sidste af lossepladsens medarbejdere havde forladt stedet, så det aparte landskab strakte sig øde i det forsvindende lys. En gennemtrængende stank af sur råddenskab smøg sig i næsten fysisk form omkring skikkelsen, der målrettet bevægede sig ned gennem lossepladsens kunstige alléer. Endelig nåede han frem, og knælede ved siden af en enorm affaldsdynge.
   "Du har ventet på mig, elskede." Han skrabede forsigtigt noget umiskendeligt affald væk fra det, der mindede om en skrammet voksmannequin, inden han fortsatte: "Du kan tro jeg har glædet mig til at se dig. Dagen i dag var endeløs. Troede aldrig jeg fik tid til at komme herud." Han kærtegnede den livløse krop, der var nøgen, bortset fra det mørkerøde tørklæde, der så ud til at være bundet stramt om halsen. "Jeg har savnet dig så meget," halvt stønnede han, og mærkede den frydefulde forventning skyde gennem mellemgulvet, da han rejste sig og skubbede joggingbukserne ned om anklerne.
   "Er der noget nyt om Romeo?" Redaktørens øjne blev forvrænget bag de stærke halvmåneglas i det håbløst umoderne brillestel, da hans øjne bevægede sig rundt på de forsamlede til dagens morgenmøde inden hans blik låste sig fast på Linda.
   Romeo var redaktionens uofficielle navn for den seriemorder, der igennem det seneste halve år havde spredt rædsel blandt byens yngre kvinder.
   Linda rodede febrilsk i papirerne foran sig, og bandede indvendigt over at hun stadig følte sig som en irettesat skoleelev, blot redaktøren henvendte sig til hende. Hun havde jo trods alt arbejdet for avisen i fire måneder nu.
   "Øh, jeg har notatet fra politiet lige her," hun skubbede papirerne vilkårligt rundt, og opgav så da hun indså, at papirerne alligevel ikke ville have nogen betydning for hendes fremlægning. "Politiet har næsten ingen spor at gå efter, selvom de tre gerningssteder er blevet undersøgt grundigt. Der hersker ingen tvivl om, at det drejer sig om den samme morder, for morderen efterlader den samme signatur ved hvert offer. Et rødt tørklæde, som han bruger til at strangulere dem med. Alle tre ofre er unge kvinder, en var prostitueret, mens de to andre var studerende." Linda stoppede talestrømmen, og kiggede på redaktøren, som straks greb muligheden.
   "Hvad med de biologiske spor, der er fundet på ligene?" bjæffede han.
   Linda rømmede sig, ikke mindst for at vinde tid. Hun havde med vilje udeladt den detalje fordi hun fandt den decideret afskyvækkende. Hvordan fik man bedst formuleret at morderen tilsyneladende dyrkede sex med ligene?
   "Øh, ja, det er rigtigt at det er konstateret at morderen højst sandsynligt har nekrofile tendenser. Politiet har i hvert fald fundet sæd på alle tre lig, og der er noget der tyder på at han er vendt tilbage flere gange for at... være sammen med sine ofre." Linda følte sine kinder brænde, og ærgrede sig igen over at hun ikke kunne være lidt mere selvsikker, lidt mere professionel. Hun fyldte trods alt 30 om nogle måneder. Det var på tide at hun holdt op med at opføre sig som en usikker teenager. Måske blev hendes selvopfattelse påvirket af at hun rent faktisk så langt yngre ud? Hun brugte sjældent makeup, og hendes garderobe bestod af jeans og enkle toppe. Folk blev altid overraskede, nogle ligefrem mistroiske, når hun afslørede sin alder.
   "Ad, hvor klamt!" Udbruddet kom fra moderedaktøren, som Linda i al hemmelighed havde døbt Juletræet på grund af de vulgære plasticsmykker hun altid pyntede sig med.
   "Ja, men i det mindste er han konsekvent," lød det fra sportsjournalisten, og da alles øjne vendte sig mod ham for at få en nærmere forklaring, sank han lidt sammen under opmærksomheden. "Ja, jeg mener i forhold til vores anden morder," sagde han næsten undskyldende.
   De andre omkring bordet var straks klar over hvem sportsjournalisten refererede til. Gennem de seneste ti år var der sket fire tilsyneladende tilfældige mord. En 20-årig mandlig studerende, en 43-årig hjemmegående husmor, en 51-årig mandlig buschauffør og det seneste mord for to år siden var på en 47-årig mandlig ejendomsmægler. Der var ingen kendt sammenhæng mellem de fire ofre, men det der alligevel bandt de fire forbrydelser uløseligt sammen, var, at de alle var blevet dræbt med et, for den vestlige verden, usædvanligt våben - en kris. Denne daggert kom oprindeligt fra det 14. århundredes sydøstlige Asien, og havde historisk set været anvendt som kampvåben, kultobjekt og henrettelsesværktøj. Knivens lange, bølgede blad havde efterladt karakteristiske mærker på ofrenes kroppe, og retsmedicinerne kunne med sikkerhed konkludere, at drabene var foretaget med samme klinge. Mordene forblev dog uopklarede, og politiet havde offentligt erkendt at de ikke kunne gennemskue motivet, hvilket gjorde det endnu sværere for dem at få hul på sagen.
   "Jeg synes stadig at Romeo er meget værre. Uf, sikke en psykopat!" Moderedaktøren rystede på hovedet i væmmelse, så hendes store, orange ørenringe dinglede energisk.
   Linda måtte give hende ret på det punkt. Romeo måtte være virkelig forstyrret. En person som ham skulle aldrig have været født. Gad vide hvilken slags forældre der havde fostret sådan en djævleunge, tænkte hun.
   "Godt, det må vist være nok snak for i dag," redaktøren rejste sig fra sin stol, og gjorde tegn til at mødet var slut. "Linda, tager du ud og interviewer kæresten til Romeos seneste offer i dag? Jeg vil gerne have artiklen med i morgendagens udgave, og forventer en kopi på mit skrivebord inden kl. 16.30."

Det blanke blad reflekterede lyset, og skar i øjnene. Morderen plirrede med øjenlågene, og et øjeblik virkede det næsten som om den bølgede klinge projicerede daggertens glorværdige fortid. Et våben af ære, det var det, og i særlige dele af Orienten var en kris fuldt på højde med det gamle Japans samuraisværd. Ingen mand kunne anses for at være en værdig kriger uden sin kris, og kun de, der havde fortjent det, faldt for knivens skarpe æg. I et glimt gensås buschaufførens overraskede udtryk da daggerten flængede skjortekraven, og gravede sig ned på indersiden af kravebenet, hvor den punkterede en lunge inden hjertet blev gennemboret, og gjorde en retfærdig ende på den usle pædofiles liv. På helt samme måde som den gemene børnemishandler af en mor måtte opgive retten til sit liv nogle år tidligere. De havde alle fortjent det, og der ville sikkert komme flere. Verden havde ikke længere nogen værdighed. Mænd, kvinder og børn havde for længst besudlet det gamle æreskodeks, og de skyldige ville komme til at betale. Krigerens opgave var til hver en tid at beskytte de uskyldige, og krisen var en uundværlig hjælper.
   Hendes ubehjælpelige pift kunne ikke overdøve trafikstøjen, så Linda lod højre hånds tommelfinger glide op i luften. Taxaen fortsatte ufortrødent forbi hende, selvom hun ville have svoret på, at hun havde fanget taxachaufførens øjne. Forbandet også! Der var meget få fordele i at ligne en fattig studerende når man lige så bort fra den studierabat, hun indimellem fik tilbud om på museer og den slags. Hun traskede videre ned ad gaden, og fik øje på endnu en taxa. En forretningsmand i den typiske uniform af jakkesæt, skjorte, slips, kashmirfrakke, blankpolerede sko og mappe trådte netop da ud fra et mondænt hotel, og øjnede straks selv samme transportmiddel, hvorefter han selvsikkert signalerede til taxachaufføren.
   Skuffelsen bredte sig øjeblikkeligt i Linda. Det var da fandens så uheldig hun skulle være. Hvis hun skulle nå den deadline inden klokken halv fem, så havde hun efterhånden travlt. Hun betragtede ærgerligt taxaen, og så skete der noget forunderligt. Taxaen kørte lige forbi forretningsmanden, og fortsatte ned mod hende selv, hvor den holdt ind til kantstenen. Chaufføren rullede vinduet ned, og nikkede mod hende.
   "Har du brug for en taxa?"
   Linda kunne have kysset ham, hvis ikke det var for hans usoignerede udseende, og hun satte sig ind på bagsædet. Ind imellem kunne hun altså godt være heldig. Hun gav adressen til chaufføren, og da han lavede en U-vending og kørte tilbage samme vej han kom fra, kunne hun ikke lade være med at fryde sig over forretningsmandens forurettede ansigtsudtryk.
   Romeos sidste offer, som Linda huskede fra det mediedistribuerede fotografi, var en 19-årig studine med langt mellemblondt hår og blå øjne med et bekymret udtryk i dem, som havde hun allerede forudset sit livs dystre afslutning. Hun var blevet fundet halvt gemt under en bunke affald på lossepladsen 15 km udenfor byen for tre dage siden. Scoopet fra den fotograf, der tilfældigt havde befundet sig det helt rigtige sted da hans søndagstur til genbrugsstationen var faldet sammen med opdagelsen af liget, viste det nøgne lig af en ung kvinde. Hudens bleghed var porcelænsagtigt kunstig, og det mellemblonde hår faldt som en korona om ansigtet. Det røde tørklæde, der var viklet stramt rundt om den spinkle hals fremstod som et grotesk sår i al blegheden. Uretfærdigheden i den bestialske gerning fik Lindas øjenkroge til at brænde, og hun blinkede hurtigt som for at fremskynde fordampningen af den uanselige mængde væske, der havde samlet sig der. Hvad ville chaufføren ikke tænke hvis hun pludselig sad og flæbede.

Turen ud til offerets kæreste var halvlang, for han boede et stykke udenfor byen. Faktisk ikke så langt fra stedet, hvor liget var blevet fundet. Tænk hvis han var involveret i mordet! Tanken slog ned i Linda så pludseligt, at det gav et sæt i hende. Det var måske i virkeligheden ikke den bedste idé hun havde fået, da hun lavede aftalen om at interviewe ham på hans bopæl. Hvorfor havde hun ikke bare foreslået et møde inde i byen? Sikke noget pjat, formanede hun sig selv. Hvis han var involveret, så skulle han jo også være involveret i de andre to mordsager, og så vidt Linda var orienteret, så fandtes der ingen forbindelse mellem de tre ofre indbyrdes. Hvorfor skulle han også slå de andre to ofre ihjel? Det gav ingen mening. Medmindre, argumenterede den knap så modige del af hende, at han var en af den slags mordere, der lagde et røgslør ud inden han begik det 'rigtige' mord for netop at forvirre politiet. Nej, det kunne jo heller ikke lade sig gøre. Morderen havde jo været dum nok til at efterlade biologisk bevismateriale, så det ville være en smal sag for politiet at afgøre om han var involveret eller ej. Sandsynligheden talte for at politiet allerede havde erhvervet sig en prøve fra alle tænkelige gerningsmænd, så der var vel ingen grund til at hun skulle bekymre sig sådan. På den anden side var det kun tre dage siden liget var blevet fundet, så prøverne var nok ikke færdigbehandlet hos retsmedicinerne.

"... herude i nærheden." Linda blev afbrudt i sine overvejelser, da taxachaufføren besluttede sig for at bryde stilheden.
   "Undskyld, jeg hørte ikke...," sagde hun, og nåede samtidig at tænke at hun virkelig ikke håbede chaufføren var en af den slags, der følte det tvingende nødvendigt at konversere med sine kunder. Der var i hendes øjne ikke noget meget mere belastende end de chauffører, der kunne tale i timevis om absolut ingenting. Nej, så foretrak hun afgjort at få fred til sine tanker.
   "Hende den unge pige - var det ikke herude i nærheden hun blev fundet?" gentog chaufføren.
   Åh nej, havde han set hende komme ud indefra avisen? Var han nu sådan en der ville pumpe hende for oplysninger?
   "Jo, det var det vist. Ja, jeg beklager at jeg er lidt uopmærksom - jeg har lige nogle ting jeg skal forberede mig lidt på." Hun åbnede tasken, og greb den første ting hun fik fat på i et forsøg på at se beskæftiget ud. Det var heldigvis mobiltelefonen, og hun gav sig til at rydde op i SMS indbakken, og glædede sig over at det var komplet umuligt for taxachaufføren at gennemskue hvad hun lavede.
   De kørte videre i stilhed, og Linda sneg et stjålent blik hen på chaufføren. Han var yngre end hun først havde antaget, måske omkring 35. Hans ansigtshud så gullig ud og var arret af dekaders uren hud, hans øjne var indfaldne under de buskede øjenbryn. Linda kunne ikke se hans mund i bakspejlet, men huskede det sleske smil der havde spillet om hans smalle læber, da han samlede hende op. Hendes øjne bevægede sig ned på hans tøj. På overkroppen havde han en sweatshirt af ubestemmelig farve. Engang havde den nok været lyseblå, men nu havde den en grålig farve, der antydede at den alt for mange gange var blevet vasket sammen med mørkere farver. Hvis den da overhovedet var blevet vasket, tænkte hun. Selvom der ikke lugtede decideret ubehageligt i taxaen, så hang der en hengemt lugt i bilen, som Linda indså, måtte komme fra chaufføren selv. Gad vide om hans bukser kan stå af sig selv, tænkte hun, da hun betragtede hans falmede sorte joggingbukser. Han kan da umuligt have en kæreste nåede hun at tænke, inden han rømmede sig, og hun forskrækket kiggede op i bakspejlet for at se om han havde opdaget hendes øjnes vandring.
   "Nå, kan du lide hvad du ser?" sagde han til hende i spejlet, og blinkede til hende, så hun et øjeblik måtte bekæmpe den pludseligt opståede kvalme.
   "Øh, nej jeg... Jeg mener, jeg ville ikke...," hendes ubehjælpsomhed fik hende til at tie.
   "Jeg er bestemt heller ikke utilfreds med det jeg ser på," sagde han kælent, "jeg vidste det med det samme da jeg så dig stå der på gaden."

Romeo var skuffet. De havde fundet hans elskede, og det betød at han havde mistet hende for evigt. Han mærkede sorgens bastante smerte i brysthulen, og sukkede. Nu måtte han starte forfra, men det var måske heller ikke så slemt. Han kørte ud fra kantstenen, og nød taxamotorens kraftfulde spinden. Hans job var helt perfekt til at komme tæt på de kvinder, der normalt undveg ham uden undtagelse. Forretningskvinder indhyllet i deres dyre franske parfumer, der altid blev hængende en rum tid efter at de selv havde forladt taxaen. Studerende på vej hjem fra byens myldrende natteliv, fnisende og blussende af varme og alkohol. Callgirls på vej til prominente kunder, elegante og vulgære på samme tid. Alle uopnåelige. Lige indtil de kom ind i hans taxa. Han kiggede rundt i kabinen som for at gennemskue det magtmiddel, der hjalp ham til at opnå sådan en fuldkommen lykke. Det var som om taxaen kastede en fortryllelse over de kvindelige passagerer. Han så godt hvordan de studerede ham i spejlet når de troede han ikke så det. Hvordan de lystent fugtede deres læber, og purrede op i håret for at opnå det rette sexede look. Han så passionen i deres øjne når han konfronterede dem med deres stirren. Hans nye elskede var ingen undtagelse (ja, hun var virkelig hans nye elskede, tænkte han hengivent og kastede et blik i spejlet) - han havde allerede følt hendes øjnes vandring rundt på sin krop. Under det tyndslidte joggingstof mærkede han en sitren, da hans lem vågnede og lod sig fylde af hans tankers indhold. Nu ville det ikke vare længe...
   Skammen fik et øjeblik Linda til at glemme tid og sted. Hold kæft hvor var det pinligt at han havde grebet hende at stirre på ham, men hvad var det han havde sagt? Et eller andet klamt. Sikke et kryb. Det var simpelthen så usselt når taxachauffører udnyttede, at man havde behov for et transportmiddel, og så benyttede situationen til at lægge an på deres kunder. Meget uprofessionelt. Hun kiggede ud af vinduet, og fangede et vejnavn i forbifarten. Svalevej.
   "Hov," udbrød hun, "var det ikke her du skulle have drejet. Jeg sagde Svalevej 13!"
   Taxachaufføren rystede smilende på hovedet, men sagde ikke noget.
   "Jamen, er det fordi du ikke måtte dreje ned der? Der var da ikke noget skilt, var der?" Linda var forvirret.
   "Jeg har noget jeg gerne vil vise dig," sagde han gådefuldt. "Vi tager hjem til mig. Det er jo det du gerne vil, ikke?" Han blinkede igen til hende, og for første gang lagde Linda mærke til det sære glimt i hans øjne. Som om han så hende på en helt anden måde. Hun gøs. Det var ham! Hvordan kunne hun være så blind? Det var jo ham, der var Romeo! Chokket lammede hende, så hendes hjernes paniske ordrer sendtes nyttesløst rundt i kroppen. Træk vejret, formanede hun sig selv. Du skal nok klare det her. Linda trak beskyttende sin taske ind mod sig.
   "Du vil ikke gøre det her," sagde hun, og blev overrasket over hvor rolig hendes stemme lød. "Stop taxaen, jeg står af her."
   Romeo så fornøjet ud.
   "Rolig, elskede. Vi er der lige om lidt. Jeg er lige så ivrig som dig!" Han lænede sig veltilfreds tilbage i sædet.
   Han er jo syg! Sætningen fløj gennem Lindas hoved, og åbnede for en lavine af indfald. Det var virkelig ham! Han havde kvalt og voldtaget tre unge kvinder. Han havde frarøvet tre kvinder deres liv og værdighed med sine gentagne overgreb. Han... Hun kunne næsten ikke tænke tanken til ende. Han havde udset sig hende til sit næste offer. En rædsel langt større end noget hun havde oplevet før overmandede hende. Taxaen stoppede, Romeo hoppede ud, åbnede sidedøren og hun lod sig viljesløst føre ud af taxaen og hen mod et baraklignende hus.

Krigeren ventede. Adrenalinen susede rundt i kroppen. Det var nu. Endnu en usling måtte bøde for sine skændige gerninger. En mand der behandlede kvinder så respektløst havde intet krav på livet. Han var et skadedyr, der skulle udryddes. Den blanke kris kaldte forførende.
   "Tag tøjet af!" Kommandoen faldt prompte efter at han havde skubbet døren i.
   Linda kiggede sig om i lokalet, og holdt beskyttende armene omkring sig. En tynd stribe dagslys faldt ind gennem gardinet der næsten var trukket for, og afslørede en beskidt madras i det ene hjørne.
   "Nej!" hviskede hun.
   "Gør nu som jeg siger. Det kommer ikke til at gøre ondt, hvis du gør som jeg siger."
   "Jeg vil ikke," sagde hun. Hun nåede ikke at færdiggøre sætningen inden hun fik et puf, der skubbede hende bagud - hen mod madrassen.
   "Hvis du ikke gør som jeg siger, så må jeg binde dig," sagde Romeo nøgternt, og halede et rødt tørklæde op af den ene lomme. "Du vælger selv."
   En pludselig lyd ved døren fik det til at gibbe i dem begge. Ingenting. Det var bare vinden der skubbede til døren og fik den til at rasle svagt. Romeo vendte sig om mod Linda, og tog et skridt fremad.
   "Hvad vælger du?"
   Lindas hjerne kværnede ufortrødent. Hvis hun skulle slippe ud af det her, så måtte hun lægge en plan. Hun ville aldrig kunne overmande ham alene.
   "Du må ikke kigge," fik hun fremstammet. "Jeg skal nok gøre hvad du siger, men du må ikke kigge - før bagefter." Hendes stemme knækkede.
   Et nyt smil spillede straks om hans læber. "Jeg vidste du var noget særligt," sagde han langsomt mens han vendte sig om, velvidende at han spærrede den eneste flugtvej - døren. Hun var nu noget helt særligt, gentog han for sig selv. Forventningen steg for hvert sekund der gik, indtil spændingen var uudholdelig. Da slog en tanke ned i ham. Vinduet! Han vendte sig brat, og nåede lige at se hende svinge benene ud af vinduet, og hoppe ned på jorden lige under.
   "Fandens!" Eden boblede ud af hans mund, da en stribe spyt løsrev sig fra mundhulen. Han vendte sig mod døren, og flåede den op. Linda stod lige udenfor døren med hånden hårdt knyttet om taskeremmen, og et øjeblik troede han, at hun ville slå ham med tasken, men hun rørte sig ikke. Uden at tøve, kastede han sig over hende.

Han var død. Krisen havde endnu engang fuldført opgaven. En takket flænge i det grålige sweatshirtstof var gennemvædet af mørkerødt blod, der grådigt åd sig ind på det beskidte stof. Krigeren var træt. Adrenalinen pumpede ikke længere rundt i kroppen, og sejrsrusen var aftagende. Romeo ville aldrig myrde en anden Julie igen. En iriserende flue havde allerede fundet liget, og udsøgte sig nøje en passende åbning til sit afkoms kommende festmåltid. Romeos fingre havde sluppet grebet om det røde tørklæde, og krigeren samlede det op, og tørrede det bølgede blad af.
   Linda gik ned ad havegangen med langsomme skridt. Hun ville ikke kigge sig tilbage. Det var overstået. Hun åbnede tasken, og fandt mobilen frem. Der ville blive travlt på redaktionen i morgen. Romeo var død. Hun forestillede sig alle avisoverskrifterne. Nå, ja. Måske ville det ikke blive i morgen. Måske ville de ikke finde hans lig lige foreløbig - hun kunne jo ikke sige noget. Linda lod telefonen glide ned i tasken igen. Ned ved siden af daggerten.