Nøkkeroserne duvede blidt på søens stille vand, da hun satte sig på bænken. En rørhøg, der svævede højt over vandet på udkig efter vildfarne blishønekyllinger, udstødte et ildevarslende skrig. Det var underligt at være tilbage, og en indre uro fik hendes mave til at vende sig, så hun måtte tage en dyb vejrtrækning for at undertrykke kvalmen. Et år var der gået - uden Silas. Det forekom utroligt, at der var gået et helt år, for savnet og smerten var præcis ligeså knivskarp og uudholdelig som det sekund, det gik op for hende, at hendes søn ikke længere var hos hende. At han var død.

Skilsmissen fra Silas' far havde været uundgåelig, da de efter Silas' død var holdt op med at tale sammen. Det havde været alt for smertefuldt at se hinanden i øjnene, og blive mindet om det, der ikke var mere. Mia var rejst væk, og havde slikket sine sår udenbys indtil nu. Hendes eksmand var flyttet til den anden ende af landet, og havde efterladt huset til hende. Foran havelågen mærkede hun en gammelkendt følelse af tryghed som dengang alting havde været så anderledes. Hendes blik dvælede et øjeblik ved det gamle egetræ med den nu lettere forfaldne træhytte godt gemt bag de grønne blade, og et øjeblik kunne hun næsten se Silas for sig fordybet i en farlig piratleg med blussende røde kinder, der strålede om kap med iveren i hans øjne.

Lyden af skridt bag hende rev hende ud af minderne. Hun kastede et blik over skulderen, og fik øje på Hr. Vandel, en ældre genbo med voldsomt buskede bryn og venlige øjne. Brynene løftedes i en hilsen efterfulgt af en grynten, der sikkert også var en hilsen, og Mia reagerede automatisk med et smil i hans retning. Hun kiggede efter ham, da han gik videre ned ad stien, og forsvandt om bag en hæk. Havelågen knagede, da hun svingede den op, og begav sig op ad havegangen.

Bredden er fyldt med skarpe småsten, som hun ikke ænser til trods for, at hun er barfodet. Små tunger af køligt søvand slikker med jævne mellemrum ind over hendes nøgne fødder, og selvom hun fryser, bliver hun i vandkanten. De mørke skyer over hendes hoved truer med at slippe kaskader af regn løs hvert øjeblik det skal være, og hun sætter tempoet lidt op.
   "Mia!" En stemme bag hende får hende til at sagtne farten, og hun kigger bagud. Der er ingen.
   "Mia!" Stemmen lyder mere insisterende denne gang, og hun standser op, og spejder i alle retninger. Det mørke landskab ser goldt og fjendtligt ud med de krogede træer, hvis grene ligner kløer i tusmørket, men hun kan ikke gennemskue, hvor stemmen kommer fra.
   "Miiia..." Stemmen antager en drillende karakter, og det går op for hende, at lyden kommer ude fra søen. Hun kigger ud på vandspejlet, og ser til sin overraskelse en kæmpe bølge formes og sætte kurs mod bredden, hvor hun står. Hun ved godt, at sådan en bølge slet ikke kan forekomme i en sø af denne størrelse, og måske er det derfor hendes ben er som naglet til stedet. Angsten prikker som nåle, da kæmpebølgen når frem og opsluger hende med en kvælende kraft, der tvinger det mudrede søvand ned i hendes lunger.
   Hun vågnede med et ryk, og snappede efter vejret, da fornemmelsen fra drømmen ikke helt havde sluppet taget i hende. Uret på væggen fortalte hende, at klokken var blevet halv seks, og hun rejste sig fra lænestolen og rystede søvnigheden af sig. Det var sjældent, at hun fik en hel nats søvn, så ofte faldt hun i søvn i løbet af dagen. Siden ulykken havde hun været plaget af uhyggelige drømme, der på alle måder fastholdt hendes sorg over Silas' død. Den nylige drøm var en af gengangerne, hvor hun blev fanget i vandmasser ude af stand til at redde sig i land. Men det var ikke en af de slemme drømme. Det værste var når drømmene inkluderede Silas, og mindede hende om hvordan hun svigtede ham. Hvordan hun ikke reddede ham. Ingen havde nogensinde bebrejdet hende, men hun havde været der, da han forsvandt i søen, og det var nok til, at hun følte sig skyldig. Hun havde båret på en nagende tanke siden ulykken, at der var noget hun kunne have gjort, at der var noget vigtigt hun havde glemt. Hvis bare hun havde været lidt hurtigere. Hvis bare søvandet ikke havde været så grumset. Hvis bare... Tankerne myldrede frem, og hun besluttede sig for at få noget frisk luft.

Luften var lun, men en frisk brise kærtegnede hendes ansigt, da hun begav sig ned mod søbredden. Solens stråler fik vandet til at glimte indbydende, og for første gang siden ulykken mærkede hun en lyst til at bade. Hun erindrede fornemmelsen af det kølige vand mod sin hud, og overvejede et kort øjeblik at gå tilbage til huset efter et håndklæde, men skød tanken fra sig. "I morgen," tænkte hun.
   Uden hun egentlig havde tænkt bevidst over det, var hun kort efter på vej hen til sit gamle yndlingssted, hvor buske og krat dannede et lille aflukke, hvorfra man kunne nyde omgivelsernes skønhed helt uforstyrret. Hun rundede en busk, og var lige ved at snuble over et par ben.
   "Åh, det må du undskylde. Jeg troede ikke her var nogen," fik hun frem.
   En yngre mand sad henslængt inde i aflukket, og han kiggede op på hende med missende øjne som om hun havde vækket ham.
   "Helt i orden," smilede han, "Man er jo også helt skjult herinde, så du har ikke noget at undskylde for."
   Mia vurderede ham til at være midt i trediverne, og tog sig i at stirre på hans nøgne overkrop, der lignede noget en græsk statue kunne være mejslet efter. Hendes kinder blev varme, og hun slog blikket ned.
   "Det har altid været mit yndlingssted," skyndte hun sig at sige, "Altså fordi det så uforstyrret..." Ordene blev hængende i luften, mens han betragtede hende med et skælmsk udtryk i øjnene.
   "Ja, præcis," sagde han endelig. "Har du ikke lyst til at sidde ned? Her er masser af plads." Han slog ud med hånden, og indikerede en plads ved siden af sig selv.
   "Øh, nej, jeg..." Forfjamskelsen fik hende til at føle sig tåbelig, og hun gav sig selv et mentalt spark. "Jeg er på vej hjem. Hav en god aften!" Hun løftede hånden til hilsen, vendte rundt på hælen og gik hastigt tilbage mod huset.

Dagen efter knoklede hun i huset, så det atter blev beboeligt uden det tykke lag støv, der fik hende til at nyse eksplosivt med jævne mellemrum. Alle husets vinduer stod åbne, men til trods for gennemtrækken var det en usædvanlig varm dag, og hun svedte. Mens hun pudsede vinduer, faldt hun i staver og lod sig næsten hypnotisere af de glimtende solstråler, der spillede på søens blanke overflade, og hun besluttede sig for at tage en dukkert, så snart hun var færdig med dagens gøremål.

Lidt i seks havde hun iført sig sin badedragt, slået et håndklæde om hofterne og var på vej ned mod søen. Badebroen knirkede under hendes vægt, da hun begav sig ud over det grønlige vand. Hun foldede omhyggeligt håndklædet sammen, inden hun lod sig sænke ned i velsignet kølighed. Det føltes helt vidunderligt, og hun tog en række raske svømmetag ud på dybere vand. Afkølet trådte hun vande mens hun spejdede ind mod bredden, der for en gangs skyld var mennesketom. Det var også ved at være sent på sæsonen, så feriegæsterne var for længst taget hjem, og de fastboende havde vel travlt med at forberede aftensmaden. Hun tog en dyb vejrtrækning, og lagde nakken bagover, så hendes lange hår blev strøget tilbage af vandet. En vandplante eller fisk strejfede hendes ene ankel, og hun tog et par svømmetag væk. Igen mærkede hun noget stryge hen over det ene lår, og hun stoppede brat med tilbageholdt åndedræt, og kiggede ned i vandet. Det var svært at se noget i det grumsede vand, fordi der hele tiden blev hvirvlet mudder op fra bunden. Hun sparkede ud med benene af irritation over sin meningsløse frygt, og satte retning ind mod badebroen.
   En massiv genstand ramte hendes hofte, og forsvandt igen, og nu mærkede hun panikken skylle ind over sig. Hvad pokker var det? Hendes hjerte hamrede af sted, og hun kom til at sluge en mundfuld vand, så hun hostende måtte stoppe op. Hun kiggede vagtsomt rundt på vandspejlet, og så ikke andet end solens stråler, der slog smut på overfladen. Badebroen virkede som om den var meget længere væk end de små halvtreds meter, og hun lod atter kroppen skyde gennem vandet. Hun forbandede sin angst, og vidste at den formentlig skyldtes det, der var sket med Silas, for hun havde altid været en vandhund, og det var komplet idiotisk, at hun skulle være bange for vand.
   Igen mærkede hun noget glide hen over den ene ankel, og hun sparkede ud med benet, men denne gang holdt noget hende fast. Panisk sparkede hun igen ud med benet, og mærkede at noget nu også gled hen over hendes ene arm. Hun sprællede instinktivt, og fik hovedet under vand imens en irrationel tanke fløj gennem hendes hoved. "Der er nogen dernede!"
   Iskold frygt dannede en knude i hendes mave, og hun sled for at få sit ben fri.
   "Tag det nu roligt, dybe vejrtrækninger," formanede hun sig selv, og nu kunne hun mærke, at det var noget tang af en eller anden art, der havde viklet sig godt og grundigt rundt om hendes ene ankel. "Hvordan kan det ske?" tænkte hun, mens hun arbejdede med at få det løsnet. Hun synes pludselig, at hun så en skygge ud af øjenkrogen. Noget stort, der svømmede 5-10 meter fra hende under vandet, og panikken vendte tilbage, så hun igen kom til at sluge noget vand. Benet kom endelig fri, og hun hostede og hev efter vejret på samme tid, da hun mærkede en arm gribe sig om livet. Hun ville skrige, men havde ikke luft til det. I stedet gispede hun højt.
   "Er du ok?" sagde en stemme i hendes øre, og hun rev sig løs, mens hun fik vendt sig i vandet.
   De blå øjne, der betragtede hende bekymret, tilhørte manden, hun havde mødt aftenen før.
   "Øh, ja," sagde hun, "Jeg ved ikke hvad der skete. Jeg sad fast i noget tang... Jeg må hellere komme ind ad." Hun svømmede mod badebroen, og var lettet over at høre, at han fulgte hende.
   I sikkerhed på badebroen slog hun håndklædet om sig, og satte sig på kanten. Han blev nede i vandet, men han havde stadig et bekymret udtryk i ansigtet.
   Hun kom til at grine, og følte sig helt fjollet. Hun ville undskylde situationen, men vidste ikke hvad hun skulle sige. I stedet spruttede hun af grin, og snart efter grinte han med hende.
   "Ej, undskyld. Jeg ved virkelig ikke hvad der skete. Jeg er normalt ikke en så dilettantisk svømmer, jeg synes bare lige pludselig der var noget derude, og det er noget pjat. Jeg ved det godt..." Ordene vrimlede frem, og hun vidste godt hun vrøvlede lidt, men kunne ikke stoppe talestrømmen. "Det var vist meget godt du var der, så du kunne redde mig fra min egen dumme panik. Tak."
   "Det skal du ikke tænke på," sagde han, "Alt for en ungmø i nød."
   "Ungmø", tænkte hun selvkritisk, og lod sig smigre af hans interesserede blik. Det gik op for hende, at det var meget længe siden hun havde følt sig attrået, og hun mærkede en spæd gnist af sit tidligere jeg, der havde været begravet i sorgens følelsesløshed, komme til live igen.
   "Har du lyst til at mødes på bredden om en times tid til lidt mad?" spurgte han, "Jeg havde tænkt mig at støve mine gamle spejderevner af, og tilberede nogle friskfangede ørreder."
   Nej'et lurede på tungespidsen, men til sin overraskelse mærkede hun sig selv nikke.
   "Ok, om en time," sagde hun, mens hun rejste sig. "Vi ses."

Da hun ti minutter senere stod i badet, kom hun igen til at grine af sig selv. Hvor var det pinligt, at han havde set hende klumre rundt på den måde. Hun havde altid været som en fisk i vandet - noget som Silas i øvrigt havde arvet efter hende. Da han blev født havde han haft en medfødt hoftelidelse, så derfor havde lægerne opfordret hende til at få ham til at bevæge sig i vand, fordi det på sigt ville normalisere hoften. De havde tilbragt mange timer sammen i både svømmehaller, på stranden og ved søen, og Silas var en habil svømmer allerede fra han var helt lille. Det havde været deres alenetid, og Silas havde elsket det. Hun kom pludselig til at tænke på, hvordan han en dag var kommet hjem fra skole.
   "Mor, hvad betyder vanskabning?" Spørgsmålet havde gjort hende ked af det, for han var tydeligvis blevet drillet af nogle af de andre børn, fordi hoftelidelsen fik ham til at halte lidt, men inden hun havde kunnet nå at svare, havde han selv fortsat.
   "Det er fordi jeg svømmer meget, ikke? Altså, jeg er en skabning, der har det bedst i vand. En vandskabning!" Hans ansigt lyste op, som om han havde gættet en svær gåde.
   Lettelsen havde fået hende til at le. "Lige præcis, lille skat. Du er min lille sælunge." Hun havde kildet ham til han skreg af fryd, og han havde ikke nævnt det igen.

Sommerkjolen smøg sig om hendes spinkle krop, da hun en time senere gik ned til søen. Hun var blevet lidt for tynd i løbet af det år, der var gået, men da hun havde betragtet sig selv i spejlet efter at have taget lidt mascara og solskinspudder på, havde hun faktisk været ret tilfreds med resultatet. Hun vidste ikke om det var noget hun bildte sig ind, men hun synes hun så mindre tynget ud, og det føltes både befriende og en smule skyldigt.
   Ved yndlingsstedet kunne hun se en tynd stribe røg bugte sig af sted, og da hun kom tæt nok på, kunne hun også dufte maden, der var ved at blive tilberedt på et simpelt bål.
   "Uhm, det dufter godt," sagde hun, og han vendte sig for at sende hende et strålende smil.
   Han var iført jeans og en hvid t-shirt, der understregede hans solbrune farve, og det gav et sug i maven på hende, da hun tænkte, at han så overnaturligt smuk ud. Hans mørke hår var skødesløst lækkert, og forstærkede hans øjnes dybblå iriser, men der var mere end det. Hele hans væsen synes gennemsyret af en potent, indre glød, der havde en uforklarlig dragende effekt på hende.
   De spiste, og samtalen flød ubesværet - måske hjulpet på vej af den vin, hun havde haft med.
   "Hvor bor du egentlig," spurgte hun, og han pegede ud over søen, hvilket måtte betyde, at han boede på den anden side af søen. Hun ræsonnerede, at han dermed var kommet hen til hendes side af søen med et formål, og fandt tanken opmuntrende.
   "Spiller du på den der?" Hun havde fået øje på en guitar, der stod op ad en busk, og rejste sig resolut og hentede den. Engang i tidernes morgen havde hun lært et par akkorder, og hun lod fingrene glide hen over strengene. Det lød ikke særlig godt.
   "Ja, en gang imellem. Jeg kan godt spille noget for dig, hvis du vil." Han rakte ud efter guitaren, og hun afleverede den beredvilligt.
   Musik havde egentlig aldrig været en passion for hende, og hun var bestemt ikke musikalsk anlagt, men da han lod den første tone lyde fra instrumentet, var hun bjergtaget.
   Han spillede helt vidunderligt, og hun havde en klar fornemmelse af, at han var et talent ud over det sædvanlige. I lang tid kunne hun slet ikke sige noget, og lyttede henført uden at kunne rumme andet end de fortryllende toner.
   "Det var helt fantastisk," sagde hun endelig, da han lagde guitaren fra sig. "Jeg tror aldrig jeg har hørt noget så smukt! Du er jo ligesom en slags sirene - havde jeg været en sømand, var jeg stensikkert forlist nu," grinte hun.
   "Du kan selv være en sirene," sagde han, "Så må du hellere kalde mig Nøkken - det er da i det mindste det rigtige køn."
   "Nøkken?" sagde hun, og sippede af sit næsten tomme vinglas. "Hvem er han?"
   Han kiggede undersøgende på hende, som om han ikke helt troede på, at hun ikke vidste, hvem han talte om.
   "Det er bare et gammelt sagn om en der er god til at spille..." Det lød næsten undvigende, og et øjeblik blev hun bange for, at han måtte synes hun var frygtelig dum, siden hun ikke vidste det. Hun lagde hånden på hans arm.
   "Spil noget mere, vil du ikke nok?"
   Han tøvede lidt, og greb så guitaren igen. Snart efter fyldtes aftenen med de smukke toner igen, og Mia lukkede øjnene og overgav sig komplet til musikken. Den rørte noget dybt i hende, og det var som om hendes permanente nagende sorg blev skubbet i baggrunden. Hun overraskede sig selv ved at tænke, at hun havde det godt, at hun ikke havde en bekymring i verden, men snart efter mærkede hun en fornemmelse af, at der var noget hun havde glemt. Og så slog tanken nådesløst ned i hende. At hun for en stund havde glemt Silas, og en tåre flygtede fra hendes ene øjenkrog.
   Musikken standsede brat, og hun åbnede øjnene.
   "Er du ok?" Hans blå øjne, der havde et enestående turkist skær, betragtede hende omsorgsfuldt.
   "Ja," sagde hun stille. "Jeg kom til at tænke på min søn, og på hvor meget jeg savner ham..."
   Og pludselig væltede det ud af hende. Alle hendes bekymringer og sorger, som hun havde holdt for sig selv i det forgangne år, fossede ud, og da hun endelig kiggede op på ham, så han underligt forstenet ud.
   "Jeg skulle ikke have..." begyndte hun, men han stoppede hende med en håndbevægelse, og uden at sige et ord, trak han hende ind til sig. Han strøg hende blidt over håret, og sådan sad de i lang tid, indtil hun atter mærkede sorgen vige for den spirende glæde, han alene var ansvarlig for at have fremmanet.

Det var lidt før midnat, da hoveddøren lukkede bag hende, og hun mærkede en afslappet og varm fornemmelse indvendigt. Det var længe siden, at hun havde været i nærheden af at føle sig glad, og hun kunne stadig høre tonerne fra hans vidunderlige musik for sig. Hun havde næsten følt sig beruset, som om tonerne havde lagt sig som et fløjlstæppe over hendes sorg, og havde givet hende lov til at føle noget andet. Det var magisk, og hun kom til at tænke på det, han havde sagt om Nøkken. Hun blev nødt til at slå det op, så hun ikke fremstod komplet uvidende, hvis han bragte det på bane igen. Hun fandt sin telefon, og indtastede søgeordet i browseren.
   "I Skandinavien," læste hun, "findes et sagn om en mandlig vandånd, der er kendt som näck, näkki, nøkk, nøkken eller strömkarl. Han lokker kvinder og børn til at drukne ved at spille fortryllede sange. Han er ikke nødvendigvis ondsindet, men spiller så vidunderligt, at folk lader sig tryllebinde. Han er en formskifter, og kan fremstå som både dyr og menneske, men som oftest fremstår han som en smuk, ung, halvnøgen mand, der spiller på violin." Et tegning af en ung, violinspillende yngling ledsagede teksten, og rundt omkring ham sad børn og kvinder og kiggede beundrende på ham. "De moderne skandinaviske navne kommer fra oldnordisk nykr, der betyder bækhest, hvilket igen indikerer, at ånden kan antage forskellige skikkelser. Skulle man være så uheldig at blive offer for Nøkken, kan man redde sig ved at sige hans navn, hvilket vil dræbe ham." Nedenunder fulgte noget der mindede om en remse, som Mia læste højt for sig selv, inden hun gabende satte kurs mod soveværelset. Hun skiftede til nattøj, og lagde mobilen fra sig på natbordet.

De åbne vinduer fik de lette gardiner til at blafre vildt, men Mia lod dem stå, da hun slukkede lyset og lagde sig til rette i sengen. Hun tænkte igen på aftenens møde, og de flaksende sommerfugle i hendes mave fik hende til at føle sig som en uerfaren teenager. Hun var overrasket over at føle sig så godt tilpas sammen med ham, som om de havde kendt hinanden altid. Han virkede velkendt på en eller anden måde, hvilket fik hende til at spekulere på, om hun mon havde set ham før. Måske havde han blot et af den slags ansigter, eller måske havde hun mødt ham i området før ulykken. Det sidste tvivlede hun dog på, for hun var sikker på, at hun ville have husket lige netop hans ansigt, hvis hun havde set det før. Tankerne blev mere sporadiske, og kort efter faldt hun i søvn.

Hun ved med det samme, at hun er under vand. Hendes bevægelser er langsomme og tyngede da hun bevæger sig hen mod Silas, som er blevet fanget i nogle vandplanter. Han er tæt nok på til, at hun bare skal række ud for at nå ham, men når hun gør det, kan hun alligevel ikke nå ham. Hans grønne øjne er bange, og en strøm af bobler undslipper hans læber, da han prøver at sige noget. Hun rækker igen ud efter ham, men atter forsvinder han ud af hendes greb, og hun mærker desperationen propellere hende fremad i en sidste kraftanstrengelse. Hendes hænder strejfer hans, og hun griber om hans håndled. Hun er så optaget af at få ham op, at hun først sent får øje på en skygge, der dukker op ved siden af Silas. Hun ser et ansigt inden han rives ud af hænderne på hende, og hun må op efter luft. "Silas," skriger hun på overfladen, inden hun dykker ned igen. Men der er det for sent. Han er væk. Og et forfærdeligt chok trænger ind. Det var ingen ulykke. Nogen tog ham, og hun ved hvem.
   Mia slog øjnene op, og mærkede en ulmende vrede forme sig allerede inden søvnen havde forladt kroppen. Vinden skubbede legende til gardinerne, og hun slog dem vredt til side, da hun kiggede ned mod søen. Hun måtte finde ham nu. Det kunne ikke vente.
   Skyernes dans hen over himlen fik månestrålerne til at flakke, så søens stille vand så oprørt ud. Mia så ham på lang afstand, og lidt af vreden blev erstattet af fortvivlelse. Hun ville ikke tro på det, men hun vidste drømmen var sand. At han på en eller anden måde var ansvarlig for hendes søns død. Vreden buldrede atter frem, og hun satte i løb ned mod badebroen, så natkjolen piskede som et sejl i vinden.
   Han vendte sig inden hun nåede frem, og glæden der først lyste hans ansigt op, da han så hende, forsvandt ligeså hurtigt igen.
   "Du," pustede hun stakåndet, "Det var dig!" Hun skubbede hårdt til ham, hvilket fik ham til at vakle et par skridt bagud. Han sagde ingenting, og hun fornemmede, at han vidste præcis hvad hun mente, hvilket gjorde hende endnu mere rasende.
   "Så sig dog noget! Hvorfor gjorde du det? Sig mig hvorfor!" Den sidste sætning lød mest af alt som et brøl fra et såret dyr, og hun mærkede sine ben give efter under sig, så hun var ved at snuble.
   Han greb efter hende for at støtte hende, men gestussen fik hende til at slå ud efter hans hænder.
   "Rør mig ikke!" Hun mærkede vredestårer pible frem, og skubbede dem arrigt væk med bagsiden af den ene hånd.
   "Mia, jeg..." Han tav, men på trods af de få ord, var der en næsten håndgribelig sørgmodighed i hans stemme. "Jeg ved ikke hvorfor," sagde han endelig, "Sådan er det bare. Det er min natur. Jeg vidste ikke han var din. Måske ville det have været anderledes så. Men det behøver ikke betyde noget. Jeg kan få dig til at glemme - til aldrig at være ked af det. Jeg kan elske dig."
   "Elske!," skreg hun bittert, "Du elsker ingen. Dét der er ikke kærlighed. Du ved ingenting om kærlighed." Hun slog ham på brystkassen med begge hænder, og han trådte endnu et skridt bagud, og fik overbalance, da hans ene fod forsvandt ud over kanten på badebroen.
   Instinktivt greb han ud efter hende, og øjeblikket efter tumlede de begge ned i søens mørke vand. Hun inhalerede sviende en smule vand, og hostede gispende efter luft, da hun fik hovedet oven vande igen. Det kølige søvand fik hendes natkjole til at smyge sig tungt om benene på hende, og i et glimt fik hun en panisk forudanelse, som hun hurtigt skubbede fra sig. Han holdt stadig fast i hendes arm, og da hendes blik fandt hans, ilede uroen igennem hendes krop.
   "Du fryser," konstaterede han udtryksløst, og trak hende ind i sin favn. Hun ville gøre modstand, men vandet og den tyngende natkjole gjorde det svært.
   "Kom med mig, min elskede. Jeg gør det hele godt igen, og snart vil du have glemt alle dine sorger." Han trak hende med ud på dybere vand, og det gik op for hende, hvad han havde i sinde.
   "Slip mig," hun forsøgte at vride sig ud af hans greb, men han holdt hende bare endnu mere fast. Hun slugte mere vand, og kort efter var de begge helt under. Månelyset var nok til, at hun kunne ane hans perfekte ansigtstræk, og det slog hende pludselig, at hun kunne have elsket ham. Erkendelsen fik hende til at føle sig som en forræder, og et mentalt hulk fik hendes krop til at sitre ukontrollabelt.
   "Slap af, elskede. Det varer kun et kort øjeblik." Hans stemme lød ligeså klart inde i hendes hoved som da han havde talt til hende før.
   "Gør det ikke!" Tanken fløj gennem hendes hoved. "Lad mig gå."
   Han betragtede hende ømt, og rystede på hovedet, så hans hår svajede som tang. Det lignede faktisk tang nu, tænkte hun med gru.

Hendes brystkasse brændte, og det ville ikke vare længe før hun blev nødt til at inhalere. Ti sekunder, der føltes som evigheder, og hun måtte opgive at holde vejret. Det føltes som om hendes brystkasse blev mast i en skruetvinge, da det kolde søvand pressede sig ned i hendes hals. I et glimt huskede hun ironisk nok hvordan en filosofilærer tilbage i hendes gymnasietid havde fortalt om, hvor fredfyldt det var at drukne. Smerten var uudholdelig, mens hendes lunger fyldtes med vand, og netop som hun ikke kunne klare det længere, begyndte smerten at aftage. En underlig drømmeagtig tilstand greb hende samtidig med at hun følte sig afklaret og rationel. Hun tænkte på sin barndom, sine forældre og bedsteforældre - og på dengang Silas blev lagt i hendes arme for første gang. Silas! Pludselig så hun ham helt klart for sig. Vandets strømning fik hans lyse lokker til bølge svagt, og hans grønne øjne lyste op i det grumsede vand med en overjordisk glans.
   "Mor," sagde han, og hun rakte armene frem mod ham, men han forblev ude af rækkevidde.
   "Silas, er det virkelig dig? Kan jeg få dig tilbage hernede?" Et glimt af håb tændtes i hende.
   "Ja, det er mig, og nej, han vil aldrig lade mig se dig. Han vil have dig for sig selv. Men du skal lytte nu. Vi har kun kort tid." Hans fingerspidser strejfede hendes stadig udstrakte hånd. "Du skal sige hans navn. Sig hans navn, så bliver han nødt til at slippe dig." Silas forsvandt længere væk, og hun kunne næsten ikke se ham mere.
   "Silas! Bliv hos mig. Du må ikke forlade mig igen," skreg hendes tanker, men hun vidste, at han ikke kunne blive.
   "Sig hans navn," hviskede Silas, inden han forsvandt i det grumsede søvand.

Fire strofer stod lysende klart i hendes sind, og hun mærkede hvordan grebet om hende slækkedes, da hun gjorde sig umage for at fastholde den gamle remse, hun havde læst i sagnet om Nøkken få timer forinden.
   "Nej," sagde han ængsteligt, "Du må ikke..." Han kom ikke videre, og i næste nu var hun fri af hans greb. Med en sidste anstrengelse gentog hun remsen.

"Af dig har jeg ingen gavn
   Fossegrim er dit navn
   Tilendebragt er din færden
   Forlad nu denne verden"
   Hans uhyggelige dødsskrig var det sidste hun hørte, inden et behageligt mørke omsluttede hende, og alle tanker gled bort.

Luften var usædvanlig varm og stillestående for en dag i oktober, og søen henlå uden en krusning på overfladen. Hr. Vandel havde været ude på sin sædvanlige aftentur ved søbredden, og var på vej op til stisystemet, der førte til hans hus, hvor hans kone ventede med aftensmaden.
   En høj latter i nærheden fik ham til at standse op, og han så sig omkring. Et barn hvinede frydefuldt, og blev akkompagneret af en klingende kvindelatter, der fik den gamle Hr. Vandels læber til at kruses i et smil. Hans blik fandt søen, og der så han en kvinde og et barn, en dreng lignede det, i kåd leg et stykke ude. De var faktisk så langt ude, at han et øjeblik undrede sig over, at drengen tilsyneladende kunne bunde, men tanken fandt ikke rigtig fodfæste i hans bevidsthed. Han stod et øjeblik og nød synet, og kom i tanker om hvor meget han selv elskede at lege i søen som barn. Kvinden og drengen havde en smittende energi, der ikke kunne undgå at påvirke gamle Hr. Vandel, der slog en spontan latter op. Han løftede hånden til hilsen, men de ænsede ham ikke, og han vendte sig om for at traske hjemad.
   Da slog det ham, at søen havde været fuldstændig upåvirket af deres leg, og at ikke så meget som et plask havde lydt, og han snurrede rundt og stirrede ud over søen.
   Den var blikstille, og kvinden og barnet var forsvundet uden spor - som om de aldrig havde været der.