Luften er påtrængende tung og fugtig. Til trods for ventilatorens konstante summen stuver sveddråberne sig sammen på midten af hans ryg, og rutscher med jævne mellemrum ned langs rygsøjlen i en kortvarig kildrende fornemmelse. Kontorlandskabet er øde, og stilheden afbrydes kun af tastaturets klikkende lyde. Opgaven skal være færdig i dag. Skjolderne under hans arme breder sig i næsten perfekt symmetri og gennemvæder det tynde skjortestof, og han begynder at ane en ram lugt under deodorantens friske duft. Irriteret løsner han slipset en anelse.
"Opgaven skal ligge på mit bord kl. 14.00, Svendsen. Tror du, du kan klare det?" Chefens nedladende tonefald runger i hans hoved, og mindet genkalder øjeblikkeligt fornemmelsen af den evige frustration han føler under chefens skadefro ydmygelser.
"Svendsen, kom nu med i kampen. Så svært er det altså heller ikke. Selv eleven kan finde ud af det!"
"Er der nu problemer med dig igen, Svendsen? Måske er du bare ikke egnet til det her job. Har du overvejet det?"
Et kvarter i to sætter han det sidste punktum. Lettet læner han sig tilbage, og klemmer den brugte ilt ud af sine lunger med en hvislende lyd. Hånden løber hen over panden i et let bevægelse og skubber til det tynde hår der klæber til huden. Rapporten er blevet rigtig god. Forbandet god, hvis han selv skal sige det. Selvtilfreds lukker han øjnene mens han med roterende bevægelser masserer sine tindinger. Denne gang vil der ikke være noget at udsætte på hans arbejde.
"Du sover vel ikke, Svendsen?" Chefens brændende, bistre blik gennemborer ham.
Befippet retter han sig op i stolen, og kaster et stjålent blik mod uret på væggen bag chefen. Varmen må have fået ham til at blunde et øjeblik.
"Nej, bare lidt hovedpine...," mumler han, velvidende om at det netop er den slags vage kommentarer der kan forvandle chefen til et frådende, sadistisk monster.
Med ét står det lysende klart for ham hvad han i stedet bør sige.
Resolut skubber han fra mod skrivebordskanten, rejser sig op og konstaterer triumferende at han troner et helt hoved højere end chefen. Med et robust klask smækker han den endnu varme, nyprintede rapport ind i chefens favn, og udbryder:
"Ja, jeg tillod mig at lukke øjnene et kort øjeblik. Nu har jeg arbejdet på rapporten dag og nat siden i fredags, fordi du har udstedt en fuldstændig urimelig deadline. Men mod alle odds er det lykkedes mig at færdiggøre rapporten i tide, så du kan tage den med på dit møde med direktøren i dag og fremstå som dagens mand. Jeg synes det ville være mere end rimeligt hvis jeg holdt fri i morgen. Er du ikke enig?"
"Jo, jo...," pipper chefen usammenhængende, og hans ansigtsudtryk afspejler den fuldkomne forvirring der har indtaget ham.
"Var der andet du ville?" spørger han, men chefen svarer ikke. I stedet bevæger han sig sidelæns som en krabbe væk fra skrivebordet, og forsvinder hastigt ned ad gangen.
En kuldegysning hvirvler op langs hans rygrad, og sveden føles pludselig kold. Udmattelsen sætter tænderne i ham da han rejser sig fra stolen. Hans led knager smerteligt da han samler rapporten op og sætter retningen mod chefens kontor.
En dag gør jeg det, tænker han. Siger fra. Han smiler ved tanken.