Hun var smuk, og det gjorde alting meget lettere. Han havde altid givet udtryk for sin beundring for smukke kvinder. Men det var nu - før i tiden havde hun været en kedelig, grå person, der flød ud i ét med omgivelserne. Dengang var der ingen, der ofrede hende den mindste form for opmærksomhed, og hendes liv havde været simpelt. Hun havde været tilfreds med det dengang, hun kunne lide at være alene, og havde altid været det. Erkendelsen af, at hun var et af de mennesker, der egnede sig bedst til en tilværelse alene, havde ikke været bitter, blot nøgtern. Kunst, bøger og kattene havde udfyldt hendes liv, og hun havde været helt overbevist om, at dette måtte være den højeste lykke hun kunne opnå.
   En dag var han så dukket op, helt uventet, og havde vendt op og ned på hendes sirlige overbevisninger. Måske var det fordi hun mistede overblikket og pusten i hans nærvær, at hun slet ikke så ondskaben, der som gift løb i hans blodårer.
   Glæden over at opdage, at livet kunne være helt anderledes end det trygge, forudsigelige hun kendte alt for godt, havde overskygget de allerførste varsler om det der uundgåeligt ventede. Alarmklokkerne burde have ringet, da han overtalte hende til at aflevere sine elskede katte hos Kattens Værn under påskud af ikke at kunne tåle dyrehår af nogen art, og omsorgsfuldt havde trøstet hende, da hun fik beskeden om, at så gamle katte ville blive aflivet. Få dage senere havde han indrømmet, at allergien var opdigtet, og at han blot havde fundet på det, så han kunne have hende helt for sig selv. Bizart nok havde udtalelsen virket sært logisk, og hun havde næsten følt sig smigret. Senere da ufornuften havde bemægtiget hende fuldstændigt, og tvangstanken om, at det der skete, ikke skete for hende havde sejret, havde hun blot været i stand til at indtage rollen som passiv tilskuer.
   En morgen var han væk. Hans tomme hovedpude bragte hende ligesom tilbage til virkeligheden, og når hun prøvede at komme i tanker om de forløbne måneders begivenheder, var alt indhyllet i uigennemsigtige tåger. En tid havde hun savnet ham, indtil en aften hvor det var som om en indvendig knude løsnedes, og al den indestængte angst og raseri over unævnelige ydmygelser havde tordnet igennem hende, til hun til sidst blev sluppet fri. Brudstykker af erindringer havde spøgt i hendes sind ustandseligt, og en ny frygt havde grebet hende. Hvad nu hvis han kom tilbage?

Hun blev slået ud af sin tankerække, da manden ved hendes side rørte på sig. Chokeret rejste hun sig fra sengen, og blev et øjeblik stående rådvild. Det kunne ikke passe. Hun tvang sig selv til at kigge på ham. En bølge af kvalme skyllede igennem hende, da hun betragtede hans nøgne krop. Langsomt flyttede hun blikket op på hans ansigt. Hans øjne var helt åbne, rædselsslagne. Hans mund forsøgte at forme en lydløs appel til trods for at han vidste den ville være forgæves. Hun slappede af - han var ufarlig.
   Med en langsom, næsten katteagtig bevægelse gled hun ned på sengen igen. Hun smilede koldt til ham, og nød den reaktion hendes smil fremkaldte. Hans pupiller udvidede sig, Havde han kunnet bevæge sig, ville han have gjort alt for at flygte, men det kunne han ikke. Hun havde sørget for alt, tænkte hun med tilfredshed.
   Igen lod hun blikket glide ned over hans krop. Denne gang følte hun sig stolt. Alt det havde hun udrettet. Den blodrøde sol strålede fra hans maveskind. En tynd dråbe blod rev sig løs fra solen, og gled dovent ned af hans mave. Hun fangede den med en fingerspids, og et gys af velbehag gennemrystede hende, da dens metalliske smag ramte hendes tunge.
   Han var normalt ikke så lang tid om at dø. Godt nok var hun ikke ligefrem blid ved ham - det begejstrede hende når hun mærkede, at han panisk og tryglende klyngede sig til livet. Det hun elskede mest, var at se hans liv ebbe ud. Når han var svag og hjælpeløs. Når han ikke kunne gøre hende fortræd.
   Hvor var mænd dog uintelligente. Så snart de så en smuk kvinde holdt de op med at tænke. Første gang hun mødte ham, var hun blevet overrasket over hvor let det havde været at lokke ham med sig.

Ham! Hun kneb øjnene sammen, og studerede de grove linier i mandens ansigt. Hun havde været så sikker denne gang, men nu kunne hun godt se, at det ikke var ham. Nu hun tænkte over det, havde hun haft den fornemmelse hver gang, og hver eneste gang var hun blevet skuffet. Det var som om hun ikke klart kunne se hans ansigtstræk, før han udåndede.
   Det gik op for hende at hun blev betragtet. Hun stirrede stadig på kroppen ved sin side, og det var hans blik, der gav hende fornemmelsen af at blive iagttaget. Hans glasagtige stirren fortalte hende, at hun var gået glip af hans sidste åndedrag.
   Irriteret og foruroliget rejste hun sig fra sengen. Nu var hun tvunget til at begynde forfra. Han var stadig et eller andet sted derude, hvor han ventede på at gøre hende fortræd igen. Men denne gang ville hun komme ham i forkøbet. Det vidste hun, og hun smilede ved tanken, idet hun klædte sig på.

Daggryet var endnu et par timer væk, da hun atter stod udenfor hotellet. Veltilpas begyndte hun at gå hen ad gaden. Ovre på den anden side af vejen, genlød de tomme gader af en mands hastige skridt mod fortovet. Hendes hjerte sprang et slag over, og hun holdt vejret indtil hun i gadelampens svage skær så, at han var lyshåret. Han havde altid været meget omhyggelig med sit blanke, mørke hår. For sit indre øje kunne hun se ham stå foran det lille badeværelsesspejl, og med små, hårde bevægelser jage sølvkammen gennem den kraftige hårpragt. Af en eller anden grund havde disse bevægelser altid mindet hende om den måde han elskede med hende på. Hun slappede af og fortsatte langsomt. Pludselig slog en tanke ned i hende. Han havde selvfølgelig farvet sit hår! Så han troede, at han kunne narre hende? Hadet glimtede i hendes øjne, da hun traf en hurtig beslutning.
   Den blonde mand var standset foran en forretning, så hun tog en dyb indånding, og krydsede hurtigt gaden. Hun stillede sig, så han ikke kunne undgå at se hendes spejlbillede i vinduet, og ventede. Da han vendte sig om, rislede det ned af ryggen på hende. Det var ham - det lignede ham i hvert fald.

Tungespidsen spillede over læberne, da hun indbydende smilede til ham:
   "Det er ikke fordi jeg vil trænge mig på, men har du nogen planer for i aften?"