Et højt brag fik Susanne til at fare sammen, og hun vendte sig i et nu. To bøger var faldet ned fra reolen og lå nu på gulvet. Uforstående skyndte hun sig hen til stedet, og prøvede at gennemskue årsagen til at de pludselig var faldet på gulvet. Hun kiggede ned ad de lange gange med vægge af reoler, men biblioteket var stort set mennesketomt.
   Der stod et par sene besøgende nede ved udlånsskranken, men de var så langt væk at det umuligt kunne have været en af dem, der havde fået bøgerne til at falde ud af reolen. Susanne kiggede sig undrende omkring, og kunne ikke umiddelbart få øje på årsagen til at bøgerne var faldet ned. Til sidst ræsonnerede hun med et træk på skulderen, at bøgerne måtte have stået yderligt og derfor var faldet ned. Idet hun bøjede sig ned for at samle dem op og sætte dem på plads, kastede hun et blik på uret på væggen. Det var ved at være lukketid.
   Et sidste blik rundt mellem reolerne forsikrende hende om, at der ikke var flere bøger at stille på plads, så hun satte kurs mod udlånsskranken. Der så hun til sin tilfredshed, at det, der måtte have været de sidste lånere den dag havde forladt biblioteket. Den gamle bibliotekar var ved at rydde op i de seneste hjemkaldelser, og hørte ikke at hun kom op bag ham. Det gav et lille sæt i ham da hun lagde den ene hånd på hans skulder.
   "Jeg er færdig med at sætte de sidste bøger på plads," sagde hun.
   Han nikkede og stod et øjeblik ubeslutsom før han med en grynten svarede at hun godt kunne gå hjem for i dag.
   Hun gik ud i baglokalet og åbnede skabet hvor hendes frakke hang. Det var i grunden mærkeligt at hun var endt her på biblioteket - hun havde aldrig set sig selv som ansat på et bibliotek. Det var noget tørvetrillere foretog sig, og hun opfattede selvfølgelig ikke sig selv som en person af den kaliber. Smilende rystede hun på hovedet af sine egne tanker da hun tog frakken på og åbnede bagdøren. Arbejdet på biblioteket var hun egentlig glad for. Hun elskede bøger og slugte den ene efter den anden, og der var så dejligt fredeligt på biblioteket.
   Måske var hun blevet lidt af en tørvetriller? Måske hang det sammen med at hun var blevet ældre, og ikke længere havde samme behov for at skeje ud. Udskejelser havde det ellers aldrig skortet på i hendes liv, men måske var hun blevet lidt mere afdæmpet.
   Efter at hun og Jonas ikke længere var kærester havde hun ikke haft den store trang til at feste. Ikke fordi hun på nogen måde led under et savn, men deres liv sammen havde været kendetegnet ved en lang fest, og det var måske oven i købet derfor det var gået som det gik. Hun havde indset at der manglede en vis portion seriøsitet, og på den måde var de stille og roligt gledet fra hinanden. Vennerne, som uundgåeligt havde fulgt med i det festlige lag, så hun sådan set heller ikke mere. De var gledet fra hinanden på samme måde som hun var gledet fra Jonas.
   Enkelte gange kunne hun da godt føle at der manglede noget i hendes liv, men det gik som regel hurtigt over igen. Især fordi hun indeni havde en voksende fornemmelse af, at hun gennemgik sin helt egen personlige udvikling, at hun voksede som menneske, og fik dybere indsigt i den forunderlige ting livet var. Måske havde hun trukket sig lidt ind i sig selv, men det var bare så rart at være alene med sine tanker uden at skulle tage stilling om det var rigtigt eller forkert.
   Meditation var blandt andet en af de ting hun fandt stor tilfredsstillelse i. Alle de bøger hun kunne finde om emnet havde hun begærligt læst, og hun havde uden tvivl nærlæst hver eneste bog om meditation hun kunne støve op på biblioteket. En indre rejse var det, og at man så ikke var helt så nærværende omkring andre mennesker kunne der vel ikke ske noget ved. Hvad kom andre mennesker hende egentlig ved i dette øjeblik? Tanken skræmte hende et kort sekund. Nej, sådan kunne man ikke tænke, og dog. Hvorfor ikke? Lige præcis i dette øjeblik kunne hun ikke komme i tanker om en eneste grund til at pleje omgang med andre. Når hun nu var i gang med at forstå sit indre jeg, så havde hun ikke brug for andre menneskers forstyrrende indvendinger og tankegange.
   Dette er en fase alle gennemgår før eller senere, formanende hun sig selv. Der er absolut intet galt i at koncentrere al sin energi om sig selv, det er tværtimod sundt. Man kan ikke være en lalleglad person hele livet, sagde hun overbevisende til sig selv. Det går op for nogen tidligere end for andre, og jeg er en af dem der har indset dette på et tidligt tidspunkt i livet. Den indre monolog gjorde hende veltilpas.

Næste morgen da hun lidt i ni låste sig ind på biblioteket for at tage hul på endnu en arbejdsdag, opdagede hun at den gamle bibliotekar endnu ikke var kommet. Han plejede ellers at være på biblioteket ved ottetiden, hvor han tilbragte tiden inden dørene blev slået op for offentligheden med at tjekke de næste hjemkaldelser, der skulle sendes ud til glemsomme lånere. Knap havde hun hængt sin frakke fra sig i skabet, da hun hørte telefonen ringe. Det lød højt og skingert i det tomme bibliotek.
   Hun løftede røret og holdt det op til øret, og inden hun kunne nå at sige noget, hørte hun Else, bibliotekarens kone, sige at han ikke kom på arbejde. Aftenen før var han gledet på badeværelset, og havde forstuvet sin ene fod, og lægen havde givet strenge ordrer på at han skulle holde foden i ro de følgende dage. Else sagde at det mindst ville vare fire dage før han kom igen, så Susanne blev simpelthen nødt til at klare biblioteket alene. Om hun mente hun kunne klare det? Tonen i Elses stemme havde næsten været nedladende, men Susanne undlod bevidst at komme med en spids bemærkning. I øvrigt passede det hende glimrende at klare alting selv,
   Da hun lidt forsinket låste hovedindgangen op, fik hun øje på en seddel på opslagstavlen ved avisafdelingen lige til højre for indgangen. Den havde ikke hængt der i går. Drevet af nysgerrighed gik hun hen til opslagstavlen. Nogle gange var det de mærkeligste sedler folk hængte op, som om de troede at bibliotekets opslagstavle var det helt rigtige sted at sætte alt fra opslag om kattekillinger til salg til noget der nærmest kunne beskrives som regulære kontaktannoncer op. En af hendes arbejdsopgaver var blandt andet at sørge for at den slags opslag blev fjernet, og denne seddel skulle ikke være nogen undtagelse. Hun stivnede da hun kom tæt nok til at læse hvad der stod på sedlen.
   "Vogt dig for ensomhed", stod der. Hvis dette skulle forestille en kontaktannonce, ja så var ophavsmanden da lidt speciel. Tegnestiften, der holdt sedlen på plads, lignede grangiveligt de tegnestifter hun havde i sin private skuffe ovenpå, og som kun blev brugt ovenpå. Hun pillede tegnestiften ud, og stod et øjeblik og stirrede på papiret som om det indeholdt svaret på ældgamle mysterier. Besynderligt var det i hvert fald. En lyd ved hovedindgangen rev hende ud af sin forundring, og sekunder efter trådte dagens første låner indenfor.
   Dagen skred frem. Et uendeligt mylder af mennesker havde åbenbart besluttet sig for at dette var dagen, der skulle tilbringes på biblioteket, så hun havde ikke et øjebliks ro før klokken nærmede sig halv otte. Der var en halv time til lukketid, og hun følte sig udmattet i en grad hun ikke troede mulig. Hun satte sig ned ved skrivebordet, og lukkede øjnene. Selvom der kun var en halv times tid til lukketid, ville hun ikke være færdig før om et par timer. Der manglede stadig en større mængde bøger, der skulle stilles på plads, og hun kunne ikke bare vente til dagen efter, for det kunne jo være at der blev ligeså travlt.
   Mest af alt glædede hun sig til at låse døren efter den sidste besøgende, så hun kunne få den ro hun sådan trængte til. Hendes mentale balance skulle genoprettes, hun følte sig faktisk helt uligevægtig, så hun besluttede på stedet at meditere inden hun forlod biblioteket.
   Fem minutter over otte låste hun endelig hovedindgangen, og traskede tilbage til skrivebordet. Bunkerne af bøger fik hende til at sukke opgivende. Bøgerne skulle sorteres, nogle skulle stilles på plads, andre stilles til side til dem der havde bestilt dem. Og bagefter skulle hun skrive meddelelserne til de folk der havde bestilt bøgerne.
   Stablen af bøger var svundet kraftigt ind, da hun en time senere besluttede sig for at holde et hvil. Hun gik ovenpå, og satte sig ved bordet i læsesalen. Stilheden i biblioteket var næsten øredøvende. I en dyb vejrtrækning fyldte hun sine lunger med luft, hvorefter hun ganske langsomt lod den opsamlede luft sive ud igen. Hendes øjenlåg gled i og hun begyndte at meditere. Roen fyldte hende, og hun mærkede hvordan hun begyndte at slappe af i kroppen.
   Tankerne begyndte at strømme frit, og hun lod sig glide med strømmen - hen mod det sted hvor der ingen tanker var. Dette var lige hvad hun havde behov for. Susanne fløj gennem et uendeligt univers af klare farver og var inden længe langt borte i sit eget indre. Hun forestillede sig selv svæve højt over en gylden mark - det var så virkeligt at hun kunne dufte kornet og varmen, og indeni fyldtes hun af en ubeskrivelig harmoni. Pludselig begyndte hun at dale mod jorden, først langsomt, men derefter hurtigere og hurtigere som om en gigantisk hånd havde grebet hende og nu slyngede hende mod jorden med knusende kraft.
   Hun ramte jorden med et brag, og samtidig vågnede hun af den tranceagtige tilstand hun havde befundet sig i. Forvirret blinkede hun med øjnene, kunne et øjeblik ikke huske hvor hun var. Reolerne tronede omkring hende som de plejede, og hun kom i tanke om at der stadig var arbejde der skulle udføres. Men hvad var det egentlig der lige var sket?
   Hun havde aldrig oplevet at blive hevet ud af den meditative tilstand på den måde. Noget måtte have forstyrret hende. Søgende gled hendes blik rundt i lokalerne, men hun kunne ikke se nogen uoverensstemmelser. Stilheden var ligeså øredøvende som den plejede at være. Stolen skramlede mod gulvet da hun rejste sig op for at tage en runde i biblioteket. Det slog hende hvor uhyggeligt stedet kunne være når det var mennesketomt. Det virkede forladt, ja næsten ensomt. Hun skuttede sig som om hun ville ryste fornemmelsen af sig, og skyndte sig nedenunder for at blive færdig.
   Stakken af bøger ventede trofast på hende, da hun atter satte sig tilrette ved skrivebordet nedenunder. Mens hun færdiggjorde arbejdet havde hun hele tiden en ubehagelig fornemmelse af, at der var nogen der holdt øje med hende. Hun greb sig selv i at kigge over skulderen hvert andet øjeblik, og da hun langt om længe var færdig var hun hurtigt ude af døren.

Dagen efter skinnede solen fra en skyfri himmel, og hun følte sig let om hjertet. Det betød som regel at der ikke ville komme så mange gæster på biblioteket. Nynnende låste hun sig ind af bagdøren til biblioteket, men da hun trådte indenfor i baglokalet standsede hun brat. Fragmenter af den uhyggelige stemning fra aftenen før strejfede hendes tanker, men hun tvang sig til at ryste dem af sig. Solen strålede allerede varmt ind gennem vinduerne, og kort efter havde den jaget alle skygger på flugt. Det ville blive en god dag, det kunne hun mærke. På vej hen til hovedindgangen smilte hun ved tanken om at hun i dag ville få tid til at læse i en helt ny bog biblioteket havde købt hjem. Det var faktisk på hendes foranledning at den gamle bibliotekar havde bestilt den, og den omhandlede selvfølgelig hendes favoritemne meditation.
   Som hun havde forudset stod der ingen og ventede ved hovedindgangen, da hun låste op. Hun ville straks gå i gang med bogen, så hun tog den med op ovenpå, og satte sig til rette i læsesalen. Bogen nærmest skinnede, og hun lod fingrene glide kærtegnende henover det glatte omslag.
   Snart var hun dybt koncentreret, og helt opslugt af den spændende læsning. En halv time senere da hun kastede et blik på uret, var der stadig ikke dukket nogen besøgende op. Det tegnede godt for resten af dagen. Hun besluttede sig for at gå nedenunder for at lave sig en kop kaffe, og da hun øjeblikke senere var på vej op ad trappen med den fyldte kaffekop i den ene hånd, lød der skridt inde fra læsesalen.
   Kaffen skvulpede da hun tog de sidste trin lidt hurtigere end før. Læsesalen var tom. Undrende tjekkede hun lige at hun ikke havde overset eventuelle besøgende, og gav sig derefter ufortrødent til at læse videre.
   Ved middagstid dukkede et par studerende op. De satte sig ind i den bagerste del af læsesalen, og så ikke ud til at behøve hendes hjælp. Hun læste videre. Hen mod aften havde der højst været ti tolv besøgende, og hun havde næsten fået læst hele bogen. Den præsenterede en masse spændende teknikker til hvordan man kunne trænge endnu dybere ind i sin egen bevidsthed, og hun kunne næsten ikke vente til hun fik mulighed for at afprøve dem.
   Da hun kvart i otte låste hovedindgangen havde hun heller ikke flere arbejdsopgaver, men hun manglede stadig godt tyve sider i bogen. Efter et par siders læsning fik hun pludselig fornemmelsen af at blive iagttaget og løftede blikket fra bogen. Umiddelbart var der ingen at se, men da hun var på nippet til at genoptage læsningen så hun, at der sad en person helt inde i skyggen af en reol omkring ti meter fra hende selv. Hun rejste sig straks.
   "Biblioteket er lukket. Følg med mig så skal jeg låse dig ud."
   Personen, en ældre dame, så overrasket ud.
   "Kan du se mig?" lød det som om den gamle spurgte.
   "Glimrende!" tænkte hun ved sig selv. Nu skulle hun bakse med en eller anden senil dement gammel kone.
   "Kom med mig, så følger jeg dig ud," gentog Susanne.
   "Du kan altså se mig," konstaterede den gamle, "Det er ikke godt, min ven."
   Hvad i alverden drejede det her sig om. Susanne var halvt forbavset, halvt irriteret over at blive forstyrret midt i afslutningen på bogen.
   "Selvfølgelig kan jeg se dig. Du er jo ikke usynlig!" Svaret var måske en anelse skarpt, men det eneste hun havde lyst til var at læse bogen færdig, og komme hjem og afprøve de nye teknikker.
   Den gamle kone så ikke ud til at have til hensigt at rejse sig. I et blødere tonefald bad hun atter den gamle følge med sig.
   "Det kan jeg ikke, jeg går ingen steder. Det er her jeg hører til," sagde den sprukne stemme.
   "Nej, ved du nu hvad. Jeg har virkelig ikke tid til det pjat." Susanne tog et skridt hen mod den gamle, som for at true hende til medgørlighed. Det virkede ikke.
   "Du forstår ikke," sagde den gamle, "Jeg har ingen andre steder at gå hen, og jeg har ikke forladt dette sted i mere end femten år."
   Opgaven med at følge den gamle ud var tilsyneladende ikke så simpel som hun først havde antaget.
   "Du kan da ikke have været her uafbrudt i femten år," svarede hun og indså hvor tåbeligt det lød. Konen var helt sikkert ikke vel forvaret.
   "Jeg er ikke tosset," sagde den gamle hurtigt som om hun havde læst hendes tanker. "Folk lægger ikke mærke til mig. Du er den første der har talt til mig i femten år. Og jeg lyver ikke når jeg siger at jeg har tilbragt de sidste femten år her. Jeg bor her. Sofaen der står på børnebiblioteket har været min seng i femten år." Den gamle så trodsig ud.
   "Vil du påstå at du har sovet her i nat, at du var her i går da jeg låste biblioteket af og gik kl. otte?" spurgte Susanne, og lagde dermed en fælde for den gamle. Der havde nemlig ikke været et øje på biblioteket da hun tjekkede det i går, og hun havde været grundig. Tilmed kunne den gamle ikke vide at hun ikke var gået klokken otte.
   Den gamles ansigt lyste op i noget der mindede om et overbærende smil.
   "Jeg så dig da du mediterede i går, og klokken var bestemt ikke otte da du gik - den har snarere været ti."
   Susanne følte sin underkæbe glide ned, og stirrede vantro på den gamle, som fortsatte:
   "Jeg tror oven i købet det var mig, der forstyrrede din meditation. Ja, jeg så godt du sad og mediterede, og det så da også vældig interessant ud, men da jeg tabte den bog jeg var ved at læse i, vendte du hurtigt tilbage til den virkelige verden."
   Den gamle holdt en pause, og rømmede sig.
   "Til forskel fra i går kan du se mig nu, og det bekymrer mig. Du er på vej væk!"
   Den gamles gådefulde udsagn hjalp hende ikke til at overvinde den stumhed, der pludselig havde lammet hendes stemmebånd.
   "Ser du, min ven, jeg er bange for at du er på vej mod samme helvede som jeg befinder mig i. Kan du forestille dig at ingen mennesker taler til dig, at de nærmest løber dig over ende, fordi de rent faktisk ikke kan se dig?"
   "Jamen, det er jo fuldstændig forrykt! Selvfølgelig kan folk se dig, de har måske bare travlt og kommer til at skubbe." Susannes havde ikke helt genvundet kontrollen over sin stemme. Den rystede.
   "Jeg kan bevise det," sagde den gamle, "Kan du huske i forgårs da der ved lukketid faldt to bøger på gulvet lige bag dig?"
   Jo, det måtte Susanne indrømme at hun kunne huske. Hun havde undret sig over hvordan de var faldet ned. Den gamle kiggede intenst på hende.
   "Det var mig der tabte dem, og da du vendte dig om stod jeg så tæt på dig, at jeg kunne have rakt en hånd ud og rørt ved dit ansigt, men du så blot lige igennem mig. Og havde jeg ikke nået at flytte mig var du gået lige ind i mig."
   Den gamles fortælling foruroligede hende mere end lod sig mærke med. Alt det hun sagde kunne sådan set godt være rigtigt hvis det ikke lige var for usandsynligheden i det hele. Det den gamle kone fortalte var simpelthen ikke muligt. Men hun turde alligevel ikke afvise det hele. Hun havde jo netop hørt lyde hun ikke kunne forklare på biblioteket, og hun havde ofte haft hyppige fornemmelser af at være overvåget.
   "Jeg kan se at du har svært ved at tro mig," sagde den gamle, "og tro ikke, at jeg ikke er klar over hvor fantastisk alt dette lyder. Jeg ved det. Ja, jeg kan jo selv høre hvor skørt det lyder." Hun bøjede opgivende hovedet. "Jeg føler bare at jeg bliver nødt til at fortælle dig, ja endda advare dig, så du ikke ender som mig. Jeg vil gerne fortælle dig min historie hvis du vil høre den."
   Susanne kunne ikke andet end at nikke. Den gamle satte sig til rette i stolen, og trak vejret dybt ind.

"Min historie starter for femten år siden, da jeg var i midten af tresserne. Min mand gennem tredive år var gået bort et halvt år forinden. Han døde i en trafikulykke, og jeg havde efterhånden trukket mig mere og mere ind i mig selv. Jeg sørgede dybt over tabet af ham, nægtede at tale med nogen og lidt efter lidt holdt vores gamle venner op med at kontakte mig. Jeg tror de opfattede mig som lidt sær." Den gamle lo bittert ved tanken.
   "Jeg tilbragte mere og mere tid mens jeg snakkede med mig selv, og langsomt levede jeg mig ind i en drømmeverden hvor jeg fantaserede mig til at min mand var i live. Jeg opdigtede nye situationer vi gennemlevede sammen, og isolerede mig fuldstændigt for den levende, pulserende verden udenfor. Hvad kom den mig ved - jeg havde alt hvad jeg behøvede hos mig. En dag bankede det på døren, men som sædvanlig ignorerede jeg det. Denne gang var det dog anderledes. Som regel forsvandt folk igen, men den dag hørte jeg en nøgle blive stukket i døren, og nogen låste sig ind i min lejlighed. Det var min nabo, jeg kunne høre at hun ikke var alene, og at de snart ville nå hen til soveværelset hvor jeg befandt mig. Ganske rigtigt. Kort efter blev døren åbnet og de trådte indenfor. "Jeg har været så bekymret, hun åbner ikke når man banker på, og jeg troede at der måske var tilstødt hende noget. Jeg har ikke set hende i ugevis, og jeg forstår ikke hvor hun kan være henne," hørte jeg min nabo sige alt imens de så sig søgende om i soveværelset. Det mærkelige var, at de slet ikke registrerede at jeg lå der på sengen - lige foran dem!" Den gamles ansigt fortrak sig i smertefuld erindring, men hun fortsatte alligevel.
   "De blev ved med at snakke om mig som om de ikke kunne se mig, og jeg begyndte at blive vred over at de var trængt ind på mine enemærker. Jeg rejste mig for at give dem ren besked, og så skete det mærkeligste. Jeg fortalte dem hvad jeg mente om deres indblanding, men de hørte mig ikke. De kiggede blot på hinanden, og blev enige om at de ville holde øje med lejligheden for det tilfælde at jeg kom tilbage. Hvis jeg ikke var tilbage indenfor en uge ville manden, som jeg genkendte som ejendommens vicevært, få mig efterlyst hos politiet. Jeg var chokeret, men det afholdt mig ikke fra at skubbe problemerne bort. Derfor vendte jeg uden tøven tilbage til min drømmeverden, og først en måned senere begyndte det langsomt at trænge ind, at folk rent faktisk ikke kunne se mig. Jeg var, hvor usandsynligt det end lyder, blevet usynlig for omverdenen. Måske ville jeg ikke engang have lagt mærke til det, hvis ikke det var fordi jeg en morgen blev vækket af en hel familie, der invaderede min lejlighed. Ejendomsselskabet havde besluttet sig for at udleje min lejlighed igen efter fejlagtigt at have ræsonneret at jeg var gået bort. Når det endelig kunne lade sig gøre var det jo fordi jeg blot havde ladet stå til. Alle livets dagligdags fornødenheder virkede som uoverskuelige opgaver, og det eneste jeg havde lyst til var at dagdrømme i min seng. Ubetalte regninger og uendelige mængder af ulæste breve flød på mit entrégulv, og da sandheden endelig gik op for mig var det for sent." Den gamle så bedrøvet ned. Hun gned sig fraværende i øjnene, og så rettede hun atter blikket mod Susanne.
   "Jeg var rasende. Mit hellige sted med alle mine minder. Hvor vovede de? Og jeg undlod ikke at gøre opmærksom på det. Jeg råbte og skreg til det smertede i min hals, men de hverken så eller hørte mig. Er du klar over hvor frustrerende det var? Aldrig i min vildeste fantasi havde jeg kunnet forestille mig at noget sådant kunne ske. Jeg følte mig sikker på at jeg balancerede på sindssygens rand. Familien der beså lejligheden var ellevilde - jeg kunne høre dem tale om alle de planer de havde for lejligheden. Hvordan de ville omdanne hist og pist. Men der var intet jeg kunne stille op. Jeg ville være blevet i lejligheden, men kunne ikke udholde at se dem ødelægge alt. Den dag de flyttede ind, var den dag jeg grædende forlod mit tidligere liv. Jeg gik omkring på gaderne i dagevis. Hvad i alverden skal man stille op? Ingen så meget som så på mig. Min fortvivlelse var ved at drive mig til vanvid for intet kunne forklare hvorfor dette skete. Jeg var simpelthen ophørt med at eksistere." Den gamles ord blev hængende i luften.
   "En dag fik jeg øje på biblioteket her, og gik indenfor. Jeg havde vel efterhånden vænnet mig til min usynlighed, havde affundet mig med tanken om min skæbne. Et års tid var gået, og jeg havde sovet på bænke i parker eller i trappeopgange når det var særlig koldt. Biblioteket var meget varmere, og siden den dag har biblioteket været mit hjem. Jeg tror snart jeg har læst de fleste bøger! Jeg har jo ikke andet at tage mig til" Den gamle smilte selvironisk.
   "Nu har jeg vel ikke langt igen, men du min pige - du må passe på! Jeg kan se tegnene tydeligt nu. Lagde du mærke til de to studerende der var her ved middagstid i dag? Da du sad og læste i læsesalen? Susanne nikkede. Hun havde lagt mærke til dem, men de havde tilsyneladende ikke haft brug for hjælp. Den gamle løftede øjenbrynene, og sagde så alvorligt:
   "De så dig ikke! Du er allerede ved at forsvinde. Og nu dette! Du kan se mig. Tro mig, jeg er nærmest ør af lykke over at kunne konversere med nogen igen. Et rigtigt levende menneske, mener jeg. Men jeg føler at jeg må advare dig - intet kan forberede dig på hvilket helvede jeg har levet i, og hvis der blot er den mindste chance for, at du er på vej mod samme skæbne, så må du kæmpe! Før det er for sent!" Den gamle pegede på hende med en krum, rynket finger som for at understrege alvoren.
   "Jeg har ingen forklaring på hvorfor det skete for mig, andet end at det måske skal opfattes som en straf for ikke at værdsætte livet mens man har det. Du er ung, og du må for guds skyld ikke isolere dig fra selve livet. Jeg har ingen anelse om hvilken magt der står på spil i denne livstidsstraf jeg har fået, men en ting er sikkert - jeg kan advare dig, og jeg råder dig til at benytte dig af denne chance for at rette op på dit liv. Der er ingen tid at spilde!"
   Den gamle sank tilbage i stolen, og så udmattet ud. Susanne sad som forstenet. Hun havde lyttet intenst til historien, og selvom hun havde svært ved at acceptere den, så var hun alligevel for intimideret til at turde ignorere den. Hvad nu hvis den var sand? Den gamle virkede ikke sindssyg, og selvom hun var, så havde hun fortalt sin historie på en så indtrængende måde, at den ikke bare kunne afvises. Og havde hun i realiteten ikke isoleret sig selv temmelig meget? Hun talte ikke med nogen. Hun havde ingen personlige relationer til nogen mere. Havde hun i virkeligheden ikke været sønderknust over at det ikke var lykkedes hende at rede trådene ud med Jonas? Og havde hun egentlig ikke muret sig inde med sine bøger for at undgå at tænke på det? Og hele denne tanke om personlig udvikling, var den ikke bare en belejlig undskyldning for at holde sig for sig selv? Slikke sine sår i ensomhed. Tankerne hvirvlede rundt i Susannes hoved som visne blade i en efterårsstorm.
   En tanke slog ned i hende.
   "Var det dig der havde sat papiret op på opslagstavlen?
   Den gamle nikkede. "Jeg havde observeret igennem længere tid hvor meget du isolerede dig fra andre. Jeg følte at jeg blev nødt til at advare dig, og jeg vidste jo ikke at jeg ville komme til at tale med dig."
   Susanne smilte taknemmeligt.
   "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg tror jeg vælger at tro din historie, selvom det hele er så besynderligt."
   Hun sank ned i dybe grublerier. Erkendelsen af at hun havde løjet for sig selv om sine inderste følelser sved. Men samtidig var hun også klar over, at hun blev nødt til at bearbejde de følelser - uanset hvor smertefuldt det ville blive. Hun lovede den gamle dame, at hun ville gøre alt det der stod i hendes magt for at genvinde kontrollen over sit liv. Den gamle så tilfreds ud.
   "Hvis det er tilfældet," sagde hun, "Så ses vi ikke igen. Og jeg håber inderligt at det kommer til at forholde sig sådan! Smut nu med dig, og gør noget ved det inden det er for sent."
   Susanne rejste sig for at skynde sig hjem, men fik øje på bogen der lå på bordet foran hende. Hun samlede den op som var den et giftigt insekt, og bar den nedenunder, hvor hun stillede den fra sig i en reol. Derpå tog hun sin frakke i skabet i baglokalet, og låste sig ud af bagdøren.
   På vejen hjem tænkte hun over den gamles historie, og gjorde op med sig selv, at hun ikke turde lade være med at tro hende.
   Om natten drømte hun for første gang i lang tid om Jonas. Det var en god drøm. Alt var tilbage ved det gamle. De elskede med hinanden. Men pludselig ændrede drømmen karakter. Hun kunne høre Jonas kalde på sig, og når hun svarede ham var det som om han hverken så eller hørte hende - som om hun var blevet usynlig.
   Hun vågnede skrigende, badet i sved. Forvildet af drømmen troede hun et øjeblik at den gamles profeti var blevet virkelighed, og at hun nu skulle tilbringe resten af sit liv som tilskuer til andre menneskers liv og lykke. Uden chance for selv at deltage. Måske var det allerede sket?
   Resten af natten sov hun overfladisk, bange for at drømme - bange for at miste sig selv. Da vækkeuret ringede om morgenen følte hun sig trods nattens mareridt veludhvilet for første gang i meget lang tid. der var mange ting hun skulle nå den dag, men først var der en ting hun skulle gøre. Hun skyndte sig hen til telefonen.

Et år var gået siden den aften Susanne mødte den gamle dame. Jobbet på biblioteket havde hun stadig, dog kun på deltid. Ved siden af arbejdet var hun begyndt at læse på universitetet, og gennem sit studie havde hun mødt en masse søde mennesker, og hun havde også forelsket sig i en af dem. Og heldigvis var hendes følelser gengældte. Livet var kommet tilbage til hende, og hun var for længst undsluppet den følelsesmæssige forkrøblethed hun havde levet i.
   Det første hun havde gjort morgenen efter den skæbnesvangre aften var at ringe til sin gamle veninde. Veninden var blevet temmelig forbavset over opringningen, men havde senere fortalt at hun havde været frygtelig bekymret over hendes tilstand efter bruddet med Jonas. Men Susanne havde jo nægtet at se nogen, så til sidst havde veninden såret opgivet at kontakte hende. Hun bebrejdede hende ingenting, men var ovenud lykkelig over at de atter havde kontakt til hinanden.
   Derfra var det gået næsten smertefrit.
   Erkendelsen havde været det vigtigste - det vidste hun nu. Hun havde aldrig siden set den gamle dame, men hun kunne alligevel ikke lade være med at spekulere. Når hun var alene på biblioteket, tog hun sig nogle gange i at kigge rundt i skyggerne af reolerne. Måske sad den gamle dame i lige præcis det øjeblik og betragtede hende. Enkelte gange synes hun at hun kunne høre lette trin ovenpå når biblioteket var mennesketomt. Andre ville sige det var indbildning, men Susanne vidste bedre.