Kornet bevæger sig som bølger igennem marken, og ligner et hav i oprør. I horisonten slumrer tunge, stålgrå skyer, og venter på det rette øjeblik til at frigive den rensende regn. Luften er kvælende fugtig, og sveddråber formes som små, gennemsigtige perler på kvindens pande mens hun løber gennem kornets svirpende strå. Hun ser sig hastigt over skulderen, og et udtryk af ren rædsel skyller hen over hendes ansigt.


* * *
   Clara betragtede sig selv i spejlet. Hendes blå, mandelformede øjne stirrede årvågent tilbage på hende, og hun noterede sig med tilfredshed de mascaratunge vipper, der indrammede hendes øjne på perfekt vis. Hendes lange, mørkebrune hår smøg sig skinnende om hendes ansigt, og hun lagde ansigtet på skrå og formede de fyldige læber i et forførende smil. Hendes slanke skikkelse blev understreget af den tætsiddende kjole og den taljerede blazerjakke.
   Jeg er faktisk lykkelig, tænkte hun, mens hun åndsfraværende glattede sine blanke lokker, og tænkte på sin harmoniske opvækst med søsteren og forældrene. Mara, hendes tvillingesøster, havde altid været der for hende og delt alt med hende. Selv dengang hvor de begge var blevet forelsket i den samme fyr i gymnasiet. Han havde flirtet med dem begge, men til sidst valgt Clara, og Mara havde været glad på hendes vegne. Sådan delte de alt, og hun kunne ikke komme i tanker om et eneste tilfælde, hvor de havde været uvenner. På samme måde havde forældrene også altid opmuntret hende, og sørget for at hun aldrig manglede noget. Deres alt for tidlige død i en bilulykke nogle år tidligere havde gjort båndet mellem hende og Mara endnu stærkere.
   "Falder du i staver?" Jonas plantede et hurtigt kys på hendes læber, der rev hende ud af tankerne.
   "Ja, lidt. Tænkte på Mara, og vores forældre. Har faktisk en aftale med Mara nu, og skal med toget om lidt. Hun overvejer at købe et nedlagt landsted, og vil gerne have mig til at se det, inden hun beslutter sig endeligt. Du ved hvor usikker hun kan være."
   "Ja, det er der vist ingen tvivl om," sagde Jonas og trak hende ind til sig. "Uden dig ville hun aldrig klare sig. Det kan godt være, du er lidt mere rapkæftet, men jeg er nu sikker på, at jeg har valgt den rette tvilling," sagde han drilsk, og klappede hende bagi. Hun daskede ham irettesættende på armen, og gav ham et hurtigt kys, inden hun smuttede ud af døren. Det var fjollet egentlig, tænkte hun, som de opførte sig som nyforelskede her på det seneste. Det var ligesom om, der var kommet en ny glød ind i deres forhold, og hun havde ved flere lejligheder set det glimt af begær i Jonas' øjne, der ellers kun havde været der i starten af deres forhold.
   Computerens svage opstartssummen blev druknet i de mekaniske lyde fra toget, og hun nippede til den varme kaffe mens hun ventede på at kunne arbejde. Siden de var børn havde de talt om, at de skulle arbejde sammen som voksne - og for fem år siden havde de startet en webbutik med egne designs som hurtigt var blevet populære. Mara havde et fænomenalt talent for at skabe smukke klæder, hvilket stod i spøjs kontrast til hendes sjuskede udseende. Af samme årsag var det Clara, der var virksomhedens ansigt udadtil - og hun blev jævnligt interviewet af modebloggere og journalister. I grunden var det sært, at der var den forskel på dem nu de var enæggede tvillinger, og faktisk kunne have lignet hinanden som to dråber vand. Det havde de gjort i barndommen, og Clara prøvede at komme i tanker om, hvornår forskelligheden var opstået. Måske i gymnasiet? Til en forretningsmiddag i sidste måned havde Clara lagt mærke til, at Maras ellers så rummelige tøj havde siddet stramt og uklædeligt. Hun havde også diskret spurgt, om ikke Mara skulle holde lidt igen med desserten, og Mara havde rødmende lagt skeen fra sig på tallerkenen.
   Togets skrattende højttaler bekendtgjorde næste station, og Clara lukkede computeren og samlede sine ting sammen. Perronen lå øde hen, da toget trillede videre ud i skumringen. I horisonten omkransede et lyserødt skær de sorte, tunge skyer og vidnede om dagen, der gik på hæld. Clara trak frakken sammen om sig, da en kuldegysning sneg sig ind på hende.
   "Du kan vente på mig ved stationen, men huset ligger under en kilometer fra stationen, så du kan sagtens gå derhen selv. Du skal bare til venstre ad landevejen, når du kommer ud fra stationen, og når du kommer til Højbækgården, skrår du over marken til huset med det sorte tag." Maras instrukser genlød i hendes hoved.
   Hun gik igennem den tomme stationsbygning ud til landevejen, og spejdede i begge retninger. Ingenting. Ikke så meget som en bil i miles omkreds. En vindheks havde været passende her, tænkte hun. De sorte skyer tydede på snarlig regn, så hun havde mest lyst til at vente ved stationen. Hun tog mobilen frem, og ringede til Mara. Ingen ringetone. Hun kiggede på mobilen, og den enlige streg der viste en ret svag forbindelse. Hun afbrød og ringede op igen, og efter lange sekunders venten fik hun en ringetone. Telefonen ringede 10-12 gange inden hun afbrød igen. "For fanden, Mara," bandede hun.
   Lyset svandt hastigt, og hun havde heller ikke lyst til at famle sig vej i mørke. Ubeslutsomheden stred i hende, da en lyd fra stationsbygningen fik hende til at se sig tilbage. I skyggen under tagets udhæng stod en skikkelse som hun ikke synes havde været der før, og hun kneb øjnene sammen for bedre at kunne se. Personen var mørkklædt, og hættetrøjen skjulte ansigtet fuldstændig. Kiggede han i hendes retning? Hun kiggede på telefonen igen, og tilbage på skikkelsen. Hurtigt tastede hun genkald, holdt telefonen op til øret, og indså at hun håbede det ville sende et signal til ham om, at hun ikke var fuldstændig hjælpeløs, hvis... Telefonen var igen helt tavs, og hun havde næsten overbevist sig selv om, at gale øksemordere ikke hang ud på togstationer i mindre, danske provinsbyer, da han begyndte at gå hen imod hende. Han var ikke meget højere end hende selv, men bredskuldret og robust at se på, og han tilbagelagde hurtigt afstanden mellem dem. Intuition fik hende til at træde et skidt bagud, da han var ud for hende, men det var ikke nok. Det gik så hurtigt, at hun slet ikke registrerede, at han slog ud efter hende, og en sviende smerte ramte hende på halsen. Hun sprang vantro tilbage og udenfor rækkevidde, og satte i sprint væk fra manden. Hovedløst spurtede hun over landevejen, og ind på marken inden hun så sig tilbage. Med næsten lammende frygt så hun, at han fulgte efter hende, og hun mærkede hver en fiber i sin krop brøle ordrer til benene. De føltes blytunge, selvom hun højest havde løbet et par hundrede meter, og hun hev besværet efter vejret. "Jeg er jo i god form," nåede hun åndsfraværende at tænke, inden hendes ben gav efter under hende, og hun faldt om i kornmarken. De mørke skyer over hende drejede rundt på en måde, der ikke var meteorologisk mulig, og det sidste hun så, inden hun mistede bevidstheden, var hendes forfølger, der lænede sig ind over hende.
   En stikkende fornemmelse i hendes fingre drev mørket væk. Hendes øjenlåg føltes tunge og usamarbejdsvillige, og hendes svælg var knastørt. Hun tvang et øjenlåg til at give efter, men selv den dæmpede belysning i rummet fik det til at svide i hendes øjne. Hun blinkede et par gange, rømmede sig og forsøgte at få sin mund til at producere en smule mundvand. En dunkende smerte i den ende tinding fik hende til at rynke brynene, og da hun ville massere tindingen gik det op for hende, at hendes hænder var tapet sammen. Hun førte de sammenbundne hænder op til tindingen, og gned til ømheden lettede en smule.
   Rummet hun befandt sig i havde ingen vinduer, og var sparsomt møbleret. I det fjerneste hjørne fik hun øje på en dør, og hun rejste sig. Bevægelsen var for brat, og en bølge af svimmelhed truede et øjeblik med at vælte hende omkuld. Hun sank, og tog et skridt hen mod døren. En raslende lyd ledsagede hendes skridt, og hun så nu, at en kæde var fastgjort til hendes ene ankel. Hun samlede kæden op, og fulgte den hen til væggen ved briksen, hun lige havde rejst sig fra. Kæden endte i et massivt beslag, der ikke lod sig rokke ud af stedet. Prøvende tog hun atter et par skridt hen mod døren, men kædens begrænsede længde gjorde det smerteligt klart, at hun aldrig ville kunne nå hen til døren. En følelse af panik greb hende, og skriget der forlod hendes læber var skingert og uhyggeligt, men hun kunne ikke holde det tilbage. Hun skreg til hun hostede, og det sved i hendes hals. Da hosten stilnede af, lagde stilheden sig som en spændetrøje om hende, og magtesløsheden tvang tårer frem i hendes øjne, mens hun lod sig falde ned på det kolde cementgulv. Ingen kunne høre hende. Det var hun sikker på.
   Det føltes som timer, at hun lå der, indtil en lyd fik hende til at sætte sig op. Hun anstrengte sig for at høre, og kunne høre svage lyde, der lød som om nogen gik rundt udenfor døren. Instinktivt skulle hun til at skrige på hjælp,men en frygtelig tanke lirkede sig ind, netop som hun åbnede munden. Hvem andre end gerningsmanden ville vide, at hun var her? Måske ville han blive vred, hvis hun skreg. Lydene kom nærmere, og hun mærkede hvordan panikken myldrede gennem hendes blodårer som små elektriske stød. Fumlende kom hun på benene, og trak sig så lydløst som muligt tilbage til briksen.
   En skurrende metallisk lyd henne fra døren brød stilheden, og sekunder senere svingede den massive ståldør op. En mørk skikkelse stod i døråbningen, men Clara kunne ikke se ansigtet, og et ufrivilligt gisp undslap hendes sammenpressede læber da skikkelsen tog et skridt ind i rummet. Hun genkendte den beskidte hættetrøje med det samme, og den brøkdel af håb hun havde klynget sig til forsvandt øjeblikkeligt. En kakofoni af tanker og ting hun burde sige pressede sig på, men Clara kunne ikke få et ord over læberne. En iskold forudanelse om gerningsmandens intentioner fik hende til at tie. Han betragtede hende uden at sige et ord, og hendes stigende angst kulminerede i en pludseligt opstået kvalme. Hun undertrykte syren, der pressede sig på i spiserøret. Hvorfor sagde han ikke noget? Hvad ville han med hende? Spørgsmålene myldrede atter frem, og hun var lige på nippet til at skrige dem ud, da han med en pludselig håndbevægelse kastede noget hen mod hende. Posen ramte briksen med en metallisk lyd, og hun trak sig helt tilbage ind mod væggen.
   Et øjeblik stod han blot og betragtede hende, og så vendte han om, og smækkede døren i. Hun var alene igen, og der gik et par minutter inden hun turde samle posen op. Den indeholdt en plasticbeholder med låg og en flaske vand, og de simple genstande fik hende et øjeblik til at føle sig lettet. Hvis han gav hende mad og drikke, kunne det da ikke være fordi han ville slå hende ihjel. Men sekundet efter faldt det hende ind, at han bare ville beholde hende i live, så han kunne fornøje sig med hende i længere tid. Væmmet kastede hun tingene fra sig, så de røg ned på gulvet. Vandflasken rullede væk, og hun indså øjeblikkeligt fejltagelsen, og kastede sig efter den. Kæden om anklen nåede hurtigt sin begrænsning, og hun snublede hårdt mod gulvet med udstrakte arme. Med det yderste af fingerspidserne mærkede hun det kølige plastic, og hun greb febrilsk efter flasken, men den smuttede uden for rækkevidde. Forfærdet var hun nu helt bevidst om den absolutte tørhed i munden, altimens vandflasken lå spottende ganske få centimeter uden for rækkevidde, og hun hulkede sin frustration ud.
   Hun måtte være faldet i søvn på gulvet. Da hun vågnede var hun stiv i kroppen, og ør i hovedet. Hendes tunge var limet til ganen, og den dundrende hovedpine mindede hende om, at det var ved at være på høje tid med noget væske. Hun kiggede grådigt efter vandflasken, men kom så i tanker om beholderen med mad, der også havde været i posen. Den lå stadig på gulvet ved siden af briksen, og hun kravlede hen efter den. Det uigennemsigtige plasticlåg afslørede ikke indholdet, men hun håbede på noget frugt. Hurtigt flåede hun låget af. Indholdet fik hende til grine. Uden at ville det kom hun til at grine, da hun kiggede på de tørre stykker knækbrød inde i beholderen. Latteren lød hul og skinger.
   Hun skulle dø her fordi hun havde været så skødesløs med vandflasken. Det var en ren joke, og hysteriet truede med at vende tilbage. Hendes tunge føltes hævet, og hendes hoved hang som om det var for tungt for nakkens muskler. Hendes hænder sov, og hun bevægede fingrene frem og tilbage for at få den prikkende fornemmelse til at forsvinde. Langsomt kravlede hun tilbage til briksen, og overgav sig til en dødlignende søvn.
   Da hun vågnede igen havde hun det bedre. Hun lå helt stille uden at bevæge sig, indtil en kløen på halsen fik hende til at løfte den ene hånd. Hun kløede langsomt på stedet til kløen forsvandt, og først der gik det op for hende, at hendes hænder ikke længere var tapet sammen. Forvirret satte hun sig op, og kiggede vantro på sine hænder. En tynd slange var viklet om den ene, og da hun så nærmere efter kunne hun se, at det var et drop. Nålen sad i hendes håndryg, og rundt om var huden gul og blå de steder det ikke var lykkes at ramme en åre. Hendes første indskydelse var at hive det ud, men hun vidste også, at hun havde haft alvorligt brug for væsken. Hun vidste ikke hvor længe hun havde været bevidstløs, og var foruroliget over, at han havde været inde hos hende, mens hun havde været helt forsvarsløs. Hun tjekkede hastigt sit tøj, men fandt ingen bekymrende tegn, og så fik hun øje på vandflasken, der var stillet hen ved siden af briksen. Hun greb den øjeblikkeligt, og drak grådigt fra den. Det lunkne vand var det mest fantastiske hun nogensinde havde smagt, og hun ville have tømt flasken hvis ikke det var fordi hun fik en slurk i den gale hals. Hun spruttede og hostede, og satte låget på flasken igen for ikke at spilde resten.
   Hvor længe mon hun havde været i kælderen? Der var ingen indikation af dag eller nat, men hun var sikker på, at hun havde været der i flere dage. Jonas måtte være ude af sig selv - og Mara! Hun måtte føle sig hjælpeløs uden hende. Hvis bare hun ikke havde fået den fjollede idé med landstedet, så var det her aldrig sket. Hun opdagede pludselig, at hun småsnakkede med sig selv, og tav øjeblikkeligt. Jeg bliver skør hernede, tænkte hun. "Jeg er ved at miste forstanden," sagde hun højt, og de små hår i nakken rejste sig over lyden af hendes egen stemme. Hold så op, tyssede hun på sig selv i tankerne, mens uroen zigzaggede rundt indvendig.
   En rumlende lyd fra hendes mave mindede hende straks om knækbrødet, og hun fandt plasticbeholderen på gulvet. Hun skrabede ganen da hun hurtigt slugte de første par skiver, og fornemmelsen af mad fik det til at gøre fysisk ondt i hendes udsultede mave, der trak sig sammen i krampe. En skyldig følelse meldte sig, fordi hun havde spist af maden han havde efterladt til hende, men samtidig vidste hun også, at hun ville have gjort hvad som helst for at dulme den gnavende sult. Hun spiste det sidste knækbrød, og sank tilbage på briksen. Måske ville hun lukke øjnene et øjeblik.
   Et tordenskrald vækkede hende, og hun satte sig op med et sæt. Hvorfor kan jeg høre tordenen hernede, tænkte hun, indtil det med gru gik op for hende, at det ikke var torden, men slåen for den tunge jerndør der blev slået fra. Da døren svingede op, mærkede hun sit hjerte banke hårdt i brystkassen, og hun holdt vejret.
   Han trådte ind i rummet, og hun kunne se han blev overrasket over, at hun var vågen. Denne gang kunne hun ikke holde mund.
   "Hvorfor gør du det her? Vil du ikke nok lade mig gå? Jeg lover jeg ikke siger noget til nogen. Bare lad mig gå!" Sætningerne blev fyret afsted som maskingeværsalver, men han virkede helt upåvirket.
   Tavsheden var øredøvende. Clara kunne ikke holde det ud. Hvorfor sagde han ikke noget? Var det et forsøg på at knække hende fuldstændig? Hendes stemme fik en hysterisk tone hun ikke brød sig om, da hun fortsatte: "Hvorfor skal det gå ud over mig? Hvem er du?" Spørgsmålene blev hængende i luften.
   "Det skal jeg fortælle dig," sagde han, og Clara troede først, det var noget hun havde forestillet sig. Stemmen var overraskende lys, og Clara vidste godt hvem den tilhørte - men afviste det med det samme. Det kunne ikke passe.
   Han trådte et par skridt frem mod hende, og lod hætten falde.
   "Dig," Ordet var kun en hvisken. Farven forlod Claras ansigt, mens hun kæmpede med at forstå.
   "Ja, mig," sagde Mara. "Hvem kunne ellers hade dig lige så meget som mig?" Hun spyttede ordene ud med et hårdt udtryk i øjnene.
   "Hade?" Clara forstod ingenting.
   "Ja, hade! Hade hver en fiber af dig. Hade din egoisme. Hade din måde at behandle mig på, som om jeg er din slave. Hade din måde at tage æren for mit arbejde på. Hade din måde at fremhæve dig selv på bekostning af mig." Clara så tydeligt følelsen bag ordene nu, og hun veg tilbage, som om Mara havde givet hende en lussing.
   ***
   Mara huskede dengang hun for et år siden havde betragtet sig selv i spejlet. Hendes blå, mandelformede øjne havde stirret mistroisk tilbage på hende, og hun havde noteret sig med vanlig afsky de tynde vipper, der indrammede hendes øjne på kedelig vis. Hendes korte, mørkebrune hår havde strittet glansløst om hendes ansigt, og hun havde lagt ansigtet på skrå og formet de sprukne læber i et sarkastisk smil. Hendes buttede skikkelse var blevet understreget af de formløse joggingbukser og den forvaskede t-shirt.
   Jeg er ikke lykkelig, havde hun tænkt, mens hun åndsfraværende havde pillet sig i underlæben, og havde tænkt på sin opvækst med søsteren og forældrene. Clara, hendes tvillingesøster, havde aldrig rigtig været der for hende - og havde altid taget Maras ting uden at tage hensyn til hendes følelser. Selv dengang hvor hun blev forelsket i en klassekammerat i gymnasiet, havde Clara taget ham fra hende - og hun havde grædt på sit værelse, da Clara første gang inviterede ham hjem, og kyssede ham under den gamle eg i haven. Clara lod hende ikke have noget for sig selv, og hun kunne ikke komme i tanker om hvornår hun ikke havde hadet hende. Langsomt var planen begyndt at tage form, og havde ledt hende frem til dette øjeblik.
   Den totale forvirring, der kunne aflæses i Claras ansigt, gav hende en sjælden følelse af selvtillid, og hun mærkede hvordan spændingen boblede inden i hende. Hun kunne ikke vente med at afsløre resten for stakkels, intetanende Clara.
   "Ved du," begyndte hun, inden hun tog en dyb vejrtrækning for ikke at buse ud med det hele på én gang. "En kamæleon skifter typisk ikke farve for at camouflere sig. Vidste du det? Den bruger farveskiftet til at kommunikere med, både når den er aggressiv eller tilfreds. På en måde er det ligesom mig."
   "Hvad taler du om? Er du blevet fuldstændig sindssyg? Kamæleon? Fordi du har klædt dig ud som mand?" En snert af tidligere tiders hån havde vundet indpas i Claras stemme, men Mara ignorerede det og fortsatte.
   "Nej, fordi jeg overtager dit liv." Så. Nu var det sagt, og hun kiggede forventningsfuldt på Clara.
   Latteren, der spruttede fra Clara, kom alligevel bag på hende, og hun mærkede et stik af usikkerhed.
   "Overtager mit liv? Og hvordan har du tænkt dig at bære dig ad med det? Alle kan da se, at du ikke er mig! Og hvad med den eftersøgning, der er i gang nu? Den forsvinder jo ikke bare af sig selv. Du har tydeligvis ikke tænkt tingene ordentligt igennem, Mara. Men det er jo også typisk, ikke? At du ikke kan gennemføre noget. Og hvordan har du tænkt dig at være mig med dit korte hår, din overvægt, din smagløse tøjstil... din kedelighed?"
   Underligt nok var det det sidste ord, der gjorde mest ondt, men Mara lod sig ikke mærke med det. Hun var hærdet af et helt livs ydmygelser, og vidste at hendes tid var kommet nu.
   "Dine ord kan ikke såre mig mere, og så tager du fejl, hvis du tror nogen leder efter dig," sagde hun nøgternt mens hun lynede hættetrøjen op og smøg den af sig. Indenunder havde hun en polstret dragt, og hun registrerede med tilfredshed, at hun havde Claras fulde opmærksomhed. Hun tog også dragten af, og stod sekunder efter foran Clara i undertøj.
   "Som du kan se, Clara, kan jeg meget vel ligne dig. Jeg er for fanden din tvilling, og du glemmer vist, at vi har præcis de samme gener." Mara stillede sig med hænderne på de slanke hofter, hun havde skjult under falsk polstring igennem flere måneder, og nød øjeblikket mere end hun havde forventet. Som det endelige coup de grâce hev hun den korthårede paryk af, og lod de lange lokker falde ned på skuldrene.
   "Du... Du har tabt dig," Claras stammen afslørede usikkerheden et kort øjeblik. "Og fået længere hår. Men det betyder ingenting. "Jonas vil jo vide, at det ikke er mig!"
   Nu var det Maras tur til at le. "Åh, søde Clara. Jonas kommer ikke til at vide noget." Hun kastede et triumferende blik i retning af Clara. "Jeg har gennem de sidste par måneder sørget for at komme ganske tæt på Jonas. Når jeg vidste du var ude til diverse møder og spille vigtig, opsøgte jeg Jonas og viste ham en helt ny side af dig. Det lader ikke til, at du er superengageret i sengen, for Jonas har været mere end almindeligt modtagelig for lidt quickies hist og pist. Og han har mere end en gang givet udtryk for, at han er ret pjattet med denne nye side af dig."
   Det chokerede udtryk i Claras øjne sagde alt, og Mara kunne se hvordan nogle brikker faldt på plads for hende. Det ville næsten være ondt at fortsætte, men nu var hun kommet så langt, og hun måtte indrømme, at det var svært ikke at fryde sig over endelig, at have lukket munden på Clara.
   "Man kan ikke se det endnu, men det varer ikke mange måneder inden jeg opfylder det ønske, som du ikke har villet opfylde for ham." Hun lagde understregende en hånd på sin flade mave, og så hvordan nyheden fik Claras perfekte overflade til at krakelere endegyldigt.
   "Det kan du ikke! Mara, det må du ikke. Det kommer aldrig til at virke - nogen vil gennemskue dig!" Desperationen i Claras stemme var åbenlys. "Det kan du da ikke gøre mod din egen søster?"
   "Jeg gør kun som du har gjort mod mig," sagde Mara stille. "Du er selv skyld i det her, husk det. Og hvem ved - måske vil nogen mistænke det, og bare nyde at slippe for din evindelige egoisme. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har fået nok. I øvrigt har jeg levet som dig de sidste fire dage uden at nogen har hævet et øjenbryn af den grund. Vi ved jo begge godt, at det du bidrager med arbejdsmæssigt mest er som kransekagefigur for virksomheden - og den opgave kan jeg sagtens selv tage mig af, som du kan se," sagde hun og drejede om på hælen.
   "Mara, vent! Du må ikke efterlade mig her. Mara!" Claras bøn gik over i et skrig, der først steg og siden blev dæmpet, da hun lukkede den massive jerndør bag sig.
   Måske ville hun fede Clara op, og lade hende overtage sit eget tidligere liv, tænkte hun, da hun gik op ad kældertrappen. Hvem ville alligevel tro andet end at det blot var en skinsyg søster, der tragtede efter tvillingesøsterens perfekte liv, hvis hun slap hende fri om et par år. Og ingen ville savne den gamle Mara i mellemtiden - slet ikke når hun forklarede, at 'Mara' hellere ville arbejde fra sit nye landsted i provinsen.
   Mara lukkede den frønnede dør til kælderen, og kvalte den sidste lyd af Claras forpinte skrig.