En aprilnat i spøgelsestimen mellem midnat og klokken et fødte jeg min søn. Vejret artede sig mærkeligt i tiden op til fødslen, bratte skift mellem sol og regn. Den eneste konstant var den hylende vind, der klemte sig ind alle steder, og gjorde luften isnende kold for årstiden. Et kvarter over midnat indfandt den første presseve sig, og herefter gik det stærkt, for øjeblikke senere holdt jeg Niclas i min favn for første gang. På præcis samme tidspunkt ophørte den stride blæst som ved et trylleslag og en forunderlig stilhed sænkede sig over natten. Det var næsten som om verden gik i stå og holdt vejret i spændt forventning om Niclas' ankomst, og jeg forstod det kun alt for godt. Han var mit lille mirakel.

Fire års gang havde ikke ændret ved min første indskydelse. I timevis kunne jeg betragte min lille spilopmager når han rødkindet tumlede rundt på stuegulvet i heftig leg, eller når han koncentreret og med tungen lige i munden tegnede farvestrålende malerier med sine farveblyanter strøet ud over hele gulvet.
   Han havde arvet min veludviklede fantasi, som gjorde at han aldrig kedede sig. Altid havde han gang i nye, spændende projekter og ofte virkede det som om han spillede samtlige roller i sin fantasis farverige opsætninger.
   Fra han var lige knap tre år havde han haft utallige imaginære venner, lige fra den grønprikkede, iselskende hare til den to og en halv meter høje cirkusklovn, der måtte bukke sig dybt hver gang den skulle igennem døråbninger. I en lang periode var det næsten anstrengende at holde styr på dem alle sammen, for man skulle gøre sig yderst umage for ikke at komme til at træde på nogen, sætte sig på nogen, glemme at dække op til nogen ved middagsbordet eller glemme at sige godnat til nogen.
   "Mor! Flyt dig, du maser Alfred. Han er lige dér! Er du måske blind?"
   En overgang var jeg lidt bekymret for om alle hans fantasivenner skulle vise sig skadelige for hans udvikling, så jeg konsulterede et stort antal børnepsykologiske opslagsværker. Samtlige bøger gav udtryk for at fænomenet var ganske normalt, og at det faktisk på mange måder var en hjælp for barnet til at udforske nye sider af sig selv. Så længe barnet havde sunde relationer til andre børn i virkeligheden, og ikke brugte de opdigtede venner til oplagte syndebukke for alle gale streger, så var der ingen fare på færde. Når det gjaldt spørgsmålet om at kende forskel på rigtigt og forkert kunne de luftige venner også være en hjælp til at støtte barnets udvikling af ansvarsfølelse.
   "Mor, det var ikke mig der spiste småkagerne - det var Frida. Og jeg havde sagt til hende at hun ikke måtte!"
   Da tiden for Niclas' fjerde fødselsdag nærmede sig var det som om de imaginære venner stille og roligt faldt fra. Én tog på en spændende jordomrejse og mødte et barn i Kina der absolut ikke kunne undvære ham, en anden døde i en frygtelig kvælningsulykke da den tykkeste pædagog i børnehaven kom til at sætte sig på hende og de andre gik i glemmebogen. Hverdagen var ikke længere en usynlig forhindringsbane, og jeg vænnede mig hurtigt til ikke at skulle sige godnat til andre end min lille dreng.

En søndag eftermiddag var jeg travlt optaget af en arbejdsopgave med deadline den følgende mandag, så Niclas passede sig selv og legede alene på sit værelse. Det sidste punktum i opgaven blev sat, og jeg slukkede for computeren. Indvendig priste jeg mig lykkelig over at Niclas var så god til at underholde sig selv. Han var nu noget helt særligt. Så glad og ukuelig. Niclas' far havde jeg mødt gennem nogle arbejdskolleger og vi havde haft en kort, intens affære, der sluttede da jeg opdagede at jeg var blevet gravid. Han ønskede ikke at tage del i Niclas' liv, men han havde vedkendt sig faderskabet og han betalte troligt børnepenge hver måned. Niclas vidste godt hvem hans far var, selvom han aldrig havde mødt ham.
   Da jeg indrettede Niclas' værelse lige inden jeg nedkom med ham, hængte jeg et indrammet billede op på hans væg af hans far og mig sammen. Vi så glade ud, og måske var det det, der gjorde at Niclas ikke stillede så mange spørgsmål om hvorfor hans far ikke var der. Jeg havde fortalt ham at hans far rejste rundt i hele verden på de mest fantastiske eventyr. Det var ikke helt usandt, for hans far rejste rundt i Europa som IT specialist. En af vores yndlingsbeskæftigelser var at digte lange, utrolige historier om hans fars nyeste eventyr, og når vi gjorde det, strålede Niclas' øjne af glæde. Kun en sjælden gang fik han et vemodigt skær i øjnene når han betragtede billedet over sin seng.
   "Mor, ville det ikke bare være vidunderligt hvis far en dag fik tid til at besøge os?"
   I disse tilfælde blødte mit hjerte for ham, og jeg ønskede at tingene kunne have været anderledes.
   Computerens sidste summen døde hen, og lejligheden blev indhyllet i en behagelig stilhed. Jeg rejste mig fra stolen for at gå hen til Niclas' værelse, da jeg hørte en lavmælt stemme. Stemmen lød intens og var reduceret til en hemmelighedsfuld hvisken.
   Da jeg rundede hjørnet og nåede døråbningen til Niclas' værelse, vendte han sig brat som om han var blevet taget på fersk gerning i at lave unoder. Efter en kort betænkningstid lyste han op i et smil.
   "Jeg har fået en ny ven, mor!"
   "Nå, har du det? Hvor har du fået ham fra?"
   "Han kom flyvende ind af vinduet i nat. Vi har leget hele dagen," sagde han triumferende.
   "Har I leget lige siden i nat? Så må I da være ved at være søvnige?" Det slog mig at det var ved at være tid til hans middagslur.
   "Åh, mor. Nu har vi det lige så sjovt..." Hans øjne indtog sit sædvanlige bedende udtryk.
   Jeg satte mig på hug, og trak ham ind til mig.
   "Søde skat, din nye ven er her vel også når du vågner igen - og så kan I lege alt det I vil. Jeg kan læse en lille historie for jer hvis du vil." Jeg kyssede ham på næsen.
   "Ja, okay så, men så skal det også være den med katten!"

Den følgende tid var meget hektisk for mig. Den ene deadline greb den anden, og jeg måtte løbe hurtigt for at nå dem alle. For ikke at udsætte Niclas for min alt for stressede hverdag, havde jeg overtalt min mor til at tage sig kærligt af ham. Nå, ja overtalt er så meget sagt, for de elskede begge hinandens selskab, og jeg behøvede i hvert fald ikke spørge hende to gange.
   En sen aften hvor jeg endelig havde fundet tid til at sætte mig ned med en kop te, ringede telefonen. Den høje, skingre lyd passede ligesom ikke ind på det det sene tidspunkt, så jeg skyndte mig at tage den for at kvæle støjen. Det var min mor.
   "Det er Niclas." Udsagnet fik mit hjerte til at snøre sig sammen.
   "Det er ikke alvorligt," skyndte hun sig at sige, "men jeg er alligevel bekymret for ham."
   "Han er ligesom blevet mere indesluttet, og han virker næsten skræmt nogle gange. De sidste par nætter har jeg også hørt ham hviske midt om natten, som om han fører lange samtaler med nogen."
   "Jamen, han nævnte noget om for et stykke tid siden om at han havde fået en ny ven. Du ved ligesom Frida og Alfred," sagde jeg.
   "Det var også det jeg tænkte, men det her er altså anderledes. Han er helt udmattet om morgenen, og han ligner snart en skygge af sig selv. Men det værste er næsten at han ikke vil tale om det. Vi har da altid kunnet tale om alting!" Hendes stemme var lavmælt og jeg kunne tydeligt fornemme hendes bekymring.
   "Ved du hvad," sagde jeg, "I morgen har jeg den sidste deadline, og så tager jeg tidligt fri. Så tager Niclas og jeg op i sommerhuset og holder en lang weekend, og så skal jeg nok komme til bunds i det her. Du skal ikke være bekymret, mor."

Klokken kvart over tre lykkedes det mig den næste dag at komme væk fra arbejdet, og i bilen på vej til Niclas' børnehave, fik jeg pludselig en sær forudanelse om at noget var helt galt. Speedometernålen rørte på sig da jeg lidt hurtigere end lovligt tilbagelagde strækningen til børnehaven.
   Fremme ved børnehaven kunne jeg se at der var en sammenstimling af mennesker på legepladsen. Hurtigt nærmede jeg mig, og fik lirket mig ind mellem folk og videre ind til midten af forsamlingen.
   Niclas lå på jorden. Hans lille ansigt var askegråt. En af pædagogerne rystede ham som for at vække ham, og ganske langsomt kom der liv i ham igen.
   "Hvad er der sket? Hvad i alverden er der sket?" Skreg jeg ind i hovedet på den nærmeste pædagog mens jeg kantede mig det sidste stykke hen til Niclas. Omtumlet missede ham med øjnene, men da han så at jeg var kommet slog han armene om halsen på mig. Hans greb var knugende, og jeg mærkede at hele hans krop dirrede.
   "Hvad er der sket? Så fortæl mig dog hvad der er sket," forlangte jeg. Jeg kiggede desperat rundt på de omkringstående børn og voksne. Børnene fulgte nysgerrigt optrinet, enkelte så forskrækkede ud, men de fleste kiggede sig blot omkring som for at finde svarene på mine spørgsmål i hinandens ansigter.
   "Ja, øh... Vi ved det faktisk ikke. Niclas legede for sig selv der bag legehuset..." begyndte en ung pædagogmedhjælper tøvende og pegede hen på et lille gult træhus. "Lige pludselig vaklede han ud på midten af pladsen her og kollapsede. Han besvimede vel."
   "Børn besvimer da ikke bare," sagde jeg og mærkede vreden bryde frem, "I øvrigt er det vel jeres opgave at holde øje med børnene - hele tiden."
   "Mor," sagde Niclas svagt, "Jeg har det godt nu. Skal vi ikke gå?"

Inden vi tog af sted til sommerhuset tog vi ind på skadestuen. Det huede mig på ingen måde at Niclas var faldet om som han var på legepladsen, og jeg ville have ham undersøgt inden vi tog nogen steder. Heldigvis kunne lægerne ikke finde nogen årsag til besvimelsen og de forsikrede mig om at han ikke fejlede noget livstruende, så jeg besluttede mig for at tage af sted som planlagt.
   Vores sommerhus ligger idyllisk ned til en fjord. Det er ikke særlig stort. To bittesmå værelser, et lille køkken og en lille stue. Normalt plejede Niclas at sove i det ene værelse og jeg i det andet, men denne gang besluttede jeg at vi skulle sove sammen i min dobbeltseng. Niclas' glæde var overvældende da han fandt ud af det, men han sagde ikke noget. Hele tiden holdt han sig tæt på mig, og jeg kunne ikke lade være med at føle et stik af dårlig samvittighed over at have forsømt ham så længe.
   "Har du haft det godt sammen med mormor, skat?" Spurgte jeg henkastet mens jeg dryssede revet mozzarella over den hjemmelavede pizza, som var en af Niclas' absolutte livretter.
   "Ja," svarede han, "Jeg fik is til dessert i går."
   "Uhm, det lyder lækkert. Du kan tro jeg har savnet dig mens du har været væk. Hvad har du ellers lavet?"
   "Vi så tegnefilm, og mormor læste tre godnathistorier for mig hver aften," sagde han glad, og smilte rigtigt for første gang den dag.
   "Hold da op. Du er rigtig nok blevet forkælet, hvad? Mormor sagde at du havde haft lidt svært ved at sove om natten. Er det din nye ven der holder dig vågen?" Spurgte jeg henkastet mens jeg satte pizzaen ind i ovnen.
   Det glade smil på hans ansigt forsvandt øjeblikkeligt. Hans øjne begyndte at flakke nervøst fra side til side.
   "Han er ikke min ven mere..." sagde han stille.
   Jeg trak en køkkenstol hen til ham, og tog ham op på skødet.
   "Hvad er der galt, skat? Fortæl mor hvad der er galt?"
   "Han bliver sur hvis jeg sladrer," sagde Niclas så lavt at jeg skulle anstrenge mig for at høre det.
   Jeg betragtede ham alvorligt. Et eller andet var helt galt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på de andre gange hvor Niclas havde brugt sine fantasivenner til at afprøve forskellige ting. Var det her ligesom de gange? Han virkede bare så forskræmt. Det lignede ham slet ikke, og endnu et jag af dårlig samvittighed indfandt sig. Måske fandt han på alt dette her for at skabe ekstra opmærksomhed omkring sig. Han havde jo måttet undvære mig en del på det sidste.
   "Niclas, skat, du ved godt at mor elsker dig, ikke? Højere end noget andet i hele verden." Jeg knugede ham i mine arme for at understrege mine ord. "Hvis du ikke har brug for din nye ven mere, så kan vi sende ham af sted på en rejse. Vi kan lave en båd til ham og sende ham af sted fra stranden..."
   "Mor," afbrød Niclas, "Han vil ikke tage af sted uden mig. Han siger hele tiden at han er kommet for at hente mig, og jeg vil bare blive her hos dig. Må jeg ikke nok blive hos dig?" Han kiggede bedende på mig med sine smukke øjne.
   "Hvad siger du? Selvfølgelig må du blive hos mig. Du hører da til hos mig. Niclas, der er ingen der tager dig. Det lover jeg dig." Jeg følte en sær uro indvendig, men spillede alligevel med på hans løjer. Hans rædselsslagne udsagn om at blive taget fra mig kunne meget vel hænge sammen med min teori om at han følte sig forsømt.
   Vi spiste vores middagsmad, og gik derefter en tur på stranden. Hjemme igen gjorde vi os klar til natten og gik i seng. Jeg var udmattet efter den lange periode med stort arbejdspres, så det kostede mig store anstrengelser at holde mig vågen. Niclas var urolig og kunne ligesom ikke falde til ro, og jeg ville så gerne være der for ham indtil han faldt i søvn.
   Jeg vågnede med et sæt og satte mig fortumlet op i sengen. Det tog nogle øjeblikke inden mine øjne vænnede sig til det komplette mørke. En lyd ude fra køkkenet sendte mit hjerte på overarbejde, og i samme sekund indså jeg at pladsen ved min side var tom. Niclas!
   Hurtigt kom jeg på benene, og gik hen mod køkkenet.
   "Nej, jeg vil ikke..." Den grædende stemme tilhørte Niclas. Han lå helt stille i fosterstilling på køkkengulvet, og da jeg faldt på knæ ved siden af ham og forsigtigt rørte hans skulder, udstødte han et panisk skrig.
   "Niclas, det er mor. Schhh, mor er her." Jeg samlede ham op, og det slog mig hvor lille og sårbar han var, da jeg bar ham tilbage til sengen.
   Resten af natten holdt jeg ham tæt ind til mig, og endelig efter nogle timer faldt han i en urolig søvn. Hans kinder var strimede af de mange tårer han havde grædt. Det var som om han ikke havde været i stand til at stoppe. Til sidst havde han grædt lydløst, store tårer der hele tiden løsrev sig fra hans lange, smukt svungne øjenvipper. Jeg betragtede de fine dun på hans kinder, der virkede slunkne. Hans ansigtsfarve var grålig, og han trak vejret i små overfladiske gisp. Han måtte være udmattet langt ud over det sædvanlige. Hvis han ikke så bedre ud når han vågnede, ville jeg tilkalde lægevagten.
   Lidt i syv stod jeg op, og lavede mig en kop stærk kaffe. Niclas virkede roligere nu, og hans ansigtstræk virkede knapt så plagede. Beroliget gik jeg ud i haven, og nød den stille morgenstund. Det lod til at blive fint vejr, og selvom kalenderen kun sagde starten af juni, så var morgenluften lun som en augustaften.
   Klokken halv ni kiggede jeg ind til Niclas. Han sov dybt, og rosa pletter dansede hektisk på hans kinder. Da jeg aede ham over håret registrerede han det overhovedet ikke. Bevæbnet med mere kaffe, en bog og solbriller begav jeg mig atter ud i haven, hvor jeg lagde mig tilrette på en liggestol. Indvendig svor jeg at jeg aldrig ville indlade mig på så overvældende arbejdsbyrder igen. I hvert fald ikke før Niclas var blevet større.
   Insekter summede lystigt omkring mig, og i takt med at solen skruede op for den kosmiske radiator, begyndte bogstaverne i min bog at flimre for mine øjne. Det gik op for mig hvor træt jeg egentlig var. Mine øjne gled i. Bare et øjeblik, tænkte jeg.
   En fjern rumlen vækkede mig. Solen var for længst forsvundet bag mørke, tunge regnskyer, og det kunne ikke vare længe inden de første dråber faldt. Hvor længe havde jeg sovet? Himlen havde været fuldstændig skyfri. Et par timer måske. Sov Niclas stadig?
   Luften indenfor i huset var varm og indelukket som om huset havde stået forladt i årevis. Mit blik faldt på uret over pejsen. Halv fire!
   Foruroliget vendte jeg mig mod soveværelset. Ikke en lyd hørtes, selv lyden af det livlige dyreliv udenfor var forstummet. Et øjeblik følte jeg mig svimmel, og måtte støtte mig til væggen. Jeg skubbede døren op, og da jeg genkendte den lille skikkelse under dynen følte jeg et stik af lettelse.
   "Niclas..." sagde jeg prøvende. "Niclas, skat, du har snart sovet hele dagen."
   Intet svar. Ingen bevægelse.
   "Niclas," sagde jeg lidt højere og satte mig på sengekanten. Jeg trak dynen af ham, og lagde hånden på hans arm.
   Han reagerede ikke, heller ikke da jeg ruskede forsigtigt i ham.
   "Niclas, vågn op!" Hysteriet var ved at indfinde sig i min stemme. "Vil du ikke nok?"
   Forsigtigt vendte jeg ham om på ryggen, og da jeg så hans ansigt skreg jeg. Hans ansigtshud var gusten, hans vidtåbne øjne indfaldne og tomt stirrende ud i intetheden. Hans pyjamasoverdel var gledet op, og afslørede røde og blåviolette ansamlinger på maven. Jeg behøvede ingen formel træning for at gennemskue hvad det var. Ligpletter.
   Afmægtighed greb mig og jeg samlede mit døde barn op og knugede ham ind til mig. Hans krop var stadig forræderisk varm. En sugende, altødelæggende malstrøm detonerede eksplosivt i mit indre da virkeligheden sank ind.

Jeg sidder ved skrivebordet foran vinduet. Udenfor skinner solen, men i horisonten ruller aftenskyerne ind. Nu er der snart middagsmad, men jeg er ikke sulten. Mit værelse er bart og sådan kan jeg lide det. Kun på den ene væg hænger en tegning. Det er en glad tegning, der forestiller en familie på sejltur. Det er min mand og jeg og vores søn Niclas, som snart bliver seks år.
   Der er fredeligt her. Jeg kan godt lide det selvom lægerne ind imellem er lidt irriterende. De siger at jeg ikke har nogen mand og at Niclas er død. De lyver.
   Selvfølgelig er Niclas ikke død! Jeg leger jo med ham hver dag, vi går ture alle tre. Hvorfor kan de ikke se det? Og hvorfor skulle de dække op til tre når de siger at min mand og søn ikke eksisterer? For at glæde mig? Nej, det må jo være virkeligt, ikke? Det må da være virkeligt!