Aftensolen havde begyndt sin hastige nedstigning, og lyset svandt hurtigt på hypnotisørens kontor. Den mørke, næsten grotteagtige indretning gjorde sit til at fortrænge lyset, og Arne Møller kneb øjnene sammen for at fravriste kalenderen foran ham dens utydelige indhold. Med et irriteret suk opgav han, og rakte ud efter skrivebordslampen, der øjeblikkeligt adlød og sendte en lille lyskegle ned på kalenderen.
   Syv sessioner i morgen, tænkte han, der bliver nok at se til.

Han skimmede siden, og noterede sig med velbehag, at morgendagens sidste klient var den yndige frøken Berg. Hans hjerte skippede et slag, og en lille sveddråbe formedes på den mørke overlæbe, da han genkaldte sig deres første session.

Darla Berg var en ung kvinde, der havde opsøgt ham i håb om at få hjælp til sine søvnproblemer. Det første, Arne havde bemærket, var hendes smækre krop med de eventyrligt svulmende bryster, der i hans øjne kæmpede en evig kamp mod blusens snærende stof. Hvem der dog bare kunne få lov til...
   "Søvnbesvær," havde hun sagt med en usikker stemme, og Arne have noteret sig at hendes ellers klare blå øjne var indrammet af en mørk skygge. "Jeg må sove meget overfladisk, for jeg er kronisk træt, og jeg læste på din hjemmeside, at det var noget du kunne hjælpe med. Jeg føler mig som en levende død, og nogle morgener er jeg så træt, at det føles som om jeg har været vågen hele natten."

Arne havde forsikret hende, at han sagtens kunne hjælpe, og havde henvist hende til den behagelige chaiselong i det bagerste hjørne af kontoret. Det havde kriblet i ham efter at komme i gang, og da han efter den indledende samtale havde overbevist hende om, at det bedste ville være at komme i gang med det samme, havde han hende kort efter i den tilstand han afgjort foretrak tiltrækkende kvinder i. Passiv, medgørlig og ikke mindst adlydende.

Arne var udmærket klar over, at hans dispositioner ikke altid var lige etisk korrekte. Han var en uhyre intelligent person, og havde en lang række uddannelser bag sig, primært indenfor psykologien. Egentlig var det paradoksalt, at lige netop han havde valgt et fag, der om noget beskæftigede sig med den menneskelige psyke - når han i bund og grund kun bekymrede sig om sine egne behov og sit eget velbefindende. Der var intet at tage fejl af. Arne havde primært valgt psykologien for dens prestige, og sekundært fordi den anlagde en perfekt platform for hans talent for manipulation.

Interessen for hypnose var kommet senere, ja faktisk var interessen udsprunget af noget så banalt som et tv-show, hvor en hypnotisør fik forskellige publikummer til at opføre sig komplet vanvittigt. Faktisk havde han grebet fjernbetjeningen for at slippe for pinlighederne, da hypnotisørens næste 'offer' havde været en smuk ung kvinde, som han fik til at opføre sig som en sulten gorilla, der frådende indtog en banan. Der havde han for første gang fået idéen til hvordan hypnose kunne indgå som instrument for hans egen behovsopfyldelse. Den magt hypnosen kunne give ham var forførende ud over alle grænser, og han havde tilmeldt sig et certificeringskursus dagen efter.

Hypnoterapi havde været et hit fra starten. Alle lod til at have diverse skavanker hypnose var løsningen på: Fobier, spiseforstyrrelser, søvnløshed, depression, overvægt og rygning. Allerede i opstartsfasen havde Arne fået en glimrende idé, men han havde tvivlet på om det virkelig kunne lade sig gøre. Han lod ganske enkelt alle kontantbetalende hypnoseklienter betale to gange. Alle klienter betalte som udgangspunkt inden sessionen, og hvis de betalte kontant, ja så præparerede han dem lidt under dagens session så de belejligt glemte, at de allerede havde betalt. Når han så efter sessionen mindede dem om at de vist ikke havde betalt endnu, ja så blev de ofte flove og betalte skyndsomt hans ikke uanselige honorar - endnu engang.

I takt med at Arne følte sig mere sikker, var han også begyndt at tage sig visse friheder med enkelte af de kvindelige klienter, og Darla Berg var ingen undtagelse. Faktisk var hun hans absolutte favorit, og han glædede sig til at hjælpe hendes spændstige bryster ud af deres trange fængsel dagen efter. Med et længselsfuldt suk slukkede han skrivebordslampen, greb frakken på stumtjeneren og lukkede sig ud af kontoret.

Dagen sneglede sig af sted. Arne havde svært ved at skjule sin afsky overfor sine første klienter dagen efter. Den smældfede fru Andersen, der forsøgte at springe over hvor gærdet var lavest, og krævede at Arne fjernede hendes trang til chokoladerosiner, var dagens første klient. Et øjeblik overvejede han at indpode en falsk inklination overfor kaninlorte, der af størrelse og farve kunne minde om konens foretrukne spise, men han lod være. De tre næste klienter deltog alle i behandlinger for forskellige fobier, den mest udfordrende led af acarofobi, og mente helt bestemt at adskillige hærskarer af røde myrer boede under hans hud.

Arne var træt af de forskellige trivialiteter, så da dagens femte klient dukkede op for at modtage en rygeafvænningsbehandling, lod han blot klienten tage sig en dyb hypnoseinduceret lur, mens han selv dagdrømte om Darlas runde former. Rygere var alligevel aldrig overraskede når behandlingen slog fejl. Det bekræftede dem blot i hvor umuligt afvænningsprojektet var, og nå ja, hvis selv en professionel måtte give fortabt, ja så var der jo ikke noget at sige til at de ikke selv kunne holde op. Den sjette klient viste sig umulig at hypnotisere, så Arne måtte opgive ævred, hvilket han kun var glad for. Det gav ham mulighed for at forberede sig til Darlas ankomst.

Efter at have forrettet sin nødtørft på klinikkens lille badeværelse, vaskede Arne hurtigt hænderne, mens han studerede sit ansigt i spejlet over vasken. En samling furer løb som uregelmæssige bække henover panden på ham, og stod i stærk kontrast til den glatte hud omkring hans stålgrå øjne. Det beslutsomme blik indgød respekt hos patienterne, og kombineret med hans selvsikkerhed, var de fleste som smør i hans hænder allerede inden hypnosens magt gjorde sig gældende.

Forbløffende nok havde Arne aldrig oplevet nogen større mistro fra sine patienter. Han ville aldrig selv have overvejet at afgive kontrol på den måde, om så hans liv afhang af det. Mediernes behandling af hypnose og hypnoterapi generelt gjorde også meget ud af at slå fast, at ingen kunne tvinges til at gøre noget, de ikke ville, under hypnose. Arne fandt det udsagn direkte grinagtigt. Som om de mennesker, der hypnotiseredes i tv-shows var ligeglade med at blive helt til grin. Næ, hans erfaring sagde ham, at folk i hypnose stort set altid gjorde som de blev bedt om. Det menneskelige sind var nu finurligt, tænkte Arne, idet hans mundvige sitrende aftvang hans ansigt et sjældent smil.

En elektronisk summen fra hans skrivebord bekendtgjorde at dagens sidste patient var ankommet. Darla! En frydefuld rislen kildrede ned langs hans ryg, da han med raske skridt tilbagelagde den korte afstand fra badeværelset til skrivebordet, hvor han trykkede på den blinkende knap, der satte ham i forbindelse med sekretæren udenfor.
   "Ja?"
   "Darla Berg er her," sagde sekretæren tonløst.
   "Send-hende-ind," sagde Arne, og overvejede et kort øjeblik om hans stemme afslørede den længselsfulde iver han følte.

Få minutter senere betragtede Arne Darlas yndefulde kurver, der fulgte chaiselongens ditto på udsøgt vis. Den lavendelfarvede kjole, Darla havde på, smøg sig forførende om hendes frodige krop, de bløde kødfulde lår, de vidunderlige bryster. En begyndende ruhed i Arnes hals fik ham til at rømme sig, og uden tøven påbegyndte han de indledende fraser, der fik Darlas lukkede øjenlåg til at plirre svagt i takt med at den tranceagtige tilstand indtog hende. Hendes åndedræt fandt et roligt leje, og Arne vidste at hypnosen var tilpas dyb til at han kunne starte.

"Forestil dig, Darla," begyndte han med en blid, monoton stemme, "at du befinder dig i en vidunderlig skov. Træerne har den yndigste grønne farve, og er beboet af den ene farverige fugl efter den anden, der alle fløjter den mest forunderlige melodi. Mens du bevæger dig dybere ind i skoven, mærker du hvordan glæden indeni bobler berusende som et kildrende kærtegn. Du har aldrig følt dig så lykkelig før."

Arne fugtede læberne, inden han fortsatte.

"Foran dig får du øje på en lysning, hvor sollyset, der gennembryder trætoppene hæver temperaturen betragteligt. Du mærker hvordan varmen får dig til at ønske, at du ikke var spærret inde i dit tøjs kvælende fængsel, og da du tilmed får øje på en lille rislende bæk i skovbunden, skynder du dig at følge den. Du har det meget varmt nu, og din glæde er derfor stor, da du ser at bækken munder ud en i en lille skovsø. Du tager hurtigt skoene af, og dypper den ene fod ned i det klare vand. Vandet er vidunderligt køligt, og du får straks lyst til at bade, og at mærke det kølige, forfriskende vand mod din gloende hud. Skynd dig at tage tøjet af."

Arnes direkte kommando fik Darlas hænder til tøvende at gribe efter kjolens halsudskæring. Normalvis reagerede klienterne ikke effektivt på direkte kommandoer, og det gjorde Darla heller ikke. Efter nogle uoverbevisende hiv i kjolen lod hun atter hænderne falde viljesløst ned langs siden.

"Det skal du ikke spekulere på, Darla, lad mig hjælpe dig," sagde Arne, der havde rejst sig fra sin egen stol der stod halvanden meter fra chaiselongen, og med tilbageholdt åndedræt lod han langsomt sine hænder glide op langs Darlas arme. Hun gøs, og Arne var sikker på, at det var af vellyst. Langsomt lod han sine hænder glide forbi hendes kraveben, og videre ned mod knapperne på forsiden af kjolen. Han kunne ikke lade være med at tænke på, om hun mon ikke havde taget den kjole på for at gøre sig pæn for ham. Hans fingerspidser berørte den øverste knap, der næsten af sig selv sprang op, og blottede en væsentlig bid af Darlas guddommelige kavalergang. Arne tvang sig selv til at få sin vejrtrækning under kontrol, og det lykkedes kun lige med nød og næppe.

Darla vred sig langsomt i chaiselongen, da Arne knappede de sidste fire knapper op, og blotlagde bh'en. Han lod pegefingeren glide ind langs bh'ens kant, og nød fornemmelsen af den varme hud, og han skulle netop til at krænge det tynde stof ned, da en hæs latter fyldte rummet. Forskrækket tog han hånden til sig, og kiggede foruroliget på Darlas lukkede øjne. Noget der lignede et sarkastisk smil spillede om hendes læber, og Arne var sikker på, at hun ikke længere var hypnotiseret.

"Jamen dog, jamen dog, doktormand!" Darlas stemme havde fået en nedladende tone Arne aldrig havde hørt før. "Burde du ikke som minimum have budt på middag inden du sådan kaster dig over desserten?"

En sær blanding af forvirring og angst sneg sig ind på Arne. Det var aldrig sket før, at en klient var vågnet af hypnosen på den bratte facon, og Arne kunne pludselig ane konsekvenserne af hans knap så etiske handlinger i horisonten. Han havde aldrig overvejet, at han kunne blive straffet eller endnu værre, miste den professionelle anseelse han nød blandt sine ligeværdige.

"Darla, jeg..." Den manglende stemmekontrol forskrækkede Arne mere end noget andet, og han mærkede små stik af angst brede sig i kroppen mens han satte sig i sin egen stol igen. Hurtigt, skreg hans hjerne. Find dog på noget! Han rettede atter blikket mod Darlas lukkede øjne. Hvorfor blev hun ved med at have lukkede øjne?

Den hæse latter skar igen gennem lokalet, nærmest som et skrig. Det mindede ham om noget, han ikke kunne sætte fingeren på.

"Jeg hader det navn, kald mig Lena, doktormand, så bliver vi to hurtigt fine venner," kurrede Darla/Lena. "Hvor kom vi fra?" Hun tappede eftertænksomt den ene pegefinger mod tindingen, stadig med lukkede øjne, der på foruroligende vis gav næring til Arnes usikkerhed. Så var hun altså stadig hypnotiseret?

"Når jeg tæller ned fra fire vil du vågne, og føle dig frisk og veludhvilet," forsøgte Arne, og den gammelkendte frase beroligede ham. Hvorfor havde han overhovedet tvivlet på sig selv, tænkte han, inden han fortsatte: "Du vil føle det, som om du har haft en behagelig drøm, som du ikke helt kan huske, men som alligevel..."

Arne holdt brat inde, da Darla/Lena slog øjnene op, og kiggede direkte på ham. Hendes ellers så blå iriser så næsten sorte ud, da hun uden at fjerne blikket fra ham, slog benene ud over kanten af chaiselongen, og rejste sig. Hun løftede truende en finger.

"Du skal ikke prøve at manipulere med mig, doktormand, jeg er ikke nogen kludedukke du kan håndtere efter forgodtbefindende. Det er meget muligt at andre finder sig i dine slibrige tilnærmelser, men lad mig lige slå en ting fast!" Med et rovdyragtigt spring var hun over ham med en kraft, der var lige ved at vælte dem begge bagover i stolen. Inden han nåede at reagere, greb hun ham om halsen med den ene hånd, og klemte til med en styrke som overraskede ham. Han forsøgte at tale, men kun en underlig kvækkende lyd undslap hans strube.

"Schyyy," tyssede hun hvislende. "Hør godt efter nu, er du med?" Hendes skarpe negle borede sig ind i den tynde hud på hans hals med en sviende smerte, der formåede at gøre det ubarmhjertige pres på hans strube endnu mere uudholdeligt. Et sted dybt nede i hjernebarken undrede Arne sig over, at han ikke bare overmandede hende, og dermed slap for hendes kloagtige greb, men tankespiren var for flyvsk til at finde grobund i hans bevidsthed.

"Du rører mig aldrig igen! Er du med?" Darla/Lenas øjne borede sig ind i hans, og Arne mærkede vantro at hans nakkemuskler straktes og slappedes i en nikkende bevægelse. "For hvis du gør det," fortsatte hun, og lod et diabolsk smil stivne på sine læber, "så snip, snip!". Hendes frie hånd formede en klippende bevægelse i luften, som Arne slet ikke tvivlede på betydningen af. Dernæst slap hun grebet om hans strube, vendte rundt og lagde sig atter på chaiselongen med lukkede øjne.

Arne blev et øjeblik siddende i stolen i samme akavede, tilbagelænede stilling, som Darla/Lena havde efterladt ham i, og vendte så forsigtigt blikket mod chaiselongen, hvor hun lå. Paradoksalt nok følte han nu afsky ved synet af den åbentstående kjole som hvis en sexpartner under akten havde afsløret at være blodsbeslægtet med ham. Han var lige ved at rejse sig for at lukke kjolen igen, men noget holdt ham tilbage.

Vanviddet i Darla/Lenas øjne havde ikke været til at tage fejl af, og han havde ikke lyst til at risikere noget. Risikere at hun gjorde alvor af sin trussel. Arne følte sig svag. For første gang i meget lang tid følte han ikke, at han havde kontrol over situationen, og det var ikke en rar følelse. Faktisk havde det rystet ham, at han så let var blevet reduceret til en hjælpeløs svækling. Han havde ingen anelse om hvordan han skulle få vendt det hændte til sin egen fordel, og når han betragtede den nu roligt afventende Darla/Lena følte han sig afmægtig.

Arne var slet ikke i tvivl om, at Lena var et oplagt eksempel på en dissociativ forstyrrelse hos Darla. Personlighedsspaltning var jo et velkendt fænomen indenfor psykiatrien, som Arne ved mere end en lejlighed havde stiftet bekendtskab med. Der var de milde og de svære tilfælde - de milde inkluderede formentlig alle mennesker, og dækkede over forskellige delpersonligheder som var dårligt integreret. De lidt alvorligere tilstande handlede om delpersonligheder som helt blev afvist af det personlige selv, og endelig havde man de helt alvorlige tilfælde, hvor man talte om multiple personligheder. En sådan patient ville skifte personlighed mellem flere forskellige identiteter eller magtfulde delpersonligheder uden nogen bevidst forbindelse mellem de forskellige elementer. Lena var afgjort en magtfuld delpersonlighed, som Darla formentlig slet ikke var klar over, at hun havde.

Mange år tidligere, da Arne var under uddannelse, havde han hørt farverige beretninger om grelle tilfælde af personlighedsspaltning, og fælles for dem alle var, at samtlige klienter husede en morderisk side, der var blevet skæbnesvanger for behandleren. Det eksempel, der havde gjort mest indtryk på ham dengang, handlede om en præpubertær dreng, der siden han var ganske lille, havde gået i søvne næsten hver nat. Det i sig selv var måske ikke så skræmmende, men drengen havde flere gange udvist bekymrende adfærd.

En nat, da han var syv, var drengens mor vågnet ved en diabolsk skrigen, der viste sig at stamme fra drengens tre år ældre søster, der tilfældigt var vågnet og havde opdaget brorens seneste påfund. Drengen havde på bestialsk vis sprættet søsterens dværgkanin op, og var gået i gang med at male mystiske tegn på stuens hvide vægge med en finger, der dryppede af det friske røde blod. I den anden hånd holdt han krampagtigt fast på kæledyrets indvolde, der dirrede som vådt tang efter ham.

Siden den episode var han blevet lagt i spændetrøje når han skulle sove, men familien måtte opgive efter et stykke tid fordi drengen skrigende forlangte at blive løsladt, når han ud på natten vågnede på det tidspunkt, hvor han plejede at gå i søvne. I stedet begyndte forældrene at give ham stærke sovepiller ved sengetid, og for en tid sov han igennem uden natlige forstyrrelser, indtil heller ikke sovepillerne kunne holde ham i skak længere. Da drengen var 12 år havde forældrene fortvivlede opsøgt en børnepsykiater, der straks havde afdækket en magtfuld delpersonlighed hos drengen. Denne delpersonlighed overtog drengen nærmest på klokkeslæt hver nat, og psykiateren havde derfor arrangeret, at drengen midlertidigt boede hos hende, så hun kunne observere den anden identitet på nærmeste hold.

Dette havde vist sig at være en skæbnesvanger beslutning, for en nat inden det tidspunkt hvor drengens anden personlighed som regel tog over, og inden psykiateren havde spændt drengen fast til sengen for at undgå farlige situationer, var han pludselig faldet om. Overvågningskameraer, der var monteret med det formål, at bidrage til psykiaterens forskning, dokumenterede tydeligt hvad der derefter skete.

Psykiateren kom løbende hen til drengens ubevægelige skikkelse, og vendte ham bekymret om. Drengen virkede groggy, og reagerede ikke på de klap psykiateren gav ham på kinderne for at vække ham. Hun baksede ham hen på sengen, og vendte ryggen til og knælede ned ved telefonen, der stod på et lille bord ved siden af sengen. Hun åbnede en skuffe i bordet, og fandt en sort adressebog frem, som hun bladrede febrilsk i, inden hun besluttede sig for en side, og begyndte at taste et nummer ind på telefonen. Mens hun ledte efter nummeret, var drengen på sengen begyndt at røre på sig, inden han meget pludseligt slog øjnene op.

Arne genkaldte sig blikket i drengens øjne med lethed selvom det var adskillige år siden han så optagelserne fra psykiaterens overvågningskameraer. Drengens øjne havde virket formørket, som om pupillen havde fortrængt regnbuehinden fuldstændig, og Arne gøs ved erindringen om den ondskab, der helt tydeligt gennemsyrede drengens blik, da han fokuserede på den kvindelige psykiater, der sad med ryggen til ham. Lydløst rejste drengen sig fra sengen, greb et halvfyldt vandglas fra sengebordet, og hamrede det med stor kraft ind i baghovedet på den knælende psykiater. Glasset splintrede i en byge af skår, og en hastigt voksende mørk plamage kom til syne i psykiaterens blonde hår.

Hun vendte sig langsomt som om hun ikke forstod hvad der skete samtidig med at telefonrøret gled ud af hendes hånd. Drengen udnyttede hendes tøven, og greb uden at ænse sin egen blødende hånd et stort spidst glasskår, og tegnede en ujævn rød stribe tværs hen over psykiaterens hals, som fik hende til at gurgle ubehjælpeligt inden en massiv blodstråle rev sig løs fra det takkede sår, og afkortede psykiaterens liv i takt med at en enorm blodmængde pulserende forlod hendes sammenfaldne krop. Hun døde i løbet af ganske få minutter.

Men det sluttede ikke der. Arne huskede med gru, hvordan flere af hans medstuderende havde skreget, ja nogle havde rejst sig og forladt fremvisningslokalet, da drengen tog hul på en dæmonisk leg, der indebar enhver tænkelig besudling af den stakkels psykiaters afsjælede legeme. Arne havde selv måttet kæmpe med kvalmen, da drengen havde tygget sig igennem en luns af ligets kind.

Erindringen om søvngængerdrengen havde et øjeblik fået Arne til at glemme alt om Darla/Lena, men nu fik et lille grynt fra hende ham øjeblikkeligt tilbage til nutiden. Han betragtede hendes fredfyldte ansigt, og hørte atter en gryntende lyd fra hende. Hun snorkede. Arne mærkede hvordan en svag lettelse skyllede ind over ham. Han måtte få afsluttet sessionen, og så ville han sige til Darla, at han ikke så sig i stand til at hjælpe hende. Måske ville han henvise hende til en kollega... Han rynkede brynene et kort øjeblik, og lyste så op i et smil da han indså hvordan den idé kunne vendes til hans fordel. Det var det han ville gøre - henvise Darla til den irriterende og bedrevidende Dr. Sølvquist, der ved flere lejligheder var blevet fremhævet som en eminent psykiater på bekostning af ham selv. Det kunne lukke munden på hende. Arne forestillede sig hvordan Lena brølende kastede sig over Dr. Sølvquists spinkle skikkelse, og blottede kortvarigt tænderne, da hans mundvige gav efter for et større smil.

Arne rømmede sig, og satte sig til rette i stolen. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at få afsluttet sessionen, og ikke mindst få genoprettet kontrollen med situationen. Han skævede til Darla, og kunne ikke længere forstå sin tidligere betagelse. Lenas tilsynekomst havde forpurret hans yndlingsfantasier med hendes kontante (og skræmmende, gøs han ubevidst) væremåde. Kvinder skulle ses, ikke høres. En kvinde skulle være som... han lod sig hvirvle rundt i forskellige erindringer, inden det oplagte valg manifesterede sig i hans bevidsthed... Emilie Holm. Hun var en anden af hans klienter - et pigebarn på 15 somre, der heldigvis kun konsulterede ham for en ligegyldig cynofobi. Det var typisk kvinder, at være bange for noget så svagt og ubetydeligt som Fido, tænkte han hånligt, inden hans tanker begyndte at cirkle om den næste session med Emilie. Hun ville afgjort kunne rette op på fadæsen med Darla, selvom hun ikke havde Darlas yppige former. Emilies spæde krop sammenholdt med hendes imponerende lydighed, som Arne næsten ville karakterisere som underdanighed, og den måde hendes naivt plirrende lyseblå øjne kunne betragte ham som om han var intet mindre end et orakel, var ganske pirrende, og Arne mærkede en svag ophidselse gennemstrømme sin krop.

Med en kraftanstrengelse skubbede Arne tankerne om Emilie fra sig, og rettede atter opmærksomheden mod den slumrende Darla. En flygtig uro ramte ham, da det gik op for ham, at han blev nødt til at sørge for at den åbentstående kjole blev lukket forsvarligt inden Darla vendte tilbage til bevidst tilstand. Han overvejede at rette op på forholdet via suggestion så han slap for at røre hende, men Darlas svigtende evne til effektivt at parere ordre under hypnose ville bare trække tingene i langdrag. Med et suk rejste han sig fra stolen, og tog et skridt hen mod hende, hvorefter han stivnede for at sikre sig, at hun ikke vågnede. Selvom Darla overhovedet ikke rørte på sig, følte Arne sig pinligt bevidst om en vedholdende fornemmelse af at være på vej til at vække en slumrende bjørn, og da han forsigtigt tog endnu et skridt hen mod Darla, følte han sig næsten overrasket over, at hun endnu ikke havde kastet sig over ham.

Sikke noget pjat, mumlede han irriteret for sig selv. Han kunne slet ikke forlige sig med sin tøvende fremfærd, og hvis hun endelig prøvede på noget, så burde han sagtens kunne overmande hende. Burde han ikke? Det ville ikke være første gang, at Arne havde fået sin vilje gennem fysisk magt, men samtidig huskede han stadig alt for tydeligt Lenas kloagtige greb om hans strube. Hvorfor havde han ikke gjort noget der? Hvorfor havde han følt sig så hjælpeløst lammet? Arne tvang tvivlen væk, og mandede sig op inden han tog et sidste skridt helt hen til chaiselongen. Han bøjede sig over Darla, og samlede hastigt kjolestykkerne inden han med rystende hænder (... Jeg ryster da aldrig på hænderne, observerede han skeptisk) lukkede de første to knapper. Han bandede over de små knapper, der svigefuldt gled ud af hans svedige hænder mens hans blik flakkede mellem de forræderiske knapper og Darlas lukkede øjne. En knap tilbage... Hans overfladiske vejrtrækning begyndte at genfinde et mere roligt leje, da han med koncentreret mine smuttede den sidste knap gennem det tilhørende sidste knaphul. Lettet betragtede han det færdige arbejde, inden hans blik igen gled op på Darlas lukkede øjne... Som var åbne.

Han veg forskrækket tilbage, snublede to skridt baglæns, ramte stolen, der skramlede mod gulvet inden den væltede bagover. Han frøs til stedet, da Lenas hæse latter atter rungede igennem det huleagtige kontor.

"Tsk, tsk... Doktormand, jeg troede vi havde en aftale," kurrede hun overbærende, inden hun i næste nu med forbløffende adræthed sprang op fra chaiselongen, og vendte front mod ham. En ejendommelig forvandling fandt sted, idet hendes kurrende stemme afløstes af noget der mest af alt lød som en rabiat snerren. Hun bøjede knæene let, og sank ned i en let skrævende stilling Arne med bange anelser genkendte som en angrebsposition. Hendes iriser formørkedes, da hun kneb øjnene sammen til to smalle sprækker, og hendes læber afslørede en blændende række (skarpe?) tænder, da de gled til side i et ondt smil.

Angsten og lammelsen fra tidligere vendte tilbage, og greb ham i et næsten fysisk jerngreb, der klemte luften ud af ham og kommanderede ham som en viljesløs marionetdukke til at synke sammen på gulvet. I løbet af de få sekunder det tog ham at glide ned på gulvet, gik det op for ham hvad det var den hæse latter havde mindet ham om tidligere, og et hult erkendelsens suk undslap raspende hans tørre læber.

Lenas latter udgjorde en perfekt imitation af hyænens skrig lige inden den kaster sig over sit bytte med knogleknusende kraft.