Aldrig! Det måtte da være hendes spøg! Arbejde på et plejehjem? Aldrig i livet!
   "Hold nu op, Julie! Så slemt er det da heller ikke. Det er jo kun for sommeren - det er jo ikke som om du skal være der resten af livet!"
   En blodåre begyndte at dunke faretruende i Julies mors tinding.
   "Du har selv gået og brokket dig over at du ingen penge har, og hvis du vil ud på den rejse, jamen så må du også tage dig sammen og tjene nogle penge. Og nu har jeg haft alt det besvær med at skaffe dig det arbejde på Julianehjemmet!"
   Julies skuldre sank sammen. Hun havde jo ret. Hun havde brug for de penge hun kunne tjene der, men tanken om at sørge for gamle menneskers personlige hygiejne fik det til at vende sig i hende. Hun så op.
   "Hvad så med det job Jens sagde jeg kunne få hos bageren, hvis Camilla begynder på universitetet? Skal jeg bare holde ham for nar når han sådan har gjort sig umage for at lægge et godt ord ind for mig?"
   Julies mor tog en dyb indånding.
   "Hvis! Skal du basere din beslutning på et hvis? Du ved udmærket godt at det ikke er særlig sandsynligt, at Camilla kommer ind med de karakterer hun har. I modsætning til dig kunne jeg tilføje. Hvorfor kan du ikke bare begynde at læse som alle de andre? Skal du partout rejse væk!?"
   Julie sukkede dybt. Hvor mange gange havde de efterhånden ikke haft denne diskussion. Hun havde utallige gange forklaret sin mor, at hun ikke følte sig rede til at påbegynde en uddannelse. Hun ville gerne opleve noget inden hun atter skulle døje med støvede bøger og eksamener. Hvorfor skulle det være så svært for hendes mor at forstå dét?
   "Jeg har jo forklaret dig det til bevidstløshed - jeg vil gerne ud at opleve noget. Hvorfor kan du ikke se det fra mit synspunkt?"
   "Jeg tænker jo bare på dit eget bedste!" sagde moren fornærmet.
   "Jeg bekymrer mig om dig, er det så svært at forstå?"
   "Nej," begyndte Julie...
   "Nej, lige præcis," afbrød moren, "nu har jeg accepteret at du gerne vil rejse, og så har jeg oven i købet skaffet dig et job så du kan spare nogle penge op til turen, og så er det også forkert!"
   Julie indså at slaget var tabt.
   "Jeg skal nok tage det forbandede job, er du så glad?"
   Hendes mor så på hende med en resigneret mine, og trak på skuldrene.
   "Så længe du husker på, at jeg gjorde dig en tjeneste - og i øvrigt burde du være taknemmelig over at jeg er så forstående!"
   Hun vendte om og marcherede ud i køkkenet.
   Julie blev stående med trodsig mine. Det var da utroligt at hun ikke selv kunne få lov at bestemme hvor hun ville arbejde. Men hendes mor havde gjort det igen. Blandet sig i hendes liv med sine bedrevidende intentioner! Hun kunne dårligt vente med at rejse ud i verden på egen hånd, være sin egen herre uden irriterende indvendinger fra andre. Hun stod et øjeblik og dagdrømte om frihed og svajende palmer. Nå, hun måtte hellere se at komme over på det fordømte plejehjem og tale med lederen, som var en af hendes mors barndomsveninder. Hun trak sin jakke på og smækkede døren lidt hårdere end var nødvendigt da hun lukkede sig ud.

Plejehjemmet lå ikke særlig langt derfra, og hun nåede derhen efter fem minutters rask gang. Det var en besynderlig bygning. Det lignede en blanding af adskillige stilarter med smukt svungne ornamenter og renskuret enkelthed. Bygningen var hvidmalet og ved nærmere eftersyn kunne hun se dybe furer, nogle steder ligefrem revner i murværket. Enkelte steder smøg efeu sig langt op ad murerne, rakte som efter vinduerne med krogede grene. Foran huset var en typisk tilplantet have med små stier, så de gamle kunne rulles udenfor i godt vejr. Det var sikkert dagens højdepunkt for hjemmets beboere, tænkte hun hånligt. Gamle mennesker havde intet indhold i deres liv - de var bitre skabninger hvis liv nu formørkedes af deres overdøvende misundelse over unge menneskers vitalitet. Som nu indså alle deres fejltagelser, og lod deres bitterhed forpeste andres liv. Og nu skulle hun tilbringe hele sommeren i selskab med dem. Føj!
   Hun tog trappen op til hoveddøren i tre spring, åbnede arrigt døren og trådte indenfor. Stilheden var øredøvende, solen der skinnede ind af de store frontvinduer afslørede en byge af støvpartikler der bevægede sig som om de var levende. Der løb en gang på hver side af hende, og hun kastede prøvende et blik i hver retning. Hun fik øje på et skilt med ordene 'Daglig leder' printet på det, og gik beslutsomt hen og bankede på døren under skiltet.
   "Kom ind!" sagde en stemme på den anden side.
   Hun åbnede døren og trådte indenfor. Kvinden bag skrivebordet så myndig ud. Hendes mørke hår var klippet i en korthårsfrisure der ikke tillod et eneste hår at komme i uorden, og hendes blå øjne spillede opmærksomt bag et par moderne, stålindfattede briller. Hun knipsede et usynligt fnug af sin mørke jakke, og lyste så op i et smil.
   "Du må være Julie! Kom indenfor og sæt dig ned!"
   Julie satte sig ned i stolen der stod overfor kvinde bag skrivebordet.
   "Jeg hedder Margit, og gik i tidernes morgen i samme klasse som din mor. Hun fortalte mig at du har brug for et sommerjob, så du kan spare nogle penge op".
   Hun kiggede på Julie, som for at få bekræftet hvad hun allerede vidste. Julie nikkede svagt. "Ja, det er egentlig ikke fordi vi har behov for nogen i øjeblikket, men din mor og jeg har altid haft et nært forhold til hinanden, så her i starten kommer du nok til at kede dig en smule. Ja, jeg mener der er ikke så travlt her den første måneds tid. Det har du sikkert ikke noget imod, og så kan du også rigtig lære vores beboere at kende. De vil sætte pris på lidt selskab".
   I guder! Det var jo lige præcis det hun havde frygtet. Nu kunne hun se frem til endeløse timer i selskab med senildemente gamlinger, der ikke kunne andet end mindes 'de gode gamle dage', brokke sig over at verden var 'af lave' og tilbyde hende indtørrede småkager. Mod al forventning lykkedes det hende at fremtvinge et smil.
   "Det lyder godt. Jeg har altid været af den opfattelse at de gamle... øh... ældre medborgere tilbringer alt for meget tid isoleret fra omverdenen. Jeg glæder mig til at møde dem".
   Lød det for falsk? Hun følte pludselig at Margit kunne se på hende at hun løj. Men nej, hun så et overrasket smil indtage Margits ansigt.
   "Det må jeg nok sige! Det er sjældent at man hører unge mennesker have den slags noble holdninger til vort ældresamfund. Jeg er imponeret, og så er jeg glad for at kunne sige at jeg tror du vil yde et fremragende stykke arbejde her sammen med vores beboere".
   Julie trak vejret dybt ind. Det var gået lettere end hun havde troet muligt.
   "Så glæder jeg mig til at se dig på mandag!"
   Margit rejste sig op og rakte hånden over til Julie, og trykkede hendes hånd hurtigt.
   "Hvis du dukker op ved 9-tiden, så kan Katrine lige vise dig rundt så du får en fornemmelse af hvor alting er, og så skal du selvfølgelig hilse på beboerne".

En uge var passeret siden Julie for første gang havde sat sine ben på plejehjemmet. Hun var blevet introduceret til livets gang på et plejehjem, hun havde hilst på stedets uinteressante beboere og nu vidste hun ellers hvor alt lige fra mopper til bækkener kunne findes. De første dage var gået med lettere, forefaldende arbejde såsom rengøring, opvask og sengeredning. Direkte kontakt med de gamle havde de endnu ikke sat hende til, men nu skulle hun til det. Hun havde fået tildelt fire beboere som hun fremover skulle sørge for, ved at få dem ud af sengen om morgenen, sørge for at de kom ned i spisesalen til morgenmad og værst af alt: Hjælpe dem med deres daglige morgentoilette. Alle fire var oppegående, så hun slap da for sårpleje og andre lignende befængte arbejdsopgaver. Edith, Vera, Kamma og Theodora. Sådan hed de, de fire gamle kællinger der nu ville yde deres bedste for at gøre hendes liv så miserabelt som muligt. Bare det dog havde været efterår nu, bare hun dog havde overstået dette slavearbejde allerede nu. Det var essensen af hendes tanker da hun gik ned af gangen for at vække Kamma.
   "Kom ind," sagde den sprøde stemme endelig efter at hun havde banket på døren i noget der lignede en evighed. Julie åbnede døren og kiggede ind i det indelukkede mørke på den anden side. Som det første gik hun hen og slog gardinerne fra så sollyset kunne jage skyggerne bort, og alting fremstod i klart dagslys. Alle værelserne på hjemmet lignede hinanden. En hospitalsseng optog det meste af pladsen, og derudover var der et lille bord, et par stole og en reol. Variationen værelserne imellem bestod hovedsagelig kun af vægudsmykningen, og de forskellige værdiløse nipsting der stod i reolen. Kamma havde mange nipsting, små ækle porcelænsfigurer og andet miniature skrammel man ville forvente at finde i en Amagerhylde. Bøger havde hun ingen af, men hvad skulle hun dog også bruge dem til. Kamma havde så vidt Julie var blevet informeret, været blind de sidste fem år.
   "Hvem er det?" Den sprøde stemme, der allerede var begyndt at irritere hende, afbrød hendes øjnes vandring.
   "Det er bøhmanden!" hvæsede Julie lavt, men den gamle hørte det naturligvis ikke.
   "Det er Julie - jeg var herinde i sidste uge, kan du huske det?"
   Selvfølgelig kan hun ikke det, tænkte hun.
   "Nå, nå... det er godt, min ven," sagde Kamma lettere desorienteret.
   "Gider du række mig min morgenkåbe, så er du rar?"
   Julie rakte den til hende, og kort tid efter var Kamma klar til at gå ned og spise.
   "Du kommer tilbage når jeg har spist, ikke? Min søn kommer og besøger mig i dag, og jeg kunne godt tænke mig at nette mig lidt inden han kommer".
   "Er det virkelig nødvendigt, Kamma?" Bemærkningen fløj ud af munden på Julie.
   "Tror du ikke han er ligeglad? Det er jo ikke som om det er din kavaler du får besøg af!"
   Hun lagde mærke til at Kamma krympede sig, men ignorerede det. Som om der kunne pyntes på Kammas facade. Kunne hun ikke bare indse at løbet var kørt for hende! Hun kunne se det bævede om Kammas mund da hun sagde:
   "Tror du? Hvis det ikke er for meget forlangt ville jeg nu sætte pris på at du ville hjælpe mig med at finde en pæn kjole. Jeg kan da ikke tage imod ham i natkjole!"
   "Fint, Kamma," sagde Julie "Hvis du absolut skal være til besvær, så skal jeg nok hjælpe dig når du har spist!"
   Julie kunne ikke lade være med at grine indvendig da hun gik hen af gangen mod Veras værelse. Kamma var cirka 160 cm høj og vejede måske 75-80 kg, og så troede den ko at hun kunne forbedre sit udseende ved at tage en eller anden afskyelig blomstret bedstemorkjole på! Det var da til at dø af grin over. Vera var allerede stået op da hun åbnede døren til hendes værelse. Hun var i modsætning til Kamma en spirrevip - en indtørret rosin med næsten gennemsigtig, pergamentagtig hud. Og så var hun angrebet af slidgigt i hænderne. Hendes fingre lignede mest af alt fiskekroge sådan som de bizart stak ud fra de komplet ubrugelige hænder.
   "Nå, Vera - hvordan har du det så i dag?"
   Julie stillede spørgsmålet så det dårligt kunne undgå at skinne igennem, at hun i realiteten var ligeglad med svaret. Vera kiggede på hende med missende øjne og et smertefuldt drag om munden.
   "Det går skidt med hænderne i dag. Jeg kunne næsten ikke sove i nat - tror du jeg kunne få mine piller lidt tidligere i dag?"
   Julie betragtede hende foragteligt. Sådan en pillenarkoman, bare fordi hendes hænder gjorde lidt ondt. Gamle mennesker var nu ynkelige.
   "Det kan jeg virkelig ikke tage stilling til! Du må vente til sygeplejersken er færdig med sin runde om en time".
   "Jamen jeg har så ondt! Kunne du måske spørge hende om hun kunne komme lidt tidligere?" Vera kiggede bønfaldende på hende.
   "Vera, du er altså ikke den eneste her der har brug for sygeplejersken. Nu må du lade være med at være så egoistisk, og så lad være med at plage mig med de samme spørgsmål igen og igen. Svaret er nej, du må vente!"
   Julie var stolt over sig selv. De skulle ikke få mulighed for at løbe om hjørner med hende. Hun kunne ligeså godt få dem til at forstå fra starten af, at det var hende der bestemte. Hun gjorde Vera klar til morgenmad uden et ord, og ignorerede bevidst Veras klynken når hun kom til at røre hendes hænder.
   Så var turen kommet til Theodora. Hun lå stadig i sengen, da Julie trådte ind af døren. Hvis Kamma var tyk, så var Theodora decideret fed. Hun lå som et flæskebjerg i sengen, og trak vejret besværet som om hun netop havde fuldført en marathon.
   "Så er det op, Theodora. Der er morgenmad nede i spisesalen, men det behøver jeg vel ikke at fortælle dig!"
   "Nej, jeg ved godt jeg ikke hører til i den lette ende," smilede Theodora fornøjet.
   Det slog Julie at fede mennesker altid prøvede at slå det hen når man kommenterede deres vægt.
   "Nej, det ville være synd at sige. Kan du selv komme op eller skal jeg ringe efter en lift?"
   "Hvis du hjælper mig en smule kan jeg godt selv, og hvis jeg skal betro dig en ting, så synes jeg faktisk det er lidt pinligt med den lift." Theodora smilte indtrængende.
   "Jeg synes det virker så drastisk, og så stor er jeg da heller ikke!". Julie gengældte ikke smilet. "Nu skal du vist heller ikke føre dig selv bag lyset, Theodora, og så skal jeg fortælle dig en anden ting. Jeg har ikke spor lyst til at få problemer med min ryg fordi jeg skal slæbe rundt på sådan et stort skrummel som dig. Nu ringer jeg efter en lift, og så er du oppe i løbet i fem minutter".
   Julie gik hen til telefonen, og fik en af de andre assistenter til at komme med en lift, hvorefter de i fællesskab fik Theodora ud af sengen. Få minutter efter var også hun klar til at spise. Julie kiggede efter hende da hun vraltede ned af gangen mod spisesalen. Hun svor at hun aldrig nogensinde ville tillade sig selv at blive så fed. Det var jo direkte ulækkert! Nogle mennesker ejede bare ikke selvrespekt.
   Nu manglede hun bare Edith. Efter at have ventet udenfor døren i et minut uden at der blev svaret åbnede hun døren ind til Ediths værelse. Der var helt mørkt, så hun gik hen til vinduet og trak gardinerne fra. Da værelset lå badet i lys kunne hun se at sengen var urørt, og hun kiggede sig pludselig foruroliget omkring. Det gav et sæt i hende da hun så at Edith sad i en stol lige ved siden af hende selv. Edith havde lukkede øjne.
   "Edith, har du slet ikke været i seng i nat?"
   Julie tog hårdt fat i den gamle kones arm. Ingen reaktion. Julie rystede hende, så hendes hoved rystede frem og tilbage som en kludedukkes.
   "Edith, vågn så op!"
   Den gamle åbnede langsomt øjnene uden at løfte hovedet. Julie satte sig på knæ foran hende, og løftede hendes hage op, så hun kunne se hende ind i øjnene. Ediths gennemsigtige lyseblå øjne så lige igennem hende, som var de fikseret på et punkt bag Julie. Der var overhovedet ingen kontakt. Julie hev hende op og stå, og så var det som om der kom liv i den gamle. Hun stod desorienteret og svajede let.
   "Skal jeg i seng nu?" spurgte hun.
   Julie tog sig til hovedet:
   "Nej, det skal du ikke. Du skal ned og spise morgenmad, og så gider jeg ikke mere pjat med dig. Tag din morgenkåbe på".

Sensommeren var kommet. Julie havde nu arbejdet på Julianehjemmet i over to måneder, og hun begyndte at kunne se en ende på det hele. Hun havde efterhånden vænnet sig til de gamle, og hun nød at se den respekt hendes 'egne' beboere udviste. Ingen af dem prøvede længere at besvære hende med deres ligegyldige problemer, og de hørte efter hvad hun sagde. Edith var lidt træg ind imellem, men det var som om hun levede i sin egen lille verden, og derfor var hun ikke altid lige nærværende, og selv om det kunne være irriterende havde Julie opdaget at hun altid kunne få Ediths opmærksomhed hvis hun rystede hende hårdt nok. Måske var det i virkeligheden ikke så slemt at arbejde med gamle mennesker. Når bare man vidste hvordan man skulle håndtere dem. Gamle mennesker var i realiteten ikke andet end uopdragne børn. Sådan opførte de sig i hvert fald. Og når blot man havde indset det så var der ingen ben i at pleje dem. Måske skulle hun ligefrem overveje at satse på en uddannelse indenfor sundhedssektoren. Det stod jo klart for enhver, at hun havde de evner der skulle til, hun var begyndt at dagdrømme om at revolutionere ældreplejen. Så skulle det være slut med flæbende gamle, der havde det som blommen i et æg. Det var jo klart at de opførte sig som de gjorde med al den opmærksomhed og overbærenhed andre folk udviste. Nej, så skulle det være slut med at forkæle dem. Hun havde oven i købet luftet tanken for sin mor, og hun havde været overraskende positiv. Om det var fordi hun jublede ved tanken om at hendes datter endelig lagde fornuftige planer for sin fremtid, eller fordi hun vitterligt syntes det var et klogt valg, havde Julie ikke været i stand til at afgøre. Det var også ligegyldigt, det var jo hendes liv! Hun havde også planlagt sin rejse i detaljer, og hun havde egentlig også sparet en del penge op. Ikke helt nok, men hun havde længe overvejet at lægge en pæn slat oveni puljen. Edith havde en del smykker, som hun aldrig brugte. De lå blot i en skuffe, og hun havde debatteret med sig selv, om hun ikke bare skulle tage et par smykker og sælge så hun fik flere penge at rejse for. Edith havde jo ikke brug for dem, og hvorfor skulle hun ikke nyde livet når hun nu havde mulighed for det. En dag havde hun så taget et par dyrt udseende halskæder, og havde solgt dem uden besvær. Hun var blevet overrasket over hvor værdifulde de havde været, men hun havde været lykkelig da hun med ét havde fordoblet sin rejsebeholdning. Nu var der kun lidt under en måned til hun skulle rejse.

Et par dage efter da hun var ved at få Theodora til at stå op fik hun imidlertid en ubehagelig overraskelse. Uden forudgående varsel væltede Edith pludselig ind på Theodoras værelse. Hun så sig omkring med et manisk udtryk i øjnene, og da hendes blik faldt på Julie satte hun i et frygtindgydende hyl.
   "Du er en tyv, du har stjålet mine smykker!"
   Iskold frygt greb Julie om hjertet, og hun måtte snappe efter vejret før hun fik fremstammet et:
   "Hvad siger du dog?"
   Edith kiggede direkte på hende, og det i sig selv var skræmmende, for normalt kunne man slet ikke få øjenkontakt med hende. Men der stod hun altså.
   "Du har stjålet fra mig, din tyvagtige mær, og du skal ikke benægte det. Jeg så det med mine egne øjne!"
   En række eder og forbandelser fulgte, og Julie måtte blinke med øjnene. Det hele var så uvirkeligt. Theodora sad forskræmt i sengen som om hun også havde svært ved at tro sine egne øjne og ører. Julie indså at hun blev nødt til at gøre noget - og det i en helvedes fart. Ediths skrigeri måtte kunne høres over hele plejehjemmet, og det kunne ikke vare længe før de andre assistenter kom løbende. Måske ville de oveni købet tro på Edith. Måske ville de sætte en undersøgelse i gang! Julie gøs.
   "Edith, hvad er det dog du siger? Du kan da ikke mene det alvorligt. Hvad er der galt med dig?"
   Edith stirrede på hende, og Julie følte sig fanget i et jerngreb.
   "Nu skal jeg fortælle dig en ting, min fine ven! Du er gået over stregen! Jeg kan leve med din uforskammede, sadistiske og ikke mindst nedladende opførsel, og dét udelukkende fordi jeg ved at jeg snart slipper for nogensinde at se dig igen. Men tyveri! Nej, dér trækker jeg grænsen!"
   Ediths skuldre sank og hævede sig hastigt i hendes umådelige raseri. Hun sagde ingenting, stirrede bare forhadt på Julie. Så hviskede hun nærmest uhørligt: "Jeg forbander dig. Du skal komme til at fortryde, fortryde bitterligt..."
   Pludselig faldt hun sammen. Med et lille klask ramte hun gulvet, og Julie var for oprevet til at kunne bevæge sig. Langsomt, meget langsomt drejede hun hovedet og kiggede på Theodora, der stadig sad i sengen. Var det slet skjult skadefryd hun så i hendes øjne? En vis hoveren? Julie vendte ansigtet mod Edith, som lå udbredt på gulvet. Endelig genvandt hun magten over sine lemmer og skyndte sig hen til Edith. Hun knælede ned, og så at hun trak vejret i små stød. Hun var besvimet. Julie fik tilkaldt assistance og snart efter var Edith bragt tilbage på sit eget værelse. En læge undersøgte hende og konstaterede at hun blot sov dybt. Uroen sad i Julie, ville ikke slippe taget i hende. Hvad skulle der nu ske? Et par timer senere gik hun ind på Ediths værelse. I dét hun trådte indenfor blev hun ramt af en dæmonisk rædsel da hun så at Edith ikke lå i sengen. Hun sad på en stol og stirrede lige ud i luften. Tøvende gik Julie nærmere indtil hun stod lige overfor Edith. Hun kiggede grundigt på hende, men Edith havde igen trukket sig tilbage til sin egen verden. Hun ikke så meget som blinkede da Julie viftede med sin hånd foran hendes ansigt. Sært. Der var absolut ingen tegn på formiddagens episode, Edith var igen tabt for omverdenen. Det virkede betryggende, og sammenholdt med det faktum, at ingen af de andre assistenter havde stillet spørgsmål gjorde at Julie kunne ånde lettet op. Det skulle nok gå.

Ugen gik uden påmindelser om den uhyggelige oplevelse, men en morgen da Julie vågnede havde hun voldsomme smerter i hænderne. Hun undersøgte nøje sine hænder, men der var ingen ydre tegn der kunne afsløre hvorfor det gjorde ondt. Og ondt gjorde det. Hun havde aldrig oplevet noget lignende. Smerten fik hendes øjne til at løbe i vand. Netop som hun skulle til at kalde på sin mor hørte smerten op. Hun knyttede vantro hænderne. Intet!
   To dage senere opdagede hun at hun ikke længere kunne knappe sine yndlingsbukser, og med bankende hjerte steg hun op på badevægten. Syv kilo! Hun havde taget syv kilo på! Hvornår var det sket? Foruroliget tog hun hen på plejehjemmet. Hun havde måske mæsket sig lidt rigeligt på det sidste, men syv kilo! Hun plejede altid at kunne spise hvad som helst uden at tage så meget som et gram på. Julie besluttede sig for øjeblikkeligt at gå på slankekur. Det var jo absurd. Hende på slankekur!
   Endnu to uger gik. Julie levede stort set kun af frugt, men alligevel blev hun ved med at tage på. Tolv kilo var det blevet til, og det så ikke ud som om det stoppede der. Folk var begyndt at komme med bemærkninger om det. Hvor kunne folk dog være ufølsomme! En morgen havde hun også oplevet smerterne i hænderne igen, denne gang værre end den første gang, men også denne gang var de pludselig forsvundet igen. En aften hun gik hjem fra plejehjemmet blev alting pludselig sort. Som om hun var besvimet. Det var hun bare ikke - hun kunne høre bilerne der kørte på gaden, mennesker der lo i en nærliggende have. Hun kunne ikke se! Panikken begyndte at indfinde sig da hun sløret begyndte at ane omgivelserne igen. Et minut senere var det som om det aldrig var sket. Hun var bange. Hvad var det der skete med hende? Hvorfor skete det for hende? Måske burde hun opsøge sin læge, måske led hun af en alvorlig sygdom. Lægen fandt intet i vejen med hende, men tog nogle ekstra prøver da han kunne se hvor nervøs hun var. Han talte også med hendes mor. Julies mor var bekymret. Hvad havde lægen sagt til hende? Da prøverne kom tilbage viste de ingenting. Hun var sund og rask. Lægen snakkede igen med Julies mor. Julie begyndte at lægge mærke til, at hendes mor sad og kiggede på hende når hun ikke så det. Ligeså snart Julie kiggede på hende tog hun blikket til sig.
   En morgen var smerterne i hænderne så voldsomme at Julie måtte bide hårdt i puden, og mens hun ikke kunne tænke på andet end smerterne, blev alting pludselig sort. Hun skreg højt, og kunne høre at hendes mor kom ind på værelset. Hun kunne intet sige. Hendes mor ringede efter en ambulance, og hun blev indlagt omgående. Synet kom ikke tilbage, smerterne i hænderne forsvandt ikke. Hun var ved at blive vanvittig. Hun kunne høre folk tale dæmpet om hende. Men hun kunne ikke koncentrere sig nok til at forstå ordene. Senere svandt smerterne i hænderne ind, men sortheden indhyllede hende fortsat. Hun fik fortalt sin mor at hun intet kunne se, at hun var blind, men hendes mor lod ikke til at høre det. Hun tyssede på hende og sagde om og om igen, at alt nok skulle blive godt igen, mens hun aede hende over håret som hun havde gjort da Julie var lille. Hun begyndte at høre stemmer. Ikke som før hvor hun kunne høre folk tale ved siden af, nej, hun hørte stemmer inde i hovedet. Først kunne hun ikke genkende dem, men så forstod hun at de var de gamles stemmer. Theodora, Vera, Kamma og... Edith. Hun kunne ikke høre hvad de sagde, de hviskede og ind imellem lo de. Julie var klar over at hun fik medicin. Hun gled ind og ud af søvnen. Når hun sov drømte hun ikke, og når hun vågnede var hun ør i hovedet og tør i munden. Hun begyndte at længes efter søvnen, for kun der hørte hun ikke de gamles stemmer. Selv når hendes mor sad ved hendes side hørte hun kun de gamles stemmer. Hendes mor sagde at hun ville blive overflyttet til en anden afdeling, men hun var ligeglad. Hun ville bare have at stemmerne forsvandt. Kun én gang forstod hun hvad stemmerne sagde, det var Edith, det var hun sikker på, og det lød som om hun sagde "Du har fået løn som forskyldt", og da sandheden ramte hende, skreg hun indtil hun mærkede den kolde nål glide ind i sin arm.