1991
Et hårdt skub fik hende til at falde baglæns, og hun knaldede hovedet ind i en kant. Svimmelheden skyllede ind over hende, mens bindet for hendes øjne fastholdt hende i et uigennemtrængeligt mørke.
"Nej, vil du ikke nok lade være..." Hun mærkede rædslen krybe frem, da hun blev klar over at han var ved at placere hende i kisten igen.
Han skubbede brutalt til hendes ben, og greb hendes ene hånd og pressede den hen mod de fastmonterede håndjern hun vidste var der et sted.
Erindringen om de endeløse timer i konstant rædsel hun tidligere havde tilbragt i kisten gav hende fornyet styrke til at vriste sig fri. Han greb efter hende, og hun sprællede med arme og ben. Hendes ene fod fik kontakt med en blød flade, og hun sparkede instinktivt ud, og hørte et undertrykt brøl fra ham. Bindet for øjnene havde rykket sig, så hun kunne ane skovbunden under sig. Hun rullede rundt og kom på benene, og styrtede blindt af sted indtil hun fik flået bindet af. Tusmørket var nådigt mod hendes øjne da hun sprang ind mellem træerne. Hele hendes krop værkede, hun var stiv i leddene efter at have været spærret inde og hendes underliv brændte efter den nylige voldtægt. Fornemmelsen af hans sure ånde tæt på hendes ansigt, og hans hænder overalt på hendes krop indfandt sig igen som et nyt overgreb, og skamfølelsen væltede ukontrolleret frem, og fik hende til at falde på knæ og kaste op.
"Alice!" Stemmen lød langt borte, men hun vidste det var ham, og kom på benene, og løb så stærkt hun kunne for skovens snigende forhindringer. Hun vidste ikke hvor længe hun løb, men da hun ikke kunne løbe mere, gik hun i timevis. Til sidst lod hun sig synke sammen i en bunke visne blade, og da erindringerne om de forfærdelige oplevelser atter trængte sig på, forviste hun dem endegyldigt fra sit sind, og hendes blik frøs fast i katatonisk blindhed.
2010
"Det er langt ude!" Annika slog frustreret ud med hånden, inden hun igen satte sig på stolen. "Der må da være noget vi kan gøre - leje en bus, tage toget." Hun kiggede spørgende rundt på de andre ligeså frustrerende gymnasieelever, der netop havde fået at vide, at askeskyen over Europa definitivt havde forpurret deres studietur til Rom.
"Ja, der må da være alternativer," medgav Jon. "Du forventer vel ikke, at vi skipper turen, og går til almindelig undervisning, vel?" Jon rettede blikket mod Finn, klassens dansklærer, der efter planen skulle ledsage dem.
Finn rejste sig, og fik et tænksomt udtryk i øjnene. "Nej," sagde han til sidst, "Vi skal nok finde på noget - faktisk har jeg allerede hørt om en mulighed som jeg ville vende med jer. Det er selvfølgelig ikke en tur til Rom, men vi er så sent ude, at mulighederne er meget begrænsede." Han så undskyldende på de skuffede ansigter.
"Der ligger en nedlagt lejrskole ude i skoven," begyndte Finn, og blev øjeblikkeligt mødt af et par højlydte suk.
"En lejrskole!" udbrød Terese, mens hendes smukke ansigt fortrak sig i væmmelse. "Vi går sgu da ikke i folkeskole!"
"Lejrskolen derude..." lød en tøvende stemme nede bagfra, og alles blikke søgte efter ophavsmanden. "Var det ikke der, der forsvandt nogle piger fra?"
Stemmen kom fra Tore, en lidt sær snegl efter Annikas mening, og der blev stille i klasselokalet mens alle ventede på at han fortsatte. Opmærksomheden fik Tore til at vride sig på stolen, og han slog undskyldende ud med hænderne: "Det er bare noget jeg har hørt," sagde han lavmælt.
"Åh, den gamle historie," sagde Finn muntert. "Det havde jeg helt glemt!"
"Det er løgn, ved du noget?" spurgte Terese henført.
"Ja, fortæl nu!" supplerede Annika.
"Rolig nu... Det er altså en del år siden - mere end tyve år siden, tror jeg," sagde Finn. "Der gik nogle historier om, at der hvert år i en årrække forsvandt en pige fra lejrskolen - og de forsvandt fuldstændig sporløst som om jorden havde opslugt dem."
"Fandt man dem aldrig?" spurgte Jon mens hans ene øjenbryn løftedes i en skeptisk grimasse.
"Nej, aldrig... Eller det vil sige, at der var vist en enkelt, der dukkede op igen... Men politiet kunne ikke få et ord ud af hende, så ingen ved hvad der skete."
"Og der vil du altså have os hen i næste uge?" sagde Annika. "Er det sikkert?"
"Ej, Annika - hold nu op med at være sådan en gammel tante! Det lyder da vildt spændende - gad vide om det spøger?" Terese formåede at se skræmt og betaget ud samtidig.
"Så I to," smilede Finn, "Tror ikke der er fare for det store. Er heller ikke helt overbevist om, at det der skete dengang var meget andet end skoletrætte teenagere der løb væk - og hende der dukkede op havde vist svære psykiske problemer, så lad nu ikke jeres fantasi løbe af med jer."
Finns forslag endte med at blive godkendt i mangel af bedre, og eleverne begyndte at diskutere hvordan de skulle bore i de mystiske begivenheder, og selv Annika måtte erkende, at hun også var nysgerrig. Især fordi Jon, hendes bedste ven siden fjerde klasse, begejstret talte om hvordan de kunne lede efter spor i skoven.
Mandag morgen trillede bussen op foran lejrskolens forfaldne hovedbygning, og eleverne stimlede sammen på forpladsen. Finn var som planlagt med, og derudover var Claes Kiil, deres engelsklærer, med. Claes havde ry for at være lidt af en pilfinger når det kom til de kvindelige elever, og selvom Annika ikke personligt havde oplevet noget, så holdt hun sig ude af hans søgelys. Terese havde fortalt hende, at Claes havde forsøgt at kysse en elev fra parallelklassen til en af gymnasiefesterne, og at han altid var mere end almindeligt god til at snige 'tilfældige' berøringer ind.
Annika blev afbrudt i sine tanker, da hovedbygningens dør gik op og en enorm mand trådte ud. Claes og Finn gik ham i møde, men manden ignorerede deres fremmarch, og stillede sig op med hænderne i siden.
"Mit navn er Helmer Brandt, og jeg er forpagter her på stedet." Hans stemme matchede hans enorme korpus, og al småsnak blandt eleverne forstummede.
"Det er min opgave at passe på stedet, og jeg vil råde jer til at gøre det samme." Det lød ikke decideret truende, men ingen var i tvivl om, at det ville være en rigtig dårlig idé at lægge sig ud med ham.
"I kan frit færdes i skoven, men jeg råder jer til at udvise forsigtighed hvis I bevæger jer væk fra stierne. Der er flere steder i skoven, der kan være undermineret, og det ville ikke være første gang nogen forsvandt."
"Tror du det er dét, der er sket tidligere?" Terese missede ikke en chance for at pumpe nogen for oplysninger. "Med de forsvundne piger dengang?"
Helmer Brandts bryn trak sig sammen, og et buldrende "Det ved jeg ikke noget om!" fik Terese til at tie. Han vendte om, og gjorde tegn til at de skulle følge ham indenfor.
Hovedbygningen indeholdt sovesale, spisesal, køkken, gildesal, toiletter og nogle enkeltværelser. Indretningen var som en tidslomme fra de tidlige 70'ere med mørkebrun som gennemgående hovedfarve. Det gav rummene et dystert, huleagtigt udseende som uden tvivl ville bidrage til en uhyggelig stemning når mørket faldt på.
"Hvad har du lyst til?" spurgte Jon, da de efter udpakning stod ude foran hovedbygningen igen. "Skal vi lede efter de dansende lig?"
Annika kiggede måbende på ham. "Hvad sagde du?"
"De dansende lig," han grinede smørret. "Som den store detektiv jeg er, så har jeg foretaget lidt research, og det siges at man i skumringen kan se de døde pigers genfærd danse nede ved skovbrynet."
"Hvad er det for noget pjat? Der er ingen der ved om disse piger overhovedet er døde, og der findes ikke spøgelser." Annika blinkede til Jon, der til gengæld kildede hende i siden, så hun ufrivilligt skreg op.
"Hold nu op med at være så farmoragtig! Der forsvandt fem piger dengang - fuldstændig sporløst. Den sjette, der dukkede op, sagde aldrig et ord om hvad der var sket. Folk forsvinder jo ikke bare, vel? Selvfølgelig er de døde, og jeg synes det kunne være topnice hvis vi to opklarede sagen. Desuden er det med de dansende lig bare et navn folk på disse kanter bruger for den dis, der dukker op i skumringen."
Annika overgav sig, og de gik dybere ind i skoven mens de diskuterede forskellige teorier. Jon ville have at de søgte væk fra stien, men Annika havde ikke lyst til at forsvinde i et jordhul og aldrig blive fundet igen.
"Vi finder jo ingenting på stien," sagde Jon irriteret. "Kom nu!" Han forsvandt ind i buskadset, og var væk inden hun nåede at svare. Modvilligt fulgte hun efter.
De gik i stilhed, og Annika vidste ikke hvad hun skulle lede efter. "Jon, måske skulle vi gå tilbage..." Han vendte sig om, og skulle til at svare, da et overrasket udtryk gled hen over hans ansigt, og så var han væk.
"Jon! Hvad sker der? Jon, for fanden, det er ikke sjovt!"
"Hernede..." Hans stemme dirrede, og Annika nåede frem, og så Jon på bunden af et ca. halvanden meter dybt hul.
"Er du okay?" spurgte hun.
"Ja, ja... Men se lige. Det her er vist ikke bare skoven der er undermineret. Jeg røg igennem en træplade. Det er pilråddent." Han pirkede til det. "Det ligner et kammer. Og det her er isoleringsmateriale." Han holdt noget umiskendeligt frem mod Annika.
"Hvad tror du det er?" Annika skubbede med foden til træpladen, der udgjorde væggen i hullet. Jon forsvandt ind i hullet, og kom tilbage med nogle papirer.
"Det her er fra lejrskolen," sagde han, og bladrede de fugtige papirer igennem. "Lejrbålet 1991. Det er et skoleblad, tror jeg."
"Lad mig se," sagde Annika, og han rakte hende bladet, og forsvandt atter ned i hullet.
"Fuck, det er vildt det her," udbrød han pludselig. "Tjek det her!" han rakte en rusten kæde frem mod hende. "Det er håndjern!"
Annika drejede vantro den rustne genstand mellem hænderne, og så at han havde ret. "Tror du nogen har været spærret inde dernede?"
Jon kiggede på hende med ubehag malet i ansigtet, og nikkede så.
De blev enige om at gå tilbage, og lede efter oplysninger på internettet. De dækkede hullet til med nogle grangrene, og havde kun lige fået grenene til at ligge tilpas skødesløst, da en stemme fik dem til at fare sammen.
"Hvad laver I her?"
De snurrede rundt og stod overfor en mand de ikke havde set før. Han var klædt i armygrønt tøj, og lignede en slags jæger.
"Vi er elever fra lejrskolen," sagde Jon. "Vi må godt være her, så hvem er du egentlig?"
"Nå," sagde jægertypen. "Jamen, så... Fint. Jeg er Ernst Vigedahl. Skovfoged. I befinder jer et stykke fra stien, og det er ikke sikkert på disse kanter, så det er nok bedst I går tilbage nu."
"Ja," sagde Annika beredvilligt, "Vi var faktisk på vej. Tak for hjælpen." Hun greb fat i Jons ærme, og trak ham med sig.
Tilbage på lejrskolen mødte de Finn, som sad og rodede med nogle kort. Jon fandt sin bærbare frem, og de gik ind i den tomme gildesal, så Finn ikke kunne høre dem.
"Jeg håber fandeme ikke vi skal på natløb," sukkede Annika inden de gav sig til at søge efter artikler om de forsvundne piger. Det var ikke meget de fandt. Et par artikler om uforstående forældre, der forsvor at deres døtre ville kunne finde på at løbe hjemmefra og et par enkelte om politiets efterforskning. Overskriften Mand afhørt i forbindelse med pigers forsvinden fangede deres opmærksomhed, og handlede om en person tilknyttet lejrskolen, der åbenbart tidligere havde været uterlig overfor en skolepige. Et grynet billede af en anonymiseret ung mand under et træ ledsagede teksten. Andre overskrifter som Politiet uden spor i pigers forsvinden og Sag om bortløbne piger henlægges talte deres tydelige sprog.
"Vent," sagde Annika, da Jon gjorde ansats til at klappe pc'en sammen. Hun indtastede et par ord i en søgemaskine, og kiggede derefter måbende på Jon. "Du tror det er løgn."
"Der blev i går sat punktum i voldtægtssagen fra byfesten sidste år, " læste hun, "da Ernst Vigedahl, 27, blev idømt to års fængsel. Den dømte har valgt ikke at anke dommen."
"Hvad?" Jon hev pc'en hen til sig så han selv kunne læse. "De kan sgu da ikke have sådan et voldtægtssvin rendende rundt i skoven!"
"Ret beset ved vi ikke om det er sandt eller ej, men det er da vildt klamt," medgav Annika, og tilføjede så: "I øvrigt er sagen fra 1985, så det er før forsvindingerne."
"Lige præcis!" sagde Jon, og så på hende som om hun var mentalt udfordret. "Han blev måske bare bedre til at skjule sine spor!"
Ved sengetid lå Annika i sin sovepose og spekulerede over dagens hændelser. Dagens friske luft var ved at lulle hende i søvn, men netop som hun var ved at falde hen, hørtes et skingert skrig ude fra gangen. Lyset på sovesalen blev tændt, og Trine, en høj ranglet pige væltede ind kun iført et badehåndklæde.
"Der er nogen udenfor," hikstede hun, mens nogle af de andre piger samlede sig om hende. "Der var nogen der lurede mens jeg var i bad. Jeg så kun en skygge, men der var helt sikkert nogen, og jeg blev pisseforskrækket."
Pigerne aede hende trøstende på ryggen, og en af dem sagde, at hun ville gå med ud at kigge.
"Det er nok bare en af drengene - eller Claes," sagde Terese nøgternt inden hun lynede sig ind i sin sovepose. "Godnat, Ole, pengene ligger i vinduet," mumlede hun og inden længe afslørede en let snorken at hun var faldet i søvn. Annika lå vågen, og de regelmæssige åndedrag rundt omkring fortalte hende, at hun snart var den eneste vågne. Huset knirkede, og de uvante lyde nærede hendes fantasi, så hun mere end en gang var sikker på at hun så en skikkelse udenfor vinduet. Til sidst lod hun sig overmande af søvnen, men hun sov uroligt og drømte sære drømme om snævre rum og ansigtsløse piger, der skreg uden at blive hørt.
Dagen efter var pakket med aktiviteter, og Jon og Annika fik slet ikke tid til at fortsætte deres undersøgelser. Der skulle være fest om aftenen, og Annika blev shanghajet til festudvalget. Hun så til mens to af de andre piger fik overtalt Claes til at køre dem ind til byen efter drikkevarer. Annika skulle ikke nyde noget, og meldte sig frivilligt til at pynte op i gildesalen.
Præcis kl. 18 startede festlighederne, og Annikas kinder blussede forventningsfuldt da hun skiftede til sine yndlingscowboybukser og den top Jon engang havde sagt, at hun så vanvittigt godt ud i. Hun ville have spurgt Terese om hun kunne låne hendes ørenringe, men det gik op for hende, at hun slet ikke havde set veninden hele dagen. Det lignede ellers ikke Terese ikke at deltage i festplanlægning.
På vej ind til sovesalen mødte hun et par af de andre elever, og spurgte dem om de havde set Terese, hvilket de benægtede.
Sovesalen var affolket, og Annika spottede med det samme Tereses tomme seng. Alle hendes ting var væk. Skabet ved siden af hendes briks, der tidligere havde gemt på Tereses henslængte tøjgenstande var gabende tomt. Mystificeret satte Annika sig på Tereses seng, og opdagede først nu et sammenfoldet stykke papir på sengebordet.
Søde A. Jeg smutter. Orker ikke det her folkeskolepjat mere, så tager tilbage til byen. Vi ses. Kys T.
Annika foldede skuffet brevet sammen. Det var typisk Terese at stikke af. Og så lige nu hvor hun havde glædet sig til de skulle hygge sammen til festen. Nede i køkkenet orienterede hun Finn om Tereses stunt og prøvede at ringe til hende, men der blev ikke svaret.
Festen gik i gang, og Annika glemte sit dårlige humør, da hun fjollede rundt med Jon og de andre. Omkring kl. 22 var flere blevet berusede. En af pigerne sank lidt sammen, så et par af de andre piger besluttede sig for at lægge hende i seng. De baksede med hende, indtil Claes kom dem til undsætning, og bar hende ind på sovesalen.
Annika brød sig ikke om at drikke, men hun havde alligevel drukket et par Somersby som havde fået varmen frem i kinderne på hende. Hun overtalte Jon til at gå med udenfor. De havde kun stået i hoveddøren et øjeblik, da de hørte høje stemmer fra gangen ned mod sovesalen.
"Slip mig så," forlangte en pigestemme, der hurtigt blev fulgt op af en mandestemme: "Vær nu ikke snerpet, du kan da godt give mig et lille kys. Du vil jo gerne."
Jon og Annika kiggede på hinanden, og overvejede hvad de skulle gøre, da en tredje stemme lød.
"Claes, kan jeg lige låne dig et øjeblik? Katja, smut du bare tilbage til de andre."
Jon og Annika hørte løbende skridt, og smuttede ind på toilettet, indtil Katja var forbi. De åbnede døren, og kunne høre dæmpede stemmer fra de to lærere. Lydløst sneg de sig tættere på.
"Jeg siger det kun én gang, Claes, du holder fingrene for dig selv. Hun er jo for fanden kun 16." Finns stemme var behersket, men rummede også en vrede Annika og Jon ikke havde hørt før.
"Ja, ja," snøvlede Claes. "Men du ved jo hvordan det er. De render rundt og gør sig til."
Finn sagde noget ubestemmeligt, og da Jon og Annika kunne høre de var på vej tilbage mod gildesalen, skyndte de sig uset i forvejen.
"Tror du Claes er indblandet i de pigers forsvinden?" sagde Jon, da de var tilbage i gildesalen. Annika vidste ikke hvad hun skulle svare.
Larmen fra de feststemte gav Annika hovedpine, og kort efter forlod hun gildesalen, og gik hen mod sovesalen mens hun fiskede mobilen op af lommen. Terese havde ikke ringet tilbage, hvilket var lidt sært når man kendte hende. Annika tastede hendes nummer ind. En lyd længere nede af gangen fik hende til at stivne. Det lød som... Nej, det kunne ikke være rigtigt, Annika skød tanken fra sig, men fortsatte alligevel ned ad gangen mod lyden hun genkendte som en fjollet melodi fra et gammelt børneprogram. En melodi hun ved flere lejligheder havde drillet Terese med fordi hun brugte den som ringetone. Tereses muntre stemme i mobilen fortalte hende, at telefonsvareren var gået i gang, så hun afbrød og ringede op igen. Åndeløst ventede hun indtil melodien atter lød længere nede af gangen. Ved lærernes værelser.
Foran dørene lyttede hun intenst. Ingenting. Hun åbnede døren til det ene værelse på klem, og kiggede ind i det mørke værelse. Det var tomt, så hun smuttede indenfor. Den sødlige aftershavelugt fortalte hende, at det var Claes' værelse. Hun gennemgik hurtigt hans ejendele, men fandt ikke telefonen. I den ene skrivebordsskuffe fandt hun et krøllet blad, der ved nærmere eftersyn viste sig at være et pornoblad, som hun væmmet smed fra sig. Foruroliget vendte hun tilbage til gangen, og smuttede lydløst ind på det andet værelse.
Finn holdt værelset i sirlig orden. På en stol lå en sportstaske uden interessant indhold. Hendes blik gled hen på skrivebordets skuffer, og hun tilbagelagde afstanden derhen i to hastige skridt. Hun havde netop lukket den øverste skuffe, da døren ind til værelset gik op, og Finn trådte ind.
"Annika?" Overraskelsen gjorde hans øjne større. "Hvad laver du herinde?"
"Jeg, øh..." Varmen skød op i hendes kinder, og hun bad til, at det ikke kunne ses. "Jeg leder efter noget plaster - jeg synes jeg så du havde en førstehjælpskasse... De her sko gnaver helt vildt." Hun pegede på sine komfortabelt udseende ballerinasko, og var sikker på at Finn ville gennemskue løgnen øjeblikkeligt.
"Ah, ja. Selvfølgelig, anden skuffe." Han pegede på skrivebordet, og Annika fulgte anvisningen og fiskede førstehjælpskassen op. Hun fandt et plaster frem.
"Nå, men tak så..." Hun tøvede, og bed sig i den ene kind. "Finn," sagde hun så, "Lige inden jeg kom herind synes jeg det lød som om Tereses telefon ringede. Kan det passe? Jeg mener, er hun kommet tilbage?"
Finn smilede varmt, og hun følte sig fjollet. "Jo, den er god nok," sagde han. "Jeg konfiskerede hendes telefon i morges fordi hun blev ved med at sms'e. Hun blev smækfornærmet, men hvad..." Han slog undskyldende ud med hænderne. Annika trak vejret lettet. Det gav mening, for hun kendte ingen der sms'ede så meget som Terese. Hun fortalte Finn om dengang Terese havde formået at sms'e fra tandlægestolen, og de grinte begge højt.
"Nå, jeg må hellere smutte tilbage," sagde hun til sidst, og vendte sig om for at gå. Tilfældigt faldt hendes blik på bogreolen ved siden af døren, og hun læste et par af titlerne højt. "Jeg troede ikke du var den slags pladderromantik, Finn," sagde hun drillende.
"Åh, dem," sagde han, "Det er bare ting folk har efterladt i årernes løb."
Annika lod fingeren løbe hen over bogryggene. Rodalskolens Almanak 1982. "Ej, se," udbrød hun, "Det er fra den folkeskole, der plejede at bruge lejrskolen." Annika bladrede igennem bogen, der indeholdt små historier om skolens lærere og elever. Et billede fangede hendes opmærksomhed. Det var det samme sort/hvide foto af en ung smilende mand under et bugnende æbletræ hun havde fundet sammen med Jon. Billedet af den ansatte, der havde været uterlig overfor en elev. Forskellen var bare, at hans øjne ikke var skjult, og at der var noget underligt velkendt over personen. Hendes blik gled ned på teksten under billedet. Årets æblehøst overvåges af de lærerstuderende. Her ses Finn Mortensen.
En iskold knude samlede sig i Annikas mellemgulv, og hun kiggede op fra bogen og mødte Finns blik. Hun vidste med det samme, at han kunne se på hende, at der var noget helt galt. Hun var tør i munden, rømmede sig, men vidste ikke hvad hun skulle sige. Det eneste hun tænkte på var hvordan hun kunne komme væk. Hurtigt.
"Jeg..." hendes stemme døde hen, og hun trådte et skridt bagud - hen mod døren. Finn rejste sig brat fra sengen, og knuden i hendes mave eksploderede i en stikkende frygt, der fik hende til at handle instinktivt. Hun smed almanakken hen mod Finn, der blev tilpas overrumplet til at hun kunne smutte ud af døren, og hun satte i løb hen ad den øde gang. Ved hoveddøren kunne hun høre, at han fulgte efter, og hun turde ikke løbe an på at hun kunne nå hen til gildesalen, så hun flåede døren op og løb udenfor. Hun havde kun øje for skovbrynet, der tronede som et velkomment helle længere fremme.
Tre skridt til og hun nåede skoven, hvilket gav hende en kortvarig følelse af tryghed.
"Annika!" Finns stemme lød som et piskesmæld i den stille nat, og et par søvnige fugle skræppede ængsteligt. Han var tættere på end hun troede, men hun ignorerede den rivende fornemmelse i lungerne, da hun spurtede længere ind i det sorte mørke. Grene svirpede sviende mod hendes ansigt, og da hun faldt over en træstub og tumlede ind i et buskads blev hun liggende. Hun trak sig så langt væk fra skovstien som hun kunne, mens hun prøvede at få sin hivende vejrtrækning under kontrol. Et øjebliks panik over eventuelle kryb, der kravlede hen over hende i mørket, blev irriteret forkastet, og Annika ventede lydløst i mørket.
Først var der stilhed, men så hørte hun en kvist knække et sted til højre for sig. Var han tyve meter væk? Ti? Knuden fra tidligere indfandt sig med fornyet styrke. En månestråle tiltvang sig adgang gennem trækronerne, og Annika kunne se disen hænge som et bølgende klæde over jorden. De dansende lig. Hun behøvede ikke anstrenge sig for at forestille sig, at de mælkehvide skygger dansede en overjordisk vals hen over den fugtige skovbund.
"Annika, hvor er du?" Finns stemme lød legesyg. "Lad nu være at være fjollet - jeg skal nok finde dig."
Han tog et par skridt i retning mod hende, og bandede sagte da han snublede over noget i den viltre underskov. "Du vil også gerne findes, ikke? Jeg har set hvordan du kigger på mig, og gør dig til." Annika fik gåsehud over den sleske tone, der havde indfundet sig i Finns stemme.
"Ligesom alle de andre..." Det lød som om Finn talte med sig selv. "Med jeres nedringede toppe og koketteri! Lokker med jeres uskyldige blikke, der tigger om mere - og når det kommer til stykket, så vil I ingenting!"
Han nærmede sig Annikas skjulested, og hun pressede sig ned mod jorden indtil han var nået forbi. En begyndende smerte ved hoften fik en tanke til at slå ned i hende. Mobilen! Den lå i hendes bukselomme. Måske kunne hun tilkalde hjælp. Lydløst fik hun vendt sig, og fiskede telefonen op ad lommen. Finn var tilpas langt væk til at hun turde tænde displayet, men hun blev alligevel overrasket over hvor skarpt et lys den lille skærm udsendte, og hun kiggede febrilsk i den retning hun mente Finn var. Lyset fra skærmen havde midlertidigt elimineret hendes nattesyn og hun kunne ingenting se. Hun slukkede hurtigt telefonen, og hendes hjerte fløj op i halsen da hun hørte en rumsteren lige i nærheden. En hånd greb om hendes ene ankel, og hun blev brutalt hevet ud af buskadset.
"Der er du jo," sagde Finn, og chokket fik Annika til at stivne i et par sekunder inden hun begyndte at skrige samtidig med at hun vred kroppen og sparkede ud efter Finn. Slaget, der ramte hende i maven, slog al luft ud af hendes lunger, og immobiliserede hende, så Finn kunne samle hende op. Annika gispede efter vejret, da Finns ene arm gled rundt om hendes hals og strammede til. Hun forsøgte igen at sparke med benene, men havde ikke kræfter til at gøre synderlig skade. Hele situationen virkede surrealistisk, og Annikas hjerne kunne slet ikke forbinde den flinke, blide lærer med det bæst, der var ved at kvæle hende. Det her sker ikke, tænkte hun, inden hun besvimede.
Da hun kom til sig selv igen hang hun henover Finns skulder. Han havde surret hendes hænder sammen, og bar hende længere ind i skoven. Hun forsøgte at bevæge sig, og mærkede Finn stramme grebet.
"Nå, du er med os igen," gryntede han forpustet. "Vi er snart fremme. Jeg tænker, at Terese bliver glad for lidt selskab. Hun var ikke helt tilfreds da jeg efterlod hende i morges - men det er jo forståeligt nok. Det er de færreste der bryder sig om at blive begravet levende." Han kluklo for sig selv. "Også ret genialt med den seddel jeg fik hende til at skrive, ikke?"
Annika var omtåget, og havde kvalme, men gjorde et forsøg på at samle sig.
"Finn... Jeg siger ikke noget. Vil du ikke nok lade mig gå?"
Han standsede i en lysning, og lod hende synke ned på jorden, mens han strakte sig og gnubbede den skulder, der havde båret hendes vægt. Han satte sig på hug foran hende, og skubbede hendes lange pandehår til side.
"Det er for sent," sagde han stille. "Jeg troede egentlig ikke at jeg kunne gøre det mere. Det er flere år siden sidst, ved du. Dengang Alice stak af var jeg sikker på, at spillet var ude. At hun ville sladre. Men det gjorde hun ikke, og det tog jeg som et tegn på at det var på tide at stoppe. At lade det blive ved de fem... Det var også derfor jeg videreuddannede mig, og forlod folkeskolen. For at sætte punktum." Han lod til at fortabe sig i minder. "Men så kom muligheden for at komme herud, og længslen begyndte at spire i mig igen. Jeg kunne ikke lade være." Han kærtegnede hendes kind, og lod hånden løbe videre ned over rundingen af hendes ene bryst. Annika veg tilbage, og uden at tænke fløj det ud af munden på hende:
"Du er jo syg! Slip mig!" Hun skramlede baglæns for at komme væk. Finn gjorde mine til at sætte efter hende, men i samme øjeblik fløj en mørk skygge ud fra buskadset ved siden af dem, og væltede Finn omkuld. Annika anstrengte øjnene for at se hvad der skete, men kunne kun se et virvar af arme og ben. Til sidst var den ene skikkelse stille, og den anden sank forpustet sammen, og Annika så nu, at det var skovfogeden, Ernst Vigedahl.
"Det er ovre, min pige," sagde han "Jeg vidste, at jeg nok skulle fange det svin en dag, hvis jeg patruljerede om natten."
"Så ved du måske hvor Terese er?" Annika havde kvalme ved tanken om, at Terese lå levende begravet et sted.
"Terese?" Skovfogeden kiggede uforstående på hende.
Politiet blev tilkaldt, og snart var skoven oplyst af flakkende lyskegler i jagten på Tereses grav. Ved daggry var de stadig på bar bund. Gymnasieeleverne var slukørede og trætte, og der herskede en stigende angst for at Terese ikke ville blive fundet i tide, og enkelte havde allerede luftet tanken om at det var for sent. Annika ønskede brændende, at Finn havde nået at tage hende med til stedet, hvor Terese var begravet. Hun var på nippet til at opgive, da en tanke slog ned i hende.
"Jon, kan du huske at vi så Finn indtegne punkter på et kort?" Iveren i hendes stemme fik hende til at snuble over ordene.
Jon, der havde siddet med hovedet i hænderne, lyste op i et smil. "Ja! Du er et geni!"
De fik fat i et par betjente, og så gik tingene hurtigt. Finns værelse blev gennemsøgt, og kortet blev fundet, og det havde ganske rigtigt flere tydelige afmærkninger. Et par timer senere blev Tereses underjordiske boks fundet, og selvom hun var forkommen, så var hun i live. Da hun hørte, at det var Annikas fortjeneste at hun blev fundet, insisterede hun på at tale med hende inden hun blev kørt på hospitalet.
"Hvis jeg nogensinde kalder dig en gammel tante igen, så stikker du mig en flad! Er du med?" Terese betragtede hende taknemmeligt med rødrandede øjne.
"Deal," sagde Annika smilende, og gav veninden et knus.