"Jeg må jo have en dobbeltgænger!" sagde hun højt ud i den tomme stue. Lyden af hendes egen stemme forskrækkede hende lidt, og bragte hende tilbage til nuet. Laura rejste sig fra sofaen, hvor hun sekunder inden havde siddet dybt begravet i sine tanker. Hun kiggede på uret på væggen, og registrerede at det var ni minutter siden hun havde afsluttet telefonsamtalen med sin bedste veninde. Brudstykker af samtalen ekkoede gennem hendes hjerne.
   "Du kan simpelthen ikke være det bekendt! Hvad tænkte du på?" Idas stemme havde været gennemsyret af gråd og vrede. "Troede du virkelig, at jeg ikke ville finde ud af det? Laura, du af alle mennesker, burde da vide hvad han betyder for mig."
   'Han' var selvfølgelig Idas kæreste gennem to år, Mads. Laura havde aldrig rigtig brudt sig om ham. Han havde altid virket meget overfladisk, og han havde aldrig behandlet Ida særlig godt - Laura var sikker på, at han så andre, men hun havde aldrig kunnet bevise det. Og Ida lukkede selvfølgelig ørene hver gang hun prøvede at advare hende mod Mads. Ida kunne være så naiv nogle gange! Laura virrede forvirret med hovedet. Hvad i alverden var det, der lige var sket? Hendes bedste veninde havde lige beskyldt hende for det værste tillidsbrud der fandtes - utroskab. Det var jo absurd - hun ville ikke røre Mads med en ildtang, men Idas frustration og vrede havde været tydelig nok. Laura havde forsøgt at forsvare sig, at benægte, men det var som om benægtelserne blot bekræftede Idas værste anelser. Samtalen var endt brat, da Ida havde skreget ind i røret "Jeg vil aldrig se dig mere!" og havde afbrudt forbindelsen.

For en gangs skyld var ejendommen, hendes lejlighed befandt sig i, helt stille. Ingen skrigende børn i de andre lejligheder, ingen hektiske skridt på trappen, bare stilhed. Laura følte sig sært foruroliget som hun stod der, nærmest fastfrosset midt på stuegulvet, mens et mylder af tanker gjorde hende let svimmel. Episoden med Ida mindede hende i uhyggelig grad om samtalen, hun havde haft med sin mor for et par uger siden. Selvfølgelig havde samtalen ikke handlet om utroskab, men hendes mor havde fremsat den ene utrolige beskyldning efter den anden.
   "Nu er toppen simpelthen nået! Hvordan kan du være så modbydelig? Mit eget kød og blod. Aldrig har jeg følt mig så usselt behandlet."
   Laura havde forgæves forsøgt at afdække hvilke uhyrligheder, hendes mor mente, hun havde gjort sig skyldig i.
   "Jeg kan ikke mere..." hendes mor havde lydt opgivende, "jeg har prøvet alt, men jeg kan ikke mere, Laura. Du må da kunne forstå... Nej, ikke flere forklaringer. Jeg giver op. Du må sejle din egen sø." Hendes mor havde lagt røret på.

Laura følte sig lige pludselig meget ensom. Følelsen af forladthed overmandede hende, og hun sank langsomt sammen, så hun til sidst lå som en lille bunke på gulvet. Smerten, som skar i hendes hjerte, føltes helt virkelig, og tvang tårerne frem, og inden længe gennemrystedes hendes krop af grådens kramper. Det hele var så uretfærdigt - hun fattede ingenting. Hvad var det egentlig der foregik? Havde hele verden rottet sig sammen mod hende? Hvor kom alle disse sindssyge beskyldninger fra? Hun ville aldrig ønske noget ondt for hverken sin mor eller Ida. Og mor og Ida ville da heller ikke ønske noget ondt for hende, ville de? Hun var slet ikke typen, der kunne finde på at opføre sig anstødeligt, og hvilken interesse skulle hun i øvrigt have i, at støde sin familie og venner fra sig? Tingene hang slet ikke sammen. Frustrationen fik hende til at hulke højt.

"Sluk nu for sluserne, dit tudefjæs!" Fra skyggen betragtede Naja irriteret Laura. "Du er pinlig, er du klar over det? Du er fandeme til at brække sig over med din evige hjælpeløshed!" hvæste Naja.
   Laura fik et tomt udtryk i øjnene. Naja hadede inderligt Lauras svaghed. Det var helt utroligt så stor forskel der var på de to. Naja gjorde altid det nødvendige og fandt sig aldrig i noget, mens Laura forholdt sig passiv og eftergivende. Hvis Laura stødte på en uforudset forhindring ville hun sætte sig ned og flæbe over det. Som om det ville hjælpe! Eller i tilfældet med Ida og Mads, hvor Lauras svage indvendinger ikke nyttede noget som helst. Mads var en nederdrægtig nar, der udnyttede at Ida var forgabt i ham udover det sædvanlige. Mads gjorde præcis som det passede ham, brød aftaler med Ida gang på gang og kneppede lystigt udenom. Men Ida var for blind til at se sandheden, og Laura var for uduelig til at fjerne sløret fra Idas øjne. Tåber, begge to! Naja var fuld af forundring over, hvor meget nogle folk fandt sig i. Det var lidt ligesom Lauras mor, hun var også et glimrende eksempel på hændervridende passivitet. Havde hun måske ikke gennem størstedelen af Lauras liv fundet sig i, at Lauras far med jævne mellemrum slog hende fra sans og samling? Havde accepteret de ydmygende tilsvininger med sænket blik. Havde vasket og strøget faderens skjorte når hendes eget blod havde tilsmudset den. Havde modtaget ham med åbne arme, når han for, gud ved hvilken gang, lovede bod og bedring. Og endnu værre, så igennem fingre med, at faderen i en periode besøgte Laura om natten på helt igennem ufaderlig vis. Og Laura havde selvfølgelig også stiltiende fundet sig i alting, indtil hun som 17-årig var flyttet hjemmefra.

Naja sank ind i skyggen igen, da Lauras gråd hikstende tog af, og hun langsomt rejste sig fra gulvet. Hun gik næsten vaklende mod badeværelset, tændte lyset, hev et stort stykke papir af toiletrullen og pudsede højlydt næse. Armaturet var koldt under hendes hænder, da hun tændte for hanen, og vandet hun plaskede i ansigtet var ligeså koldt. I en lang glidende bevægelse løftede hun ansigtet, og mærkede de kolde dråber falde fra sit ansigt. Med håndklædet tørrede hun resten af vandet bort, og kiggede dernæst på sit ansigt i spejlet over vasken. Hendes øjne var blodsprængte og ophovnede, og hendes næse og kinder lyste feberagtigt rødt. Hendes blik sprang tilbage til øjnene - dybe søer af fortabthed. Laura mærkede en begyndende brænden i øjenkrogene, og skyndte sig at lukke øjnene hårdt i. Langsomt indfandt den velkendte fornemmelse sig - fornemmelsen af at blive ført langt bort af en mørk strøm. Bort til et sted hvor hun ikke behøvede at tænke, føle, være. Et sted hvor hun kunne hvile, og hun havde virkelig behov for at hvile nu. Da hendes øjenlåg dirrede, og lyset afløste mørket, stod hun lige foran badeværelsesspejlet. Hun så forfærdelig ud, men det var der heldigvis råd for. Naja blinkede kækt til sit eget spejlbillede.