Jeg mødte ham på et forskningsinstitut for landbrug, en lille energisk herre, med bestemte meninger og en stor viden om den opgave, han havde gjort til sit livsmål at udføre.
   Endnu sad i mig den lange tur tværs over en fjerdedel af kloden. København-Moskva-Delhi og endelig som et foreløbigt stop på min tur Bombay. Dette monstrum af en storby på godt og ondt. Denne by der kæmper for at finde føden til sine mange indbyggere, denne store by med den imponerende skyline: The Queen's Necklace. Der danner strandpromenaden langs det Arabiske hav, hvor lange dønninger. skyller dovent ind mod land. Denne store, store by, der kan byde sine besøgende på både europæisk og asiatisk kultur, men først og fremmest byen med det myldrende menneskeliv og den fantastiske trafik. Til denne by ankom jeg en forårsdag i 1975.
   Mit arbejde var af mangfoldig art, jeg skulle foretage en rundrejse til forskellige vigtige kunder og lave instruktionskurser, samt sørge for, at det maskineri, de havde købt af mit firma, kom til at fungere på tilfredsstillende vis.
   Jetsyndromet sad mig endnu i kroppen, da jeg skumplede sydover i en alderstegen bil for at besøge den første større kunde. Jetsyndrom er sådan et fint og overbevisende ord, men dækker i al enkelthed over en kolossal træthed på alle de forkerte tidspunkter på grund af det indre ur, der dikterer, hvornår det er sengetid og hvornår, det er arbejdstid i Danmark, og som ikke kerer sig spor om indiske forhold de første dage efter ankomsten.


Ankomsten til Bombay
   Jeg var blevet afhentet i lufthavnen i Bombay af en repræsentant fra firmaet Larsen og Toubro et af Indiens største firmaer.
   Jeg må indrømme, at jeg ikke fik set meget på vejen fra lufthavnen til mit hotel i byen for min nye bekendt, hr. Seshadri, der var en herre med et behageligt væsen og godt snakketøj underholdt mig uafbrudt med detaljer om mit forestående rejseprogram. Noget jeg virkelig havde brug for efter at have levet i en flyvemaskine i uafbrudt 10 timer, og så oven i købet et sovjetisk rutefly, der lugter af rengøringsmidler, og hvor kun de færreste af stewardesserne ville kunne bare nærme sig semifinalerne i en skønhedskonkurrence.
   Seshadri havde ikke skænket dette en tanke, eller også var han mere interesseret i, at ikke et minut skulle gå tabt af min kostbare rejse til østen, jeg havde heldigvis været i det fjerne østen før og vidste derfor, at man på det nabolag var mere kendte for at tage tingene med en knusende ro og sørge for, at den besøgendes komfort kom i første række.
   Det viste sig da også, at min nye ven ikke havde mere travlt, end han havde sørget for et godt hotelværelse til mig. Navnet på hotellet var Taj Mahal Intercontinental, hverken mere eller mindre, det var stort hvidt og meget fornemt samt en lille smule gammeldags, og skønt det ikke arkitektonisk kunne måle sig med sin navnes store marmormure så var beliggenheden næsten smukkere end det nok så berømte gravmonument nord for Delhi.
   På vej nedad den monumentale marmortrappe fra værelset standser jeg i en hall og ser ud over det Arabiske hav, der tilsyneladende skyller lige ind under det store åbne vindue. Det er smukt og står i en skærende, kontrast til meget af det, jeg ser senere på dagen i Bombay.


Det første kundebesøg
   Helt udenfor programmet skal jeg besøge det føromtalte institut. Ikke særlig interessant, oplyser Seshadri mig om, men kun en goodwilltur for at vise flaget. Det er dagen efter min ankomst til Bombay, og jeg skal videre med fly om eftermiddagen, men vi har hele formiddagen, og Seshadri er energisk for os begge, så turen går altså sydover i en Ambassador med privatchauffør. Det lyder godt og er da også behageligt. Jeg sidder på bagsædet og nyder turen for åbne vinduer, der bringer lidt kølighed ind til mig, samt en del vejstøv, men sådan skal det være, Indien vil jeg senere huske blandt andet på de umådelige mængder af vejstøv.
   Besøget former sig som ventet. Ikke særlig interessant, og vi er ved at pakke sammen, da den i begyndelsen omtalte herre gør sin entré på arenaen.


En interessant herre
   Han skynder sig at undskylde, at han ikke er kommet lidt tidligere, men forklarer at han først nu har hørt om mit besøg. Her hjælper ingen protester, vi bliver trukket indenfor på hans kontor for at få kaffe, og spage protester om snarlige flyafgange fra Bombay til Ahmedabad bliver totalt overhørt. Han har et budskab, og dette budskab skal jeg høre, så må flyet vente, eller jeg må tage det næste.
   Det tager lidt tid for mig at finde ud af, hvad det er han snakker om, men heldigvis er jeg født og opvokset på landet så lidt efter lidt kommer jeg, med mine erfaringer hjemmefra, på bølgelængde med ham og kan følge hans fremstilling til et stort projekt, der skal hjælpe Indiens landbefolkning til en bedre levestandard, eller om man vil hjælpe dem til overhovedet at få en levestandard.
   Manden var fanatiker, men han var absolut værd at lytte til. Han var biodynamiker, hvilket vil sige, han arbejdede på at lade naturen bevare sin egen cyklus uden tilførsel af hjælpemidler i form af kunstgødning til at fremme væksten, eller giftstoffer til at hæmme eller forhindre skadelige afgrøder og insektangreb.
   Hans planer og åbenbart også hans livsopgave var enkel og smuk, hans måde at fremføre den på ligefrem og hård. Hans ideer var ikke bundet af en ophøjet ideologi, der dikterede fødevarer uden giftstoffer eller andre sundhedsfarlige additiver, sådan som vi kender det fra Europa. Han var mere jordnær, fordi det mål han arbejdede for ikke udgik fra en forfinet veludviklet og høj landsbrugsteknik med stort udbytte. Nej, hans ideer var baseret på at udnytte de ressourcer landet havde for at bringe landbruget fra næsten stenalderstade op til et niveau, hvor man i hvert fald kunne mætte nogle flere munde.
   Han startede fra præmisser, der sagde, at han havde ubegrænsede mængder af affald fra mennesker og dyr til sin rådighed, samt ubegrænset arbejdskraft til næsten ingen penge.


Genbrug i Indien
   Hvad gik det hele så ud på? I al sin enkelhed at lave kompost.
   - Åh, ikke andet vil man måske sige, kompost er noget enhver haveejer kender her til lands og danske biodynamikere bruger det også, men vi er ikke i Danmark i øjeblikket. I Indien kender kun de færreste til at gøde jorden. I årtusinder har man samlet okse-, bøffel og kogødning og lavet det til pæne klatkager, der har fået lov til at tørre i solen. Resultatet bliver brugt til brændsel til kogebål eller slet og ret til byggemateriale. Jorden, hvor næste sæsons høst skal gro får ikke noget, og det influerer unægtelig en del på resultatet.
   Professoren snakker og snakker, Han er indtrængende, veltalende og meget overbevisende.
   - Hvad gør jeg, siger han. Jeg samler affald, al mulig slags affald fra dyr og mennesker, og guderne skal vide, at her i Indien er der masser af det. Det kommer jeg i beholdere og lader det gære. Derved fås gas som jeg samler sammen på tanke og senere bruger til varme og belysning i de små landsbyer. Efter tre ugers forløb er tankens indhold lavet til den fineste sterile kompost, som kan bruges til at gøde jorden med, så landmanden kan få et hårdt tiltrængt større udbytte. Affaldet kommer fra de levende og vender atter tilbage til de levende. Kom med, han laver en bevægelse ud mod sine forsøgsmarker, der ligger i det nådeløse solskin udenfor. Han griber en stor sort paraply som beskyttelse mod solen og sammen går vi udenfor.


Mennesker kontra moskitoer
   - Her sker det, siger han, og peger på en stor beholder støbt ned i jorden, her starter processen og her fortsætter den, han går videre til en anden beholder - og her, her er slutresultatet, han viser mig den færdige kompost. Han ser mig hvast i øjnene og lader højdepunktet af sit foredrag synke ind, dette produkt er sterilt, og ved De, hvad det betyder?
   Jeg ryster på hovedet, skønt jeg er klar over, at det er et retorisk spørgsmål.
   - Det betyder at denne bunke udmærkede gødning til betrængte marker ikke kan fostre moskitolarver. For moskitoer er klogere end mennesker, de forsøger ikke at leve, hvor der ikke gives livsbetingelser, og det betyder, at hvor mit anlæg bliver bragt til at fungere, vil der ikke være malaria. Kom med, han går forrest hen mod en anden bygning og viser mig indenfor. Her har han oprettet et helt lille museum for sin ide. I dukketeaterkulisser har han vist det gamle system, som det ser ud i dag de fleste steder, og som han forestiller sig det vil komme til at se ud, hvis han kan få sin ide gennemtrumfet.
   Udstillingen er på samme tid belærende og patetisk naiv i sin fremstilling af "før og efter". I den ene side af lokalet billeder og kulisser af udhungret kvæg, mennesker og børn uden de fornødne livsmuligheder. På den anden side af lokalet de samme scener med velnærede dyr og tilfredse mennesker. På vej ud fra hans lille udstilling, der uden tvivl har en stor mission for det samfund, han har lavet den til, passerer vi under en gaslampe, der brænder ved den gas, hans kompostanlæg frembringer.
   Jeg takker ham mange gange for hans foredrag, og han giver mig en lønsomhedsberegning over sit projekt, der omfatter anlæg af alle størrelser fra små anlæg i yderdistrikterne til store anlæg i selve Bombay. Det ser virkelig ud til at kunne betale sig ud fra de præmisser, han har angivet i sin rapport.
   Vi må køre så stærkt, det overhovedet er muligt for at nå mit fly. på den sidste strækning fra Bombay til lufthavnen passerer vi det værste slum, jeg i mit liv har set.


Frygteligt slum
   Her bor hundrede af tusinder af mennesker i hytter bygget af forhåndenværende materialer, ja ofte er der kun tale om et halvtag. Støvede jordveje snor sig mellem hytterne, der ligger ganske tæt sammen. Her findes ingen sanitære foranstaltninger, ja ikke engang rendestene. Her lever mennesker, der ikke har kunnet klare sig i storbyen. De er måske kommet ind fra landdistrikterne efter at livsbetingelserne er blevet utålelige der efter en tørkeperiode eller af andre grunde og nu hutler de sig igennem på et absolut eksistensminimum. Jeg kommer uvilkårlig til at tænke på professorens manende ord: - Moskitoer er klogere end mennesker; thi de lever kun, hvor de har livsbetingelser. Måske vil hans anlæg en dag være med til at hjælpe et land, der har så desperat brug for al den hjælp de kan få, for at skabe livsbetingelser til alle.
   Med nød og næppe når jeg min flyvemaskine en gammel Caravelle med luvslidte sæder. Træt læner jeg mig tilbage, da maskinen går i luften. Det har været et kort besøg i Bombay, men det har givet mig en forsmag på det Indien, jeg skal se meget mere af i de kommende uger.


Efterskrift
   I dag mange år efter, har professoren fået ret. I en artikel læste jeg, at Indien i dag har mange mange tusinde af de omtalte kompostanlæg i alle størrelser. De giver energi = varme og elektricitet, samt ikke at forglemme gødning til de landbrug, der skal være med til at skabe eksistensmuligheder for det indiske samfund i landdistrikterne.