Optoning
   Et toetages hus - En forårsmorgen
   En ca. 18-årig dreng kommer ud fra huset, går ned ad trappen og træder op på sin cykel.

Sidelæns panorering
   Væk fra huset og til højre, idet drengen cykler ud af haven og drejer til venstre ned ad den tomme gade.

Nærbillede af drengen
   Han smiler, og smilet bliver bredere og bredere efterhånden som han kommer op i fart.

Gaden - I frøperspektiv
   Med susende fart kører han forbi og væk fra kameraet for til sidst at forsvinde bag horisonten.

YI-HAAA! råbte jeg og kørte for fulde gardiner ned ad bakken til stationen og vinden susede om ørerne og fik mit hår til at flagre efter mig. Her kommer jeg! råbte jeg. Jeg strøg forbi gamle hr. Olsons hus og han stod i haven og råbte go'morgen Nick og jeg råbte go'morgen hr. Olson, hvordan har haven det i dag? og han svarede fint og jeg cyklede videre.
   Jep Nick det er mig tænkte jeg Nicolas T. Matthews kaldet Nick N - I - C - K for fanden da! og jeg susede videre ned ad bakken forbi en gammel dame og jeg råbte go'morgen frue! og hun nikkede med et usikkert smil, jep go'morgen din gamle sæk hvordan går det med din søn? Er han stadig i fængsel for underslæb? For fanden da! og hun gloede efter mig som om hun kunne høre hvad jeg havde tænkt og jep jep jeg hader også dig din gamle krage tænkte jeg og nedad gik det og jeg smilte.
   Toget var som sædvanlig forsinket men hvad pokker! jeg havde tid nok, Basse sagde ikke noget hvis jeg kom 10 minutter for sent til arbejde, han ville sige det gør ikke noget skat det kan ske med sin fine spinkle stemme og han ville lægge sine hænder på mine skuldre og smile og sige begynd nu på arbejdet skat og jeg ville gå ud i kiosken og på vejen forbi ham ville han klappe mig blidt på røven og det gjorde ikke noget Basse var god nok!
   Toget var 28 minutter om at køre til lufthavnen og jeg ankom 21 minutter for sent og jeg gik igennem ankomsthallen og ventesalen og over til Basses sludder hr. Petersons kiosk hvor jeg arbejdede og fuldtid endda!
   Jeg gik derind og de første kunder var i gang med deres indkøb og Basse fik øje på mig og smilte mens hans tynde arme dansede over disken med kasseapparatet. Da de få kunder var gået gik han hen til mig og han smilte og strøg tæt forbi mig og hans krop berørte min og han hviskede i mit øre at jeg måtte skynde mig om bag disken jeg var jo den eneste ansatte i kiosken ud over ham og jeg har noget jeg skal ordne i bagbutikken skat hviskede han og han klappede mig på røven og jeg smilte og gik om bag disken.
   I de næste 8 timer betjente jeg kunderne og goddag hvad skulle det være og alt det lort og en ville have et skrabelod en anden en pose chips og her og der et pornoblad af den ene eller anden slags og du skal nok hjem og trykke den af lillefar? Og husk at skifte hånd en gang imellem tænkte jeg og han gloede på mig med sine små griseøjne og jeg tænkte rend mig dit liderlige svin hvis du så meget som rører mine nosser hopper jeg over disken og bider næsen af dig dit svin. Hold kæft hvor ville han glo hvis jeg sprang op på disken og stak underlivet frem og råbte er det det du vil ha' dit svin er det? og han ville savle og glo liderligt og nikke og ned på knæ! ville jeg råbe og han ville gå ned på knæ og jeg ville beordre ham til at slikke gulvet rent og jeg ville gå rundt og slå ham i røven og skrige ham ind i øret det er ikke godt nok! og tvinge hans hoved længere ned mod gulvet, er det min pik du vil se dit liderlige svin er det? Vil du gerne slikke pik? og han ville nikke og jeg ville sparke til hans hoved så han faldt omkuld og jeg ville sparke ham igen og igen og han ville bløde helt vildt og jeg ville hviske skrid dit liderlige perverse svin og ud af kiosken med ham og alle folk ville glo forfærdede på ham og for fanden da! hvor ville det være skægt!
   I frokostpausen sad vi i bagbutikken, Basse med sine wienerbrød og jeg med min madpakke og han snakkede om dengang myndighederne kom med mig og opfordrede ham til at ansætte mig eftersom jeg var ad-færds-van-ske-lig og det var lige før han begyndte at flæbe og jeg kunne huske at han smilte og var med på at ansætte mig og han førte mig ind i kiosken og viste mig rundt med sin ene hånd rundt om livet på mig og med den anden viste han mig varernes placering i kiosken.
   Hvad skulle det være? og kan jeg hjælpe med noget? og hvad kan jeg gøre for Dem? og alt det lort og kunderne skulede bare til mig og hvad glor du på? tænkte jeg og derefter smilte jeg sødt til dem og ha' en god dag, jep de hader mig tænkte jeg og I kan rende mig! For fanden da! Altid lige før lukketid kom gamle hr. Jennings og købte en pose bolcher og han sagde altid hej Nick går det ad helvedes til? og jeg sagde som sædvanlig hr. Jennings og hvad skulle det være? Åh det sædvanlige sagde han og jeg tog en pose bolcher og lagde dem på disken og det bliver 1250 og han betalte og farvel hr. Jennings og han sagde lad nu være med at gøre noget de andre ville gøre Nick det er det dummeste du kan gøre på gensyn og så gik han.
   Arbejdsdagen var slut og jeg gik i retning af stationen og ned ad trappen og hen ad perronen og der kommer toget. 28 minutter. Tik - tak tik - tak. Den ene by efter den anden suste forbi og jeg tænkte hvem der dog kunne sige: alt dette er mit. Jeg stod af toget og hen efter min cykel og låsen var pisseirriterende så det tog mig flere minutter at få låsen op. Derhenne ved et andet cykelstativ stod en pige på min alder og hun kiggede på mig med et underligt blik, hvad pokker glor du på? tænkte jeg. Hun kiggede ned og kiggede op på mig igen mens hun bed sig i læben. Om lidt ville jeg cykle forbi hende og jeg ville køre lige imod hende og bremse hårdt op lige foran hende og sige jeg ved godt at jeg ser ud ad helvedes til og at du hader mig det gør alle jo men prøv for fanden da at skjule det som alle andre. Jeg hader når folk glor sådan efter mig som om jeg var ingenting og hun ville sige undskyld jeg vil aldrig kigge på dig igen. Derefter ville jeg cykle bort og skrige det mener du jo alligevel ikke! efter hende.

Jeg så dig ved stationen i aftes
   din cykellås gjorde knuder
   dine smidige hænder gled over cyklens stel, dets kølige stænger
   du så mig, og snart vil vi mødes i Afrikas jungle
   vi mødes om natten ved en død elefant
   du vil tage din kniv og sprætte dens bug op
   ud vil vælte alskens blod og indvolde
   vi vil rive hinandens tøj af
   med tænder og kløer flår vi elefantens indre fra hinanden
   til langt ud på natten vil vi elske med hinanden i dens bug
   blod og indvolde vil indhylle os og beskytte os fra omverdenen
   når solen står op, vil vi være døde
   jeg vil være druknet i dit blod
   og din hals vil være flænset op af mine tænder.

   Jeg cyklede ind i haven og parkerede cyklen det sædvanlige sted ved trappen op til hoveddøren. Lyset i køkkenet var tændt og jeg kunne se min kusine gå rundt derinde. Jeg gik op ad trappen og låste mig ind i huset og gik ud i køkkenet. Hun stod med ryggen til mig og var i gang med at skylle to valium ned med et glas vand. Hun vendte sig om og gik over mod mig og omfavnede mig. Hej Nick jeg regner med at lave lasagne i aften okay? sagde hun med sin tynde svage stemme. Jep jep sagde jeg og så på hende. Med hendes forpjuskede hår og rynker under øjnene skulle man ikke tro hun kun var 10 år ældre end mig tænkte jeg. Jeg vristede mig ud af hendes arme og gik ind i stuen. Har du snart bestemt dig for hvad du ønsker dig til din 18 års fødselsdag, der er jo ikke ret lang tid til hviskede hun hæst. Stadig med ryggen mod hende sukkede jeg nej ikke endnu. Jeg skal tænke over det. Der er jo ikke lang tid til sagde hun igen jeg skal jo nå at finde noget ordentligt til dig. Jeg vendte mig hurtigt rundt og snerrede jeg ved godt hvor lang tid der er til! Jeg skal nok finde på noget okay! Hun kiggede på mig med sine tomme øjne og så gik hun ud i køkkenet og tog endnu en valium.

Jeg tog trinene op ad trappen to ad gangen løb ind på mit værelse og lukkede døren. Vupti - tasken hen i sengen og klik - fjernsynet tændt. Med få og indøvede bevægelser tømte jeg tasken mens MTV drønede ud af skærmen. Jeg satte mig på kontorstolen og den ene video efter den anden lagde beslag på mit syn og blokerede min tankevirksomhed. En ørken suste forbi et skib sank et luftskib en rejse i rummet skrigende folkemasser mennesker svømmede gennem glitrende vand tegnet film. Alle steder så jeg, var jeg. For fanden da! Hvem der bare kunne opleve det! tænkte jeg og en hval svømmede forbi i luften. Billederne forførte mig. Jeg tog hænderne op for mit ansigt men hold kæft hvor var det svært at undertrykke og jeg kunne ikke forhindre det. Jeg vil ikke det her! tænkte jeg men jeg kunne ikke lade være og jeg begyndte at græde.
   Vi sad i stuen overfor hinanden. Jeg spiste langsomt lasagnen da den knap nok var spiselig. Den var næsten helt sort helt brændt og den lignede en stor asteroide. Pas på! Her kommer lasagneasteroiden hvirvlende mod jorden og den ville kollidere med jorden og den varme sovs ville smelte kødet af deres knogler. Ærterne ville angribe folk og tromle dem ned og snart ville jorden være lasagneland og jeg ville stå på toppen af det hele og tænke hvad skal man dog med al den lasagne? og jeg ville tvinge alle slaverne alle menneskene til at æde indtil de brækkede sig af overmæthed og de ville besvime og blive syge og dårlige af al den mad. For fanden da hvor ville det være skægt!
   Min kusine Mary sad og stak til maden og begyndte at snakke om min fødselsdag og hun spurgte jo kun fordi hun bekymrede sig om mig sagde hun og jeg tænkte fint nok, ræk mig et flute! Hun snakkede videre om omsorg og ditten og datten og om at hun ikke ville risikere at myndighederne inddrog hendes rettigheder over mig. Jeg spekulerede over hvordan nogen kunne blive en forælder fordi myndighederne sagde det. Skide skørt! og jeg kom til at fnise lidt men det bemærkede hun ikke. Hun ville ikke risikere at jeg kom i endnu en plejefamilie, indtil nu havde jeg jo været i 3 plejefamilier og flere gange på børnehjem efter min moders død. De opdagede det for sent sagde hun. Du blev sendt til en psykolog alt for sent. Jeg sagde det til dem men de ville ikke høre pippede hun. Et halvt år er alt for lidt sagde hun og rejste sig. Jeg går op og lægger mig vil du rydde af bordet Nick? sagde hun. Jep jep det skal jeg nok gøre og alt det der. Skide være med det. Der lød en skramlen oppe fra hendes værelse. Jeg tog tallerknerne ud, hun havde næsten ikke spist noget som sædvanligt. Jeg gik op på mit værelse og jeg kunne høre at hun var faldet i søvn inde ved siden af.
   De næste timer så jeg MTV igen med lyden skruet ned. Jeg sad bare der som en statue og hen over mine øjne glimtede det ene virkelighedsbedrag efter det andet. Jeg sad bare der.

Torsdag eftermiddag var en af de to dage om ugen hvor jeg havde en konsultation med psykologen. Jeg lå som sædvanlig bare på sofaen og han travede rundt i rummet med sit strittende hår som hvert øjeblik ville vælte et eller andet. Han gik rundt og foldede sig sammen og foldede sig ud igen og igen med sit overdrevne kropssprog.
   Det går jo fint men du siger at du har tænkt meget på dine forældre i den seneste tid Nick. På hvilken måde? sagde han og satte sig ned på stolen for derefter at springe op igen og han travede rundt om skrivebordet og satte sig på det og hans stikkende øjne gennemborede mig.
   Jeg ... der dukker pludselig billeder op i mit hoved billeder fra min barndom sagde jeg de dukker tit op når - hvilke billeder? afbrød han hvad ser du? Der er et der går igen. Jeg er ikke ret gammel omkring seks eller syv år og min mor sidder med mig i stuen og min far kommer og han lugter af spiritus siger hun og min mor spørger hvor han har været henne og de kommer op og skændes, hvad rager det egentlig dig du er jo alligevel ikke interesseret i min psykiske velfærd tænkte jeg men snakkede videre. Han slår henne og hun ryger hen over sofabordet og han jager mig ud i køkkenet og jeg sidder der resten af aftenen mens der lyder skrig og gråd og vrede råb inde fra stuen sagde jeg og han kiggede intenst på mig og nikkede.
   Og så er det at jeg finder et maskingevær og går ind og pumper dem begge fulde af bly og jeg parterer dem og renser hele huset for blod og kødstykkerne går jeg ned til lossepladsen med og velbekomme rotter siger jeg bare! men han hørte det selvfølgelig ikke og begyndte at tale om mulighederne for om der lå noget seksuelt bag mine erindringer fra barndommen af og han mumlede noget og sank hen i sine egne tanker. Nå men farvel og tobak! tænkte jeg og han mumlede videre om sex og freudianske teorier og hvad ved jeg og han lagde ikke mærke til at jeg gik. Ude på gangen stødte jeg på pigen fra stationen og hun stirrede på mig og jeg var lige ved at smække hende op af væggen og banke hende til blods men jeg så bare ondt på hende og gik.

En pludselig berøring, du stødte ind i mig
   jeg følte blodet bruse i mine årer
   du gik så pludseligt, som du kom
   du og min far er sammen to gange om ugen
   to gange jeg har muligheden for at se dig
   du er i kløerne på et udyr!
   at huske dengang han kom, da jeg sov
   de berøringer, de forbudte, de ...
   en dag vil vi leve sammen og allerførst ...
   du vil knuse hans hoved, og blodet vil sprøjte os til
   vi vil partere ham i fryd og gammen
   vi vil elske midt i parteringen, midt i ham
   jeg venter ...

   Det var nok let at komme til stationen om morgenen for da går det jo ned ad bakke men hjemturen var en plage blev jeg mindet om hele tiden mens jeg cyklede hjemad. Selvfølgelig blev det lettere på toppen og der var det 1. vej til højre og nr. 87.
   Jeg cyklede ind i haven og stillede cyklen fra mig og gik ind. Jeg gik ind i stuen og hun kom ud fra køkkenet. Vi stod et par meter fra hinanden men jeg kunne godt se det slørede udtryk i hendes øjne. Hun kløede sig ved næsen og spurgte om jeg havde fundet noget jeg ønskede mig til min 18 års fødselsdag. Nej og vi kiggede lidt på hinanden. Nå sagde hun og kørte en hånd gennem det forpjuskede hår og fra hendes næse løb der blod, din næse bløder sagde jeg og tilføjede igen og hun førte hånden op til næsen og så på den. Ja det gør den også sagde hun sløvt og tonløst og tørrede det af i bukserne og hun gik ud i køkkenet igen og tog en valium.
   Idet jeg gik op ad trappen råbte hun du bliver nødt til at tage noget aftensmad selv jeg skal ikke have noget. Jeg sukkede og fortsatte op ad trappen og ind på mit værelse. Tasken hen i sengen tænd fjernsynet og billederne fløj ud af skærmen og jeg strøg ud på badeværelset.
   Som så mange gange før havde hun glemt at rydde op efter sig. For fanden da! tænkte jeg og svovlede inden i mig selv. Det lille stykke plastic smed jeg i skraldespanden. Farvel og tobak med dig! Jeg tog barberbladet og pustede det fri for urenheder og lagde det i skabet. Der var mere tilbage af pulveret end tidligere så jeg og ud røg det! Jeg skyllede spejlet og tørrede det af og op i skabet med det og op i røven med alt! tænkte jeg og låste badeværelsesdøren.
   Der var ikke særlig travlt i kiosken og jeg betjente bistre og besværlige kunder. Goddag hvad skulle det være? og de ville brumme eller snerre et svar og hold kæft hvor jeg hadede dem og de hadede mig. De så på mig som om jeg var et væsen fra det ydre rum og Basse, selvom han egentlig hed hr. Peterson kaldte jeg ham altid Basse han proppede sig altid med basser og wienerbrød men det kunne ikke ses for han var ret tynd, stod og satte varer op på hylderne og han var altid så flink overfor de børn der kom i kiosken og han snakkede meget med dem. Engang imellem gav han også et eller andet barn en rundtur ude i bagbutikken, det sagde han i hvert fald at han gjorde. Men det var godt nok mærkeligt tænkte jeg for det var kun små drenge han tilbød at vise rundt i bagbutikken og de kom altid forundrede ud igen og Basse smilte altid mystisk, som om der var noget spændende derude! tænkte jeg og rystede på hovedet.
   I frokostpausen begyndte han igen at plapre om dengang jeg kom hertil og han sagde at han glædede sig til jeg blev 18 år, hvorfor fanden egentlig det? tænkte jeg.
   Han gik hen bag mig og lagde armene rundt om min hals og hviskede at han blev meget bevæget dengang. Jeg var lige ved at tro at han ville begynde at flæbe men det gjorde han heldigvis ikke. Han sagde at jeg var så kær og nuttet at han ikke kunne afslå opfordringen og han kørte sin hånd gennem mit hår og gik. Jeg stirrede lige ud i luften og sukkede og lagde mig hen over bordet.

Mandag eftermiddag. Endnu en konsultation. Han sad på skrivebordet og kradsede et eller andet ned på sin blok. Med et lille hop rejste han sig og gik rundt og rundt om skrivebordet. Med et lille vræl flåede han et papir af blokken og smed det vredt på gulvet ned til 20 andre afflåede papirer.
   Utroligt det er utroligt! sagde han det burde være muligt og han tegnede videre. Efter få minutter flåede han endnu et papir af og smed det på gulvet. Han smed blokken og blyanten samme vej og kastede sig ned i stolen ved siden af sofaen og sukkede og tog sig til hovedet. Det burde være muligt mumlede han. Jeg kunne ikke undgå at grine indvendig over at han havde brugt over en halv time på at prøve på at tegne sig selv uden at se i et spejl. Efter en snak om detaljer lavede han et lille eksperiment som åbenbart var mislykkedes.
   Det burde være muligt! råbte han og sprang op af stolen og travede rundt som en vanvittig. Hvordan kan det være at vi ser på os selv dag ud og dag ind hele livet igennem men intet kan huske af det vi ser? mumlede han. Vi lægger ikke mærke til detaljer mumlede han og fortsatte i nogle minutter indtil han satte sig ned i stolen og udbrød at nu burde vi nok vende tilbage til det oprindelige emne.
   Vi kom fra at du blev jaget ind i restauranten af en flok ulve. Hvad drømte du derefter? sagde han. Jeg koncentrerede mig for at erindre resten af drømmen, restauranten var helt tom og pludselig var restauranten ombord på et skib og det sejlede midt ude på havet. Så vendte jeg mig og der stod en fremmed mand og pludselig for jeg bare løs på ham med en lang metalting og jeg tæskede løs på ham og blodet sprøjtede på gulvet og på væggene og på mig.
   Så vågnede jeg sagde jeg og han sad med krydsede ben og rynket pande og jeg spekulerede på om han overhovedet havde hørt mig. Jeg kunne lige forestille mig at han bare sad der i sine egne tanker om så verden gik under for snuden af ham. Han begyndte at snakke om at jeg følte mig svigtet siden restauranten var tom og at det og det kunne symbolisere bla bla bla og alt det lort og jeg hørte ikke efter og han plaprede videre om Freud og metalting og fortrængt seksualitet og for fanden da hvor var det bare for meget! Hver konsultation endte i sex og jeg sprang op af sofaen og skred og han bemærkede det som sædvanlig ikke han mumlede bare videre med sig selv.
   Fjernsynet kørte og jeg så den ene musikvideo efter den anden og det var mørkt udenfor. Jeg måtte være blundet for pludselig lød et brag og jeg sprang op af stolen og faldt på gulvet, for fanden da! hvor gjorde det ondt for jeg landede på hovedet. Klokken var næsten halv tre og jeg kunne høre Mary ude på badeværelset. Jeg slukkede for fjernsynet og gik nedenunder og lyset var tændt i køkkenet.
   For fanden da! Hold kæft hvor det rodede og køleskabet stod åbent og gulvet flød med forskellige madvarer og på bordet lå flere pilleglas et var gået i stykker og vasken flød over. Jeg sukkede og gik hen og samlede varerne op og ind i køleskabet med dem og smæk! - i med køleskabsdøren. Vasken blev stoppet af små plasticstykker og op med dem og pillerne tilbage i glassene og skårene fejet op. Det lille spejl skyllede jeg af og det flød med det hvide pulver på en lille vægt.
   Jeg tog noget af det med fingrene og snuste til det som jeg havde set at Mary gjorde af og til. For fanden da! det kradsede hele vejen op i næsen og jeg smed pulveret væk og lænede mig op ad bordet og nulrede min næse for at få det til at gå væk. Der gik nogle minutter inden det aftog og mine øjne løb i vand og min næse var helt rød. Jeg gik hen mod vægten igen og jeg var svimmel og jeg blev lidt omtåget. Jeg måtte støtte mig til bordet igen og min krop og min sjæl var adskilte. Jeg svævede gennem køkkenet og tingene stillede sig i vejen for mig og jeg stødte ind i dem. For fanden da! det her er skideskægt! skreg jeg og jeg væltede ind i stuen. Mit hoved kørte rundt og gid det aldrig stopper! skreg jeg inden i mig selv og jeg gik i sort.
   Næste morgen ringede vækkeuret og jeg lå oppe på mit værelse. Jeg vågnede liggende på gulvet helt nøgen og med et lagen om mig. Mit hoved gjorde sindssygt ondt og jeg fandt aldrig ud af hvordan jeg var kommet op på mit værelse. I køkkenet var al pulveret forsvundet.

Nedad gik det hurtigere og hurtigere. Yihaaa! og vinden var ekstra stærk her til morgen og jeg kørte midt i en orkan. De andre mennesker på gaden så underligt på mig og de stikkende øjne gennemborede mig. Jep de tror jeg er skør jeg ved det tænkte jeg men de tager fejl gør de! De er skøre ikke jeg jep og hold kæft hvor var det en smuk morgen.
   Toget var mystisk nok ikke forsinket og da jeg kom til kiosken var Basse lutter smil og godmorgen Nick hvordan går det? og fint fint jep sagde jeg og han kyssede mig på panden og klappede mig på skuldrene. For fanden da det bliver en god dag tænkte jeg. Timerne gik og hvad skulle det være? Kunderne gryntede og hold kæft hvor jeg hadede dem og hvor ville det være fedt at smile sødt til dem og så snart de vendte ryggen til mig ville jeg begrave en kniv dybt i ryggen på dem og verden ville blive befriende rød. Basse var som sædvanlig flink og forstående over for mig når jeg fortalte om de vanskelige kunder og han ville omfavne mig og glatte mit hår mens han hviskede beroligende ord i mit øre.
   Få timer igen og der blev færre og færre kunder og ind i kiosken kom en dreng på min alder. Han så bekendt ud men hvor havde jeg set ham før? Han stirrede underligt på mig med vrede i sit blik. Han kom hen til disken med en 1½-liters cola og to poser chips og sagde hej Nick er det her virkelig alt du kunne blive til? og jeg ignorerede ham og det bliver 3750 og han betalte. Vi kiggede mistroisk på hinanden et øjeblik og så bøjede han sig ind over disken og sagde at jeg burde være spærret inde dengang og han trak sin trøje op så jeg kunne se arret. Det var over 15 cm. langt og gik fra navlen og skråt op mod venstre skulder. Men det glæder mig at du ikke kunne blive til andet fnøs han og gik.
   Uklare billeder fløj gennem mit hoved. Et klasseværelse. Drilleri mobberi. En dreng sidder og skriver i en bog, andre kommer og flår den væk og skubber alle tingene på bordet ned på gulvet og de skubber og puffer til drengen. Han føler sig utryg, han beder dem om at stoppe men de bliver ved. De driller, begynder at gøre grin med ham og puffer hårdere til ham. En eller anden hiver stolen væk og han falder ned på gulvet, de andre er straks over ham og sparker og puffer til ham. Forvredne ansigter uhyrer monstre. Ansigtet fortrækker i smerte og tårer løber ned ad ansigtet. Et slag. Et spark.
   En anden scene. Midt i en time. Drengen sidder ved siden af drengen fra kiosken ham med arret. Den anden dreng begynder at drille ham. Nogle få ord bliver hvisket. Alt slår klik. Drengen spærrer øjnene vidt op af vrede og munden fortrækkes til en grimasse. Den anden dreng griner. Et skrig. De vælter ned på gulvet. En forvirrende masse af arme og ben og kroppe. En blodnæse. Slag. Spark. En får fat på en saks og begynder at slå den anden med den. Blod. Flænger. Skrig. Flænset tøj. De bliver adskilt af andre personer. En sparker vildt fra sig. En ligger blødende på gulvet besvimet. Læreren kommer og hæver hånden til en lussing ...
   Et knald lød og jeg for op som en trold af en æske. En sur kunde havde smækket hånden på disken for at få min opmærksomhed. Han begyndte at brokke sig over mig og inden i mig hobede vreden sig op. Jeg var ikke vred på kunden heller ikke på drengen men på - hvad?
   Hvad var jeg egentlig sur på? Efter kunden var gået tænkte jeg på min skoletid igen. Mine ben eksede under mig og jeg måtte sidde ned. Jeg huskede tydeligt slagsmålet og saksen og alt blodet. Jeg fik kvalme bare ved at tænke på det. Efter den episode blev jeg smidt ud af skolen og så fik jeg jobbet her. Først efter 32 dage blev han udskrevet fra hospitalet. Såret jeg lavede var 3 cm. dybt. Det var også på det tidspunkt at den tredje plejefamilie opgav mig men så kom jeg til at bo hos min kusine. Jeg tænkte igen på alt blodet på saksen der flænsede kødet og skriget, det var nok det værste. Jeg kunne stadig høre det for mig. Det flænsede mine nerver. Kvalmen steg og hurtigt løb jeg ud på toilettet og knapt nok havde jeg slået låget op før jeg brækkede mig ud over det hele. Jeg lå ved toilettet de næste 20 minutter og græd og gid jeg var død tænkte jeg.
   Ved lukketid kom hr. Jennings som sædvanlig og han købte bolcher og goddag og farvel Nick sagde han. Han gik hen til døren og kiggede ud og hans smil forsvandt pludselig og han spærrede øjnene op. Jeg strakte hals for at prøve på at se hvad det var han så og pludselig BANG!! En løbsk bagagevogn knaldede igennem glasdøren og ramte hr. Jennings og slyngede ham bagud lige ind i hylderne og det hele væltede og kiosken flød. Basse kom chokeret ud af bagbutikken og flere folk kom og hr. Jennings lå bare der som om tiden ikke længere var vigtig.
   Senere kom en ambulance og det var for sent sagde de han var død.

Jeg kunne ikke tænke på andet på vejen hjem og tårerne trillede ned ad mine kinder. Aldrig mere ville han komme ind i kiosken og hilse på mig og købe bolcher. Jeg havde aldrig rigtig lagt specielt mærke til ham han var bare en dagligdagsting men nu betød han noget. De andre i toget kiggede medlidende på mig da de så tårerne men jeg sendte dem et koldt og hårdt blik og de vendte sig bort. Turen hjem på cykel tog længere tid end normalt men endelig kom jeg til huset men der var intet lys tændt. Jeg låste mig ind og tændte lyset og kiggede overalt og Mary! Hvor er du? Gemmer du dig? skreg jeg men jeg kunne ikke finde hende. Hun er nok bare blevet forsinket på arbejdet tænkte jeg og gik ovenpå og tændte for fjernsynet.

For fanden da hun tager sig god tid tænkte jeg og kiggede på klokken. Den var 20.47. Jeg var efterhånden blevet urolig og jeg gik nedenunder og ringede til hendes arbejde. En telefondame svarede og jeg spurgte om Mary Matthews var der. Hun åndede tungt i den anden ende og spurgte så om det var Nick hun talte med og jeg sagde jep! Hun spurgte forsigtigt om hun ikke havde fortalt det? Fortalt hvad? sagde jeg. Hun blev fyret for 10 dage siden sagde hun hun var meget fraværende psykisk altså og hun kunne ikke koncentrere sig om sit arbejde. Det kan ikke passe tænkte jeg og sagde at hun var taget på arbejde hver dag. Ikke herinde sagde hun og lagde på.
   Jeg satte mig ned stadig med telefonrøret i hånden. Mit hoved var fyldt op af diverse tanker og jeg kunne ikke tænke klart og sad bare der i hvor lang tid ved jeg ikke. Til sidst gik jeg så hen og lagde telefonrøret på. Jeg stod ved telefonen lidt og så rendte jeg ud i entréen og snuppede mine sko og jakke og sprang ud af døren for at lede efter hende og det regnede.
   Jeg sprang gennem vandpytterne og skreg Mary! Hvor er du? om og om igen men ingen svarede. Jeg løb byen tynd og blev mere og mere nervøs. For fanden da hvor kunne hun være? Jeg rev mig selv i håret af ren desperation og skreg og skreg. Jeg stoppede ved slagteren og lænede mig op ad muren og tog hænderne op for mit ansigt og sukkede. En tåre eller to trillede ned ad mit ansigt. Hvor fanden er hun? hulkede jeg. En stønnen lød fra gyden bag slagteren og mit hjerte snurrede en gang inden i mig. Jeg gik derind og hvem ellers lå her bagerst i gyden anden end Mary. Jeg løb hen og kastede mig ned foran hende og prøvede at vække hende. Mary! Hallo vågn nu op Mary! Mary! skreg jeg men hun reagerede ikke. Hun var kold og havde ligget her længe. Jeg hviskede at det nok skulle gå godt, vent her jeg får fat på hjælp og jeg løb ud af gyden og hen til det nærmeste oplyste hus og hamrede på døren og undskyld men må jeg låne deres telefon?

På hospitalet sagde de at hvis jeg ikke havde fundet hende var hun nok død og hun lå der i sengen med slanger og tuber og poser med klar væske i. Hun var stadig bevidstløs og jeg sad ved siden af sengen og tårerne trillede ned ad mine kinder. Jeg blev mere og mere vred fordi jeg ikke var der da hun havde brug for mig. Jeg følte at jeg efterhånden var blevet en tikkende bombe inden i. Med et suk lagde jeg mit hoved i fodenden af hendes seng og jeg begyndte at græde for alvor.

Torsdag. Jeg lå på sofaen igen og han travede rundt i rummet og snakkede om hvad ved jeg jeg hørte ikke efter. Han satte sig på skrivebordet rejste sig og travede rundt om det og satte sig i stolen ved siden af sofaen. Jeg tænkte på min kusine jeg tror jeg vil gå hen og besøge hende efter konsultationen tænkte jeg. Døren blev åbnet og pigen fra stationen trådte ind i rummet med en bunke papirer i hånden men han lagde ikke mærke til hende lige med det samme.

Mit hjerte hopper, hver gang jeg ser dig
   snart vil du vide af mig
   vi vil falde i hinandens arme
   du vil trykke mig ind mod dig og kysse mig
   du vil hævne min fortid, og vi svæver mod stjernerne
   vi vil svømme nøgne rundt i verdenshavet
   vi vil blande kropsvæsker, din krop vil hvile mod min
   for evigt vil vi svæve.

   Hun kiggede stadig underligt på mig og jeg tænkte på hvordan hun ville se ud nøgen og forblødende og fuldstændig forslået. Jeg tændte ligefrem på det og jeg kunne ikke lade være med at smile.
   Han hoppede op af stolen og gik over til hende. Her er de papirer du bad om sagde hun tonløst og han tog papirerne, tak Patricia sagde han og lagde en hånd på hendes skulder. Hun stivnede og sagde med en hård stemme fjern den hånd! Han kiggede chokeret på hende og sagde jamen Patricia jeg lagde bare - fjern den hånd! skreg hun og slog hans arm væk mens hun gik et skridt bort fra ham. Jeg begyndte at fortryde mine tanker fra før.
   Rør mig ikke! skreg hun og hendes stemme og krop dirrede og tårer trillede ned ad hendes ansigt. Rør mig ikke! gentog hun som om det ikke var nok hvad du gjorde dengang! Men for pokker Patricia jeg elsker dig jo. Jeg forsøger at være en god far sagde han. En god far voldtager kraftedeme ikke sin egen datter! skreg hun og inden i mig blev alt pludseligt sort.
   Jeg rejste mig fra sofaen og gik over mod ham og han sagde Nick bland dig uden om det her angår ikke dig. Bliv fra mig Nick! Lad være! skreg han men jeg hørte ikke efter og jeg tog fat om hans krave og slyngede ham mod væggen. Han kiggede nervøst på mig og jeg gik over og lagde mine hænder om hans hals og klemte til. Hun har ret sagde jeg sammenbidt. Du er et uhyre! fik jeg fremstammet og mine øjne begyndte at løbe i vand og jeg klemte hårdere til. Hans øjne flakkede vildt omkring og hæst pippede han Nick tænk på din kusine ...
   Jeg gik i sort og slap hans hals og han tumlede hvæsende og hostende ned på gulvet.
   Jeg stod stille et øjeblik og bøjede mig så ned over ham. Hvis du nogensinde rører hende igen slipper jeg ikke taget snerrede jeg og hans øjne lyste langt væk af frygt. Jeg gik forbi ham og pigen og for første gang kiggede jeg med medlidenhed på hende. Jeg gik ud i gangen og fortsatte ud af huset og bag mig råbte hun Nick! Nick kom tilbage! men jeg ønskede bare at komme langt væk derfra.

Min kusine var vågnet og jeg sad ved siden af hendes seng og hun strøg mig over håret med sin hånd. Hun smilte til mig og jeg spekulerede over hvad alle de klare væsker og slanger var til. Jeg er ked af at det sker nu Nick sagde hun din fødselsdag i morgen bliver nok ikke helt som forventet og så tog hun en pakke frem. Godt nok er det først din fødselsdag i morgen men du får din gave nu sagde hun og rakte mig den.
   Jeg pakkede den op uden synderlig glæde og hun smilte sødt til mig men jeg forsøgte end ikke at smile tilbage. Ud af gavepapiret trak jeg en flot skinnende kniv med et skæfte af ben. Jeg følte på det kolde jern og blev helt ekstatisk af at holde det i min hånd. Tillykke Nick hviskede hun og klappede mig på hånden. Undskyld Nick pippede hun. Undskyld for hvad? tænkte jeg og hun fortsatte undskyld at jeg ikke fortalte dig om mit job men jeg ville ikke gøre dig urolig sagde hun og jep jep det er helt fint sagde jeg men hun hørte det ikke. Hun så tomt ud i luften og fortsatte mens tårer trillede ned ad hendes ansigt jeg ville ikke gøre dig urolig, det var min egen skyld jeg tog så mange piller og stoffer for at klare hverdagen og en dag gik jeg bare i sort på arbejdet og jeg blev fyret. Jeg lod som om jeg gik på arbejde for ikke at gøre dig urolig sagde hun og jeg sagde det er helt fint og smilte.
   Hun smilte igen og sagde så at hun ikke havde lang tid igen. Til hvad? tænkte jeg men jeg spurgte ikke. Hun sukkede og så foruroliget ud og sagde så spagt Nick jeg har ikke fortalt dig hele sandheden om din barndom. Du burde kende til din fortid og jeg kiggede forvirret på hende, hvad for en sandhed? og hun sukkede. Det er om din mors død sagde hun hun døde efter en grov voldtægt og ikke naturligt som jeg ellers bildte dig ind. Voldtægtsmanden var din far. Og han fik dig placeret på børnehjemmet efter eget ønske.
   Hun kiggede medlidende på mig og jeg troede ikke mine egne ører. Det er løgn sagde jeg hæst og jeg kunne mærke tårerne presse på. Nick prøv på at forstå sagde hun jeg gjorde - det er løgn! råbte jeg hvorfor sagde du aldrig det! Hele min barndom var en løgn! skreg jeg og tårerne begyndte også at trille ned ad mit ansigt. Nick du misforstår lad mig forklare - hold kæft! skreg jeg jeg vil ikke høre mere! og jeg gik ud af rummet. Hun råbte efter mig Nick! Nick kom tilbage! Lad mig forklare men jeg stoppede ikke jeg gik bare videre.
   Alle sygeplejerskerne og -hjælperne og lægerne og patienterne og portørerne og alle de andre hviskede og kiggede mærkeligt på mig. Det var lige før jeg kunne høre hvad de snakkede om, se den dreng har du hørt hvorfor hans kusine er her? Hun har haft et stort forbrug af sløvende medicin og narkotiske stoffer. Hvordan har hun kunnet leve med sig selv? og jeg blev mere og mere vred. Jeg vendte mig om og skreg har I virkelig ikke andet at tale om! Behøver I at svælge i andres ulykker og liv!?! For fanden da hvor er I - farveløse! Kan I ikke bare lade os være i fred! og tårerne strømmede ned over mine kinder og de stirrede alle ligegyldigt og vredt på mig og jeg tog et skridt baglæns og vendte mig om og løb ud fra hospitalet og hele vejen hjem.
   Jeg løb lige op på mit værelse og kastede mig ned på sengen og græd hele natten. Ind imellem de virkelig store tudeture kiggede jeg på kniven og beundrede det smukke skæfte. Fra nu af forlod jeg ikke huset uden den. Puden blev så våd at jeg blev nødt til at smide den til vask næste morgen.

Happy birthday to me happy birthday to me happy birthday dear Ni-ick happy birthday to me. Absurd tænkte jeg at jeg ønsker mig selv en glædelig dag! efter at jeg uden glæde havde sunget fødselsdagssang for mig og jeg smilte men det lignede nok mest en grimasse og ikke et smil. Jeg havde næsten ikke fået noget søvn og jeg var ved at skride ud i rabatten indtil flere gange på vej til stationen. Alle folk på gaden stirrede på mig og jeg vidste hvad de snakkede om men jeg var ligeglad nu.

I kiosken som var blevet repareret overraskede Basse mig med en lagkage med lys i og han hoppede op og ned af glæde og sagde at han havde glædet sig til denne dag. Nu behøver vi ikke holde det skjult længere hviskede han nu er du jo myndig og kan selv bestemme og han omfavnede mig bagfra og kyssede mig på kinden. Hvad var skjult og hvad kunne jeg bestemme? sagde jeg og jeg fattede ikke en skid. Han fnes og hans hånd gled ned på mit skridt og jeg begyndte at føle mig dårlig tilpas. Han kyssede mig igen og sagde at jeg jo ønskede at det skulle ske og hans hånd gled ned i mine bukser og han ...
   Fyldt med vrede rev jeg hans hånd væk og puffede ham til side og han kiggede overrasket på mig. Hvad fanden laver du! skreg jeg og han sagde Nick du skal bare acceptere det og så vil - hold dig fra mig! råbte jeg men han snakkede videre og gik hen mod mig. Fyldt med raseri slog jeg ham med en knytnæve midt i ansigtet og han faldt ind i en reol og hylderne røg på gulvet. Jeg for over ham og blev ved med at slå og sparke ham. Hans øjne lyste langt væk af frygt og blodet lugtede langt væk af skyld. Han prøvede at værge sig for slagene men det var nytteløst.
   Til sidst hev jeg hans hoved op i håret og snerrede var det virkelig derfor du ansatte mig? Var det den eneste grund? og han turde ikke andet end at nikke og jeg slog ham en sidste gang i hovedet og gik. I døren vendte jeg mig om og snerrede dit ulækre perverse svin! Jeg siger op! og jeg gik uden at se mig tilbage.
   Han lå jo alligevel bare der og stønnede.

Jeg tog et tog hjem som jeg ikke kendte ej heller menneskerne, jeg plejede ikke at tage et så tidligt tog. Da jeg kom til stationen og stod af toget gik jeg over efter min cykel men lige meget hvor meget jeg ledte kunne jeg ikke finde den. For fanden da! tænkte jeg nogen har stjålet min cykel og hvis jeg bare fik fat på den person så ville jeg sparke ham eller hende til døde! Jeg bandede for mig selv og sparkede til cykelstativet igen og igen.
   Turen hjem på gåben var lang og hele tiden tænkte jeg på min vrede og desperation. Jeg kunne have lyst til at myrde nogen nu tænkte jeg. Jeg låste mig ind og gik gennem det tomme hus og ovenpå og smækkede døren til mit værelse hårdt i. Jeg smed tasken hen i sengen men i min vrede ramte den vindueskarmen og to potteplanter faldt på gulvet og smadrede. Jeg var ligeglad. Jeg tændte for fjernsynet og satte mig ned på stolen og lagde mit ansigt i mine hænder.
   Først nu gik det egentlig op for mig hvad Basse egentlig havde gjort og jeg rystede over hele kroppen og begyndte at græde. For pokker da hvor jeg hader ham! og jeg forbandede ham langt væk. Efter et par minutter gik det over og jeg tog nogle dybe indåndinger og satte mig ret op på stolen.
   Der var sne på skærmen.
   Jeg stirrede forundret på skærmen hvor pokker var billedet? Musikvideoerne? Jeg slog panisk over på andre kanaler men for fanden da! Kun sne! Hvad helvede er der galt med dig!? råbte jeg til fjernsynet virk så dit forpulede stykke skrot! og jeg rejste mig og smed fjernbetjeningen på gulvet så den gik i stykker. Jeg begyndte at slå på fjernsynet, virk så!!! skreg jeg af alle mine lungers kraft.
   Jeg lagde mig på gulvet og tjekkede panisk ledningerne men der var intet galt. Jeg blev mere og mere vred og hamrede på fjernsynet med knytnæver og virk så møgapparat! og til sidst tog jeg fjernsynet og halvt rev det halvt kastede det på gulvet og bum! skærmen flækkede og gnister fløj rundt om det som fluer om en kolort. Forbandede lort! hvæsede jeg og sparkede til det og jeg gik nedenunder for at finde noget at spise.
   Jeg rodede alle hylderne i køleskabet igennem men fandt ikke noget jeg gad spise og i vrede bankede jeg en knytnæve ned på en af hylderne og den knækkede og varerne smadrede mod gulvet og jeg sparkede til et syltetøjsglas og så ringede telefonen.
   Ring ring og hallo hvem er det? og det var fra hospitalet. Damen spurgte med en trist stemme om jeg var Nicolas Matthews og jep jep det er jeg vel og hvad er der sket? Hun sukkede tungt og sagde at jeg nok hellere måtte sidde ned og hvad fanden ragede det hende om jeg sad ned eller ej! Hun sukkede igen og sagde at min kusine var død. Hendes legeme gav bare op og jeg beklager sagde hun og lagde på.
   I flere minutter stod jeg med røret i hånden og kiggede lige ud i luften, jeg prøvede at fatte hvad jeg lige havde hørt. Tårerne begyndte at løbe ned over mine kinder og jeg kastede røret fra mig og fejede telefonen ned fra bordet. Jeg begyndte at sparke og slå både hænder og hoved mod væggen mens tårerne trillede med ekspresfart fra mine øjne. Efter få minutter sank jeg sammen på gulvet og lå der og hulkede i flere timer og alt jeg tænkte på var hendes sidste ord da jeg forlod hende på hospitalet og jeg hulkede kraftigere.
   Efterhånden blev jeg mere og mere vred og jeg rejste mig op og gik rundt i huset og de venter kun på at jeg bryder helt sammen tænkte jeg det er et stort komplot. De har alle rottet sig sammen og venter liderlige på at min overflade krakelerer de glor på mig med deres stikkende øjne og venter kun på mit næste træk tænkte jeg. Jeg ved I kan se mig! skreg jeg men jeg giver kraftedeme ikke op så let! og jeg kiggede mig nervøst omkring. Find jer dog noget bedre at tage jer til! råbte jeg hæst ud i rummet for fanden da! Lad mig være i fred! og jeg løb op på mit værelse og tog kniven op fra tasken og ned i støvlen med den og buksebenet uden om så man ikke kunne se den.
   Jeg løb ned i kælderen og halede en dunk benzin frem og plask sjask rundt i hele huset. Jeg tog min jakke på og strøg en tændstik, bliv væk fra mig! råbte jeg en sidste gang og jeg smed den på stuegulvet og ilden spredte sig og hele stuen brændte og jeg gik. Da jeg kom ud på vejen så jeg på huset og et fredfyldt gyldent skær lyste ud af vinduerne og jeg tænkte for fanden da hvor er det smukt! og gik.

Det var efterhånden blevet mørkt og det begyndte at regne. Jeg gik og sparkede til stenene på vejen og en lille fugleunge var faldet ud af en rede og lå og pippede på jorden. Jeg kiggede medlidende på den lille og spinkle krop - og sparkede det skrøbelige hoved af med hælen og det fløj flere meter hen af vejen.
   Det var efterhånden sent og jeg gik rundt i de små gyder og regnen silede ned og jeg havde ikke mødt nogen mennesker, der var ingen der gad være udenfor i regnvejr. Jeg lænede mig op af en mur og hele min krop rystede og jeg fældede et par tårer. De sidste dages begivenheder kørte rundt i hovedet på mig og jeg var lige ved at dejse omkuld. I får mig aldrig! hulkede jeg hæst og stirrede opad op mod himlen.
   Der lød en skramlen og i den anden ende af gyden gik en dreng og hvad fanden laver han herude i regnvejret? tænkte jeg. Han var ret køn og højst 10 år og han fik øje på mig og sendte mig et ret surt blik og jeg gik fuldstændig klik de har sendt en spion! hviskede jeg og al min vrede blev fokuseret på drengen. Jeg gik hen til ham og han kiggede på mig men for sent opfattede han faren og han begyndte at løbe men jeg var hurtigere og fangede ham. Han begyndte at skrige og slå og sparke og jeg ruskede ham og skreg af ham og gav ham den ene lussing efter den anden og han hylede og græd. Jeg væltede ham ned på jorden og jeg lå ovenpå ham og råbte ti så stille eller jeg slår dig ihjel! men han græd og hylede videre.
   Jeg trak min kniv og jeg var helt ekstatisk nu og stak den op foran hans ansigt og hold så kæft for helvede da! og han hylede videre. Han sparkede og slog vildt omkring sig og før jeg vidste af det havde jeg flænset hans tøj og jeg flåede hans bukser af. Jeg lagde kniven fra mig og jeg havde en kæmpe ståpik og før jeg vidste af det, jeg stødte til og han begyndte at græde stærkere og hans øjne bad og tryglede om nåde men jeg var langt væk og opfattede det ikke og stødte til igen og igen og igen. Til sidst gik kramperne gennem min krop og jeg så at han ikke hylede mere han græd kun. Stadig i ekstase tog jeg kniven og han opfattede det aldrig. Jeg vendte ham hurtigt om og stødte den dybt ind i hans hals og hans øjne så spørgende ud hvad foregår der? spurgte de. Han rallede lidt og dødskramperne gennemrystede hans spinkle krop og blodet flød ned ad gyden.
   Først nu faldt jeg til ro og jeg lynede mine bukser op og jeg så hans halvnøgne krop og de udtryksløse øjne. Kønne øjne. Jeg kravlede chokeret hen til ham og jeg glattede hans hår og strøg ham på kinden og hvor så hans øjne da egentlig smukke ud! tænkte jeg. Jeg foldede mig sammen på jorden og begyndte at græde og hele min krop rystede og jeg hulkede højlydt og flåede mig i håret. Hvad fanden har jeg gjort? hulkede jeg og jeg krøb endnu mere sammen og alt blev sort.

Jeg vågnede ved at to politimænd slæbte af sted med mig og bilernes røde blink blændede mig og hvad fanden foregår der? og de smed mig ind på bagsædet af en politibil og af sted kørte vi.
   Jeg var drivvåd og frøs og mit hoved føltes som om det ville eksplodere og pas på! Mit hoved eksploderer! og bum! hele vognen ville være fyldt med små stykker ben og blod og hjernemasse. Hold kæft hvor ville det se skægt ud! og jeg grinede og betjentene kiggede åndssvagt på mig.
   På stationen forhørte de mig 9 timer i træk og de spurgte om det samme igen og igen og jeg blev skidesur og sagde ikke noget de sidste 4 timer. På et tidspunkt blev idioterne så sure på mig og de slog mig så jeg faldt på gulvet og min næse blødte og min kind gjorde sindssygt ondt. For fanden da jeg kunne have banket dem sønder og sammen men de havde selvfølgelig givet mig håndjern på. Til sidst var de så trætte at de smed mig ind i en celle og jeg rendte hen til vinduet i døren og hallo kom tilbage I røvhuller! I er nogle skide slapsvanse! og jeg kunne have fortsat i flere timer! men de hørte mig ikke.
   Jeg sad bare der i flere dage og lavede ikke en skid. Vagterne tævede mig dagligt men jeg sagde aldrig noget til det. Jeg holdt munden lukket hele tiden og en dag kom en vagt og op med dig Matthews! Du skal i retten om en time og jeg spekulerede på om det mon regnede, jeg ville nødig blive våd.

Hold kæft hvor var det kedeligt i retten. Jeg sad der og den ene idiot efter den anden snakkede om at jeg havde gjort det og det og det. Basse var her min psykolog var her hans datter var her naboerne var her og trusler og vold og ildspåsættelse og bla bla bla. Flere ukendte idioter snakkede om social svigt og min kusine og hvad ved jeg jeg hørte ikke efter og tegnede kruseduller på et stykke papir.
   En redegjorde for 'uheldet' i gyden og jeg tænkte på om jeg mon ville blive idømt dødsstraf. Jeg kunne lige forestille mig sidde i den elektriske stol og strømmen ville skylle euforisk gennem mig og jeg fik en gevaldig rejsning af at tænke på det men heldigvis lagde ingen mærke til det. Da de spurgte mig om jeg havde gjort det og det svarede jeg jep jep til det hele og jeg hørte ikke efter hvad de sagde alle sammen.
   Inden længe var alle i salen helt oprørte og jeg længtes efter at se solen. Dommeren dømte mig skyldig og jeg spurgte om jeg blev idømt dødsstraf men det var der ingen chance for buldrede dommeren og jeg forbandede det langt væk.
   De slæbte mig af sted til et stort og afsides liggende hus. Idioterne derinde rev alt mit tøj af og gav mig en hvid skjorte som blev bundet bagpå og jeg tænkte for fanden da! Sikke nogle historier jeg kan fortælle når jeg kommer ud herfra! og jeg smilte ved tanken.

Fængselsgang
   En 18-årig dreng i spændetrøje går ned ad gangen efterfulgt af to mænd i hvide uniformer.

Nærbillede af drengen
   Han stirrer stift og udtryksløst frem for sig.

Sidelæns panorering
   Til højre, idet drengen går ind i en celle, som låses af de to mænd. Drengen bliver stående i midten af cellen, indtil mændenes fodtrin er døet hen. Han sætter sig i hjørnet af cellen og kryber sammen.

Nærbillede af drengen
   Han græder og stirrer tomt frem for sig. Langsomt begynder han at le, og hans grin stiger i styrke. Hans hoved falder ned, og hans grin forstummer. Han smiler, men græder videre.

Nedtoning