En mørkklædt mand krøb i ly for regnen mens han stirrede anspændt til venstre. Den han ventede havde sin bil parkeret i et P-hus lige ved siden af.Alle ilede hjem og beskyttede sig så godt som muligt mod regnen, mens de ikke ofrede omgivelserne mere opmærksomhed end højest nødvendigt. Det var hundekoldt og blæsende. Efter ret lang tid kom den han ventede, hurtigt gående under sin paraply.

Manden trådte frem fra mørket og ud i regnen. Det gav et sæt i den anden der blev synligt irriteret. Hvis han også blev urolig, skjulte han det godt.
   "Jeg mener det var en klar aftale vi ikke skulle mødes igen. Du må under ingen omstændigheder opsøge mig her," sagde han bestemt.
   Den anden sukkede dybt. Hans tidligere vens opfattelse af de aftaler, afstod han fra at diskutere. Det var på tide manden forstod at gode tider også skabte forpligtigelser, når det blev nødvendigt.
   "Jeg kommer til bede dig om en hurtig vurdering af forskellig lovgivning, så vi ikke kommer i konflikt med alt for mange love om konkurrence, var det vidst nok. Den ligger på din mail. Målet skulle helst kunne opfyldes, uden du bøjer reglerne alt for meget."
   "Jeg har sagt nej til at lave flere vurderinger, med bestilte konklusioner. Hver gang vi bruger samme argumenter og grundmateriale, stiger risikoen for opdagelse. I øvrigt var det kun Jeanne der havde adgang til det arkiv, som du udmærket ved," forsøgte den anden.
   "Jeg kunne sagtens give det til andre konsulenter. Som den grundige mand du er, har du sikkert gemt dine gamle sager. Der må være et eller andet, der kan bruges og rettes digitalt, i nødvendigt omfang. Det bliver nye læsere, så bare roligt. Jeg har masser af dem."
   "Det hele er slettet for længst," påstod føreren af bilen fra Oostende stakåndet af skræk.
   Den anden greb ham i armen og pressede noget ind i hans hånd.
   "Her er en kopi af det hele. Der er ikke tid til at lave noget fra bunden, som en normal opgave," sagde den anden roligt, og fortsatte ubønhørligt. "Det haster altså - inden en uge."
   "Uden Jeanne er det helt umuligt. Hun var ekspert i at finde rundt i arkivet og sætte tingene sammen inden jeg rettede dem."
   Han så på genstanden i sin hånd, rystede på hovedet og gav den tilbage.
   "Jeg vil hellere lave en ny vurdering fra bunden, men vil ikke garantere for argumentationen. Jeg tør ikke det her mere."
   Regnen tog til i styrke og trængte ind bag den andens rullekrave og ned af hans ryg. Det forøgede kun den irritation, han i forvejen følte over at skulle spilde sin tid på en kujons dårlige undskyldninger. Stodderen var villig nok, da arbejdet var minimalt og Jeanne og de lette indtægter lokkede med mere. Han tog den anden under armen og tvang ham modvilligt i tørvejr i porten hvor der var lidt lys. Han så den anden truende, lige ind i øjnene.
   "Du fik den hjælp du ønskede, så hverken din kone eller overordnede opdagede noget om Jeanne og det øvrige. Nu har jeg altså en chef, der helst ikke skulle opdage vores lille system og forventer jeg løser et problem, som du må klare. Det her kan ende på to måder. Ingen af os vil bryde os ret meget om nogen af dem."
   "Du havde også flere ting på spil" indvendte den anden, hvis tanker gled tilbage til Oostende og hans tidligere vens ukontrollable raseri. Han havde aldrig forestillet sig, hans lille sidespring, der oven i købet gav ekstraindtægter, skulle ende på den måde.
   Det var startet som en afveksling fra et kedeligt ægteskab, der mest holdt sammen af vane fremfor gensidighed eller respekt. Følelsen af forbudte ting, havde, for en tid givet ham mere liv og spænding i tilværelsen.
   Jeannes ambitioner havde både været genstand for sladder og til grin på kontoret. Alle regnede med, der en skønne dag dukkede en eller anden op, hun kunne bruge, i stedet for at terrorisere sine omgivelser.
   Han var gået i panik ved tanken om de forudsigelige konsekvenser. Firmaets andre partnere var nærmest fundamentalister i deres opfattelser af loyalitet. Interne sidespring var der lige så mange af, som andre steder. De blev tolereret, så længe de ikke blev alt for tydelige. Hans biindtægt, udenom regnskabet, måtte aldrig komme frem.
   Ved den anden efterlysning af Lennox var Jeanne vendt tilbage fra orlov. Hun havde gættet sig frem og stillet krav, som havde bragt i en klemme, han ikke ønskede at mindes løsningen på.
   Nu var det ikke muligt at stoppe karussellen. Den klemme Jeanne havde bragt ham i, var simpelthen erstattet med en anden og større, overfor en person, han med beskæmmelse måtte erkende, skræmte ham i bund og grund.
   "Så bliver det den sidst af den slags" sagde han med fast stemme, mens han allerede overvejede andre muligheder.
   "Jeg laver den normalt og involverer de nødvendige medarbejdere til research, uden at skitsere resultatet alt for udførligt. 'Er der nogen legale forhindringer for', og så videre, er det eneste jeg skal have. Jeg vil ikke lave flere digitale kunstværker".
   "Vi får se" sagde en anden stilfærdigt. "Du får en lille ændring af mailen på mandag. Den kan du godt vise frem. Jeg kommer for sent til en aftale nu. Måske har jeg en økonom i kikkerten, der kan overtage Lennox' del, uden ret store problemer. Så fortsætter vi stille og roligt igen."
   "Du har tidligst svar, midt i januar. Det andet er slut."
   "Fjorten dage. Lige efter nytår altså," kom det fra mørket. Hans tidligere ven trådte et skridt bagud og indtog en truende stilling med armene over kors.
   "Glem alt om at slutte noget som helst før jeg siger til. Jeg skal nok sætte afløseren ind i emnearkivet og det tekniske. Du fortæller hvad du skal bruge og kontrollerer resultatet. Ellers..."
   Usagte ord hang i luften mellem dem.
   "Ellers hvad?"
   "Der er et par muligheder at vælge mellem og du kan jo ikke spørge familien Meeks. Vi tales ved."
   Han drejede om på hælen og forsvandt ned af fortovet. Kort efter startede en motor, et stykke væk.
   Manden gik modstræbende tilbage til kontoret med tunge skridt mens han tænkte som en vanvittig. Han havde fået en særdeles god ide om hvordan en person i spændetrøje havde det.
   Han havde selvfølgelig aldrig slettet noget materiale og havde heller ikke tænkt sig at gøre det. Nu måtte han bruge weekenden på at overveje sin nye situation.
   Han fortrød, ikke for sidste gang, han ikke havde fulgt sin indskydelse om at lade den anden forsvinde i Oostendes havn, sammen med Lennox.
   En kollega dukkede op, åbnede og hilste mens han ledte efter sin nøgle. Han så langtfra frem til sin kones sarkastiske kommentarer om akutte ekstraopgaver.

***

"Jeg har aldrig kaldt nogen en løgnhals, men i Deres tilfælde vil jeg gøre en undtagelse." Hele selskabet brølede af grin.
   Værten, der kunne smykke sig med navn og titel af Sir Ian, gjorde ikke alverden ud af det. Han underholdt med et causeri af Churchill citater, som slut på aftenen.
   Sir Ians mad og vin havde været sammensat perfekt. Da han samtidig var en glimrende taler, tog en munter gruppe afsked i entreen.
   Pludseligt stod Christian ansigt til ansigt med Frank. De nikkede bare til hinanden. Declan betragtede optrinet med stille morskab. Han boede ved siden af og ville hjælpe værtsparret med oprydning af sjatter og lignende, som han sagde.
   "Forsigtig med vores ven Frank. Hans sikkerhedsventil - altså Pieter - meldte afbud i sidste øjeblik. Han har siddet og mumlet for sig selv det meste af aftenen."
   Karsten hilste på Declan, som han godt kunne lide. De forlod sammen selskabet. Declan gik med for en kort bemærkning, for at få en smøg og en mundfuld luft. Nede på gaden afgjorde Karsten, han gik med over til Christian for motionens skyld, og sikkert fandt en taxa undervejs. Samtidig slap han for risikoen for at dele taxa med Sinclair, der stod sammen Gerhard og andre og rykkede for vogne.

Undervejs faldt de ind på en bistro for at få varme og en øl. Da Christians hoveddør ti minutter efter pausen kom til syne, begyndte de at spejde efter en taxa. Christian boede i en hyggelig ejendom fra 1800 tallet. Den var klemt inde mellem noget der lignede en barokborg, der havde skiftet mening i sidste øjeblik og en nyere kontorbygning i art deco stil, hvor der altid brændte lys.
   En mørk bil kom langsomt kørende mod dem, desværre ingen taxa. Karstens mobil var flad. Det var aftalt han gik med op og lånte Christians. Få meter fra dem stoppede bilen og dørene sprang op.

I lyset fra lygterne så de tre mænd med skimasker stå ud, og komme direkte mod dem. To havde køller i hænderne. Kun tyve meter skilte dem fra Christians hoveddør, som vognen holdt udenfor.
   På tælling gjorde de omkring og løb. Christian så ud af øjenkrogen Karsten sparkede den nærmeste mand omkuld inden han spænede det bedste han havde lært.
   Samtidig råbte de begge om hjælp. Christian kendte området og førte dem omkring et hjørne og kort efter et til, mens de råbte op endnu et par gange. Lange frakker er langt fra praktiske til løb. Christian befriede sig for sin og så ud af øjenkrogen Karsten gøre det samme. Omstillingen fra velvære til en urtidstilstand af frygt og flugt kunne omgående mærkes på adrenalinet.
   Urinstinkterne overtog føringen. Han søgte mod Leopoldparkens mørke, der måske var bedste mulighed, for at gemme sig.
   Christian førte an og søgte mod parkens mørke punkter, som han kendte fra både spadsere- og løbeture. I skjul bag buske kastede de et hurtige blikke bagud mod indgangen.
   De tre mænd fulgte sindigt efter, med bilen i baggrunden.
   Christian og Karsten løb videre ind i parken, for at gemme sig mellem træer og buske.
   Regn havde gjort områderne uden for stierne mudrede, ud over enhver beskrivelse. Deres sko vejede mere og mere for hvert skridt. Mørket gjorde det svært at orientere sig, og uden frakker begyndte de snart at fryse. Mørket skjulte både vandpytter og nedfaldne grene. En sagte vind fik grene og de sidste blade på træerne til at bevæge sig med en stille raslen.
   De skottede hele tiden bagud og holdt sig så vidt muligt i skjul. Deres fremskridt foregik langsomt og forsigtigt. Efter femte vandpyt konstaterede Karsten dæmpet og lakonisk, hans sko nok aldrig kunne bruges mere.
   Gemt bag træer og buske, kunne de høre deres forfølgere løbe rundt ude på stierne, mens de råbte til hinanden. Enten var de dovne eller smarte nok til at holde sig til stierne. Desværre havde de en stærk lommelygte, som blev flittigt brugt.
   Christian og Karsten stod begge bag et par træer og tæt buskads og betragtede de mørke skikkelser, der roligt bevægede sig rundt på stierne og fulgte lygtens lys gennem buskene.
   "Ikke i form", pustede Karsten. "Skulle ikke ha' taget anden gang af stegen. Har du været i et sovekammer, du skulle ha' holdt dig fra. Hvad fanden drejer det her sig om?"
   "Kan jeg desværre roligt afvise", hviskede Christian stakåndet, i stød. "Er det her normalt. Smukt spark i øvrigt. Hvor har du lært det?"
   "Timer i Taekwondo for alt for længe siden," hviskede Karsten tilbage. "Er blevet lidt rusten. Fyren fattede ikke rigtigt meningen."
   Han samlede en tyk gren op og synede den skeptisk.
   "Mon det kan tænkes fætterren her, er mere overbevisende? Hvis jeg får chancen igen altså."
   "Skal vi prøve et angreb, eller i spæne?" Adrenalinet havde gjort sin virkning hos Christian. Karsten rystede på hovedet.
   "Spæne ubetinget," afgjorde han. "Hvis vi holder retningen, kommer vi ud på Belliard til en dejlig masse lys og trafik."
   De løb foroverbøjet, skottede hele tiden bagud og frøs mere og mere. De holdt sig fra stierne og åbne områder op kom langsomt, men sikkert, i den rigtige retning. De havde alle antenner ude, uden overskud eller lyst til at diskutere situationen yderligere. I mørke så meget helt anderledes ud tænkte Christian. Mange steder kunne de se lys i baggrunden.
   Det faldt dem ikke ind deres forfølgere gættede Deres hensigt. Hundrede meter væk så de både mennesker og lys på Belliard Avenue.
   I baggrunden så de lygten svinge frem og tilbage. Begge havde fået vejrtrækningen under kontrol. Da lygten nærmede sig sneg de sig foroverbøjede videre og holdt sig i skyggerne. En mørk bil kørte ind til siden ude på Belliard og parkerede på en måde, så lygterne lyste en del af træerne op.
   "Satans" hvislede Karsten "Kan vi snige os tilbage?"
   Christian rystede på hovedet. Det her var han ikke i form til. Lygten kunne stadig ses bag dem. Han forsynede sig også med en solid kæp, fra jorden, og hviskede i Karstens øre.
   "Vi smutter bagom bilen og stiler direkte mod gaden, råber og løber kun når det bliver nødvendigt."
   Karsten nikkede tavst, og lagde sin gren på skulderen og gjorde sig klar.
   Halvtreds meter fra kanten af parken skjulte et buskads dem delvist. Udenfor holdt bilen stille med lygterne tændt. De kunne ikke se, om der sad nogen i den.
   Christian så sig omkring, puffede til Karstens arm og hviskede.
   "Så er det nu. Vi løber højre om lygterne".
   Karsten løftede sin gren, nikkede og hvislede
   "Go!"
   De løb stille fremad uden om lyskeglerne. Få meter fra gaden skilte to mørke skygger sig ud fra et par buske. Christian sansede samtidig løbende skridt bagfra og hørte en bildør gå op.
   Karsten var forrest. Han slog ud mod den ene skygge, knækkede grenen på mandens arm, sprang to skridt til siden mens skyggen fortsatte frem. Han gentog sit spark og slog vildt for sig, med stumpen af grenen, mens han råbte højt.
   Den mørke mand gik i knæ efter sparket og undgik nogenlunde slaget og slog ud efter Karsten med sin kølle, til gengæld for sparket. Ham fra bilen skiftede retning og løb til hjælp.
   Christians modstander nærmede sig roligt med en kølle parat, og undgik selv med held Christians gren.
   Christian rystede af kulde og angst, og sansede kun at holde sig på afstand, mens han brugte sin gren efter bedste evne. Den anden sparkede ud og hævede sin kølle.
   Christian koncentrerede sig om at holde sig på afstand af modstanderen.
   Han sansede vagt den sidste med lygten komme løbende bagfra, for at komme sin kollega til hjælp.
   Christian sprang to skridt til siden, løftede grenen over hovedet. Han lod den glide ned mellem fingrene, og stødte fremad mod den nye modstander, der kun var forberedt på et slag ovenfra. I stedet fik han enden af grenen, lige midt i ansigtet, og faldt til siden. Hans kollega greb først ud efter ham, men slap ham og koncentrerede sig om Christian.
   Christian skiftede greb til enden af grenen igen, svang den rundt og ned og ramte den anden på oversiden af låret. I en krog af underbevidstheden lå stadig minder om barndommens øvelser, efter Robin Hoods vejledning, i stokkekamp i den lokale skov. Han opfattede vagt, den ene havde en ledning i øret.
   Han sprang til siden og prøvede at gøre front mod dem begge. Den anden var kommet til hægterne. De bøjede sig begge forventningsfuldt forover. Christian havde fået ryggen til gadelyset. Han mere fornemmede end så mændenes øjne glimte i lyset fra gaden, som et par jagende rovdyrs. Maskerne gjorde det svært at se ret meget.
   Den ene var stadig tydeligt groggy efter slaget, den anden trak på benet. Christian fintede til siden og sprang på dem begge med grenen klar til slag.
   De delte sig bagud, til hver side. Han ramte kun den tomme luft, mistede balancen, genvandt ligevægten og gik i knæ. Den ene maskerede mand bevægede sig hurtigt to skridt frem, tårnede sig op og havde nu en kniv i hånden. Mens rovdyr angriber efter stilhed og koncentration svajer slanger frem og tilbage inden de hugger til. Ham her var en slange, med en masse overflødige bevægelser.
   Christian svang grenen mod ham og lagde hele sin vægt bag slaget, så godt det lod sig gøre fra en knælende stilling. Han ramte manden på låret igen og skiftede hurtigt greb og slog på armen med kniven, som forsvandt i mørket.
   Han havde fået nok, vendte sig om og humpede væk. Christian trak hvæsende vejret og prøvede at komme på benene. Lige dele skræk, og et instinkt, der var delt mellem ønsker om flugt og gengældelse lammede ham midlertidigt. Det fik ham til at glemme den sidste overfaldsmand.
   Ud af øjenkrogen så han Karsten ligge på jorden, og hørte hylende sirener i det fjerne.
   Han sparkede sin sidste modstander i skridtet så han faldt, sprang over ham og prøvede at stikke af. Få meter skilte ham fra gaden og trafikken da han så bilens dør stå åben. Han fik et slag i nakken, så gaden sejlede for han blik. Han sank på knæ, mærkede en bevægelse bag sig og et spark og han sansede en vanvittig smerte fra nakken igen, inden alt blev sort.