Christian fik, modvilligt, mere og mere rutine i brug af bilagstyranni i politisk poker. Herunder hvordan man sneg sig udenom de værste dødssejlere. Standardløsningen var at bede om omvurdering af et ligegyldigt punkt fra en sagkyndig konsulent og bruge den som spillekort i den daglige kamp for at bruge budget, på en fornuftig måde.
   Alle havde problemer med at følge med i bilagenes kortspil. Det blev ikke mindre indviklet af flere lobbyisters kreativitet som politikerne bragte videre. Det krævede tit nye spillekort eller flere vurderinger.
   Med Monty som rådgiver, sammenlignede Christian et par konsulenters vurdering om omlægning og udvikling, forudsat de ønskede tilskud selvfølgelig blev brugt som forudsat.
   Det var et åbent spørgsmål om forudsætningen skulle afgøres af modtager eller giver af tilskuddet. Det fik til Deardens, store frustration, endnu engang skubbet et par af hans yndlinge ned i rækken af sager, på vej over til andre fonde end globaliseringen. De blev hjulpet på vej da Monty fik en af sine forbindelser til at stille et par spørgsmål som også måtte klares af en sagkyndig med et andet speciale.
   Charlotta faldt over en hel konsulentrapport, der viste sig at være genbrugt i en ny sag. På nær konklusionen var den slet ikke var relevant, der hvor den blev brugt. Metoderne i Deardens pr-team blev drøftet for lukkede døre hos vicedirektøren, og så hørte man ikke mere om den sag.

Christian smilede til Karsten, der sank om i en stol, efter at have banket endnu en dagsorden på plads, inden sagerne gik videre til arbejdsgruppen.
   "Skriver Chruchill ikke et sted, han læste jura, fordi han var for dum til at blive præst. Som bekendt var han heller ikke økonom og endte som politiker i stedet?" grinede Christian.
   "Stop for fanden" mumlede Karsten. "Hele min organisme skriger på øl-tilskud efter dagens kabale af bilag til Stabilitets- Globaliserings og Socialtilskud. Afdelingslederne opførte sig som ministre i en regering i en stat indenfor staten. De spillede trumf, med hver deres konsulent og overlod konsekvenserne til de stakkels koordinatorer." Hans suk kom helt nede fra tæerne.
   "Hvordan spandt det af?" smilede Christian.
   "Christinas patter skabte nærmest storm på et tidspunkt" smilede Karsten. "Vi fik da balance i tingene, så hun også kan bruge sit budget. Det gik jo ikke så godt sidste år. Alle frygter nedskæringer."
   "Det er blevet en bureaukratisk sygdom at bede om nye vurderinger af nye smuthuller, mens alle har svært ved at holde styr på dem, de har i forvejen. Muligheder for nye løsninger, fremlægges så godt som muligt" sagde Christian.
   Han rejste sig, greb fast i Karstens krave med den ene hånd, tog sit overtøj med den anden og styrede dem mod døren.
   Karsten smed sin mappe på bordet.
   "Jeg henter den i morgen. Det er bare metoderne undervejs, jeg har lidt problemer med. Det er s'gu på tide med den øl."
   ***

"Sker der ellers noget af interesse, på de tre herrers arbejdsplads, siden personalet bliver overfaldet, stukket ned og kørt over på stribe?" spurgte Den Gamle og foldede hænderne bag nakken. Han betragtede spørgende Nick.
   "Er der en fællesnævner for begge begivenhederne? Efter min beskedne erfaring er der to grunde til at nogen slår hinanden ihjel. Enten fordi de ikke kan lide hinanden eller vil forhindre den anden i et eller andet. Dertil kommer selvfølgelig de rene uheld, blandt andet på værtshus, som du ved."
   "De arbejder på samme etage og kender hinanden. Der er ikke noget, vi kan få øje på. Indtil videre, i hvert fald," svarede Nick.
   "Må jeg gi' ham videre til Alain og Theis?".
   Alains bunker var, med Theis', hjælp reduceret til overkommelighed, så man kunne se lidt af reolen igen. Det var ikke var tilfældet med Nicks og Marc's reoler.
   Alain så allerede bedrøvet ud og Nick smilede.
   "Du kender os Vallonere. Vi sniger os altid udenom problemer. Op med humøret. Hvis du får lejlighed til at komme ind på slottet, har de sikkert god mad."
   Det var ingen hemmelighed, især for hans badevægt, at Alain nød god mad. Han gjorde sit bedste for at ligne en martyr og indvilligede i at overtage sagen.
   "På det jævne. Kun på det jævne. Jeg har prøvet traktementet," oplyste" han. "I øvrigt skal du huske, Nickolas, jeg selv er halvt Valloner."
   "Hvornår har du det?" spurgte Marc. Han og den gamle var rent Flamske, og stolte af det.
   "Har jeg aldrig fortalt jer om hende tøsen, der næsten blev voldtaget af en narkohund i lufthavnen for to år siden. Hun havde et halvt kilo hash, fordelt i trusserne?" Han lo ved mindet
   "Det var en stille sommer. Jeg var udlånt til lufthavnen, og fik fornøjelsen. Vi var s'gu lige ved at få hele EU hæren på nakken. Damen blev i hvert fald sendt retur til Lissabon, tror jeg det var, som lyn og torden. Den årlige høstfest blev lidt mere kedelig end den skulle ha' været. Husker glimrende kontorchefen, eller hvad han nu var. Dum skid."
   Den Gamle godkendte foreløbigt rollefordelingen og indflettede at Nick skulle have overordnet tilsyn hele vejen igennem.
   Han skulle gå af, to år efter, og det var ingen hemmelighed at Nick var udset til at overtage hans job.
   Forskellige løse ender og afhøringer i andre sager optog Alain og Theis resten af dagen. De ville tage et hurtigt kik på Gerhard's lejlighed fra morgenstunden af næste dag og komme lidt senere.

De vendte tilbage ved middagstid, belæsset med et par poser.
   "Han nægtede skam ikke sig selv noget, den unge mand. Hundedyr lejlighed, B&O anlæg og superlækre møbler." berettede Alain nøgternt.
   "Samme kvalitet i bar og garderobe" supplerede Theis med skinnende øjne. "Hvis vejret ikke var godt nok til BMW'en havde han en Cherokee i en privat garage i gården til huset. Der var også et pænt beløb i kontanter i en skuffe."
   "Måske kan hans Leporello-arkiv give os en antydning af, hvor vi skal kikke", fortsatte Alain. "Om ikke andet vil det give underholdning i adskillige timer, til trætte kolleger."
   Han smed en mappe på Nicks bord.
   "Hans Leporello- hvad for et arkiv?" Nick gjorde ikke mine til at tage mappen.
   "Din mangel på kultur er rystende." Alain smilede. "Er det mon de Vallonske gener der rører på sig igen?" drillede Alain. Han bladrede i mappen så Nick kunne se det.
   "Hans jagt-journal over damer, såmænd. Den er ikke kedelig. Måske skal vi holde udkik efter en fornærmet ægtemand."
   Han lod blikket hurtigt løbe hen over indholdet mens han bladrede.
   "I øvrigt var Leporello, til din orientering, Don Giovannis tjener i operaen af samme navn. Det er italiensk for Don Juan. Leporello fulgte med i herrens erobringer. Opremsningen fylder det meste af en akt, med musikledsagelse."
   "Teknikken bekræfter maling og mærker på motorcyklen stemmer overens med den brændte bil - og hvad så", oplyste Theis. "Skal vi lade teknikerne gi' lejligheden en rigtig grundig omgang?"
   "Absolut", bekræftede Nick. "Indtil videre har vi kun vidner og manden selv at arbejde med. Vi graver hvor vi kan. Sæt det i gang i morgen."
   Han betragtede en seddel med notater, og fortsatte.
   "Og hvis du, Theis, kan finde to bilnøgler, der hvor bilen blev stjålet, vil jeg være meget taknemlig."
   Alain og Theis så spørgende ud.
   "Der forsvandt tre bilnøgler, fra lige så mange overfrakker, i den restaurant, der ligger ved siden af. Herunder den til vores bil," oplyste Nick.
   "Jeg talte med bestyreren, eller hvad han nu er, medens i var ude og glo på damer."
   Han rakte mappen tilbage til Alain, og undlod med vilje at nævne sit besøg på gerningsstedet. Der havde han fundet gode muligheder for diskret parkering, med overblik over husets udkørsel.
   "Tyven har jo rørt ved alle tre, og smidt de to andre væk. Måske er vi heldige." Nick smilede optimistisk.
   ***

På vej hjem stirrede Theis opgivende på området. Ingen havde den fjerneste anelse om, hvor den stjålne bil havde været parkeret. Områdets enlige affaldsspand var hurtigt overset. Den var hverken brugt eller tømt i umindelige tider og ville sikkert ikke blive nogen af delene foreløbig, forsikrede bestyreren af restauranten, som tilføjede.
   "Affald smides som regel på bakken bagved".
   Det havde Theis allerede konstateret ved selvsyn. Han så ikke frem til den opgave.

Dagen efter, befandt han sig igen på pladsen, sammen med ejeren af bilen, og en hundepatrulje.
   "Hvorfor skal du vide hvor jeg parkerede," spurgte manden irriteret. "Det får jeg vel ikke min bil tilbage af. Jeg har en anden aftale."
   "Hvis du kan udpege det omtrentlige område, er vi glade, så gir politiet en kop kaffe," lokkede Theis tålmodigt.
   Ejerens tillid til hans medmennesker var rokket i sin grundvold efter tyveriet. Han lukkede øjnene, prøvede at genkalde sig dagen, og gik frem og tilbage.
   "Her, præcis, pegede han. Jeg ville ikke stå ud i den vandpyt derovre og bakkede hen foran lysstanderen. Må jeg smutte nu?"
   Theis mærkede sig stedet, og så på den græsbeklædte skrænt, med diverse kasseret ragelse. Fra sin lomme tog han to andre bilnøgler med et rødt bånd og kastede dem ud over skrænten. De lange røde bånd gjorde dem nemme at finde, hvad der også var meningen.
   Med minestrimmel indrammede han det mest sandsynlige område. Hundene fik lov at lugte til to trøjer, som ejerne af de andre biler venligst havde udlånt, og blev sluppet løs.
   Den ene hundetræner forsikrede, hans schæfer Diego kunne lugte et brugt lommetørklæde på to kilometers afstand, fem dage efter det var smidt væk. Han tilbød at sætte en flaske rom på højkant. Theis foreslog kaffe fra restauranten, som han hentede mens hundene arbejdede.
   På en halv time blev anstrengelserne belønnet. Diego markerede over en bilnøgle. Hundene fik en tår vand og snusede til trøjerne en gang til. Efter yderligere tyve minutter mente den ene træner at hundenes lugtesans efterhånden var ubrugelig på grund af kulden.
   De efterlod Theis der spekulativt stirrede på området og svingede med den ene nøgle i en forseglet pose. Han tog telefonen og ringede op til politiskolen.
   ***

Næste dag fik pladsen besøg af Nick og Den Gamle. De betragtede imponeret politiskolens fyrre elevers minutiøse gennemgang af jordbunden i det indrammede område. Nogle af dem overvejede, ret tydeligt, deres valg af karriere men blev holdt til ilden af Theis og et par instruktører, som befandt sig bag linjen.
   Den Gamle og Nick så på hinanden og gik indenfor og fik en kop kaffe, Den Gamle med cognac. Det var Nick der kørte.
   De var næsten færdige med kaffen da en iskold Theis dumpede ned i stolen efter at have hentet et dampende krus kaffe.
   "Hvorfor får jeg den slags opgaver," klynkede han.
   "Fordi du har en glimrende vane med at løse dem", smilede Nick. "Bare tænk på hende den lille dame fra advokatkontoret, du stadig undersøger. Det giver balance i fordele og ulemper."
   "Jamen så skal det ikke gentage sig, tror jeg nok," sagde Theis og smed en pose med en bilnøgle på bordet. "Vi fandt forresten også en pistol og et dyrt ur."
   "Har de unge mennesker fået kaffe og fridag?" spurgte Den Gamle.
   Theis rystede på hovedet. "Kaffe og sandwich - Ja. Instruktørerne bestemte, de lige så godt kunne gøre sporet færdigt, og køre en overfladesondring, tror jeg de kaldte det, af to spor på siderne. De takkede i øvrigt for praktisk supplement til uddannelsen. Mærkelige mennesker."

"For resten skal du vel snart tilbage til Laeken?" spurgte Den Gamle og så ned i sin Cognac, "Officielt er du udlånt februar ud. Har du lyst til at blive lidt længere?"
   "Det her er mere interessant end værtshusslagsmål," indrømmede Theis.
   "Det viser sig at vi ikke har brugt hele vores bevilling," sagde den gamle eftertænksomt. "Hvis du får et løntrin mere, gør du os samtidig en tjeneste ved at blive permanent. Hvad siger du til det?".
   Theis svævede nærmest ud af lokalet. Nick kikkede arrigt på Den Gamle.
   "Hvor længe har du haft den i posen?" spurgte han. "Jeg har rykket dig siden nytår."
   "Jeg fik først grønt lys i går" fortalte Den Gamle. "Jeg manglede bare at spørge ham selv".