En dag meddelte Michael fra politistationen i Laeken at alle gamle notater om Meeks og hans tilbageholdelser var samlet sammen og at han havde fundet tre betjente, der huskede ham.
   De ville alle tre, møde den følgende dag til sammenfatning hos ham, selvom de nu arbejdede på forskellige stationer på forskudte tidspunkter.
   Resten blev liggende mens Alain og Theis igen drog ud til Laeken. Micheal, der kendte Alain, havde forberedt et kaffebord, der fik Alain's tænder til at løbe i vand.
   Mellem hyggesnak og samtaler fik de masser af oplysninger om Rudi Meeks sidste år og tilværelse.
   "Han var på afvænning flere gange" fortalte den ene betjent, Carel. "Ti års afvænning og tilbagefald til velfærdssamfundets ulovlige tilbud fik ham selv til at miste troen på, det hjalp på noget som helst. Til sidst landede han med et brag på heroin. Jeg talte en gang imellem med ham, når vi mødtes. Han havde hverken tillid til sig selv eller sine omgivelser."
   "Hvordan klarede han sig. Huslejen alene kostede jo også", spurgte Alain med munden fuld af kage.
   "Støtte og søsteren i fællesskab klarede det faste. Dum var han jo ikke. Han lavede regnskab for små butikker, og blev betalt med varer han brugte eller solgte. Han ku' løse de fleste IT-problemer med lukkede øjne, i håndjern, hvis han ikke var alt for skæv."
   Han smilede ved en erindring, som han måtte forklare sig nærmere.
   "Vi havde taget ham ind på mistanke for handel. En kollega sku' sende en bærbar over til IT-guruerne, for at få knækket et pass-word. Meeks lovede at klare det i håndjern, hvis vi lod ham gå. Så god var sagen heller ikke. Han sku' bare ha' en advarsel. 'Skipper' sagde god for det. Han klarede det s'gu, med håndjern og det hele, på et par minutter."
   Alle grinede af historien og rystede på hovedet, mens Theis bladrede i døgnrapporterne.
   "Hvad så med handel. Jeg kan se han har været afhøring et par gange, uden resultat".
   Carels kollega der nu sad i sydvest distriktet tog over.
   "Om han var heldig eller vi konstant uheldige, ved jeg ikke. Selvom han til sidst var et skrog havde han altid rigeligt. Han solgte i små portioner, for ikke at genere de tunge drenge. Et lager fandt vi aldrig. Han var hverken grossist eller almindelig pusher, men havde altid mere end sit eget forbrug."
   Carel bladrede i sine gamle notatbøger og rystede på hovedet.
   "Hvor han fik det fra, fandt vi aldrig ud af. Normalt har vi kortlagt de fleste netværk. De bryder sig som, bekendt ikke om for meget konkurrence. De betragtede ham ikke som en alvorlig konkurrent og lod ham være i fred."
   Alain og Theis så på hinanden. Det lignede mere og mere et lige så stort hul af manglende oplysninger, som på Lennox. Meeks havde stort set passet sig selv uden at påkalde sig uønsket opmærksomhed.
   "Telefon?" huskede Alain og bladrede i papirerne. "Havde han sådan en tingest. Der er intet noteret".
   "Både telefon og en smart lille computer. Desk-top tror jeg de hedder," bekræftede kollegaen Eric.
   "Telefoner skifter hele tiden, i de kredse. Computeren ved jeg intet om."
   Alle nikkede indforstået. De kendte, af sørgelig erfaring, den almindelige opfattelse af ejendomsret i narkokredse, der tit gav problemer. Alt blev stjålet og byttet for stoffer.
   "Fast arbejde - har han nogen sinde haft det?" Theis kunne godt mærke de begyndte at gå i ring.
   "Han har muligvis hørt om begrebet i skolen. Ikke mig bekendt," sagde Carel uinteresseret. "Han var på narko siden han var ung."
   "Kendskab til regnskaber har han jo ha' fået et eller andet sted", konstaterede Alain. "Selv kan jeg ikke ret meget i den afdeling. Vi forhører os hos skattevæsen og skole. I skal ha' tak for oplysningerne indtil nu. Det bringer os nok lidt videre".
   "Er der noget lusk ved hans død?" spurgte Michael nysgerrigt.
   Det var trods alt hans distrikt. Hvis der var sket et mord, der ikke var opdaget, var det rart at være forberedt på senere spørgsmål om det.
   "Vi udelukker intet," erklærede Theis alvorligt og sorterede endnu engang de ekstra papirer, de fik med.
   "Knægten tilpasser sig hurtigt" tænkte Michael anerkendende og betragtede sin tidligere assistent. "Ham får jeg nok ikke tilbage."

"Sådan går det tit" sukkede Alain udenfor døren. "Et besvaret spørgsmål fører til et nyt som vi lige må få plads til, blandt øvrige opgaver, inden billedet kan tegnes færdigt."
   Han smed bilnøglerne over til Theis, og satte sig med et suk i passagersædet, og så på uret.
   "Hvis du kører mig hjem kan jeg nå en kop kaffe og hvile inden middagen. Konen laver Timboccakalv", sagde han med et smil. "Behold bare bilen til i morgen."
   Og han havde lige proppet sig med kager, tænkte Theis ironisk.
   "Skal jeg også hente dig i morgen?" spurgte han og afbrød Alains lykkelige drømme om parmaskinke og salvie.
   "Gider du? Mange tak," svarede Alain og drømte videre.

***
   Et par dage efter modtog Joachim en telefonopringning fra Jean-Luc.
   "Jeg har lige talt med Vernet. Kontrolgruppen deltager både aktivt i at lægge dagsorden til arbejdsgrupperne og har igen fundet et par konsulentrapporter med genbrug, i et par sager, han hjalp lidt på vej. Koordinatorerne fra en Stabilitets- og kontrolgruppen snakker lidt for meget og højt om digital manipulation."
   "Kan Monty ikke styre sine folk? Kan de ikke bare begrænse deres opgave til modtagerne, som det var meningen? De bør kun koncentrere sig om det, der sker efter udbetaling. Intern deltagelse i andres sagsbehandling bør overhovedet ikke finde sted." sagde Joachim irriteret.
   I princippet var Joachim ligeglad med hvor argumenterne kom fra, bare han kunne holde sine egne aftaler.
   "Monty og Sir Ian brugte dem og fik sat helt andre ansøgninger på dagsordenen. Det var nogen Vernet ikke kendte til. Vi er i hvert fald kommet i klemme med et par sager, vi har lovet væk. Behandlingen er udsat, mens det andet bliver behandlet."
   "En gang i mellem er englænderne lidt for opfindsomme" mente Joachim "Er de spanske sager afsluttet".
   "Det er dem, der er i klemme. Der manglede noget. De må rundt en ekstra gang, fordi der blev opdaget en konsulentrapport i den ene, efter gamle forudsætninger. Kontrolgruppen har åbenbart gennemgået den vurdering. Det blev fremhævet da dagsordenen blev fastlagt."
   Der blev stille et øjeblik.
   "Det lyder ikke ret godt" mente Joachim. "Hvis de koordinatorer gør som Monty Sir Ian beder dem om, og bringer uorden i vores projekter, må vi tage det lidt mere alvorligt. De banditter skal holde sig i de områder, de hører til."
   "Hvordan skal vi stække vingerne på de påfugle uden yderligere selvmål?" spurgte Jean-Luc. "Sagerne er kun blevet udsat men kan stadig komme i miskredit, hvis nogen bliver gjort opmærksomt på digitale kunststykker eller studerer grundmaterialet, alt for grundigt en gang til."
   "Er der mulighed for det?" spurgte Joachim.
   "Når de lægger kabale med forskellige bilag mens alle spørger om det samme igen og igen, så man får mistanke om hjernesvind, kan det vel ikke udelukkes at nogle af tingene minder lidt om hinanden," mente den Jean-Luc.
   "Vi må hellere sikre os arbejdsgrupperne i fremtiden får dagsordenener fra stabile folk, der ikke nævner spor om digital manipulation." mente Joachim. "Der har vi sat lidt i gang, men måske skal der bedre argumenter til."
   "Vil du eller skal jeg?" spurgte Jean-Luc.
   De aftalte nærmere.