Ti dage inde i det nye år tog Christian på arbejde. Han blev med lettelse modtaget af sine kolleger, der var på grænsen til mytteri.
   Sinclair havde, uden videre, omfordelt deres opgaver, mandagen efter overfaldet. De følgende dage havde han godkendt et par sager og sendt dem videre med bilag hverken Armand, Etienne eller Charlotta ville tage ansvar for. Han holdt åbenlyst lange møder med Dearden, inden Monty blev orienteret om noget som helst.
   Monty noterede sig Christians tilbagekomst med åbne arme og tydelig lettelse i håbet om de snart kunne få en smule ro. Først bagefter huskede han også at spørge til Karstens befindende og hvornår han kunne vente ham igen.
   Rygterne om Christians forbindelse med den sædeles sexede lobbyist var ikke blevet mere kedelige af hans fravær. Snarere tværtimod, fortalte Declan og Armand med brede grin. De så efter Frank, der luskede ud af døren.
   "Det spil er der også andre der kan, og lidt bedre," smilede Armand og slog op på skærmen.
   "Her skal du bare se. Rygterne startede, i det små nedefra, til Monty snuppede en sludder med vicedirektøren." Han refererede ironisk fra et memo.
   "En ledende medarbejder! Det er vidst nok dig. Du må hellere få lønforhøjelse!"
   "Gå nu videre mand!!" vrissede Christian.
   "Har rapporteret han mener han er blevet kontaktet af en lobbyist, der har forsøgt at opnå inside viden om enkelte sager. Hvis andre tror sig kontaktet med samme hensigt, bør de i egen interesse informere deres overordnede - og så videre."
   "I stedet for at isolere dig, blev de værste rygtesmede isoleret." grinede Etienne.
   "Vi er selvfølgelig også blevet spurgt" sagde Declan. "Vi fortalte, vi vidste alt om tøsen, på nær et par småting, vi var for misundelige til at spørge om."
   "Det var da fint" mumlede Christian. "Dem kender jeg nemlig heller ikke ret meget til."
   I baggrunden slog Charlotta en munter latter op.

***

Ugen efter fik Christian besøg af kriminalinspektør Nickolas Duraux.
   Nick skulle til at lægge sidste hånd på sin rapport om deres overfald, fortalte han. Han ville samtidig høre, om de i mellemtiden var kommet i tanke om mere.
   Uofficielt indrømmede han, der sikkert ikke var den store udsigt til at opklare noget som helst. Overfald af den slags var heldigvis sjældne i Bruxelles, kunne han forsikre dem om.
   Karsten måtte først starte ugen efter, uden rejseaktivitet. Det skaffede Dearden en tur til Athen, så han kunne få varmen igen efter Helinski og Stockholm.
   Christian inviterede Nick en tur på cafeen, hvor de bedre kunne snakke afslappet og uformelt. De talte både om forholdene i Bruxelles, og deres arbejde og konstaterede, lidt overraskende, flere ligheder mellem det.
   "Overfald og målrettet vold er sjældent. Der er som regel en årsag."
   Duraux så med et, alvorlig ud, og talte dæmpet og indtrængende.
   "Om nogen gik efter Harbo eller dig kan vi kun gætte på. En bil og et helt hold, er ikke typisk. Ørepropperne var enten til radioer eller telefoner. De antyder plan og samordning".
   Christian var målløs.
   "Du og Harbo har samme skikkelser og hårfarve og var begge mørkt klædt. Bilen blev set i gaden forinden, af et vidne. Vi tror de holdt udkik efter jer. Der blev også ringet på jeres dørtelefoner af folk uden ærinde. Harbos og din telefon er forsøgt kontaktet fra samme nummer. Det er stjålet. I det samlede billede har i et lige antal point. Er der noget, i ikke har fortalt?"
   Et indforstået smil ledsagede det spørgsmål.
   Christians eneste problem i øjeblikket var Frank. Han var vendt tilbage til sin tidligere vrantenhed, og udviste en foruroligende mangel på interesse for noget som helst, efter hans gæsteoptræden som koordinator. Ellers var han totalt blank.
   "Ok." Nick så eftertænksom ud. "Så længe det er noget, du heller ikke har overblik over, bliv på oplyste steder og hold dig til selskab med folk du kender og stoler på."
   ***

Ugen efter viste Gerhard ham en artikel om et overfald i en anden bydel, der mindede lidt om deres oplevelse. En flok unge havde stjålet en bil, manglede penge og overfaldt den første og bedste. De rystede begge på hovedet
   "Måske bør jeg gå til selvforsvar ligesom Karsten" sukkede Christian.
   "Må jeg foreslå Squash" sagde Gerhard, med et bredt grin. "Når du har styr på baghåndsslag kan du nedlægge et næsehorn med en blyant. Jeg mangler for resten en makker." Christian så på hans brede skuldre og adrætte skikkelse, med skepsis.
   "Det kan vel ikke skade at prøve," mente han og indstillede sig på at blive til grin.

Minder og gener fra overfaldet havde stort set fortaget sig så han var klar til at prøve noget nyt. Squash var faktisk rigtigt sjovt, når man fangede ide og rytmen. De lavede en fast aftale og tog en øl bagefter.
   Tredje gang kom Frank og ville tale med Gerhard. De forsvandt ud i garderoben mens Christian pustede og lovede sig selv at genoptage sine løbeture, når vejret blev lidt bedre. Frank forsvandt kort efter, lige så tavst som han var kommet, og de spillede videre.
   Karsten dukkede kort efter op med kolde dåseøl og beundrede deres anstrengelser.
   "Måske skulle jeg overveje det," sagde han tænksomt. "Vores sidste løbertur var ingen succes, men nu går det fint igen."
   Gerhard tilbød øjeblikkeligt en prøve. Efter ti minutter kom Karsten smilende ud.
   "Det føles helt rigtigt," sagde han, "Kender du nogen, der mangler en partner?"
   "Måske Frank," foreslog Christian, uden at tænke over det. "Han har lige været forbi."
   Da latteren havde lagt sig, blev de enige om at Frank sikkert fik motion nok, ved at binde sine snørebånd.
   "Krop og mentalitet er en højere enhed. Forsømmer man den det ene forsømmes det andet også." Gerhard lød helt højtidelig.
   "Kan du huske vores cykeltur," spurgte Karsten.
   "Mind mig ikke om den", sagde Christian med et grin.
   Gerhard blev nysgerrig. Karsten og hans bror havde engang fået en skrækkelig ide at prøve kræfter med Sjælland rundt på cykel, og skaffet overnatning hos noget familie. De fortalte om turen i fællesskab. Gerhard morede sig, og fortalte til gengæld om Nijmegen marchen, han blev lokket til at deltage i, for at imponere en dame.
   "Så spændende var hun heller ikke" sluttede han, "Jeg tog hjem på anden dag."
   "Jeg var ikke menneske i to dage efter den tur" indrømmede Christian.
   Karsten havde forberedt sig grundigt med øl, danske. Da der ventede en motorcykel på Gerhard, mente han ikke at den og for mange øl hørte sammen. Han fik dåsen med og ønskede god weekend. Christian og Karsten snakkede videre over de sidste.
   "Jeg troede hverken den gode mr. Sinclair var til sport eller fester. Var han virkelig nede for at kikke?"
   "Han kom vidst kun for at tale med Gerhard" fortalte Christian. "Han var da også med, den aften, vi fik tæsk."
   "Rigtigt" svarede Karsten. "Han kom kun, fordi han troede Pieter ville være der. Pieter meldte jo afbud fordi vi kom til at sende nordpå dagen efter. Som du vel husker, gad jeg ikke dele vogn med ham."
   Han fik øje på en bekendt, og spurgte om han kendte nybegyndere, der ville spille med ham. Det gjorde den anden tilfældigvis. Fem minutter efter var det bragt i orden.
   De følgende aftener blev det hurtigt tradition de alle mødtes bagefter, til praktisk udligning af væsketab.