"Din store skid!"
Christian stod i hjørnet af elevatoren og overværede en spinkel mand med en ansigtsfarve, der matchede hans røde hår, strøg ind og overfusede en kollega.
"Hvem kunne forudse et spørgsmål der bragte din sag, over i vores område?" svarede den anden uskyldigt.
"Vi ved begge hvor det forbandede spørgsmål stammer fra, dit røvhul." Den rødhårede befandt sig på grænsen til håndgribeligheder og knyttede hænderne. "Jeg er bagud med at bruge mit budget i forvejen."
Elevatoren stoppede på en etage og en kvindeligpassager gik ud med el blik på de stridende. Hun sagde højlydt.
"Testosteronalarm - styrke 5!"
"Hvis du havde kikket på dine bilag i stedet for damerøve, havde du lukket det hul for længst," mente Deardens medarbejder og forlod elevatoren.
"Jeg ser ikke på damerøve" sukkede den spinkle mand og forlod dem på næste etage.
"Havde godt nok en mistanke til ham," mumlede en anden i elevatoren.
En del af Montys job bestod i at forhindre den slags episoder mellem afdelingerne. Det blev ikke nemmere af de enkelte medarbejderes succes, blev målt efter det, de havde held til at rage til sig og forbruge.
Deardens 'studiegruppe' fungerede nu, med lidt justering som Marketingsgruppe for dem selv.
Hvis nogen forgreb sig på andres domæner, uden aftale, var der lagt op til virkelige problemer.
Det havde aldrig været kontrolgruppens opgave at se efter uoverensstemmelse mellem bevilling og ansøgning. Efter et par modtageres henvisning til deres ansøgning, fandt de både et par diskret manipulerede sager og genbrugsvurderinger. Derefter fandt Christian det igen var klogt at forberede Monty på nye beklagelser.
Dem hørte Monty et par dage efter på, med største interesse og beklagelser over de uventede konsekvenser.
Gruppens interne kontrol udbyggede stadig Montys og vicedirektørens lagre af forpligtigelser fra andre. Efterhånden som de fik rutine i digitale manipulationer, der enten komplicerede materialet eller gjorde det misvisende fandt de flere eksempler. De gik videre til begge de herrer som ordnede det praktiske i stilhed. Ikke sjældent kom der også en direkte opfordring fra begge de herrer, til at gennemgå grundmaterialet i sag grundigt igen.
En fælles forretningsgang eksisterede kun i det omfang det passede afdelingslederne at samarbejde. Deardens 'studiegruppe' krydsede lystigt mellem de forskellige afdelingers områder, ved hjælp af et ret enkelt bilagstyranni med tilhørende spørgsmål. De gennemgik sager før andre og overdrev betydningen det, der faldt under globaliseringens område og fik stillet spørgsmål om det. Lidt manipulation med bilagene gjorde ikke tingene mere overskuelige, men glædede som regel den konsulent, der blev bedt om en ny redegørelse.
Hver gang det kom på tale blev Dearden først irriteret, og forsøgte bagefter at se uskyldig ud. Det sidste var et naturstridigt projekt.
Største problem var de mellemledere, der opførte sig som mikro-managere og havde ambitioner om næste løntrin. De lignede firben jægere i Juaressic Park, og overgik hinanden, i kronisk uskyld, der grænsede til naivitet.
Christian fortalte Declan om oplevelsen, der langt fra var enestående.
"Del og hersk' princip igen" mente denne. "Dem der fordeler opgaver og budgetter lader vores mikro-managere, som du kalder dem, konkurrere om hver deres andel og fordeler resten med mild hånd, minus det, de selv beholder. Det sikrer alles loyalitet."
"Ja der er ingen tvivl om det virker" konstaterede Christian. "Er det mon sådan diktatorer opbygger formuer?"
"Sikkert" smilede Armand. "Vi kender efterhånden så mange tricks, at vi omgående kan få plads andre steder, til god hyre."
***
I weekenden deltog Christian enten i Karstens, og hans lige så opfindsomme venners, underholdning, eller tog løbe- og traveture og nød den gavnlige virkning af at få iltet systemet. Bruxelles er en flot by, der uanset årstiden tiggede om nærmere bekendtskab. Den blev fra starten udforsket i større og større cirkler om Christians bopæl.
Museerne for Hæren, Kunst og Historie var hans faste steder for afslapning når vejret viste sig fra den kedelige side. Især afdelingen for arkæologi tiltrak ham af forskellige årsager. Var han ikke blevet økonom, kunne han måske være endt som arkæolog, tænkte han ofte.
Han fandt det spændende at lade fantasien flagre og forestille sig hvordan den daglige husholdning havde udviklet de enkelte genstande, og den energi, det havde krævet.
Mumierne fascinerede på deres måde. De ressourcer der var gået med til at bevare et enkelt menneskes krop og bygge et gravsted, hvor stenene blev hentet andre steder, måtte have været enorme. Så vidt han vidste, var der hverken nød, problemer eller større utilfredshed i Ægypten dengang.
Hvis de havde klaret sagen med en urne i stedet, oversteg det fantasien hvad resten kunne være brugt til.
"Utroligt arbejde". En stemme brød ind i hans drømme over en mumie fra et rigt dekoreret og udstyret gravsted.
"Undskyld", sagde den talende, og kikkede op af et udstillingskatalog. "Var De tilbage i det gamle Ægypten. Jeg bliver altid ærbødig over deres evner og kunst."
"Det har krævet både tid, talent og planlægning", indrømmede han villigt.
Bag kataloget befandt der sig en hvid spadseredragt med et velformet blondt indhold med et drillende smil.
"Var de fanget af noget specielt?" ville hun vide.
"Nej", svarede Christian automatisk, uden at tænke nærmere over det. "Jeg filosoferede kun over forbrug og ressourcer og andre måder at bruge det på."
Han omformulerede omgående svaret. Flotte piger og fagidioter er sjældent på bølgelængde. Når en absolut seværdighed, uopfordret, brød isen, fik hun første prioritet. Han tænkte slet ikke over hvorfor hun havde talt engelsk, når hendes katalog var på fransk.
"Det har jeg aldrig tænkt nærmere over," indrømmede hun. "Hvor lang tid har arbejdet mon taget, med det værktøj, de havde dengang?"
"Vi kan vel prøve at gætte. Sikkert en del" mente han.
Hun gik med på spøgen. Under en langsom rundtur med beregninger og diskussioner om hvor lang tid de enkelte ting egentlig tog, gik dagen hurtigt. De fandt hver for sig særligt flotte detaljer, som de udpegede for hinanden.
Christian fik nok af den spøg og foreslog museets restaurant som et passende sted for videre overvejelser.
"Embedsmand". sagde hun kort efter, og slog en latter op. "Jeg ved ikke hvorfor, men jeg fik den ide, du måske var pilot."
"Hverken arkæolog eller historiker" sagde han overrasket, men smigret.
"Absolut ikke," svarede hun bestemt. "De er nørde'de og fører sig på en helt særlig måde. Sådan nogen kikker altid ned efter glemte ting eller i en bog. Du ser ud i horisonten."
"Din tur! Hvad er dit erhverv?"
Han overvejede situationen og gennemgik dagens samtaler og betragtede hende grundigt igen. Det var faktisk et ret inspirerende syn.
"Du er god til at regne, se helheder og fremlægger systematisk - lærer?"
Hun lo hjerteligt.
"Marketingskonsulent, med interesse for det gamle Egypten, og afsky for regnvejr".
De så begge ud af vinduet, hvor regnen silede ned i tykke tove. Han overvejede mulighederne i det nye bekendtskab mens han hentede mere kaffe.
"Hvordan var mon maden dengang, med på de køkkenforhold", forsøgte han sig.
"Sikkert skrækkeligt primitive, sammenlignet med i dag".
"Nu vi er ved emnet. Kender du nogen spændende spisesteder. Jeg er stadig ret ny i byen", forklarede han.
Desværre var hendes aften afsat til anden side. De næste par timer fløj af sted. Snakken vekslede mellem for- og nutiden, sammenligninger og gled hurtigt over faglig snak om deres respektive arbejdsområder, der lignede hinanden i forbløffende omfang. Forholdene i Berleymont bygningen, ville hun næppe kunne affinde sig med, mente hun med stor overbevisning. Der skulle være synlige resultater.
Christian tog udfordringen op, og beskrev sit arbejde, og det han mente, det betød for andre. Han fandt både en opmærksom og villig tilhører, der både var i stand til at forstå det og stille saglige spørgsmål undervejs.
De aftalte hver for sig, at orientere sig lidt inden næste lørdag, for at fortsætte diskussionen. Museer havde fået en anden dimension, hvis de kunne opleves sammen med Christine, som hun hed.