Et par dage efter væltede oplysningerne ind med forbløffende fart.
   Teknikerne isolerede med største omhu et par fingeraftryk på bilnøglerne. Da ejernes fingre var undersøgt blev der et ukendt til overs, der ikke fandtes i arkivet. Det blev indtil videre registreret som ukendt.
   En patolog ulejligede sig op i afdelingen, i stedet for at bruge intern post. Hun viftede triumferende med et omslag.
   "Sund og rask, den gode hr. Gerhard, lige bortset fra, selvfølgelig, han er kørt over af et par biler. Begrænsede spor af brug af kokain. De var der, men intet regelmæssigt misbrug."
   Hun holdt en pause mens hun kikkede rundt og sikrede alle hørte efter.
   "Og så er han en af de ukendte DNA'er leverandører, fra Michelozzo sagen".
   "Kan man registrere narko uden regelmæssigt brug?", spurgte Theis.
   "Det aflejrer sig i håret," forklarede patologen tålmodigt. "Hørte du ikke efter på politiskolen?"

Senere, samme dag, ringede motorafdelingen. En narkohund, der ellers skulle gennemgå en bil, hvis ejer var kendt for uheldige vaner, blandt andet narkohandel, ville ikke længere end til vraget af Gerhards motorcykel. Hunden markerede på saddelrummet, som blev brudt op. Mindre kvantum kokain, til store summer lå pænt emballerede.
   Nick tænkte ikke ret lang tid over det, men ringede til teknikeren, der skulle gennemgå Gerhards lejlighed.
   "Split lejligheden af. Den store pakke tak, helst i går, og lad os få en komplet udskrift af telefonnumre, sms'er og mails hurtigst muligt. Beklager meget". Han prøvede at lyde som om han mente det, og spekulerede på om der endelig ville dukke noget op, der kunne sætte skub i begge sager.
   Teknikeren accepterede at prioritere den opgave.
   Bag ham sukkede Alain og Theis tydeligt. De ville få den tunge pligt at sortere og gennemgå materialet.
   Nick scannede de personlige oplysninger, og kontrollerede deres offers kendskab til to EU-funktionærer, med en afsluttet overfaldssag. Den kunne sikkert godt bære lidt mere opmærksomhed, om ikke andet så et besøg i Fort Knox, som det også hed lokalt. Så kunne han igen forsikre - hvad var det nu han hed - om at hverken han eller overfaldet på ham var glemt.
   Han fandt Christian Gabels telefonnummer, ringede og lavede en aftale, da de jo kendte hinanden.
   ***

Christian sørgede dagen efter Nick, kom glat gennem kontrollen ved indgangen og blev ført direkte op til ham.
   Overfaldet var stadig under opklaring forsikrede Nick dem begge, efter Karsten kom til stede. For at forbygge gentagelser ville han følge op på om Karsten eller Christian, den sidste måned, havde bemærket noget, der skilte sig ud fra omgivelserne. Han vævede lidt om hvad de kunne være opmærksomme på, og de forsikrede samstemmende at det ikke var tilfældet.
   "Hvordan var Jonas Gerhard i øvrigt som kollega og menneske", sagde han uden overgang. De gættede begge, han nok var nået frem til den egentlige årsag for besøget.
   Karsten havde arbejdet sammen med Gerhard længst, så eftertænksom ud og overvejede ikke engang sit svar.
   "Grundig, samvittighedsfuld, dynamisk. Han var hjælpsom og leverede det han lovede til tiden, eller lidt før." Han så spørgende på Christian, der bare nikkede.
   "Han havde et imponerende overblik, var inspirerende. Man kunne stole på ham, Han var vellidt overalt," bekræftede han, "og havde en god fornemmelse for situationer."
   "Ok, tak", sagde Nick, "og hvordan var personen bagved".
   "En naturlig og praktisk indstillet servicemedarbejder. Han var særdeles social, og vellidt," mente de begge. "Især hos damer," tilføjede Karsten.
   Nick tænkte på billedmappen og spillede overrasket. "Hans normale omgangskreds, mener jeg."
   "Rigtig stor sikkert," sagde Christian. "Ingen af os har overblik over det punkt. Vi mødte ham tit ved 'gå hjem' møder, hvor han som regel var midtpunkt i forskellige grupper. Vi spillede også squash sammen."
   "Han besøgte tit sin familie i Alsace, hvor han vidst kommer fra," erindrede Karsten.
   "Det er korrekt," bekræftede Nick. "Både hans far, mor og øvrige familie bor der stadig. Vi er ved at forhøre os. Er der nogen i huset han omgås privat, udenfor arbejdstiden?"
   Christian fortalte ham om Frank, og deres mange samtaler og foreslog at spørge ham eller på Gerhards kontor. Måske vidste de mere.
   De gik først over til Frank, mens Karsten forsvandt i den anden retning. Han var til stede og befandt sig på mellemstadiet den dag. Han talte modstræbende med Nick, men afviste nærmere kendskab til Gerhards privatliv.
   "Vi snakkede mest om sport," påstod han til alles morskab. Hvis Frank omfattede sport med nogen tanker, var det højest med foragt.
   På vej ud af døren spurgte Nick henkastet til Franks private mobilnummer, som han modstræbende oplyste. Han tilføjede samtidig, han og Gerhard havde været til fodbold sammen et par gange, til endnu større mordskab for de andre.
   "Opfattede jeg mon reaktionerne på sporten korrekt," spurgte Nick på den anden side af døren.
   Det måtte Christian bekræfte og spurgte om grunden til hans nysgerrighed.
   "Sinclairs nummer kan være registreret i Gerhards telefon," svarede Nick, "Vi skal bare ha' belyst nogle enkelte punkter, og sorteret dem, indtil videre. Kan vi også hilse på hans kolleger, mens vi er i gang alligevel?"
   ***

Christian fulgte ham derhen. Gerhards kolleger kunne ikke oplyse meget om en privat omgangskreds, ud over at den sikkert eksisterede.
   "For det meste i kvindelige udgaver," sagde en af mændene misundeligt. Gerhards skrivebord var urørt indtil videre. Nick spurgte eftertænksomt om han, ganske uformelt, måtte kaste et blik på private genstande. Arkivgruppen blev hurtigt enige om at lade sorteper gå videre til sikkerhedsafdelingen, der var fortrolige med reglerne på det punkt.
   "Jeg efterforsker såmænd bare et trafikdrab," oplyste Nick skikkeligt, til den sikkerhedsmand der kort efter kom til stede og prøvede at se hjælpsom ud.
   "Det har sikkert intet med huset her at gøre. Jo hurtigere vi får ryddet nogle ting, af vejen, des bedre, forstår du."
   Den hang i luften mens manden samtidig med, sikkert repeterede reglerne.
   "Vi skal assistere alle myndigheder bedst mulig, så selvfølgelig." Sikkerhedsmanden smilede bredt. Han trak skufferne ud og åbnede skabene.
   Gerhards ordenssans sprang i øjnene, både i skuffer og skabe. En privat rygsæk stod i skabet. Nick fotograferede den med sin telefon og overtog den med velsignelse fra sikkerhedsmanden, men mod kvittering.
   "Er der i øvrigt nogen her, der hedder Natalie, eller kender det her telefonnummer" spurgte Nick og fandt en seddel frem. "Det er uregistreret taletid." sagde han forklarende.
   Nummeret gik på omgang og alle rystede på hovedet.
   Sikkerhedsmanden konsulterede et lokalt system, rystede også på hovedet. Han returnerede nummeret og tilbød samtidig at vise Nick videre til kælderen og Gerhards garderobe.

Christian tilbød Nick en let middag i cafeteriaet, når de var færdige i garderoben. Nick vendte kort efter tilbage med en sportstaske.
   Under maden udvekslede de historier om fiskeri, og fandt en fælles interesse. Nick tilbød, at når sæsonen startede for alvor kunne han vise Christian, Belgiens bedste ørredvand.
   Klokken var efterhånden blevet mange, så Christian tilbød Nick en gang billard i de ansattes klub, ved siden af Squashbanerne, i stedet for at tage hjem.
   De lagde rygsæk og taske ned i Nicks bil og gik ned i 'socialfonden', populært kaldet, ved siden af squashbanerne. Frank sad alene i et hjørne og forsvandt da de kom.
   "Jeg fornemmede jeres indbyrdes kemi kunne være bedre", sagde Nick og tog mål til et stød.
   Christian forklarede med få ord forholdet, og forsikrede det gik. Udover at være en god opdager, havde Kommissær Duraux åbenbart også en hurtig opfattelse, tænkte han. Efter et par timer måtte han også konstatere Nick både kunne være en skæg fætter, og samtidig havde en forbandet god evne til at forudse en billardkugles opførsel. Han vandt kun knebent mens de snakkede om sport og fiskeri. Da de skiltes, havde Christian accepteret en udfordring til bowling.
   Nick lovede at skaffe en bane i byens bedste bowlingklub, hvor han var medlem.
   ***

"Skal du på ferie?," spurgte Theis spøgefuldt dagen efter.
   Nick kom lidt senere, næste dag og læssede sportstaske og rygsæk af på Theis' bord.
   "Tilhører Jonas Gerhard," oplyste Nick. "Se dem hellere igennem før vi udsætter os for på teknikernes beklagelser. De lyder som en græsk tragedie, hver gang vi sender dem nye opgaver."
   "Hvad er oprindelsen til det der?" forhørte Den Gamle, sig nysgerrigt.
   "Gerhards tasker fra kontor og garderobe. Kvitteret og fotograferet fra oprindelsen."
   Nick holdt mobilen op med den ene hånd, og en kvittering papir i den anden.

Alain afbrød sin hyggelige beskæftigelse med at nummerere indholdet af Gerhards album på en tavle. Det indbragte ham misbilligende blikke fra et par kvindelige kolleger. De forskellige damers påklædning varierede, for at sige det pænt. En del manglede helt.
   "Jeg håber da ikke, det bliver nødvendigt at sætte navne på hele flokken," sagde Marc.
   "Hende der klarer vi med det samme," udbrød Theis, og pegede. "Hun arbejder i bogholderiet hos Delacroix. Meget selskabelig, skulle jeg hilse og sige. Før Delacroix var hun i kommissariatets regnskab. Hun skred efter en affære, med en gift overordnet."
   Hans fortsatte forbindelse med pigen fra Delacroix var accepteret. Uanset undersøgelsen i øvrigt, faldt den ikke under kategorien 'upassende forhold', og skabte ingen kommentarer.
   Alain fortsatte montagen mens Marc og Theis tog hansker på og gik i gang med taskerne.
   "Det starter godt, må jeg sige." Marc havde tømt sportstasken, med et magert resultat, da Theis tog en vindjakke op af rygsækken og viklede en smart lille Notebook ud af den. Udover en halvtom vandflaske, en pocketbog og en uåbnet plade chokolade, indeholdt rygsækken intet. Den uåbnede chokolade gik videre til Alain, til nærmere vurdering. Den udførte han omgående og samvittighedsfuldt mens han satte billeder op.
   "Fingeraftryk?" Han kikkede spørgende på Nick.
   "Selvfølgelig! Og billeder og videre til teknikken, afhængigt af hvad der dukker op." svarede Nick uden at se op.
   "Det klarer jeg", sagde Theis der lykkeligt havde lagt Gerhards telefonliste til side. Marc gik videre med at tømme lommerne. I en af dem lå en kombineret kalender og notesbog og et USB stik.
   "Der fik illusionen om den gode embedsmand endnu et hak i tuden" konstaterede Marc tørt. Han åbnede en tobaksdåse med skruelåg, der lå i en sidelomme til sportstasken og Theis fotograferede ivrigt. Marc hentydede til fundene i motorcyklen
   "Fingeraftryk", mindede Nick om fra baggrunden.
   "Ja-ja" bekræftede Theis, der overtog dåse og låg og gik i gang med fingeraftryk.
   "Hash og kokain. Måske ekstasy, så vidt jeg bedømmer. Pænt lille lager. Mere end til eget forbrug."
   "Stop her," beordrede Nick. "Så er det teknisk afdeling. I er nået, hvor langt?"
   "Tydelige poter på Computer, USB, dåse og lommebog", fortalte Theis.
   "Der er ikke mere. Der er tomt", sagde Marc, og tog et overblik over bordet.
   "Få det registreret, svarede Nick, "sammen med billederne her." Han tog sin telefon med billederne af begge ting på Gerhards kontor og sendte dem videre. Lommebog og USB fra skuffen havde han, med en tryllekunstners behændighed, smidt i rygsækken, mens alle koncentrerede sig om hans venindes telefonnummer.
   Han bemærkede godt Den Gamle så eftertænksomt på ham, men ignorerede det.
   De kastede et hurtigt blik på sportstasken, der ikke bød på mere interessant, og sørgede for at det gik videre til folk med mikroskoper.
   "Så er der opstået et nyt spørgsmål." sagde Nick. "Hænger påkørslen sammen med trofæliste eller narko, eller var det slet og ret et uheld? Der er nok at vælge mellem."