Nick og den gamle modtog uden kommentarer Alains og Theis rapport. Den Gamle bidrog med at de økonomiske troldmænd kunne rapportere at Jeannes penge med regelmæssige mellemrum blev trukket på en konto i Panama med et Masterkort.
   Troldmændene trak lidt på deres forbindelser med myndighederne i et andet land, hvor de vidste der tilfældigvis sad en person fra Panama i fængsel. Vedkommende kunne måske sendes hjem mod lidt velvilje. Panamas velvilje strakte til, mod Jeannes dødsattest, særdeles uformelt, at oplyse kontoens indestående stammede fra et selskab på Antillerne. Så var den heller ikke længere, og vedkommende blev sendt hjem. Panama og Antillerne var mere kendt end Jersey for absolut diskretion om pengeforhold. Sagen er givet videre til skattemyndighederne sluttede den rapport lakonisk.
   Feriebilleder fra Seychellerne dukkede med regelmæssige mellemrum op til gennemgang. Dem måtte Nick indtil videre, skubbe til side, til fordel for et banalt værtshusslagsmål mellem seks mand. Den ene deltager ville aldrig rejste sig igen efter et spark mod halsen. De fem andre stod ikke ligefrem i kø for at indrømme noget som helst.
   Deres gennemsnitlige promille den aften, gjorde det nok tvivlsomt, hvad de overhovedet kunne huske. Risikoen for at bure en uskyldig mand inde, for manddrab skulle helst undgås.

Hvis der et eller andet sted i styrken eksisterede en Hercule Poirot, der kunne koncentrere sig hundrede og ti procent om kun en sag og motivet til den, til de skyldige blev udpeget for det undrende publikum, kendte Nick ham i hvert fald ikke. Det meste af arbejdet bestod i systematik og udelukkelse, uden for meget fantasi i rapporterne plus et beskedent håb om at der ikke dukkede for meget op undervejs.
   Nick og Den Gamle var enige om at telefonnummeret ikke var nok og der manglede meget i at komme videre med årsagen til Meeks, Jeannes og Lennox dødsfald, og finde ud af om de hang sammen. Ingen af dem troede på tilfældigheder.

Theis mente han efterhånden reduceret Jeannes telefonlister til overkommelig størrelse, som han rapporterede under næste aflusning.
   "Der er kun et enkelt nummer, som er interessant, fordi det også optræder hos brormand. Teknikerne har prøvet at aktivere en GPS chip og mener det er en gammel svend, uden den slags narrestreger."
   "Enten er den smidt væk eller batteriet er pillet ud." mente Alain. "Vores 'kunder' har efterhånden også styr på den slags numre, desværre."
   "De prøver stadig" fortalte Theis "Uden den store tillid til projektet, beklager jeg at måtte sige."
   Nick betragtede ham smilende. Han havde for længst noteret den udmærkede kontakt der hurtigt var opstået mellem Alain og Theis og hvor nemt de fulgte hinandens tankegang. Han og Marc havde samme forhold og både Marc og Theis var eminente til at reducere store mængder oplysninger og sætte de rigtige ting sammen. Det skulle han arbejde videre med inden Theis smuttede igen.
   "Feriebillederne er jeg stort set i bund med, med et par enkelte undtagelser, plus at jeg ikke ønsker at se Seychellerne foreløbigt. Du havde noget om den enlige herre, Jeanne var på god fod med." Han så over på Marc.
   "Vidst nok på mere en god fod" mente Marc. "Han er styrmand på en tanker. Rederiet fandt ham midt i det indiske ocean. Han skulle have to uger til at gå. Er der nogen, der kender et sted, der hedder Basrah? Der var han i hvert fald da fru Michelozzo dyrkede hovedspring."
   "Mailen?" spurgte den gamle irriteret.
   "Troldmændene har set på den" sagde Theis. "Den ophørte som aktiv, samtidig med Meeks. Hans generalieblad giver ikke noget. Han sad inde et par måneder for småting. Ellers er der intet, som vi kan sætte sammen med andet. Beklager." Han trak på skuldrene.
   "Og den tidligere telefon?" spurgte den gamle.
   "Telefoner, desværre" overtog Alain. "Theis fandt som sagt et par numre på Jeannes lister, der kunne være hans gamle. Desværre gjorde et af dem os lidt upopulære hos en fyr, der helst ikke ser han kone hører noget om den sag. Han afleverede frivilligt DNA og kan formodentlig afskrives."
   "Meeks er forbindelsen mellem de to andre." mente Den Gamle. "Læg dem i den kolde bunke og se på dem efter jul. Der dukker måske et eller andet op."
   "Blandt julegaverne?" spurgte Marc med hævede øjenbryn.
   "Hvorfor ikke" sagde Den Gamle optimistisk.

***
   Selvom det officielt var december, eksisterede julefred ikke. Gangene blev smykket med guirlander, der så ud til at stamme fra overskud fra Eiffeltårnet. Under dem foregik der stadig en indædt kamp blandt mikro-managerne, om at tiltuske sig de nemmeste problemer, i stedet for at trække de værste dødssejlere. Så kunne de måske få brugt de sidste budgetter, inden regnskabsslut.
   De forskellige mål og metoder, til at opfylde dem, kolliderede undertiden på opsigtsvækkende måder, og Monty styrtede frem og tilbage, og forsøgte at rede trådene ud, uden blodsudgydelser. Der var også plads til lidt almindelig sladder.
   "Rygter påstår du har hemmelige møder i byen med damer, der oven i købet ser godt ud", sagde Monty.
   "Du er vel ikke ved at blive gift?", spurgte Karsten med et smil.
   Christian sendte en stille tak til Declan. Nogen havde bemærket ham og Christine på en restaurant. Dagen efter fik Christian et par diskrete vink.
   "S'gu da ikke med en lusket lobbyist," forsikrede han grinende. "Jeg får bare lidt underholdning og indblik i lobbyisme mens jeg prøver at finde ud af hvor langt hun vil gå."
   Monty og Karsten så lettede ud. Der var startet en massiv kampagne af rygter og miskreditering, som på ingen tid også fandt vej, til Karsten og Monty.
   De spøgte lidt med lobbybranchen, som helhed og de midler den undertiden tog i brug. Christian håbede stadig at Christine, snart ændrede taktik, på et enkelt punkt.
   De ønskede ham held og lykke med den lobbyisme.
   Monty filosoferede lidt over det spørgsmål.
   "Der bliver flere og flere registrerede lobbyister, både her og i Strasbourg. Der er lige så mange uregistrerede, der kalder sig konsulenter. Femten tusind af hver slags, har jeg hørt. Vores politikere elsker dem, når de leverer opsigtsvækkende spørgsmål. Hvis vi opdager nogen, der virker alt for aggressivt, eller bruger mindre etiske midler, kan vi fryse dem ud, indtil de dukker op igen, under en anden forklædning. Det er med til at forlænge behandlingerne ud i det urimelige. Enkelte er nogenlunde seriøse, men snylterne giver hele branchen et dårligt ry.
   "Det runde bords etik er ikke almindeligt gældende" konstaterede Karsten.
   Christian så spørgende ud. Monty besvarede hans uudtalte spørgsmål.
   "Det Runde Bord eller ERT er en loge for de 45 største virksomheder indenfor unionen. De hører til det pæne selskab og repræsenterer tre millioner arbejdspladser og en omsætning på rundt regnet 1000 milliarder euro. Det behøver de selvfølgelig ikke, gøre opmærksomt på."
   "Deres repræsentant er advokat og behandles nærmest som en ambassadør." fortsatte Karsten. "Når de har noget, de vil sige, holder andre frivilligt mund, til de får lov til at sige noget. ERT har gennem de seneste år fremsat flere, meget fornuftige ønsker, der ikke behøver at sniges ind nogen steder. Man søger om at få en kopi af deres vurderinger og får dem som regel," fortalte Karsten.
   "Man kan ikke tillade sig at overse en gruppe der repræsenterer så mange arbejdspladser" gentog Monty. "Noget så simpelt som bestikkelse overvejer de ikke engang. De har familie overalt. Jeg tror du vil genkende et af de italienske navne.
   "Dominerer mellemspillet i de forskellige sagers forbehandling ikke snart, lidt for meget af arbejdet?", forhørte Monty sig og skiftede emne. "Dearden påstår vi saboterer hans opgaver."
   "Som han opfatter dem, i hvert fald" supplerede Karsten. "Han er hunderæd for der bliver skåret i hans budget."
   "Vi prøver bare at finde nogle originale analyser, hvor vi har henvisninger, og forsøger flere retninger", forsøgte Christian at berolige ham. "Så dukker der undertiden noget andet op."
   "Bed dog for himlens skyld om noget nyt og overlad historiske studier til andre". Monty lignede for alvor en engelsk herremand, der var snydt for sin eftermiddagste.
   "I har vel andre, og vigtigere opgaver?"
   Charlotta brød ind. Hun var på kontoret i anden anledning.
   "Vi forsøger bare at konstruere en rekursiv algoritme, så vi kan forudsige den forventede udvikling efter tilskud, med flere variable størrelser, i en dynamisk fremadrettet tidslinje. Vi skal bruge mere grundmateriale til at prøve os frem med flere modeller for at opnå tilstrækkelig signifikans."
   Monty var slået af marken og erkendte det. Han var stadig eftertænksom da han trak sig tilbage og mumlede det glædede han sig til at se.
   Christian så smilende på Charlotta, der gjorde sit bedste for at se uskyldig ud.
   "Jeg går ud fra du forinden vil extrapolere nogle statistiske paralleller med en stokastisk funktion, efter et Monte Carlo princip, for at beregne frihedsgrader i en binomial opsætning?"
   Hun var lige ved at trimle ned af stolen af grin, og Karsten smilede også.
   "La' gå min tøs", sagde han. "Og hvis du siger sådan en gang vrøvl en anden gang til, får du en røvfuld af mig."
   Hun vrikkede lidt ekstra med rumpen på vej ud af døren, og slog med håret. Christian tænkte for gud ved hvilken gang på, at sådan måtte en solnedgang over en ørken se ud. Han greb sig i at ønskede hans tyske var lidt bedre. Nogen ting lyder mere truende på tysk mens andre sprog giver det en anderledes vægt.
   Uanset Montys mening om intern kontrol mindede han kort efter Gerhard om de regninger for rapporter, de havde efterlyst. Gerhard påstod han snart var firkantet i øjnene og havde et uhørt antal overarbejdstimer, med de ønsker han havde liggende.
   Christian smilede stadig tilfreds da Karsten kikkede ind og spurgte om det igen var øltid, for han trængte til lidt opmuntring.
   Han hørte grinende på historierne om Montys og Gerhards beklagelser.
   "Din plads på totempælen afhænger af at sige og levere det, andre ønsker. Jeg rykkede op ved at gøre Monty og Sir Ian et par tjenester og fortsatte med det. Ellers sad jeg nok stadig og regnede på kulturstøtte til Warszawa filharmonikerne. Sig du har hørt dine ting ligger hos en blondine i arkivet. Så går det hurtigere."
   "En blondine?"
   "Gerhard er skam husets mest aktive hankat."

***
   Karsten og Christian var inviteret til pæn middag i mindre pænt selskab, mente Karsten. For en gangs skyld med smoking. "Det er værtindens fødselsdag. Hun sætter pris på den slags småting." sagde han beklagende.
   Selskabet viste sig fortræffeligt. Christians borddame, fra Østeuropa var festlig, og komplet uforståelig. Hun var både efter Christians og hendes egen mening, alvorligt handicappet af hendes mands deltagelse. Frank var, for en gangs skyld, med. De holdt sig langt fra hinanden hele aftenen. Han spejdede efter Carina, til Karsten fortalte hun sikkert befandt sig i toget til Bremen, hvor hun kom fra.
   Efter kaffen trak han to store cigarer frem.
   "Monty forsikrer det er Churchills mærke. De giver vores ven Dearden adgang til at bruge sit budget forudsat han lige finder snesko og lange underbukser frem. Lad os ryge med andagt," foreslog han.
   "Det må du gerne forklare nærmere", bad Christian mens han duftede til cigaren. Han var ikke nogen kender, men vidste nogenlunde hvordan man opfører sig i selskab med vin, kvinder og tobak. Sang afstod han fra, efter flere opfordringer.
   De trak ud på terrassen, der var forsynet med et par gasvarmere. De fik ild i cigarerne med en stille tak til globaliseringen, og dens anonyme bagmænd.
   "Udvikling af elektronik er stadig i fokus efter dit svendestykke. Som du husker, kunne Struktur og Globaliserings fondene, begge komme på tale. Når kineserne forsøger at snige sig ind gennem Saab, mener man det er fornuftigt at sikre at knowhow, så vidt muligt, bevares på europæiske hænder".
   Han tog et sug af cigaren og præsterede nogle nydelige røgringe.
   "Det ene med det andet førte til at Montys og mit fælles projekt hang smukt sammen, med lidt andre rentemodeller. Tak for dem i øvrigt, ".
   "Og det skulle Dearden tage sig af?" spurgte Christian. Cigaren magte ganske rigtigt væsentligt bedre. "Kineserne og deres biler er her skam allerede. De prøver at klemme sig ind mellem de japanske og koreanske mærker."
   "Det må de da også gerne. Hensigten er lidt anderledes. Vi truede med dig og en tur til Island. Dearden forhører sig i Sverige og Finland. Han ta'r nordpå morgen, og er blevet bedt om diskret nævne nogle flyindkøb, som jeg ikke kender ret meget til. Det ville jeg gerne overvære. Det er derfor han ikke er her."
   "Det skal du ikke misunde ham. Det er vinter, sne og minus alt for lidt i temperatur."
   "Det gør jeg skam heller ikke", forsikrede Karsten.
   "Hvad sker der, når han opdager, han er brugt som skraldespand?"
   "Det ved han skam godt. Han er stiktosset. Det er det, der er det sjove. Husk hvor Kommissæren kommer fra. Mester Dearden har sikkert bedt sin pr-gruppe varme den store kannibalgryde op, til han kommer hjem, med dig som hovedret."
   "Når jeg ved, hvorfor han er fornærmet, er det nemmere at bære", sagde Christian sorgløst.
   En munter flok fra forskellige steder, gjorde Dem selskab. De var i gang med en livlig diskussion om hvorvidt intimbarbering udtrykte ønsker om at blive barn igen eller var et signal om skjult pædofili. At de samtidig røg noget tobak, ingen legale fabrikanter, ville lægge navn til, gjorde ikke den diskussion mindre livlig. Det havde de set før, og morede sig strålende.
   Officielt kunne den slags ting være fyringsgrund i højborgen, ikke barberingen altså. Ud fra en mistanke om at deres ansatte sikkert hverken var værre, men helst en smule bedre end andres, stod et par konsulenter i misbrug på spring, uanset om nogen ville snakke om det ene eller andet. Flere steder blev det seriøst drøftet om Gerhards dameforbrug, burde behandles af dem.