Nick blev ringet op af Den Gamle tidligt den lørdag. Det var altid et faresignal, for Den Gamle undlod helst at forstyrre nogen i deres fritid.
   "To embedsmænd fra Kommissariatet blev overfaldet i nat i Leopold Park" sagde han uden indledning. Det kunne godt fornemmes at han var irriteret over at folk rendte rundt i parker, i december, i stedet for at blive hjemme.
   "Det ligner noget planlagt. Et vidne mener han så bil og mænd, ligge på lur i Troostraat."
   Den Gamle var Flamsk, og benyttede som regel Flamske navne. Nick undlod sine normale kommentarer.
   "De var fornuftige nok til at stikke af, men bare ikke hurtigt nok. De gemte sig i Leopold. Den ene er stukket ned, den anden fik hjernerystelse. Sammenlagt med vidnets oplysning skal vi tage det alvorligt."
   "Og skal det gå ud over min fridag og teatertur?", spurgte Nick beklagende.
   "Stående direktiv fra toppen, som du ved. De bedste kræfter er næppe gode nok, så det må du altså leve op. Du og unge Theis har mindst overtid i øjeblikket. Beklager!"

"Han lød i det mindste, som om han mente det" tænkte Nick mens han foretog en opringning for at orientere sin veninde om mulige problemer for deres planer. Uden at være sikker på hvad det ville udvikle sig til, var det bedst at være på forkant. Derefter kontaktede han Theis, der også havde lagt planer, og argumenterede med at han en del af tiden var særdeles aktivt beskæftiget med en anden sag.
   "Lad os se hvad det udvikler sig til. Chefens ordre" sagde Nick, der også tænkte på sine andre sager.
   Et efterhånden gammelt værtshusslagsmål mellem seks mand og studier af feriefotos blev igen skubbet i baggrunden. De fem overlevendes hukommelse var ikke blevet bedre og deres gennemsnitlige promille gav dem en lidt for god undskyldning for ikke at kunne huske noget som helst. Muligheden for at bure en uskyldig mand inde, for manddrab skulle helst undgås.
   En bunke feriebilleder fra Seychellerne havde ikke givet resultater. Jeanne havde ikke selv fotograferet, og havde stort set delt sin tid mellem styrmanden og to par, hvor de stadig manglede at identificere det ene. De ville sikkert heller ikke give noget. Det meste af arbejdet bestod først og fremmest i systematik og udelukkelse, uden for meget fantasi.

Mens Nick tænkte havde Theis beregnet det ville spare tid og kørsel, hvis han stødte til Nick på hospitalet.
   Nick gav ham ret og huskede på at at tale godt for permanent overflytning af den grundige mand, hurtigst muligt. Han brugte ventetiden på at ringe til Marc og måtte undskylde, han hev ham hev væk fra hans otte årige søns foredrag om finesserne i Pokemons taktik. Marc forsikrede han var for længst stået af, men nød drengens begejstring.
   Han lovede at hente døgnrapporten på stationen, som han skulle forbi alligevel, på vej på arbejde. De drøftede et par andre småting. Efter at have set på uret og tænkt over samtalen, skrev Marc en ekstra time på sit bugnende, regnskab for overtid, inden han vendte tilbage til Pokemonnernes taktiske problemer. De var afløst af noget andet, han heller ikke fattede.

***

En time efter Den Gamles opringning mødtes Nick og Theis på hospitalet, hvor de til deres forbavselse fandt ud af, der var afsat en vagt til de to skadede, som i øvrigt begge var bedøvede og sov.
   Vagthavende læge blev tilkaldt og oplyste at begge mænd stadig burde hvile sig mest muligt, og efter omstændighederne havde det godt.
   "Hjernerystelse på den ene, intet brud på kraniet. Et relativt ufarligt knivstik i øverste del af brystkassen på den anden", oplyste lægen kortfattet, og fortsatte uden afbrydelse.
   "Lungen blev lige snittet og klappede sammen. Måske fik han også et spark da han faldt og en mindre hjernerystelse. De kan kun gennemføre en kort samtale, og jeg understreger, meget kort, i overmorgen."
   "Christian Gabel og Karsten Harbo - ni og tyve og enogtredive år".
   Theis oplyste navne og adresser, som han havde fået af en sygeplejerske mens Nick og lægen talte sammen.
   "Er det kutyme i tildeler en af hospitalets vagter?" spurgte Nick.
   "Ordrer oppefra," sagde lægen irriteret.
   "Ja, dem er der mange af i øjeblikket", bekræftede Nick. "Hvad med tøjet. Vi vil prøve at undersøge om overfaldsmændene efterlod lidt af sig selv".
   Theis modtog i samme øjeblik to fyldte poser fra sygeplejersken.
   "Vi har prøvet det før," sagde hun venligt.
   Nick og Theis så på hinanden. Nick kastede et blik ned i den ene pose, og så til sin forbløffelse rester af en smoking, der aldrig kunne bruges mere.
   "Så er der nok ikke mere at gøre her", konstaterede Nick.
   "Marc har lovet at hente døgnrapporten på mandag. Vi smutter op på kontoret og sender det her til teknikerne. Vidnet skal afhøres en gang til, også på mandag," besluttede Nick på vej ned i elevatoren.
   Da de sad i bilen ringede de omgående til deres veninder og genoptog med tilfredshed deres weekend, der ikke engang blev forsinket.
   "Jeg har forresten ikke fortalt dig " sagde Theis. "Meeks skiftede telefon i januar. En af opringningerne fra Hotel Splendid, lige efter Lennox ankomst, var ganske rigtigt til hans gamle nummer som optrådte på Jeannes lister. Mon ikke vi så kender en af hans gæster, men kommer vi videre med det?"
   "Hvordan er det nu man finder usynlige planeter?" spurgte Nick.
   Theis lignede et spørgsmålstegen.
   "Når du har fundet ud af hvordan de usynlige planeters tyngdekraft påvirker andres baner er det kun spørgsmål om triangulering. Vi søger og håber det bedste."
   ***

Christian genvandt langsomt bevidstheden, åbnede forsigtigt øjnene, og lukkede dem igen. Han huskede absolut intet. Almindelige tømmermænd havde han, så godt som aldrig. Hans nuværende tømmermænd var mindst i gang med at reparere et firmastet sejlskib. Smerterne fik ham til at ønske at falde i søvn igen hurtigst muligt. Omgivelserne sejlede for hans øjne. Han blev langsomt klar over at han var på hospitalet. De lugter ens overalt.
   Døren gik kort efter op. En smilende sygeplejerske kom ind, sagde formodentlig noget beroligende og kontrollerede forskellige ting. Hun sagde igen noget og gik ud. Han opfattede kun doktor. Fredagens oplevelser vendte langsomt og punktvist tilbage.
   Kort efter kom hun igen med en læge.
   "Kan de forstå mig", sagde han langsomt og omhyggeligt på engelsk og holdt en finger foran Christians øjne.
   "Hvordan med min ven". Han prøvede at løfte hovedet og ombestemte sig omgående.
   "Rolig, rolig." Læge og sygeplejerske smilede venligt. "Deres ven har det godt. I kan begge udskrives om kort tid. De har hjernerystelse. De skal kun blive her et par dage i absolut ro, plus syv til ti dage i hjemmet, med kontrol."
   Lægen holdt en pause.
   "Det er hurtigt overstået. Har de forresten hovedpine?"
   "Ja noget så rædselsfuldt." Uden at ville det, svarede han på dansk. Lægen så forvirret ud. Christian gentog på engelsk og lægen smilede.
   "En vis desorientering er normalt efter sådan en oplevelse. Tænk ikke over det. De får lidt for hovedpinen. I øvrigt ville politiet gerne besøge dem. Vi har bedt dem komme igen, på mandag, over middag."
   Christian så forbi ham, og fangede et glimt af en vagt, der i samme øjeblik kom til syne i døren.
   "Det er bare hospitalets normale vagt, der gør en runde. Han forsvinder igen," forsikrede lægen, der havde fulgt hans blik.

Politiet besluttede åbenbart at holde weekenden fri, og han sov alligevel det meste af tiden. Besøg hos Karsten blev ikke til noget, da de sov på skift. Der mødtes de mandag eftermiddag, med to mand fra politiet der ville komme kort efter.
   Da Karsten var ved bevidsthed blev Christian, under protest, kørt ind på hans stue i en rullestol og. Uanset han mente at ha' det væsentligt bedre blev han ikke betroet at gå selv.
   Lovens lange arm havde fået grønt lys til en kort samtale var det understreget. Ventetiden fordrev Christian og Karsten med at undre sig over begivenhederne om fredagen.
   Ingen af dem kunne huske noget væsentligt. Alle mændene havde haft skimasker på. Ham i bilen havde de kun set til sidst.
   Politikommissæren lovede, efter samtalen, han ville kontakte dem efter nytår, så de fik lejlighed til at komme sig ovenpå oplevelsen. Han forsikrede at det langtfra var normalt for byen og slet ikke for det område.

Om tirsdagen mødte en mindre deputation fra kommissariatet op. Monty, Vernet og Sir Ian var suppleret med den kvindelige koordinator Christina Kohl. Hun kyssede dem begge mens de andre afleverede en overflod af forfærdede kommentarer og et tilsvarende antal pakker med blomster, chokolade og frugt. De var på Karstens stue, og bad om flere stole.
   Bagefter gled samtalen over i lignende oplevelser, kolleger havde haft under rejser i Europa. Det fik Christian til at overveje om jobbet også helt var det, han ønskede. Han talte mest med Christina, som han ikke havde haft ret meget at gøre med, men som tilsyneladende kendte Karsten rigtigt godt.
   Hendes vigtigste opgave var, påstod rygtet, at reducere koordinatorgruppens testosteron til et rimeligt gennemsnit. Hun havde alle forudsætninger, plus et brandgodt udseende, for at klare den opgave. Onde tunger påstod, hendes nedringede barm som regel dirigerede møderne et kvarter før hun selv behøvede at sige noget. Andre påstod hun havde samme forhold til mænd, som en boaslange til en kanin. Christian kendte hende kun som dygtig og særdeles selskabelig. De snakkede fint sammen.
   Monty var i gang med en længere anekdote om en temperamentsfuld spansk embedsmand.
   "Han slog i bordet med en stok, der kom nærmere og nærmere, og fægtede med en papirkniv samtidig."
   Han blev afbrudt af den bestemte sygeplejerske, der efter et blik gennem døren uden indledning bekendtgjorde besøgstiden var slut, og smed hele holdet ud. De lovede at komme snart igen. Sygeplejersken så forskrækket ud og fortalte dem bestemt hendes patienter burde have ro til at komme sig under julen, og derefter kunne udskrives og tage hjem til rekreation.
   Efter sygeplejerskens opfordring og sammes hjælp, blev en del frugt, blomster og Christian selv bugseret tilbage til hans rum, hvor han igen faldt i søvn.


Dagen efter besøgte Christian igen Karsten til kaffetid. Denne gang helt på egne ben, uden nogen opdagede det. Karsten var mere frisk og i nogenlunde godt humør
   "Håber du nød Montys druer?".
   Christian tilstod, kun at have gjort begrænset indhug i en halv appelsin, og håbede den var fra Monte Christo.
   Karsten lo hjerteligt, ømmede sig, og løftede druerne. Nedenunder lå en lommelærke med Ballentines.
   "Gammel tradition," forklarede han. "Jeg plejer at give Gammel Dansk, franskmændene Cognac, Hollænderne Genever og så fremdeles".
   Selvom det nok ikke var bedste behandling af en hjernerystelse overholdt de traditionen. Tilbage i sit eget rum kontrollerede han druerne og fandt, ganske rigtigt, en flaske Glenlivet.
   Tirsdag efter jul blev Christian kørt hjem, med pålæg om at ringe hver morgen og tage den med ro i mindst ti dage.
   Karsten havde, ved hjælp af Carina, skaffet tøj til dem begge. Hun havde åbenbart nøgle til hans lejlighed. Igen var det heldigt, de brugte samme størrelse. Karsten skulle nok blive en uge mere, i hvert fald, havde lægen truende sagt.
   Christian lovede at besøge og ringe til ham. Karsten overtog resten af 'druerne', og en venlig sygeplejerske påtog sig at fordele resterne blandt værdigt trængende.
   Christian faldt omgående i søvn, da han kom hjem.

Efter at have sagt god morgen til lægen om onsdagen kontaktede han afdelingen og bad Declan maile nogle ting over. Declan var mere interesseret i hvad der var sket og hvordan han havde det, men lovede at låse alle vigtige inde, til det følgende år.
   "Bare jeg undgår sport og kulørte sokker et par dage går det rimeligt," forsikrede Christian.
   "Vi kommer og besøger dig i morgen," lovede Declan.
   Christian bestilte mad fra, 'King of Persia' som Declan engang havde anbefalet. Han glædede sig allerede til næste dag.
   Dokumenter og mail bragte hovedpinen tilbage så han ringede han til Karsten, der var henvist til at holde nytår med et valg mellem en kedelig engelsk pocket-bog og et lige så kedeligt fjernsyn.
   ***

Torsdag kom både Declan, Charlotta og Armand med forsyninger til nytåret. De blev et par timer og Christian genfortalte, for gud ved hvilken gang, om overfaldet. Ellers snakkede de om småt og stort, mens Christian hørte om reaktioner og rygter i huset.
   Efter nytår kom Charlotta igen sammen med Etienne, der forsvandt efter en time. Christian savnede ham ikke, men nød i fulde drag Charlotta puslede om ham. Dagen efter forsøgte han kort at gå en tur og besøgte Karsten den følgende dag. Karsten havde læst pocket bogen og kedede sig over fjernsynet i stedet. De aftalte Christian kom og hentede ham når det blev aktuelt.
   Han blev ved samme lejlighed kontrolleret af den venlige læge og erklæret i orden.
   "I øvrigt, har vi generelt gjort den erfaring, at jeres kolleger bliver bemærkelsesværdigt hurtigere friske og i godt humør end andre," sagde lægen eftertænksomt.
   "Det skyldes nok den sunde mad i firmaets cafe'er?" foreslog Christian.
   "Og lige så meget jeres leverandør af druer", sagde lægen tørt.
   Lægen havde et par ørepropper til sin diktafon hængende om halsen. Christian kom i tanke om at overfaldsmændene bar synlige ørepropper. Han ringede til politikommissæren og fortalte det, efter han kom hjem.
   "To af dem?", spurgte Nick Duraux eftertænksomt, og lagde taknemligt Jeannes feriebilleder til side og fandt Christians mappe frem.
   "Det er jeg sikker på" forsikrede Christian. "Den tredje så jeg ikke så meget, og ham i bilen så vi slet ikke".
   "Tankevækkende," mente Nick "Du skal ha' tak. Jeg kontakter dig om cirka fjorten dage. Vi fandt den kniv, du slog ud af hånden på den ene. Desværre uden fingeraftryk."