Jeg sveder, mærker at blodet i årene er blevet til is. Mærkeligt, men jeg kan mærke hun står bag mig nu. Jeg ved det. Jeg lukker øjnene, før hun når at sige noget. "Hvad tror du, du laver?" raser hyænens stemme i mine ører. "Jeg.. jeg vil bare klippe dem," hvisker jeg som forklaring. "Bare klippe dem?" snerrer hun. "Ja," hvisker jeg, men min stemme er ikke hørlig. "Flyt dg," siger hun ubarmhjertigt. Jeg kan ikke, mine fødder vil ikke lystre. "Flyt dig," hun skubber mig ublidt væk og tager saksen fra mig. "Sig mig, har du ingen logisk tænkegang?" hvæser hun. "Jo," mumler jeg. "Vel har du ej, så havde du ikke klippet dem så tæt på hovederne," hun ser koldt på mig. "En pige i din alder, burde vide bedre," hun har rynket brynene, som om jeg er affald. Det er jeg måske også. Kommunens snotaffald. "Hvad skal der blive af dig?" spørger hun. Jeg trækker på skuldrene, har glemt hun hader det. "Ja, jeg kan også trække på skuldrene. Jeg kan da heldigvis sige at jeg er ligeglad," siger hun hovedrystende. "Ved du hvad mine drenge siger?" spørger hun med et hæsligt grin. Jeg ryster på hovedet. "Det er da godt at hun er blevet så stor at hun kan gå med aviser. De havde ellers opgivet dig," siger hun på en nedladende måde. Opgivet? Det løber mig koldt ned af ryggen. Måske ville det også være lettere hvis hun opgav mig? Så havde jeg ingen forventninger at indfri hver dag. Ikke en dag hvor jeg ikke måtte være mig. En hel dag, hvor jeg kunne være mig selv. "Nanna, om jeg begriber dig nogen gange," mumler Tove.
   Jeg drager et lettelses suk, da hun har vendt mig ryggen, og fortsætter igen arbejdet. Det er hende selv der har sagt hun vil have klippet nogen af blomsterne af, og gerne så tæt på hovedet som muligt. De skal bruges til en dekoration på Gittes værelse. Der er aldrig nogen der laver den slags på mit værelse, men hvorfor skal de også det? Jeg er deres plejebarn. Deres lille snot forkælede plejebarn, som Gitte plejer at kalde mig. "Du må alt det vi andre ikke måtte," har hun tit mukket. Det er ikke sandt. Det er tit jeg spørger Tove om jeg må tage over til en fra klassen og hun så siger nej. Eller om jeg må tage til stranden med dem. "Nej, det synes jeg er en dårlig ide," plejer det at komme. "Nej, det er bedre om du ikke bliver her." Så har jeg stået frosset fast til stuen og måtte meddele min klassekammerat at jeg ikke har måttet komme med. Senere har de spurgt hvorfor og jeg har hvid i hovedet mumlet at jeg ikke ved det. Jeg klipper de sidste blomster og går i gang med at luge langs vejen. "Nå, der er nok nogen som er ude på at tjene penge," ler en kendt stemme bag mig. Gitte. "Ja, Gitte," siger jeg dumt. Hun ler. "Ja, det er mig. Er mor hjemme?" spørger hun og kigger nøje på mig. Mærkeligt hun ikke siger min mor. "Ja, hun er der inde," nikker jeg og venter på at Gitte vender ryggen til mig. "Vi ses vel derinde," siger hun og går. "Ja, det gør vi," men hun kan ikke høre mig. Det bedste ved at Gitte er hjemme, er at Tove ikke har tit til at overvåge mig. De sidder nok derinde og hygger sig, imens jeg prøver at få fortovskanten til at se pæn ud. Tove siger ikke noget da jeg komme ind, og Gitte har travlt med at fortælle om sine opleverser. "Du skulle have set dem, mor. De var så store," hun viser begejstret med hænderne. "Jeg kan godt se det på billedet," ler Tove og sender mig et sigende blik. "Hvad er der?" Toves blik hviler længe på mig. "Jeg ville bare gerne se billederne," mumler jeg. "Det kommer ikke dig ved," hun sender mig et strengt blik og jeg mærker igen årene fryse til is. Mine mave bliver som beton. Jeg tager et drastisk tilbagetog. Flygter. Inde i stuen er det mere sikkert. "Øh, mor. Hvad sker der ved at hun ser billederne?" spørger Gitte. "Hun skal ikke møve sig ind alle vejene. Det ved hun godt," siger Tove. Inde i stuen står jeg på gulvet med tårerne piblende ned af kinderne. Lige nu er det som om jeg ikke må være her, som om jeg ikke hører til her. Ovenpå er det stille og trykkende. Det er som om luften aldrig bliver renset. Jeg sætter mig ved skrivebordet og kigger tomt ud af vinduet. Jeg har ikke engang lektierne at ty til i disse uendelige lange uger. Jeg overvejer at tage hjem til mine forældre, for jeg har ikke andre steder at tage hen. Ikke en veninde. Ikke en at besøge, så jeg kan komme væk fra Tove bare et øjeblik. "Nanna," lyder det pludseligt fra foden af trappen. Det er Gitte. "Ja," jeg åbner tøvende døren og kigger skeptisk på hende. "Kom lige. Jeg vil vise dig billederne. Mor er gået ud og handle. Kom nu bare," hun vinker utålmodigt af mig. "Hvis du har lyst og tid?" hun kigger spørgende på mig. Jeg nikker. Det er lidt at svært at sige jeg sidder over matematikken eller de engelske gloser midt i ferien. "Næ, det tænkte jeg nok. Du skal ikke tage dig af hende den gamle," ler Gitte. Hun viser mig billederne med elefanter, krokodiller og slanger. "Har du siddet på en?" spørger jeg forsigtigt. "Ja, vi red hele vejen gennem byen på dem. De er stædige." ler Gitte. Jeg tør ikke spørge for meget. "Men det her er da et godt billede, ikke? Jeg har ikke vist det til mor, for jeg tror hun skal have det i julegave," Gitte viser mig et af hende nede ved strandkanten. Hun er iført en top og et par smarte shorts. "Tror du hun kan lide det?" Gitte kigger tvivlende på mig. Jeg nikker. Tove kan lide alt Gitte laver, hvorfor skulle hun ikke kunne lide billedet? "Det bliver hun da glad for," siger jeg. Gitte nikker. "Det håber jeg også," hun rejser og gaber. "Jeg tror jeg går op og ligger mig," hun strækker de lange solbrændte stænger og smiler.
   Jeg når ikke at rejse mig, før Tove er der. "Nå, hvad laver du?" spørger hun tvært. "Gitte viste mig billederne," siger jeg tøvende, for jeg ved hvor sur hun bliver. "Sidder du og snager i Gittes ting? Har jeg ikke sagt at du skulle lade være? Hvorfor må ingen her have lidt privatliv?" spørger hun. "Jamen.. Gitte viste mig dem," prøver jeg at forklare. "Vel gjorde hun ej. Du sidder hernede selv med hendes computer. Hvorfor skal du lyve hele tiden?" spørger hun. "Det gør jeg ikke.. Altså," jeg stopper. Hvad nytter det at fortælle Tove det? Hun tror ikke på det jeg siger. Jeg går uden at forklare mere, gemmer mig på værelset med hovedet nede i dynen. Hun kan ikke være bekendt at sige det uden at have hørt på mig. Skal det være sådan altid? Skal jeg altid beskyldes for ting jeg ikke har gjort?
   "Jamen mor, jeg gav hende jo lov. Jeg spurgte selv om hun ikke ville se billederne og det ville hun gerne," hører jeg Gitte sige senere. "Nå, jeg troede hun var gået ned og havde snaget i dine ting, da du var gået op. Det kunne lige ligne hende," siger Tove. "Mor altså. Ser du ikke syner af og til?" "Nej, jeg ved hun gør det. Af og til har jeg set hende rode rundt i vores ting. Kagedåser, brød, køkkenskabene, fars papir," remser hun op. "Nå, tror du ikke et er fordi hun keder sig. Der er ikke nogen her på Nannas alder. Jeg keder mig også, og jeg har da også været på jagt i køkkenskabene," ler Gitte ubekymret. "Nå," Tove holder inde med sine beklagelser og jeg tør godt gå gennem stuen op på værelset. "Hvor skal du hen?" Tove sender mig et mugnet blik. "Bare lidt op," mumler jeg undskyldende. "Nå, du kunne ellers ordne kartoflerne og gulerødderne nu," siger hun med nedadvendte mundvige. "Ja," sukker jeg lydløs og går tilbage til køkkenet. Det tager tid at ordne kartofler og gulerødderne, men så er jeg selvfølgelig beskæftiget og hænger ikke, som Tove plejer at sige. En grydefuld må være nok. Senere kommer Tove ud og ser på mit arbejde. "Nå, har du skrællet så mange? Vi bliver kun os tre," siger hun. "Nå, så kan vi få brasede kartofler til i morgen," hendes stemme er blidere nu.
   Under maden er det kun Tove og Gitte der snakker. Gitte fortæller mere om sine oplevelser de sidste tre måneder. "Det lyder som om du har haft det sjovt," Tove blinker til hende. De hæver deres vinglas og skåler, uden at se på mig. Det er som om det er deres øjeblik og at jeg bare er i vejen. Jeg drikker det lunkne vand fra vandhanen, som Tove har stillet på bordet i en lille kande. Tove har ikke spurgt om jeg vil smage eller om jeg vil have en sodavand, og jeg tør ikke selv spørge. "Hvordan går det ellers her?" spørger Gitte pludseligt. "Som det plejer, som det plejer. Din far er jo til møde i bestyrelsen det meste af aftenen. Han kommer nok først hjem efter ti," siger hun beklagende. "Det ved jeg godt, mor. I skrev det jo sidste gang," ler Gitte ubekymret. "Jeg ser ham i morgen." De lister ind i stuen og tænder for TVet. Nu Gitte er hjemme, skal der selvfølgelig kræses om hende. Opvasken tager jeg mig god tid til. Det har ingen hastværk at komme ind i stuen. Tove vil se på mig med et mut blik og nikke i retningen af døren, også kan jeg enten gå op på værelset og læse, eller jeg kan gå udenfor. Jeg har hældt vandet ud, da Tove pludselig står bagved mig. "Nå, så blev du færdig," hendes stemme afslører ingenting. Jeg venter. Uret tikker som en tidsindstillet bombe. Men der sker ingenting. "Jeg tror Gitte tager ud til sine venner de næste par dage, så vi kommer nok ikke til at se meget til hende," sukker Tove. Jeg vender mig. Jeg har ventet hun vil skælde mig huden fuld for noget, men det gør hun ikke. "Nej," siger jeg prøvende. "Måske kunne du ordne rosenbedet i morgen?" spørger hun. Jeg nikker. Jeg skal have noget at have den her lange sommerferie til at gå med. "Det klarer nok op i morgen formiddag," kommer det fra Tove. Jeg nikker. Det gør det nok.
   "Hvad laver du?" Rejner kigger på mig med bruskede øjenbryn. "Jeg luer," jeg tør ikke se på ham. "Og hvem har så bedt dig om det, om jeg må spørge?" han folder hænderne over kors. "Tove," hvisker jeg sandfærdigt. "Har hun virkelig det?" han tror mig heller ikke. "Ja, vi snakkede om det i går," siger jeg. "Nå," han jokker ligegyldigt over det stykke jeg har revet, så jeg kan begynde forfra. Jeg græder, imens riven arrigt bliver trykket ned i jorden og hidsigt bliver trukket frem og tilbage. Er det mig der er noget galt med? Har jeg gjort noget jeg absolut ikke må? Er det fordi jeg er den jeg er? Er det fordi jeg bare er plejebarn, at alle må behandle mig som det passer dem? Er der særlige regler for det? Er det fordi jeg er som mine forældre? Det får min krop til at ryste og nakkehårene til at rejse sig. Måske er jeg bare en som alle andre må træde på?
   Den er næsten middag inden jeg er færdig. Jeg går en tur rundt til de andre bede, for at se om der er nogen af dem der trænger til at blive ordnet. Der er kommet mælkebøtter i bedet foran køkkenet. Jeg tager dem med det samme og river jorden løs rundt om ukrudtet. Det er ikke sikkert Tove ligger mærke til det, men hvis hun gør, tror hun nok det er Gitte.
   Efter bedene er ordnet, ved jeg ikke hvad jeg skal få tiden til at gå med. Opvasken fra dagen før er klaret og der trænger ikke til at blive støvsuget. Jeg tripper lidt rundt på det våde græs uden at have noget at lave. Jeg sukker og ønsker sommeren forbi i et ruf, så jeg kan komme tilbage til skolen. Der går tiden da med noget og jeg er væk fra Tove og hendes falkeblik.
   "Nanna," kalder en utålmodig stemme fra køkkenet, og jeg farer sammen. Hvad nu? Hvad er Tove ikke tilfreds med? "Hvad skal det forestille?" hun holder et glas frem med en rende rundt i kanten. "Det ved jeg ikke," hvisker jeg hæs. Min hals er en tørret sandbakke og mine øjne gør ondt. Maven er blevet til beton og benene frosset fast til køkkengulvet. "Hvad laver det i skabet?" raser hun. "Det ved jeg ikke," hvisker jeg, og kan mærke at jeg ikke får hevet nok luft ind. "Nej, det ved jeg heller ikke. Du er den eneste som har vasket op i de sidste par dage, derfor må det være dig, er det ikke? Er det ikke?" hendes mund står vidt åben. Jeg kan se den røde gane. "Hvad pokker skal det forestille?" råber hun og kommer truende nærmere. Hendes varme ånde rammer mig i ansigtet. "Hvad er der i vejen, mor?" spørger Gitte gabende. "Det skal jeg sige dig?" siger hun triumferende. "Tøsen har sat et beskidt glas op i skabet og troet jeg ikke vil opdage det. Det eneste hun er ude på er at snyde," siger hun og peger på mig med en dirrende finger. "Mor altså. Det er mig der vaskede glassene af i går, da du var gået i seng," siger Gitte. "Det var mørkt og jeg kunne ikke rigtigt se," mumler hun. "Jamen," Tove åbner og lukker munden som en fisk. En rigtig dum fisk, tænker jeg. "Jamen, gik du ikke også i seng?" spørger hun. "Næ, det blev sent. Jeg så en film, fordi jeg havde sovet det meste af dagen," ler Gitte ubekymret. "Er der ikke noget mælk?" spørger hun og åbner køleskabet. "Jo skat, det er der," glasset bliver stillet hen til vasken. "Se her er også brød og pålægschokolade. Og den ost du plejer godt at kunne lide," Tove begynder at finde frem. "Skal I ikke spise med?" spørger hun. "Jo, jeg kan da godt. Nanna har spist," siger hun afvisende. Jeg lister udenfor igen. Jeg har lyst til at smadre samtlige vinduer i huset. Hvorfor skal jeg altid have skylden for noget jeg ikke har gjort? Og hvorfor må jeg aldrig være med, når de skal have noget lækkert som nu? Fordi jeg bare er deres forbandede plejebarn. Jeg har ikke fået noget siden før syv og den er langt over tolv. Så bliver der nok ikke noget frokost.
   Det er blevet halvmørkt. Jeg sætter mig op ved lyden af mit navn. "Nanna, sover du?" hvisker en stemme i mørket. "Nej," siger jeg søvndrukken. "Mor sagde jeg skulle kalde på dig, fordi vi ikke har set dig længe," siger Gitte. Hun tænder lyset, og jeg må knibe øjnene sammen mod lyset. "Vi skal snart spise. Det er blevet sent, fordi far først er kommet hjem nu, så ville vi vente på ham," forklarer hun. Jeg nikker. Min krop er stiv og kold, og min mave er forvredet af sult. Nedenunder har Gitte dækket bord med de pæne servietter. "Hvordan er det du ser ud?" spørger Tove og rynker brynene. "Jeg faldt i søvn," mumler jeg. "Du kan i det mindste ordne håret og få rettet på tøjet," brummer hun. "Og jeg som troede vi skulle have en hyggelig aften," beklager hun. "Det får vi da også. Klokken er også mange, inden vi kan komme i gang. Far er jo sen hjemme," siger Gitte. "Ja, det er han, men derfor behøver Nanna da ikke ligne noget der er løgn, også når du lige er kommet hjem og Christian er kommet hjem på weekend." Mine øjne er stadig søvnig og jeg har ikke set den yngre udgave af en kejtet Rejner der sidder sammenkrøbet på en alt for lille stol. Jeg rækker hånden frem, og han tager den slapt uden at sige noget. "Jeg skulle ellers have været til fest," siger han til sin søster. "Nå, man har nok fået travlt," hun ler. "Jep, det er skønt at bo så tæt på byen i stedet for herude," han gyser. "Nå, det var da meget godt da I var yngre," minder hans mor ham om. "Ja, men det er jo 100 år siden, mor," han ryster på hovedet. "Du forstår det slet ikke. Jeg forstår ikke at Nanna ikke er ved at dø af kedsomhed," han sender mig et genert smil. "Nå, hun kan vel nok få tiden til at gå," mener Tove. "Hun har da Mille," siger Tove og sender mig et opfordrede blik. "Ja, jeg går lige ud og se til hende," mumler jeg. Mille er ti år,l og Tove og Rejner fik hende kun fordi deres egne børn lovede at se efter hende. Gå ture med hende og bade hende, men da de flyttede havde Tove udtrykkeligt udstukket ordre om at jeg passede hunden. Det gør jeg uden at beklage mig, fordi den er den eneste i huset som altid er glad for at se mig. Mille har aldrig sendt mig et bebrejdende blik eller haft en sur mine. Tværtimod har hun været fuld af kærlighed og hengivenhed. "Det er godt du er her," hvisker jeg og kløer hende bag øret. Jeg ligger en hånd på hundens hoved og roder rundt i pelsen. "Du kan godt lide at blive kløet lige der," siger jeg til hende og smiler. Hun kan få mig til at føle mig sikker, og hun kan få mig til at smile. På den anden side af den lukkede dør, kan jeg høre skramlende stole og ved de er ved at sætte sig til bordet. "Jeg kommer ud senere, Mille," siger jeg og blinker til hunden. Hun ligger sig, og sender mig et bedende blik og sukker så højlydt at jeg kommer til at smile.
   "Skal du så tilbage?" spørger Christian. "Ja da, jeg skal bare hjem og tjene penge så er jeg smuttet igen," ler Gitte. "Du skal vel have en uddannelse nu?" spørger Tove bekymret. "Øh, mor du er så bekymret. Det er da nu jeg skal ud og opleve verden," griner hun. "Ja, men du må da tænke på din fremtid og et arbejde. Du skal da have et godt arbejde," mener Tove. "Det skal jeg nok få. Arbejdsgiver elsker man har været ude og rejse," ler Gitte. Efter middagen er de unge mennesker smuttet ovenpå og jeg tager opvasken. Det er blevet rigtig mørkt, og vi må tænde lyset for at kunne se.
   "Du er også så bekymret for Gitte," siger Rejner med et skuldertræk. "Jeg synes bare ikke hun skal pjatte alt væk, vel? Jeg ser gerne hun får en god uddannelse," siger Tove. "Du vasker op," hun ser ikke engang på mig, eller spørge om jeg vil gøre det. Nej, det er en ordre. "Måske vil Nanna ovenpå til de to andre?" siger Rejner. "Nej, det vil hun ikke. De skal lov til at have fred engang imellem," skærer Tove igennem, og gør det igen klart at jeg er uønsket. "Nå, lidt må Nanna vel godt være med," siger Rejner. "En anden gang. Hun kan vaske op og gå tur med sin hund," Tove lukker døren hårdt i. Jeg ser opgivende på opvasken. Har Tove regnet med at få den væk i dag? Det har hun. Jeg har hørt det på hendes stemme. Den er langt over elleve før jeg kommer ud til Mille. "Kom, vi skal ud og gå," jeg klapper mig på låret og kalder hende til mig. Det lader Mille sige ikke sige to gange, før hun hopper op og næsten ikke kan styre sin glæde. "Du er ivrig, hvad?" ler jeg. "Kom, så går vi en tur," siger jeg. Det er stadig lunt, ikke en vind rører sig. Der høres latter fra de åbenstående terrassedøre og lyset er tændt nogle steder. Enkelte steder er man endnu ikke rykket indenfor, men sidder sammen omkring bål. Jeg går så lydløs jeg kan, føler jeg er på en mission som ingen andre må få noget at vide om. Mille og mig. Mille finder herlige dufte i buske og lygtepæle. Jeg overvejer at vi skal gå så længe ud at Tove ligefrem bliver ængstelig for mig, men det er ikke pænt at tænke sådan.
   "Tror du vi kan få hende til det?" spørger Rejner og skæver til mig. "Selvfølgelig. Det er ikke et spørgsmål om hvad Nanna vil," siger Tove med sammenknebne læber. "Nej, det er vel et spørgsmål om at vi ikke er hjemme," nikker hendes mand med en pibe i hånden. Jeg spidser øer. Hvad er det nu de vil have mig til? Skal jeg igen ud og passes som et andet pattebarn? Jeg hader det. Jeg hader når de ikke fortæller mig noget, og Tove vil sende en tordensky ned over mit hoved, hvis jeg spørger. Jeg rejser mig, prøver at gøre mig synlig, men det er som om de slet ikke ser mig. Ikke vil se mig. Måske er det fordi jeg grim? Måske er det fordi jeg ikke er deres barn? Måske er det bare fordi det er mig? Der er ikke en af dem der løfter et øjenbryn og smiler til mig, og forklarer hvad de har snakket om. Oppe på værelset sidder jeg som en statue. Musestille uden at blinke. Det eneste der afslører mig som et levende væsen, er vejrtrækningen og de forbandede tårer. Jeg hader det. Jeg hader at være deres dukke. Deres lille marinet dukke, der altid smiler, når den bliver taget frem. Er det fordi det skal se godt ud, ud af til? Måske er det det verden handler om? At have en god facade?
   Tre dage senere kalder Tove på mig. Jeg har en underlig fornemmelse i maven. Lidt som om jeg er blevet klynget omp og vredet som en anden sur karklud. "Vi andre skal på ferie på fredag, og jeg har snakket med Inge, din sagsbehandler om at finde et sted til dig. Det er lykkes os at få dig på et ophold for unge mennesker, lige på din alder," siger hun med et skævt smil. Unge mennesker? Hvad mener hun med det? "Det varer 10 dage og vi synes du skal blive alle ti dage, selv om vi kommer hjem på næste fredag." Jeg blinker, tager mig selv i at pille med hænderne. Jeg nikker, føler mig dum, fordi jeg finder mig i det. "Så du kan godt begynde at pakke," beordre hun. Jeg nikker. Alle de ting jeg vil sige, er låst fast i min mave. Det er som om de er afskåret fra den del af min krop. Som om det er blevet taget fra mig. Det eneste jeg kan gøre, er at nikke. "Ja," jeg piller lidt med hænderne, uden at Tove siger noget. Jeg ved ikke engang hvor opholdet er henne, eller hvem de andre er. Hvor mon mine plejeforældre skal hen? Tove siger ikke mere og jeg tager det som en opfordring til at gå op og pakke. 10 dage? Jeg tæller undertøjet nøje op og smider det ned i sidelommen på tasken. Det meste af sommertøjet og et par bukser fylder godt op i midter rummet. Måske et par håndklæder og badetøj.
   Sidst på dagen hører jeg Tove snakke med Gitte. "Jamen mor, tror du ikke hun føler sig proppet af vejen, når hun ikke må komme med?" "Nej hvorfor det? Hun får det da smaddersjovt sammen med de andre," siger Tove. "Tror du?" Gitte lyder tvivlende. De ved ikke at jeg står bagved døren og lytter. Jeg føler mig som en forbryder og lister tilbage ad den mørke gang. Så lydløs som mulig. Hvem er de andre? Nogen jeg vil kunne snakke med? Måske kommer jeg til at gå alene, lige som i skolen? Tanken får mig til at gyse. Jeg må ikke tænke på det. Kun tænke på at Tove ikke er der i ti dage til at hundse med mig, hakke på mig og kalde mig grimme ting.
   Der er ikke så mange som Tove først har antydet, og der er kun to piger. De står sammen som et par slyngplanter og stirrer op og ned af mig. Jeg føler mig klædt af og dum. "Nå, jamen det var godt du kom nu," siger en dame med et smil. "Vi er nemlig på vej på stranden, også var I kommet til et tomt hus," ler hun. Min plejemor nøjes med at nikke. "Så ses vi om ti dage," siger hun formelt til mig. Hun smiler ikke eller gør mine til at give mig et knus. Jeg står og føler mig kejtet, hvad skal jeg sige til dem? Den ene af pigerne vinker af mig. "Du skal bo sammen med os," siger hun. "Det er her vi bor. Drengene bor inde ved siden af og der bor også nogen længere henne," siger den anden og gnasker igen løs på sit tyggegummi. "Har du en bikini?" spørger den første af pigerne igen. Jeg ryster på hovedet. "Nå, så må vi til byen og købe en til dig," siger den anden. En bikini? "Jeg har en badedragt," siger jeg forsigtigt. Tøserne griner og ryster på hovedet. "Du er sgu ikke ude på at score," ler de. Først langt op af dagen finder jeg ud af deres navne. Den mørke er Lise og den lyse Rikke. "Hvor kommer du fra?" spørger de om aftenen oppe på værelset. "Ringkøbing," mumler jeg og føler at det er langt væk. "Ha, det er sgu da også i det tyndtbefolkede område," ler Lise. "Ja, vi er københavner og det er første gang vi er i det mørke Jylland," siger de. "Der sker ikke en ski. Drengene er kedelige," siger de. Jeg trækker på skuldrene. Jeg har ikke prøvet så meget det med drenge, og jeg tror heller ikke jeg vil. "Har du en kæreste?" spørger Rikke nysgerrigt. "Nej," jeg ryster på hovedet så mine lokker rammer mig i hovedet med et hårdt slag. "Jeg har en. Dennis hedder han," siger Rikke. Hun slikker sig om læberne og jeg kan tydeligt se hendes pirsing i tungen. "Har du sprut med?" de skæver til min taske, og jeg må skuffe dem ved at ryste på hovedet. "Har du heller ikke drukket før?" borer Lise. Jeg ryster på hovedet og føler mig dum. "Hva? Hvad lærer I her i det mørke hul? Du har vel heller ikke røget før?" spørger Lise. "Nej," jeg føler mig næsten dummere her end hos Tove og Rejner. "Hvad med dine forældre er de kristne eller sådan noget?" Rikke rynker på næsen. "Næ," jeg tør ikke fortælle dem at jeg bor i plejefamilie. "Hende der, der afleverede dig. Var det din mor?" "Nej," jeg rykker længere væk. Nu bliver jeg vel nødt til at fortælle det? "Hvem var det så?" spørger Lise. "Min plejemor. Jeg bor i plejefamilie," siger jeg. "Hvorfor dog det? Du kan da umuligt have gjort noget du ikke må?" siger Lise pludselig og sætter sig op. "Det er bare fordi mine forældre ikke kunne passe mig," jeg kigger ud i ingenting. Om lidt vil de se foragtet på mig. De vil rykke væk og rynke på næsen når jeg kommer, lige som i skolen. "Drikker de?" "Nej, de er udviklingshæmmet," siger jeg og ved ikke hvordan jeg ellers skal sige det. "Men du er da normalt begavet, altså ud over at du ikke har drukket før og været sammen med drenge." Jeg ved ikke om det er et spørgsmål eller bare en konstatering og i lang tid er der ingen der siger noget. "I morgen tager vi ind til byen og finder noget tøj til dig, og får dig klippet," siger Rikke. "Så skal du bare se løjer med drengene her. De kommer til at se noget helt andet," siger Lise og fløjter lavt. Inden jeg sover, tænker jeg på om det er godt eller skidt. Det er godt på den måde at Tove ikke er her til at skælde ud.
   Dagene flyver af sted. Det er som om jeg er blevet en ny pige. Jeg er blevet klippet og har fået lyse striber i håret. Det er noget Lise og Rikke har gjort. Jeg har fået to nye sæt tøj. Eddersmart, det siger de i hvert fald. Men det bedste er at jeg ikke tænker så meget over Tove mere. Mine hænder ryster ikke. Jeg er ikke ved at gå til i sviml,e når jeg tænker der kun er fire dage til de kommer og henter mig igen. Jeg har ikke hørt en lyd fra dem. Ikke et par ord eller et brev. Intet. De andre har hørt mere end en gang fra deres forældre. Mærkeligt at det ikke går mig på. Erik har flere gange tilfældigt lagt en hånd på min arm, strejfet min kind og Casper har forsøgt at kysse mig. Jeg ved ikke hvilket ben jeg skal stå på. Hvad vil Tove sige? At jeg er for lille? At jeg ikke er gammel nok? Lise siger jeg kan være ligeglad når jeg er over 16 år, og det er jeg om et halvt år. Om et halvt år. Det runger inde i mit hoved. Den sidste dag får jeg alligevel ondt i maven, og en tåre løber ned af min kind. Om under et døgn skal jeg hjem til Tove og Rejner igen. "Vi kan da altid skrive sammen," forslår Rikke. "Ja, det kan vi da. Men det kan da også være du må komme over og besøge os engang?" siger Lise. Jeg nikker, men jeg er ikke så sikker. Jeg har sat mine tasker i forhallen og venter med de andre. De griner og ler mere end mig. Ved siden af mig sidder Erik med sin hånd i min og jeg kan mærke et stykke papir. Den tunge dør går op og vi vender os. Der er hun. Tove med et misbilligende blik i de gråblå øjne, og et øjeblik er jeg bange. "Nå, er du ikke klar endnu?" spørger hun utilfreds. "Jo, jeg kommer nu," siger jeg. "Husk nu det vi snakkede om," blinker Lise og jeg nikker. Jeg skal prøve at finde modet frem, og spørge Tove om jeg må komme til København og besøge dem. "Jeg har jo ikke hele dagen til at hente dig i, vel?" spørger hun vredt ude på parkeringspladsen. "Du kunne jo godt tag at stå klar herude, når du godt ved vi kommer og henter dig," siger hun. Jeg nikker.
   "De andre piger bor i København og de har spurgt om jeg ikke kommer over og besøger dem," siger jeg lige så forsigtigt. "Nå," hun siger ikke mere. "Jeg er også blevet klippet og har fået nyt tøj," siger jeg, og gør et kast med hovedet for at hun skal lægge mærke til det. Der kommer ikke noget svar. "Må jeg gerne tage til København engang til næste år?" spørger jeg og krydser finger. "Det ved jeg ikke. Det må vi se på," siger hun. Jeg sukker lydløs. Havde det været Gitte havde Tove ikke tøvet med at give hende et ja. Hvorfor er det altid anderledes med mig? Hvad er der med mig? Jeg vil af sted. Det vil jeg, hvis de stadig vil se mig? "Nu må vi se om du stadig har kontakt med dem, også vil jeg gerne vide lidt om pigerne, Nanna," siger Tove. Det er første gang så længe jeg kan huske at jeg får en forklaring. Det er lige før det lyder som om hun bekymrer sig om mig. Gør hun det? Jeg prøver at tyde hendes sammenbidte ansigtstræk, men det er som at læse en sten. I stedet læner jeg mig tilbage, og tænker på alt det sjove jeg har oplevet de sidste par dage. Tove vil ikke tro mig, hvis jeg fortæller om Erik og Casper, og hun behøver vel heller ikke få det hele at vide. Nej, det er min hemmelighed. Eriks adresse ligger godt i lommen.
   Gitte bemærker jeg er blevet klippet, og siger at mit nye tøj er smart. "Jeg er nu ikke så vild med det, jeg synes ikke det klæder dig," siger Tove. "Jeg kan godt lide den grønne top og shortsene," siger Gitte. "Jeg tror opholdet har været helt godt for hende," siger Gitte en af dagene til sin mor. "Ja, hun er da blevet mere fri. Det er måske meget godt," nikker Tove. "Ja og slet ikke så kejtet. Måske burde du lade hende rejse til København," forslår Gitte. "Det kan også være jeg gør det. Men jeg er nok bange for at hun står og ikke kan finde ud af det selv. Måske er det den tanke jeg ikke bryder mig om," sukker hun. Har de mon glemt at jeg sidder i stuen? Åbenbart. "Der har været tider hvor jeg var bekymret for hende, om hun hvordan hun skal klare sig," siger Tove. "Jeg tror ikke du behøver være så urolig. Hun har tid til at udvikle sig endnu."
   Er det det har drejet sig om? Er det derfor hun har været så meget efter mig? Men var det så ikke bedre at snakke med mig? Når jeg tænker på fremtiden, har jeg stadig et stort tomt hul inde i maven. Hvordan vil det gå når jeg flytter ud for mig selv? Vil jeg sidde aften efter aften alene? Måske vil folk ryste på hovedet af mig, som Tove altid gør? Men dem på lejren har ikke set skævt til mig? Som Gitte siger, har jeg tid endnu. Måske har jeg en chance? Det er første gang jeg tror på mig selv. Første gang jeg kan mærke et lille lys indeni der tændes. Jeg slapper mere af, og jeg ved at jeg heller ikke er så bange for Tove mere. Hvorfor skal jeg være det?