Det var jul, men det kunne hun ikke mærke. Det var koldt og det var hårdt arbejde at holde cyklen på vejen. Hun holdt tungen lige i munden. Der var ingen der havde set skævt til hende, fordi hun havde sagt hun nok skulle komme juleaftensdag. Nogen havde næsten set taknemlige ud, fordi de selv slap.
   "Hvad skal du i julen?" spurgte de hende høfligt.
   "Hjem," sagde hun stille.
   "Dine forældre bor måske i byen?" borede de. Tja, det kunne man vel godt sige. Kirkegården. Det var hvor de var, men det holdt hun for sig selv. Det kom ikke andre ved. Hun skulle forbi med en krans senere. Når arbejdsdagen var overstået.
   Hun forbandede snevejret en gang til, og kom til at se surt på de mennesker der hastede forbi. De smilede og ønskede hende glædelig jul. Hun klistrede et smil på ansigtet. Et af dem der ikke kunne tørres af. Frosten havde fået det til at sidde fast.
   Kulden bed hende i kinderne, inden hun parkerede cyklen ud for nr. 7.
   "Næ er det dig, Anne Mette?" spurgte den ældre dame. Anne Mette nikkede. Det kunne hun jo ikke benægte. Hun hjalp damen støttestrømperne på, og hjalp hende med at pakke en gave ind.
   "Den er til mit lille barnebarn," sagde damen med en hosten.
   "Sikke et vejr udenfor. Du må have en kop kaffe eller te inden du kører videre," damen slog ud med hånden. Anne Mette følte sig forpligtet til at blive. Bare en kop te. Det var det samme hvert sted. En kop te, en kage og godter. Æbleskiver. Hun blev stopfodret og behøvede ikke at spise aftensmad. Hun havde ikke købt ind til en julemiddag. Hvad skulle det gøre godt for? Der var kun hende selv, og hun kunne ikke stege en and, lave brunede kartofler eller spise det?
   De andre steder hun besøgte, inviterede hende på kager og chokolader.
   "Du skal da have noget at stå i mod med," sagde de ældre mennesker og mente det godt. Hun smilte. På den måde nåede hun da aldrig deres alder. Hun ville dø af fedme inden hun var fyldte 40.
   De to sidste steder var i Vest byen. Der var ikke mange folk på gaden, og hun rystede af kulde. Hun havde været nødt til at trække cykel det sidste stykke. Sneen var kørt fast og det var ikke til at få et cykelhjul igennem.
   Den første hun besøgte var Bent. Han var sidst i 70erne og meget sød og venlig.
   "Jeg har fyldte chokolader og gløgg og æbleskiver. Du kan vel klemme et par nede?" spurgte han, og så på hende med et undersøgende blik.
   "Er det dit sidste besøg i dag?" fortsatte han. Hun rystede på hovedet og forklarede hun havde et besøg mere.
   "Du er på overarbejde," sagde han og prikkede til sit armbåndsur. Hun nikkede. Hun var over en time for sen på den.
   "Så du må skynde dig at drikke gløgg og spise to æbleskiver. Så må du tage chokoladen med dig hjem. Del den med din familie," sagde han og blinkede. Hun hældte et lille glas gløgg op i kruset, drak det i et par hurtige slurk. Bent fortalte at han blev hentet om et par timer. Han skulle holde jul sammen med søn og svigerdatter. De var så søde ved ham, og han ville blive kørt hjem igen i aften.
   "Jeg kan ikke holde til alt det julehalløj mere," sagde han. Han blinkede en lille tåre væk, og Anne Mette gættede på han tænkte på sin døde kone.
   "Hun var så god som dagen er lang, og hun tog sig kærligt af børnene og mig. Det kan være hun dødede fordi hun syntes det blev for meget," sukkede han.
   "Hun havde en hjertefejl. En man ikke havde opdaget," hviskede han. Hun nikkede. Han havde fortalt det så mange gange.
   "Det gør mig ondt," sagde hun høfligt. Det sled på ens nerver at høre de samme historier igen og igen. Sige de samme opslidende ting. Hun havde flere gange overvejet at skifte job. Blive blomsterbinder, eller noget andet. Hun ville næsten hellere lukkes inde et sted, passe sit arbejde og tage hjem i sin tomme lejlighed hver aften, end de ældres minder. Hun havde ikke noget i mod at arbejde juleaftensdag. Hvilken forskel gjorde det? Ingen for hende. Hun skulle ingenting. Sidde med næsen i et tv, begravet i tæpper og puder.
   Hun takkede Bent og skyndte sig ned til fru Holm. Fru Holm var en æld gammel tudse. Den ældste de havde, der boede selv. Ingen kendte hendes nødagtig alder. Eller Anne Mette gjorde ikke. Nogen sagde hun var fyldt 100, andre at hun kun nærmede sig de 90.
   "Næ, er det dig?" sagde hun og klappede i hænderne.
   "Jeg var ved at spørge mig selv, hvor I blev af. Så kom jeg til at tænke på at det er juleaften. Det er det jo i dag. Hvor er det synd og skam at I skal arbejde. Og du er så sen på den. Fylder de ekstra på jer i disse dage?" spurgte hun. Anne Mette rystede ubemærket på hovedet.
   "Det er nu også for grov. Nu skal du få en kop te og en bolle. Ja, jeg har ikke så mange julegodter. Men nu er julen jo også snart forbi," hun rystede på hovedet.
   Anne Mette var ved at revne, og det var svært at sætte en passende mine op til den ældre dame, som selv havde bagt bollerne. De var friske og bløde.
   "Lækre," roste hun dem, men hun var ved at kvæles i alt det julehalløj.
   "Tag en til. Du kunne godt trænge til lidt sul på kroppen. Og der er længe til juleaften," sagde hun. Den var allerede tre. Hun hjalp den ældre med et par støtte strømper og et par småting.
   "Ja, der kommer nok en anden i aften," mumlede damen og satte sig i stolen. Anne Mette nikkede. I aften var det den sædvanlige aftenvagt, som ikke kunne give slip på sine pligter. Alle sagde at hun levede og åndede for sit arbejde. Andre havde hvisket at hun ingen familie havde. Anne Mette havde tørret sine øjne. Om ti år kunne det være hende, der kørte rundt juleaften. Hun havde heller ikke nogen at tage hjem til.
   "Trist når man ingen familie har," den ældre dame rystede sorgmodig på hovedet.
   "Men det må du da have, Anne Mette," hun kiggede på hende med sine gennemborende øjne. Hvad skulle hun sige? At hendes forældre ventede hende med en lækker julemiddag? At hun skulle ud til sin kærestes familie? Ingen af delene passede. Hun havde ingen forældre, ingen søskende og ingen kæreste. Hun så ned.
   "Mine forældre dødede i en bilulykke for tre år siden," sagde hun hviskende. Den ældre dame så medlidende på hende.
   "Jamen kæreste barn dog," hun rejste sig og kom hen og klappede hende på hånden.
   "Sådan noget, også for så ung en pige. Hvor skal du så holde jul?" spurgte hun.
   "Hjemme. Jeg har ikke noget nærmere familie." Der var nogen mostre og onkler et sted, men Anne Mette havde ikke haft kontakt med familien siden begravelsen.
   "Der må da være nogen, som kan tage sig lidt af dig?" brummede hun.
   "Jeg klarer mig. Det har jeg altid gjort," sagde Anne Mette og rejste sig. Hun skulle se at komme tilbage til kontoret og sige at hun var færdig.
   Damen gav hende en hel pakke chokolade med.
   "Noget skal du da have ud af julen," sagde hun, og Anne Mette måtte smile gennem tårerne. Tænkt at folk så langt ude, tænkte på hende. Der var venlige mennesker til.

Hun åndede tungt ud, stod med kransen i den ene hånd og så på kirken. Mærkeligt at den altid så ud som den gjorde. Stor og solid som en bygning, ingen skulle vælte. Måske var det sådan fordi det var Guds hus. Anne Mette havde ikke sat sine ben inde i kirken siden begravelsen. Hun var vred over, hendes forældre var blevet revet fra hende. Fra den ene dag til den anden. Revet ud af hendes liv. Hun var overladt til sig selv.
   Der havde været mange for at ligge kranse og gå i kirke. Den var nok fyldt nu. Den så venlig og rar ud med de mange levende lys. Hun bed sig i læben og vendte sig om for at gå hen til sine forældres gravsted. Det lå i det fjerneste hjørne, næsten ind mod en lille skov. Der plejede ikke at være fodspor hele vejen ned. Det var der i dag. Hun fulgte dem, og standsede brat op. Der havde været nogen på gravstedet. Hendes hjerte hamrede. Hvem andre end hun kom? Hun stirrede på kransen. Den var smuk. Frisk. Nogen havde lagt den for få timer siden. Måske mindre.
   En af hendes mostre? Hvorfor skulle de pludselig begynde at ligge en krans? Hun lagde sin ved siden af. Turde knap røre den anden.
   Med tårer i øjnene stirrede hun på gravstenen. Hvis bare hun kunne sige noget. Og finde ud af hvem der havde været her?
   Hun stod urørlig i flere minutter, mærkede ikke den kolde luft, som sneg sig ind under hendes tøj og gjorde hende kold og klam.
   "Hvem har lagt den krans?" spurgte hun hviskende. Der kom intet svar.

Hun kunne høre muntre stemmer i det fjerne, og blev revet tilbage til virkeligheden. Gudstjenesten var forbi. Hun måtte se at komme hjem. Hendes krop rystede, og hun klaprede tænder. Hvor længe havde hun stået her? Hun anede det ikke, men hun begyndte at gå. Det var som om det var nyt for hendes ben, for de tog lang tid om at lystre.
   Hun kom hjem til en mørk og tom lejlighed.
   Hun tændte ikke stearinlysene, eller de hyggelige lamper hun havde fået sat op over sofaen. Det var altid loftslampen. Den var stor, klodset og grim, men praktisk. Man kunne se alt. Ingen krog blev henlagt i mørke. Hun trak gardinerne for, og satte sig i sofaen et øjeblik. Sulten var hun ikke, og hun orkede ikke at drikke mere kaffe eller te. Hun tændte fjernsynet, men der var ikke noget der fangede hende. Det var jul eller gamle film.
   Hendes tanker blev ved med at kredse om den ukendte krans. Hvem lagde sådan en, en juleaften?
   Hun vågnede imens det endnu var bulder ravende mørkt udenfor. Fjernsynet kørte. Det var blevet halvkoldt og hun frøs. Der var næsten for langt ind i soveværelset, hun ledte efter tæppet, men det måtte være faldet ned. Hun opgav og satte sig op. Kransen? Det slog hende igen. Hvem havde lagt den? Hun sukkede. Hvorfor spekulere over det, når hun ikke kom svaret nærmere?

Hun opgav og gik i seng.
   Hun vågnede igen op til en tåget og diset morgen. Det var mørkt det meste af dagen. Hun skulle have sagt ja til at arbejde i dag, og holde fri en af de dage hun kunne være gået i butikker.
   Sidst på eftermiddagen gik hun på må og få rundt i byen. Hun havde stukket hænderne i lommen på den tykke jakke og gik godt til. Hun prøvede at undgå andre, ønskede ikke at høre deres "Glædelig jul," og være nødt til at svare. Hun gik med hovedet sænket, og passede på ikke at se på de fremmede. De var fremmede, disse smilende ansigter med særlige lys i øjnene. Som om den ene tid om året var noget særligt. Noget hvor man skulle være god mod andre. Skulle man ikke det resten af året?

Uden at tænke stod hun pludselig foran det store jerngitter igen. Stod der og kikkede op på kirkegården. Der var ikke gudstjeneste nu, den var vel afholdt tidligere på dagen.
   Hun drejede ned ad stien og standsede foran gravstedet. Begge kranse lå der endnu. Hun stirrede på den fremmede. Den var lige så virkelig som i går. Hendes øjne havde ikke spillet hende et puds. Nej, den var ægte nok.
   En dyb stemme brød ind i hendes tanker. Hun hørte ikke hvad den sagde, men vendte sig om.
   "Hej," sagde hun til den høje lyse mans. Han bar hue og et halstørklæde.
   "Hej," sagde han og så alvorligt på hende.
   "Hvad laver du her?" ville han vide. Et øjeblik var hun paf. Hvad bildte han sig ind? Det var hendes forældre, hun havde lov til at være her.
   "Det er mine forældre der ligger her, hvis du gerne vil vide det," sagde hun og rynkede brynene. Han forstyrrede hende i hendes tanker. Hendes snak med dem. Hun kunne se sin far og mor for sig. Deres smilende og kærlige ansigter.
   "Det kan ikke være dine forældre, for det er mine. Mine forældre fik kun mig," sagde han tørt.
   "Hvad?" Anne Mette vidste ikke hvad hun skulle sige.
   "Det er mine forældre og de fik kun mig. Jeg boede hos dem indtil de dødede for tre år siden. Det var en bilulykke ude på motorvejen," hun fugtede læberne.
   Manden var blevet stille et øjeblik. De så på hinanden. Studerede hinandens ansigtstræk. Hun kunne se de høje kindben mindede lidt om hendes far, men ikke nok. Det var noget hun bildte sig ind.
   "Jeg boede ikke hos dem. De bortadopterede mig, fordi de var for unge til at tage sig af et barn dengang," sagde han stille.
   "Jeg fik ikke at vide at de fik et barn efter mig," sagde han stille. Han sænkede hovedet. Anne Mette blev stående, der var stille på kirkegården. Ikke en vind rørte sig. Sneen knirkede under hendes støvler.
   "Siger du at de fik dig, og gav dig væk?" spurgte hun med dirrende stemme.
   "Ja, de fik mig, gav mig væk, fordi de syntes de var for unge til at tage sig af mig. Jeg vidste ikke at de havde fået et andet barn," han kiggede på hende. Studerede hende.
   "Jeg begyndte først at søge oplysninger på mine biologiske forældre, da mine adoptivforældre var væk. Det skete i sommers. Jeg har været forbi kirkegården et par gange. Det var et chok at finde dem døde," mumlede han.
   "Men de blev sammen i al den tid," mumlede han. Anne Mette nikkede. Alle havde misundt hende hendes forældre. Folk troede hende ikke, når hun sagde de var gift og boede i det hus, hun var født i.
   De fleste andre var gået hver til sit. Havde fundet en ny partner eller flere.
   "Hvad hedder du?" spurgte hun.
   "Morten," han kneb øjnene sammen. Så så hun sin far i den unge mand. Det var hendes fars søn. Hun havde en bror. En bror. En rigtig bror.
   "Du ligner vores far lige nu," sagde hun stille.
   "Gør jeg?" han så på hende, som om han ikke troede hende.
   "Skal vi gå en tur?" spurgte hun og begyndte langsomt at gå. Det var koldt at stå stille. Han nikkede.
   "Tænk at jeg har en søster," sagde han med et lille smil.
   "Tænk at jeg har en bror. Det er da en julegave," lo hun. Men hun måtte have mere at vide, før hun glædede sig for tidligt.

Morten var 27 år og boede alene. Han arbejdede som kontorassistent i et større firma. Han havde haft det godt i sin adoptivfamilie. Han havde en bror. Adoptivforældrene havde ikke troet de kunne få børn og havde taget Morten til sig som deres egen. Fem år efter var der kommet et lille nyt barn i familien.
   Han havde først i en sen alder fået at vide at de ikke var hans rigtige forældre. Anne Mette lyttede, hun kunne mærke hans bitterhed.
   "De kunne godt have fortalt det lidt før," han tørrede hidsigt øjnene. Hun nikkede. Det forstod hun på en måde godt. Morten blev pludselig stille og det var kun lyden af sne der gav en knasende lyd under deres støvler, der afbrød stilheden.
   "Alle sidder nok inde og holder julefrokost," sagde Morten. Hun nikkede. Hun plejede at føle sig alene og tom i de dage. Hun plejede at være et tomt hylster. Det folk sagde til hende, bed sig ikke fast. Hun levede ikke rigtigt i julen. Det var dage der skulle overstås. Dage der kunne tages ud af kalderen, fordi de mindede hende for meget, om de jul hun havde været sammen med sin mor og far.
   "Hvad med din lillebror?" spurgte hun.
   Et øjeblik var Morten stille, inden han begyndte at tale med en dyster stemme.
   "Han blev gal over at jeg ikke var hans rigtige bror. Han sagde at jeg ikke måtte få noget efter dem. Det var hans arv, og jeg kunne bare holde fingrene væk. Vi har aldrig været perlevenner, men han var det eneste familie jeg havde," han trak på skuldrene.
   Anne Mette gav hans arm et klem.
   "Måske blev han lige så chokeret som dig, og følte sig alene om det med jeres forældre," sagde hun.
   Morten nikkede.
   "Skal vi ikke fejre jul sammen fra nu af?" hun så op på ham. Hans øjne funklede af glæde. Juleglæde.
   "Vil du det?" spurgte han.
   "Du er min bror, selvfølgelig vil jeg det. Vi må finde ud af at ses tit," sagde hun ivrig. Morten smilede. Morten var hendes bror, og der var så meget hun skulle fortælle ham om deres forældre. Billederne. Han skulle se billederne af dem.
   "Kan du lave and?" spurgte han med rynkede bryn.
   "Jeg har et par fif fra vores mor, måske kan jeg huske det, men vi har et helt år at øve os på," lo hun.
   En tidlig dag i det nye år, sad et ungt par med resterne af stearinlys i en lejlighed med os og duften af jul hængende i luften. Alle andre var gået over til at spise gulerødder og æbler. Naboerne havde rystet på hovedet, men smilet for sig selv. De troede nok Anne Mette havde fået sig en kæreste, og hun var ligeglad. De kunne tro hvad de ville. Morten og hun skulle lære hinanden at kende, han skulle lære forældrene at kende.
   "Glædelig jul," Morten hævede rødvinsglasset og hun nikkede til ham.
   "Glædelig jul," sagde hun med et smil.