Jeg er ved at gå til. Jeg kan ikke holde ud, når han græder. Og det gør han hele tiden. Hvorfor? Han græder, når jeg tager ham op. Han græder, når jeg går. Han græder, når jeg prøver at trøste ham. Han græder, fordi hun ligger ved mig. Hvis jeg bare kunne tørre alle tårerne bort, men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke nå ham. Han sidder på ladet i sin lille lastbil og laver flitsbue. Som om han vil sige.
   "Se mig, mor. Skubber du mig ikke? Kom du slet ikke lide mig mere?" Mit hjerte bløder, brækker midt over, for jeg kan ikke være ved dem begge. Den lille falder i søvn i mine arme, og jeg tør næsten ikke flytte hende. Hun er så køn og lille. Så lille bitte, og helt afhængig af mig.
   Hvorfor har jeg ikke flere arme? Flere ben? Hvorfor kan min krop ikke gøre det her hurtigere?
   De har brug for mig. Børnene.
   Den lille dreng med store bedårende øjne. De små dejlige krøller, ingen må klippe af ham. Ikke endnu.
   Og den lille pige, der ligger og glipper med sine blå øjne. Hun er vågnet igen. Stirrer på mig, når jeg ser ned på hende. Hun har lige så meget ret til sin mor, som den store har.
   Jeg kan mærke, jeg er tør i halsen. Jeg er træt. Hvorfor kan jeg ikke bare opfylde begges ønsker på en gang?
   Jeg tager hende igen op og trykker hende tæt ind til mig. Prøver at få en bøvs op, men det lykkes ikke rigtigt. Nej, hun ligger sit lille hoved på min skulder og falder atter i søvn. Med foden skubber jeg til lastbilen og et kort øjeblik smiler drengen. Smiler og siger, hvor er det dejligt mor. Det er det jeg gerne vil lave.
   Jeg har lyst til at trække ham op til mig og mærke hans små arme om mig. Han er så lille, og alligevel ikke. Meget større end pigen. Kan meget mere selv.
   Af og til løber der en tåre ned ad min kind. Forråder mig for verden, for jeg har da styr på det. Har jeg ikke? Jeg kan godt være der for dem begge to. Sagtens. Jeg kan tage og holde om dem begge, give begge mad, give dem opmærksomhed hele tiden. Jeg bliver aldrig træt. Mor med to små børn, må bare lære at leve med ikke at sove eller spise. Det må vente. Når børnene bliver lidt større, bliver det hele nemmere. Selvfølgelig gør det det.
   Jeg er fuld af håb. Det bliver nemmere.
   Så græder den lille i mine arme og hun må have min fulde opmærksomhed. Drengen står ud af lastbilen og suser rundt med dem. Han banker flere gange ind i min fod, men det er lige meget. Bare han har det godt. Bare han ikke også begynder at græde og vil op. Pigen vil ikke tie. Hun vil ikke ligges ned. Hun vil ikke spise, og jeg kan mærke tårerne komme tilbage. De forbandede tårer. Jeg bliver helt ude af mig selv. Nede på gulvet hiver en dreng mig i buksebenet. Han vil op. Han vil have at jeg skal se ham. Men jeg kan ikke. Mine øjne er fulde af tårer. Jeg kan høre han stemmer i med sin lille søster. De små mennesker. De små børn.